Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Udsatte

Cirkulæreskrivelse om høring af politiet inden der gives tilladelse til udgang eller træffes afgørelse om prøveløsladelse i sager vedrørende dømte med tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v.

Justitsministeriets, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse nr. 9282 af 30/4 2015.

1. Indledning

Inden der gives tilladelse til udgang eller træffes afgørelse om prøveløsladelse, skal der ske høring af den politidirektør, der har behandlet straffesagen, i tilfælde, hvor politidirektøren i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at den dømte skal udstå fængselsstraf m.v., har oplyst, at den pågældende har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v., eller hvis det på anden vis er oplyst, at den pågældende har en sådan tilknytning.

Det bemærkes, at sigtet med høringen er at belyse forhold af betydning for afgørelse af spørgsmålet om udgang og prøveløsladelse, herunder vedrørende spørgsmålet om fastsættelse af vilkår for prøveløsladelse som nævnt i straffelovens § 39, stk. 3, og § 41, stk. 5. Der vil derfor kunne være situationer, hvor politiet skal høres, selvom oplysningerne om tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v. ikke har været afgørende for kriminalforsorgens beslutning om placering af den dømte. Der vil altså også i forhold til f.eks. indsatte i åbne fængsler kunne være tilfælde, hvor der skal foretages høring.

2. Registrering i Klientsystemet

Hvis politiet på anmeldelsesblanketten har oplyst, at den pågældende har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v., skal kriminalforsorgsområdet i forbindelse med straffens iværksættelse foretage følgende i Klientsystemet:

  • notere et ”P” på stamdata vedrørende udgangshøring, og
  • anføre i sikkerhedsmodulets felt om ”Restriktioner i institutionen”, at der skal ske høring af politiet, før der træffes afgørelse om prøveløsladelse/udgang.

3. Udgang

Af udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5, fremgår det, at der skal indhentes en udtalelse fra politidirektøren, inden der gives tilladelse til udgang, når politidirektøren i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at den dømte skal udstå fængselsstraf m.v., har oplyst, at den pågældende har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v., eller hvis det på anden vis er oplyst, at den pågældende har en sådan tilknytning. Der henvises endvidere til pkt. 18 i udgangsvejledningen.

Høring skal foretages i alle tilfælde, når det af anmeldelsesblanketten fremgår, at den dømte har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v., idet undtagelserne i § 15, stk. 3, ikke gælder i disse sager. Der skal således også ske høring i sager, hvor den dømte har været på fri fod mellem domfældelsen og straffens iværksættelse, jf. § 15, stk. 3, nr. 1, og vedrørende de typer af udgange, som er nævnt i § 15, stk. 3, nr. 2-5.

Hvis kriminalforsorgsområdet, efter at have foretaget den første høring af politidirektøren efter udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5, finder, at betingelserne for udgang er opfyldt, skal der indhentes endnu en udtalelse fra politidirektøren, jf. udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 2, om, hvorvidt udgang ikke kan finde sted, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3. Der henvises endvidere til udgangsvejledningens pkt. 18.

4. Prøveløsladelse

Af løsladelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 2, 1. pkt., fremgår det, at der skal indhentes en udtalelse, herunder til brug for afgørelse af spørgsmålet om fastsættelse af vilkår som nævnt i straffelovens § 39, stk. 3, eller § 41, stk. 5, fra politidirektøren, inden der træffes afgørelse om prøveløsladelse, når politidirektøren i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at den dømte skal udstå fængselsstraf m.v., har oplyst, at den pågældende har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v., eller hvis det på anden vis er oplyst, at den pågældende har en sådan tilknytning.

Hvis kriminalforsorgsområdet, efter at have foretaget den første høring af politidirektøren efter løsladelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 2, 1. pkt., finder, at betingelserne for prøveløsladelse er opfyldt, skal der indhentes endnu en udtalelse fra politidirektøren, jf. løsladelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 2, 2. pkt., om, hvorvidt prøveløsladelse ikke kan ske, jf. straffelovens § 38, stk. 5, eller § 41, stk. 3. Der henvises endvidere til løsladelsesvejledningens pkt. 43 og 54.

5. Kompetence

Finder kriminalforsorgsområdet på baggrund af den første høring, at der bør gives tilladelse til udgang eller træffes afgørelse om, at der skal ske prøveløsladelse, uanset at dette frarådes af politidirektøren, skal spørgsmålet forelægges for Direktoratet for Kriminalforsorgen. Direktoratet vurderer herefter, hvorvidt betingelserne for udgang eller prøveløsladelse er opfyldt. Hvis direktoratet finder, at betingelserne for udgang eller prøveløsladelse er opfyldt, skal kriminalforsorgsområdet indhente en ny udtalelse fra politidirektøren om, hvorvidt udgang eller prøveløsladelse ikke kan finde sted, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, og straffelovens § 38, stk. 5, eller § 41, stk. 3. På baggrund af politidirektørens udtalelse træffer kriminalforsorgsområdet herefter afgørelse i sagen, medmindre der er tale om dømte, hvor afgørelseskompetencen er henlagt til direktoratet. I sidstnævnte tilfælde vil sagen blive afgjort af direktoratet.

6. Procedure ved udbrud og ophør af en voldelig konflikt i rocker- og bandemiljøet m.v.

I tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om tilladelse til udgang (eller eventuelt afgørelse om et prøveløsladelsestidspunkt), men hvor der efterfølgende tilgår oplysninger fra politiet, som kan være til hinder for udgang (eller prøveløsladelse) i form af oplysninger om, at en voldelig konflikt er brudt ud i rocker- og bandemiljøet m.v., efter at de nævnte afgørelser blev truffet, vil en allerede meddelt tilladelse ikke kunne sættes i bero ud fra generelle oplysninger om konfliktbilledet. Politidirektøren vil således skulle høres om de konkrete indsatte, som måtte være omfattet af den voldelige konflikt. Ved udbrud af en voldelig konflikt i rocker- og bandemiljøet m.v. vil kriminalforsorgsområdet fra direktoratet (Koncern Sikkerhed) modtage underretning om, hvilke konkrete indsatte der som følge af den voldelige konflikt skal ske høring af politidirektøren om med henblik på stillingtagen til, hvorvidt udgang skal bortfalde (eller prøveløsladelse ikke kan finde sted), jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, (og straffelovens § 38, stk. 5 eller § 41, stk. 3). Der henvises i øvrigt til udgangsbekendtgørelsens § 22, stk. 7, og udgangsvejledningens pkt. 35.

Såfremt der tilgår generelle oplysninger fra politiet om ophør af en konflikt som nævnt ovenfor, vil kriminalforsorgsområdet få nærmere underretning herom fra direktoratet (Koncern Sikkerhed) med henblik på, at der på ny kan ske høring af politidirektøren i de (relevante) konkrete sager vedrørende indsatte, hvor udgang eller prøveløsladelse på grund af konflikten har været afskåret, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, og straffelovens § 38, stk. 5 eller § 41, stk. 3.

7. Aktindsigt m.v.

Kriminalforsorgens sager om udgang og prøveløsladelse er omfattet af forvaltningslovens almindelige regler om partshøring, aktindsigt, begrundelsespligt mv. for parten (den indsatte).

Det betyder, at den udtalelse, som kriminalforsorgen indhenter fra politidirektøren som udgangspunkt er undergivet aktindsigt. Det vil bl.a. betyde, at partshøringspligten gælder, ligesom den indsatte af egen drift kan anmode om aktindsigt i sin sag. Endvidere er begrundelsespligten gældende i de nævnte typer sager.

Der er ikke hjemmel til genereltat undtage oplysningerne.

Hvis der er konkrete grunde til at antage, at der er hensyn, der gør, at aktindsigten skal nægtes, kan dette ske i medfør af forvaltningslovens § 15 b, nr. 1, om begrænsning af aktindsigten, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til (bl.a.) beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning. Til brug for denne vurdering bør kriminalforsorgsområdet i almindelighed indhente en udtalelse herom fra den politidirektør, der har afgivet udtalelse i sagen.

Tilsvarende procedurer vil gælde i relation til partshøring og begrundelsespligt.

For så vidt angår politiets høringssvar vedrørende afskæring af udgang og prøveløsladelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, og straffelovens § 38, stk. 5, eller § 41, stk. 3, bemærkes, at det fremgår af lovbemærkningerne (lovændring i 2014), at ”politiets oplysninger lægges uprøvet til grund af kriminalforsorgen ved afgørelse af spørgsmålet om udgang eller prøveløsladelse”, og at der vil ”kunne forekomme tilfælde, hvor politimæssige eller efterforskningsmæssige hensyn vil have indvirkning på omfanget og detaljeringsgraden af den udtalelse, som politiet afgiver.”

8. Ikrafttræden

Cirkulæreskrivelsen træder i kraft den 6. maj 2015.

Cirkulæreskrivelse nr. 9436 af 27. juni 2014 om høring af politiet inden der gives tilladelse til udgang eller træffes afgørelse om prøveløsladelse i sager vedrørende dømte med tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v. ophæves.

Til toppen