Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager overgangsydelse eller uddannelseshjælp som uddannelsesparate, herunder åbenlyst uddannelsesparate, eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp

Bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager overgangsydelse eller uddannelseshjælp som uddannelsesparate, herunder åbenlyst uddannelsesparate, eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp som jobparate

 

Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 193 af 27/2 2023.

I medfør af § 13, stk. 16, § 13 a, stk. 5, og § 13 c i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 241 af 12. februar 2021, som ændret ved lov nr. 371 af 28. marts 2022 og lov nr. 879 af 21. juni 2022, og efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren og Beskæftigelsesrådet, fastsættes efter bemyndigelse:

Til toppen

Kapitel 1 – Område og begreber

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter personer, der ansøger om eller modtager hjælp, herunder supplerende hjælp, efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik, og som ansøger om eller modtager hjælpen som uddannelses- eller jobparate.

Stk. 2. Hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik ydes af kommunen i form af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

§ 2. Bekendtgørelsen omfatter også en persons ægtefælle, medmindre

1) ægtefællen har ansøgt om eller modtager hjælp som aktivitetsparat,

2) ægtefællen er under uddannelse eller modtager en offentlig forsørgelsesydelse, som ikke er betinget af, at modtageren står til rådighed for arbejdsmarkedet, eller

3) ægtefællen har valgt ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder, jf. § 13, stk. 11 i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 2. Kravet om frigørelsesattest, jf. § 14, gælder ikke for en deltidsarbejdende ægtefælle, hvis dennes månedlige indtægt svarer til eller er højere end det beløb, den pågældende ville kunne få i hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik.

§ 3. Ved »rådighed« forstås i denne bekendtgørelse, at en person søger at udnytte sine

1) jobmuligheder, hvis personen er åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, bl.a. ved aktivt at søge arbejde og ved at tage imod tilbud om arbejde, tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud m.v. i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning samt deltage i jobsamtaler eller

2) uddannelsesmuligheder, hvis personen er uddannelsesparat, ved at stå til rådighed for uddannelse på ordinære vilkår samt en indsats rettet mod uddannelse på ordinære vilkår samt deltage i jobsamtaler, rådighedsvurderinger eller møder i rehabiliteringsteamet.

Til toppen

Kapitel 2 – Generelle rådighedsbetingelser

§ 4. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, jf. § 1, kan kun få hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik, hvis den pågældende står til rådighed for arbejdsmarkedet. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat, skal dog kun stå til rådighed for arbejdsmarkedet, indtil den pågældende skal påbegynde uddannelse på ordinære vilkår. En person, der er uddannelsesparat, jf. § 1, kan kun få hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik, hvis den pågældende står til rådighed for uddannelse på ordinære vilkår eller en indsats rettet mod uddannelse på ordinære vilkår.

Stk. 2. En jobparat person, som modtager kontanthjælp eller overgangsydelse og ikke er omfattet af integrationsprogrammet efter integrationsloven, og som er påbegyndt tilbud om uddannelse efter §§ 96 eller 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er under uddannelsen fritaget fra pligten efter §§ 13 og 13 a i lov om aktiv socialpolitik til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde.

Stk. 3. En person, der modtager uddannelseshjælp, kontanthjælp eller overgangsydelse og ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven, har ikke pligt til at tage imod eller til at deltage i uddannelsestilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Personen vil kunne udeblive eller ophøre i uddannelsestilbuddet og er under deltagelse i tilbuddet fritaget fra pligten til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde efter §§ 13 og 13 a i lov om aktiv socialpolitik.

§ 5. En person, der er jobparat, skal ved første henvendelse til kommunen om hjælp tilmelde sig som jobsøgende i jobcenteret, jf. kapitel 5 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og integrationslovens § 26 a, stk. 2.

Stk. 2. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat, skal senest 1 uge fra første henvendelse til kommunen om hjælp tilmelde sig som jobsøgende i jobcenteret, jf. kapitel 5 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

§ 6. En person, der er jobparat, skal hurtigst muligt og senest 3 uger efter tilmeldingen som jobsøgende i jobcenteret registrere cv-oplysninger på Jobnet om kompetencer, erfaringer og øvrige relevante forhold for at stå til rådighed. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat, skal hurtigst muligt og senest 3 uger efter første henvendelse til kommunen om hjælp registrere cv-oplysninger på Jobnet om kompetencer, erfaringer og øvrige relevante forhold for at stå rådighed. Personen skal herefter opdatere sine cv-oplysninger på Jobnet efter de regler, der følger af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og integrationsloven.

Stk. 2. Hvis der foreligger oplysninger fra en tidligere tilmelding som jobsøgende (cv), skal oplysningerne straks på ny gøres tilgængelige, hvis personen igen bliver tilmeldt som jobsøgende.

Stk. 3. Jobcenteret kan beslutte, at en person, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse som led i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, undtages fra kravet om at registrere cv-oplysninger på Jobnet inden for 3 uger, hvis personens sproglige og it-mæssige forudsætninger ikke er tilstrækkelige til, at personen kan opfylde kravet, jf. § 26 b, stk. 11, i integrationsloven.

§ 7. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, skal kunne og ville overtage rimeligt arbejde med dags varsel.

Stk. 2. Personen skal kunne overtage arbejde ved arbejdstids begyndelse dagen efter, at personen er henvist til arbejdet af jobcenteret eller anden aktør, medmindre personen henvises til arbejdet med tiltrædelse samme dag.

Stk. 3. Personen skal kunne og ville møde til samtaler, tilbud m.v., jf. § 10, stk. 1, og § 12, stk. 1, dagen efter, at personen har modtaget indkaldelse hertil fra jobcenteret eller anden aktør.

Stk. 4. Personen skal kunne møde i tilbuddet dagen efter, at tilbuddet er modtaget med digital post fra jobcenteret eller med almindelig post, hvis personen er fritaget fra at modtage digital post, jf. § 131 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. Tilbud, der er givet i forbindelse med en jobsamtale eller ved, at personen er gjort opmærksom på tilbuddets startdato på anden vis, f.eks. ved en helhedsorienteret plan, brev eller telefon, kan dog igangsættes på et andet tidspunkt.

§ 8. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, skal kunne overtage rimeligt arbejde med op til fuld sædvanlig arbejdstid. En person, der ikke kan tage arbejde med op til fuld sædvanlig arbejdstid, men som vurderes at kunne tage et ordinært arbejde, så pågældende bliver i stand til at forsørge sig selv inden for 3 måneder, er ligeledes omfattet af bekendtgørelsens regler.

Stk. 2. Rimeligt arbejde er alt arbejde, som den pågældende skønnes at kunne klare.

§ 9. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, skal som udgangspunkt kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid fra bopæl til arbejdssted på op til 3 timer med offentlige transportmidler. Efter 3 måneders sammenlagt ledighed skal personen kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid på mere end 3 timer med offentlige transportmidler. I særlige tilfælde skal personen dog kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid fra bopæl til arbejdssted på op til 4 timer med offentlige transportmidler.

Stk. 2. Hvis personen bor i et område, hvor det er nødvendigt med længere transporttid end sædvanligt, må den pågældende acceptere denne transporttid.

Stk. 3. En person, der er mellem- eller højtuddannet, skal uanset daglig transporttid kunne overtage arbejde, hvis det er nødvendigt for at få ledige stillinger besat med kvalificeret arbejdskraft.

§ 10. En person, der er uddannelsesparat eller jobparat, skal møde til indkaldte

1) jobsamtaler i jobcenteret eller hos anden aktør, medmindre personen er fritaget for at deltage i samtaler i medfør af kapitel 7 og § 106 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 20, stk. 1, 8. og 9. pkt.,

2) møder i rehabiliteringsteamet,

3) rådighedsvurderinger i jobcenteret,

4) opfølgningssamtaler i kommunen og

5) jobsamtaler som led i en sygeopfølgning, medmindre personen er fritaget for personligt at møde op til samtalerne og foranstaltninger som led i sygeopfølgning i medfør af § 106 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 20, stk. 1, 8. og 9. pkt.

Stk. 2. En person, der er uddannelsesparat, herunder åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat skal give meddelelse til jobcenteret om sygdom på den måde, som jobcenteret har angivet, jf. § 35, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik, før den pågældende

1) skal møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver,

2) er givet et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, et tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. eller et tilbud m.v. i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning eller

3) er indkaldt til en jobsamtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning.

Udnyttelse af uddannelses- og arbejdsmuligheder m.v.

§ 11. En person, der er jobparat, skal være aktivt arbejdssøgende. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat, skal være aktivt arbejdssøgende, indtil den pågældende skal påbegynde uddannelse på ordinære vilkår. Personer omfattet af 1. og 2. pkt. skal søge rimeligt arbejde, jf. § 8, stk. 2, og skal så vidt muligt søge arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid eller arbejde, der kan føre til selvforsørgelse, jf. § 8, stk. 1, og arbejde, der udbydes hele året.

Stk. 2. Personen skal søge arbejde på den måde, der er sædvanlig inden for det pågældende område.

Stk. 3. Personen skal efter krav fra jobcenteret eller anden aktør søge konkrete job.

Stk. 4. Ved første jobsamtale hos kommunen skal en person, der er åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, indgå en aftale med kommunen om krav til jobsøgningsaktiviteter, og kommunen skal fastsætte en frist for at registrere jobsøgningsaktiviteterne i en joblog på Jobnet. Personen skal overholde de indgåede aftaler, som f.eks. kan indeholde oplysninger om antal job, som personen skal søge, frist for at søge og dokumentere jobsøgning, inden for hvilke faglige områder og geografisk område, der skal søges job samt konkrete job, som personen skal søge.

Stk. 5. Personen skal løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet. Dette gælder dog ikke for en person, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse som jobparat som led i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, og hvor jobcenteret har besluttet, at personen undtages fra kravet om at registrere sin jobsøgning i en joblog på Jobnet, hvis personens sproglige og it-mæssige forudsætninger ikke er tilstrækkelige til, at personen kan opfylde kravet, jf. § 26 a, stk. 4, i integrationsloven. Undtages personen fra kravet om registrering af sin jobsøgning i en joblog på Jobnet efter 2. pkt., skal jobcenteret og personen aftale, hvordan den pågældende i stedet skal dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter, jf. § 26, stk. 3, i integrationsloven.

§ 12. En person skal deltage i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud m.v. i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejsesprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven, medmindre personen i medfør af § 106 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 16, stk. 5, ikke er forpligtet til at tage imod tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Stk. 2. For ansøgere om overgangsydelse, som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven, og for ansøgere om uddannelseshjælp, der er uddannelsesparate, og som ikke har en ungdomsuddannelse, er det en betingelse, at personen deltager i en læse-, skrive- og regnetest, jf. § 13, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik og § 48 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 3. Ansøgere om overgangsydelse, som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven og ansøgere om kontanthjælp, har ret til en læse-, skrive- og regnetest, medmindre jobcenteret vurderer, at der åbenlyst ikke er behov for det, jf. § 13, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik og § 48 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. Benytter personen sig af retten til en læse-, skrive- og regnetest, har personen pligt til at deltage i testen, jf. § 13, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 4. En uddannelsesparat person, der modtager overgangsydelse, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller uddannelseshjælp, skal for at udnytte sine uddannelsesmuligheder endvidere medvirke ved anden beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i form af aktiviteter (uddannelsespålæg) pålagt efter § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Tilsvarende gælder for personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet og har fået tilbud om aktiviteter (uddannelsespålæg) pålagt efter integrationslovens § 16 a.

Stk. 5. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, og som deltager i tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, skal kunne overtage arbejde, jf. §§ 7-9, og søge arbejde, jf. § 11.

§ 13. En person kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om personen har borgerligt ombud eller andet hverv i det offentliges interesse, som begrænser muligheden for at overtage arbejde.

Til toppen

Kapitel 3 – Supplerende hjælp og frigørelsesattest m.v.

§ 14. En person, der er åbenlyst uddannelsesparat, kan, når den pågældende arbejder på nedsat tid, kun få supplerende overgangsydelse eller uddannelseshjælp, hvis den pågældende kan påbegynde uddannelse på ordinære vilkår eller en indsats rettet mod uddannelse på ordinære vilkår. En person, der er jobparat, kan, når den pågældende arbejder på nedsat tid, kun få supplerende selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp, hvis den pågældende kan overtage arbejde i overensstemmelse med §§ 7-9, jf. stk. 2-4, medmindre personen er omfattet af stk. 5 eller 6.

Stk. 2. Hvis personen har et opsigelsesvarsel, skal arbejdsgiveren erklære at ville se bort fra opsigelsesvarslet, hvis personen skulle få tilbudt andet arbejde, som bevirker, at den pågældende i højere grad eller helt bliver selvforsørgende, medmindre den nedsatte arbejdstid til enhver tid kan placeres, så arbejdstiden ikke er til hinder for overtagelse af andet arbejde.

Stk. 3. Arbejdsgiverens erklæring, jf. stk. 2, skal fremgå af en frigørelsesattest eller af en ansættelseskontrakt.

Stk. 4. Personen kan få supplerende hjælp fra ansættelsesforholdets første dag, når arbejdsgiverens erklæring er modtaget i kommunen i underskrevet stand senest 5 uger efter, at ansættelsesforholdet er begyndt, eller efter at personen skal have en frigørelsesattest for at kunne få supplerende hjælp. De 5 uger regnes fra og med den dag, arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel. Hvis kommunen modtager arbejdsgiverens erklæring efter udløbet af 5-ugers-fristen, kan personen tidligst få supplerende hjælp fra den dag, kommunen modtog erklæringen.

Stk. 5. Hvis en ægtefælle har deltidsarbejde, hvor den månedlige indtægt svarer til eller er højere end det beløb, den pågældende ville kunne få i hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik, skal ægtefællen ikke have frigørelsesattest.

Stk. 6. Kommunen kan i ganske særlige tilfælde efter en konkret vurdering udbetale hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik i op til 6 måneder, uden at der foreligger en frigørelsesattest.

Til toppen

Kapitel 4 – Fritagelse for rådighedsforpligtelsen

§ 15. En person skal ikke stå til rådighed for uddannelse, arbejde, tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder medvirke ved en læse-, skrive- og regnetest, hvis den pågældende har en rimelig grund til ikke at stå til rådighed, jf. § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 2. Kommunen skal ved afgivelsen af tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. til en person, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp, tage hensyn til de forhold, som kan udgøre en rimelig grund til at afslå eller ophøre med tilbuddet efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. eller integrationsloven, f.eks. transporttid, børnepasningsproblemer eller helbredsmæssige problemer i forhold til arbejdet eller tilbuddet m.v.

Stk. 3. I perioden efter afgivelsen af tilbuddet, henvisningen til arbejde, indkaldelsen til jobsamtale, selvbooking af jobsamtale m.v. skal kommunen vurdere, om en person har haft en rimelig grund til at afslå, ikke at deltage i tilbuddet m.v. eller ikke at møde frem til henvist arbejde, i tilbuddet, til jobsamtalen m.v. Kommunen skal ved vurderingen bl.a. lægge vægt på, om personen ikke kan deltage i tilbuddet m.v. på grund af egen opstået sygdom m.v. men skal endvidere tage stilling til om der er andre forhold, der efter kommunens konkrete vurdering af personens situation kan udgøre en rimelig grund, f.eks. begravelse af nærtstående, deltagelse i jobsamtale eller fastsat samvær med anbragte børn uden for hjemmet.

Stk. 4. En person, der er fritaget for rådighedsforpligtelsen efter stk. 1-3, er fritaget, så længe fritagelsesgrunden varer. Er fritagelsesgrunden efter stk. 1 alene knyttet til det konkrete afgivne tilbud, skal personen fortsat være til rådighed for et andet tilbud.

§ 16. En person, der er uddannelsesparat eller jobparat, er fritaget for at stå til rådighed i perioder, hvor personen har ret til fravær ved graviditet, barsel, adoption og sorgorlov efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a og 8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a i det omfang, der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, og § 21 c, stk. 1-3.

Til toppen

Kapitel 5 – Rådighedsvurdering

§ 17. Jobcenteret skal undersøge og vurdere en persons rådighed, hvis der opstår tvivl om rådigheden, herunder hvis der er tvivl om, hvorvidt personen kan overtage arbejde, jf. §§ 7-9, er arbejdssøgende, jf. § 11, eller udnytter sine uddannelsesmuligheder, jf. § 3. Jobcenteret skal konkret vurdere, om en person med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v.

Stk. 2. Jobcenteret skal vurdere, om en person fortsat opfylder betingelserne om at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder, hvis personen gentagne gange melder sig syg, når personen er givet et tilbud m.v. Jobcenteret skal dog ikke foretage en rådighedsvurdering, hvis det ikke vurderes relevant.

§ 18. Jobcenteret skal endvidere vurdere rådigheden for en person, der er jobparat, hvis personen

1) afslår arbejde, som personen er henvist til,

2) udebliver fra en jobsamtale i jobcenteret eller hos anden aktør, et møde i rehabiliteringsteamet eller fra en rådighedsvurdering i jobcenteret,

3) udebliver fra en opfølgningssamtale i kommunen,

4) undlader at overholde den frist, som jobcenteret har fastsat for selv at booke jobsamtale digitalt, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

5) undlader at overholde aftaler om jobsøgningsaktiviteter eller undlader at registrere jobsøgningsaktiviteter i en joblog inden for den af kommunen fastsatte frist,

6) undlader at give meddelelse til jobcenteret, en arbejdsgiver eller anden aktør om sygdom i tilfælde, hvor den pågældende skal møde til et tilbud, anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning eller møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver,

7) undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret eller anden aktør i tilfælde, hvor personen er indkaldt til eller har selvbooket en jobsamtale som led i en sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning,

8) afviser eller udebliver fra deltagelse i foranstaltninger som led i sygeopfølgning, eller

9) udebliver fra dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

§ 19. Jobcenteret skal vurdere rådigheden for en person, der er uddannelsesparat, hvis personen

1) er vurderet til at være åbenlyst uddannelsesparat og afslår arbejde, som personen er henvist til,

2) er vurderet til at være uddannelsesparat, herunder åbenlyst uddannelsesparat og undlader at overholde den frist, som jobcenteret har fastsat for selv at booke en jobsamtale digitalt, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

3) er vurderet til at være åbenlyst uddannelsesparat og undlader at overholde aftaler om jobsøgningsaktiviteter eller undlader at registrere jobsøgningsaktiviteter i en joblog inden for den af kommunen fastsatte frist,

4) udebliver fra en jobsamtale i jobcenteret, et møde i rehabiliteringsteamet eller en rådighedsvurdering i jobcenteret,

5) udebliver fra en opfølgningssamtale i kommunen,

6) undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret i tilfælde, hvor personen er givet et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

7) undlader at give meddelelse om sygdom til kommunen i tilfælde, hvor personen er indkaldt til en jobsamtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning eller

8) afviser eller udebliver fra deltagelse i foranstaltninger som led i sygeopfølgning.

§ 20. Ved vurderingen efter §§ 17-19 skal kommunen tage stilling til, om personen skal have en sanktion efter §§ 36-40 a i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 2. Ved vurderingen skal kommunen endvidere sikre sig, at personen selv gør en indsats for at komme ud af sin ledighed ved bl.a. at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder, deltage i samtaler, deltage i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning eller tilbud m.v. i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

Til toppen

Kapitel 6 – Oplysningspligt

§ 21. En person skal medvirke til sin sags oplysning. Modtager personen hjælp, skal personen oplyse om ændringer af betydning for hjælpen, jf. § 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Personen skal, jf. stk. 1, bl.a. oplyse kommunen om

1) eventuelle begrænsninger i rådigheden i forhold til at udnytte sine uddannelsesmuligheder,

2) eventuelle begrænsninger i rådigheden for arbejdsmarkedet,

3) jobsøgning, og

4) afslag på og ophør i uddannelse eller arbejde, afslag på og ophør i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud m.v. i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder foranstaltninger som led i sygeopfølgning, samt om grunden til afslaget eller ophøret.

Stk. 3. For kommunens opfølgning og kommunens sagsbehandling og adgang til indhentelse af oplysninger gælder i øvrigt reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, integrationsloven, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. samt lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Til toppen

Kapitel 7 – Ikrafttræden

§ 22. Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. marts 2023.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1208 af 29. august 2022 om rådighed for personer der ansøger om eller modtager overgangsydelse eller uddannelseshjælp som uddannelsesparate, herunder åbenlyst uddannelsesparate, eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp som jobparate ophæves.

Til toppen