Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om isolationsfaciliteter til indkvartering af borgere i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom (covid-19)

Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 873 af 14/6 2020, ændret ved:

bekendtgørelse nr. 1293 af 2/9 2020,

bekendtgørelse nr. 1711 af 25/11 2020.

I medfør af § 210 a, stk. 3, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. juni 2019, som ændret ved lov nr. 872 af 14. juni 2020, fastsættes:

§ 1. Kommunalbestyrelsen har i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom (covid-19) ansvar for at stille isolationsfaciliteter til rådighed til indkvartering af borgere i omfattet af § 5, stk. 2, som frivilligt vil lade sig indkvartere på en sådan facilitet.

§ 2. Kommunalbestyrelsen tilvejebringer isolationsfaciliteter, jf. § 1, ved selv eller i samarbejde med andre kommunalbestyrelser at indgå aftale med private leverandører af hoteller, feriecenter eller andre kommercielle overnatningsfaciliteter om etablering og drift af isolationsfaciliteter i henhold til § 1.

Stk. 2. I det omfang det ikke er muligt for kommunalbestyrelsen at indgå aftale med private leverandører om etablering og drift af isolationsfaciliteter, jf. stk. 1, kan kommunalbestyrelsen i stedet etablere og drive isolationsfaciliteter, jf. § 1, i eksisterende kommunale lokaler. Dette gælder også i tilfælde af større udbrud af smitte i kommunen, hvor der af hensyn til at bryde smittekæder, er behov for hurtigt at kunne tilvejebringe yderligere isolationsfaciliteter.

§ 3. En isolationsfacilitet, jf. § 2, skal leve op til sundhedsmyndighedernes retningslinjer om begrænsning af Coronavirussygdom (covid-19), herunder om særlige forhold og krav til rengøring, adgangsforhold, kontakt til andre gæster og personale m.v. på isolationsfaciliteter med henblik på at sikre sundhedsmæssige forsvarlige forhold for såvel borgere som personale ved isolationsfaciliteten.

Stk. 2. Ved indgåelse af aftale med private leverandører om isolationsfaciliteter, jf. § 2, skal kommunalbestyrelsen sikre, at leverandøren lever op til retningslinjerne, jf. stk. 1, herunder i form af eventuel nødvendig oplæring af personalet og formidling af viden til personalet om de særlige tiltag, der er nødvendige for at mindske risiko for smittespredning af Coronavirussygdom (covid-19).

§ 4. Ophold på en isolationsfacilitet er vederlagsfrit for borgeren og omfatter indkvartering på eget værelse, adgang til udendørsarealer, samt eventuelle fælles faciliteter, der er forbeholdt gæster smittet med Coronavirussygdom (covid-19).

Stk. 2. Flere personer fra samme husstand, der, jf. § 5, er visiterede til et ophold på en isolationsfacilitet, kan indkvarteres i samme værelse, såfremt værelset er indrettet til det pågældende antal personer.

Stk. 3. Isolationsfaciliteten udleverer rengøringsmidler, håndsprit, sengelinned, håndklæder o. lign. ved indkvartering. Daglig rengøring under opholdet udføres af borgeren. Isolationsfaciliteten varetager slutrengøring.

Stk. 4. Isolationsfaciliteten tilbyder vederlagsfri forplejning under opholdet. Forplejning dækker tre daglige hovedmåltider, som tilbydes som en del af indkvarteringen. Borgeren er ikke forpligtet til at tage imod tilbud om forplejning. Vælger borgeren anden forplejning under opholdet vil dette være til fuld udgift for den pågældende.

§ 5. Kommunalbestyrelsen visiterer borgere, der frivilligt ønsker at tage ophold på en isolationsfacilitet, jf. § 1, til et ophold på en isolationsfacilitet, såfremt vedkommende er omfattet af målgruppen for tilbuddet, jf. stk. 2.

Stk. 2. Målgruppen for tilbuddet om ophold på en isolationsfacilitet er voksne borgere, der er konstateret smittet med Coronavirussygdom (covid-19), som enten ikke udviser symptomer på smitte eller alene udviser lette symptomer, i høj grad er selvhjulpne og derfor ikke har behov for hjælp eller behandling fra sundheds- eller socialfagligt personale, og som deler husstand med

1) mange personer på et lille areal og/eller uden optimal rumadskillelse,

2) én eller flere, som har vanskeligt ved at samarbejde med den smittede om at følge myndighedernes anbefalinger om isolation i hjemmet, f.eks. på grund af sociale problemer eller kognitiv funktionsnedsættelse, eller

3) én eller flere personer i øget risiko for at udvikle et alvorligt sygdomsforløb ved covid-19, som defineret af Sundhedsstyrelsen i styrelsens anbefalinger til personer i øget risiko, som det er vanskeligt at sikre hensigtsmæssig isolation fra.

Stk. 3. Børn og unge under 18 år, der er konstateret smittet med Coronavirussygdom (covid-19) og i øvrigt omfattet af målgruppen, jf. stk. 2, nr. 1-3, kan kun visiteres til ophold på isolationsfaciliteten i følge med en voksen fra samme husstand.

§ 6. Ved visitation til en isolationsfacilitet og ved indlogering på faciliteten skal borgeren orienteres om vilkårene for opholdet, herunder om, at

1) opholdet er vederlagsfrit,

2) der ikke er sundheds- eller socialfagligt personale tilknyttet faciliteten,

3) det påhviler borgeren at følge gældende anbefalinger for selvisolation og forebyggelse af smittespredning,

4) borgeren under opholdet opfordres til at holde daglig kontakt til nære pårørende,

5) borgeren ved forværring af symptomer selv skal kontakte egen læge eller lægevagt, henholdsvis 1813 i Region Hovedstaden,

6) borgeren i tilfælde af akut livstruende sygdom skal kontakt akuttelefonen 112,

7) den daglige rengøring af det værelse eller tilsvarende, som borgeren tildeles på isolationsfaciliteten, påhviler borgeren,

8) borgeren kan opholde sig på isolationsfaciliteten i indtil 48 timer efter symptomophør, såfremt borgeren har udvist symptomer på covid-19 og indtil 7 dage efter positiv test for covid-19, såfremt borgeren er asymptomatisk,

9) borgeren skal meddele såvel isolationsfaciliteten som kommunen, når borgeren ikke længere har behov for at opholde sig på faciliteten og således permanent forlader denne, og

10) almindeligt gældende retningslinjer for opholdet på faciliteten, herunder om adgang til udendørsarealer og eventuelle fælles faciliteter, som borgere smittet med covid-19, kan gøre brug af under opholdet.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Bekendtgørelsen ophæves den 1. marts 2021.

Til toppen

Noter

§ 4 og § 6 ændret 30/11 2020 ved bek. nr. 1711 af 25/11 2020.

§ 2 ændret 4/9 2020 ved bek. nr. 1293 af 2/9 2020.

Til toppen