Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Arbejdsmarked & uddannelse

Bekendtgørelse om pligt til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet

Undervisnings- og Kvalitetsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1497 af 12/12 2018.

I medfør af § 2 a, stk. 6, og § 2 c, stk. 8, i lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1097 af 28. september 2017, fastsættes efter bemyndigelse:

Til toppen

Kapitel 1 – Pligt til uddannelse, beskæftigelse mv.

§ 1. 15-17-årige unge har pligt til at være i uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet, der sigter mod, at de unge gennemfører en uddannelse i overensstemmelse med deres uddannelsesplan.

Stk. 2. 15-17-årige unge, som er omfattet af undervisningspligten, jf. folkeskolelovens § 32, eller går i 10. klasse, opfylder pligten efter stk. 1.

§ 2. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge er indskrevet på en fuldtidsuddannelse, der finansieres af driftstilskud fra staten eller kommunerne, herunder:

1) Erhvervsuddannelser, jf. lov om erhvervsuddannelser.

2) Andre erhvervsrettede fuldtidsuddannelser efter regler fastsat i medfør af lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

3) Gymnasiale uddannelser, jf. lov om de gymnasiale uddannelser.

4) Erhvervsgrunduddannelse, jf. lov om erhvervsgrunduddannelse m.v.

5) Maritime uddannelser, jf. lov om maritime uddannelser.

6) Produktionsskole, jf. lov om produktionsskoler.

7) Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, jf. lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

8) Kombineret ungdomsuddannelse, jf. lov om kombineret ungdomsuddannelse.

9) Kommunale ungdomsskoler, jf. lov om ungdomsskoler.

10) Fortsat undervisning på 10. klassetrin på frie grundskoler, jf. lov om friskoler, private grundskoler m.v.

11) Almen voksenuddannelse, jf. lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), i et omfang, der er SU-berettigende for personer over 18 år.

12) Gymnasial enkeltfagsundervisning i et omfang, der er SU-berettigende for personer over 18 år. Enkeltfag fra uddannelserne til hhx og htx kan indgå ved opgørelsen af omfanget, selvom sådan undervisning ikke er SU-berettigende.

13) Ophold på efterskoler og frie fagskoler jf. lov om efterskoler og frie fagskoler.

14) Folkehøjskole- eller ungdomshøjskoleophold, jf. lov om folkehøjskoler.

15) Musikalsk grundkursus, jf. lov om musik.

16) Forberende grunduddannelse, jf. lov om forberedende grunduddannelse.

§ 3. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge deltager i en privat uddannelse, der er SU-berettigende for personer over 18 år.

§ 4. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge er i lønnet beskæftigelse, herunder i en uddannelsesstilling.

Stk. 2. Beskæftigelsen skal have et omfang på mindst 20 timer om ugen.

§ 5. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge deltager i:

1) Tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, herunder alternative beskæftigelses- eller praktikforløb, der efter en konkret drøftelse er aftalt mellem den unge, forældremyndighedens indehaver og kommunen i uddannelsesplanen.

2) Forpraktik og trainee-aftaler.

3) 80/20-aftaler (integrationsstillinger) efter aftalen mellem staten og de faglige organisationer.

§ 6. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge deltager i andre fuldtidsuddannelser i Danmark eller udlandet, er på au pair ophold i udlandet eller er anbragt uden for hjemmet, jf. lov om social service.

Stk. 2. Pligten efter § 1, stk. 1, opfyldes, hvis den unge deltager i alternative uddannelses- og beskæftigelsesforløb med et forberedende og udviklende formål eller frivilligt arbejde.

Stk. 3. Forløb efter stk. 2 skal konkret være aftalt mellem den unge, forældremyndighedens indehaver og Ungdommens Uddannelsesvejledning, som tilføjer de aftalte aktiviteter i uddannelsesplanen.

Til toppen

Kapitel 2 – Kommunens ansvar

Fritagelse

§ 7. Kommunalbestyrelsen kan efter inddragelse af forældremyndighedens indehaver fritage unge fra pligten efter § 1, stk. 1, hvis kommunen konkret vurderer, at den unge som følge af sygdom, handicap eller væsentlige sociale problemer midlertidigt eller permanent ikke er i stand til at opfylde pligten efter § 1, stk. 1, jf. §§ 2-6.

Tilsyn

§ 8. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at unges pligt efter § 1, stk. 1, overholdes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal løbende inddrage forældremyndighedens indehaver som led i tilsynet.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal give tilbud til unge, jf. § 10, hvis den unge ikke overholder pligten efter § 1, stk. 1, jf. §§ 2-6.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal orientere den unge og forældremyndighedens indehaver om konsekvenserne af manglende overholdelse af pligten efter § 1, stk. 1, jf. lov om en børne- og ungeydelse.

§ 9. Kommunalbestyrelsen skal som led i tilsynet efter § 8 træffe afgørelse om, hvorvidt pligten efter § 1, stk. 1, er overholdt. Forinden der træffes afgørelse om, at pligten ikke er overholdt, skal kommunalbestyrelsen gøre betydelige bestræbelser for at sikre overholdelse af pligten og for at drøfte alternative muligheder for en uddannelsesplan med den unge og forældremyndighedens indehaver.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse om manglende overholdelse af pligten efter § 1, stk. 1, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvis kommunalbestyrelsen beslutter, at ungeydelsen efter lov om en børne- og ungeydelse skal standses eller udbetales til den unge.

Frister

§ 10. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal kontakte 15-17-årige unge senest 5 arbejdsdage efter, at Ungdommens Uddannelsesvejledning er blevet bekendt med, at den unge ikke følger sin uddannelsesplan.

Stk. 2. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal tilbyde 15-17-årige unge en ny aktivitet, jf. §§ 2-6, senest 30 kalenderdage efter, at kontakten er etableret, jf. stk. 1, dog under hensyntagen til sommerferieperioden på institutioner, som udbyder ungdomsuddannelser.

Til toppen

Kapitel 3 – Ikrafttræden

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 837 af 30. juni 2014 om pligt til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet ophæves.

Til toppen