Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om forretningsorden for Repræsentantskabet for Det Nationale Integrationsråd

Udlændinge- og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 2680 af 28/12 2021.

I medfør af § 43, stk. 4, i lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Repræsentantskabets formål og opgaver

§ 1. Repræsentantskabet for Det Nationale Integrationsråd har til opgave at vælge 5 medlemmer til Det Nationale Integrationsråd.

Stk. 2. Repræsentantskabet orienteres endvidere om rådet og om dettes arbejde og om emner af betydning for integrationsindsatsen i Danmark på et årligt møde.

Til toppen

Kapitel 2 – Repræsentantskabets sammensætning og konstitution

§ 2. Repræsentantskabet består af de af integrationsrådene i medfør af integrationslovens § 43, stk. 2, 1. pkt., valgte medlemmer og repræsentanter udpeget af kommunalbestyrelsen i kommuner uden integrationsråd i medfør af integrationslovens § 43, stk. 2, 2. pkt., jf. kapitel 1 i bekendtgørelse om valg og udpegning af medlemmer til Repræsentantskabet for Det Nationale Integrationsråd og Repræsentantskabets valg af medlemmer til Det Nationale Integrationsråd.

§ 3. Udlændinge- og Integrationsministeriet indkalder senest 14 dage før mødets afholdelse til konstituerende repræsentantskabsmøde senest den 1. juni i året efter det år, hvori valg til kommunalbestyrelsen afholdes.

Til toppen

Kapitel 3 – Repræsentantskabets virksomhed

§ 4. Det Nationale Integrationsråd indkalder til møde i repræsentantskabet en gang årligt.

Stk. 2. Det Nationale Integrationsråd kan indkalde repræsentantskabet til ekstraordinære møder, hvis der er særligt behov for drøftelse af emner af betydning for integrationsindsatsen i Danmark.

§ 5. Indkaldelse til møder i repræsentantskabet sker senest 14 dage før mødets afholdelse.

Stk. 2. Det Nationale Integrationsråd udarbejder til brug for møder i repræsentantskabet en fortegnelse over repræsentantskabets medlemmer samt stedfortræderne herfor. Fortegnelsen udsendes sammen med indkaldelsen.

§ 6. Det Nationale Integrationsråd udarbejder forslag til dagsorden for repræsentantskabets møder.

Stk. 2. Et medlem af repræsentantskabet kan få optaget en sag på dagsordenen ved skriftlig henvendelse til Det Nationale Integrationsråd senest 10 dage før mødets afholdelse.

Stk. 3. Det Nationale Integrationsråd udsender dagsorden og de relevante bilag senest syv dage før mødets afholdelse.

§ 7. Repræsentantskabets møder ledes af en af Udlændinge- og Integrationsministeriet udpeget mødeleder, jf. integrationslovens § 43, stk. 3.

§ 8. Kan et repræsentantskabsmedlem ikke deltage i et møde, deltager suppleanten.

Stk. 2. Det påhviler det repræsentantskabsmedlem, der ikke kan deltage i et møde, at anmode suppleanten om at deltage i mødet i medlemmets sted. Det påhviler endvidere repræsentantskabsmedlemmet at underrette repræsentantskabets sekretariat, jf. § 10, om, at suppleanten er indkaldt. Det påhviler herefter suppleanten at underrette sekretariatet, hvis vedkommende ikke kan deltage i mødet.

§ 9. Repræsentantskabets møder er ikke offentlige.

Stk. 2. Forpersonen for Det Nationale Integrationsråd kan beslutte, at andre personer end repræsentantskabets medlemmer kan deltage i et møde i repræsentantskabet i det omfang, der er behov herfor.

Til toppen

Kapitel 4 – Sekretariatsbetjeningen af repræsentantskabet

§ 10. Udlændinge- og Integrationsministeren drager omsorg for sekretariatsbetjeningen af repræsentantskabet.

Til toppen

Kapitel 5 – Økonomiske forhold vedrørende repræsentantskabets virksomhed

§ 11. Repræsentantskabets medlemmer modtager i forbindelse med deltagelse i møder i repræsentantskabet eller i udvalg, hvori de deltager efter anmodning fra Det Nationale Integrationsråd, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse. Udlændinge- og Integrationsministeriet afgør, om erstatningskravet er berettiget.

Stk. 2. I forbindelse med deltagelse i møder i repræsentantskabet eller i udvalg, hvori repræsentantskabets medlemmer deltager efter anmodning fra Det Nationale Integrationsråd, ydes medlemmerne godtgørelse for udgifter efter bestemmelserne i cirkulære nr. 9842 af 19. oktober 2021 om tjenesterejseaftalen. .

Til toppen

Kapitel 6 – Ikrafttræden

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 424 af 29. april 2014 om forretningsorden for Repræsentantskabet for Rådet for Etniske Minoriteter ophæves.

Til toppen