Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sundhed

Skrivelse om gratis influenzavaccination

Sundheds- og Ældreministeriets skrivelse nr. 9695 af 18/8 2018.

Sundhedsministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 1059 af 18. august 2018 om gratis influenzavaccination til visse persongrupper. Sundheds- og Ældreministeriet skal i den forbindelse orientere om forhold vedrørende betaling og refusion af udgifterne til vaccination.

1. Betaling til lægen for udførte vaccinationer

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse, at patientens bopælsregion betaler lægen 145 kr. for enhver vaccination mod influenza, der gives i henhold til bekendtgørelsen. Hvis vaccinationen af helbredsmæssige årsager er foretaget i den vaccineredes eget hjem, bortset fra beboere i plejehjem m.v., jf. servicelovens § 192, lejere i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, lejere og beboere i friplejeboliger, der er omfattet af lov om friplejeboliger, og lejere i tilsvarende boligenheder, udgør betalingen dog 315 kr. pr. vaccination. Hvis vaccinationen er foretaget i eget hjem, og der samtidig udføres et sygebesøg, betaler patientens bopælsregion lægen 145 kr. for enhver vaccination mod influenza, der gives i henhold til bekendtgørelsen.

Betalingen dækker alle udgifter til vaccinationen, herunder udgifter til vaccination, vaccine, eventuel kørsel og merværdiafgift.

 

Betaling ydes for vaccination i overensstemmelse med de fastsatte regler om, hvilke personer der har ret til gratis vaccination, og om hvilken type vaccine en person har ret til, jf. bekendtgørelsens § 1. Dette indebærer bl.a., at regionen ikke yder betaling for vaccination eller vaccine til en person, der efter bekendtgørelsens § 1, stk. 2, er berettiget til en 3-valent vaccine, såfremt personen modtager en 4-valent vaccine.

 

Lægens betalingsanmodninger til bopælsregionen bør for hver enkelt vaccination indeholde oplysninger om:

  • Vaccinationstidspunkt,
  • den vaccineredes navn, CPR-nummer og bopælsregion og
  • oplysninger om den vaccinerede
    • er fyldt 65 år,
    • er førtidspensionist,
    • er under 65 år med en kronisk sygdom, svær overvægt eller anden alvorlig sygdom, men ikke førtidspensionist,
    • er gravid i 2. eller 3. trimester eller
    • er husstandskontakt til en svært immunsupprimeret patient.

Betalingsanmodningen bør desuden indeholde:

  • Oplysninger om navn og virksomhedsadresse, ansættelsessted eller bopæl for den læge, som har udført vaccinationen, eller den læge på hvis ansvar, vaccination er foretaget,
  • oplysninger om hvorvidt vaccination af helbredsmæssige årsager er foretaget i den vaccineredes eget hjem.

Betalingsanmodningen bør fremsendes ugentlig eller månedligt i samlet form efter anvisning fra den region, som skal afholde udgiften.

2. Refusion af regionernes afholdte udgifter til vaccination

Staten refunderer de af regionerne afholdte udgifter til vaccination efter bekendtgørelse om gratis influenzavaccination til visse persongrupper. Det gælder dog ikke udgifter til vaccination af personer, der har ret til sygehjælp i Danmark efter EU-retten eller internationale aftaler, jf. pkt. 3 nedenfor.

Med henblik på at opnå refusion for afholdte udgifter bør hver region inden henholdsvis den 15. februar og den 15. april 2019 indsende en opgørelse over regionens udgifter til vaccination efter bekendtgørelsen til Sundheds- og Ældreministeriet med angivelse af, hvor mange vaccinationer til 145 kr. og hvor mange vaccinationer til 315 kr. den enkelte region har betalt og ønsker at modtage refusion for, opgjort for henholdsvis:

  • Personer, der er fyldt 65 år,
  • førtidspensionister,
  • personer under 65 år med en kronisk sygdom, svær overvægt eller anden alvorlig sygdom, men ikke førtidspensionister,
  • gravide i 2. og 3. trimester og
  • husstandskontakter til svært immunsupprimerede patienter.

 

Det bør desuden oplyses i hvilket betalingsinstitut og på hvilket kontonummer, beløbet skal indsættes.

3. Særlige forhold vedrørende betaling for og refusion af udgifter til vaccination af personer, der har ret til sygehjælp i Danmark efter EU-retten eller internationale aftaler.

For personer, der har ret til vaccinationsydelser i Danmark i medfør af EU-retten eller internationale aftaler, afholdes udgiften til vaccination af den region, hvori den pågældende bor / opholder sig, jf. sundhedslovens §§ 264 og 265.

Ved EU-retten eller internationale aftaler forstås Rådets forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger og den dertil knyttede forordning (EF) nr. 987/09 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning 883/04, aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen), Nordisk Konvention om Social Sikring og aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber, dets medlemsstater og Schweiz om fri bevægelighed for personer, samt bilaterale sikringsaftaler.

Refusion af udgifter til vaccination af personer, der er sygesikret til udgift for et andet land, som i medfør af EU-retten eller internationale aftaler skal overføres til det danske sundhedsvæsen, tilfalder den region, der har afholdt udgiften, jf. sundhedslovens § 264, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 564 af 29. april 2015 om refusion af offentlige sundhedsydelser og udgifter til visse sociale ydelser i henhold til overenskomster med andre stater eller til EU-retten.

Til toppen