Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om uddannelsen til fodterapeut

Undervisnings- og Kvalitetsstyrelsens bekendtgørelse nr. 722 af 28/5 2020.

I medfør af § 15 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 og § 1, stk. 4, og § 38 i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 597 af 16. maj 2019, fastsættes efter bemyndigelse:

Til toppen

Kapitel 1 – Uddannelsens formål og varighed

§ 1. Formålet med uddannelsen til fodterapeut er, at eleven opnår faglige og personlige kompetencer, der kvalificerer til at udøve virksomhed som fodterapeut.

Stk. 2. Uddannelsen skal kvalificere eleverne til at kunne varetage forebyggende, behandlende, lindrende og rehabiliterende opgaver i overensstemmelse med faglig udvikling og skiftende samfundsbehov samt kunne samarbejde med andre faggrupper og dermed deltage i løsningen af de sundhedsfaglige opgaver.

§ 2. Uddannelsen foregår på uddannelsesinstitutioner, der er godkendt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til at udbyde uddannelsen.

Stk. 2. Uddannelsen varer 18 måneder.

Stk. 3. Uddannelsen er på niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

§ 3. Den uddannede skal autoriseres i medfør af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed for at kunne betegne sig som autoriseret fodterapeut. Ved væsentlige ændringer af uddannelsen orienteres relevant autorisationsmyndighed.

Til toppen

Kapitel 2 – Adgang til uddannelsen

§ 4. Adgang til uddannelsen har ansøgere, som har opfyldt undervisningspligten efter folkeskoleloven, og som:

1) har bestået folkeskolens afgangseksamen og ved denne eller ved 10. klasseprøver har opnået et karaktergennemsnit på mindst 2,0 i henholdsvis dansk og matematik eller et tilsvarende resultat ved en tilsvarende prøve eller

2) har anden uddannelse eller erhvervserfaring, der modsvarer kravene i nr. 1.

Stk. 2. Beregningen af karaktergennemsnit, jf. stk. 1, nr. 1, sker efter samme regler som for ansøgere til erhvervsuddannelserne.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen optager de bedst egnede ansøgere til uddannelsen efter kriterier og fremgangsmåde fastsat i uddannelsesordningen for uddannelsen, jf. § 15.

Til toppen

Kapitel 3 – Godskrivning

§ 5. Elever fritages for dele af uddannelsen på grundlag af allerede opnåede kvalifikationer og kompetencer.

Stk. 2. Skolen skal ved afgørelser efter stk. 1 i videst mulig omfang inddrage elevens hidtidige uddannelse og beskæftigelse, som reelt kan sidestilles med elementer i uddannelsen.

Stk. 3. Fritagelse for prøver kan ikke gives for hele uddannelsen eller for uddannelsens centrale dele.

Til toppen

Kapitel 4 – Uddannelsens indhold og tilrettelæggelse

§ 6. Uddannelsen indeholder teoretisk og praktisk/klinisk undervisning i forholdet 1:2. Eleven skal opnå kliniske, praktiske og pædagogiske færdigheder, samt forståelse af tværfaglige samarbejder, der muliggør ansvarlig helhedsbehandling af såvel raske mennesker, som mennesker med akutte eller kroniske sygdomme.

§ 7. Uddannelsen er opdelt i tre moduler af 6 måneders varighed. Modul 1 omfatter fodterapeutens almene funktioner. Modul 2 og 3 omfatter fodterapeutens specifikke opgaver. Modul 2 og 3 tilrettelægges med progression i sværhedsgrad, således at modul 3 omfatter selvstændig varetagelse af fodterapeutens forebyggende, behandlende, lindrende og rehabiliterende arbejdsområder, tværfaglige samarbejder med patienten i centrum samt varetagelse af administrative opgaver.

§ 8. Eleven skal opnå viden, færdigheder og kompetencer inden for følgende fagområder:

1) Det fodterapeutiske område: Fodterapiens teori og praktik.

2) Det naturvidenskabelige område: Anatomi, ortopædi, biomekanik og fysiologi.

3) Det sundhedsvidenskabelige område: Infektionspatologi, sygdomslære, dermatologi og mikrobiologi.

4) Det humanistiske og samfundsvidenskabelige område: Almen psykologi, socialpsykologi, sundhedspædagogik, socialorientering, etablering af egen virksomhed og innovativ kvalitetssikring af fodterapeutens arbejdsområde.

§ 9. Den praktiske/kliniske del af uddannelsen består af oplæring i almen og speciel fodterapi, herunder implementering af teoriundervisningen.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen tilrettelægger den praktiske undervisning og klinikundervisningen ud fra lokale muligheder. Undervisningen skal normalt finde sted på uddannelsesinstitutionens klinik og værksted.

§ 10. Den nærmere tilrettelæggelse af teoriundervisningen, den praktiske undervisning og klinikundervisningen samt fordelingen heraf, skal ske i henhold til uddannelsesordningen, jf. § 15.

Til toppen

Kapitel 5 – Bedømmelse, prøver og afsluttende eksamen

§ 11. Hver af de tre moduler afsluttes med en prøve. Prøven ved afslutningen af 3. modul udgør den afsluttende eksamen for uddannelsen.

Stk. 2. Eleverne skal have opnået de fastsatte teoretiske og praktiske del- og slutmål for modulet for at kunne blive indstillet til prøven på henholdsvis modul 1, 2 og 3. Prøverne på modul 1 og modul 2 er interne skriftlige prøver, som er fælles for de institutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelsen. Prøven på modul 3 er en ekstern mundtligt eksamen på baggrund af en skriftlig opgave, jf. § 12.

Stk. 3. Skolen skal løbende under elevens uddannelse foretage en bedømmelse af elevens præstationer på baggrund af elevens logbog. Elevens logbog godkendes efter retningslinjer i uddannelsesordningen, jf. § 15. Formålet med den løbende bedømmelse er, at vejlede eleven og give grundlag for indstilling til den afsluttende prøve på modulet.

Stk. 4. Prøve- og eksamensformerne skal tilgodese uddannelsens mål og sikre, at der foretages en individuel bedømmelse af eksaminanden.

§ 12. Eleven skal på modul 3 udarbejde en skriftlig projektopgave. Opgaven kan udarbejdes af eleven alene eller i et samarbejde mellem højst tre elever.

Stk. 2. Projektopgaven skal udarbejdes ud fra en af uddannelsesinstitutionen given problemformulering, der belyser stoffet fra de fagområder, der er nævnt i § 8. Den skriftlige projektopgave danner grundlag for den mundtlige prøve ved eksamenen. Ved den mundtlige prøve skal eleven fremlægge den skriftlige opgave, samt besvare spørgsmål med relation til pensum og opgaven. Den mundtlige prøve varer 30 minutter, inklusiv votering.

Stk. 3. Der gives en karakter for elevens præstationen ved den mundtlige prøve. Eleven har bestået, hvis karakteren er mindst beståkarakter.

§ 13. For prøverne gælder i øvrigt bekendtgørelse om prøver og eksamen i grundlæggende erhvervsrettede uddannelser og bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.

§ 14. Uddannelsesinstitutionen udsteder bevis for fuldført uddannelse til fodterapeut.

Stk. 2. Beviset skal indeholde angivelse af forholdet mellem teoriundervisning og praktisk/klinisk undervisning samt time- og fagfordeling.

Til toppen

Kapitel 6 – Andre bestemmelser

§ 15. De uddannelsesinstitutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelsen, fastsætter i fællesskab inden for bekendtgørelsens rammer de nærmere regler for uddannelsen i en uddannelsesordning. Uddannelsesordningen skal sikre, at uddannelsen opfylder kravene i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed samt de forskrifter, som Sundhedsstyrelsen fastsætter.

Stk. 2. Uddannelsesordningen skal som minimum indeholde:

1) Retningslinjer for optagelse til uddannelsen, herunder kriterier for egnethedsvurdering.

2) Plan for fordeling og tilrettelæggelse af teori- og praktisk undervisning samt klinikundervisning.

3) Mål og indhold for hvert af uddannelsens tre moduler.

4) Fag- og timefordeling i teoriundervisningen.

5) Eventuelle særlige krav til undervisnings- og arbejdsformer.

6) Retningslinjer for interne prøver og ekstern eksamen.

7) Retningslinjer for re- og sygeeksamen.

8) Retningslinjer for udarbejdelse og godkendelse af elevernes logbøger.

8) Retningslinjer for afgivelse af standpunktsbedømmelser.

9) Retningslinjer for behandling af klager, herunder klager over prøver.

10) Ordensregler, herunder bestemmelser om fravær og bortvisning.

11) Retningslinjer vedrørende specialpædagogisk bistand (SPS).

12) Uddannelsesordningens ikrafttræden.

Stk. 3. Uddannelsesordningen godkendes af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet efter udtalelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Stk. 4. Ændringer i uddannelsesordningen træder i kraft ved nyt optag til uddannelsen. Uddannelsesordningen offentliggøres på uddannelsesinstutionernes hjemmesider.

§ 16. Elever har ret til specialpædagogisk bistand efter samme regler som elever, der uddannes efter lov om erhvervsuddannelser.

§ 17. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet kan dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, eller hvor fravigelse er midlertidig for gennemførelse af uddannelsesforsøg.

Til toppen

Kapitel 7 – Klage

§ 18. Klage over uddannelsesinstitutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til og behandles af uddannelsesinstitutionen.

Stk. 2. Klagen skal være indgivet til uddannelsesinstitutionen, jf. stk. 1, senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 3. Hvis en klage ikke tages til følge af uddannelsesinstitutionen, kan den indbringes for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, såfremt den vedrører retlige spørgsmål. Institutionen videresender klagen til styrelsen ledsaget af institutionens bemærkninger. Forinden underretter institutionen klageren om skolens stillingtagen til klagen, og giver klageren en frist på 1 uge til at fremsætte eventuelle bemærkninger til sagen. Når eleven har fremsat bemærkninger, eller når fristen er udløbet, fremsender institutionen klagen til styrelsen vedlagt sagens akter.

Til toppen

Kapitel 8 – Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 19. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2020.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 5 af 8. januar 2009 om uddannelsen til fodterapeut ophæves.

Stk. 3. Elever, der er meddelt optagelse til eller er påbegyndt uddannelsen til fodterapeut før den 1. august 2020, kan færdiggøre uddannelsen efter de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Elever, som nævnt i stk. 3, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat i uddannelsesordningen overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.

Til toppen