Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Ny model beregner økonomien i sociale indsatser

VIVEs pressemeddelelse af 17/1 2018

Hvad er økonomien i at investere i sociale indsatser for udsatte borgere? Det kan SØM, Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, hjælpe kommunerne med at regne på. VIVE og Incentive har udviklet SØM for Socialstyrelsen.

 

SØM er et beregningsværktøj, der er udviklet til at understøtte lokale beslutninger om sociale indsatser. Modelfoto: Sine Fiig/VIVE

Når en kommune driver et støtte- og rådgivningstilbud til voksne med autisme eller afprøver nye former for misbrugsbehandling til unge, koster det penge. Penge, som skal findes i et stramt kommunalt budget, hvor der også skal være råd til mange andre kommunale opgaver.

Men ud over den umiddelbare udgift vil indsatsen også have afledte økonomiske konsekvenser, så indsatser, der umiddelbart ser dyre ud, kan være knap så dyre på den længere bane. For eksempel fordi den voksne med autisme får en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet, eller den unge kommer ud af sit misbrug.

VIVE og Incentive har udviklet SØM i samarbejde med Socialstyrelsen. SØM kan hjælpe især kommunerne med at beregne de økonomiske konsekvenser af deres sociale indsatser og dermed fremme investeringstankegangen på det sociale område.

”Målet med sociale indsatser er jo at hjælpe de udsatte borgere og forbedre deres livskvalitet. Men den positive effekt på en udsat borgers liv kan også medføre, at de offentlige udgifter til en række ydelser falder. Tankegangen bag SØM er, at man i højere grad ser sociale indsatser som investeringer i mennesker”, fortæller seniorforsker, Rasmus Højbjerg Jacobsen, som har stået i spidsen for udviklingen af SØM i VI

Hvordan virker modellen?

SØM giver viden om de økonomiske konsekvenser af en social indsats, men den kan ikke give det endelige svar på, om man skal investere i en specifik indsats, idet der typisk også indgår andre forhold end økonomiske i en sådan beslutning.

”Det spiller en stor rolle for resultatet af en SØM-beregning, hvor stor en effekt der kan forventes af en indsats, og det kan være svært at vurdere på forhånd. Det er derfor vigtigt, at man ikke lægger større vægt på modellens resultater, end de kan bære, ” forklarer Rasmus Højbjerg Jacobsen.

Kommunerne bør derfor løbende følge op på den sociale indsats og vurdere, om den skaber den ønskede progression hos borgerne, og om forventningerne til de økonomiske konsekvenser indfries.

SØM er et beregningsværktøj, der er udviklet til at understøtte lokale beslutninger om sociale indsatser. Ved at synliggøre de økonomiske konsekvenser ved sociale indsatser kan SØM bidrage til at fremme investeringstankegangen på socialområdet.

Kommunale medarbejdere på kursus

For at sikre, at resultaterne fra modellen er troværdige og kan bruges i praksis, er det vigtigt, at man som bruger er omhyggelig med at bruge de rette data og forudsætninger, som beregningen skal hvile på. Ansvaret for brugen af resultaterne af en konkret SØM-beregning ligger hos dem, der har ansvaret for den sociale indsats, og som gennemfører beregningerne.  For at lave gode SØM-beregninger kræver det indsigt i både økonomi og det socialfaglige samt viden om den konkrete, lokale sammenhæng, som den sociale indsats indgår i.

”En SØM-beregning er kun så god som det input, den er baseret på, og der er mange forbehold og usikkerheder. Så vi anbefaler helt klart, at de kommunale medarbejdere kommer på kursus i modellen, før de tager den i brug”, siger manager og partner, Kristian Kolstrup fra Incentive.

Socialstyrelsen arrangerer løbende kurser. De første er allerede godt fyldt op. SØM er et beregningsværktør primært til kommunerne, men også andre aktører kan anvende SØM, der stilles frit til rådighed.

Den nuværende version af SØM er udviklet til at regne på de økonomiske konsekvenser af sociale indsatser for voksne udsatte borgere. Senere på året vil der blive offentliggjort en udvidet version af modellen, hvor det også er muligt at regne på indsatser for udsatte børn og unge.

FAKTA OM Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM:

Modellen består af to dele:

En beregningsramme: Giver en samlet opgørelse over de økonomiske nettogevinster, baseret på de tal og antagelser, brugeren indtaster. Hvad er de direkte omkostninger ved indsatsen, hvilken effekt forventes indsatsen at have for borgeren, og hvad er de økonomiske konsekvenser for det offentlige.  Man kan fx indregne ændringer i udgifter til overførselsindkomst, sundhedsydelser, sociale foranstaltninger m.m. Desuden kan man lave en række analyser, der afklarer, hvor solidt et resultat man kan forvente at få ud af sine beregninger.

En vidensdatabase: Indeholder viden og estimater om effekter, priser og konsekvenser for udvalgte målgrupper, som kan bruges som inspiration og input til beregningen i SØMs beregningsramme. Effekterne i databasen bygger på viden fra en lang række undersøgelser af effekter af indsatser både fra Danmark og udlandet. I den første udgave af SØM er der i alt 425 estimater af effekter. Estimaterne på de økonomiske konsekvenser rummer bl.a. et bud på, hvornår den økonomiske konsekvens (fx sociale serviceydelser, beskæftigelsesindsatser, indkomster mv.) indtræffer, og hvor længe den varer.

Læs VIVEs notater om SØM

Dokumentation af modellen

Eksempel: Fremskudt beskæftigelsesindsats for kvinder på krisecenter

Eksempel: Samtaler til unge med stofmisbrug

Eksempel: Forløbsprogram for mennesker med psykisk lidelse og samtidigt misbrug

Eksempel: SORAS – Støtte og rådgivning til voksne med autisme

Kontakt:

Rasmus Højbjerg Jacobsen, Seniorforsker, VIVE: raja(at)vive.dk, 2539 5717
Kristian Kolstrup, Manager og partner, Incentive: kk(at)incentive.dk, 2744 7486

Andet indhold

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Rasmus Højbjerg Jacobsen

Stilling:

Seniorforsker, cand.scient.oecon., ph.d.

Telefon:

25 39 57 17

Mail:

raja(at)vive.dk

Profil:

Læs mere om Rasmus på kora.dk

Om SØM

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM er finansieret af Socialstyrelsen.

Til toppen