Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Skrivelse om bekendtgørelse om personer, der tages i forvaring efter retsplejeloven

Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse nr. 9552 af 2/7 2021.

Den 1. juni 2021 trådte en ny bekendtgørelse om personer, der tages i forvaring efter retsplejeloven (BEK nr 828 af 04/05/2021) i kraft.

Den nye bekendtgørelsen er udstedt, fordi der i § 4 skulle ændres nogle regelhenvisninger, sådan at der bliver henvist til retsplejelovens §§ 99-101 i stedet for retsplejelovens §§ 96-98. Baggrunden herfor er, at retsplejeloven er blevet ændret sådan, at indholdet i retsplejelovens tidligere §§ 96-98 nu fremgår af §§ 99-101. Der er alene tale om konsekvensændringer i bekendtgørelsen, og der er således ikke ændret noget indholdsmæssigt.

Til den tidligere bekendtgørelse var der knyttet en skrivelse, som nu er ophævet. Nedenfor er der, ligesom i den tidligere skrivelse, nogle kommentarer til indholdet af bekendtgørelsen. Der er ikke ændret noget indholdsmæssigt i denne del af skrivelsen.

Personkredsen

Det fremgår af bekendtgørelsen, at den finder anvendelse på personer, som er taget i forvaring i medfør af retsplejelovens § 178, § 494, stk. 2, eller § 497, stk. 2, og er anbragt i varetægtsfængsel (arresthus). I den forbindelse kan følgende bestemmelser fra retsplejeloven fremhæves:

§ 178, stk. 1, nr. 5: “Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt sit forfald, eller forlader vidnet i strid med § 177 det sted, hvor retsmødet holdes, eller vægrer vidnet sig uden lovlig grund ved at svare eller afføre sig en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, kan retten lade vidnet tage i forvaring ved politiets foranstaltning eller lade vidnet undergive en af de i § 765 nævnte foranstaltninger, indtil fremstilling for retten til afgivelse af vidneforklaring kan finde sted eller vidnet indvilliger i at svare eller afføre sig en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, dog ikke ud over 6 måneder i samme sag, uafbrudt eller sammenlagt. ”

§ 494, stk. 2: “Udebliver skyldneren, uanset at lovlig tilsigelse er forkyndt for ham, uden anmeldt lovligt forfald, kan fogedretten ved kendelse bestemme, at han skal tages i forvaring af politiet, indtil han kan fremstilles i fogedretten. Det samme gælder, hvor skyldneren ikke giver personligt møde, uagtet dette er pålagt ham. Bestemmelserne i § 178, stk. 3-11, finder tilsvarende anvendelse. ”

§ 497, stk. 2: “Undlader skyldneren at give de krævede oplysninger, kan fogedretten ved kendelse bestemme, at skyldneren ved politiets foranstaltning skal tages i forvaring, indtil han indvilliger i at opfylde sin pligt. Skyldneren kan dog ikke holdes i forvaring i samme sag ud over 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt. ”

§ 497, stk. 3: ”Bestemmelserne i § 178, stk. 3-11, finder tilsvarende anvendelse for personer, der tages i forvaring efter stk. 2. ”

Det skal i øvrigt bemærkes, at en række bestemmelser i retsplejeloven gør § 178 anvendelig i forhold til andre forvarede end vidner og skyldnere. Som eksempler herpå kan nævnes § 299 (personer pålagt edition) og § 456 h, stk. 7 (personer pålagt at medvirke til retsgenetiske undersøgelser i faderskabssager).

Bekendtgørelsens indhold

Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, at bekendtgørelsen om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen) med de fornødne fravigelser finder anvendelse på personer, som er anbragt i arresthus i medfør af retsplejelovens § 178, § 494, stk. 2, eller § 497, stk. 2 (forvarede vidner og skyldnere m.fl.). Visse af varetægtsbekendtgørelsens bestemmelser er dog relateret til særlige forhold, som kun gør sig gældende for varetægtsarrestanter, og vil derfor i sagens natur ikke være relevante at anvende i forhold til forvarede vidner og skyldnere m.fl. Som eksempel kan nævnes bestemmelserne i varetægtsbekendtgørelsens kapitel 26, der vedrører retsligt isolerede varetægtsarrestanter.

Det fremgår samtidig af bekendtgørelsens § 4, at varetægtsbekendtgørelsens §§ 3-5, § 33, § 42, § 44, § 62, § 66, stk. 1, § 72, stk. 2, og §§ 99-101 ikke finder anvendelse på forvarede vidner og skyldnere m.fl. Baggrunden herfor er, at de nævnte bestemmelser omhandler forhold, som er reguleret i bekendtgørelsen, herunder spørgsmål vedrørende udgang, besøg og brevveksling, jf. retsplejelovens § 178, stk. 4-9.

Det bemærkes særligt, at når institutionen skal træffe afgørelse efter bekendtgørelsen, påhviler det institutionen at sikre sig, at der ikke herved sker en tilsidesættelse af rettens eventuelle bestemmelse om besøgs- og brevkontrol eller andre begrænsninger jf. bekendtgørelsens § 5, § 7 og § 9.

Afgørelser, der træffes over for personer, der tages i forvaring efter retsplejeloven, i medfør af reglerne i

– fællesskabsbekendtgørelsen,

– undersøgelsesbekendtgørelsen,

– magtanvendelsesbekendtgørelsen,

– bekendtgørelse om udelukkelse fra fællesskab,

– bekendtgørelse om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner, og

– disciplinærstrafbekendtgørelsen

kan påklages efter reglerne i de pågældende bekendtgørelser.

På samme vis kan afgørelser truffet efter reglerne i varetægtsbekendtgørelsen påklages efter reglerne i varetægtsbekendtgørelsen.

For så vidt angår afgørelser truffet af kriminalforsorgsområdet i medfør §§ 5 og 6 i bekendtgørelsen, er det i § 5, stk. 3, og § 6, stk. 3, angivet, i hvilke tilfælde personer, der er taget i forvaring, har mulighed for at klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen over afgørelser, som kriminalforsorgsområdet har truffet efter bekendtgørelsen. For så vidt angår betegnelsen »nærtstående person« omtalt i bekendtgørelsens § 5, stk. 3, nr. 1, litra a, og § 6, stk. 3, nr. 1, litra a og b, bemærkes, at der herved forstås ægtefælle eller samlever, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at denne kan sidestilles med de nævnte familiebånd.

Klage skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den indsatte.

Til toppen