Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Status efter et halvt år med nyt dagpengesystem: Markant færre opbruger dagpengeretten

Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse af 27/11 2017

Siden det nye dagpengesystem med fleksibel genoptjening trådte i kraft 1. januar, har markant færre opbrugt dagpengeretten end tidligere. Det viser nye tal for 1. halvår 2017.

27. november 2017

I 1. halvår 2017 opbrugte 102 personer i gennemsnit dagpengeretten om ugen, mens det i samme periode året før var 280 personer. Samlet set har knap 2.900 personer opbrugt dagpengeretten i de første seks måneder af 2017, mens det var knap 7.300 personer i 1. halvår 2016. 

Det store fald skal selvfølgelig ses i lyset af fremgangen i økonomien, men skal også ses i lyset af, at det pr. 1. januar 2017 blev muligt at forlænge perioden med dagpenge, hvis man indimellem har haft arbejde. En dags arbejde kan veksles til to ekstra dage med dagpenge, og det har mange benyttet sig af. En tidligere særopgørelse har vist, at over halvdelen af de personer, der ville have opbrugt dagpengeretten i 2017, har gjort brug af den fleksible genoptjeningsret.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Der er sket et markant og i særdeleshed vigtigt fald i antallet af personer, der opbruger deres dagpengeret. Det er meget positivt. Et af hovedformålene med reformen er netop at styrke incitamentet til at arbejde, som er en central del af det nye dagpengesystem. Jeg er heller ikke i tvivl om, at de nye dagpengeregler understøttes af fremgangen på arbejdsmarkedet. Siden sommeren 2015 er den private beskæftigelse steget med næsten 108.000, og det giver langt bedre muligheder for at finde arbejde – også af kortere varighed.

- Det er for mig helt afgørende, at vi har et fleksibelt og trygt dagpengesystem, der tilskynder ledige til at tage al arbejde, også småjobs af kortere varighed. I en tid med begyndende flaskehalse skal vi have flest muligt ind på arbejdsmarkedet, så vi kan holde fast i fremgangen.

De nye tal på Jobindsats.dk viser også, at antallet af personer, som hverken modtager en offentlig ydelse eller lønindkomst i den måned, de opbruger dagpengeretten, er steget fra 8,6 procent i 1. halvår 2016 til 39,1 procent i 1. halvår 2017. Det kan skyldes flere ting, herunder forsinket overgang til kontantydelse, som udbetales af kommunen i stedet for a-kassen. Desuden kan de pågældende personer godt kan have en anden form for indtægt, fx hvis de er selvstændige, modtager private pensioner eller alene har modtaget B-indkomst.

Det skal dog bemærkes, at andelen, som hverken modtager en offentlig ydelse eller lønindkomst, falder med ca. en tredjedel efter bare tre måneder. Opgørelsen viser samtidig, at knap hver tredje af de personer, der har opbrugt dagpengeretten, er i job tre måneder efter.

Antal personer med opbrugt dagpengeret, 1. halvår 2013 – 1. halvår 2017

2013/1

2013/2

2014/1

2014/2

2015/1

2015/2

2016/1

2016/2

2017/1

Halvårligt

23.175

10.953

10.113

9.193

9.150

7.905

7.274

5.198

2.859

Ugentligt (gennemsnit)

585

438

375

353

352

304

280

200

102

Kilde: Særopgørelse på baggrund af data i Jobindsats.dk

 

Kontakt

Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 5123 2830

Til toppen