Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i myndigheder, institutioner, virksomheder m.v. inden for Transportministeriets ressortområde

Transportministeriets bekendtgørelse nr. 485 af 24/5 2012.

I medfør af § 2, stk. 1 og 4, i lov nr. 520 af 21. juni 2005 om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale mv., som ændret ved lov nr. 444 af 23. maj 2012, fastsættes:

§ 1. Myndigheder, institutioner, virksomheder m.v. inden for Transportministeriets ressortområde skal indhente børneattest, inden de ansætter eller beskæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år, samt personer, der som led i udførelsen af deres opgaver færdes fast blandt børn under 15 år og derved har mulighed for at opnå direkte kontakt med disse børn, jfr. § 2.

Stk. 2. Indhentelse af børneattest skal ske i overensstemmelse med de regler, der gælder for sådanne attester i § 36 i bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret), herunder at den, oplysningerne angår, har meddelt skriftligt samtykke til indhentelsen.

§ 2. Følgende myndigheder, institutioner, virksomheder m.v. har pligt til at indhente børneattest:

1) Virksomheder, der udfører kørsel, som ikke er åben for alle, med tilladelse i henhold til lov om taxikørsel m.v., f.eks. kørsel med handicappede børn.

2) Myndigheder, institutioner, virksomheder m.v., der udfører kørsel, som ikke er åben for alle, på grundlag af tilladelse i henhold til lov om buskørsel, f.eks. kørsel efter aftale med skoler, institutioner m.v.

3) Myndigheder, institutioner, virksomheder m.v., der udfører kørsel, som ikke er åben for alle på grundlag af tilladelse i henhold til lov om trafikselskaber, dvs. speciel rutekørsel, hvor der befordres nærmere bestemte grupper, f.eks. børn til skoler, institutioner m.v.

4) Virksomheder, der udfører jernbanetrafik som offentlig servicetrafik, som tilbyder at guide børn under rejsen.

5) Virksomheder, der har tilladelse til at drive erhvervsmæssig lufttransport i henhold til lov om luftfart, som tilbyder at guide børn under rejsen.

6) Myndigheder, institutioner, virksomheder m.v., der udfører færgetrafik i henhold til lov om færgefart, som tilbyder at guide børn under rejsen.

Stk. 2. Der skal indhentes børneattest for personer, der skal fungere som førere af motorkøretøjer eller som børneguider, herunder for assistenter, vikarer, afløsere og studerende i praktik, såfremt der er tale om en fast tilknytning. Ved fast tilknytning forstås, at det fra ansættelsens eller beskæftigelsens begyndelse er hensigten, at personens tilknytning til myndigheden, institutionen, virksomheden m.v. skal have mere end enkeltstående eller kortvarig karakter. I disse tilfælde skal børneattest være indhentet, inden personen tiltræder som ansat eller beskæftiget. Børneattest skal dog under alle omstændigheder indhentes senest 3 uger efter det tidspunkt, hvor en person har været tilknyttet myndigheden, institutionen, virksomheden m.v. i mere end 3 måneder og inden for dette tidsrum i mindst 3 tilfælde eller i en sammenhængende periode af mere end 1 uges varighed har fungeret som fører af motorkøretøjer eller som børneguide, forudsat at personen fortsat skal være tilknyttet myndigheden, institutionen, virksomheden m.v.

Stk. 3. Der skal ikke på ny indhentes børneattest for en person som nævnt i stk. 2, hvis vedkommende overgår til anden ansættelse eller beskæftigelse inden for samme myndighed, institution, virksomhed m.v. Det samme gælder, hvis personen enten genansættes eller genbeskæftiges, når afbrydelsen af tilknytningen til myndigheden, institutionen, virksomheden m.v. beror på naturlige pauser.

§ 3. Forsætlig overtrædelse af § 2 straffes med bøde. Dette gælder dog ikke for offentlige forvaltningsmyndigheders overtrædelser. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 2. Overtrædelser, som omfattes af stk.1, påtales af det offentlige.

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 2012.

Til toppen