Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Arbejdsmarked & uddannelse

Vejledning om indkomst- og beskæftigelseskravet for lønmodtagere

Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens vejledning nr. 10334 af 27/12 2017.

Indledning

I bekendtgørelse nr. 1709 af 26. december 2017 er der fastsat regler om indkomst- og beskæftigelseskravet for lønmodtagere. I denne vejledning uddybes nogle af bekendtgørelsens regler. I bekendtgørelse om krav til arbejdsløshedskassernes kontrol og administration, er det nærmere anført hvilken dokumentation, der skal foreligge i forbindelse med opgørelsen af indkomst- og beskæftigelseskravet.

For medlemmer, som skal have opgjort retten til dagpenge på grundlag af ophør med selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder afgrænsningen i forhold til fx arbejde på freelancebasis, eller som musiker eller artist som lønmodtagerarbejde eller udøvelse af selvstændig virksomhed, henvises til bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed.

For at have ret til dagpenge skal et medlem have været medlem af en arbejdsløshedskasse i minimum ét år, og skal derudover have optjent dagpengeret.

  • Optjening på baggrund af indkomst (indkomstkravet), jf. § 4.

I optjeningsperioden skal der være indberettet et mindstebeløb som A- eller B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, til indkomstregisteret. For den enkelte måned kan der kun medregnes et vist maksimalt beløb.

  • Genoptjening på baggrund af løntimer (beskæftigelseskravet), jf. § 8.

I optjeningsperioden skal der være indberettet mindst 1.924 løntimer (deltidsforsikret 1.258 løntimer) til indkomstregisteret. Der henvises til vejledningen til § 3, stk.

Indkomst eller beskæftigelseskravet skal som hovedregel være opfyldt inden for en optjeningsperiode på de seneste 3 år forud for indplaceringstidspunktet. Den grundlæggende metode, når et medlem beder om dagpenge er derfor:

1) Afklaring af hvilket regelsæt medlemmet skal have dagpengeret efter – skal medlemmet have optjent ret til dagpenge på baggrund af et indkomstkrav eller et beskæftigelseskrav.

2) Placering af den 3-årige optjeningsperiode og konstatering af, om der inden for optjeningsperioden er indkomst/løntimer nok til at opfylde kravet for ret til dagpenge.

3) Er kravet ikke opfyldt inden for den ordinære 3-årige optjeningsperiode, kan perioden forlænges, hvis der er forhold der kan begrunde en forlængelse.

4) Hvis medlemmet opfylder kravet for ret til dagpenge, tildeles medlemmet en dagpengeret, dvs. indplaceres i en dagpengeperiode.

Arbejdsløshedskassen opgør et medlems dagpengeret, herunder om retten skal opgøres på grundlag af indkomst eller løntimer på det tidspunkt, hvor medlemmet melder sig ledig, tilmelder sig jobcenteret, anmoder om dagpenge, og opfylder betingelserne for en optjeningsperiode, jf. § 12.

Hvilket af de to krav, der gælder for det enkelte medlem, afhænger af medlemmets forudgående ledighedshistorik.

Hvis der er løntimer på beskæftigelseskontoen, jf. §§ 13 ff, der ikke er forældede på tidspunktet for ledigmeldelse, eller hvis medlemmet stadig har en gældende indplacering, skal medlemmet opfylde beskæftigelseskravet.

Hvis der ikke er timer på beskæftigelseskontoen, jf. §§ 13 ff, hvis timerne er forældet, eller hvis medlemmet ikke har en gældende indplacering, skal medlemmet opfylde indkomstkravet. Timerne på beskæftigelseskontoen er forældede, hvis de er indberettet forud for optjeningsperioden.

Disse principper gør sig også gældende i forhold til medlemmer der ikke har en beskæftigelseskonto den dag, de melder sig ledige.

Hvis et medlem bliver overflyttet fra en anden arbejdsløshedskasse – og medlemmet ikke har en gældende indplacering i kassens eget interne system – og både opfylder indkomst- og beskæftigelseskravet, kan medlemmet optjene dagpengeret på baggrund af indkomst. Dette princip finder kun anvendelse i overflytningssituationen.

Hvis det overflyttede medlem ikke både opfylder indkomst- og beskæftigelseskravet, hentes ledighedsoplysninger fra den tidligere arbejdsløshedskasse, og herefter afklares det, hvilket grundlag medlemmet skal optjene ret til dagpenge på. Hvis den tidligere arbejdsløshedskasse ikke ligger inde med de oplysninger, der er behov for, hentes ledighedsoplysninger fra den kasse, medlemmet var medlem af forud for den tidligere kasse ved henvendelse til denne.

Medlemmer, der har opbrugt dagpengeretten efter de før den 1. juli 2017 gældende regler i lovens § 55, stk. 1, skal altid opfylde indkomstkravet for at være dagpengeberettiget. Det skyldes, at de ikke har en aktuel dagpengeret - herunder en eventuel forlængede dagpengeret, ikke har en beskæftigelseskonto og derfor heller ikke har timer på beskæftigelseskontoen.

Der henvises til bekendtgørelsens § 21, stk. 3, vedrørende oprettelse af en beskæftigelseskontor til medlemmer, som ikke har en aktuel dagpengeret forud for den 1. juli 2017.

Til toppen

Kapitel 1 – Område og begreber

Til § 1

Til stk. 2

Det er et helt centralt element i loven, at administrationen skal ske på grundlag af oplysninger i indkomstregisteret.

Det følger af den generelle administrationsregel i lovens § 90 b, at administrationen af forsikringssystemet i videst muligt omfang skal ske på grundlag af oplysninger i indkomstregisteret.

I de materielle regler i loven, herunder reglerne om opgørelse af indkomst- og beskæftigelseskrav for lønmodtagere, er det fastsat, at arbejdsløshedskasserne ved administrationen af de forskellige regelsæt skal benytte oplysninger fra indkomstregisteret. Denne anvendelse sker imidlertid under hensyntagen til den generelle administrationsregel. Det betyder, at hvis der er fejl i oplysningerne i indkomstregisteret, manglende eller mangelfulde oplysninger eller lignende, og arbejdsløshedskassen bliver opmærksom herpå, f.eks. ved at medlemmet forud for, at kassen træffer en afgørelse, påpeger fejlen/manglen, så kan kassen lægge andre oplysninger til grund.

Det er ikke muligt at give en udtømmende beskrivelse af mulige fejl, mangler m.v., men de kan fx være:

  • At det er åbenlyst, at arbejdsgiveren mangler at indberette til indkomstregisteret, da tidsfristen er overskredet, jf. § 4, stk. 1, i lov om et indkomstregister.
  • At der ikke er oplyst løntimer i forbindelse med indberetning af en A-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag.
  • At der konsekvent indberettes 160,33 løntimer på trods af, at der i perioden også er indberettet sygedagpenge eller medlemmet på dagpengekortet har oplyst, at der er afholdt ferie med feriegodtgørelse.
  • At der indberettes 160,33 løntimer for medlemmer på fast nedsat tid.
  • At der for medlemmer, som er omfattet af en timenorm (fuld tid) indberettes et andet løntimetal end 160,33. Dette gælder også for medlemmer, hvor normtiden er mindre eller mere end 160,33 løntimer pr. måned.
  • At det indberettede løntimetal eller indtægtens størrelse langt fra modsvarer lignende indberetninger fra tidligere perioder.
  • At der er et åbenlyst misforhold mellem indtægtens størrelse og antallet af løntimer sammenlignet med lignende indberetninger fra tidligere perioder.
  • At der er indberettet G-dage uden indberetning af fratrædelsesdato.
  • Åbenlyst forkerte periodeangivelser, fx perioder i fremtiden eller perioder langt bagud i tid (før 1. januar 2008, som er tidspunktet for oprettelsen af indkomstregisteret).

Det anses ikke som en fejl i indkomstregisteret, hvis der ikke foreligger oplysninger som følge af, at indberetningsfristen til indkomstregisteret endnu ikke er overskredet. Er der fx tale om en arbejdsgiver, som efter reglerne om frist for indberetning til indkomstregisteret, jf. § 4, stk. 1, i lov om et indkomstregister, senest skal indberette den 10. i måneden efter udløbet af den kalendermåned, oplysningerne vedrører, betragtes det ikke som en mangelfuld indberetning, hvis arbejdsløshedskassen den 5. i samme måned ikke kan tilgå oplysninger vedrørende den forudgående kalendermåned. Hvis der derimod i eksemplet (fortsat) mangler oplysninger efter den 10. i måneden efter udløbet af den kalendermåned, oplysningerne vedrører, kan det betragtes som en fejl.

Adgangen til at lægge andre oplysninger end oplysninger fra indkomstregisteret til grund for en afgørelse er ikke begrænset til kun at vedrøre fejl, mangler m.v., som skyldes arbejdsgiverne. Det kan også omfatte situationer, hvor SKATs udstilling af data beror på forsinkelser fx som følge af datanedbrud i SKAT eller ”kø” i SKATs validering/behandling af data m.v. Andre situationer kan også forekomme.

Arbejdsløshedskassen skal i denne situation ikke afvente, at oplysningerne i indkomstregisteret er korrigeret i overensstemmelse med gældende regler herom.

Det er en forudsætning, at disse andre oplysninger kan dokumenteres på anden vis. Dette kan fx ske via arbejdskontrakt, lønsedler, arbejdsgivererklæringer, udbetalingsoplysninger fra kommuner mv. Der henvises til bekendtgørelse om krav til arbejdsløshedskassernes kontrol og administration, hvor der er fastsat nærmere regler om anden dokumentation end indkomstregisteroplysninger.

Udenlandsk indkomst, der ikke indberettes til indkomstregisteret, kan også indgå i opgørelsen, jf. § 20. Arbejdsløshedskassen skal sikre sig, at der foreligger fornøden dokumentation for, at betingelserne for at kunne medregne den udenlandske indkomst, er opfyldt. Der henvises til bekendtgørelse om krav til arbejdsløshedskassernes kontrol og administration, hvor der er fastsat nærmere regler om anden dokumentation end indkomstregisteroplysninger.

I forhold til oplysninger om B-indkomst i indkomstregisteret bemærkes, at det følge af skattelovgivningen, at ikke al B-indkomst er omfattet af en indberetningspligt til indkomstregisteret (det drejer sig typisk om indtægt for arbejde for privatpersoner – fx musikeren, som har spillet ved et bryllup). I disse tilfælde er der ikke tale om, at der er fejl eller mangler ved indberetningen til indkomstregisteret, da der netop ikke består en indberetningspligt. Denne form for B-indkomst kan derfor ikke indgå i opgørelsen for lønmodtagere.

Til § 2

Til nr. 1

”Indkomstkravet” er det krav til omfanget af indkomst, der skal være opfyldt for at få ret til arbejdsløshedsdagpenge, jf. lovens § 53, stk. 2 og 3. Indkomstkravet opgøres som al A- og B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som er indberettet til indkomstregisteret, jf. §§ 4-6.

Til nr. 2

Ved ”indkomstloftet” forstås det højeste beløb, et medlem kan medregne til indkomstkravet pr. måned, jf. lovens § 53, stk. 2. Indkomstloftet fremgår af § 4 og udgøres dels af et samlet beløb for optjeningsperioden dels af et maksimalt beløb pr. måned.

Til nr. 3

”Beskæftigelseskravet” er det krav til antallet af løntimer, der skal være opfyldt for at få ret til dagpenge, jf. lovens § 53, stk. 5. Beskæftigelseskravet fremgår af §§ 8-11.

Til nr. 4

”Optjeningsperioden” er de kalendermåneder, inden for hvilke indkomst- og beskæftigelseskravet skal være opfyldt, jf. lovens § 53, stk. 2 og 5. Optjeningsperioden fremgår af § 12.

Til nr. 5

”Indberetningstidspunktet” er det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren indberetter oplysning til indkomstregisteret efter § 4 i lov om et indkomstregister.

Det fremgår af § 4 i lov om et indkomstregister, at indberetning af oplysninger efter § 3 skal foretages senest den 10. i måneden efter udløbet af den kalendermåned, oplysningerne vedrører. I januar måned skal indberetning dog foretages senest den 17. januar. Hvis fristen efter 1. eller 2. pkt. udløber en lørdag, søndag eller helligdag, skal indberetning ske senest den følgende hverdag. For arbejdsgivere, der er omfattet af reglerne om fremrykket afregning af kildeskat og arbejdsmarkedsbidrag (ministerier, regioner og kommuner og anden offentlig virksomhed mv.), skal der for bagudlønnede ske indberetning senest den sidste hverdag (bankdag) i den måned, hvor indkomsten udbetales. For forudlønnede er fristen senest den første hverdag (bankdag) i den måned, som indkomsten vedrører. Der henvises til bekendtgørelse om et indkomstregister.

Ved den nærmere fastlæggelse af indberetningstidspunktet skal arbejdsløshedskassen ligge de oplysninger til grund, som er indberettet til indkomstregisteret senest kl. 23.59.59 dagen forud for den dag, pågældende melder sig ledig. Afgørende herfor er SKAT`s ”modtagerstempel”, der indeholder oplysninger om tidspunktet for den modtagene indberetning.

SKAT`s ”udstillingsstempel” – det tidspunkt, hvor indberettede data er tilgængelig for arbejdsløshedskassen i indkomstregisteret - vil tidsmæssigt altid være senere end ”modtagerstempel” og kassernes mulighed for at få adgang til data er således beroende på udstillingstidspunktet.

Hvis ”udstillingsstempel” ligger senere end kl. 23.59.59 dagen før ledighedsmeldelsen, men ”modtagerstemplet” er før kl. 23.59.59, kan arbejdsløshedskassen medtage dette i sin sagsbehandling, hvis oplysningerne er tilgængelige på det tidspunkt, hvor kassen indhenter data (”indkomstkald”).

Hvis data i indkomstregisteret ikke er udstillet (”udstillingsstempel”), men indberetningen (”modtagerstempel”) er før kl. 23.59.59 dagen før ledighedsmeldelsen på det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen indhenter data (”indkomstkald”), kan kassen dog lægge andre oplysninger til grund for opgørelsen af indkomst- og beskæftigelseskravet for lønmodtagere og beregningen af dagpengesatsen for lønmodtagere, jf. ovenfor til § 1, stk. 2.

Til nr. 6

Ved ”indberetningsperiode” forstås den periode, indberetningen efter lov om et indkomstregister vedrører, jf. § 4 i lov om et indkomstregister.

Til § 3

Til stk. 1

Arbejdsløshedskassen skal lægge oplysningerne i indkomstregisteret om løntimer, som et medlem har fået indberettet til indkomstregisteret efter § 3 i lov om et indkomstregister, til grund. Der henvises til vejledningsteksten ovenfor til § 1, stk. 2. Arbejdsløshedskassen skal desuden lægge medlemmets oplysninger om ikke-indberetningspligtig B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, til grund.

Til stk. 2

Ved ”løntimer” forstås de timer, for hvilke en arbejdsgiver har udbetalt løn, eller som dækkes af en udbetalt løn, jf. § 3 i lov om et indkomstregister. Der henvises til vejledningsteksten nedenfor til § 3, stk. 3. Der skal være tale om løn eller løntimer for et personligt arbejde i et tjenesteforhold, hvor lønnen er arbejdsmarkedsbidragspligtig A-indkomst for den ansatte.

Ved fuld tid forstås altid 160,33 timer pr. måned. Timetallet fremkommer ved, at 37 timer pr. uge ganges med 52 uger divideret med 12 måneder. Der er derfor tale om en matematisk afrunding, når en måned er fastsat til 160,33, idet det bemærkes, at det reelle timetal matematisk er 160 1/3 timer.

Det betyder, at når beskæftigelseskravet på 1.924 timer skal opfyldes på 12 måneder er opgørelsen således: 12 måneder gange 160,33 timer= 1.923,96. Hvis der var benyttet et brøktal, ville resultatet have været 1.924 timer. Administrativt modsvarer resultatet 1.923.96 timer altså 1.924 timer (fuld tid).

Der henvises til § 5, stk. 3, og § 9, stk. 3, om, at kun løntimer, der er optjent i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster, eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, kan medregnes. Det betyder, at indtægt fra beskæftigelse, hvortil der er ydet offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller efter lov om seniorjob, ikke kan medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet. Oplysninger herom i forhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fremgår af det fælles it-baserede datagrundlag (DFDG).

Afgrænsning over for selvstændig virksomhed

Begrebet selvstændig virksomhedsudøvelse er defineret i bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed.

Er der i medfør af disse regler tale om selvstændig virksomhed, vil beskæftigelsen også i forhold til lovens § 53 blive betragtet som sådan, og der er altså ikke tale om lønarbejde.

Hvis medlemmet arbejder på freelancebasis eller som musiker eller artist, må det afgøres ud fra en konkret vurdering, om beskæftigelsen skal anses for lønarbejde eller udøvelse af selvstændig virksomhed. Der henvises herom til bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed.

Til stk. 3

Ved ”ukontrollabel arbejdstid” forstås et medlems arbejdstid, hvis der ikke efter reglerne om indberetning af løntimeoplysninger til indkomstregisteret, skal foreligge løntimer som beskrevet i stk. 1, eller vedlerlaget ydes som B-indkomst. Dette gælder også medlemmets oplysninger på tro og love om ikke-indberetningspligtig B-indkomst, jf. stk. 1.

Det er således oplysningerne i indkomstregisteret om løntimer henholdsvis Ingen forhold mellem løn og timer (felt 0200 og 0220), der er afgørende for denne vurdering. Arbejdsløshedskassen skal lægge oplysningerne i indkomstregisteret til grund for den videre sagsbehandling.

For en nærmere vejledning om disse forhold henvises til SKATs ”Indberetningsvejledning, 8.1. Detailoplysninger om løntimer”.

Der henvises til § 9, stk. 2, vedrørende omregning af ukontrollabel arbejdstid og B-indkomst til (løn)timer.

Til toppen

Kapitel 2 – Opfyldelse af indkomstkravet

Til § 4

Reglerne om opfyldelse af indkomstkravet og beskæftigelseskravet skal ses i tæt sammenhæng med reglerne om fastlæggelsen af optjeningsperioden, jf. bekendtgørelsens § 12, reglerne om indplacering og forbrug af dagpenge, jf. bekendtgørelse om dagpengeperioden og reglerne om opgørelse af beskæftigelseskontoen, jf. bekendtgørelsens § 13.

Hvis der ikke er timer på beskæftigelseskontoen, hvis timerne er forældet, eller hvis medlemmet ikke har en gældende indplacering, skal medlemmet opfylde et indkomstkrav.

Timerne på beskæftigelseskontoen er forældede, hvis de er indberettet forud for optjeningsperioden.

Disse principper gør sig også gældende i forhold til medlemmer, der ikke har en beskæftigelseskonto den dag, de melder sig ledige.

Til stk. 1

Retten til dagpenge er betinget af, at et fuldtidsforsikret medlem som lønmodtager inden for de seneste 3 år har fået indberettet mindst 223.428 kr. (2017) i henhold til lov om et indkomstregister (indkomstloft). Der vil dog højest kunne medregnes 18.619 kr. (2017) pr. måned (indkomstkrav). Begge beløb er før skat og arbejdsmarkedsbidrag, altså bruttobeløb.

Et deltidsforsikret medlem skal som lønmodtager inden for de seneste 3 år have fået indberettet mindst 148.956 kr. (2017) i henhold til lov om et indkomstregister (indkomstloft). Der vil dog højest kunne medregnes 12.413 kr. (2017) pr. måned (indkomstkrav).

Deltidsforsikrede skal således også bruge et år til at optjene retten til dagpenge. Indkomstloftet for deltidsforsikrede betyder, at arbejde på fuld tid kun medregnes op til indkomstloftet for deltidsforsikrede.

Der henvises til stk. 5 for så vidt angår den nærmer definition af selve indtægtsgrundlaget.

Til stk. 2

Det indkomstloft og indkomstkrav, der gælder i den konkrete sag, er det indkomstloft/indkomstkrav, som gælder for det år, hvor medlemmet bliver indplaceret i en dagpengeperiode, jf. bekendtgørelse om dagpengeperioden. Dette gælder selv om hele eller dele af indkomsten er optjent i et tidligere år.

Det betyder, at der sikres en sammenhæng, således at indkomstkravet kan optjenes i løbet af 12 måneder. Et medlem, som indplaceres i dagpengeperioden den 1. august 2017, skal dermed opfylde det regulerede indkomstkrav for 2017, og kan medregne al indkomst i optjeningsperioden i forhold til indkomstloftet for 2017, uanset om indkomsten er optjent i f.eks. 2015 og 2016.

Til stk. 3

Indkomstkravet for fuldtidsforsikrede lønmodtagere reguleres én gang om året pr. 1. januar med tilpasningsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent tillagt 2 procentpoint. Det regulerede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 12. Det afrundede beløb danner grundlag for det kommende års regulering af indkomstkravet.

Tilpasningsprocenten fastsættes hvert år i bekendtgørelse om satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten og satstilpasningsprocenten samt puljebeløbet. Tilpasningsprocenten for et finansår er den procentvise ændring i årslønnen i lønåret i forhold til året forud for lønåret fratrukket 2 procentpoint, jf. § 3 i lov om en satsreguleringsprocent.

Det betyder, at tilpasningsprocenten tillagt 2 procentpoint afspejler den lønudvikling, der ligger til grund for satsreguleringsprocenten.

Indkomstkravet for deltidsforsikrede fastsættes hvert år som 2/3 af det regulerede og afrundede beløb for fuldtidsforsikrede. Det beregnede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 12.

Indkomstloftet pr. måned for både fuldtids- og deltidsforsikrede fastsættes ved at dele det regulerede indkomstkrav med 12.

Det regulerede beløb afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 12. På den måde kan det månedlige indkomstloft fastsættes som et helt kronebeløb.

Til stk. 4

Ved opgørelsen af indkomstkrav og indkomstloft kan der ikke medregnes indkomst, hvis tilknyttede løntimer har dannet grundlag for en forlængelse af en tidligere dagpengeperiode, jf. lovens § 55, stk. 2. Baggrunden for dette er princippet om, at beskæftigelse, som én gang har dannet grundlag for en dagpengeret, ikke kan danne grundlag for en ny dagpengeret.

Til stk. 5

Indtægt fra selvstændig virksomhed kan ikke indgå i opgørelsen efter stk. 1.

Dog kan perioder med selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, jf. bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed, sidestilles hermed.

En måned med selvstændig virksomhed i væsentligt omfang sidestilles med opfyldelse af indkomstloftet i stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, i en måned. Dette betyder, at én måneds selvstændig virksomhed sidestilles med det på opgørelsestidspunktet gældende indkomstloft i stk. 1, nr. 1. I 2017 er beløbet 18.619 kr.

Har den selvstændige virksomhed være drevet i mindre end en måned, medregnes virksomheden forholdsmæssigt med en værdi svarende til indkomstloftet i stk. 1, nr. 1, divideret med 4,33 pr. uge med drift af selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.

For den enkelte periode, hvor medlemmet har haft indkomst som lønmodtager eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, kan der kun medregnes enten indkomst som lønmodtager eller drift af selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Det skyldes, at medlemmer, der har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, højst kan medregne 37 timer pr. uge til beskæftigelseskravet, jf. vejledning til bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed.

Til stk. 6

Medlemmer, som har gennemført en uddannelse af den i lovens § 54 nævnte art uden at pågældende opnår dagpengeret på grundlag heraf efter § 54, kan sammenlægge indkomst, jf. stk. 1, med den del af en uddannelse, der ligger forud for lønarbejdet. En måneds uddannelse sidestilles med opfyldelse af indkomstloftet i stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, i en måned.

Det er kun uddannelse, der ligger i en medlemsperiode, der kan medregnes, jf. § 5, stk. 6. Det er videre en betingelse, at medlemmet har afsluttet sin uddannelse (dimitteret) af den i lovens § 54 nævnte art, men altså ikke opnået dagpengeret på grundlag heraf.

Det er kun muligt at medregne perioder med uddannelse, hvor der ikke har været et medlemskab, hvis dagpengeretten udelukkende tildeles på grundlag af lovens § 54 (dimittendoptagelse).

I den situation, hvor dagpengeretten udelukkende er tildelt på grundlag af lovens § 54 (dimittendoptagelse), at der er mulighed for at medregne perioder med uddannelse uden krav om medlemskab.

Til § 5

Til stk. 1-4

Indtægtsgrundlaget opgøres som al A- og B-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag. Lønmodtagerens eget bidrag til en arbejdsmarkedspensionsordning med bortseelsesret efter pensionsbeskatningslovens § 19 og § 56, stk. 3 og 5, samt eget ATP-bidrag i et lønmodtagerforhold, medregnes. Dette gælder selv om selv om eget pensionsbidrag og ATP-bidrag ikke er skattepligtige. Eget ATP-bidrag i forbindelse med modtagelse af offentlige ydelser kan ikke medregnes i beregningsgrundlaget.

Det er en betingelse, at indkomsten er indberettet til indkomstregisteret. Ved opgørelsen medregnes desuden B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke er indberetningspligtigt til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. B-indkomst, som indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud, kan dog ikke medregnes ved opgørelsen.

Der skal være tale om en indtægt, hvortil, der ifølge de skatteretlige regler, er tale om et arbejdsindkomstrelateret indtægt. Dette sikres ved, at der kun betales arbejdsmarkedsbidrag, når der er tale om løn. Dagpenge og andre overførselsindkomster kan således ikke medregnes til indkomstkravet.

Det er kun indkomst, der er optjent i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster, eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, der kan medregnes.

Det betyder, at indtægt fra beskæftigelse, hvortil der er ydet offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktive beskæftigelsesindsats eller efter lov om seniorjob, ikke kan medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet. Selv om indkomst fra f.eks. ansættelse med løntilskud eller seniorjob er A-indkomst og arbejdsmarkedsbidragspligtig, kan støttet arbejde dog ikke medregnes til indkomstkravet, da der ikke er tale om sædvanlig løn- og arbejdsvilkår. Oplysninger herom i forhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fremgår af det fælles it-baserede datagrundlag (DFDG).

Som følge af, at indkomstkravet opgøres på baggrund af al A- og B-indkomst, vil optjente feriepenge i et ansættelsesforhold blive medregnet til indkomstkravet på det tidspunkt, hvor de bliver beskattet. Det skyldes, at skat af indbetalte feriepenge til feriekonto eller en anden arbejdsgiveradministreret ferieordning afregnes og indberettes til indkomstregisteret hver måned (sammen med den ordinære løn), og ikke på tidspunktet for ferieafholdelsen. For fratrædende funktionærer, der under ansættelsen har ret til ferie med løn, beskattes alle tilgodehavende feriepenge ved fratrædelsen. Feriepengene overføres herefter til feriekonto.

Det betyder, at afholdt ferie med feriepenge medregnes til opgørelsen af indkomstkravet på det tidspunkt, hvor ferien optjenes, og ikke på det tidspunkt, hvor ferien holdes.

Indkomstbegrebet svarer til indkomstbegrebet for beregning af dagpengesatsen, jf. bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen for lønmodtagere, jf. lovens § 48, stk. 1.

Eget pensions- og ATP-bidrag fremgår af indkomstregisteret.

Til stk. 5

Udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 eller plejevederlag eller efter § 120 i lov om social service, er A-indkomst for modtageren, og der betales arbejdsmarkedsbidrag heraf.

Disse ydelser indgå ikke ved opgørelsen af indkomstkravet. . Det bemærkes, at optjeningsperioden kan forlænges som følge af periode med udbetaling af disse ydelser, jf. lovens § 53, stk. 10, og bekendtgørelsens § 12, stk. 2.

Til stk. 6

Der kan kun medregnes indberettet indkomst eller ikke-indberetningspligtig B-indkomst, jf. stk. 1, oplyst af medlemmet på tro og love, der ligger i en medlemsperiode, ved opgørelsen af indkomstkravet, jf. lovens § 53, stk. 8.

Hvis det på grundlag af oplysninger i indkomstregisteret om ansættelses- og fratrædelsesdato klart kan konstateres, at hele ansættelsesforholdet(ene) ligger inden for en medlemsperiode, vil al indkomst i indberetningsperioden kunne medregnes.

Hvis en del af indkomsten i en indberetningsperiode, ligger uden for en medlemsperiode, og medlemmet har været beskæftiget i hele indberetningsperioden, kan indkomsten medregnes forholdsvis i forhold til antallet af kalenderdage.

Der endvidere henvises til bekendtgørelsens § 9, stk. 5 om opgørelse af indkomstkravet.

Til stk. 7

Hvis medlemmet ikke på det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen skal opgøre omfanget af indkomsten, har fået indberettet en tilstrækkeligt indkomst til at opfylde indkomstkravet, eller medlemmets oplysninger om ikke-indberetningspligtig B-indkomst, jf. stk. 1, vil indkomst, der ligger i den indberetningsperiode, hvor ledigheden indtræder, også kunne medregnes til indkomstkravet.

Arbejdsløshedskassen må i disse tilfælde afvente indberetningen for den indberetningsperiode, i hvilken ledigheden indtræder. Hvis medlemmet herefter opfylder indkomstkravet, vil der kunne efterbetales dagpenge fra ledighedens indtræden, hvis de øvrige betingelser for udbetaling er opfyldt.

For så vidt angår spørgsmålet om indplaceringstidspunkt henvises til bekendtgørelse om dagpengeperioden.

Hvis medlemmet i hele indberetningsperioden er i delvis beskæftigelse eller går ned i tid hos samme arbejdsgiver, og ledigheden dermed indtræffer, uden at der foreligger et egentligt arbejdsophør i indberetningsperioden, vil der skulle foretages en forholdsmæssig opgørelse af indkomsten i den periode, indkomstindberetningen dækker.

Medlemmet vil tidligst kunne modtage dagpenge fra det tidspunkt, hvor indkomstkravet er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til bekendtgørelsens § 9, stk. 6.

Til stk. 8

Ved opgørelsen af indkomstkravet kan medregnes udbetalt sikring i henhold til lov om Lønmodtagernes Garantifond. Udbetalingen medregnes i den periode, indberetningen efter lov om et indkomstregister vedrører.

Det er en betingelse, at sikringen er udbetalt i stedet for løn, herunder løn i en opsigelsesperiode, og at medlemmet ikke har modtaget dagpenge for den samme periode.

Der henvises i øvrigt til bekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 2

Til § 6

Indkomst optjent på skibe, der er optaget i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) efter lov om Dansk Internationalt Skibsregister, kan medregnes til indkomstkravet efter § 4. Indkomsten omregnes efter gældende skalatrin og omregningsfaktorer, der offentliggøres i vejledning om satser mv. på arbejdsløshedsforsikringens område.

Validering af indkomst

Til § 7

Til stk. 1-3

Indkomst, der kan medregnes til indkomstkravet, jf. bekendtgørelsens§ 5, stk. 3, skal valideres digitalt. Dette sikrer, at indkomstkravet svarer til reglerne om opfyldelse af beskæftigelseskravet på baggrund af løntimer.

Valideringen sker ved, at oplysningerne i indkomstregisteret om den indkomst, der er indberettet for et beskæftigelsesforhold, sammenholdes med antallet af løntimer, der er indberettet for den samme indberetningsperiode vedrørende det samme beskæftigelsesforhold.

Arbejdsløshedskassen skal vurdere, om indkomsten er udbetalt i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster, eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår efter § 5, stk. 3, hvis den gennemsnitlige timeløn er mindre end indkomstkravet pr. time.

Indkomstkravet pr. time fastsættes ved at dividere indkomstkravet for fuldtidsforsikrede efter § 4, stk. 1, nr. 1, der var gældende det år, beskæftigelsen var udført, med 1.924 timer.

Hvis den gennemsnitlige løn er mindre end den årligt fastsatte sats til opfyldelse af indkomstkravet, skal arbejdsløshedskassen foretage en vurdering af, om arbejdet er udført på almindelige løn- og ansættelsesvilkår. Da grænsen fastsættes på baggrund af indkomstkravet, vil den blive opreguleret én gang om året.

Det bemærkes, at arbejde til overenskomstmæssig løn kan være mindre end den årligt fastsatte sats, hvorfor en lavere løn i nogle tilfælde kan medregnes til indkomstkravet. Der kan også være arbejde med en højere løn end grænsen, men som ikke er udført på almindelige løn- og ansættelsesvilkår idet lønniveauet for det pågældende arbejde er væsentligt højere end mindstesatsen. Arbejdsløshedskassen kan derfor fastsætte en højere grænse for, hvornår der skal foretages en manuel vurdering af beskæftigelsesforholdet.

Det bemærkes, at satserne for periode forud for 2017 ikke er opgjort af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Arbejdsløshedskasserne må selv foretage denne opgørelse.

Til toppen

Kapitel 3 – Genoptjening af retten til dagpenge

Opfyldelse af beskæftigelseskravet

Til § 8

Til stk. 1-4

Hvis der er løntimer på beskæftigelseskontoen, jf. §§ 13 ff, der ikke er forældede på tidspunktet for ledigmeldelse, eller hvis medlemmet stadig har en gældende indplacering, skal medlemmet opfylde et løntimekrav inden for en – som hovedregel – 3-årig optjeningsperiode, jf. § 12.

Hvis der ikke er timer på beskæftigelseskontoen, hvis timerne er forældet, eller hvis medlemmet ikke har en gældende indplacering, skal medlemmet opfylde indkomstkravet. Der henvises til § 4 ff.

Timerne på beskæftigelseskontoen er forældede, hvis de er indberettet forud for optjeningsperioden.

Ved afbrudte medlemsperioder i optjeningsperioden gælder følgende:

  • Retten til dagpenge er betinget af èt års medlemskab, jf. lovens § 53, stk. 1.
  • Medlemmet skal opfylde et nyt krav om indkomst/timer, jf ovenstående principper.
  • Indtægt/timer kan medtages 3 år tilbage men kun indtægt/arbejde i en medlemsperiode kan medregnes.

Løntimerne kan indgå i opgørelsen af beskæftigelseskravet, hvis timerne er indberettet til indkomstregisteret i optjeningsperioden. Det er således uden betydning, hvornår beskæftigelsen rent faktisk er udført. Det betyder, at også beskæftigede timer, der ligger uden for optjeningsperioden, vil kunne indgå i opgørelsen, hvis indberetningen af timerne ligger i optjeningsperioden.

Medlemmet optjener ret til en ny dagpengeperiode, når der inden for de sidste 3 år er indberettet mindst 1.924 løntimer (deltidsforsikret 1.258 løntimer) til indkomstregisteret.

Opgørelsen af, om medlemmet opfylder kravet sker løbende i forbindelse med, at medlemmet anmoder om dagpenge eller modtager andre ydelser, der forbruger af dagpengeperioden (ydelsesperioden).

Løntimer, der er indberettet forud for en tidligere indplacering, jf. § 5 i bekendtgørelse om dagpengeperioden, eller indkomst, som efter § 5, stk. 7, delvist har været brugt til en indplacering efter § 5, kan ikke indgå i en opgørelse efter stk. 1, hvis de har været brugt til en tidligere indplacering. Der henvises til § 5, stk. 1, i bekendtgørelse om dagpengeperioden.

Til stk. 5.

Selvstændig virksomhed, der har været udøvet i væsentligt omfang, indgår i opgørelsen efter stk. 1. En måned med selvstændig virksomhed i væsentligt omfang sidestilles med 160,33 løntimer. Har den selvstændige virksomhed være drevet i mindre end en måned, medregnes virksomheden med 37 timer pr. uge.

Opgørelsen af drift af selvstændig virksomhed i væsentligt omfang sker efter reglerne i bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed.

For den enkelte periode, hvor medlemmet har haft lønmodtagerarbejde eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, kan der kun medregnes enten løntimer eller drift af selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Det skyldes, at medlemmer, der har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, højst kan medregne 37 timer pr. uge til beskæftigelseskravet, jf. vejledning til bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed.

Til stk. 6

Medlemmer, som har gennemført en uddannelse af den i lovens § 54 nævnte art uden at pågældende opnår dagpengeret på grundlag heraf, kan sammenlægge løntimer, jf. stk. 1 med den del af en uddannelse, der ligger forud for lønarbejdet. En måneds uddannelse svarer til 160,33 løntimer. Det er kun uddannelse, der ligger i en medlemsperiode, der kan medregnes, jf. § 5, stk. 6. Muligheden for dagpenge uden krav om medlemskab gælder kun de situationer, hvor dagpengeretten alene tildeles på grundlag af en uddannelse efter § 54. Det er videre en betingelse, at medlemmet har afsluttet sin uddannelse (dimitteret) af den i lovens § 54 nævnte art.

Opfyldelse af beskæftigelseskravet på baggrund af indberettede løntimer

Til § 9

Til stk. 1

For at løntimer kan medregnes til opgørelsen af beskæftigelseskravet er det en betingelse, at timerne er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. Ved opgørelsen medregnes desuden B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke er indberetningspligtigt til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. B-indkomst, som indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud, kan dog ikke medregnes ved opgørelsen. Den ikke-indberetningspligtige B-indkomst omregnes til timer med omregningsfaktoren, jf. stk. 2. Disse løntimer vil være registeret på en ”konto” hos medlemmets arbejdsløshedskasse.

I arbejdsløshedskassernes administrative systemer sondres der mellem en ”Beskæftigelseskonto”, som dækker opgørelsen af løntimer for muligheden for forlængelse af dagpengeperioden, og en ”Genoptjeningskonto”, som dækker opgørelsen af løntimer for opgørelsen af en ny (gen)optjent dagpengeret. Lovmæssigt set dækker disse to ”konti” den i lovens § 55 a nævnte ”Beskæftigelseskonto”, jf. bekendtgørelsens § 13.

Det er vigtigt, at arbejdsløshedskasserne benytter den ”rigtige” konto (Genoptjeningskontoen), da der er forskel på, hvorledes de to konti opgøres. Således indgår ferie med feriegodtgørelse ikke ved opgørelsen af ”Beskæftigelseskontoen. Derimod indgår det ved opgørelsen af ”Genoptjeningskontoen” sådan, som den administrativt er udmøntet i arbejdsløshedskassernes administrative system.

Hvis løntimerne på ”Beskæftigelseskontoen” er benyttet til at forlænge dagpengeperioden, jf. § 14, kan disse timer ikke efterfølgende benyttes til genoptjening af en ny dagpengeret. De timer, som Beskæftigelseskontoen nedskrives med som følge af en forlængelse af dagpengeperioden, skal derfor også nedskrives på ”Genoptjeningskontoen” sådan, som den administrativt er udmøntet i arbejdsløshedskassernes administrative system.

Der henvises nedenfor til vejledningen til § 13.

Det bemærkes, at timer på beskæftigelseskontoen ikke bortfalder som følge af udmeldelse af arbejdsløshedskassen. Det betyder, at ved en senere genindmeldelse i samme eller en anden arbejdsløshedskasse, kan medlemmet benytte de således opsparede løntimer til brug for et nyt beskæftigelseskrav. Dette skyldes, at løntimerne er optjent i en (tidligere) medlemsperiode.

Til stk. 2

Hvis arbejdstiden er ukontrollabel, jf. § 3, stk. 4, omregnes den indberettede indkomst til timer ved at dividere med den til enhver tid gældende omregningssats, jf. lovens § 52.

Der henvises til § 3, stk. 3, om hvornår, der er tale om ukontrollabel arbejdstid.

Til stk. 3 og 4

Det fremgår af vejledningen til § 3, stk. 3, og § 9, stk. 3, at kun løntimer, der er optjent i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster, eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, kan medregnes.

Det betyder, at indtægt fra beskæftigelse, hvortil der er ydet offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktive beskæftigelsesindsats eller efter lov om seniorjob, ikke kan medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet, jf. lovens § 53, stk. 8. Oplysninger herom i forhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fremgår af det fælles it-baserede datagrundlag (DFDG).

Støttet arbejde

Løntilskudsordninger med opkvalificering som primært formål

I beskæftigelsesministeriets lovgivning herunder til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats findes en række muligheder for at etablere job med løntilskud. Fælles for disse ordninger er blandt andet, at løntilskuddet er betinget af, at der ansættes en person med en vis forudgående ledighed. Muligheden for at give løntilskud i disse tilfælde skal ses på baggrund af et ønske om at sikre, at ledige med manglende tilknytning til arbejdsmarkedet kan opnå ansættelse på ordinære arbejdspladser med det formål at opkvalificere dem.

Der kan ikke optjenes ret til arbejdsløshedsdagpenge ved disse former for ansættelse med løntilskud.

Det betyder, at fx ansættelse med løntilskud, voksenlærlinge og vikaransættelseri forbindelse med jobrotation ikke kan medregnes til opgørelse af beskæftigelseskravet.

Fleksjob og seniorjob

Fleksjob etableret i henhold til kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og seniorjob efter lov om seniorjob betragtes som støttet arbejde og kan ikke bruges til at optjene ret til dagpenge.

Andre løntilskudsordninger uden for beskæftigelsesministeriets område

Fælles for disse ordninger er, at de ikke har opkvalificering af ledige med manglende tilknytning til arbejdsmarkedet som primært formål. Derimod har ordningerne forskellige erhvervspolitiske formål. Disse ordninger kan sidestilles med ordinært arbejde i den udstrækning, der er indberettet løntimer i forbindelse med deltagelse i ordningerne.

Skånejob

Skånejob, der etableres i henhold til kollektive overenskomster, anses for arbejde, der er udbudt på almindelige løn- og arbejdsvilkår, og kan således medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, medmindre der er ydet offentligt løntilskud til beskæftigelsen.

Til stk. 5

Kun løntimer eller ikke-indberetningspligtig B-indkomst, jf. stk. 1, oplyst af medlemmet på tro og love omregnet til timer efter stk. 2, der er optjent i medlemsperioder, kan medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet, jf. lovens § 53, stk. 8.

Hvis det på grundlag af oplysninger i indkomstregisteret om ansættelses- og fratrædelsesdato klart kan konstateres, at hele ansættelsesforholdet(ene) ligger inden for en medlemsperiode, vil alle løntimer i indberetningsperioden kunne medregnes.

Hvis en del af en beskæftigelse i en indberetningsperiode, der skal indgå i opgørelsen, ligger uden for en medlemsperiode, og medlemmet har været beskæftiget i hele indberetningsperioden, kan løntimerne medregnes forholdsvis i forhold til antallet af kalenderdage.

Der henvises i øvrigt til bekendtgørelsens § 5, stk. 6 om opgørelse af indkomstkravet

Eksempel:

Et medlem har tidligere været indplaceret i en dagpengeperiode og har opbrugt sin dagpengeret. Medlemmet har efterfølgende været i beskæftigelse og melder sig ledig den 1. juli 2017. Optjeningsperioden går 3 år tilbage. Det vil sige, at optjeningsperioden begynder den 1. juli 2014. Imidlertid har medlemmet ikke været medlem i hele optjeningsperioden.Pågældende var således kun medlem i halvdelen af august 2014. Indberetningsperioden august måned 2014 dækker tiden 1. august til 31. august 2014.

I denne periode er der udbetalt løn for 120 timer. Der vil kunne medregnes 17/31 x 120 timer for denne indberetningsperiode til opfyldelse af beskæftigelseskravet, da kun beskæftigelse i medlemsperioder kan medregnes.

Til stk. 6

Hvis medlemmet ikke på det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen skal opgøre omfanget af beskæftigelsen, har fået indberettet et tilstrækkeligt antal løntimer eller medlemmets oplysninger om ikke-indberetningspligtig B-indkomst, jf. stk. 1, omregnet til timer efter stk. 2, til at opfylde beskæftigelseskravet, vil løntimer, der ligger i den indberetningsperiode, hvor ledigheden indtræder, også kunne medregnes til beskæftigelseskravet.

Arbejdsløshedskassen må i disse tilfælde afvente indberetningen for den indberetningsperiode, i hvilken ledigheden indtræder. Hvis medlemmet herefter opfylder beskæftigelseskravet, vil der kunne efterbetales dagpenge fra ledighedens indtræden, hvis de øvrige betingelser for udbetaling er opfyldt.

Løntimerne kan medregnes forholdsmæssigt i forhold til antallet af kalenderdage i indberetningsperioden. Det gælder også, hvis et medlem arbejder på nedsat tid eller går ned i tid, og dagpengeretten indtræder i en indberetningsperiode.

For så vidt angår spørgsmålet om indplaceringstidspunkt henvises til bekendtgørelse om dagpengeperioden.

Hvis medlemmet i hele indberetningsperioden er i delvis beskæftigelse eller går ned i tid hos samme arbejdsgiver, og ledigheden dermed indtræffer, uden at der foreligger et egentligt arbejdsophør i indberetningsperioden, vil der skulle foretages en gennemsnitlig opgørelse af arbejdstiden i den periode, lønindberetningen dækker.

Medlemmet vil tidligst kunne modtage dagpenge fra det tidspunkt, hvor beskæftigelseskravet er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til bekendtgørelsens § 5, stk. 7.

Til § 10

Beskæftigelse, der i henhold til aftale anses som fuldtidsbeskæftigelse, selv om det udføres på kortere eller længere end normal arbejdstid, kan medregnes med 37 timer ugentligt/160,33 timer månedligt. Det er det timetal, der er indberettet til indkomstregisteret, der kan medregnes.

Hvis der er indberettet et forkert timetal, skal arbejdsløshedskassen benytte den fremgangsmåde, der er beskrevet i bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Forhold der sidestilles med løntimer

Til § 11

Til stk. 1, nr. 1, og stk. 4

Bestemmelsen omfatter afholdt ferie inden for ferielovens rammer, hvor der er udbetalt feriegodtgørelse.

Til beskæftigelseskravet kan der maksimalt medregnes 25 dage (5 uger) med ferie pr. ferieår. Hvor der i overensstemmelse med reglerne i ferieloven er overført optjent ferie fra et ferieår til et andet, kan afholdelse af sådan overført ferie dog medregnes til beskæftigelseskravet, selv om der herved bliver afholdt ferie i mere end 25 dage (5 uger).

Arbejdsløshedskassen skal sikre sig, at der ikke medregnes flere feriedage end tilladt, herunder at der fradrages de feriedage, hvor der i samme ferieår er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge.

Optjente feriedage, der ikke holdes, og hvor medlemmet eventuelt får udbetalt feriegodtgørelse, kan ikke medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet.

Feriefridage og børnefamiliefridage (omsorgsdage), hvor der ikke udbetales løn, kan ikke medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet.

Opgørelsen sker med 7,4 timer pr. dag for fuldtidsforsikrede og 6 timer pr. dag for deltidsforsikrede.

Til stk. 1, nr. 4

Perioder, hvor en afskediget tjenestemand modtager rådighedsløn, kan medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet.

Til stk. 1, nr. 5

Bestemmelsen omfatter alene aftjening af almindelig og civil dansk værnepligt, værnepligt ved redningsberedskabet, ansættelse på værnepligtslignende vilkår, frivillig tjeneste ifølge kontrakt med det danske forsvar og FN-tjeneste.

Til stk. 1, nr. 6

Ved opgørelsen af beskæftigelseskravet kan medregnes udøvelse af kommunalt hverv som borgmester, rådmand eller udvalgsformand. Der kan tillige medregnes perioder som medlem af Folketinget, regeringen og Europa-Parlamentet. Det bemærkes, at vederlaget for disse hverv (oftest) vil være indberettet til indkomstregisteret med løntimer.

Opremsningen er udtømmende. Andre hverv end de nævnte kan derfor ikke medregnes til optjening af beskæftigelseskravet.

Til stk. 2

På det private arbejdsmarked forekommer fratrædelsesordninger, der kan sidestilles med ordningen med rådighedsløn for tjenestemænd, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 8.

Sådanne ordninger, kan medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet, hvis ordningen kan sidestilles med ordningen på tjenestemandsområdet. Arbejdsløshedskassen træffer afgørelse herom.

Følgende momenter i aftalen mellem medarbejderen og arbejdsgiveren taler for, at ordningen kan medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet:

1) Medlemmet har en potentiel arbejdsforpligtelse over for arbejdsgiveren.

2) Medlemmet skal underrette arbejdsgiveren om alt andet arbejde i perioden, uanset arbejdets art og omfang.

3) Arbejdsgiveren har ret til modregning.

4) Den arbejdsgiverbetalte ydelse svarer til mindst 60 % af den hidtidige løn.

5) Den arbejdsgiverbetalte ydelse udbetales efter samme terminer som den hidtidige løn.

6) Der indbetales arbejdsmarkedsbidrag af ydelsen.

7) Der indbetales bidrag til pensionsordning.

8) Der udbetales ferietillæg.

9) Der indbetales til ATP.

Til stk. 3

Der henvises til bekendtgørelse om krav til arbejdsløshedskassernes kontrol og administration, hvor der er fastsat nærmere regler om anden dokumentation end indkomstregisteroplysninger.

Til toppen

Kapitel 4 – Optjeningsperioden

Til § 12

Til stk. 1

Optjeningsperioden er de seneste 3 år forud for det tidspunkt, hvor medlemmet skal indplaceres i en dagpengeperiode efter bekendtgørelse om dagpengeperioden.

Optjeningsperioden går dog ikke længere tilbage end til seneste indplacering, hvis der er tale om optjening på baggrund af løntimer (beskæftigelseskravet). Indplacering i en dagpengeperiode sker fra den 1. i den måned, hvor medlemmet første gang får udbetalt dagpenge. Optjeningsperioden er derfor de 3 år/36 kalendermåneder, der ligger forud for den måned, hvor medlemmet melder sig ledigt. Hvis medlemmet melder sig ledigt den 1. i måneden, regnes optjeningsperioden således fra den sidste dag i måneden forud. Melder medlemmet sig fx ledigt den 18. i måneden, regnes optjeningsperioden stadig fra den sidste dag i måneden forud for ledigmeldelsen.

Som undtagelse kan der dog medregnes indkomst hhv. timer, der ligger i den indberetningsperiode, hvor ledigheden indtræder, hvis indkomsten/timerne har betydning for opfyldelse af indkomstkravet. Der kan tidligst ske udbetaling af dagpenge fra første ledighedsdag, efter at indkomstkravet hhv. beskæftigelseskravet er opfyldt, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 7.

Indplaceringen er dog fortsat den 1. i den måned, hvor medlemmet får udbetalt dagpenge. I disse tilfælde vil optjeningsperioden dermed være lidt længere, da en del af den sidste måned også kan medregnes.

Ved anvendelse af undtagelsesreglen, er det indkomst/timer indberettet frem til dagen før medlemmet kan få dagpenge, der kan medregnes.

Til stk. 2

Reglerne om forlængelse af optjeningsperioden er harmoniseret med reglerne om forlængelse af referenceperioden, og med forlængelse af beregningsperioden ved beregning af en individuel dagpengesats. Dog kan optjeningsperioden og beregningsperioden herudover forlænges med den periode, hvor medlemmet har modtaget dagpenge i en forlænget dagpengeperiode, og referenceperioden kan alene forlænges med perioder med sygedagpenge, der overstiger 6 uger.

Et medlem, som har flere forhold, der kan forlænge optjeningsperioden, kan maksimalt forlænge optjeningsperioden med 2 år, selv om de forskellige forhold sammenlagt har en varighed på mere end 2 år.

Det er ikke en betingelse, at de forhold, der skal forlænge perioden, forekommer inden for de seneste 3 år. De skal dog ligge inden for den periode, hvor medlemmet senest har fået indberettet 1.924 henholdsvis 1.258 løntimer.

Eksempel:

Et fuldtidsforsikret medlem bliver ledig og anmoder for første gang om dagpenge fra den 1. marts 2018. Medlemmets optjeningsperiode er som udgangspunkt de seneste 3 år forud for ledighedsdagen, dvs. fra den 1. marts 2015 til den 28. februar 2018. Da medlemmet i denne periode ikke opfylder beskæftigelseskravet, men i perioden har haft barsel i et år, forlænges optjeningsperioden med et år, så den nu er fra den 1. marts 2014 til den 28. februar 2018.

Hvis medlemmet heller ikke opfylder beskæftigelseskravet i denne periode, og da medlemmet i den forlængede optjeningsperiode i 4 måneder har passet en nærtstående, der ønskede at dø i eget hjem, kan optjeningsperioden forlænges med yderligere 4 måneder, så den nu er fra den 1. november 2013 til den 28. februar 2018. Hvis medlemmet heller ikke opfylder beskæftigelseskravet i denne periode, kan medlemmet ikke få dagpenge.

Hvis et medlem har modtaget sygedagpenge samtidig med, at medlemmet har haft beskæftigelse, omregnes de timer, der er udbetalt sygedagpenge for, til måneder, jf. vejledningen nedenfor til stk. 4 og 5. Der kan kun ske forlængelse, hvis der er udbetalt sygedagpenge på sammenlagt over 160,33 timer.

Perioder med sygdom eller uarbejdsdygtighed, hvor der ikke er udbetalt sygedagpenge, kan ikke forlænge optjeningsperioden.

Til stk. 3

Bestemmelsen har betydning for medlemmer, som i mere end to år passer handicappet eller alvorligt sygt barn og får hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i lov om social service.

For disse medlemmer kan optjeningsperioden forlænges ud over den 2-års-grænse, der gælder efter bekendtgørelsens § 12, stk. 2.

Optjeningsperioden kan forlænges med den periode, hvor et medlem passer sit handicappede eller alvorligt syge barn med tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i lov om social service, herunder perioden med tabt arbejdsfortjeneste på op til 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for at modtage hjælp er bortfaldet.

Det er kun den del af perioden, der ligger ud over 2 år, der kan forlænge optjeningsperioden ud over den 2-års-grænse, der gælder efter bekendtgørelsens § 12, stk. 2, da de første 2 år af perioden anses for at være dækket af den gældende mulighed for at forlænge optjeningsperioden.

Det betyder, at hvis et medlem har fået tabt arbejdsfortjeneste i 5 år, forlænges optjeningsperioden først med 2 år efter bekendtgørelsens § 12, stk. 2, og herefter med yderligere 3 år efter bekendtgørelsens § 12, stk. 3. Optjeningsperioden er herefter på i alt 8 år.

Det betyder videre, at optjeningsperioden ikke kan forlænges med mere end de 5 år med tabt arbejdsfortjeneste, selv om der også er andre forhold, fx sygdom eller fravær på grund af barsel, som efter bekendtgørelsens § 12, stk. 2, kan forlænge optjeningsperioden.

Hvis et medlem fx har en periode på 1 år med egen sygdom og en periode på 1 år med fravær på grund af barsel efterfulgt af en periode på 5 år med tabt arbejdsfortjeneste til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn, vil optjeningsperioden blive forlænget med de 5 år med tabt arbejdsfortjeneste. Optjeningsperioden er herefter på i alt 8 år. Derimod kan optjeningsperioden ikke yderligere forlænges med de 2 års fravær på grund af henholdsvis sygdom og barsel (til i alt 10 år).

Bekendtgørelsens § 13, stk. 3, finder anvendelse på medlemmer, der den 1. august 2007 eller senere får tabt arbejdsfortjeneste til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn efter serviceloven.

Hvis et medlem fx har fået tabt arbejdsfortjeneste fra den 1. oktober 2005 til den 30. september 2010, vil pågældende kunne få forlænget sin optjeningsperiode med 5 år, uanset at en del af perioden med tabt arbejdsfortjeneste ligger forud for den 1. august 2007. Pågældende vil dermed kunne få ret til dagpenge, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Et medlem, som forud for den 1. august 2007 har modtaget, men ikke efter denne dato har modtaget tabt arbejdsfortjeneste, vil derimod ikke kunne få forlænget sin optjeningsperiode med mere end de gældende 2 år.

Til stk. 4-6

Forlængelsen af optjeningsperioden opgøres i hele måneder.

Opgørelsen af forlængelsen efter bekendtgørelsens § 12, stk. 2, nr. 1, 2 og 5, sker ved, at det sammenlagte antal timer med ret til forlængelse divideres med 160,33 for fuldtidsforsikrede og 130 for deltidsforsikrede. Forlængelsen rundes af til nærmeste antal hele måneder.

Forlængelsen efter bekendtgørelsens § 12, stk. 2, nr. 3 og 4, sker på baggrund af den faktiske periode, hvori et medlem har fået støtte. Forlængelsen rundes op til nærmeste antal hele måneder.

Til stk. 7

Optjeningsperioden forlænges også, hvis medlemmet fx afholder barsel i et andet EØS-land eller Schweiz. Der skal være tale om ordninger, der kan sidestilles med de danske ordninger. Der vil højest kunne ske forlængelse i samme omfang som efter de danske regler. Fx kan perioder med sygedagpenge i et andet EØS-land eller Schweiz højest forlænge optjeningsperioden med det antal uger, som medlemmet ville have kunnet modtage sygedagpenge i henhold til den danske lovgivning, hvis perioden med sygedagpenge var afholdt i Danmark.

Til toppen

Kapitel 5 – Beskæftigelseskonto med fleksibel genoptjening af dagpengeretten

Til § 13

Til stk. 1-5

Arbejdsløshedskassen skal oprette en beskæftigelseskonto til et medlem, der indplaceres eller er indplaceret i en dagpengeperiode.

Løntimer, der indberettes efter den seneste indplacering i dagpengeperioden, skal registreres på beskæftigelseskontoen. Det samme skal dokumenterede løntimer fra udlandet samt visse forhold, som kan sidestilles med løntimer, dog ikke timer med afholdt ferie med feriegodtgørelse.

Der kan registreres timer som følge af omregning af ikke-indberetningspligtig B-indkomst efter § 9, stk. 1.

Løntimer, som tidligere har været brugt til en indplacering, skal dog ikke registreres på beskæftigelseskontoen, jf. også bekendtgørelsens § 8, stk. 3.

Det er løntimer, som kan medregnes til genoptjening af dagpengeretten, jf. bekendtgørelsens § 9-11 og § 20, som skal registreres på beskæftigelseskontoen. Det bemærkes, at afholdt ferie med feriegodtgørelse, som sidestilles med løntimer, og som kan medregnes ved den timebaserede genoptjening af retten til dagpenge, ikke kan medregnes til den fleksible genoptjening af dagpengeretten. Der henvises til ovenfor vedrørende vejledningen til disse bestemmelser.

For et ledigt medlem skal beskæftigelseskontoen løbende opdateres på baggrund af indberettede oplysninger i indkomstregistreret. For et ikke-ledigt medlem, der er indplaceret i en dagpengeperiode og hvis dagpengeret efter lovens § 55, stk. 1 og stk. 2, ikke er udløbet, skal beskæftigelseskontoen opdateres på baggrund af indberettede oplysninger i indkomstregisteret, hvis medlemmet anmoder arbejdsløshedskassen om det.

Når medlemmet ikke længere har dagpengeret – enten fordi ydelsesperioden eller referenceperioden er udløbet – skal der ikke længere registreres timer på beskæftigelseskontoen.

Til stk. 6

Timer på kontoen kan bruges til en fleksibel forlængelse af dagpengeretten eller til genoptjening af en ny dagpengeret.

Hvis medlemmet genindplaceres i en ny dagpengeperiode nulstilles beskæftigelseskontoen. Det betyder, at beskæftigelseskontoen nulstilles ved nyindplacering i dagpengesystemet. Dette er en konsekvens af, at løntimer, der en gang har været brugt til en indplacering, ikke kan ”genbruges” til en ny indplacering, jf. princippet i bekendtgørelsens § 4, stk. 4, og § 8, stk. 3.

Indberettede løntimer ud over 1.924 timer/1.258 timer bortfalder på indplaceringstidspunktet og vil ikke længere fremgå af beskæftigelseskontoen.

Efter nyindplaceringen/”nulstillingen” oprettes en ny beskæftigelseskonto til medlemmet.

Hvis medlemmet optjener ret til dagpenge på baggrund af indkomst oprettes også en ny beskæftigelseskonto.

Overgangsregler

Der gælder særlige overgangsregler for medlemmer, som er indplaceret i en dagpengeperiode forud for den 1. juli 2017. Der henvises til bekendtgørelsens § 21, stk. 2-3.

Til stk. 7

Resultatet af en umiddelbar visning af beskæftigelsen på beskæftigelseskontoen, vil ikke kunne sidestilles med resultatet af en afgørelse, som er truffet af arbejdsløshedskassen. Det skyldes, at visningen til dels vil basere sig på ubehandlede oplysninger.

Et medlem kan derfor anmode arbejdsløshedskassen om, at der på baggrund af oplysningerne på beskæftigelseskontoen bliver truffet en egentlig afgørelse om den aktuelle ret til dagpenge.

Til § 14

Retten til dagpenge betinget af, at et fuldtidsforsikret medlem som lønmodtager inden for de seneste 3 år har fået indberettet mindst 1.924 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister eller i en tilsvarende periode har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i 52 uger. Et deltidsforsikret medlem opfylder beskæftigelseskravet, hvis pågældende som lønmodtager inden for de seneste 3 år har fået indberettet mindst 1.258 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister.

Et medlem genoptjene retten til dagpenge i sammenlagt 2 år inden for en periode på 3 år, når pågældende dokumenterer på ny at opfylde beskæftigelseskravet.

Et medlem, hvis dagpengeperiode på 2 år inden for 3 år er udløbet, har desuden ret til at forlænge dagpengeperioden på baggrund af løntimer, som er indberettet til indkomstregisteret i henhold til lov om et indkomstregister siden seneste indplacering.

Det betyder, at et medlem, som ikke har genoptjent retten til en ny dagpengeperiode når den ordinære dagpengeperiode er opbrugt, det vil sige når enten ydelsesperioden er opbrugt eller referenceperioden er udløbet, har mulighed for at forlænge dagpengeperioden på baggrund af løntimer, som er indberettede i indkomstregisteret siden seneste indplacering. Beskæftigelse, som ligger efter udløbet af dagpengeperioden, kan derimod ikke forlænge dagpengeperioden.

Reglerne om forlængelse af dagpengeperioden skal ses i tæt tilknytning til reglerne om en beskæftigelseskonto, jf. bekendtgørelsens § 13 og genoptjening af dagpengeretten på grundlag af et beskæftigelseskrav opgjort som løntimer, jf. bekendtgørelsens §§ 9-11 og § 20.

Til stk. 1-4

Hver løntime registreret på beskæftigelseskontoen giver ret til at modtage dagpenge i 2 timer inden for en periode på 3 timer, når den forlængede dagpengeperiode opgøres. Det betyder, at beskæftigede timer kan konverteres til forlængelse af dagpengeperioden i forholdet 1:2, og at 1 times beskæftigelse giver ret til 2 timers dagpenge. Både fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede kan forlænge dagpengeperioden på baggrund af løntimer i forholdet 1:2.

Retten til forlængede dagpenge afvikles som det gælder for den ”ordinære dagpengeperiode” inden for en referenceperiode. Referenceperioden forlænges i forholdet 1:3, således at 1 løntime giver ret til 3 timers referenceperiode.

Referenceperioden i den forlængede dagpengeperiode opgøres i timer, som deles med 160,33 timer og rundes op til nærmeste hele antal måneder.

Antallet af løntimer på beskæftigelseskontoen nedskrives i samme forhold, som forlængelsen af dagpengeperioden. Det betyder, at hvis dagpengeperioden er forlænget med 2 måneder inden for 3 måneder, og medlemmet har modtaget fulde dagpenge i perioden, vil beskæftigelseskontoen blive nedskrevet med 160,33 timer (fuldtidsforsikrede). De timer, der tidligst er registreret på beskæftigelseskontoen, skal nedskrives først. Det betyder, at disse timer ikke ”forældes” som følge af udløb af optjeningsperioden for opgørelsen af løntimer på beskæftigelseskontoen, jf. bekendtgørelsens § 8, jf. § 12.

Registrerede timer på beskæftigelseskontoen kan ikke benyttes til forlængelse af dagpengeperioden, hvis de ikke er brugt ved udløb af den samlede forlængede referenceperiode. Det betyder, at hvis en forlængelsesperiode ikke er udnyttet ved udløb af en forlængede referenceperiode og der er optjent yderligere ret til forlængelse, så kan den uudnyttede ret til dagpengeforlængelse overføres til den nye forlængelse. Det er kun selve ydelsesperiodeforlængelsen, der kan overføres. Det betyder, at den samlede ydelsesperiodeforlængelse skal kunne rummes inden for den nye og forlængede referenceperiode. Timer, der går udover denne periode, bortfalder.

Fastsættelsen af referenceperioden i hele måneder følger dels af fastsættelsen af referenceperioden i den ordinære dagpengeperiode og dels forlængelsen af optjeningsperioden og udbetalingsperioderne for dagpenge i det månedsbaserede system.

Samlet kan dagpengeperioden højst forlænges med 12 måneder på baggrund af 962 optjente løntime inden for en periode på 18 måneder regnet fra udløbet af den ordinære dagpengeperiode. Medlemmet bliver indplaceret i den forlængede dagpengeperiode fra den 1. i den måned, hvor medlemmets ret til dagpenge er udløbet, jf. bekendtgørelse om dagpengeperioden.

Hvis et medlem ikke ved udløb af den ordinære dagpengeret på 2 år fuldt ud har optjent ret til forlængelse med 1.924 timer, kan medlemmet i forlængelsen af dagpengeperioden optjene en ny ret til forlængelse af dagpengeperioden så længe pågældende samlet set ikke har optjent mere end 962 løntimer på beskæftigelseskontoen.

Løbende forlængelse af referenceperioden

Referenceperioden i den forlængede dagpengeperiode forlænges løbende på baggrund af summen af de løntimer der er tilskrevet beskæftigelseskontoen siden indplaceringen i den forlængede dagpengeperiode. Forlængelsen af referenceperioden udregnes dermed på ny hver gang, og den udregnede forlængelse tillægges derfor altid den oprindelige referenceperiode som medlemmet blev tildelt ved indplacering i den forlængede dagpengeperiode.

Eksempel:

Medlemmet er indplaceret i den forlængede dagpengeperiode den 1. august 2017 med ret til 200 timers dagpenge inden den 31. oktober 2017. Ved 1. opdatering af medlemmets beskæftigelseskonto siden indplaceringen tilskrives der 30 løntimer til beskæftigelseskontoen. Forlængelsen af referenceperioden bliver derfor 30 løntimer x 3 / 160,33 = 0,56 der rundes op til 1 måneds forlængelse af referenceperioden. Forlængelsen tillægges den oprindelige referenceperiode, så referenceperioden nu er den 30. november 2017. Ved 2. opdatering af beskæftigelseskontoen tilskrives der yderligere 30 løntimer. Forlængelsen af referenceperioden bliver nu (30 løntimer + 30 løntimer) x 3 /160,33 = 1,12 som rundes op til 2 måneders forlængelse. Forlængelsen tillægges den oprindelige referenceperioden, så referenceperioden nu er den 31. december 2017. Ved 3. opdatering af beskæftigelseskontoen tilskrives der yderligere 30 løntimer. Forlængelse af referenceperioden bliver nu (30 løntimer + 30 løntimer + 30 løntimer) x 3 / 160,33 = 1,68 som rundet op til 2 måneders forlængelse. Forlængelsen tillægges den oprindelige referenceperiode, så referenceperioden stadig er den 31. december 2017.

Det bemærkes, at medlemmer, som ikke er ledige på tidspunktet for udløb af dagpengeretten også har mulighed for teknisk at blive indplaceres i en dagpengeperiode med henblik på en eventuel efterfølgende forlængelse af dagpengeperioden. De situationer, hvor dette kan være aktuelt, hvor dagpengeretten bortfalder som følge af udløb af referenceperioden samt situationer, hvor dagpengeretten udløber under de første 6 ugers sygdom. Forlængelsen af dagpengeperioden skal være afholdt inden udløbet af den nye og forlængede referenceperiode. Den tekniske indplacering kan bl.a. ske, når medlemmet melder sig ledig.

Til § 15

Til stk. 1-2

Forlængelse af ret til dagpenge, herunder en eventuel yderligere forlængelse af dagpengeretten på baggrund af beskæftigede timer i forlængelsesperioden, jf. bekendtgørelsens § 15, opgøres ved udløbet af den ordinære henholdsvis forlængede dagpengeperiode.

Vurderingen af, hvornår opgørelsen skal ske, sker i overensstemmelse med de almindelige regler om, hvornår dagpengeperioden udløber, det vil sige ved udløbet af den ordinære ydelses- eller referenceperiode henholdsvis den forlængede ydelses- eller referenceperiode. Dette vil typisk ske i forbindelse med den månedlige dagpengeudbetaling.

Arbejdsløshedskassen skal samtidig med opgørelsen træffe afgørelse om den samlede mulige forlængelse af dagpengeperioden. Det betyder, at arbejdsløshedskassen før udløbet af den ordinære/forlængede dagpengeret skal orientere medlemmet om, hvor meget beskæftigelse, som står på beskæftigelseskontoen, og som kan konverteres til forlænget dagpengeret. Dette gælder for ydelses- såvel som for referenceperioden. Dermed sikres, at medlemmet kan klage over afgørelsen.

Arbejdsløshedskassen skal kun opgøre beskæftigelseskontoen for et medlem, der aktuelt får ydelser fra kassen eller er ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og for et medlem, der melder sig ledigt på ny efter retten til dagpenge er udløbet og ikke har genoptjent ret til en ny periode med dagpenge.

Til stk. 3

Arbejdsløshedskassens opgørelse af den samlede forlængelse er ikke ensbetydende med, at medlemmet har valgt at forlænge dagpengeretten med hele den periode, som pågældende har ret til. Det er valgfrit for medlemmet, om pågældende ønsker forlængelse eller ej. Medlemmet kan løbende fremsætte sit ønske om udbetaling af dagpenge, og dermed forlængelse af dagpengeperioden. Dette sker ved indsendelse af dagpengekortet, hvilket betyder, at forlængelsen sker for én måned af gangen.

Til toppen

Kapitel 6 – Opfyldelse af indkomst- og beskæftigelseskravet på baggrund af andre forhold

Opfyldelse af indkomst- og beskæftigelseskravet på baggrund af uddannelse

Til § 16

Til stk. 1-2

Opfyldelse af beskæftigelseskravet på baggrund af uddannelse, jf. lovens § 53, stk. 2, nr. 4, er som udgangspunkt betinget af et samlet uddannelsesforløb, der er normeret til mindst 18 måneder eller 3 halvårlige semestre, jf. lovens § 54. Uddannelsens længde som fuldtidsstudium skal lægges til grund ved bedømmelsen. Uddannelsen skal ligge inden for optjeningsperioden, jf. loven § 53.

En erhvervsmæssig uddannelse, der er normeret til mindst 18 måneder, kan give ret til dagpenge på baggrund af uddannelsen, også selvom uddannelsens faktiske varighed er under 18 måneder, jf. stk. 5 og 6.

Flere selvstændige uddannelser, hvor hver enkelt uddannelse er normeret til at vare mindre end 18 måneder eller 3 halvårlige semestre, kan ikke blive sammenstykket og kan derfor ikke medføre dagpengeret.

En uddannelse betragtes som samlet, når

1) der er tidsmæssig sammenhæng mellem de forskellige dele af uddannelsen,

2) der er en fagmæssig sammenhæng, og

3) den første del af uddannelsen er en nødvendig forudsætning for den næste del af uddannelsen.

En mastergrad, der består af en bachelorgrad plus 1 år inden for samme fag, vil således kunne danne grundlag for dagpengeret, hvis der er en faglig og tidsmæssig sammenhæng.

En uddannelse af over 18 måneders eller 3 halvårlige semestres varighed, der afbrydes og senere genoptages og gennemføres, opfylder betingelserne.

En uddannelse, som er tilrettelagt på en sådan måde, at det forudsættes, at den studerende kan have fuldtidsarbejde sideløbende med gennemførelsen af uddannelsen (deltidsstudium), og som opfylder kravet om mindst 18 måneders eller 3 halvårlige semestres varighed bedømt som fuldtidsstudium, kan give ret til dagpenge.

En uddannelse, som er tilrettelagt som både fuldtids- og deltidsstudium, kan danne grundlag for dagpengeret, såfremt uddannelsen som fuldtidsstudium opfylder kravet om mindst 18 måneders eller 3 halvårlige semestres varighed.

Privatundervisning/selvstudium kan alene blive medregnet til kravet om mindst 18 måneders eller 3 halvårlige semestres varighed, hvis undervisningen er gennemført som en integreret del af en samlet uddannelse.

Udenlandske uddannelser

Det er ikke et krav, at uddannelsen skal være gennemført i Danmark. Vurdering af opfyldelsen af beskæftigelseskravet på baggrund af en udenlandsk uddannelse vil blive afgjort efter samme kriterier som en dansk uddannelse, herunder krav om SU-berettigelse. Det er en forudsætning, at ansøgeren har haft bopæl og ophold i Danmark umiddelbart før, den udenlandske uddannelse blev påbegyndt, jf. stk. 3. Hvis ansøgeren ikke opfylder dette krav, er der mulighed for dagpengeret på baggrund af en dansk overbygning, jf. nedenfor.

Overbygning

Når et medlem én gang har opnået dagpengeret på baggrund af en uddannelse, kan medlemmet efterfølgende opnå en ny dagpengeret som dimittend på baggrund af en overbygning på denne uddannelse. Det er et krav, at

1) der bliver udstedt et selvstændigt eksamensbevis for overbygningen,

2) overbygningen er normeret til mindst 18 måneder eller 3 halvårlige semestre, jf. stk. 5 og 6, og

3) overbygningen opfylder kravet om offentlig anerkendelse.

Det er i alle tilfælde et krav, at skriftlig ansøgning om optagelse er modtaget i arbejdsløshedskassen senest 2 uger efter overbygningens afslutning, jf. lovens § 54.

En dansk overbygning på en udenlandsk uddannelse kan give ret til dagpenge, hvis den danske overbygning er normeret til mindst 18 måneder, og hvis det er dokumenteret, at uddannelsen svarer til en tilsvarende dansk uddannelse.

Hvis der til en uddannelse bliver taget supplerende kurser, kan der opnås dagpengeret efter endt forløb, også selvom forløbet ikke i sig selv ville kunne danne grundlag for dagpengeret.

Det er en forudsætning, at der er en snæver tidsmæssig og faglig sammenhæng mellem grunduddannelse og overbygningsuddannelse, og at dimittenden opnår yderligere kvalifikationer fx i form af en ny grad eller titel ved overbygningen.

Har grunduddannelsen allerede givet ret til dagpenge, kan en ny dagpengeret på baggrund af en overbygningsuddannelse efter reglerne for nyuddannede kun opnås, hvis overbygningsuddannelsen i sig selv opfylder betingelserne for opnåelse af dagpengeret.

Til stk. 3

Det er et krav, at ansøgeren skal have haft bopæl og ophold i Danmark umiddelbart før, uddannelsen bliver påbegyndt. Det er ikke nødvendigt at have bopæl og ophold i Danmark under selve uddannelsen, men det er et krav, at man senest 2 uger efter uddannelsens afslutning opfylder begge betingelser på ny.

Til stk. 4

Det følger af lovens § 54, at dagpengeret på baggrund af uddannelse er betinget af, at ansøgning om optagelse er modtaget i arbejdsløshedskassen senest 2 uger efter uddannelsens afslutning. Det gælder også personer, der allerede er medlemmer af en arbejdsløshedskasse. Bliver uddannelsen afsluttet med hovedopgave eller speciale, kan uddannelsen blive anset for afsluttet, når der foreligger en forhåndsgodkendelse fra censor og vejleder. Det er et krav, at alle andre karakterer er givet, og al studieaktivitet er ophørt. Deltagelse i undervisning, eksamen, forsvar af opgave og lignende bliver betragtet som studieaktivitet.

Hvis eksamensbeviset bliver udstedt i forbindelse med studieaktivitetens ophør, kan datoen for udstedelsen af eksamensbeviset blive betragtet som uddannelsens afslutning.

Eksempel:

Eksamensbeviset er dateret mandag den 1. januar 2018. Ansøgning om optagelse skal være modtaget i arbejdsløshedskassen senest mandag den 14. januar 2018.

Hvis fristen udløber på en lørdag, en søndag eller en søgnehelligdag, er den førstkommende hverdag rettidig. Det samme gælder, hvis fristen udløber den 5. juni, 24. eller 31. december.

Hvis uddannelsesinstitutionen har sendt eksamensbeviset senere end udstedelsesdatoen, vil 2-ugers-fristen blive beregnet fra tidspunktet for afsendelsen af eksamensbeviset. Det er en forudsætning, at uddannelsesinstitutionen bekræfter dette.

Det samme gælder, hvis forhåndsgodkendelsen bliver sendt senere end dateringen.

Den dag, uddannelsen bliver anset for bestået, indgår i uddannelsen. Karenstiden på en måned, jf. lovens § 54, begynder dagen efter.

Til stk. 5-6

Hvis uddannelsen som fultidsstudium har haft en faktisk varighed på mindre end 18 måneder, er det en betingelse, at medlemmet har gennemført uddannelsen efter den almindelige studieplan for uddannelsen. En uddannelse, der er gennemført som fuldtidsstudium på mindst 3 halvårlige semestre, anses for at være gennemført efter den almindelige studieplan for uddannelsen.

En uddannelse, der er gennemført på kortere tid end 18 måneder, jf. stk. 5, kan tidligst anses for afsluttet 18 måneder efter påbegyndelse af uddannelsen.

Det betyder, at retten til dagpenge på baggrund af uddannelsen og påbegyndelse af en eventuel karensperiode, tidligst kan indtræde fra det tidspunkt, hvor det er gået 18 måneder fra påbegyndelsen af uddannelsen. I de tilfælde, hvor uddannelsen først anses for afsluttet 18 måneder efter påbegyndelse af uddannelsen, vil medlemmet rettidigt kunne søge om optagelse senest 2 uger efter dette tidspunkt. Der henvises til vejledningen til § 18, stk. 1.

Til § 17

Til stk. 1 og 2

Uddannelsen skal som fuldtidsstudium berettige til støtte efter lov om Statens Uddannelsesstøtte eller være omfattet af lov om erhvervsuddannelser. Heri ligger, at uddannelsen giver erhvervskompetence.

Da de gymnasiale og erhvervsgymnasiale uddannelser ikke giver erhvervskompetence, kan en studentereksamen, en hh-uddannelse samt ligestillede uddannelser ikke medføre dagpengeret på dimittendvilkår.

Personer, der har gennemført en erhvervsgrunduddannelse i medfør af lov om erhvervsgrunduddannelse eller en integrationsgrunduddannelse i henhold til lov om integrationsgrunduddannelse (IGU), kan opnå dagpengeret, jf. lovens § 54.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan i ganske særlige tilfælde godkende andre erhvervsmæssige uddannelser, hvis uddannelsen kan sidestilles med uddannelserne nævnt i lovens § 54.

Til § 18

Til stk. 1

Hvis en ansøger gennemfører en uddannelse på mindre end 18 måneder eller 3 halvårlige semestre, fordi pågældende har fået meritoverført tidligere uddannelsesforløb, skal varigheden af den del, som meritoverføres, indgå i den aktuelle uddannelses varighed.

Bestemmelsen fraviger ikke bopælskravet i § 7, stk. 3. Det betyder, at ansøgeren også skal have bopæl og ophold i Danmark umiddelbart før den uddannelse, der meritoverføres.

Meritoverførsel medregnes endvidere til opgørelsen af uddannelsens faktiske varighed. Uddannelsen kan uanset § 16, stk. 6, tidligst anses for afsluttet, når den samlede uddannelse har haft en faktisk varighed på 18 måneder.

Til stk. 2, nr. 1

For at meritoverført uddannelse kan medregnes til opgørelsen af dagpengeretten, skal der være tale om en (del af en) egentlig uddannelse, jf. §§ 16 og 17. Enkeltstående kursusforløb, der ikke indgår i en uddannelse, kan ikke indgå i den aktuelle uddannelses varighed, uanset at der i uddannelsessystemet gives merit for sådanne forløb eller beskæftigelsesperioder.

Praktikperioder, der er gennemført under en tidligere uddannelse, og som der gives merit for, kan derimod indgå i den aktuelle uddannelses varighed.

Til stk. 2, nr. 2

De 3 år regnes fra tidspunktet for påbegyndelsen af den aktuelle uddannelse. Hele den meritoverførte del skal ligge inden for 3 års fristen.

Til stk. 3

Uanset at en uddannelse opfylder betingelserne i §§ 16 og 17, kan uddannelsen ikke danne grundlag for ret til dagpenge, hvis der i den aktuelle uddannelse indgår dele af en tidligere uddannelse, som tidligere har givet ret til dagpenge.

Eksempel:

En person søger om dagpenge på grundlag af uddannelsen til meritlærer. Der er givet merit for en uddannelse, som allerede har dannet grundlag for dagpengeret tidligere. På grund af meritoverførslen har uddannelsen til meritlærer kun varet 1 år, hvorfor der ikke kan opnås dagpengeret på ny.

Til § 19

Et medlem, der optages med dagpengeret efter lovens § 54erhverver ret til en ny dagpengeperiode 1 måned efter uddannelsens afslutning (karensperiode).

Hvis pågældende i perioden fra uddannelsens afslutning til karensperiodens udløb uafbrudt har været medlem af arbejdsløshedskassen i ét år, opnås dagpengeret fra dette tidspunkt.

Beskæftigelse i udlandet

Til § 20

Til stk. 1-2

Vedrørende beskæftigelse i udlandet henvises til vejledning til a-kasserne om arbejdsløshedsydelser mv. til EF-forordning om koordinering af sociale sikringsordninger nr. 883/2004 og bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS, Færøerne og i det øvrige udland.

Der henvises endvidere til bekendtgørelse om dagpengeperiode vedrørende fastlæggelse af ydelsesperioder for personer, der medregner forsikring- og beskæftigelsesperioder fra et andet EØS-land, Schweiz eller Færøerne.

Afgørende for, om indkomst og beskæftigelse fra udlandet kan medregnes ved opgørelsen af indkom- og beskæftigelseskravet, er, om indtægten og beskæftigelsens omfang er indberettet til indkomstregisteret og dermed er omfattet af bestemmelserne i bekendtgørelsens kapitel 2 og 3.

Bekendtgørelsens § 20 giver muligheden for, at indtægt og beskæftigelse, som ikke er indberettet til indkomstregisteret, kan indgå i opgørelsen af indkomst- og beskæftigelseskravet.

Det er således de skatteretlige regler, herunder indberetningsregler og lovvalgsregler, som er afgørende for, om indberetningen skal ske til det danske skattesystem (indkomstregisteret og om der er skattepligt til Danmark).

Der må normalt stilles strenge krav til dokumentationens karakter ved beskæftigelse i det øvrige udland, blandt andet på grund af vanskelighederne ved kontrol af oplysningerne.

Det er en forudsætning for, at beskæftigelse i udlandet kan medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet, at pågældende er ansat på sædvanlige løn- og arbejdsvilkår i ansættelseslandet.

Ved opgørelsen af indkomstkravet efter § 4 kan der tages de lønandele med, som ville have været indkomstskattepligtige, hvis de havde været optjent her i landet.

Medlemmer, der udsendes af danske firmaer på danske lønvilkår, er ikke omfattet af § 20.

Hvis der af lønsedler, kontrakt mv. fremgår et (løn)timetal, skal dette lægges til grund ved opgørelsen af beskæftigelseskravet.

I andre tilfælde anses beskæftigelsen som ukontrollabel og omregnes til timer.

Hvis arbejdet anses for ukontrollabelt, omregnes medlemmets indtægt. I stk. 3-4 er fastsat nærmere regler om omregning af den udenlandske indtægt til dansk indtægt.

Forskning ved højere læreanstalter i udlandet kan godkendes som lønarbejde, hvis der er ydet midler, der svarer til overenskomstmæssig løn i opholdslandet.

Flytning mellem en dansk arbejdsløshedskasse og en forsikringsordning i et andet EØS-land eller Schweiz sidestilles som udgangspunkt med en overflytning.

Et medlem, der før udrejse er indplaceret i en dagpengeperiode, kan ved hjemkomsten fortsætte i den tidligere indplacering under følgende betingelser:

  • Medlemmet er udmeldt af en dansk arbejdsløshedskasse som følge af overgang til en forsikringsordning i et andet EØS-land eller Schweiz, og
  • medlemmet ved genindmeldelse i en dansk arbejdsløshedskasse opfylder betingelserne for at medregne arbejds- og forsikringsperioder fra et andet EØS-land eller Schweiz.

Medlemmet forbruger af referenceperioden under udlandsopholdet.

Til stk. 3-5

Ved opgørelsen af indtægt fra et andet EØS-land eller Schweiz efter stk. 1 og 2, skal indkomsten indekseres. Tilsvarende regler finder også anvendelse ved beregningen af dagpengesatsen for lønmodtagere, jf. bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen for lønmodtagere.

Til brug for arbejdsløshedskassernes indeksering af udenlandsk indkomst til brug for opfyldelse af indkomstkravet, fastsætter Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering hvert år de gældende indekseringstal på baggrund af data fra Eurostat.

Indeksering af udenlandsk indkomst sker på grundlag af regler, udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og offentliggjort som skrivelse om metode for fastsættelse af de gældende indekseringsfaktorer for indeksering af udenlandsk indkomst til brug for indkomstkravet.

Ved indekseringen anvendes den omregningskurs, der er fastsat af Den Europæiske Centralbank. Det er omregningskursen for den sidste dag i det beskæftigelsesforhold, som indgår i opgørelsen, som indgår i optjeningsperioden, der skal anvendes.

Omregningskurser offentliggøres i ”De Europæiske Unions Tidende”. Man kan finde omregningskursen for en given dato på følgende to måder/links:

1) http://sdw.ecb.europa.eu/curConverter.do og indtaste beløb, valuta og dato.

2) http://eur-lex.europa.eu/oj/direct-access.html og angive år, måned. Søg i serien C – Meddelelser og oplysninger.

Det anbefales at anvende nr. 1, da denne er nemt tilgængelig. Link nr. 2 viser det samme, men er mere kompliceret at anvende.

Der afrundes til to decimaler efter de almindelige afrundingsregler.

Eksempel:

Indekseret udenlandsk indkomst omregnes til danske kroner efter følgende formel:

Udenlandsk løn x (valutakurs sidste arbejdsdag) x (Lønindekseringstal)= løn i danske kroner.

En person fra Rumænien skal have medregnet en lønindkomst på 2.000 euro på grundlag af arbejde i 4 måneder i Rumænien. Sidste arbejdsdag var 30. oktober 2015. Følgende oplysninger indgår i beregningen:

Løn: 2.000 euroValutakurs (f.eks. ECB’s hjemmeside): 7,4578 (pr. 30/10-2015) Lønindeksering (jf. tabel x i skrivelse…): Danmark/Rumænien = 8,57

Indekseret udenlandsk lønindkomst i danske kroner: 2.000 euro x (7,4578) x (8,5697) = 127.822,22 kroner.

Til stk. 6

Ved opgørelse af indkomstkravet, jf. § 4, på baggrund af indkomst, som er optjent i udlandet, bortset fra EØS-landene eller Schweiz, skal indtægten omregnes til danske kroner med den gældende valutakurs for den sidste dag i det beskæftigelsesforhold, som indgår i opgørelsen. Ved omregningen anvendes den valutakurs, der er fastsat af Nationalbanken.

Til toppen

Kapitel 7 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 21

Til stk. 1

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.

Denne vejledning erstatter vejledning nr. 9405 af 28. april 2017 om indkomst- og beskæftigelseskravet for lønmodtagere.

Til stk. 3-4

Indplaceret og ledig pr. 1. juli 2017

Medlemmer, der allerede er indplaceret i en dagpengeperiode og hvis dagpengeret ikke er udløbet, skal have en beskæftigelseskonto, hvis de er ledige, dvs. er tilmeldt jobcenteret, pr. 1. juli 2017 og anmodet om dagpenge for juli måned. . Løntimer, der er indberettet i Indkomstregisteret siden indplaceringen, skal registreres på beskæftigelseskontoen. Alle indberetninger i den måned, hvori medlemmet er indplaceret, skal registreres på beskæftigelseskontoen.

Dette gælder også medlemmer der er indplaceret i den forlængede dagpengeret i første halvår 2017, og hvor dagpengeretten ikke er udløbet inden den 1. juli 2017.

Indplaceret men først ledig efter 1. juli 2017

Medlemmer, der er indplaceret i en dagpengeperiode og hvis dagpengeret ikke er udløbet, som tilmelder sig jobcenteret efter den 1. juli 2017, uden at der tidligere er oprettet en beskæftigelseskonto, skal ved tilmeldingen have oprettet en beskæftigelseskonto med timer tilskrevet tilbage fra indplaceringsdatoen. Også her skal alle indberetninger i den måned, hvori medlemmet er indplaceret, registreres på beskæftigelseskontoen.

Medlemmet skal dog kun have oprettet en beskæftigelseskonto, hvis pågældende ikke opfylder et indkomstkrav.

Åbent slettet (overgangsregel)

Medlemmer der den 1. juli 2017 er såkaldt åbent slettede, dvs. slettede på grund af kontingentrestance men hvor der stadig er mulighed for genoprettelse, skal have en beskæftigelseskonto, hvis de opfylder ovenstående ved genoprettelsen af medlemskabet.

Dagpengeretten udløbet

Medlemmer, hvis dagpengeret (herunder den forlængede dagpengeret) er udløbet inden den 1. juli 2017 skal ikke have en beskæftigelseskonto. Et medlems dagpengeret er udløbet, hvis retten til ydelser er forbrugt eller hvis referenceperioden er udløbet. Et medlem hvor dagpengeretten er udløbet, og som ikke har en beskæftigelseskonto, skal optjene dagpengeret på baggrund af indkomst.

Indplaceret og ikke-ledig

Et ikke-ledigt medlem, der er indplaceret i en dagpengeperiode, skal kun have en beskæftigelseskonto, hvis medlemmet beder om det – og kontoen opdateres kun, hvis medlemmet beder om det eller selv henter en opdatering.

Ikke-indplaceret og ikke-ledig

Ikke-ledige og ikke-indplacerede medlemmer skal ikke have en beskæftigelseskonto.

Der henvises i øvrigt til overgangsbestemmelserne i § 15 i lov nr. 624 af 8. juni 2016. Der henvises særligt til stk. 7 og 8.

Til toppen