Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Arbejdsmarked & uddannelse

Bekendtgørelse om særlige tilskud til specialpædagogisk bistand til ungdomsuddannelser, almene voksenuddannelser og forberedende grunduddannelse m.v.

Undervisnings- og Kvalitetsstyrelsens bekendtgørelse nr. 632 af 21/6 2019.

I medfør § 44, stk. 3, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 596 af 16. maj 2019, § 18 a, stk. 3, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 597 af 16. maj 2019, § 40, stk. 2 og § 41, stk. 4, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 604 af 24. maj 2019, § 13, stk. 2, og § 13 a, stk. 4, i lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 3. juli 2017, som ændret ved lov nr. 1736 af 27. december 2018 og § 18, stk. 3, i lov om kombineret ungdomsuddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 15. juni 2015, som ændret ved lov nr. 745 af 8. juni 2018, fastsættes efter bemyndigelse:

§ 1. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet yder tilskud til specialpædagogisk bistand i ungdomsuddannelserne, de almene voksenuddannelser og forberedende grunduddannelse m.v. efter betingelserne herfor i §§ 2 – 10.

Stk. 2. Institutionens ansøgning til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om tilskud til specialpædagogisk bistand skal indeholde følgende oplysninger:

1) Elevens eller kursistens navn og personnummer.

2) Oplysning, om at institutionen har modtaget en erklæring, som opfylder betingelserne i § 3.

3) Dokumentation for elevens eller kursistens fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse eller tilsvarende svære vanskeligheder.

4) Institutionens redegørelse for elevens eller kursistens behov for specialpædagogisk bistand og formålet med den bistand, som institutionen søger om tilskud til.

§ 2. Institutionen kan søge Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om tilskud til specialpædagogisk bistand, som eleven eller kursisten er berettiget til i medfør af:

1) Lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i uddannelsen til hf-eksamen og i uddannelsen til almen studentereksamen (avu-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 23. maj 2019 § 12 a, stk. 1.

2) Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 602 af 23. maj 2019 § 4 b, stk. 1.

3) Lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 18. april 2018, som ændret ved lov nr. 1736 af 27. december 2018 § 29 a, stk. 1.

4) Lov om de gymnasiale uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 611 af 28. maj 2019 § 61, stk. 1.

5) Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 616 af 3. juni 2019 § 25 a, stk. 1.

6) Lov om forberedende grunduddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 606 af 24. maj 2019 § 33, stk. 1.

7) Lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 3. juli 2017 § 13, stk. 1.

8) Lov om kombineret ungdomsuddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 15. juni 2015 § 26, stk. 1.

Stk. 2. Tilskud til specialpædagogisk bistand ydes kun, såfremt styrelsen vurderer, at det er praktisk muligt at anskaffe bistanden.

§ 3. Eleven eller kursisten skal have underskrevet en af styrelsen udarbejdet erklæring om samtykke til indgivelse af ansøgning om tilskud. Er eleven eller kursisten undergivet forældremyndighed, skal forældremyndighedsindehaveren også underskrive erklæringen. Ved fælles forældremyndighed er det tilstrækkeligt, at den ene forældremyndighedsindehaver har underskrevet erklæringen.

Stk. 2. Stk. 1, finder ikke anvendelse ved ansøgning om genbevilling af tilskud til specialpædagogisk bistand.

§ 4. Ansøgning om tilskud til specialpædagogisk bistand skal være modtaget af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet senest 14 dage efter, at eleven eller kursistens behov for bistand er godtgjort over for institutionen.

§ 5. Optager institutionen en elev eller kursist, som ønsker at anvende et hjælpemiddel, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har bevilget tilskud til under et tidligere uddannelsesforløb, skal institutionens ansøgning til styrelsen herom være fremme hos styrelsen inden for den i § 4 angivne frist. Ansøgningen skal udformes i overensstemmelse med § 1 og indeholde en redegørelse for, hvilket hjælpemiddel der er tale om, samt om der er behov for at ændre bevillingen.

Stk. 2. Hvis institutionen ansøger om tilskud til en uændret anvendelse af hjælpemidlet eller anden bistand, finder dokumentationskravet i § 1, stk. 2, nr. 3, ikke anvendelse. Styrelsen kan dog ved genbevilling bede om dokumentation for, at eleven eller kursisten fortsat har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller tilsvarende svære vanskeligheder, der berettiger den pågældende til specialpædagogisk bistand.

§ 6. Institutionen bestiller den specialpædagogiske bistand, hvortil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har bevilget tilskud, hos en leverandør, som styrelsen anviser. Institutionen skal, bortset fra i juli måned, afgive sin bestilling snarest muligt og senest en uge efter, at styrelsen har bevilget institutionen tilskud. Institutionen kan dog, efter aftale med eleven eller kursisten, eller hvis denne er undergivet forældremyndighed, efter aftale med forældemyndighedsindehaveren, afgive sin bestilling på et senere tidspunkt. Ved fælles forældremyndighed er det tilstrækkeligt, at den ene forældremyndighedsindehaver indgår aftale med institutionen.

Stk. 2. Institutionen skal, inden et hjælpemiddel udleveres til en elev eller kursist, indhente en af styrelsen udarbejdet erklæring fra den pågældende, eller hvis denne er undergivet forældremyndighed, fra forældremyndighedsindehaveren, om at eleven eller kursisten er bekendt med vilkårene for lån af hjælpemidler. Ved fælles forældremyndighed er det tilstrækkeligt, at den ene forældremyndighedsindehaver underskriver erklæringen.

Stk. 3. Institutionen skal sikre, at den leverede specialpædagogiske bistand er i overensstemmelse med styrelsens tilskudsbevilling, og betale leverandøren. Hvis institutionen finder, at der er uoverensstemmelse mellem den leverede bistand og styrelsens bevilling, skal institutionen søge at få bragt forholdet i orden. Er dette ikke muligt, skal institutionen straks underrette styrelsen herom.

Stk. 4. Inden for det bevilgede tilskud udbetaler styrelsen tilskud til institutionens afholdte udgifter efter stk. 3. Det er en tilskudsbetingelse, at styrelsen senest har modtaget institutionens anmodning om tilskudsudbetaling 30 dage efter, at institutionen har betalt leverandøren.

§ 7. Institutionen stiller specialpædagogisk bistand, hvortil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har bevilget tilskud, til rådighed for eleven eller kursisten, så længe den pågældende har behov for bistand til gennemførelse af sin uddannelse.

Stk. 2. Når en elev eller kursist afslutter eller afbryder uddannelsen eller af andre grunde ikke længere har behov for specialpædagogisk bistand, skal institutionen straks underrette styrelsen herom.

§ 8. Ved uddannelsens afslutning eller afbrydelse, eller hvis behovet for specialpædagogisk bistand af andre grunde bortfalder, overgår hjælpemidlet til styrelsen, medmindre andet følger af lov, og medmindre styrelsen bestemmer andet, for eksempel, at hjælpemidlet vederlagsfrit skal overdrages til eleven eller kursisten. Institutionen følger styrelsens anvisninger med henblik på at sørge for hjælpemidlets overgang til styrelsen, overdragelse til eleven eller kursisten eller dets håndtering efter 1. pkt.

§ 9. Tilskud til specialpædagogisk bistand i udlandet eller i Grønland eller på Færøerne, er begrænset til det økonomiske niveau for tilsvarende specialpædagogisk bistand i Danmark.

§ 10. Institutionen opbevarer dokumentation vedrørende godkendte ansøgninger om tilskud til specialpædagogisk bistand og institutionens efterfølgende forvaltning heraf i 5 år fra udgangen af det kalenderår, hvor eleven eller kursisten afsluttede eller afbrød sin uddannelse ved institutionen.

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. juni 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 528 af 2. maj 2019 om særlige tilskud til specialpædagogisk bistand til ungdomsuddannelser, almene voksenuddannelser og forberedende grunduddannelse m.v. ophæves.

Stk. 3. § 10 i bekendtgørelse nr. 768 af 12. juni 2018 om tilskud m.v. til private institutioner for gymnasiale uddannelser ophæves.

Stk. 4. Ansøgninger vedrørende perioden frem til den 31. juli 2019 behandles efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1377 af 9. december 2013 om særlige tilskud til specialpædagogisk bistand ved ungdomsuddannelserne m.v.

Til toppen