Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sindslidende

Bekendtgørelse om en samlet plan for patienter med ophold på en særlig plads på psykiatrisk afdeling

Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 1650 af 18/12 2017.

I medfør af § 42 e, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015, som ændret ved lov nr. 691 af 8. juni 2017, og efter forhandling med børne- og socialministeren, fastsættes:

§ 1. Formålet med en samlet plan for hver enkelt patient, der er får ophold på en af de særlige pladser på psykiatrisk afdeling, jf. kapitel 12 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, er at sikre, at den behandlings- og rehabiliteringsindsats, som den enkelte patient tilbydes, er helhedsorienteret. En samlet plan vil i højere grad give relevante aktører et overblik over den enkelte patient og de indsatser, som patienten modtager, og vil derved også medvirke til at koordinere og kvalificere behandlings- og rehabiliteringsindsatserne.

§ 2. Målgruppen for en samlet plan er alle patienter, som får ophold på en af de særlige pladser på psykiatrisk afdeling, og som følge af et informeret samtykke i henhold til kapitel 5 i sundhedsloven er visiteret efter § 42 b og § 42 c i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

§ 3. Den samlede plan er et supplement til de allerede eksisterende planer og skal indeholde elementerne fra:

1) Handleplaner efter § 141 i lov om social service.

2) Behandlingsplaner efter § 3, stk. 1. i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

3) Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner efter § 13 a og § 13 b i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

4) Koordinerende indsatsplaner for mennesker med psykiske lidelser og samtidigt misbrug.

5) Handleplaner udarbejdet af Kriminalforsorgen for retspsykiatriske patienter.

Stk. 2. Det nærmere indhold af planen fremgår af bilag 1.

§ 4. Kommunalbestyrelsen i patientens handlekommune har ansvaret for, at der findes en samlet plan for enhver, der får ophold på en af de særlige pladser på psykiatrisk afdeling.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for al koordination knyttet til indhentelse af de relevante oplysninger om patienten. Kommunalbestyrelsen bør fremsende den samlede plan til alle relevante aktører.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at patienten inddrages i arbejdet med den samlede plan. Såfremt patienten har samtykket hertil, inddrages også eventuelle pårørende og andre personer i patientens netværk.

Stk. 4. En kopi af den samlede plan skal udleveres til patienten, med mindre denne frabeder sig dette. Det skal fremgå af den samlede plan, hvis patienten har frabedt sig en kopi.

Stk. 5. Overlægen og personalet på den psykiatriske afdeling har pligt til at indgå i samarbejdet med kommunalbestyrelsen om den samlede plan og det videre forløb.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal ved udslusning af en patient sikre, at patientens samlede plan er opdateret inden udslusningen, at den koordineres med og indarbejdes i patientens eksisterende kommunale handleplaner, og at der følges op.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for det videre forløb og skal i samarbejde med overlægen og personalet på afdelingen, patienten og eventuelt pårørende sikre en god overgang og vurdere patientens aktuelle og nødvendige støttebehov, herunder eventuelt behov for ophold på et botilbud efter serviceloven, samt visitere til de nødvendige indsatser.

Stk. 8. Jf. § 4, stk. 7. skal overlægen og personalet på den psykiatriske afdeling samt øvrige relevante samarbejdspartere inddrages tæt i processen med det videre forløb, og er forpligtede til at deltage heri.

§ 5. Arbejdet med den samlede plan påbegyndes senest fire hverdage efter opholdets påbegyndelse, og den samlede plan skal foreligge senest 10 hverdage efter opholdets påbegyndelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen bør løbende opdatere den samlede plan i dialog med overlægen og personalet på den psykiatriske afdeling, hvis der undervejs i patientens ophold opstår behov for justeringer af planen.

Stk. 3. Overlægen og personalet på den psykiatriske afdeling bør orientere kommunalbestyrelsen om forhold, der er relevante for den samlede plan.

§ 6. Ledelsen for de særlige pladser på psykiatrisk afdeling skal, såfremt oplysningerne må anses for nødvendige for indgåelse af og tilsyn med overholdelse af den samlede plan, videregive oplysninger om patienterne, herunder helbredsoplysninger og sociale oplysninger, til andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. På samme måde og i samme omfang skal kommunalbestyrelser, sygehusafdelinger, myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. videregive oplysninger om patienter til ledelsen for de særlige pladser på psykiatrisk afdeling og andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., såfremt oplysningerne er relevante for den samlede plan.

Ikrafttrædelse

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.

Sundheds- og Ældreministeriet, den 18. december 2017

Ellen Trane Nørby

/ Lisa Bugge-Toft


Bilag 1

Indholdet i den samlede plan

Den samlede plan angiver:

1) Sygehusafdelingskode.

2) Patientens navn og cpr-nr.

3) Dato for opholdets påbegyndelse.

4) Dato for etablering og udløb af den samlede plan.

5) Navnet på den behandlingsansvarlige overlæge.

6) Den overordnede målsætning med patientens ophold.

7) Patientens holdning til den samlede plan.

8) Kontaktoplysninger på eventuelle pårørende, såfremt patienten har samtykket hertil.

9) Kontaktoplysninger på kontaktpersoner fra relevante aktører, herunder den primære kontaktperson i kommunen, den fagperson, som er ansvarlig for den samlede plan, patientens alment praktiserende læge og andre relevante aktører fra kommunen, regionen, eventuelt Kriminalforsorgen m.fl.

10) En beskrivelse af patientens egne oplysninger om personlige og sociale forhold.

11) En beskrivelse af væsentlige problemstillinger og igangværende indsatser samt målsætninger herfor fra eksisterende planer.

12) Psykiatriske og somatiske diagnoser samt en beskrivelse af de fænomener, der underbygger diagnoserne.

13) Hvilke behandlingsmæssige og rehabiliterende initiativer patienten tilbydes under opholdet, samt hvilke mål der søges opnået ved hvert enkelt initiativ.

14) Den forventede varighed og prioritering af de indsatser, som patienten tilbydes under opholdet.

15) Overvejelser om patientens videre forløb efter opholdet, herunder patientens aktuelle og nødvendige støttebehov, samt hvilke indsatser patienten er visiteret til.

16) Ved udslusning af patienten bør den samlede plan angive, hvordan udslusningen konkret skal ske, og hvordan den opfølgende indsats sikres.

17) Hvornår visitationsforummet planlægger at foretage en revurdering af patienten.

18) Såfremt patienten på indskrivningstidspunktet har eller tidligere har haft et forløb i Kriminalforsorgen, bør der angives en plan for patientens nuværende og forventede fremadrettede forløb i Kriminalforsorgen, herunder en vurdering af behov for og prioritering af eventuelle indsatser samt relevante oplysninger indhentet fra patientens personjournal, personundersøgelse, domudskrifter, disciplinæroplysninger m.v.

 

Til toppen