Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Forsørgelse & aktivering

Bekendtgørelse om betaling og indberetning af ATP-bidrag for modtagere af fleksydelse

Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1345 af 30/11 2015.

I medfør af § 2 c i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014, og § 14, stk. 1, i lov om fleksydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 17. september 2015, og efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsættes efter bemyndigelse:

ATP-bidraget

§ 1. For modtagere af fleksydelse efter lov om fleksydelse, kan der efter modtagerens ønske betales bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Der indbetales bidrag for hver time, der udbetales fleksydelse for. På grundlag af det årsbidrag, der er fastsat efter § 15, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, fastsætter bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension et timebidrag. Bidraget udgør 1,78 kr. pr. time.

Betingelser for indbetaling af ATP-bidrag m.v.

§ 2. I forbindelse med ansøgning om fleksydelse giver ansøgeren meddelelse om, hvorvidt denne ønsker at indbetale bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Indbetaling af bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension sker med virkning fra den første måned, som der udbetales fleksydelse for.

Stk. 2. Modtagere af fleksydelse, der ønsker at indbetale bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension, skal give Udbetaling Danmark skriftlig meddelelse herom. Indbetaling af bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension sker med virkning fra den 1. i måneden efter, at Udbetaling Danmark har modtaget meddelelsen.

Stk. 3. Modtagere af fleksydelse, der ønsker at ophøre med indbetaling af bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension, giver skriftlig meddelelse til Udbetaling Danmark herom. Ophør med indbetaling sker med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 6 måneder fra Udbetaling Danmark modtog meddelelsen.

Stk. 4. Bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension kan betales sidste gang for den måned, hvori modtageren af fleksydelse når folkepensionsalderen, jf. lov om social pension.

Stk. 5. Ved fleksydelsesmodtagerens død ophører betaling af bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension fra den 1. i den følgende måned.

§ 3. Bidraget efter § 1, stk. 2, betales af den person, der indbetales bidrag for. Bidraget for en måned nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 2. Udbetaling Danmark tilbageholder bidraget ved udbetaling af fleksydelsen.

Udbetaling Danmarks indbetaling til Arbejdsmarkedets Tillægspension

§ 4. ATP-bidraget af fleksydelse opgøres kvartalsvis af Udbetaling Danmark. Udbetaling Danmark kan vælge at betale bidraget via eget lønsystem eller et servicebureau. Ved begge betalingsmuligheder skal der enten anvendes Pengeinstitutternes Betalingssystemer (Nets) Overførselsservice, Informationsservice eller Letløn. Hvis Udbetaling Danmark ikke betaler via en af de nævnte muligheder, bliver beløbet opkrævet via Nets Betalingsservice, hvorefter beløbet opkræves ved automatisk træk, elektronisk indbetalingskort eller fysisk indbetalingskort. Opkrævningen sendes af Arbejdsmarkedets Tillægspension via Nets. Indbetalingen sker på det særlige SE-nummer, der anvendes til udbetaling af fleksydelse.

Stk. 2. Bidraget forfalder til betaling den 1. maj, 1. august, 1. november og 1. februar. Udbetaling Danmark betaler bidraget til Arbejdsmarkedets Tillægspension senest den 7. i forfaldsmåneden.

Stk. 3. Hvis Udbetaling Danmark ikke indbetaler bidraget rettidigt, ifaldes ansvar for betaling af renter for forsinket indbetaling. Renten opkræves af Arbejdsmarkedets Tillægspension og udgør 1½ pct. af det samlede bidrag for hver påbegyndt måned regnet fra kvartalets udløb.

Udbetaling Danmarks indberetning til Arbejdsmarkedets Tillægspension

§ 5. Udbetaling Danmark indberetter en gang om måneden det ATP-bidrag, der skal indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension for hver enkelt fleksydelsesmodtager. Indberetningen sker til indkomstregisteret efter § 3, stk. 1, nr. 7, i lov om et indkomstregister og under det i § 4, stk. 1, nævnte særskilte SE-nummer.

Tilbagebetaling af ATP-bidrag

§ 6. Hvis en ydelsesmodtager skal tilbagebetale fleksydelse, der er modtaget med urette, skal indbetalte ATP-bidrag af denne ydelse overføres fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til Udbetaling Danmark.

Ikrafttræden m.v.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 697 af 26. maj 2015 om betaling og indberetning af ATP-bidrag for modtagere af fleksydelse ophæves.

Til toppen