Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om godkendelse af andre aktørers optagelse i EURES-netværket

Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1607 af 18/12 2018.

I medfør af § 18 a, stk. 1, i lov nr. 1482 af 23. december 2014 om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., som ændret ved lov nr. 1527 af 18. december 2018, fastsættes efter bemyndigelse:

§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) EURES-forordningen: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/589 af 13. april 2016 om et europæisk arbejdsformidlingsnet (Eures), arbejdstageres adgang til mobilitetstjenester og øget integrering af arbejdsmarkederne og om ændring af forordning (EU) nr. 492/2011 og (EU) nr. 1296/2013.

2) Anden aktør: En juridisk person, som opererer lovligt i Danmark, og som kan optages i EURES-netværket som EURES-medlem eller EURES-partner, jf. EURES-forordningens artikel 11, stk. 3 eller artikel 11, stk. 4.

§ 2. Ansøgninger om optagelse i EURES-netværket indgives til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, herefter benævnt ”styrelsen”.

Stk. 2. Ansøgning sker efter de retningslinjer, herunder ansøgningsformat, frister, m.v., der fremgår af styrelsens hjemmeside.

Stk. 3. Af hensyn til den aktuelle prioritering i beskæftigelsesindsatsen kan styrelsen lave målrettede ansøgningsrunder.

§ 3. Styrelsen godkender en anden aktør til optagelse i EURES-netværket, forudsat at ansøgeren på tro og love erklærer,

1) at denne er en dansk registreret juridisk enhed,

2) at denne er i stand til at udføre mindst én af de opgaver, som følger af EURES-forordningens artikel 12, stk. 2,

3) at denne overholder dansk ansættelses- og arbejdsretlig lovgivning og indgåede individuelle og kollektive aftaler,

4) at denne på ansøgningstidspunktet ikke er under konkurs- eller rekonstruktionsbehandling, ikke har offentlig gæld og ikke har en aktuel fagretlig konflikt og

5) at denne deltager i et vejledningsmøde hos styrelsen efter indsendelse af ansøgning om godkendelse.

Stk. 2. Andre aktører, der jf. stk. 1, ansøger om at blive optaget i EURES-netværket, med henblik på at bidrage til puljen af jobopslag og CV’er på EURES-portalen, jf. artikel 12, stk. 2, i EURES-forordningen, skal dokumentere, at de teknisk vil være i stand til dette senest 6 måneder efter, de er godkendt af styrelsen til optagelse i netværket.

§ 4. Godkendte andre aktører indrapporterer data og udveksler oplysninger m.v. til styrelsen i henhold til EURES-forordningens artikel 12, stk. 6, litra a-d.

§ 5. En godkendelse af en anden aktør er gældende i 2 år fra den dato, hvor styrelsen meddeler ansøgeren godkendelsen, jf. dog § 3, stk. 2.

§ 6. Styrelsen kan fratage en godkendelse, hvis betingelserne for godkendelsen, jf. § 3 og 4 eller EURES-forordningen ikke længere er opfyldt, eller hvis aktøren ikke indrapporterer data og udveksler oplysninger m.m. til styrelsen, jf. § 4.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

Til toppen