Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Udligningsekspert: Sådan kommer vi tættere på løsninger

VIVEs pressemeddelese af 26/1 2018

Udligning vedrører de økonomiske vilkår for kommuner – ikke enkeltpersoners forbrugsmuligheder. Det skal vi huske i debatten, mener Niels Jørgen Mau Pedersen fra VIVE, der giver sine bud på udfordringer og løsninger i udligningssystemet. Indlægget har været bragt i Altinget.

 

Hvis man betragter udligningssystemets udvikling over en årrække, er der sket meget. Modelfoto: Lars Degnbol/VIVE

Hvis vi betragter udligningssystemets udvikling over en årrække, er der sket meget. Systemet ser meget anderledes ud end i for eksempel 1990’ernes begyndelse.

Dengang var udligningsniveauet 35 procent imod nu 61 procent i landsudligningen af udgiftsbehov. Bloktilskuddet blev fordelt efter skattegrundlag mod i dag indbyggertal, og de sociale udgiftsbehovskriterier var ganske få og mere grovkornede, end de er nu.

Men nogle træk fra det daværende system kan genfindes i dag: Der er eksempelvis en hovedstadsudligning, om end nu som en overbygning på landsudligningen, hvor det dengang var en helt adskilt, selvstændig udligningsordning.

De grundlæggende byggeklodser er stadig skattegrundlag og udgiftsbehov. Og formålet er stadig det samme: At sikre en nogenlunde god sammenhæng mellem skat og service mellem kommuner

Totalændring er urealistisk

Med fare for at der har sneget sig en konservatisme ind med årene, ser jeg de mere trinvise ændringer gennem årene som en indikation af, at det ikke trods systemets udfordringer er realistisk at forsøge en forjættende ’omkalfatring’ af systemet.

Dels vil elementerne stadig være udgiftsbehov og skattegrundlag. Dels ønskes en vis forudsigelighed for kommunerne i udligningen.

Men der er bestemt udfordringer at tage op. Også mere strukturelle. Finansieringsudvalget har fået en bunden opgave med at se på ændringer i kølvandet på den seneste refusionsomlægning. Men der er jo før denne refusionsreform gennemført mange tidligere ændringer, hvor kommunerne har fået mere finansieringsansvar.

Her er systemet løbende blevet tilpasset, men er det tilstrækkeligt til, at det fungerer optimalt?

Begrænset kommunal frihed kræver effektiv udligning

Jeg tænker særligt på udligning på områder, hvor kommunernes økonomiske ansvar er øget, men de kommunale frihedsgrader fortsat er noget begrænsede.

Det gælder generelt overførslerne og beskæftigelsesområdet, hvor kommunerne kan påvirke tildeling af ydelser og aktivering, men Folketinget har bestemt satserne. Og det gælder det specialiserede sociale område, hvor kommunerne har styringsmuligheder, men også bindinger.

Så vidt jeg kan se, er det særligt vigtigt, at der på disse områder er en meget høj grad af effektiv udligning, da det ikke kan forlanges, at en kommunalpolitiker skal kunne forklare sine borgere, at serviceniveauet på kommunens skoler og plejecentre må reduceres, fordi kommunerne har overtaget svære, delvist lovbundne, opgaver.

Så trods tilpasninger gennem tiden er der på sigt måske mere for udligningssystemet at gøre her.

Beskæftigelsestilskud er kilde til inspiration

Muligvis kan der findes inspiration i nogle træk ved det beskæftigelsestilskud, som Finansieringsudvalget p.t. overvejer videreførelsen af.

Beskæftigelsestilskuddet fordeles til netop de regioner (arbejdsmarkedsområder), hvor udgifterne er. Desuden følger tilskuddet automatisk med tiden, idet størrelsen ændres i takt med de udgifter, det skal kompensere.

Disse to egenskaber, fordeling til de rigtige regioner og automatisk tilpasning til udgiftsudviklingen, kunne godt overvejes til et fremtidigt generelt system. Om end det næppe er helt ligetil.

Udgiftsbehov skal opdateres

Samtidig er det vigtigt at sikre ajourførte udgiftsbehovskriterier. I praksis er der en begrænset mængde at vælge imellem, hvis kravet om objektive kriterier skal opfyldes.

Hvis for eksempel boligforhold betyder mindre, skal andre forklarende faktorer veje tungere, for eksempel uddannelsesniveau. Her er det blandt andet vigtigt, at kriterierne er så statistisk sikre, at de har gyldighed i den allerstørste såvel som i den allermindste kommune.

Æbler og pærer, kommuner og personer

Der er i det hele taget mange spørgsmål at overveje, men man bør ikke gøre opgaven større, end den behøver at være. Derfor kan der være grund til at fremhæve, at udligning vedrører de økonomiske vilkår for kommuner. Det er ikke hensigtsmæssigt at komplicere opgaven med at overveje de enkelte personers forbrugsmuligheder.

Hvis man i udligningssystemet skulle tage hensyn til forskelle i borgernes leveomkostninger, som især sammenkædes med forskelle i huspriser, ville det ende i en blindgyde. Skulle jyske kommuner nøjes med lavere udligning på grund af relativt lave huspriser, måtte det logisk set også gælde for hovedstadskommuner med lave huspriser.

Ishøj, hvis huspriser er under halvdelen af Gentoftes, skulle vel så også skrues ned i udligning? Det er svært at se for sig. Derimod er det relevant udligningsmæssigt at tage højde for forskelle i kommunale driftsomkostninger.

Andet indhold

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Niels Jørgen Mau Pedersen

Stilling:

Projektchef, cand.oecon.

Telefon:

41 10 47 73

Mail:

njmp(at)vive.dk

Profil:

Læs mere om Niels Jørgen på kora.dk

Til toppen