Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Arbejdsmarked & uddannelse

Bekendtgørelse om vedtægter for Arbejdsmarkedets Feriefond

Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 673 af 23/6 2014, ændret ved:

bekendtgørelse nr. 506 af 24/4 2020.

I medfør af § 46, stk. 8, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1025 af 4. oktober 2019, fastsættes:

§ 1. Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution inden for den statslige forvaltning.

Stk. 2. Fondens hjemsted er Københavns Kommune.

Fondens formål

§ 2. Fondens formål er at yde støtte til ferieformål for lønmodtagere. Fonden yder fortrinsvis støtte til ferieophold for vanskeligt stillede familier og børn. Fonden kan derudover støtte ferieformål, der både har et socialt og kulturelt sigte.

Stk. 2. Det er en betingelse for tildeling af støtte efter stk. 1, at fonden har foretaget de nødvendige reservationer i formuen, så fonden kan overholde sine betalingsforpligtelser i henhold til lov og derefter andre retlige forpligtelser.

Stk. 3. Fonden udarbejder en støttepolitik, der skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Vilkår

§ 3. Støtte kan gives til fonde, foreninger og institutioner, der driver virksomhed på almennyttig basis, og som har til formål at udøve virksomhed, der kan karakteriseres som ferieformål efter § 2.

Stk. 2. Støtte ydes efter ansøgning til fonden, der i det enkelte tilfælde træffer afgørelse om vilkårene for støtten.

Stk. 3. Bevilget støtte kan trækkes tilbage, hvis støttemodtageren ikke indsender dokumentation, regnskaber m.v. i overensstemmelse med de betingelser, som fonden har fastsat for støtten.

Stk. 4. Fonden yder støtte i form af tilskud. Fonden kan ikke yde støtte til erhvervelse af arealer, opførelse, ombygning og indretning af bygninger o.l. Fonden kan dog i ganske særlige tilfælde give tilskud hertil, hvis en ikke uvæsentlig del af projektet samtidig støttes af andre tilskudsgivere.

§ 4. Støtte skal altid gøres betinget af, at fonden har fuld indsigt i regnskabsmateriale m.v. vedrørende de ferieformål, der støttes.

Stk. 2. Fondens støtte må ikke være konkurrenceforvridende. Hvis der gives støtte til institutioner eller organisationer, der udover kerneaktiviteten ferieformål for lønmodtagere også udbyder sideaktiviteter fx konference- og restaurationsfaciliteter, som er tilgængelige for andre end kerneaktivitetens brugere, og som ikke er bortforpagtede på markedsmæssige vilkår, skal støtten gøres betinget af, at der føres selvstændige regnskaber for sideaktiviteterne i overensstemmelse med årsregnskabsloven, og at sideaktiviteterne drives på markedsvilkår, herunder markedsbestemt husleje for lokaler.

§ 5. Ved forhåndstilsagn om støtte skal der tages forbehold for ændringer i det økonomiske grundlag for fondens virksomhed, herunder beslutninger, der træffes af Folketinget (herunder Finansudvalget).

§ 5 a. Fonden tilbyder låntagere, der har indgået aftale med fonden om lån, nedskrivning af lånets hovedstol på vilkårene fastsat i stk. 2-6.

Stk. 2. Fonden tilbyder låntagere med en samlet, akkumuleret hovedstol på mindre end kr. 1,5 mio. opgjort pr. den 1. januar 2020 en nedskrivning af lånets hovedstol på 100 pct. Fonden tilbyder låntagere med en samlet, akkumuleret hovedstol på mere end kr. 1,5 mio. opgjort pr. den 1. januar 2020 en nedskrivning af lånets hovedstol på 90 pct., hvis lånet er ydet som støtte for en handicap- eller kulturinstitution, eller en nedskrivning af hovedstolen på 80 pct., hvis lånet er ydet som støtte for et vandrehjem.

 

Stk. 3. Fonden tilbyder låntagere, der accepterer tilbuddet om en delvis nedskrivning af lånets hovedstol, jf. stk. 2, en låneaftale vedrørende den nedskrevne hovedstol på følgende vilkår:

 

1) En afdragsperiode op til 25 år regnet fra den 1. juni 2020 og med første afdrag den 1. juni 2021.

 

2) En rente på 2 pct. p.a., som tilskrives én gang årligt, første gang den 1. juni 2021, og som forfalder til betaling efter 30 dage. Ikke betalt rente tillægges hovedstolen og forrentes som denne.

 

3) Mulighed for at indfri lånet når som helst i låneperioden til kurs 100 med tillæg af rente.

 

4) Betaling af rimelige årlige administrationsomkostninger vedrørende fondens administration af lånene.

 

Stk. 4. Fonden udarbejder amortiseringsplaner til de låntagere, der accepterer tilbuddet om nedskrivning af lånets hovedstol. Første betaling af afdrag, rente og administrationsomkostninger i amortiseringsplanen regnes fra den 1. juni 2021. Fonden kan, med undtagelse af de vilkår, der er indeholdt i stk. 2 og 3, fastsætte individuelle lånevilkår begrundet i låntagernes konkrete forhold, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse.

 

Stk. 5. Aftalerne om nedskrivning af hovedstol og indgåelse af nye lån, jf. stk. 2 og 3, skal være indgået senest den 1. juni 2020.

 

Stk. 6. Fonden afholder alle direkte omkostninger forbundet med nedskrivning af lånenes hovedstol og indgåelsen af nye låneaftaler. Tinglysningsomkostninger samt omkostninger til rådgivning af låntagerne afholdes dog af låntagerne.

 

Midler

§ 6. Fondens midler består af renter og andet afkast af kapitalen, uhævede feriepenge, jf. ferielovens § 36, stk. 1, og renteafkast fra FerieKonto, jf. ferielovens § 32, stk. 2.

§ 7. Fonden kan ikke overdrage krav på feriepenge, der efter ferieloven tilfalder fonden.

§ 8. Under fondens midler hører endvidere den kapital, som fonden rådede over pr. 1. juli 1974. Denne kapital, der er anbragt i stats- og realkreditobligationer, skal forblive urørt, jf. dog stk. 2. Der skal foretages genkøb af udtrukne obligationer (nominel værdi).

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan under særlige omstændigheder godkende, at den oprindelige kapital, jf. stk. 1, kan bruges til særlige formål, herunder bl. a. til opfyldelse af fondens formål efter § 2.

Stk. 3. Fondens øvrige midler anbringes i stats- eller realkreditobligationer eller pengeinstitut.

Bestyrelse

§ 9. Bestyrelsen for fonden udpeges af beskæftigelsesministeren og består af en 1 formand, jf. stk. 2, og følgende medlemmer:

1) 1 medlem indstillet af Beskæftigelsesministeriet,

2) 1 medlem indstillet af Erhvervs- og Vækstministeriet,

3) 1 medlem indstillet af Landsorganisationen i Danmark,

4) 1 medlem indstillet af FTF, og

5) 2 medlemmer indstillet af Dansk Arbejdsgiverforening.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren udpeger efter drøftelse med de i bestyrelsen repræsenterede organisationer bestyrelsens formand.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeriets medlem er stedfortræder for formanden i tilfælde af dennes forfald.

Stk. 4. Bestyrelsen udpeges for 3 år ad gangen. Genbeskikkelse kan finde sted.

Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 10. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne, herunder formanden, eller - i dennes forfald - formandens stedfortræder, er til stede.

Stk. 2. Alle beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte. Står stemmerne lige, er formandens eller - i dennes forfald - formandens stedfortræders stemme afgørende.

§ 11. Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg til at forestå fondens daglige ledelse.

Stk. 2. Formanden for bestyrelsen - eller i dennes forfald formandens stedfortræder - er forretningsudvalgets formand.

§ 12. Fonden tegnes af formanden - eller i dennes forfald formandens stedfortræder - i forening med et andet bestyrelsesmedlem.

§ 13. Fonden skal af sine midler afholde administrationsudgifter, herunder sekretariatsudgifterne.

Regnskab og revision

§ 14. Fondens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2. Det påhviler fonden efter udløbet af hvert regnskabsår at aflægge driftsregnskab over det forløbne år med status pr. 31. december.

Stk. 3. Regnskabet revideres af 2 revisorer, hvoraf mindst én skal være statsautoriseret revisor.

Revisorerne vælges af bestyrelsen.

§ 15. Et eksemplar af det reviderede årsregnskab med status sendes til beskæftigelsesministeren inden udgangen af maj måned i året efter regnskabsårets udløb.

Beretning

§ 16. Det påhviler fonden efter udløbet af hvert regnskabsår at udarbejde en beretning om fondens virksomhed i det forløbne år. Beretningen sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering inden udgangen af maj måned i året efter regnskabsårets udløb.

Andre bestemmelser

§ 17. Ændringer i disse vedtægter kan foretages af beskæftigelsesministeren, efter at fonden har haft lejlighed til at afgive en udtalelse.

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2014.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 111 af 12. februar 2009 om vedtægter for Arbejdsmarkedets Feriefond.

Til toppen

Noter

Indledningen og § 3 ændret samt § 5 a indsat 1/5 2020 ved bek. nr. 506 af 24/4 2020.

Til toppen