Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om indbetaling af bidrag til den obligatoriske pensionsordning af arbejdsløshedsdagpenge m.v.

Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1008 af 2/10 2019.

I medfør af § 85 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018, som ændret ved lov nr. 339 af 2. april 2019, fastsættes efter bemyndigelse:

Ydelsen, hvoraf der skal indbetales bidrag til den obligatoriske pensionsordning

§ 1. Der indbetales bidrag til den obligatoriske pensionsordning til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. § 17 s i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, for modtagere af følgende ydelser:

1) Arbejdsløshedsdagpenge.

2) Feriedagpenge.

3) Dagpenge efter artikel 64 eller 65 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

4) Efterløn, herunder efterløn til personer, som ikke er medlemmer af en dansk a-kasse, jf. § 74 o i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Beregning af bidragets størrelse

§ 2. A-kassen beregner bidraget med den procentsats, der er nævnt i § 85 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., på grundlag af ydelsen til medlemmet efter fradrag for arbejde, indtægter og pensioner samt medlemmets eget ATP-bidrag efter lovens § 85 c. Bidraget for 1 måned afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Indberetning af bidrag

§ 3. Ved indberetningen af en ydelse, der er nævnt i § 1, til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, skal a-kassen indberette bidraget til den obligatoriske pensionsordning, der skal indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension for hver enkelt ydelsesmodtager. Indberetningen sker til indkomstregisteret efter § 3, stk. 1, nr. 7, i lov om et indkomstregister. Indberetningen sker under de i § 4, stk. 1, nævnte SE-numre.

Stk. 2. A-kassen skal oplyse medlemmet om indberetning af bidraget til den obligatoriske pensionsordning.

Indbetaling af bidrag

§ 4. Bidrag til den obligatoriske pensionsordning af de enkelte ydelser indbetales kvartalsvis af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på grundlag af indberetningerne til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, efter § 3. Opgørelsen sker på særskilte SE-numre for følgende:

1) Arbejdsløshedsdagpenge og dagpenge efter artikel 64 eller 65 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

2) Feriedagpenge.

3) Efterløn.

Stk. 2. Bidragene forfalder til betaling den 1. maj, 1. august, 1. november og 1. februar. Bidraget overføres til Arbejdsmarkedets Tillægspension fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering senest den 7. i forfaldsmåneden.

Regulering

§ 5. Regulerer a-kassen en ydelse, der er nævnt i § 1, skal a-kassen regulere bidraget til den obligatoriske pensionsordning af ydelsen.

Tilbagebetaling af bidrag

§ 6. Hvis en ydelsesmodtager skal betale en ydelse, der er nævnt i § 1, tilbage til a-kassen, skal det indbetalte bidrag til den obligatoriske pensionsordning af ydelsen betales tilbage af Arbejdsmarkedets Tillægspension til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Stk. 2. Bidrag til den obligatoriske pensionsordning, der vedrører tidligere perioder, tilbagebetales til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings konto i Statens KoncernBetalinger (SKB) på baggrund af a-kassernes indberetninger til indkomstregisteret.

Stk. 3. Ved beregning af beløbet, som skal betales tilbage efter stk. 1 og 2, anvendes bidragssatsen, jf. § 85 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., for det år, som den ydelse, der skal tilbagebetales, vedrører.

Ikrafttræden

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020.

Til toppen