Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om særlig udbetalingsmulighed og overførsel af indestående i Særlig Pensionsopsparing

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 1284 af 16/12 2009.

I medfør af § 17 j, stk. 14, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 942 af 2. oktober 2009 som ændret ved lov nr. 1263 af 16. december 2009, fastsættes:

SP-konti i ATP

§ 1. ATP sender et adviseringsbrev til alle, der har en særskilt SP-konto i ATP, med oplysning om den særlige udbetalingsmulighed jf. lovens § 17 j, stk. 7-9, muligheden for at overføre til en anden pensionsordning, jf. lovens § 17 j, stk. 10, samt den særskilte SP-kontos saldo pr. 1.november 2009. Brevet er vedlagt en blanket til brug for anmodning om udbetaling. Kontohavere med et indestående mindre end 100 kr. modtager ikke noget adviseringsbrev.

Stk. 2. Der udsendes ikke yderligere opgørelser over den særskilte SP-kontos indestående m.v end den opgørelse af saldoen pr. 1. november 2009, der fremgår af adviseringsbrevet, jf. stk. 1.

§ 2. ATP udbetaler det samlede indestående på den særskilte SP-konto som et engangsbeløb efter kontohavers anmodning, jf. lovens § 17 j, stk. 7-9. Indestående hidrørende fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der er overflyttet til den særskilte SP-konto, kan ikke udbetales efter den særlige udbetalingsmulighed, jf. lovens § 17 f, stk. 13.

Stk. 2. Kontohavere, der har et indestående på en SP-konto i ATP, der hidrører fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, kan anmode om at få dette overført til Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovens § 17 f, stk. 14. Hvis ATP ikke har modtaget anmodning senest den 30. april 2010, overfører ATP indeståendet til Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Midlerne vil herefter blive administreret efter reglerne om midler indbetalt til Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovens § 17 j, stk. 12.

§ 3. For at få udbetalt indestående på en særskilt SP-konto i ATP i henhold til den særlige udbetalingsmulighed skal kontohaver benytte den tilsendte anmodningsblanket, jf. § 1. Der kan ikke anmodes på anden vis. Anmodningen skal være modtaget i ATP senest den 30. april 2010. Kontohaver har ansvaret for, at ATP modtager anmodningen i rette tid.

§ 4. Når ATP modtager den udfyldte anmodningsblanket, opgøres det samlede indestående på den særskilte SP-konto endeligt i henhold til lovens § 17 j, stk. 13.

§ 5. ATP udbetaler det opgjorte indestående på en særskilt SP-konto efter fradrag for afgift, jf. § 29 D i pensionsbeskatningsloven, til kontohavers NemKonto.

Stk. 2. Til kontohavere bosiddende i udlandet, der ikke har en NemKonto, udbetaler ATP det opgjorte indestående på en særskilt SP-konto efter fradrag for afgift, jf. § 29 D i pensionsbeskatningsloven, til en konto oplyst af kontohaver.

§ 6. En kontohaver kan vælge at overføre indeståendet på sin SP-konto opgjort efter lovens § 17 j, stk. 13, til en ratepensionsordning eller en pensionsordning med løbende udbetalinger, jf. lovens § 17 j, stk. 10. Den valgte pensionsordning skal være omfattet af §§ 2, 8 eller 11 a i pensionsbeskatningsloven.

Stk. 2. Kontohaver skal henvende sig til en bank eller et pensionsinstitut for at overføre indeståendet på sin SP-konto til en pensionsordning. Banken eller instituttet skal anmode ATP om overførslen senest den 30. april 2010.

SP-konti i andre pensionsinstitutter

§ 7. Pensionsinstitutter, hvortil en kontohaver har overflyttet indeståendet på sin særskilte SP-konto, skal orientere kontohavere med en særskilt SP-konto om den særlige udbetalingsmulighed, jf. lovens § 17 j, stk. 7-9 og muligheden for at overføre til et andet pensionsinstitut, jf. lovens § 17 j, stk. 10.

§ 8. Pensionsinstitutter, hvortil en kontohaver har flyttet sin særskilte SP-konto, opgør, jf. lovens § 17 j, stk. 13, og udbetaler efter fradrag for afgift, jf. § 29 D i pensionsbeskatningsloven, det samlede indestående på den særskilte SP-konto som et engangsbeløb efter kontohavers anmodning. Anmodningen skal være modtaget i pensionsinstituttet senest den 30. april 2010, jf. lovens § 17 j, stk. 7-9. Indestående hidrørende fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der er overflyttet til den særskilte SP-konto i pensionsinstituttet, kan ikke udbetales efter den særlige udbetalingsmulighed, jf. lovens § 17 f, stk. 13.

§ 9. Kontohavere, der har et indestående på en SP-konto i et pensionsinstitut, der hidrører fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, vil efter udbetalingen, jf. lovens § 17 j, stk. 7-9, eller overførslen, jf. lovens § 17 j, stk. 10, af den del af indeståendet, som er SP-midler, være omfattet af reglerne i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. § 17 j, stk. 12 i loven.

Fælles bestemmelser

§ 10. Hvis der til en allerede udbetalt, jf. lovens § 17 j, stk. 7-9, eller overført, jf. lovens § 17 j, stk. 10, særskilt SP-konto i ATP efterfølgende, dog senest 30. april 2010, bliver tilskrevet beløb som følge af skifte ved separation eller skilsmisse eller som følge af skattereguleringer, efterudbetaler ATP eller pensionsinstituttet automatisk dette beløb efter fradrag for afgift, jf. § 29 D i pensionsbeskatningsloven. Ved afgiftsberegningen tages hensyn til det tidligere opgjorte indestående, jf. § 5 og § 8.

§ 11. Har en kontohaver anmodet ATP eller pensionsinstituttet om udbetaling, jf. lovens § 17 j, stk. 7-9, eller overførsel, jf. lovens § 17 j, stk. 10, og afgår kontohaver ved døden, inden udbetalingen er effektueret, udbetales den særskilte SP-kontos indestående til dødsboet, jf. lovens § 17 i.

§ 12. Kontohavere, som ikke har anmodet om udbetaling, jf. lovens § 17 j, stk. 7-9, eller overførsel, jf. lovens § 17 j, stk. 10, senest den 30. april 2010, vil automatisk få udbetalt indeståendet på deres SP-konto. Indeståender, som ikke har kunnet udbetales, overføres den 1. oktober 2010 til ATP.

Stk. 2. Kontohavere, som kan dokumentere et krav på et SP-indestående, kan frem til 30. april 2015 henvende sig til ATP. Herefter tilfalder midlerne ATP.

Ikrafttræden

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. december 2009. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 415 af 28. maj 2009 om særlig udbetalingsmulighed for indestående i Særlig Pensionsopsparing.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1056 af 10. december 2003 om valgfrihed i SP-ordningen ophæves 1. maj 2010.

Til toppen