Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sindslidende

Bekendtgørelse om underretning og klagevejledning i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1080 af 27/10 2019, ændret ved:

bekendtgørelse nr. 188 af 23/2 2023.

I medfør af § 33 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 185 af 1. februar 2022, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Underretning

Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

§ 1. Når den indlæggende læge skønner, at tvangsindlæggelse er påkrævet, jf. § 6, stk. 2, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., skal lægen underrette patienten herom.

Stk. 2. Den indlæggende læge skal samtidig underrette patienten om baggrunden for tvangsindlæggelsen samt om formålet hermed og vejlede patienten om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden, jf. lovens §§ 3, 31 og 32. Samme pligt påhviler den modtagende afdelings læge.

§ 2. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodningen om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning dog meddeles senest 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen.

§ 3. Har overlægen besluttet, at tvangstilbageholdelse skal ske, skal underretningen indeholde oplysning om baggrunden for beslutningen om tvangstilbageholdelse, om formålet hermed og om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.

§ 4. Såfremt overlægen ved efterprøvelsen af frihedsberøvelsen efter lovens § 21, stk. 2, træffer afgørelse om, at frihedsberøvelsen skal opretholdes, skal patienten og patientrådgiveren underrettes om afgørelsen.

§ 5. Når betingelserne for frihedsberøvelse i lovens § 5 ikke længere er opfyldt, skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør. Patienten og patientrådgiveren underrettes straks herom, jf. lovens § 11.

Tvangsbehandling, fiksering m.v.

§ 6. Når tvangsbehandling efter lovens kapitel 4 eller tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen og personlig hygiejne under anvendelse af tvang efter lovens kapitel 5 eller åbning og kontrol af post, anvendelse af udåndings- eller urinprøver, undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt anvendelse af kropsscannere, bagagescannere og narkohunde efter lovens kapitel 5 a skønnes at være påkrævet, skal patienten underrettes herom.

Stk. 2. Underretningen skal indeholde oplysning om det nærmere indhold af den påtænkte tvang, baggrunden for at anvende tvang og formålet hermed. Ved tvangsbehandling skal patienten endvidere vejledes om udsigten til en bedring af helbredstilstanden og behandlingens virkninger og mulige bivirkninger.

§ 6 a. Når anvendelse af åbning og kontrol af post, undersøgelse af den anbragtes stue, anvendelse af kropsscannere, bagagescannere, magnetiske detektorer for mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr, og afskæring eller begrænsning af den anbragtes mulighed for at medtage, besidde eller råde over mobiltelefon og lignende kommunikationsudstyr i afdelingen efter lovens kapitel 5 b skønnes at være påkrævet, skal den anbragte underrettes herom.

Stk. 2. Underretningen skal indeholde oplysning om det nærmere indhold af den påtænkte tvang, baggrunden for at anvende tvang og formålet hermed.

 

§ 7. Underretninger til patienten om uenighed mellem to lægers vurdering, der gives efter § 21, stk. 5 og 6, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., skal desuden gives til patientrådgiveren.

§ 8. Underretningen i medfør af § 6, skal foretages snarest muligt, og inden den påtænkte tvang anvendes.

Stk. 2. Ved tvangsfiksering eller anvendelse af fysisk magt i medfør af lovens §§ 14-17 kan underretningen dog undlades i særlig hastende tilfælde, herunder navnlig i tilfælde hvor tvang anvendes for at afværge overhængende fare. I disse tilfælde skal patienten snarest muligt efter tvangsindgrebets iværksættelse underrettes om begrundelsen for at anvende tvang og om formålet hermed.

Underretningens form

§ 9. Underretningen foretages mundtligt og skriftligt. Underretningen i henhold til § 1, stk. 1, foretages dog alene mundtligt.

Til toppen

Kapitel 2 – Klagevejledning

Almindelige regler

§ 10. Ved enhver anvendelse af tvang skal patienten vejledes om adgangen til at påklage indgrebet samt oplyses om, i hvilket omfang en klage har opsættende virkning, jf. lovens § 32, stk. 2 og 3.

§ 11. Klagevejledningen skal så vidt muligt gives i forbindelse med, at patienten underrettes om tvangsindgrebet.

Stk. 2. Såfremt en klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning efter lovens § 32, stk. 3, skal klagevejledning gives snarest muligt og inden tvangsbehandlingen iværksættes.

Vejledningens indhold

§ 12. Ved tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, skal patienten vejledes om adgangen til at påklage indgrebet til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus. Patienten skal endvidere vejledes om, at klagen vil blive indbragt for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus af sygehusmyndigheden, såfremt patienten eller patientrådgiveren fremsætter begæring herom, jf. lovens § 35.

Stk. 2. Patienten skal endvidere efter anmodning vejledes om klagesagsproceduren for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus, herunder om patientens og patientrådgiverens ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet samt om fristen for nævnets afgørelse, jf. lovens § 36.

Vejledningens form

§ 13. Klagevejledning gives mundtligt. Klagevejledningen skal endvidere gives skriftligt, såfremt patienten fremsætter begæring herom. Patienten skal informeres om, at denne kan begære skriftlig klagevejledning.

Til toppen

Kapitel 3 – Ikrafttræden

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1343 af 2. december 2010 om underretning og klagevejledning til patienter i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien ophæves.

Til toppen

Noter

Indledningen og § 6 ændret, samt  § 6 a indsat 2/3 2023 ved bek. nr. 188 af 23/2 2023.

Til toppen