Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Samfund, sociallovgivning & socialpolitik

Bekendtgørelse om tilsyns- og tilladelsesordning for fremmedkrigere og andre terrordømte efter straffelovens § 79 b

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 530 af 25/4 2022.

I medfør af § 79 b, stk. 11, i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20. september 2021, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Tilsynsordning

Politiets tilsyn med meddelte forbud

§ 1. Politiets tilsyn med dømtes overholdelse af et forbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, tilrettelægges i samråd med Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Tilsyn med opholdsforbud

§ 2. Politiets tilsyn med dømtes overholdelse af et meddelt opholdsforbud, jf. straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 2, gennemføres som led i politiets almindelige opgavevaretagelse, herunder politiets almindelige patruljeringsopgaver.

Tilsyn med kontaktforbud

§ 3. Politiets tilsyn med dømtes overholdelse af et meddelt kontaktforbud, jf. straffelovens 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, gennemføres ved, at politiet opsøger den dømte i dennes bolig, andre lokaliteter, som den dømte råder over, eller andre steder, hvor politiet måtte få kendskab til, at den dømte opholder sig, med henblik på at undersøge, om den dømte i strid med det meddelte kontaktforbud søger at kontakte personer omfattet af forbuddet.

§ 4. Politiets tilsyn gennemføres uanmeldt og på vilkårlige tidspunkter.

Stk. 2. I forbindelse med gennemførelse af tilsyn skal politiet forevise behørig legitimation.

§ 5. Politiet kan uden retskendelse som led i gennemførelsen af et tilsyn efter § 3 om nødvendigt ved tvang skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage undersøgelse heraf.

Stk. 2. Den dømte, eller i dennes fravær andre personer som træffes til stede, har ret til at overvære politiets undersøgelse og skal vejledes om denne adgang. Politiet kan dog bestemme, at personer, der lægger hindringer i vejen for politiets undersøgelse, skal fjernes, mens undersøgelsen foregår.

Stk. 3. Træffes der ingen til stede, når undersøgelsen skal foretages, skal politiet så vidt muligt kontakte den dømte for at give denne lejlighed til at komme til stede eller tilkalde et vidne til at overvære politiets undersøgelse. Hvis det findes formålstjenligt og tidsmæssige grunde taler herfor, kan politiet gennemføre undersøgelsen, uden at den dømte eller et vidne er til stede.

§ 6. Politiet kan uden retskendelse som led i gennemførelsen af et tilsyn efter § 3 om nødvendigt foretage undersøgelse af breve og andre papirer og genstande, herunder motorkøretøjer, computere, telefoner og andet IT-udstyr mv., som den dømte råder over.

Stk. 2. Politiet kan endvidere uden retskendelse medtage den dømtes breve og andre papirer og genstande som nævnt i stk. 1, hvis det er nødvendigt med henblik på at undersøge indholdet heraf, herunder med henblik på datasikring. Politiet kan ikke tilbageholde den dømtes breve og andre papirer og genstande i længere tid, end det er nødvendigt af hensyn til gennemførelse af tilsynet og de hermed forbundne undersøgelser.

§ 7. Iværksætter politiet indgreb som nævnt i § 5, stk. 1, og § 6, skal politiet underrette den dømte i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedslovens § 5, stk. 6 og 7.

Stk. 2. Medtager politiet den dømtes breve, papirer og andre genstande med henblik på undersøgelse efter § 6, stk. 2, skal underretningen indeholde oplysning om, hvilke breve, papirer og andre genstande der medtages.

Almindelige bestemmelser for politiets tilsyn

§ 8. Tilsyn efter § 2 føres af politiet i den eller de politikredse, hvor det eller de områder, som opholdsforbuddet omfatter, er beliggende.

Stk. 2. Tilsyn efter § 3 føres af politiet i den politikreds, hvor den dømte har bopæl eller fast opholdssted.

Stk. 3. Politiet i den eller de politikredse, der skal føre tilsyn efter stk. 1 og 2 kan, hvis det findes hensigtsmæssigt i forbindelse med tilsynets gennemførelse, efter inddragelse af PET aftale med politiet i en anden politikreds, at denne politikreds i konkrete tilfælde udfører tilsynet.

Stk. 4. Hvis tilsyn efter reglerne i stk. 1 og 2 skal føres af politiet i flere politikredse, kan politiet i disse politikredse efter inddragelse af PET beslutte, at tilsynet forankres i én politikreds.

§ 9. Fraflytter den dømte en politikreds, skal politiet i den pågældende politikreds give underretning herom til politiet i den politikreds, hvor den dømte tager bopæl eller fast opholdssted.

§ 10. Tilsyn skal udføres så skånsomt, som omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning til unødig opsigt.

Stk. 2. Gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål.

Stk. 3. Indgreb efter § 5, stk. 1, og § 6 må kun foretages, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Tilsynets varighed

§ 11. Tilsyn føres i hele opholds- og/eller kontaktforbuddets gyldighedsperiode.

Til toppen

Kapitel 2 – Behandling af personoplysninger og tavshedspligt

Politiets videregivelse af personoplysninger til den dømte

§ 12. De oplysninger, som politiet i medfør af straffelovens § 79 b, stk. 8, kan videregive til den dømte, omfatter oplysninger om navn og billede på personer, der er dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er nævnt i straffelovens § 79 b, stk. 1. Videregivelsen må ikke omfatte andre personoplysninger, herunder oplysninger om det strafbare forhold, der ligger til grund for, at den pågældende person er omfattet af det meddelte kontaktforbud.

Stk. 2. Politiet skal underrette den dømte, hvis den i stk. 1 nævnte person ikke længere er omfattet af det meddelte kontaktforbud i henhold til § 9, jf. bilag 4, i bekendtgørelse nr. 881 af 4. juli 2014 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) med senere ændringer.

Stk. 3. Politiet skal gennemføre de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre et passende sikkerhedsniveau ved behandlingen af oplysningerne, jf. retshåndhævelseslovens § 27.

Stk. 4. Videregivelse efter stk. 1 kan ikke ske, hvis der er anledning til at frygte, at oplysningerne vil blive misbrugt, eller hvis andre væsentlige hensyn taler imod, at der sker videregivelse.

Den dømtes opbevaring og behandling af personoplysninger modtaget fra politiet

§ 13. De oplysninger, som den dømte har modtaget i medfør af straffelovens § 79 b, stk. 8, skal opbevares utilgængeligt for andre.

Stk. 2. De modtagne oplysninger må alene opbevares, så længe den dømtes meddelte kontaktforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, er gyldigt og omfatter den i § 12, stk. 1, nævnte person, jf. herved § 12, stk. 3. Oplysninger, som i medfør af 1. pkt. ikke længere må opbevares, skal straks slettes eller destrueres.

Tavshedspligt

§ 14. Den dømte har tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som den dømte får kendskab til i medfør af § 12, stk. 1, jf. straffelovens § 79 b, stk. 9, 1. pkt.

Stk. 2. Straffelovens §§ 152 og 152 c-f finder tilsvarende anvendelse.

Til toppen

Kapitel 3 – Tilladelsesordning

Meddelelse af tilladelse

§ 15. Politiet kan efter straffelovens § 79 b, stk. 4, meddele tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 2, og til kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Stk. 2. Særlige grunde efter stk. 1 vil bl.a. kunne foreligge, når

1) det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele tilladelse, eller

2) en tilladelse til ophold eller færden i et område omfattet af et opholdsforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 2, er nødvendig for, at den dømte kan opfylde visse lovbestemte pligter.

Stk. 3. Der kan i nødsituationer uden tilladelse efter stk. 1 ske færden og ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 2.

Stk. 4. Er der holdepunkter for at antage, at den dømte vil misbruge en eventuel tilladelse, kan en sådan afslås.

§ 16. Tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 2, og til kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, kan meddeles for et tidsrum af højst ét år ad gangen med henblik på et eller flere angivne anerkendelsesværdige formål.

Stk. 2. Tilladelsen kan gives for et bestemt tidsrum eller et bestemt antal gange, der skal benyttes inden for et bestemt tidsrum, og må ikke vare længere end, hvad formålet med tilladelsen nødvendiggør.

Stk. 3. Tilladelsen kan indeholde vilkår, som f.eks. fastlægger den geografiske og tidsmæssige udstrækning af en tilladelse til færden eller ophold eller den eller de personer, som en tilladelse til kontakt omfatter.

Kompetence til at meddele tilladelse

§ 17. Ansøgning om tilladelse til færden eller ophold eller til kontakt efter denne bekendtgørelse indgives til politidirektøren i den eller de politikredse, hvortil den dømte har fået det pågældende forbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1.

Stk. 2. Ansøgning om forlængelse eller fornyelse af en tilladelse indgives efter stk. 1.

Ændring eller tilbagekaldelse af tilladelse

§ 18. En meddelt tilladelse kan ændres eller tilbagekaldes af politidirektøren, hvis betingelserne for udstedelse af tilladelsen ændrer sig eller ikke længere er til stede, herunder hvis den dømtes personlige forhold ændrer sig, hvis en tilladelse eller vilkår herfor ikke overholdes, eller hvis oplysninger om den dømtes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil misbruge den meddelte tilladelse.

Stk. 2. Politidirektøren kan endvidere ændre eller tilbagekalde en meddelt tilladelse, hvis der er mistanke om, at tilladelsen er meddelt på baggrund af urigtige oplysninger.

Frist for indgivelse af ansøgning om tilladelse

§ 19. Ansøgning om tilladelse samt forlængelse eller fornyelse af tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 2, eller til kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, skal være modtaget af politidirektøren senest 10 arbejdsdage før den planlagte færden, ophold eller kontakt.

Stk. 2. Politidirektøren kan beslutte at behandle en ansøgning, der er modtaget mindre end 10 arbejdsdage før den planlagte færden, ophold eller kontakt, hvis omstændighederne taler herfor.

Sagsoplysning

§ 20. Ansøgning om tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 2, eller til kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, indgives via politiets ansøgningsblanket, der er tilgængelig på politiets hjemmeside.

Stk. 2. En ansøgning kan kun behandles, hvis den dømte giver samtykke til, at politidirektøren til brug for behandlingen af ansøgningen udveksler oplysninger om den dømte med andre relevante myndigheder.

§ 21. Politidirektøren kan kræve, at den dømte i forbindelse med en ansøgning fremsender yderligere oplysninger og dokumentation end det, der fremgår af ansøgningsblanketten, hvis det er oplysninger og dokumentation, som den dømte er nærmest til at fremskaffe, og som er nødvendige for sagen.

Til toppen

Kapitel 4 – Klageadgang og afsluttende bestemmelser

Klageadgang

§ 22. Politiets dispositioner efter denne bekendtgørelse kan påklages til politidirektøren i den pågældende politikreds.

Stk. 2. Politidirektørens afgørelser i klagesager og politidirektørens afgørelser om tilladelser efter §§ 15 og 18 kan påklages til rigspolitichefen, jf. retsplejelovens § 109, stk. 1.

Stk. 3. Rigspolitichefens afgørelse kan ikke påklages til justitsministeren, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.

Stk. 4. En klage over politidirektørens afgørelse efter stk. 2 fremsendes til politidirektøren i den kreds, hvor afgørelsen er truffet i første instans, hvorefter politidirektøren videresender klagen til rigspolitichefen sammen med relevante sagsakter.

Straf og ikrafttræden

§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes dømte, der overtræder § 13, med bøde.

§ 24. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2022.

Til toppen