Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Beskæftigelsesminister Troels Lunds Poulsens kommentar til ledighedstallet for januar 2018

Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse af 2/3 2018

Ledigheden er faldet med 2.000 personer fra december 2017 til januar 2018, viser nye ledighedstal fra Danmarks Statistik.

02. marts 2018

Ledigheden er faldet i januar 2018. Der var således 2.000 færre ledige end måneden før, og dermed er ledigheden uændret på 4,1 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 111.200 personer. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik. 

Ifølge Danmarks Statistik kan det fortsat forventes, at der er lettere øget usikkerhed i såvel ledighedsniveauet som i udviklingen fra måned til måned fra og med juli 2017, hvor datakilderne vedrørende dagpengemodtagerne blev ændret. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- I januar måned ser vi igen et fald i ledigheden. Ser man på beskæftigelsen går det også meget godt. Faktisk er vi kun 1.100 fra den højeste beskæftigelse nogensinde, og alene siden sommeren 2015 er der kommet 119.800 flere private job. 

- Det er godt, at ledigheden falder og flere kommer i job. Også på kontanthjælpsområdet ser vi en meget positiv udvikling. I november var der 18.700 færre fuldtidspersoner i kontanthjælpssystemet end i april 2016, hvor kontanthjælpsloftet trådte i kraft. En ny effektanalyse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at kontanthjælpsloftet virker og har fået flere i job eller uddannelse, og her er der taget hensyn til konjunkturer. Det er jeg glad for, men det overrasker mig ikke, at det betyder noget, når man ændrer reglerne.  

- Vi skal arbejde på at få flere med, og her må vi helt åbent sige, at ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenteret i statistikkerne med overførselsindkomst. Ser vi på landets ghettoer er mere end fire ud af ti ikke i job. For at gøre op med den passive forsørgelseskultur vil regeringen reducere kontanthjælpen til folk, der vælger at flytte til de hårdeste ghettoområder, og vi vil forbyde, at personer på integrationsydelse flytter ind i disse områder. Vi bliver nødt til at gå radikalt til værks. Parallelsamfund er en alvorlig trussel mod sammenhængskraften i vores samfund.

- De gode tider betyder også, at vi ser stigende efterspørgsel på arbejdskraft. Vi ser, at der er begyndende tegn på mangel på arbejdskraft i flere brancher. Sammen med partierne bag beskæftigelsesreformen er der nu fordelt over 90 millioner kroner gennem en initiativpakke til i alt 36 projekter, der skal opkvalificere både ledige og beskæftigede og forebygge flaskehalse. Og regeringen har flere initiativer på vej på området.

 

Læs mere

Find tallene på Danmarks Statistiks hjemmeside

Kontakt

Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 5123 2830

Til toppen