Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om kriminalforsorgens reaktioner ved overtrædelse af vilkår fastsat ved prøveløsladelse, betinget dom m.v.

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 590 af 30/4 2015.

I medfør af § 86, stk. 4, § 99, stk. 4, § 103, stk. 3, og § 105, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 15. maj 2012, som ændret ved lov nr. 739 af 25. juni 2014, og § 44 i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 871 af 4. juli 2014, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Bekendtgørelsens område

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved overtrædelse af tilsyn og særvilkår, der er fastsat ved

1) prøveløsladelse,

2) prøveudskrivning fra forvaring,

3) benådning i de tilfælde, der er omfattet af straffelovens § 43,

4) strafafbrydelse,

5) andre bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven, bortset fra udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, nr. 3, og udståelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a, og

6) betinget dom.

Til toppen

Kapitel 2 – Overtrædelse af vilkår der er fastsat administrativt

Klienter der er prøveløsladt eller betinget benådet

§ 2. Overtræder en klient, der er prøveløsladt eller betinget benådet, vilkåret om tilsyn og/eller eventuelle særvilkår, kan kriminalforsorgsområdet i overensstemmelse med straffelovens § 40, stk. 2 og 3,

1) tildele advarsel,

2) ændre vilkårene og forlænge prøvetiden inden for den i § 39 fastsatte længstetid eller

3) under særlige omstændigheder bestemme, at klienten skal indsættes til udståelse af reststraffen.

Stk. 2. Overtræder klienten vilkåret om tilsyn og/eller eventuelle særvilkår samtidig med, at den pågældende overtræder vilkåret om ikke at begå strafbart forhold og sigtes herfor, finder stk. 1 ikke anvendelse, medmindre klienten ikke er varetægtsfængslet i forbindelse med sigtelsen for det strafbare forhold.

§ 3. Overtræder klienten vilkår, skal kriminalforsorgsområdet umiddelbart herefter træffe foranstaltninger med henblik på at sikre overholdelsen af vilkåret.

Stk. 2. Er der risiko for, at klienten begår alvorlig kriminalitet, skal kriminalforsorgsområdet overveje straks at anmode om anholdelse eller varetægtsfængsling, jf. § 7, uden at foretage de i § 4, stk. 1, nævnte handlinger.

§ 4. Består vilkårsovertrædelsen i, at klienten unddrager sig tilsynet, skal kriminalforsorgsområdet på udeblivelsesdagen eller umiddelbart derefter ved brev pålægge klienten at tage personlig kontakt med kriminalforsorgsområdet snarest. Reagerer klienten ikke på dette brev, skal kriminalforsorgsområdet aflægge besøg på klientens bopæl eller opholdssted, hvis det findes formålstjenligt efter en konkret vurdering. I modsat fald erstattes besøget af et skriftligt pålæg.

Stk. 2. Fører de i stk. 1 nævnte handlinger ikke til, at tilsynet genetableres, eller overtræder klienten i øvrigt vilkåret om tilsyn eller særvilkår, og må vilkårsovertrædelsen antages at medføre en nærliggende risiko for kriminalitet, skal kriminalforsorgsområdet overveje at anmode om anholdelse eller varetægtsfængsling, jf. § 7.

§ 5. Overtræder klienten forskrifter eller vilkår, jf. straffuldbyrdelseslovens § 86, stk. 2, uden at vilkårsovertrædelsen antages at medføre en afgørelse efter § 2, stk. 1, nr. 3, kan kriminalforsorgsområdet give et pålæg om at overholde forskrifterne og vilkårene.

§ 6. Overtræder klienten alene vilkåret om ikke at begå strafbart forhold og sigtes for forholdet uden at være varetægtsfængslet, skal kriminalforsorgsområdet så vidt muligt sørge for, at tilsyn og særvilkår fortsat gennemføres.

§ 7. Overtræder klienten vilkår, og kan kriminalforsorgsområdet ikke komme i kontakt med klienten, kan kriminalforsorgsområdet anmode politiet om anholdelse efter retsplejelovens § 756 med henblik på fremstilling for kriminalforsorgsområdet.

Stk. 2. Er en vilkårsovertrædelse af en sådan beskaffenhed, at genindsættelse kan blive aktuelt, kan kriminalforsorgsområdet anmode politiet om varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 763.

§ 8. Inden kriminalforsorgsområdet træffer afgørelse om genindsættelse, skal klienten gøres bekendt med sagens faktiske omstændigheder og have lejlighed til at udtale sig i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19.

Stk. 2. Kan kriminalforsorgsområdet ikke komme i kontakt med klienten, kan kriminalforsorgsområdet anmode politiet om anholdelse efter retsplejelovens § 756 med henblik på fremstilling for kriminalforsorgsområdet.

Stk. 3. Såfremt en afgørelse om genindsættelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, er meddelt klienten mundtligt, skal afgørelsen efterfølgende meddeles klienten skriftligt. Den skriftlige afgørelse skal indeholde en begrundelse for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, samt indeholde oplysning om, at afgørelsen kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. § 21, stk. 2, og om fristen for at indgive klage, jf. § 21, stk. 3. Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om, at den endelige administrative afgørelse kan kræves indbragt for retten, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 7 eller 8.

Klienter i afsoningsforløb

§ 9. Bliver kriminalforsorgsområdet bekendt med, at en klient, der er i et afsoningsforløb, overtræder vilkår, skal der straks, og uden at foretage de i § 4 og § 7 nævnte handlinger, træffes afgørelse om det videre forløb.

Stk. 2. Bliver kriminalforsorgsområdet bekendt med, at en klient, der er i et afsoningsforløb, påtænker at foretage en udlandsrejse, uden at kriminalforsorgsområdet har givet tilladelse hertil, jf. § 7, stk. 2, i bekendtgørelse om kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v., skal kriminalforsorgsområdet øjeblikkeligt træffe afgørelse om det videre forløb.

Stk. 3. § 8, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Klienter der har tilladelse til strafafbrydelse

§ 10. Bliver kriminalforsorgsområdet bekendt med, at en klient, der har strafafbrydelse, overtræder vilkår, skal der straks, og uden at foretage de i § 4 og § 7 nævnte handlinger, træffes afgørelse om, hvorvidt tilladelsen til strafafbrydelse skal tilbagekaldes.

Stk. 2. § 8, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Til toppen

Kapitel 3 – Overtrædelse af vilkår der er fastsat af retten

§ 11. Overtræder klienten vilkår, der er fastsat af retten, skal kriminalforsorgsområdet umiddelbart herefter træffe foranstaltninger med henblik på at sikre overholdelsen af vilkåret.

Stk. 2. Er der risiko for, at klienten begår alvorlig kriminalitet, skal kriminalforsorgsområdet overveje straks at afgive indberetning, jf. § 15, eller anmode om anholdelse eller varetægtsfængsling, jf. § 16, uden at foretage de i § 12, stk. 1, nævnte handlinger.

§ 12. Består vilkårsovertrædelsen i, at klienten unddrager sig tilsynet, skal kriminalforsorgsområdet på udeblivelsesdagen eller umiddelbart derefter ved brev pålægge klienten at tage personlig kontakt med kriminalforsorgsområdet snarest. Reagerer klienten ikke på dette brev, skal kriminalforsorgsområdet aflægge besøg på klientens bopæl eller opholdssted, hvis det findes formålstjenligt efter en konkret vurdering. I modsat fald erstattes besøget af et skriftligt pålæg.

Stk. 2. Fører de i stk. 1 nævnte handlinger ikke til, at tilsynet genetableres, eller overtræder klienten i øvrigt vilkåret om tilsyn eller særvilkår, og må vilkårsovertrædelsen antages at medføre en nærliggende risiko for kriminalitet, skal kriminalforsorgsområdet omgående afgive indberetning, jf. § 15, eller anmode om anholdelse eller varetægtsfængsling, jf. § 16.

§ 13. Overtræder klienten forskrifter eller vilkår, jf. straffuldbyrdelseslovens § 99, stk. 3, uden at vilkårsovertrædelsen antages at medføre en nærliggende risiko for kriminalitet, kan kriminalforsorgsområdet give et pålæg om at overholde forskrifterne og vilkårene. Er der tidligere givet pålæg i anledning af tilsvarende overtrædelse, skal der senest en måned efter, at vilkårsovertrædelsen på ny er konstateret, afgives indberetning, jf. § 15.

§ 14. Overtræder klienten alene vilkåret om ikke at begå strafbart forhold, kan afgivelse af indberetning undlades, hvis pågældende allerede er sigtet for det strafbare forhold, og vilkårsovertrædelsen vil blive inddraget i straffesagen. Bliver klienten ikke varetægtsfængslet, skal kriminalforsorgsområdet så vidt muligt sørge for, at tilsyn og særvilkår fortsat gennemføres.

§ 15. Indberetning afgives til anklagemyndigheden. Indberetningen skal indeholde oplysning om

1) hvornår og på hvilken måde klienten har overtrådt forskrifter eller vilkår,

2) de foranstaltninger kriminalforsorgsområdet har truffet,

3) klienten har tilsidesat pålæg,

4) klientens aktuelle sociale situation, og

5) kriminalforsorgsområdets forslag til reaktion.

Stk. 2. Klienten skal gøres bekendt med indberetningen, før den afgives, og have lejlighed til at udtale sig. Klientens eventuelle bemærkninger skal anføres i indberetningen.

§ 16. Overtræder klienten vilkår, og kan kriminalforsorgsområdet ikke komme i kontakt med klienten, kan kriminalforsorgsområdet anmode politiet om anholdelse efter retsplejelovens § 756 med henblik på fremstilling for kriminalforsorgsområdet.

Stk. 2. Er en vilkårsovertrædelse af en sådan beskaffenhed, at fuldbyrdelse af fængselsstraf kan blive aktuelt, kan kriminalforsorgsområdet anmode politiet om varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 763.

Til toppen

Kapitel 4 – Særlige regler om forvaringsdømte

§ 17. Er det i rettens kendelse om prøveudskrivning fastsat, at der under nærmere angivne betingelser kan ske tilbageførsel til fængslet, kan kriminalforsorgsområdet træffe afgørelse herom.

Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal straks underrette Rigsadvokaten, når der er truffet afgørelse om tilbageførsel, således at Rigsadvokaten kan indbringe spørgsmålet om genanbringelsens opretholdelse for retten inden for den i kendelsen fastsatte frist.

Til toppen

Kapitel 5 – Særlige regler om samfundstjeneste

§ 18. Udebliver klienten fra en aftale om at udføre samfundstjeneste, skal kriminalforsorgsområdet samme dag eller umiddelbart derefter ved brev pålægge klienten snarest at tage personlig kontakt med kriminalforsorgsområdet. Reagerer klienten ikke på dette brev, skal kriminalforsorgsområdet aflægge besøg på klientens bopæl eller opholdssted, hvis det findes formålstjenligt efter en konkret vurdering. I modsat fald erstattes besøget af et skriftligt pålæg. Får kriminalforsorgsområdet herefter kontakt med klienten, giver kriminalforsorgsområdet klienten pålæg om at overholde vilkåret om samfundstjeneste og de forskrifter, som kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten.

Stk. 2. Kommer klienten gentagne gange for sent, afviser klienten at udføre samfundstjenesten, eller overtræder klienten på anden måde vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som kriminalforsorgsområdet har givet, skal kriminalforsorgsområdet give klienten pålæg om at overholde vilkåret og forskrifterne.

Stk. 3. Er klienten idømt betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, og fører et givet pålæg efter stk. 1 eller 2 ikke til, at vilkåret og forskrifterne overholdes, skal kriminalforsorgsområdet afgive indberetning senest en måned efter, at vilkårsovertrædelsen på ny blev konstateret. Fører de i stk. 1 nævnte handlinger ikke til, at kriminalforsorgsområdet får kontakt med klienten, afgives indberetning senest en måned efter udeblivelsen, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Er vilkåret ved at udløbe, skal kriminalforsorgsområdet, hvis det er påkrævet, afgive indberetning hurtigere end nævnt i stk. 3.

§ 19. Overtræder klienten vilkåret om ikke at begå strafbart forhold, uden at klienten bliver varetægtsfængslet, skal kriminalforsorgsområdet sørge for, at klienten får mulighed for at fortsætte samfundstjenesten.

§ 20. Overtræder en klient, der er løsladt på prøve med vilkår om samfundstjeneste, dette vilkår, og fører et givet pålæg efter § 18, stk. 1, ikke til, at vilkåret og forskrifterne overholdes, skal kriminalforsorgsområdet straks træffe afgørelse om eventuel reaktion efter straffelovens § 40, stk. 2, nr. 3, uanset vurderingen af risikoen for ny kriminalitet.

Til toppen

Kapitel 6 – Administrativ klageadgang vedrørende afgørelser efter straffelovens § 40, stk. 2

§ 21. Afgørelser, der er truffet af en myndighed inden for kriminalforsorgen, om reaktioner som følge af vilkårsovertrædelse, jf. straffelovens § 40, stk. 2, kan ikke påklages til højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområdet om indsættelse til udståelse af reststraffen, jf. straffelovens § 40, stk. 2, nr. 3, § 40, stk. 3, § 40 a, stk. 7, § 42, stk. 2, og § 43, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Stk. 3. Klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den dømte. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan i særlige tilfælde se bort fra denne frist.

Stk. 4. En klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen har ikke opsættende virkning, medmindre kriminalforsorgsområdet eller direktoratet træffer bestemmelse herom.

Til toppen

Kapitel 7 – Ikrafttræden

§ 22. Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. maj 2015.

Til toppen