Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Skrivelse om bekendtgørelse om anvendelse af magt over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner

Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse nr. 9571 af 3/7 2023.

1. Indledning

Reglerne om anvendelse af magt findes i § 62 i straffuldbyrdelsesloven. I medfør af lovens § 62, stk. 5, § 105, stk. 2, og § 111, stk. 3, samt retsplejelovens § 766, 1.-3. pkt., er udstedt bekendtgørelse om anvendelse af magt over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner (magtanvendelsesbekendtgørelsen).

Straffuldbyrdelseslovens § 62 og bekendtgørelsen gælder for indsatte i alle kriminalforsorgens institutioner. Efter direktoratets beslutning må personalet i kriminalforsorgens udslusningsfængsler som hidtil ikke udøve magt efter dette regelsæt. En narkotikahundefører, som deltager i en razzia i et udslusningsfængsel, vil derimod kunne anvende magt over for en indsat i et udslusningsfængsel i henhold til reglerne om anvendelse af magt.

I forbindelse med anvendelse af magt og valg af magtmiddel efter straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 1, skal det sikres, at proportionalitetsprincippet i § 62, stk. 3, og skånsomhedsprincippet i § 62, stk. 4, indgår i vurderingen.

Det er forudsat, at der i kriminalforsorgsområdet fastsættes interne regler om, hvem der er bemyndiget til at træffe bestemmelse om anvendelse af magt, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Til toppen

2. Vedrørende adgang til at bære peberspray

Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 1, 1. pkt., at peberspray må bæres i lukket fængsel og i arresthus (hvilket også omfatter lukkede fængselsafdelinger og arrestafdelinger). Det er besluttet, at peberspray i disse institutioner bæres som en del af fængselsbetjentenes almindelige personlige udrustning. Af § 4, stk. 1, 2. pkt., fremgår det, at peberspray herudover kun må bæres, hvis der foreligger en særlig risikosituation, hvor anvendelse af peberspray kan blive nødvendig.

Kriminalforsorgsområdet skal udarbejde retningslinjer for, hvem i kriminalforsorgsområdet der kan træffe bestemmelse om, at betingelserne for udlevering af peberspray er opfyldt i de særlige risikosituationer, som er nævnt i § 4, stk. 1, 2. pkt., og at dette magtmiddel derfor må bæres, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 3.

Nedenfor under pkt. 2.1. er nærmere angivet, i hvilke situationer den, der er bemyndiget hertil, kan give tilladelse til, at der udleveres og bæres peberspray.

2.1. Den, der er bemyndiget hertil, vil kunne give tilladelse til, at der udleveres og bæres peberspray i følgende særlige risikosituationer, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt.:

A. Akut opståede særlige risikosituationer i åbne fængsler.

– Hvor der har været en konkret episode med særlig fare eller risiko, f.eks. en episode med en voldsom indsat eller gruppe af indsatte, og det vurderes, at personalet af sikkerhedsmæssige grunde har behov for at bære peberspray i en periode.

B. Andre særlige risikosituationer.

– På alle transporter af indsatte og ledsagede udgange i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1, nr. 3 og 4. For så vidt angår ledsagede udgange drejer det sig om retsfremstillinger, udgange til offentlige myndigheder og lægeundersøgelse eller behandling, hvor indsattes tilstedeværelse er påkrævet. Der er således tale om transporter eller udgange, som normalt skal gennemføres, også selvom misbrugsrisikoen vurderes at være høj. Baggrunden for, at der foreligger en særlig risikosituation, er, at personalet ved transport og de omhandlede udgange kan komme ud for alvorlige sikkerhedsmæssige situationer under transporten eller udgangen, herunder flugtforsøg, befrielsesaktioner og trafikuheld, og idet personalet ikke har mulighed for at hente peberspray eller få personalemæssig opbakning fra institutionen, hvis behovet opstår.

– På nattjeneste i åbne fængsler. Baggrunden herfor er, at personaletætheden om natten er på et minimum, og personalet derfor ikke har den samme mulighed for personalemæssig opbakning som i dagtimerne, hvis der skulle opstå en truende situation.

– På hospitalsvagter. Baggrunden herfor er, at personalet som oftest er alene, og at det ikke er muligt at få opbakning fra kolleger i institutionen eller at hente institutionens peberspray, hvis en voldsom konfliktsituation opstår.

– For kriminalforsorgens hundeførere. Baggrunden herfor er, at hundeførerne som oftest arbejder alene og på fængslernes terræn, hvor indsatte også kan befinde sig. Her er der ikke mulighed for hurtigt at hente institutionens peberspray, hvis det bliver nødvendigt ud fra en sikkerhedsmæssig vurdering.

Hvis kriminalforsorgsområdet vurderer, at der er behov for, at personalet som følge af en særlig bemyndigelse har ret til at bære peberspray i andre situationer end de ovenfor nævnte, skal spørgsmålet forelægges for direktoratets Koncern Sikkerhed.

Peberspray må herudover kun bæres, hvis det vurderes, at der konkret foreligger en særlig risikosituation, hvor anvendelse af peberspray kan blive nødvendig (f.eks. ved en ledsaget udgang i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1, nr. 1 og 2, § 31, stk. 2, § 35 eller § 40, stk. 2, hvis det konkret vurderes, at anvendelse af peberspray kan blive nødvendig).

Til toppen

3. Vedrørende adgang til at bære stav

Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, at stav kun må bæres, hvis der foreligger en særlig risikosituation, hvor anvendelse af stav kan blive nødvendig.

Kriminalforsorgsområdet skal udarbejde retningslinjer for, hvem i kriminalforsorgsområdet der kan træffe bestemmelse om, at betingelserne for udlevering af stav er opfyldt i de særlige risikosituationer, som er nævnt i § 4, stk. 2, og at dette magtmiddel derfor må bæres, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 3.

Nedenfor under pkt. 3.1. er nærmere angivet, i hvilke situationer den, der er bemyndiget hertil, kan give tilladelse til, at der udleveres og bæres stav.

3.1. Den, der er bemyndiget hertil, vil kunne give tilladelse til, at der udleveres og bæres stav i følgende særlige risikosituationer, jf. § 4, stk. 2:

- På alle transporter af indsatte og ledsagede udgange i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 31, stk.1, nr. 3 og 4. For så vidt angår ledsagede udgange drejer det sig om udgange til retsfremstillinger, udgange til offentlige myndigheder og lægeundersøgelse eller behandling, hvor indsattes tilstedeværelse er påkrævet. Der er således tale om transporter eller udgange, som normalt skal gennemføres, også selvom misbrugsrisikoen vurderes at være høj.

Baggrunden for, at der foreligger en særlig risikosituation, er, at personalet ved transport og de omhandlede udgange kan komme ud for alvorlige sikkerhedsmæssige situationer under transporten eller udgangen, herunder flugtforsøg, befrielsesaktioner og trafikuheld, og idet personalet ikke har mulighed for at hente stav eller få personalemæssig opbakning fra institutionen, hvis behovet opstår.

- På særligt sikret afdeling og fokusafdeling. Baggrunden herfor er, at de indsatte på sådanne afdelinger kan være særligt udadreagerende og voldsparate.

På en modtagelsesafdeling i lukket regi. Baggrunden herfor er, at personalets kendskab til nyligt indsatte kan være meget begrænset, sammenholdt med at nyligt indsatte kan være i en mere stresset situation.

– På hospitalsvagter. Baggrunden herfor er, at personalet som oftest er alene, og at det ikke er muligt at få opbakning fra kolleger i institutionen eller at hente institutionens stav, hvis en voldsom konfliktsituation opstår.

Hvis kriminalforsorgsområdet vurderer, at der er behov for, at personalet som følge af en særlig bemyndigelse har ret til at bære stav i andre situationer end de ovenfor nævnte, skal spørgsmålet forelægges for direktoratets Koncern Sikkerhed.

Stav må herudover kun bæres, hvis det vurderes, at der konkret foreligger en særlig risikosituation, hvor anvendelse af stav kan blive nødvendig.

Til toppen

4. Øvrige bemærkninger

Udover de regler, der fremgår af loven og bekendtgørelsen, kan kriminalforsorgsområdet anvende magt efter dansk rets almindelige regler om nødværge i straffelovens § 13, herunder for at forhindre en fanges ”rømning”, f.eks. under en transport (§ 13, stk. 3, om lovlig retshåndhævelse).

Som det fremgår af bekendtgørelsens § 2, må der kun anvendes greb, skjold, stav, peberspray og tåregas i overensstemmelse med retningslinjer fra Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Særligt for så vidt angår brug af peberspray bemærkes, at peberspray som udgangspunkt ikke må anvendes i lukkede rum, hvis andre mindre indgribende magtmidler kan anvendes og er tilstrækkelige.

Særligt for så vidt angår greb, henledes opmærksomheden på, at når en indsat skal flyttes fra en lokalitet til en anden, vil brug af håndjern normalt være et mere hensigtsmæssigt og skånsomt sikringsmiddel end førergreb.

Der skal ved magtanvendelse udfærdiges rapport i Klientsystemets magtanvendelsesmodul. Det skal i den forbindelse fremgå, at den indsatte er orienteret om muligheden for at klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen over en magtanvendelse foretaget af et kriminalforsorgsområde, jf. bekendtgørelsens § 9.

For så vidt angår de øvrige former for magtanvendelse bemærkes det, at der fortsat gælder følgende retningslinjer:

Der må kun anvendes skjolde, stave, peberspray og tåregas, som er godkendt af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Disse bestilles via kriminalforsorgens e-handel.

Skjoldene må ikke komme i kontakt med rengøringsmidler, der indeholder ammoniakopløsninger som f.eks. salmiakspiritus eller tetrachlor, idet skjoldene derved kan nedbrydes og miste brudstyrke og gennemsigtighed.

Stave opbevares af institutionen på betryggende måde i særlige stavdepoter efter regler, der fastsættes af kriminalforsorgsområdet. Opbevaring skal ske under sådanne forhold, at udlevering efter § 4, stk. 2, hurtigt kan ske.

Peberspray opbevares af institutionen på betryggende måde i særlige peberspraydepoter efter regler, der fastsættes af kriminalforsorgsområdet. Opbevaring skal ske tørt og ikke for varmt og under sådanne forhold, at udlevering efter bekendtgørelsens § 4, stk. 1, 2. pkt., hurtigt kan ske. Det påhviler kriminalforsorgsområdet at foretage registrering af serienumre ved modtagelse i institutionen, inddragelse og ombytning af peberspray.

Brugte beholdere bortskaffes via kontrolleret affald for at undgå misbrug.

Skrivelse nr. 9759 af 28. juni 2022 om bekendtgørelse om anvendelse af magt over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner bortfalder.

Til toppen