Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om boligplacering af flygtninge

Udlændinge- og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 243 af 21/3 2018.

I medfør af § 9, § 10, stk. 7, og § 12, stk. 7, i lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1127 af 11. oktober 2017, som ændret ved lov nr. 1690 af 26. december 2017, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Anvendelsesområde

§ 1. Bekendtgørelsen gælder for boligplacering af flygtninge, jf. integrationslovens kapitel 3.

Stk. 2. Ved flygtninge forstås, jf. integrationslovens § 2, stk. 2, udlændinge med opholdstilladelse efter

1) udlændingelovens §§ 7 og 8,

2) udlændingelovens § 9 b,

3) udlændingelovens § 9 c, medmindre udlændingen er familiesammenført eller indvandrer, jf. integrationslovens § 2, stk. 3 og 4, eller

4) udlændingelovens § 9 e.

Stk. 3. Bekendtgørelsen gælder ikke for flygtninge, der på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse som nævnt i stk. 2 havde opholdstilladelse på andet grundlag efter udlændingeloven.

Til toppen

Kapitel 2 – Landstal

§ 2. Udlændingestyrelsen udsender hvert år senest den 1. maj meddelelse om det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret i det kommende år (landstallet).

Stk. 2. Landstallet fastsættes på grundlag af Udlændingestyrelsens skøn over antallet af asylansøgere og udviklingen i sagsbehandlingen, herunder anerkendelsesgraden.

Stk. 3. Meddelelsen om landstallet udsendes til kommunerne i hver region.

Stk. 4. Til brug for indgåelse af aftaler om kommunekvoter, jf. § 5, stk. 1, udsendes sammen med landstallet de fastsatte regionskvoter, jf. § 3, stk. 1, samt de i § 8 nævnte opgørelser. Efter anmodning fra en kommunalbestyrelse eller kommunerne i en region udsender Udlændingestyrelsen endvidere tilgængelige oplysninger, der kan have betydning for indgåelse af aftaler om kommunekvoter.

Stk. 5. Et fastsat landstal på 8.000 eller derunder skal ændres af Udlændingestyrelsen, hvis antallet af flygtninge, der skal boligplaceres i det pågældende kalenderår, skønnes at ville ændre sig med mere end 40 pct., jf. integrationslovens § 6, 2. pkt.

Stk. 6. Et fastsat landstal på over 8.000 skal ændres af Udlændingestyrelsen, hvis antallet af flygtninge, der skal boligplaceres i det pågældende kalenderår, skønnes at ville ændre sig med mere end 25 pct., jf. integrationslovens § 6, 3. pkt.

Stk. 7. Udlændingestyrelsen udsender det ændrede landstal til kommunerne i hver region.

Stk. 8. Samtidig med det ændrede landstal udsender Udlændingestyrelsen de ændrede regionskvoter og kommunekvoter, jf. § 3, stk. 2, og § 5, stk. 2.

Til toppen

Kapitel 3 – Regionskvoter

§ 3. Udlændingestyrelsen fastsætter, i hvilke regioner det antal flygtninge, der er fastsat i landstallet, jf. § 2, stk. 1, skal boligplaceres i det kommende år (fastsatte regionskvoter). De fastsatte regionskvoter udsendes samtidig med landstallet, jf. integrationslovens § 7, stk. 1.

Stk. 2. Ændres landstallet for det indeværende eller kommende kalenderår, jf. § 2, stk. 5 og 6, fastsætter Udlændingestyrelsen samtidig med udsendelsen af det ændrede landstal det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte regioner i det pågældende år (ændrede regionskvoter), jf. integrationslovens § 7, stk. 2.

§ 4. Regionskvoterne fastsættes som summen af fordelingstallene for de enkelte kommuner i den pågældende region, jf. stk. 5, jf. dog stk. 6.

Stk. 2. Ved beregningen af fordelingstallene beregnes først kommunernes fordelingsandele. Fordelingsandelen for den enkelte kommune opgøres som kommunens procentvise andel af den samlede befolkning fratrukket forskellen mellem kommunens procentvise andel af det samlede antal indvandrere og flygtninge og kommunens procentvise andel af den samlede befolkning, jf. § 8, stk. 1-3.

Stk. 3. På grundlag af fordelingsandelen, jf. stk. 2, opgøres det beregnede fordelingstal for den enkelte kommune. Det beregnede fordelingstal opgøres ved at gange fordelingsandelen med summen af landstallet for det pågældende år, jf. § 2, stk. 1, og det samlede antal familiesammenførte til flygtninge, der i kalenderåret forud for udmelding af landstallet er førstegangsindrejst i landet, jf. § 8, stk. 4 og 5.

Stk. 4. På grundlag af det beregnede fordelingstal, jf. stk. 3, opgøres det foreløbige fordelingstal for den enkelte kommune. Det foreløbige fordelingstal opgøres som det beregnede fordelingstal fratrukket det antal familiesammenførte til flygtninge, der i kalenderåret forud for udmelding af landstallet, jf. § 2, stk. 1, er førstegangsindrejst i landet i den pågældende kommune, jf. § 8, stk. 4 og 5.

Stk. 5. Er det foreløbige fordelingstal for den enkelte kommune, jf. stk. 4, negativt, fastsættes fordelingstallet for den pågældende kommune til nul. Ved beregningen af fordelingstallet for de kommuner, der har et positivt foreløbigt fordelingstal, opgøres forskellen mellem summen af de positive foreløbige fordelingstal og landstallet for det pågældende år, jf. § 2, stk. 1. Denne forskel fordeles mellem de kommuner, der har et positivt foreløbigt fordelingstal, på grundlag af den enkelte kommunes forholdsmæssige andel af summen af de positive foreløbige fordelingstal. Den fordelte forskel fratrækkes det foreløbige fordelingstal for den enkelte kommune, der har et positivt foreløbigt fordelingstal.

Stk. 6. Udlændingestyrelsen kan ved kvotefastsættelsen fravige summen af fordelingstallene for de enkelte kommuner i den pågældende region, jf. stk. 5, under hensyn til særlige integrationsmæssige forhold i de enkelte regioner.

Stk. 7. Ændres landstallet for det indeværende eller kommende kalenderår i medfør af § 2, stk. 5 eller 6, fastsætter Udlændingestyrelsen samtidig de ændrede regionskvoter, jf. § 3, stk. 2. Ændringerne foretages ved en forholdsmæssig reduktion eller forøgelse af de til enhver tid fastsatte regionskvoter. Der foretages ikke en ny genberegning.

Til toppen

Kapitel 4 – Kommunekvoter

§ 5. Kommunalbestyrelserne inden for en region skal søge at aftale, i hvilke kommuner det antal flygtninge, der er fastsat i regionskvoterne, jf. § 3, stk. 1, skal boligplaceres i det kommende år (aftalte kommunekvoter). Aftalen skal meddeles Udlændingestyrelsen inden den 10. september det år, landstallet udmeldes, jf. integrationslovens § 8, stk. 1.

Stk. 2. Ændres de fastsatte regionskvoter for det indeværende eller kommende kalenderår, jf. § 4, stk. 7, fastsætter Udlændingestyrelsen for hver kommune i regionen det antal flygtninge, som skal boligplaceres inden for de enkelte kommuner i det pågældende eller kommende kalenderår, jf. integrationslovens § 8, stk. 2, 1. pkt.

§ 6. En aftale om kommunekvoter skal indeholde oplysninger om det antal flygtninge, som skal boligplaceres i hver kommune inden for en region i det kommende år.

Stk. 2. Summen af de aftalte kommunekvoter inden for en region skal svare til regionskvoten for det pågældende år.

Stk. 3. En allerede eksisterende aftale mellem kommunerne om kvotefordelingen bortfalder ved ændring af landstallet, medmindre aftalen indeholder oplysninger om, hvordan fordelingen af flygtninge skal ske, såfremt landstallet ændres i medfør af § 2, stk. 5 og 6. Det er et krav, at kommunerne forud for ændringerne af landstallet har givet meddelelse herom til Udlændingestyrelsen.

Stk. 4. Aftalen skal udfærdiges skriftligt og underskrives på vegne af kommunalbestyrelserne inden for den pågældende region.

Stk. 5. Opfylder aftalen ikke de krav, der er nævnt i stk. 1 og 2, eller er der tvivl om aftalens indhold, som ikke umiddelbart kan afklares, fastsættes kommunekvoterne for den pågældende region af Udlændingestyrelsen efter reglerne i § 7, stk. 2-7.

§ 7. Har kommunalbestyrelserne inden for en region ikke givet meddelelse om indgåelse af en aftale om kommunekvoter til Udlændingestyrelsen inden den 10. september, jf. § 5, stk. 1, fastsætter Udlændingestyrelsen inden den 30. september kommunekvoterne for det kommende år (fastsatte kommunekvoter), jf. integrationslovens § 8, stk. 3.

Stk. 2. Ved beregningen af kommunekvoterne beregnes først kommunernes kvoteandele. Kvoteandelen for den enkelte kommune opgøres som kommunens procentvise andel af den samlede befolkning fratrukket forskellen mellem kommunens procentvise andel af det samlede antal indvandrere og flygtninge og kommunens procentvise andel af den samlede befolkning, jf. § 8, stk. 1-3.

Stk. 3. På grundlag af kvoteandelen, jf. stk. 2, opgøres den beregnede kommunekvote for den enkelte kommune. Den beregnede kommunekvote opgøres ved at gange kvoteandelen med summen af landstallet for det pågældende år, jf. § 2, stk. 1, og det samlede antal familiesammenførte til flygtninge, der i kalenderåret forud for udmelding af landstallet er førstegangsindrejst i landet, jf. § 8, stk. 4 og 5.

Stk. 4. På grundlag af den beregnede kommunekvote, jf. stk. 3, opgøres den foreløbige kommunekvote for den enkelte kommune. Den foreløbige kommunekvote opgøres som den beregnede kommunekvote fratrukket det antal familiesammenførte til flygtninge, der i kalenderåret forud for udmelding af landstallet, jf. § 2, stk. 1, er førstegangsindrejst i landet i den pågældende kommune, jf. § 8, stk. 4 og 5.

Stk. 5. Er den foreløbige kommunekvote for den enkelte kommune, jf. stk. 4, negativ, fastsættes kommunekvoten for den pågældende kommune til nul. Ved beregningen af kommunekvoten for de kommuner, der har en positiv foreløbig kommunekvote, opgøres forskellen mellem summen af de positive foreløbige kommunekvoter i regionen og regionskvoten, jf. §§ 3 og 4. Denne forskel fordeles mellem de kommuner i regionen, der har en positiv foreløbig kommunekvote, på grundlag af den enkelte kommunes forholdsmæssige andel af summen af de positive foreløbige kommunekvoter i regionen. Den fordelte forskel fratrækkes den foreløbige kommunekvote for den enkelte kommune, der har et positivt foreløbigt fordelingstal.

Stk. 6. Udlændingestyrelsen kan ved kvotefastsættelsen fravige kommunekvoterne, jf. stk. 5, under hensyn til særlige integrationsmæssige forhold i de enkelte kommuner.

Stk. 7. Ændres de fastsatte regionskvoter for det indeværende eller kommende kalenderår, fastsætter Udlændingestyrelsen samtidig det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte kommuner i det pågældende år. Ændringerne foretages ved en forholdsmæssig reduktion eller forøgelse af de til enhver tid fastsatte kommunekvoter i forhold til det ændrede landstal, jf. integrationslovens § 8, stk. 2, 2. pkt. Der foretages ikke en ny genberegning.

Til toppen

Kapitel 5 – Opgørelsesmetoder

§ 8. Befolkningen, jf. § 4, stk. 2, og § 7, stk. 2, opgøres på grundlag af en af Danmarks Statistik foretaget opgørelse over befolkningen i de enkelte kommuner pr. 1. januar i kalenderåret for udmelding af landstallet, jf. § 2, stk. 1.

Stk. 2. Antallet af indvandrere og flygtninge, jf. § 4, stk. 2, og § 7, stk. 2, opgøres på grundlag af en af Danmarks Statistik foretaget opgørelse over antallet af indvandrere med ikke-vestlig oprindelse i de enkelte kommuner pr. 1. januar i kalenderåret for udmelding af landstallet, jf. § 2, stk. 1, med undtagelse af indvandrere med ikke-vestlig oprindelse, der har opholdstilladelse inden for studie, herunder som au pairs og praktikanter og inden for erhverv m.v., og som er indvandret fra og med 1997 og ikke er danske statsborgere eller statsborgere i andre nordiske lande.

Stk. 3. Ved opgørelserne efter stk. 1 og 2 medtages de personer, der henregnes til folketallet i den enkelte kommune.

Stk. 4. Antallet af familiesammenførte til flygtninge, jf. § 4, stk. 3 og 4, og § 7, stk. 3 og 4, opgøres som antallet af udenlandske statsborgere, der i kalenderåret forud for udmelding af landstallet, jf. § 2, stk. 1, er førstegangsindrejst i landet, og hvor udlændingen er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9, stk. 1, nr. 2, eller § 9 c, stk. 1, på baggrund af, at den pågældende er ægtefælle, fast samlever eller mindreårigt barn til en udlænding, som er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8.

Stk. 5. På grundlag af oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR) over antallet af udenlandske statsborgere, der er registreret som førstegangsindrejst i landet i kalenderåret forud for udmelding af landstallet, jf. § 2, stk. 1, udarbejder Udlændingestyrelsen en opgørelse over antallet af familiesammenførte til flygtninge, jf. stk. 4.

Til toppen

Kapitel 6 – Visitering af flygtninge

§ 9. Samtidig med meddelelse af opholdstilladelse til en flygtning træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, i hvilken kommune den pågældende skal tage bopæl (visitering), jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Udlændingestyrelsen kan for mindreårige uledsagede asylansøgere træffe afgørelse om visitering efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til de pågældende, når dette er påkrævet for at inddrage de pågældende i afgørelsen om visitering. Afgørelsen om visitering skal i sådanne tilfælde træffes senest 2 uger efter meddelelsen af opholdstilladelse, jf. integrationslovens § 10, stk. 2.

Stk. 3. Hvis en afgørelse om opholdstilladelse er meddelt af udlændinge- og integrationsministeren eller Flygtningenævnet, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om visitering i forbindelse med fastsættelse af vilkår for opholdstilladelsen.

Stk. 4. For udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, kan Udlændingestyrelsen ændre afgørelsen om visitering i forbindelse med den pågældendes indrejse i Danmark, såfremt forholdene tilsiger det.

Stk. 5. Udlændingestyrelsen giver samtidig med meddelelse af opholdstilladelse den pågældende kommune meddelelse om visiteringen.

§ 10. I forbindelse med en afgørelse om visitering af udlændinge, der har eller tidligere har haft opholdstilladelse, og som er indkvarteret på et asylcenter, skal Udlændingestyrelsen samtidig træffe afgørelse om, hvorvidt den pågældende er omfattet af reglerne om at få anvist en bolig efter § 17. Hvis udlændingens tidligere opholdstilladelse er mistet eller nægtet forlænget på grund af kriminalitet eller svig, skal kommunen ikke anvise en bolig efter integrationslovens regler, jf. integrationslovens § 57, stk. 4.

Stk. 2. Udlændingestyrelsen giver samtidig med meddelelse om visiteringen den pågældende kommune meddelelse om, hvorvidt der skal anvises en bolig efter integrationsloven.

§ 11. En flygtning skal visiteres til en kommune, som efter de aftalte eller fastsatte kommunekvoter skal modtage og boligplacere flygtninge, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis en flygtning har en særlig tilknytning til en kommune som følge af, at den pågældende inden meddelelse af opholdstilladelse har været anbragt på en institution eller i familiepleje i kommunen eller har nærtstående familiemedlemmer, der er bosat i kommunen, eller der foreligger andre ganske særlige forhold, kan en flygtning visiteres til en kommune, som efter de aftalte eller fastsatte kommunekvoter ikke skal modtage og boligplacere flygtninge, eller til en kommune, som efter sin kvote ikke skal modtage yderligere flygtninge.

Stk. 3. Hvis en flygtning forud for visiteringsafgørelsen kan godtgøre at have et faktisk og reelt jobtilbud og den samlede daglige transporttid mellem bopæl og arbejde vil udgøre mere end 2 timer med offentlige transportmidler, såfremt visitering sker til en kommune efter stk. 1, kan den pågældende visiteres til den kommune, hvor arbejdspladsen er beliggende eller en nærliggende kommune. Jobtilbuddet skal have et omfang på minimum 15 timer om ugen og må ikke være tidsbegrænset, medmindre der er tale om et tilbud om integrationsgrunduddannelse, jf. lov om integrationsgrunduddannelse. Flygtningen skal fremlægge skriftlig dokumentation for jobtilbuddet, fx i form af en ansættelseskontrakt eller aftale om integrationsgrunduddannelse, som skal være modtaget af Udlændingestyrelsen på tidspunktet for visiteringsafgørelsen.

§ 12. Udlændingestyrelsen skal ved afgørelser om visitering til en kommune som et helt centralt hensyn lægge vægt på den pågældende flygtnings mulighed for at komme i beskæftigelse. Der kan i den forbindelse lægges vægt på den pågældendes uddannelsesmæssige og faglige kvalifikationer samt erhvervserfaring sammenholdt med de af kommunerne indberettede oplysninger om kommunens og de omkringliggende kommuners arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold m.v. Der kan derudover lægges vægt på øvrige relevante forhold, som kommunerne og omkringliggende kommuner har indberettet.

Stk. 2. Hensynet til de i stk. 1 nævnte forhold skal fraviges, såfremt der foreligger ganske særlige personlige forhold, herunder hvis flygtningen har nærtstående familiemæssig tilknytning til personer, der bor i Danmark, eller har særlige behov for speciel behandling m.v., der taler for at visitere til en anden kommune.

Stk. 3. Udlændingestyrelsen kan derudover ved afgørelser om visitering lægge vægt på den pågældende flygtnings seneste opholdssted.

Stk. 4. Har den pågældende flygtning godtgjort at have et faktisk og reelt jobtilbud, jf. § 11, stk. 3, skal den pågældende som udgangspunkt visiteres til den kommune, hvor arbejdspladsen er beliggende eller en nærliggende kommune.

Stk. 5. Udover de i stk. 1-3 nævnte forhold kan Udlændingestyrelsen ved afgørelser om visitering lægge vægt på den enkelte kommunes og omkringliggende kommuners behandlings- og institutionstilbud, såfremt særlige personlige forhold taler derfor.

§ 13. Kommunerne kan løbende indberette oplysninger m.v. om relevante forhold i kommunen, herunder om arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold til Udlændingestyrelsen til brug for visiteringsafgørelsen.

§ 14. Udlændingestyrelsens afgørelser om visitering kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. inte-grationslovens § 53, stk. 1.

Til toppen

Kapitel 7 – Registrering i CPR

§ 15. En flygtning, der visiteres til en kommune i medfør af § 9, skal af den ansvarlige kommunalbestyrelse registreres i Det Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet landet i denne kommune, jf. integrationslovens § 10, stk. 3. Dette gælder, uanset om flygtningen i en tidsbegrænset periode midlertidigt tager ophold i en anden kommune som led i aktivering. Registrering foretages med virkning senest fra den dato, hvor ansvaret for flygtningen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. integrationslovens § 4.

Stk. 2. For flygtninge, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, foretages registreringen i CPR af den kommune, hvortil den pågældende flygtning er visiteret, i forbindelse med flygtningens indrejse i Danmark.

Stk. 3. Foretager den ansvarlige kommunalbestyrelse ikke registrering af en flygtning efter stk. 1, registrerer Udlændingestyrelsen i Det Centrale Personregister (CPR) flygtningen som tilflyttet landet i den pågældende kommune.

Stk. 4. Registrering i medfør af stk. 1 eller 3 finder sted, uanset om flygtningen tager bopæl eller ophold i kommunen fra den i stk. 1 nævnte dato, jf. integrationslovens § 10, stk. 6.

§ 16. Registrering i medfør af § 15, stk. 1 eller 3, af en flygtning, som tager bopæl eller ophold i kommunen, foretages på den pågældende adresse.

Stk. 2. Hvis flygtningen ikke har taget bopæl eller ophold i kommunen foretages registrering i medfør af § 15, stk. 1 eller 3, på en særlig vejkode i den pågældende kommune. Så snart en flygtning, der er registreret på den særlige vejkode, har taget bopæl eller ophold i kommunen, overfører kommunalbestyrelsen flygtningen fra den særlige vejkode til den pågældende adresse.

Stk. 3. Registreringen i CPR skal i øvrigt indeholde de oplysninger, som efter lovgivningen skal registreres i CPR ved tilflytning fra udlandet.

Til toppen

Kapitel 8 – Anvisning af boliger til flygtninge

§ 17. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for boligplacering af flygtninge, der visiteres til kommunen i medfør af integrationslovens § 10, og skal, når det er muligt, anvise boliger til de pågældende flygtninge, jf. integrationslovens §§ 4, stk. 1, og 12, stk. 1.

Stk. 2. Indtil det er muligt at anvise en permanent bolig, skal kommunalbestyrelsen anvise flygtningen et midlertidigt opholdssted, jf. integrationslovens § 12, stk. 6.

§ 18. Kommunalbestyrelsen kan som et midlertidigt opholdssted anvise en enlig flygtning et beboelsesrum, som skal deles med en eller flere andre enlige flygtninge.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal ved anvisning af et midlertidigt opholdssted i et beboelsesrum, som skal deles med en eller flere andre enlige flygtninge, tage hensyn til den pågældende flygtnings personlige forhold, herunder alder, køn og særlig psykisk sårbarhed sammenholdt med opholdsstedets beskaffenhed, herunder rummets størrelse og egnethed til at dele mellem flere.

§ 19. Kommunalbestyrelsen kan ikke anvise en bolig, som er beliggende i et ghettoområde, jf. § 61 a i lov om almene boliger m.v., eller i et område som nævnt i § 51 b, stk. 3 og 4, i lov om almene boliger m.v. 1. pkt. finder anvendelse for anvisning af både permanente boliger, jf. integrationslovens § 12, stk. 1, og midlertidige opholdssteder, jf. integrationslovens § 12, stk. 6.

§ 20. Kommunalbestyrelsen skal ikke anvise en bolig efter § 17 til en flygtning, hvor kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for flygtningens integrationsprogram fra en anden kommune i medfør af integrationslovens § 18.

Stk. 2. Uanset stk. 1 skal kommunalbestyrelsen i tilflytterkommunen anvise en bolig efter § 17, hvis flytningen skyldes ganske særlige personlige forhold hos udlændingen, herunder hvis flytning er nødvendiggjort af alvorlig behandlingskrævende sygdom, jf. integrationslovens § 18, stk. 3, 2. pkt.

Til toppen

Kapitel 9 – Ikrafttræden m.v.

§ 21. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 980 af 28. juni 2016 om boligplacering af flygtninge ophæves.

Til toppen