Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Udlændinge

Bekendtgørelse om ro og orden på indkvarteringssteder og om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge uden for indkvarteringsstederne

Udlændinge- og Integrationsministeriets pressemeddelelse af 28/8 2017.

I medfør af udlændingelovens § 56 b, stk. 3, § 56 c, stk. 3, § 56 e, stk. 3, § 62 c, stk. 4, § 62 i, stk. 3, § 62 j, stk. 2, § 62 l, stk. 7, § 62 l, stk. 8, § 62 n, stk. 3, § 62 o, stk. 4, § 62 t, stk. 4 og § 62 u, stk. 2 i lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, som ændret ved lov nr. 702 af 8. juni 2017, og efter forhandling med børne- og socialministeren fastsættes:

Til toppen

Afsnit I – Rammer for indkvartering og anvendelse af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten m.v. over for uledsagede mindreårige udlændinge

Kapitel 1 – Rammer for ophold på indkvarteringssteder med uledsagede mindreårige udlændinge

Anvendelse af rusmiddeltest med samtykke

§ 1. Forud for aflæggelse af en rusmiddeltest efter udlændingelovens § 62 c skal den uledsagede mindreårige udlænding have afgivet et generelt samtykke til anvendelse af en rusmiddeltest i en konkret situation til lederen af indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller dennes stedfortræder. For uledsagede mindreårige udlændinge under 12 år skal samtykket afgives af udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1.

Stk. 2. Samtykket skal være informeret, frivilligt og udtrykkeligt. Samtykket kan afgives mundtligt eller skriftligt.

Stk. 3. Samtykke efter stk. 1 afgives for en tidsubegrænset periode men kan altid tilbagekaldes af den uledsagede mindreårige udlænding. For uledsagede mindreårige udlændinge under 12 år, kan udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, ligeledes tilbagekalde samtykket efter stk. 1.

Stk. 4. Tilbagekaldelse af generelt samtykke skal ske udtrykkeligt til lederen af indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller i dennes fravær det øvrige personale.

Stk. 5. Den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, skal orienteres om de tilfælde, hvor der er anvendt en rusmiddeltest, herunder om testens resultat.

Stk. 6. Den uledsagede mindreårige udlænding skal medvirke frivilligt til, at rusmiddeltesten aflægges i den konkrete situation. Hvis den uledsagede mindreårige udlænding afviser at medvirke til en rusmiddeltest i en konkret situation, kan rusmiddeltesten ikke gennemføres.

Stk. 7. Aflæggelse af rusmiddeltest skal altid ske efter almindelige sundhedsfaglige forskrifter.

Til toppen

Kapitel 2 – Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

Undersøgelse af person og opholdsrum

§ 2. På indkvarteringssteder, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, kan lederen eller den, der bemyndiges dertil, uden retskendelse beslutte, at der skal foretages en undersøgelse af den uledsagede mindreårige udlændings person eller opholdsrum, jf. udlændingelovens 62 i, stk. 1, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den uledsagede mindreårige udlænding er i besiddelse af effekter, og besiddelsen medfører, at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan iagttages.

Stk. 2. Inden en undersøgelse af en uledsaget mindreårige udlændings person eller opholdsrum efter udlændingelovens § 62 i, stk. 1, foretages, har udlændingen ret til at få oplyst grunden til, at undersøgelsen iværksættes, medmindre særlige omstændigheder taler imod dette.

Stk. 3. Der skal altid deltage mindst to ansatte ved undersøgelsen af den uledsagede mindreårige udlændings person eller opholdsrum efter udlændingelovens § 62 i, stk. 1. Hvis særlige omstændigheder gør det nødvendigt, kan undersøgelsen dog gennemføres af en enkelt ansat. Der må ikke være andre uledsagede mindreårige udlændinge til stede under undersøgelsen af udlændingens person eller opholdsrum.

Stk. 4. Den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, skal orienteres om de tilfælde, hvor der foretages undersøgelse af den uledsagede mindreårige udlændings person eller opholdsrum, herunder om undersøgelsens resultat.

Særligt om undersøgelse af person

§ 3. Ved undersøgelse af den uledsagede mindreårige udlændings person menes indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig beføling af legemet. Der må alene foretages klap uden på tøjet og undersøgelse af lommer og sko. Personalet på et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, kan dog kræve, at den uledsagede mindreårige udlænding tager sit overtøj, hovedbeklædning og sko af.

Stk. 2. Undersøgelsen af, hvilke effekter den uledsagede mindreårige udlænding har i sin besiddelse på sin person, må kun undtagelsesvis foretages og overværes af personer af et andet køn end udlændingen.

Særligt om undersøgelse af opholdsrum

§ 4. Hvis en undersøgelse af den uledsagede mindreårige udlændings opholdsrum indebærer en gennemgang af udlændingens genstande i opholdsrummet, skal udlændingen have tilbud om at overvære undersøgelsen eller efterfølgende straks have gennemgået undersøgelsen og dens resultat, medmindre særlige omstændigheder taler mod dette. Tilbuddet om gennemgang af undersøgelsen kan eventuelt gives skriftligt samtidig med en orientering om, at undersøgelsen har fundet sted.

Stk. 2. Med opholdsrum menes i denne bekendtgørelse værelse, skabe eller andre rum, som den uledsagede mindreårige udlænding råder over. Med genstande menes f.eks. kommoder, opbevaringsbokse, tasker og poser i opholdsrummet.

Tilbageholdelse af effekter

§ 5. Lederen af et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller den, der bemyndiges hertil, kan uden retskendelse beslutte at tage effekter, der findes i den uledsagede mindreårige udlændings besiddelse, i bevaring, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, jf. udlændingelovens § 62 i, stk. 2.

Stk. 2. Hvis genstande, som tilhører en uledsaget mindreårig udlænding, tilbageholdes, skal indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, udfærdige en liste over de genstande, der tilbageholdes. Den uledsagede mindreårige udlænding skal orienteres om tilbageholdelsen og have udleveret en kopi af listen.

Stk. 3. Hvis en genstand tilhører indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, kan den umiddelbart inddrages.

Til toppen

Afsnit II – Anbringelse

Kapitel 3 – Anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge på delvis lukkede, sikrede og særligt sikrede institutioner

Sager om anbringelse

§ 6. Børn og unge-udvalget træffer i et møde afgørelse om

1) anbringelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, jf. § 62 m-62 o,

2) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 3, 2. pkt.,

3) gennemførelse af en undersøgelse efter udlændingelovens § 62 q, stk. 6,

4) opretholdelse af en afgørelse efter § 8,

5) ændring af anbringelsessted efter § 14 og

6) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 20, stk. 4-6.

Stk. 2. Inden der træffes afgørelse efter stk. 1, skal den uledsagede mindreårige udlænding, udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, advokaten og eventuel anden bisidder for den uledsagede mindreårige udlænding have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Tilbud efter 1. pkt. til den uledsagede mindreårige udlænding kan undlades, hvis den uledsagede mindreårige udlænding er under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade for udlændingen.

Stk. 3. Til vedtagelse af en afgørelse efter stk. 1 kræves, at mindst 4 af børn og unge-udvalgets 5 medlemmer stemmer for afgørelsen.

Stk. 4. Såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.

Stk. 5. Børn og unge-udvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt til den uledsagede mindreårige udlænding og udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1. Afgørelserne skal være begrundede og indeholde oplysning om klageadgang.

§ 7. Formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget kan træffe foreløbige afgørelser efter udlændingelovens § 62 l, stk. 3, som af hensyn til den uledsagede mindreårige udlændings øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget.

Stk. 2. Den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, og eventuelle andre parter, jf. § 10, skal inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri advokatbistand.

Stk. 3. En foreløbig afgørelse efter stk. 1 skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om anbringelsen er ophørt.

Stk. 4. En afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, har gyldighed i 1 måned.

Stk. 5. Direktøren for Ankestyrelsen har samme beføjelser som formanden for børn og unge-udvalget, jf. stk. 1 og 2, og kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelsen. Den foreløbige afgørelse har gyldighed i 1 måned. Direktøren kan undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af Ankestyrelsen inden for den frist, der er nævnt i stk. 3.

Stk. 6. Hvis børn og unge-udvalget ikke inden 1 måned træffer afgørelse i overensstemmelse med direktørens foreløbige afgørelse, jf. stk. 5, skal børn og unge-udvalget umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom. Børn og unge-udvalgets afgørelse har ikke virkning, før direktøren snarest muligt og senest 10 dage efter afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen skal have virkning. Hvis direktøren træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglen i § 22, stk. 2, senest 8 uger efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Fornyet afgørelse ved opretholdelse af længerevarende foranstaltninger

§ 8. Hvis den uledsagede mindreårige udlænding ikke har været anbragt efter udlændingelovens § 62 l, jf. §§ 62 m-62 o, eller efter servicelovens kapitel 11, inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en anbringelse efter § 62 l, jf. §§ 62 m-62 o, ud over 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Stk. 2. Hvis den uledsagede mindreårige udlænding har været anbragt efter udlændingelovens § 62 l, jf. §§ 62 m-62 o, eller servicelovens kapitel 11, inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en anbringelse efter § 62 l, jf. §§ 62 m-62 o, ud over 2 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Stk. 3. Er sagen efter stk. 1 og 2 indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2 kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget.

Stk. 4. Børn og unge-udvalget kan ved afgørelser efter udlændingelovens § 62 l, jf. §§ 62 m-62 o, undtagelsesvis fastsætte en længere frist end nævnt i stk. 1-3, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over fristen. Samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.

Stk. 5. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § 22.

Bisidder

§ 9. En uledsaget mindreårig udlænding, hvis sag behandles efter udlændingelovens kapitel 9 b, har på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at lade sig bistå af andre (bisidder).

Stk. 2. Den uledsagede mindreårige udlænding kan dog ikke lade sig bistå af sin repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1.

Stk. 3. Vælger den uledsagede mindreårige udlænding at lade sig bistå af andre efter stk. 1, træder bisidderen ikke i stedet for udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, og repræsentantens beføjelser videreføres uændret.

Stk. 4. Den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, kan gøre indsigelse mod den uledsagede mindreårige udlændings valg af bisidder efter stk. 1, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end udlændingens.

Stk. 5. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis myndigheden træffer afgørelse om, at den uledsagede mindreårige udlændings interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at tilsidesætte den uledsagede mindreårige udlændings valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end udlændingens. En indsigelse fra den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, efter stk. 4 skal indgå i myndighedens afgørelse.

Stk. 6. Myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvist fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få den uledsagede mindreårige udlændings uforbeholdne mening belyst.

Stk. 7. En bisidder for en uledsaget mindreårig udlænding skal være fyldt 15 år og er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt.

Advokatbistand

§ 10. Udlændingestyrelsen skal tilbyde den uledsagede mindreårige udlænding gratis advokatbistand under en sag om

1) anbringelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, jf. § 62 m-62 o,

2) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 3, 2. pkt.,

3) gennemførelse af en undersøgelse efter udlændingelovens § 62 q, stk. 6,

4) opretholdelse af en afgørelse efter § 8,

5) ændring af anbringelsessted efter § 14 og

6) afbrydelse af forbindelsen mv. efter § 20, stk. 4-6.

Stk. 2. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

Afholdelse af samtale med den uledsagede mindreårige udlænding

§ 11. Inden der træffes afgørelse efter § 8, § 13, § 14, § 20, § 22 og udlændingelovens § 62 l, stk. 1, jf. §§ 62 m-62 o, § 62 l, stk. 3, 62 q, stk. 6, § 62 r og § 62 s, skal der finde en samtale sted med den uledsagede mindreårige udlænding. Der skal ligeledes finde en samtale sted, inden der træffes afgørelse efter 1. pkt., selvom der forinden er gennemført en samtale med den uledsagede mindreårige udlænding ved gennemførelse af en faglig undersøgelse, jf. udlændingelovens § 62 q, stk. 5. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til udlændingens bedste taler herfor.

Stk. 2. Det påhviler den myndighed, der har kompetencen til at træffe afgørelse efter stk. 1, at foranledige samtalen gennemført.

Stk. 3. Samtalen kan undlades, i det omfang den uledsagede mindreårige udlændings modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal den uledsagede mindreårige udlændings holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt på anden vis.

Orientering om retten til at se sagens akter og retten til at udtale sig

§ 12. Inden der træffes afgørelse i en sag, der er nævnt i § 10, stk. 1, nr. 1-6, påhviler det kommunalbestyrelsen at gøre den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, og den uledsagede mindreårige udlænding, der er fyldt 12 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes.

Valg af anbringelsessted

§ 13. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service, i overensstemmelse med planen for indsatsen, jf. udlændingelovens § 62 t. Samtidig med valg af anbringelsessted skal der tages stilling til den uledsagede mindreårige udlændings skolegang. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end den kommune, hvor den uledsagede mindreårige udlænding er indkvarteret, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, har kommunen, hvor indkvarteringsstedet er beliggende, pligt til at underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen.

Stk. 2. Ved valg af anbringelsessted skal kommunen vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme den uledsagede mindreårige udlændings behov. Kommunen skal lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer.

Stk. 3. Hvis den uledsagede mindreårige udlænding har søskende, der er anbragt, skal kommunalbestyrelsen vælge samme anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller den uledsagede mindreårige udlændings behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal forud for anbringelsen udpege den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, til at være dennes støtteperson under anbringelsen. Kommunen kan efter behov dække den uledsagede mindreårige udlændings repræsentants, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, udgifter til telefon, transport og lignende.

Ændring af anbringelsessted

§ 14. I det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen på baggrund af det løbende tilsyn med den uledsagede mindreårige udlænding på anbringelsesstedet, jf. udlændingelovens § 62 v, træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted kræver samtykke fra den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, og den udlænding, der er fyldt 12 år, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, jf. stk. 2, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted. Ved afgørelsen skal børn og unge-udvalget under hensyn til formålet med anbringelsen og den uledsagede mindreårige udlændings behov for kontinuitet i opvæksten vurdere, om udlændingens behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsessted. Afgørelse om valg af konkret anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen, jf. § 13, stk. 1.

Stk. 4. Til brug for børn og unge-udvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted, jf. stk. 3, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder

1) den seneste plan for indsatsen, jf. udlændingelovens § 62 t,

2) den uledsagede mindreårige udlændings holdning til ændringen af anbringelsesstedet, jf. § 11,

3) en beskrivelse af, hvorvidt supplerende støtte til den uledsagede mindreårige udlænding, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 9, under fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted kan imødekomme den uledsagede mindreårige udlændings behov for støtte,

4) en beskrivelse af et nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme den uledsagede mindreårige udlændings behov for støtte og for nære og stabile voksenrelationer,

5) en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf. stk. 5, og

6) øvrige nødvendige oplysninger.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal, inden der træffes afgørelse om ændret anbringelsessted eller ophør af anbringelsessted, indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen.

Sikrede døgninstitutioner

§ 15. Børn og unge-udvalget kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra den aldersgrænse, der er nævnt i udlændingelovens § 62 n, stk. 2, i forhold til uledsagede mindreårige udlændinge under 12 år.

Særligt sikrede afdelinger

§ 16. Kommunalbestyrelsen skal altid underrette den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, om anbringelse i en særligt sikret afdeling, jf. udlændingelovens § 62 o, stk. 1, og så vidt det er muligt, inden denne anbringelse sker.

Ophold uden for sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger

§ 17. Kommunalbestyrelsen i den uledsagede mindreårige udlændings opholdskommune kan efter indstilling fra institutionens leder træffe afgørelse om, at udlændingen under sit ophold på en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling, jf. udlændingelovens § 62 n, stk. 2, og § 62 o, stk. 2, for en kortere periode kan tage ophold uden for institutionen eller afdelingen, hvis opholdet sker under tæt kontakt med voksne.

Varighed af ophold på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger i forbindelse med anbringelse efter udlændingelovens kapitel 9 b

§ 18. Ophold på en sikret døgninstitution må, når anbringelsen sker efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, nr. 1 eller 2, højst vare 3 måneder. Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra 3 måneders grænsen for en ny periode på højst 3 måneder, hvis betingelserne for anbringelsen på en sikret døgninstitution forsat er opfyldt. For uledsagede mindreårige udlændinge, der ikke er fyldt 15 år, og er anbragt på en sikret døgninstitution efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, nr. 1 eller 2, kan der alene dispenseres for én ny periode på højst 3 måneder.

Stk. 2. Ophold på en sikret døgninstitution må, når anbringelse sker efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, nr. 3, for uledsagede mindreårige udlændinge, der er fyldt 15 år, højst vare 6 måneder og for uledsagede mindreårige udlændinge, der ikke er fyldt 15 år, højst vare 3 måneder. Kommunalbestyrelsen kan dispensere herfra, hvis betingelserne for anbringelsen på en sikret døgninstitution forsat er opfyldt. For uledsagede mindreårige udlændinge, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på en sikret døgninstitution efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, nr. 3, vil der alene kunne dispenseres fra 6 måneders grænsen for én ny periode på højst 6 måneder. For uledsagede mindreårige udlændinge, der ikke er fyldt 15 år, og som er anbragt på en sikret døgninstitution efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, nr. 3, kan der alene dispenseres for én ny periode på højst 3 måneder.

Stk. 3. Ophold på en særligt sikret afdeling må, når anbringelsen sker efter udlændingelovens § 62 o, stk. 2, og der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret døgninstitution efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, nr. 1 eller 2, højst vare 3 måneder, jf. dog stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra 3 måneders grænsen for en ny periode på højst 3 måneder, hvis betingelserne for anbringelsen på en særligt sikret afdeling fortsat er opfyldt. For uledsagede mindreårige udlændinge, der ikke er fyldt 15 år, og som er anbragt på en særligt sikret afdeling efter § 62 o, stk. 2, kan der alene dispenseres for én ny periode på højst 3 måneder.

Stk. 4. Ophold på en særligt sikret afdeling må, når anbringelse sker efter udlændingelovens § 62 o, stk. 2, og der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret døgninstitution efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, nr. 3, for uledsagede mindreårige udlændinge, der er fyldt 15 år, højst vare 6 måneder, og for uledsagede mindreårige udlændinge, der ikke er fyldt 15 år, højst vare 3 måneder. Kommunalbestyrelsen kan dispensere herfra, hvis betingelserne for anbringelsen på en særligt sikret afdeling fortsat er opfyldt. For uledsagede mindreårige udlændinge, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på en særligt sikret afdeling efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, vil der alene kunne dispenseres fra 6 måneders grænsen for én ny periode på højst 6 måneder. For uledsagede mindreårige udlændinge, der ikke er fyldt 15 år, og som er anbragt på en særligt sikret afdeling efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, kan der alene dispenseres for én ny periode på højst 3 måneder.

Stk. 5. I beregningen af opholdstiden på den sikrede døgninstitution eller særligt sikrede afdeling efter stk. 1-4 medregnes ikke den tid, hvor den uledsagede mindreårige udlænding uden tilladelse har været fraværende fra døgninstitutionen, hvis der er tale om fravær i en sammenhængende periode på over 24 timer.

Stk. 6. Efter forlængelse, jf. stk. 1-4, må den samlede varighed af ophold på en sikret døgninstitution, jf. udlændingelovens § 62 n, stk. 2, og en særligt sikret afdeling, jf. § 62 o, stk. 2, for uledsagede mindreårige udlændinge, der er fyldt 15 år, ikke overstige 12 måneder. For uledsagede mindreårige udlændinge, der ikke er fyldt 15 år, må den samlede varighed af ophold på en sikret døgninstitution efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, og en særligt sikret afdeling, jf. § 62 o, stk. 2, ikke overstige 9 måneder.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om varighed af ophold på en sikret døgninstitution og en særligt sikret afdeling, når afgørelsen er truffet efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, eller § 62 o, stk. 2.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ophør af en uledsaget mindreårig udlændings anbringelse på en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling, når afgørelsen er truffet efter udlændingelovens § 62 n, stk. 2, eller § 62 o, stk. 2.

Plan for indsats, der skal iværksættes under anbringelse

§ 19. For uledsagede mindreårige udlændinge, der er anbragt efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, jf. §§ 62 m-62 o, med et behandlingskrævende stofmisbrug skal kommunalbestyrelsen udarbejde en plan for den behandling, der skal iværksættes, og for den nødvendige støtte til udlændingen. Planen udarbejdes i samarbejde med den uledsagede mindreårige udlænding og dennes repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1.

Samvær og kontakt

§ 20. Den uledsagede mindreårige udlænding har efter udlændingelovens § 62 u, stk. 1, ret til samvær og kontakt med netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. under anbringelsen, jf. udlændingelovens § 62 l, jf. §§ 62 m-62 o.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal under hensyntagen til den uledsagede mindreårige udlændings bedste og under hensyntagen til beskyttelsen af udlændingens sundhed og udvikling og beskyttelsen af udlændingen mod overgreb sørge for, at forbindelsen mellem udlændingen og netværket holdes ved lige. Ved tilrettelæggelse af samværet, skal der lægges vægt på, at den uledsagede mindreårige udlænding også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til netværket.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal om fornødent træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til den uledsagede mindreårige udlænding og formålet med anbringelsen. Der kan ikke efter 1. pkt. træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end én gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-udvalget efter stk. 4 og 5.

Stk. 4. Når det er nødvendigt af hensyn til den uledsagede mindreårige udlændings sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan der træffes afgørelse om at afbryde forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse mellem netværket og den uledsagede mindreårige udlænding, ligesom der kan træffes afgørelse om, at udlændingens anbringelsessted ikke må oplyses over for netværket.

Stk. 5. Ved viden eller formodning om, at den person, som den uledsagede mindreårige udlænding skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal børn og unge-udvalget, medmindre særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med den uledsagede mindreårige udlænding i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse eller om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.

Stk. 6. Stk. 3-5 finder tilsvarende anvendelse under gennemførelsen af en faglig undersøgelse efter § 62 q, stk. 1, og under ophold på en institution eller indlæggelse på et sygehus efter udlændingelovens § 62 q, stk. 6.

Uledsagede mindreårige udlændinge indkvarteret uden for det ordinære asylcentersystem

§ 21. For uledsagede mindreårige udlændinge, der er indkvarteret uden for det ordinære indkvarteringssystem, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 7, men som er tilknyttet et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, finder udlændingelovens kapitel 9 b om anbringelse og denne bekendtgørelse tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Vurderes det, at den uledsagede mindreårige udlænding ikke kan håndteres i regi af opholdsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 7, skal lederen af opholdsstedet underrette Udlændingestyrelsen herom.

Til toppen

Afsnit III – Ankestyrelsen, registrering og indberetning samt klageadgange

Kapitel 4 – Ankestyrelsen, registrering, indberetning og klageadgang

Ankestyrelsens beføjelser

§ 22. Ankestyrelsen kan af egen drift tage sager om særlig støtte til uledsagede mindreårige udlændinge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med den uledsagede mindreårige udlændings bedste. Ankestyrelsen kan da pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser.

Stk. 2. Hvis der er behov for anbringelse efter udlændingelovens § 62 l, jf. §§ 62 m-62 o, og kommunalbestyrelsen eller Udlændingestyrelsen undlader at iværksætte de fornødne sagsskridt forbundet hermed, kan Ankestyrelsen selv træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan endvidere selv træffe afgørelse efter udlændingelovens § 62 q, stk. 6.

Stk. 4. Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelser efter stk. 1-3 og kan desuden bestemme, at afgørelserne skal gennemføres inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til den uledsagede mindreårige udlændings bedste.

Stk. 5. Hvis borgere, fagpersoner eller andre har grund til at antage, at kommunalbestyrelsen eller Udlændingestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse med den uledsagede mindreårige udlændings bedste, kan disse underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vurderer herefter, om der er grundlag for at tage sagen op efter stk. 1.

Ankestyrelsens afgørelser med udvidet votering

§ 23. Når Ankestyrelsen på møde træffer afgørelse i sager efter § 6, stk. 1, benyttes der udvidet votering.

Stk. 2. I mødet efter stk. 1 deltager der 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand.

Stk. 3. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

Registrering og indberetning

§ 24. Ved magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter udlændingelovens §§ 62 f-62 i samt ved magtanvendelse i øvrigt, skal lederen af indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller dennes stedfortræder inden for 24 timer registrere hændelsen på et indberetningsskema.

Stk. 2. Den uledsagede mindreårige udlænding, der har været involveret i episoden, der udløste magtanvendelsen, skal gøres bekendt med registreringen, jf. stk. 1, og have lejlighed til at ledsage denne med sin egen redegørelse for episoden.

Stk. 3. Lederen af indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller dennes stedfortræder, skal sikre, at den uledsagede mindreårige udlænding forstår, hvad der er blevet registeret på indberetningsskemaet efter stk. 1. Efter anmodning gives den uledsagede mindreårige udlænding en skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i indberetningen, jf. stk. 1, på et sprog, som udlændingen forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.

Stk. 4. Lederen af indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller dennes stedfortræder skal uden ugrundet ophold sende kopi af indberetningsskemaet til Udlændingestyrelsen samt orientere den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1.

Stk. 5. Overlader Udlændingestyrelsen udførelsen af det faglige tilsyn med indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, til et eller flere socialtilsyn efter socialtilsynslovens § 3, stk. 3, kan Udlændingestyrelsen pålægge lederen af indkvarteringsstedet eller dennes stedfortræder ved månedens udgang at indsende en kopi af indberetningsskemaerne sammen med eventuelle relevante kommentarer til det socialtilsyn, der udfører det faglige tilsyn med indkvarteringsstedet.

Stk. 6. Lederen af indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller dennes stedfortræder skal endvidere orientere den kommunale driftsherre ved månedens udgang, hvis indgrebet har fundet sted over for en uledsaget mindreårig udlænding i et kommunalt tilbud.

Stk. 7. Udlændingestyrelsen og socialtilsynet skal gennemgå de indkomne indberetningsskemaer og vurdere, om de giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser.

Stk. 8. For uledsagede mindreårige udlændinge, der er anbragt på et anbringelsessted efter udlændingelovens § 62 l, jf. §§ 62 m-62 o, finder voksenansvarslovens § 21 om registrering og indberetning anvendelse.

§ 25. Hvis der er begrundet mistanke om, at der er foretaget en handling, der er undergivet påtale, herunder et eventuelt strafansvar, skal lederen af indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller dennes stedfortræder straks registrere hændelsen på et indberetningsskema og uden ugrundet ophold sende indberetning herom til Udlændingestyrelsen. Lederen af indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller dennes stedfortræder skal uden ugrundet ophold sende en kopi af indberetningsskemaet til den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen skal vurdere, om indberetningen giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser, herunder, om der skal rettes henvendelse til politiet vedrørende episoden.

Stk. 2. Den uledsagede mindreårige udlænding, der har været involveret i episoden, der udløste magtanvendelsen, skal gøres bekendt med registreringen, jf. stk. 1, og have lejlighed til at ledsage denne med sin egen redegørelse for episoden.

Stk. 3. Overlader Udlændingestyrelsen udførelsen af det faglige tilsyn med indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, til et eller flere socialtilsyn efter socialtilsynslovens § 3, stk. 3, kan Udlændingestyrelsen pålægge lederen af indkvarteringsstedet eller dennes stedfortræder at sende kopi af indberetningen til det socialtilsyn, der udfører det faglige tilsyn, samtidig med, at denne sendes til Udlændingestyrelsen.

Stk. 4. Lederen af indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, eller dennes stedfortræder skal endvidere orientere den kommunale driftsherre, hvis indgrebet har fundet sted over for en uledsaget mindreårig udlænding i et kommunalt tilbud.

Klageadgang

§ 26. Lederen af et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, skal i forbindelse med, en uledsaget mindreårig udlænding tager ophold på indkvarteringsstedet, oplyse den uledsagede mindreårige udlænding og dennes repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, om deres rettigheder i relation til magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, herunder adgangen til at klage til henholdsvis Ankestyrelsen og Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 56 b, § 56 c og § 56 e.

§ 27. Indkvarteringsoperatøren skal oplyse de uledsagede mindreårige udlændinge om adgangen til at henvende sig anonymt til Udlændingestyrelsen om bekymrende forhold på indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.

Klage over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget

§ 28. Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget efter § 6, stk. 1, og udlændingelovens § 62 l, stk. 1, jf. §§ 62 m-62 o, § 62 l, stk. 3, 2. pkt., og § 62 q, stk. 6, kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. En klage over en afgørelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 3, 2. pkt., kan dog ikke behandles af Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag om anbringelse efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, jf. §§ 62 m-62 o, for børn og unge-udvalget.

Stk. 2. Berettiget til at indbringe en sag for Ankestyrelsen er en uledsaget mindreårig udlænding, der er fyldt 12 år, og udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1.

Stk. 3. Indbringelse af sagen for Ankestyrelsen hindrer ikke iværksættelse af de besluttede foranstaltninger m.v. Dog kan Ankestyrelsens direktør under ganske særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.

Stk. 4. Ved behandlingen i Ankestyrelsen finder § 6, stk. 2, § 10 og § 12 om ret til at udtale sig, adgang til gratis advokatbistand og orientering om retten til at se sagens akter og retten til at udtale sig tilsvarende anvendelse. Dette gælder også, når Ankestyrelsen af egen drift tager en sag om særlig støtte til uledsagede mindreårige udlændinge op, jf. § 22, og Ankestyrelsen i den forbindelse vurderer, at det ikke kan udelukkes, at behandlingen af sagen kan resultere i, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse efter § 22, stk. 3.

Stk. 5. I forbindelse med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen har den uledsagede mindreårige udlænding, der er fyldt 12 år, og udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, ret til at få dækket udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen.

Klage over afgørelser truffet af lederen på indkvarteringsstedet

§ 29. Afgørelser om træk i uledsagede mindreårige udlændinges tillægsydelse, jf. udlændingelovens § 62 b, stk. 6, truffet af lederen på et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, kan indbringes for Udlændingestyrelsen efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Udlændingestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Berettiget til at indbringe en sag for Udlændingestyrelsen er den uledsagede mindreårige udlænding, der er fyldt 12 år, og udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1.

Stk. 3. Indbringelse af sagen for Udlændingestyrelsen hindrer ikke iværksættelse af træk i udlændingens tillægsydelse. Dog kan Udlændingestyrelsen under gange særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.

Stk. 4. Ved behandlingen i Udlændingestyrelsen finder § 6, stk. 2, om ret til at udtale sig og § 12 om orientering om retten til at se sagens akter og retten til at udtale sig tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Udlændingestyrelsen skal i forbindelse med behandlingen af klagen tage særlige hensyn til uledsagede mindreårige udlændinge med nedsat funktionsevne, herunder udlændingens forudsætning for at kunne påklage afgørelsen og ved vurderingen af, om udlændingen har overtrådt de obligatoriske regler i husordenen.

Klager over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen

§ 30. Afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen efter § 9, § 13, § 18, stk. 7, og § 20, stk. 3, og efter udlændingelovens § 62 m, stk. 3, og § 62 r, stk. 2, kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2. Ankestyrelsens direktør kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristernes beregning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Berettiget til at indbringe en sag for Ankestyrelsen er den uledsagede mindreårige udlænding, der er fyldt 12 år, og udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1.

Stk. 4. Ankestyrelsen er ikke bundet af parternes påstande og er uafhængig af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag.

Stk. 5. Ankestyrelsens afgørelse kan gå ud på afvisning, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.

Stk. 6. Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål.

Stk. 7. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning, jf. dog stk. 8.

Stk. 8. Klage over afgørelse om valg af anbringelsessted efter § 13 har opsættende virkning. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, træffer kommunalbestyrelsen samtidig med afgørelse om valg af anbringelsessted eller ændret anbringelsessted afgørelse om at iværksætte afgørelsen straks. Afgørelsen om, at en afgørelse iværksættes straks, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 9. Ændrer Ankestyrelsen en afgørelse til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Stk. 10. Ankestyrelsens afgørelser skal være skriftlige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesudvalgets forretningsordner.

Til toppen

Afsnit IV – Afsluttende bestemmelse

Kapitel 5 – Ikrafttræden

§ 31. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2017.

Til toppen