Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vesterbrogade 10, 2. · 1620 København VTlf. 70 23 01 02 · Fax 70 23 01 03 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Omsorg

Vejledning om særlig støtte til voksne (Vejledning nr. 5 til serviceloven)

Børne-, Ligestillings-, Integrations- og Socialministeriets vejledning nr. 10 af 15/2 2011,

ændret ved:

vejledning nr. 9246 af 30/4 2014,

vejledning nr. 9262 af 2/5 2014.

I denne vejledning uddybes servicelovens regler om særlige støttetilbud til voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt tilbud til stofmisbrugere m.v.

Vejledningen har virkning fra den 1. januar 2011 og afløser Socialministeriets vejledning nr. 96 af 5. december 2006 om særlig støtte til voksne.

Vejledningen er udarbejdet på baggrund af lovteksten, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011, bekendtgørelse nr. 764 af 24. juni 2010 om merudgifter ved den daglige livsførelse, bekendtgørelse nr. 765 af 24. juni 2010 om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser, bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114, bekendtgørelse nr. 1043 af 01. september 2010 om aflønning og befordringsudgifter m.v. i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og aktivitets- og samværstilbud, bekendtgørelse nr. 628 af 15. juni 2006 om aflønning og befordringsudgifter m.v. i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og aktivitets- og samværstilbud,samt praksis på området.

I forhold til de vejledninger, der er udgivet fra 2006-2010, er enkelte afsnit flyttet til andre bind ved denne revision.

Vejledningen skal ses i sammenhæng med de øvrige vejledninger i serien. På Socialministeriets hjemmeside www.sm.dk er der mulighed for at søge i et samlet indeks for den trykte udgave af vejledningerne, hvilket giver mulighed for at søge både i den enkelte vejledning og på tværs af den samlede serie. Bagerst i alle bind findes et emneordsindeks. Både i indholdsfortegnelser og indekser henvises der til punktnumre.

Vær opmærksom på ændringer af lovgivning og af praksis

Vejledningerne bliver løbende opdateret. Seneste version findes altid på www.retsinformation.dk. Men det er vigtigt at være opmærksom på, om der er sket ændringer af eksempelvis lovgivning og Ankestyrelsen praksis, der endnu ikke er afspejlet i vejledningen.

Det er muligt at se, om der er sket ændringer af lovgivningen, og om der er udarbejdet nye og opdaterede vejledninger, på Socialministeriets hjemmeside www.sm.dk eller på Retsinformations hjemmeside www.retsinformation.dk.

Det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på, om Ankestyrelsen har truffet nye afgørelser på området eller ændret praksis. Ankestyrelsens afgørelser kan findes på www.ast.dk.

Hvem vejleder om serviceloven?

I forhold til vejledning og spørgsmål vedrørende servicelovens regler er det som udgangspunkt kommunerne, der yder vejledning over for borgerne.

Medarbejdere i kommunerne kan søge vejledning hos det sociale nævn eller hos Socialministeriet om generelle problemstillinger inden for servicelovens område.

Medarbejdere i de sociale nævn kan søge vejledning hos Ankestyrelsen. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder regler om Ankestyrelsens og de sociale nævns pligt til at yde vejledning inden for det sociale område. Der henvises for yderligere information til Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Denne vejledning indeholder følgende afsnit:

  • Afsnit I. Ledsageordning efter servicelovens § 97.
  • Afsnit II. Kontaktperson til døvblinde efter servicelovens § 98.
  • Afsnit III. Nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100.
  • Afsnit IV. Funktionsevnemetoden.
  • Afsnit V. Beskyttet beskæftigelse og særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb efter servicelovens § 103.
  • Afsnit VI. Aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104.
  • Afsnit VII. Tilbud på stofmisbrugsområdet.
  • Afsnit VIII. National Strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer.

I indledningen til de enkelte afsnit omtales de enkelte kapitler i afsnittet.

Til toppen

Afsnit I – Ledsageordning efter servicelovens § 97

Indledning

1. Dette afsnit beskriver ledsageordningen for voksne, jf. servicelovens § 97, og indeholder følgende kapitler:

  • Kapitel 1 indeholder vejledning om ledsagelse efter § 97 generelt.
  • Kapitel 2 indeholder vejledning om formålet med ledsagelse.
  • Kapitel 3 indeholder vejledning om personkredsen.
  • Kapitel 4 indeholder vejledning om tildeling af ledsager.
  • Kapitel 5 indeholder vejledning om det mere konkrete indhold i ledsageopgaverne.
  • Kapitel 6 indeholder vejledning om opspareordningen.
  • Kapitel 7 indeholder vejledning om den nærmere tilrettelæggelse af ledsageordningen.
  • Kapitel 8 indeholder vejledning om ledsagernes kvalifikationer.
  • Kapitel 9 indeholder vejledning om udgifter til aktiviteter og befordring.
  • Kapitel 10 indeholder vejledning om finansiering.

Til toppen

Kapitel 1 – Generelt om ledsagelse

2. Ledsagelse efter servicelovens § 97 kan ydes til borgere mellem 18 år og folkepensionsalderen, dog således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år. Borgere født før 1. juli 1960 vil således have mulighed for at få tilkendt ledsagelse efter servicelovens § 97 frem til de fylder 67 år, selv om folkepensionsalderen for dem er under 67 år (65-66½ år).

Ledsagelse tilbydes til borgere, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes på egen hånd uden for hjemmet.

Ledsageordningen omfatter selve ledsagelsen og de funktioner, der er direkte forbundet med ledsagelsen, f.eks. hjælp med at tage overtøj af og på, hjælp til toiletbesøg samt hjælp med kørestol og andre ganghjælpemidler. Ledsageordningen skal supplere servicelovens øvrige ydelser, men ikke erstatte dem og omfatter således f.eks. ikke praktisk hjælp i hjemmet.

Borgere, der opfylder betingelserne for at få ledsagelse, har ret til 15 timer pr. måned, uanset hvad de pågældende ønsker at blive ledsaget til.

Borgere, der er visiteret til ledsagelse før folkepensionsalderen, bevarer denne ret efter overgangen til folkepension.

Til toppen

Kapitel 2 – Formålet med ledsagelse

3. Formålet med ledsagelse er at medvirke til integration i samfundet af borgere med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, ved at give borgerne mulighed for at deltage i selvvalgte fritidsaktiviteter. Ledsageordningen skal ses som et led i bestræbelserne på at øge mulighederne for selvstændighed, valgfrihed og ansvar for egen tilværelse hos borgere med handicap.

Borgere med handicap har som andre behov for at kunne komme hjemmefra, købe ind, gå til massage eller lignende, samt deltage i kulturelle og sociale aktiviteter, uden at skulle bede familie, venner eller medarbejdere i bomiljøet om hjælp.

Både for borgere, der lever et relativt aktivt liv og for andre, der lever mere isoleret, vil ordningen kunne medvirke til, at de kan deltage i aktiviteter uden for hjemmet efter eget valg.

Til toppen

Kapitel 3 – Personkredsen

4. Ledsagerordningen efter § 97 ydes til borgere mellem 18 år og folkepensionsalderen, dog således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år. Ledsagelse ydes til borgere, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes uden for hjemmet uden ledsagelse.

Ved vurdering af, om en borger er berettiget til ledsager efter servicelovens § 97 skal der, jf. Principafgørelse C-25-00 lægges vægt på:

  • At borgeren ikke kan færdes alene uden for hjemmet på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
  • At borgeren kan efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold.
  • At borgeren kan give udtryk for – ikke nødvendigvis verbalt – et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter.
  • At borgeren er bevidst om indholdet i aktiviteten.

Der henvises til Principafgørelse C-17-03: »En ansøger, der var psykisk udviklingshæmmet på grund af en kromosomfejl (Cri Du Chats Syndrom) var ikke berettiget til en ledsageordning. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren ikke skønnedes at kunne efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold.«

Der henvises endvidere til Principafgørelse 74-10: »En mand med afasi og tilstødende epilepsi efter apopleksi var omfattet af personkredsen for ledsageordning efter serviceloven. Den pågældende kunne ikke tale, skrive eller på anden måde gøre sig forståelig eller indgå i et samspil, der involverede kommunikation med andre end personer, der kendte ham godt.<..> Ankestyrelsen vurderede <..at en> ledsageordning i vidt omfang vil kunne afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne i relation til at færdes alene uden for hjemmet«.

Borgere mellem 18 år og folkepensionsalderen, der opfylder betingelserne for ledsageordningen, har ret til ledsagelse uanset boform.

Det skal dog indgå i vurderingen af, om ledsagelse kan ydes til en borger mellem 18 år og folkepensionsalderen, der har ophold i eget hjem eller i et botilbud efter serviceloven, i hvilket omfang der i forvejen ydes individuel ledsagelse som et led i det samlede tilbud, der ydes den pågældende, jf. §§ 83 og 85.

Det forhold, at ledsagelse foregår i små grupper (f.eks. 2-4 beboere), udelukker ikke, at dette kan betegnes som individuel ledsagelse, hvis den enkelte beboer selv har valgt den pågældende aktivitet med ledsagelse. Et eksempel kunne være, at en beboer ønsker at gå i biografen. Hvis en anden beboer har samme ønske, fratager dette ikke ledsagelsen dens individuelle karakter.

5. Ordningen omfatter ikke borgere med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager. Se dog Principafgørelse C-42-00: »Ansøger, som led af en organisk hjernelidelse (Gerstmanns syndrom), der grundlæggende var af somatisk karakter, fandtes omfattet af personkredsen for ledsageordningen, uanset at der var psykiske symptomer i et vist omfang.«.

Borgere med en sindslidelse kan, hvis betingelserne herfor er opfyldt, få tilbudt en støtte- og kontaktperson efter servicelovens § 99. Se nærmere herom i vejledning 2 til serviceloven.

6. Borgere, som har borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens § 96 eller kontaktperson til døvblinde efter § 98 forudsættes at få deres ledsagebehov dækket inden for disse ordninger.

Til toppen

Kapitel 4 – Tildeling af ledsager

7. Den kommunale myndighed træffer efter en konkret vurdering afgørelse om, om en borger opfylder betingelserne for at få ledsagelse. Denne afgørelse er uafhængig af, hvad ledsagelsen ønskes brugt til.

Ledsagelse i forbindelse med et botilbud

8. Borgere, der opfylder betingelserne for ledsageordningen, har ret til ledsagelse uanset boform.

9. Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ledsagelse til borger, der i forvejen modtager ledsagelse som en del af et samlet servicetilbud i eget hjem eller i et botilbud, tages der ved den kommunale myndigheds vurdering af, om der er et yderligere ledsagerbehov efter denne bestemmelse, hensyn til den hjælp, der i øvrigt ydes den pågældende.

Det vil typisk dreje sig om borgere, der har handicap, som bevirker, at de har behov for en meget beskyttet boform, men som alligevel er i stand til at efterspørge individuel ledsagelse, f.eks. til deltagelse i aftenskole, danseskole, biograf, idræt eller andre aktiviteter. Ledsagelsen skal give borgerne mulighed for at deltage i aktiviteter efter eget valg, uden at skulle bede medarbejdere i bomiljøet om hjælp.

Ved tilrettelæggelse af ledsagelsen skal der tages hensyn til den hjælp, der i øvrigt ydes den pågældende som en integreret del af botilbuddet. Det betyder, at beboere, der i forvejen modtager individuel ledsagelse til en aktivitet, som de selv har valgt, men som de alene på grund af deres handicap ikke kan deltage i uden ledsagelse, ikke har krav på yderligere 15 timers ledsagelse, men op til i alt 15 timers ledsagelse. Ledsageordningen skal ikke fungere som en erstatning for den socialpædagogiske bistand og anden form for hjælp.

Ved vurderingen af, om en beboer i forvejen modtager individuel ledsagelse til en aktivitet i en form, der modsvarer ledsagelse efter § 97, skal der blandt andet lægges vægt på, om der er tale om en aktivitet, som borgeren selv har valgt, og som ikke indeholder socialpædagogisk bistand. I Principafgørelse C-8-06 afgjorde Ankestyrelsen, at en aktivitet, som var lægeordineret, ikke var selvvalgt. Der kunne i den forbindelse ikke lægges vægt på, at den pågældende var glad for aktiviteten. Aktiviteter som besøg hos frisør, restaurant eller indkøb af mad og tøj var derimod selvvalgte, og dermed svarende til ledsagelse efter § 97.

Opsøgende arbejde

10. Mange borgere med handicap, vil selv søge ordningen. Erfaringerne viser dog også, at der er nogle borgere, der klart opfylder betingelserne, men som ikke efterspørger ordningen på grund af lang tids isolation, akut ændret livssituation eller mangel på muligheder, og hvor der kræves opsøgende arbejde for at få den enkelte til at gøre brug af tilbuddet.

Til toppen

Kapitel 5 – Ledsageordningens indhold

11. Brugeren bestemmer, hvortil ledsagelsen skal ske, og hvad der skal ske. Ledsagelsen omfatter ikke socialpædagogisk bistand. Ledsagelse som led i socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85 gennemgås i Vejledning nr. 2 til serviceloven.

Ledsagelse skal benyttes til selvvalgte aktiviteter, og skal derfor som udgangspunkt ikke benyttes til nødvendige lægebesøg, undersøgelser, lægeordineret rideterapi mv. Der henvises til praksisafgørelse C-38-07 og C-8-06.

Der er ikke som udgangspunkt nogen begrænsning på i hvilket tidsrum der kan ydes ledsagelse. Ledsagelse kan således også ydes eksempelvis om aftenen.

Der er ikke tale om, at ledsageren skal fungere som kontakt- og støtteperson eller besøgsven. Ledsageren skal være opmærksom på, at tiden ikke bruges til at sidde hjemme, men medvirke til opfyldelsen af det egentlige formål, nemlig at komme ud til ønskede aktiviteter.

12. Ledsageopgaven afspejler brugerens handicap og ledsagebehov.

For brugere med fysiske handicaps kan ledsageren f.eks. støtte brugeren, når denne skal udendørs, finde varer under indkøb, tage dem ned fra hylderne og bære indkøbte varer hjem. Ledsageren kan hjælpe til med kørestolen ved besværlige passager, hjælpe brugeren på toilettet, køre bil for brugeren, eventuelt tage med ud i naturen, i biograf eller til andre forlystelser. For brugere som f.eks. spastikere eller andre, der har svært ved at gøre sig forståelig over for fremmede, kan ledsageren hjælpe til med kommunikationen.

For blinde eller svagtseende kan der ligeledes hjælpes til med indkøb af dagligvarer eller tøj og gaver, eller med andre aktiviteter, hvor brugeren skal bruge hjælper, f.eks. motionere på tandemcykel, være med ved svømning eller andre fritidsaktiviteter.

Ledsageren må være opmærksom på, hvordan brugeren har det, og være klar til at sørge for hjælp, hvis brugeren får anfald eller bliver dårlig.

Til toppen

Kapitel 6 – Opspareordningen

13. Brugeren kan inden for en periode på 6 måneder spare timer sammen. Timer, der er opsparet men ikke forbrugt, bortfalder efter 6 måneder. Opsparingen bortfalder ikke ved årsskifte.

Kommunalbestyrelsen fastsætter retningslinier for opsparing. Kommunalbestyrelsen skal vejlede brugeren om opspareordningen, f.eks. i forbindelse med visitationen.

Ledsageordningen tilrettelægges, således at kommunalbestyrelsen har mulighed for i videst mulige omfang at imødekomme brugerens ønsker, men også således at ordningen bliver mulig at administrere. Det betyder, at tilrettelæggelse af arbejds- og ansættelsesforhold for ledsagerne kan gøre det nødvendigt for brugerne at indstille sig på, at ledsagelsen må foregå på et af de tidspunkter, hvor der er ledig kapacitet. Brugerne må være indstillet på, at det i særlige belastningssituationer kan være vanskeligt at imødekomme alles ønsker om bestemte tidsmæssige placeringer.

For at sikre den bedst mulige overensstemmelse mellem brugernes ønsker og kommunalbestyrelsens muligheder er det derfor vigtigt, at brugeren i god tid inden tidspunktet for den ønskede aktivitet træffer aftale med kommunen om, hvordan opsparingen skal tilrettelægges, og hvornår den skal bruges.

Ved opspareordningen forudsættes det således, at kommunalbestyrelsen f.eks. kan fastsætte, at

  • med mindre, der er truffet aftale om opsparingen, kan kommunalbestyrelsen vælge, at ikke forbrugte timer automatisk falder bort,
  • alle timer i den indeværende måned skal anvendes, inden den opsparede tid bruges,
  • brugen af den opsparede tid skal ske i rækkefølge fra den nærmest foregående måned og videre månedsvis bagud inden for de seks måneder, og at
  • ikke forbrugte timer fra den første af de 6 måneder vil falde væk efter udløbet af 6 måneders perioden, hvis de ikke er blevet anvendt.

Det betyder, at brugeren inden for en 6 måneders periode maksimalt kan disponere over 90 timer til forbrug eller opsparing, og således ikke i en given måned kan have mere end 90 timer til rådighed.

Opspareaftalen kan indgås, når der er behov for det og således også hen over et årsskifte.

Ledsagetimer kan ikke bruges på forskud.

14. Brugerens forbrug af ledsagetimer til den enkelte ledsageopgave beregnes, så antallet af timer som udgangspunkt svarer til det antal timer, hvor der i forbindelse med den enkelte ledsageopgave ydes løn til ledsageren. Det betyder, at brugere, der ønsker ledsagelse til rejser, må gøres opmærksomme på, at den ekstra tid, der medgår til ledsagerens tilbagerejse, fratrækkes i brugerens ledsagetimer. Under ledsageopgaver inden for lokalområdet gælder dette ikke. Eventuelle lønomkostninger til ledsageren imellem de enkelte ledsageopgaver afholdes af kommunalbestyrelsen.

Hvis der i forbindelse med rejser er ventetid eller overnatning, som ikke honoreres som ledsagetimer, men efter andre takster, kan de beregnede ledsagetimer, som fratrækkes i brugerens ledsagetimer, ikke overstige et tilsvarende antal timer efter omregning til fulde løntimer.

Til toppen

Kapitel 7 – Tilrettelæggelse af ledsageordningen

15. Kommunalbestyrelsen har pligt til at yde ledsagelse som en naturalydelse, medmindre brugeren vælger at benytte sig af muligheden for selv at udpege en ledsager eller få udbetalt et kontant beløb til ansættelse af en ledsager.

16. Brugeren kan vælge selv at udpege en ledsager som ansættes af kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsen har fortsat arbejdsgiveransvaret, og skal dermed varetage den administration, der vedrører ordningen, herunder udarbejdelse af ansættelseskontrakt, løn, forsikring og arbejdsforhold. Aftale om den konkrete ledsagelsesopgave kan indgås direkte mellem bruger og ledsageren, men skal meddeles kommunalbestyrelsen som et led i opgørelsen af timeforbruget. Kommunalbestyrelsen skal vurdere, om den udpegede ledsager kan anses for egnet til opgaven. Af hensyn til kommunalbestyrelsens administration af opgaven bør det tilstræbes, at brugeren så vidt muligt begrænser antallet af ledsagere.

17. Kommunalbestyrelsen kan desuden vælge at tilbyde brugeren af ledsageordningen at få ydelsen udbetalt som et kontant tilskud, så brugeren selv kan ansætte en ledsager. Hvis brugeren vælger at få udbetalt ledsagerordningen som et kontant tilskud, overtager brugeren arbejdsgiveransvaret. Det indebærer, at brugeren er ansvarlig for ansættelse, lønudbetaling, skattetræk mv., opgørelse af de timer, der skal betales for, indbetaling af f.eks. ATP-bidrag og udregning og udbetaling af feriepenge. Brugeren kan dog aftale med kommunalbestyrelsen, at kommunalbestyrelsen efter anvisning fra brugeren og med accept fra ledsageren varetager praktiske opgaver såsom udbetaler løn direkte til ledsageren og forestår skattetræk mv.

Hvis ydelsen udbetales som et kontant tilskud, kan beløbet maksimalt svare til de faktiske omkostninger, som kommunalbestyrelsen har ved at udføre en tilsvarende opgave. Det betyder, at kommunalbestyrelsen ved beregningen skal medtage alle omkostninger til administration af ordningen, jf. opgørelsesmetoden for kontant tilskud af hjemmehjælp efter servicelovens § 95, stk. 2.

Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at tilbyde brugeren at få ydelsen udbetalt som et kontant tilskud. Ved vurderingen af, om en bruger skal tilbydes at få ydelsen udbetalt som kontant tilskud, skal der lægges vægt på, om brugeren er i stand til at varetage arbejdsgiveransvaret.

18. Begge muligheder giver brugeren af ledsagerordningen en mulighed for at vælge en ledsager, som har tid til at ledsage, når brugeren ønsker det. Samtidig vil brugeren i højere grad have mulighed for at vælge en ledsager ud fra interessefællesskab.

Da ledsageordningen skal dække ledsagelse, der ligger ud over den ledsagelse, som en ægtefælle eller andre med nær tilknytning til brugeren ellers yder, kan der normalt ikke ske ansættelse af personer, der har nær tilknytning til brugeren af ledsageordningen.

Kommunalbestyrelsen bør, som led i det almindelige tilsyn, sørge for, at ordningen fungerer tilfredsstillende.

19. Tilrettelæggelsen af ledsageordningerne kan gennemføres i et integreret samarbejde med handicap- og ældreorganisationerne. Erfaringerne har også vist, at kommunalbestyrelsen har haft udbytte af at inddrage borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i administration og tilrettelæggelse af ordningen.

20. For at kommunalbestyrelsen kan få mulighed for at imødekomme brugerens ønsker om ledsagelse, er det vigtigt, at det så vidt muligt i god tid aftales, hvortil og hvornår ledsagelse ønskes, således at kommunalbestyrelsen kan tilrettelægge ordningen mest hensigtsmæssigt.

Til toppen

Kapitel 8 – Ledsagernes kvalifikationer

21. Ledsagerne bør rekrutteres blandt borgere, der har interesse i og/eller erfaringer med at arbejde med borgere med handicap. Det kan f.eks. være borgere, som tidligere har arbejdet inden for handicapområdet eller lignende, men der kan også være tale om borgere, som viser interesse for, venter på eller er i gang med en uddannelse inden for det sociale eller pædagogiske område.

22. Udgangspunktet er, at ledsagerne skal have en introduktion til arbejdet, også i de situationer, hvor brugeren selv udpeger ledsageren. Ledsageren bør have handicapkendskab, samt kendskab til etik og praktiske færdigheder i at udøve hjælpen, som f.eks. løfteteknik.

23. Ved valg af ledsagelse til den enkelte bruger skal der tilstræbes et interessefællesskab og så vidt muligt den samme ledsager til den enkelte bruger, ligesom det bør tilstræbes at finde en ledsager i samme aldersgruppe som brugeren.

Til toppen

Kapitel 9 – Udgifter til aktiviteter og befordring

24. Brugeren afholder sine egne udgifter til befordring mv., og egne samt ledsagerens udgifter til biografbilletter, spisning osv., hvis brugeren ønsker ledsagerens tilstedeværelse. Endvidere dækker brugeren ledsagerens befordringsudgifter under ledsagelsen.

Kommunalbestyrelsen kan yde tilskud til dækning af udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med op til 761 kr. (2010 priser) årligt. Beløbet udbetales én gang årligt på baggrund af sandsynliggjorte merudgifter, svarende til den opgørelsesmetode, som anvendes til beregning af merudgifter efter servicelovens § 100, jf. tillige afsnit III om nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100.

Kommunalbestyrelsen kan desuden i forbindelse med den enkelte ledsageopgave efter en konkret vurdering yde udgifter til ledsagerens lokalbefordring i forbindelse med en ledsagelse. Hvis ledsagerens tilstedeværelse i det konkrete tilfælde skønnes nødvendig, kan kommunalbestyrelsen endvidere vælge at afholde ledsagerens udgifter til biografbilletter, til spisning mv. inden for rimelige grænser.

Det årlige beløb på op til 761 kr. (2010 priser) skal ikke være opbrugt, før kommunalbestyrelsen yder hjælp i forbindelse med enkelte ledsageopgaver.

Kommunalbestyrelsen yder dækning af ledsagerens befordringsomkostninger mellem de enkelte ledsageopgaver i lokalområdet.

Til toppen

Kapitel 10 – Finansiering

25. Kommunalbestyrelsen afholder endeligt udgifterne til ledsagelse, jf. servicelovens § 173.

Til toppen

Afsnit II – Kontaktperson til døvblinde efter servicelovens § 98

Kapitel 11 – Generelt om kontaktpersonordningen

26. Borgere som er funktionelt døvblinde har ret til i fornødent omfang at få hjælp af en særlig kontaktperson.

Ved vurdering af, om en borger har behov for hjælp efter § 98, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til alle anmodninger om hjælp fra borgeren, jf. servicelovens § 88.

Kontaktpersonordningen kan ydes som en del af et samlet tilbud om hjælp til pleje, overvågning eller ledsagelse til borgere, der modtager et samlet tilbud som led i et ophold i eget hjem eller i et botilbud.

Det forudsættes, at kontaktpersonordningen dækker ledsagebehovet, og der ydes derfor ikke ledsagelse efter § 97 til borgere, der har kontaktperson.

Formål og personkreds

27. Formålet med kontaktpersonordningen er at give borgere over 18 år, der er funktionelt døvblinde, mulighed for at få en særlig form for hjælp, der kan være med til at bryde modtagerens isolation samt bidrage til, at modtageren kan leve så normalt som muligt på trods af det meget svære kommunikationshandicap og massive ledsagebehov.

Kontaktpersonordningen kan ydes til borgere over 18 år, der er funktionelt døvblinde. Der er ingen øvre aldersgrænse.

Kontaktpersonens opgaver

28. En kontaktpersons opgaver er blandt andet følgende:

  • At besøge og kommunikere med modtageren af hjælpen.
  • At orientere om hverdagen (avislæsning mv.).
  • At være bindeled til omgivelserne.
  • At bistå med at oversætte breve, meddelelser, regninger mv.
  • At ledsage til indkøb, besøg, forretninger mv.
  • At ledsage og være bindeled til myndigheder, posthus, bank osv.
  • At ledsage til aktiviteter, kurser, møder o.l.
  • At informere om omgivelser/synsbeskrivelse

Almindelig praktisk bistand i hjemmet hører ikke med til de funktioner, som kontaktpersonen skal udføre.

Indirekte udgifter ved kontaktpersonordningen

29. Som følge af, at kontaktpersonordningen skal medvirke til, at borgere, der er funktionelt døvblinde, kan leve så normalt som muligt, har Ankestyrelsen i SM C-32-05 fundet, at det kan være nødvendigt at yde hjælp til dækning af indirekte udgifter i forbindelse med kontaktpersonordningen, f.eks. udgifter til kontaktpersonens fortæring og opholdsudgifter, i tilfælde, hvor kontaktpersonens tilstedeværelse i forbindelse med aktiviteten er nødvendig.

Til toppen

Kapitel 12 – Tilrettelæggelse af ordningen

30. Det påhviler kommunalbestyrelsen at stå for arbejdet med at finde frem til og ansætte kontaktpersoner, at etablere den enkelte kontaktpersonordning og administrere sådanne ordninger.

31. Det er en ganske særlig opgave at finde frem til den rigtige kontaktperson til den enkelte døvblinde, fordi en sådan ordning stiller store krav til begge parter, både fagligt og personligt. Arbejdet med at finde og ansætte kontaktpersonerne forudsætter derfor en særlig viden om døvblindhed. Den døvblinde skal altid være med til at finde frem til og godkende den enkelte kontaktperson.

Instruktion

32. I det omfang, hvor arbejdet som kontaktperson kræver særligt tilrettelagt instruktion, kurser, uddannelse eller supervision, skal kommunen stille dette til rådighed. Kommunen skal søge den nødvendige ekspertise ved tilrettelæggelsen af instruktionen.

Til toppen

Afsnit III – (Ophævet)

33-103. (Ophævet).

Til toppen

Afsnit IV – Funktionsevnemetoden - metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne

104. Dette afsnit beskriver anvendelsen af metode for god sagsbehandling ved nedsat funktionsevne og grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser - »funktionsevnemetoden«.

Reglerne om funktionsevnemetoden er fastsat i bekendtgørelse om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser (BEK nr 765 af 24/06/2010), i medfør af § 8 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse 1054 af 7. september 2009.

Der henvises desuden til det materiale, der er udarbejdet til metoden, herunder publikationen: »Sagsbehandling i Funktionsevnemetoden ved tildeling af handicapkompenserende ydelser« fra maj 2009. Det samlede materiale til funktionsevnemetoden kan findes på Hjælpemiddelinstituttets hjemmeside: www.hmi.dk/page700.aspx. Materialet omfatter bl.a. følgebrev til borgeren, samtaleskema og aftaleskema, foruden materiale i form af håndbøger mv. til sagsbehandlere.

Afsnittet indeholder følgende kapitler:

  • Kapitel 22 indeholder vejledning om formålet med funktionsevnemetoden.
  • Kapitel 23 indeholder vejledning om sagsbehandlingen, mere generelt.
  • Kapitel 24 indeholder vejledning om anvendelsesområdet.
  • Kapitel 25 indeholder vejledning om metode for inddragelse af borgeren, herunder samtale- og aftaleskema.
  • Kapitel 26 indeholder vejledning til beskrivelse og vurdering af funktionsevnen.
  • Kapitel 27 indeholder vejledning om ændringer i borgerens forhold og klageadgang.

Til toppen

Kapitel 22 – Formålet med funktionsevnemetoden

105. Der er flere formål med funktionsevnemetoden og med de fastsatte regler for, hvordan kommunalbestyrelsen skal fremme et objektivt og ensartet grundlag for sagsbehandling af servicelovens handicapkompenserende ydelser.

Det helt overordnede formål er at sikre en rigtig indsats, så borgeren får det, pågældende har brug for – hverken for meget eller for lidt. Samtidig er et overordnet formål, at det sikres, at der foretages en helhedsvurdering ved afgørelser om handicapkompenserende ydelser.

Funktionsevnemetoden skal sikre, at der er ensartethed og gennemskuelighed i sagsbehandlingen, og at der er det fornødne dokumentationsgrundlag for vurderingen af borgerens funktionsevne og dermed den afgørelse, som kommunalbestyrelsen træffer.

Derudover sikrer metoden, at borgeren får mulighed for at spille en aktiv rolle i behandlingen af sin sag gennem dialog med kommunen. Borgeren skal blandt andet have mulighed for at bidrage til sagens oplysning.

Det er samtidig vigtigt og nødvendigt, at kommunalbestyrelsen sikrer sig, at der sker den fornødne koordination af den samlede hjælp – både inden for kommunens egne forvaltninger/afdelinger og i relation til andre myndigheder.

106. Ved vurderingen af, om der skal ydes hjælp efter merudgiftsbestemmelsen i servicelovens § 100 eller efter andre bestemmelser om handicapkompensation i serviceloven, som f.eks. bestemmelserne om hjælp efter § 83 eller hjælpemiddelbestemmelsen i § 112, er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen holder sig formålet med at yde bistand/støtte for øje. Ikke mindst fordi der i nogle tilfælde vil være tale om flydende grænser mellem forskellige hjælpemuligheder, herunder også mellem naturalhjælp og kontantydelser.

Ydes støtten som naturalhjælp som f.eks. personlig hjælp og pleje eller praktisk hjælp i hjemmet, har kommunalbestyrelsen en direkte forpligtelse til at sikre kvaliteten og indholdet af de ydelser, der gives. Ydes støtten derimod som et kontant tilskud, vil det i højere grad være overladt til ydelsesmodtageren selv at sikre sig den rigtige bistand. Derfor er det af afgørende betydning, at hjælpen tilrettelægges i samarbejde med modtageren og eventuelt dennes nærtstående eller værge.

Til toppen

Kapitel 23 – Generelt om sagsbehandling

Samarbejde med borgeren

107. Processen med at afdække funktionsnedsættelsens art og omfang skal ske i tæt samarbejde med borgeren. Hermed supplerer funktionsevnemetodens regler om borgerinddragelse retssikkerhedslovens regler om borgerinddragelse og helhedsorienteret hjælp og de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Efter retssikkerhedslovens § 4 skal borgeren have mulighed for at blive inddraget i sagsbehandlingen, og kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge sagsbehandlingen på en måde, så borgeren kan benytte muligheden for at medvirke.

Grundig sagsbehandling

108. Herudover er det et led i sikring af borgernes retssikkerhed, at ansøgninger behandles så hurtigt og grundigt som muligt, jf. retssikkerhedslovens § 3.

Borgere, der har behov for handicapkompensation, kan have problemer, som kræver mere indgående social- og sundhedsmæssig bistand. Det kan derfor være nødvendigt at give andre former for hjælp. Der henvises til retssikkerhedslovens § 5, hvorefter kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger om spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes i den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunalbestyrelsen skal samtidig være opmærksom på muligheder hos andre myndigheder og i anden lovgivning.

Indhentelse af oplysninger

109. Bestemmelsen følger af officialprincippet. Det betyder, at kommunalbestyrelsen skal oplyse sagen f.eks. ved indhentning af oplysninger, inden der træffes afgørelse i sagen.

Kommunalbestyrelsen skal kun indhente oplysninger om borgeren, som er relevante for sagen. Det er således kun de oplysninger, der er relevante i forhold til vurdering af borgerens funktionsevne, der skal indhentes.

Ekspertviden

110. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at indhente relevant ekspertviden, der kan supplere eller udrede de objektive dele af funktionsnedsættelsen. Det kan f.eks. være vejledende oplysninger om relevante ydelser til de forskellige former for nedsat funktionsevne, eller det kan være nødvendigt at dokumentere oplysninger, der forstærker og underbygger en tidligere foretaget vurdering.

Behovet for ekspertviden vil variere fra borger til borger og kommune til kommune. Nogle har en særlig forvaltning/afdeling, hvor alt vedrørende mennesker med nedsat funktionsevne behandles, mens andre har opbygget forvaltningen på en anden måde. Der vil også være forskel på sagsbehandlernes faglige ekspertise, f.eks på grund af forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Sagsbehandlerne har derfor forskellige forudsætninger for at vurdere funktionsnedsættelser på krops- og aktivitetsniveau, og dermed også for niveauet som samfundsdeltagelse. Det giver et behov for at sikre, at den fornødne ekspertise inddrages på det relevante tidspunkt.

Der kan være behov for f.eks. en medicinsk udtalelse om konsekvenserne af eller prognoserne for en sygdom, en fysioterapeutisk vurdering af gangevne, en ergoterapeutisk vurdering af personens evne til at gennemføre enkeltaktiviteter eller en psykologisk vurdering af personens evne til at indgå i arbejds- og/eller sociale sammenhænge. Det skal i den sammenhæng understreges, at der kan være behov for løbende at sikre aktuelle lægelige oplysninger ved progredierende sygdomme.

Endvidere kan det være ekspertise, som de frivillige organisationer, videnscentre på handicapområdet eller VISO rummer, f.eks. om hvor der findes viden og erfaring om liv og tilværelse med den pågældende type funktionsnedsættelse.

Forholdet til andre regler om borgerens retssikkerhed

111. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, at funktionsevnebekendtgørelsen ikke står alene. Bekendtgørelsen skal bidrage til at systematisere sagsbehandlingen, således at der opbygges et dokumentationsgrundlag, som er baseret på fælles præmisser.

Kommunalbestyrelsen kan således ikke anvende funktionsevnemetoden uden at tage de øvrige sagsbehandlingsregler i blandt andet retssikkerhedsloven og forvaltningsloven i betragtning, herunder reglerne om helhedsvurdering og opfølgning, medvirken, partshøring, notatpligt, tavshedspligt og begrundelse. Derudover skal kommunalbestyrelsen være opmærksom på persondatalovens regler ved registrering af borgerens oplysninger. Der henvises til Socialministeriet vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Til toppen

Kapitel 24 – Anvendelsesområdet

Sager om ydelser efter servicelovens § 100

112. Funktionsevnemetoden skal anvendes, når kommunalbestyrelsen skal undersøge funktionsevnen hos en borger, som grundlag for en afgørelse i forbindelse med sager om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 100. Der henvises til afsnit III om nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100.

113. I sager, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, eller i sager, hvor kompensationsbehovet er åbenbart (f.eks. sager, hvor borgeren har glutenallergi eller en hudlidelse), kan kommunalbestyrelsen dog beslutte ikke at anvende funktionsevnemetoden.

Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, at metoden i de tilfælde, hvor den skal anvendes, har karakter af en garantiforskrift – og at manglende brug af metoden kan betyde, at afgørelsen er ugyldig. Der henvises til Principafgørelse C-40-05. Det beror dog på en konkret vurdering, om en afgørelse er ugyldig, hvis alle elementer i metoden ikke er anvendt, jf. Principafgørelse C-39-08, hvor kommunens udeladelse af at udarbejde aftaleskema i forbindelse med en ansøgning om merudgifter ikke havde betydning for afgørelsen. Ankestyrelsen lagde i afgørelsen dels vægt på, at kommunen havde fulgt funktionsevnemetoden for så vidt angik samtaleskema og sammenfatning af funktionsevnen, og dels på, at der blev givet afslag på dækning af merudgifter.

114. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, at der i uproblematiske sager, hvor borgeren efter eget udsagn ikke har problemer ud over en mindre nedsættelse af funktionsevnen, f.eks. en manglende finger, skal bruges færrest mulige ressourcer i sagsbehandlingen. Derimod er det vigtigt at sætte tidligt og målrettet ind i sager, hvor der vurderes at være behov for en særlig indsats.

Når funktionsevnemetoden anvendes, skal den afpasses i forhold til den konkrete situation.

Anvendelse af metoden i andre sager om handicapkompensation

115. Kommunalbestyrelsen kan vælge at anvende funktionsevnemetoden ved behandling af andre sager om handicapkompenserende ydelser efter serviceloven.

Til toppen

Kapitel 25 – Metode for inddragelse af borgeren

116. God sagsbehandling forudsætter en metodisk arbejdsform, der sikrer, at kommunen sammen med borgeren kommer omkring alle vigtige og relevante aspekter, og at borgerens forskelligartede behov afdækkes og synliggøres.

Samarbejde mellem borgeren og kommunen

117. Det er vigtigt, at rådgivningen om og tildelingen af handicapkompenserende ydelser efter serviceloven tager udgangspunkt i et samarbejde med den enkelte borger. Det er borgeren, som kan formulere sin nedsættelse af funktionsevnen, og som gennem rådgivning kan finde ud af, hvad der findes af kompenserende ydelser, hvilke der er relevante, og hvad der kan ydes støtte til. Det er efterfølgende også borgeren, der skal kunne leve et liv med nedsat funktionsevne som andre borgere på samme alder og i samme livssituation. Det er samtidig også borgeren, som løbende kan formulere ønsker om tildeling af andre handicapkompenserende ydelser, der kan være afgørende for borgerens livsførelse i dagligdagen.

Når der søges om merudgiftsydelse til en borger, som ikke selv kan formulere sig om sin funktionsnedsættelse, eller hvor borgeren har vanskeligt ved at kommunikere, kan kommunalbestyrelsen eventuelt inddrage nære pårørende, værge, bisidder eller andre personer, med et godt kendskab til borgeren, hans eller hendes funktionsnedsættelse, behov og ønsker, som bisidder for borgeren. Der henvises også til punkt 118.

Samarbejdet mellem borgeren og kommunalbestyrelse indebærer både et udredende og et rådgivende element. Sagsbehandlingen skal sikre,

  • at omfanget af funktionsnedsættelsen vurderes og beskrives af kommunalbestyrelsen,
  • at borgeren har en klar fornemmelse af, hvad den nedsatte funktionsevne består i (personligt, helbredsmæssigt og i forhold til de barrierer i det omgivende samfund, som borgeren kan støde imod), og
  • at det fremgår, hvilke mulige kompenserende ydelser, der er relevante, og hvilke af disse kompenserende ydelser kommunen yder støtte til.

Samtaleskema – dialog mellem borgeren og kommunen

118. Vurderingen af borgerens funktionsevne skal tage udgangspunkt i en dialog – normalt i form af en samtale - mellem borgeren og kommunen på baggrund af et på forhånd tilsendt samtaleskema til borgeren. Samtaleskema og tilhørende følgebrev kan findes på Hjælpemiddelinstituttets hjemmeside www.hmi.dk. Se også vejledningens punkt 104.

Hvis et samtaleskema sendes til en kommunikationssvag borger, som det er vanskeligt for en sagsbehandler at komme i dialog med, skal kommunalbestyrelsen gøre sig overvejelser om, hvordan borgeren får mulighed for at forberede sig til samtalen. Dette kan f.eks. ske ved at benytte sig af fagfolk med bedre mulighed for at forstå borgerens måde at ytre sig på, pårørende eller en eventuel værge som bisidder for borgeren. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse være opmærksom på behovet for tolkning eller for anvendelse af særlige kommunikative og/eller kognitive understøttende hjælpemidler.

Samtaleskemaet er et værktøj, der giver mulighed for at forberede både sagsbehandler og borger. Samtaleskemaet danner endvidere grundlag for den fælles afdækning af borgerens funktionsevne.

Det er frivilligt for borgeren, om denne ønsker at udfylde og/eller indsende sit samtaleskema.

Det skal understreges, at det kun er nødvendigt at udfylde de dele af samtaleskemaet, der er relevante i forhold til borgeren og borgerens funktionsnedsættelse. Hvis borgeren har udfyldt og indsendt sit skema, hvilket som ovenfor anført er frivilligt, kan borgerens udgave indgå i sagen, hvis borgeren ønsker det.

Samtaleskemaet skal fungere som et redskab til afdækning af borgerens funktionsevne og skal medvirke til, at der skabes et dækkende og bredt billede af borgerens behov og situation.

Samtaleskemaet kan samtidig ses som en tjekliste, som kan være med til at sikre, dels at sagsbehandler og borger kommer omkring alle vigtige aspekter i borgerens liv og tilværelse som helhed, dels at sagsbehandler og borger ikke fortaber sig i nogen emner frem for andre.

Sammenfatning af borgerens og kommunens fælles drøftelser

119. Som afslutning på drøftelserne skal borgeren og kommunen i fællesskab udfylde en sammenfatning. Sammenfatningen skal fungere som en fælles opsummering og konklusion.

Når sammenfatningen er udarbejdet, indarbejdes den i et aftaleskema.

Aftaleskema

120. Aftaleskemaet skal ses som et redskab, hvori de næste skridt i sagen noteres. Aftaleskemaet udfyldes af kommunen sammen med borgeren, idet det skal anvendes til at notere parternes aftaler og eventuelle opgaver i den videre opfølgning i sagen.

Hensigten med samtaleskemaet og aftaleskemaet er blandt andet at sikre borgeren indflydelse på sagsbehandlingen, at borgeren får indsigt i sagsbehandlingens forløb (gennemskuelighed), samt at sagsbehandlingen udmunder i den rigtige indsats (kompensation).

Borgerens medinddragelse

121. Det er et væsentligt element i metoden, at borgeren medinddrages i sin egen sag, og at borgerens eget bidrag til oplysning af sagen fremgår i vurderingen af borgerens funktionsevne.

Kravene om medinddragelse og helhedsorientering i sagsbehandlingen og hjælpen skal ses sammen med formålsbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 1. Formålet er at sikre borgerens rettigheder og indflydelse, når myndighederne behandler sager, gennem

  • at sikre en tidlig helhedsorienteret hjælp,
  • at forebygge at borgere får brug for hjælp til forsørgelse, og
  • at fastlægge myndighedsstrukturen og de grundlæggende principper for sagsbehandlingen, herunder også klageadgangen.

Det betyder, at den kommunale myndighed i sin afgørelse skal sørge for, at borgeren bliver medinddraget i sagsbehandlingen. Der henvises i øvrigt til Principafgørelse C-12-06, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse blev kendt ugyldig, da borgeren ikke havde modtaget aftaleskemaet, inden der blev truffet afgørelse i sagen.

Uenighed mellem borgeren og kommunen

122. Uenighed mellem den kommunale myndighed og borgeren kan forekomme både i forhold til sagsforløbet og i forhold til den endelige beskrivelse og vurdering af borgerens funktionsevne.

Fastlæggelsen af borgerens funktionsevne og den endelige afgørelse af, hvilke af en eller flere handicapkompenserende ydelser der skal bevilges, beror på kommunens faglige vurdering, som borgeren i sidste ende kan erklære sig enig eller uenig i. Hvis der er uenighed mellem kommunens vurdering og borgerens egen opfattelse, skal den kommunale myndighed præcisere, hvori uenigheden består.

Hvis kommunalbestyrelsen vælger ikke at imødekomme borgerens indvendinger, skal det fremgå af sagen sammen med den kommunale myndigheds faglige forklaring på, hvorfor beskrivelsen og vurderingen af borgerens funktionsevne fastholdes.

123. Den endelige beslutning om konsekvenserne af eventuel uenighed påhviler kommunalbestyrelsen.

124. En afgørelse om bevilling af handicapkompensation efter serviceloven er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, hvorimod en udfyldelse af henholdsvis samtaleskema og aftaleskema ikke er at betragte som en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Se nærmere om klageregler i Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, afsnit V.

Til toppen

Kapitel 26 – Forhold vedrørende beskrivelse og vurdering af funktionsevnen

Generelt om handicapkompensation

125. Vurderingen af funktionsevnen hos borgeren bliver efter de gældende regler sat i relation til kompensationsprincippet, (kompensering for følgerne af nedsat funktionsevne). Kompensationsprincippet tager udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske til menneske og fra funktionsnedsættelse til funktionsnedsættelse. Tildelingskriterierne for de enkelte ydelser er fastsat efter dette princip, og for nogle ydelser er også udmålingskriterierne fastsat her ud fra.

Kompensation kan ske enten ved naturalhjælp eller ved f.eks. kompensation for væsentlige merudgifter. Det er en helhedsvurdering af den samlede livssituation for den enkelte og dennes familie, der ligger til grund for udmålingen af både ydelser og samlet støtte.

Beskrivelse og vurdering af borgerens funktionsevne

126. Det fremgår af bekendtgørelsens § 5, stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal vurdere borgerens nedsatte funktionsevne på grundlag af en samlet beskrivelse og vurdering af borgerens funktionsevne.

Årsagen til den nedsatte funktionsevne vil ofte være en lægeligt diagnosticeret lidelse, der angiver en betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, som f.eks. syn, hørelse, lammelse, hjerneskade. Det er dog vurderingen af graden af funktionsnedsættelsen, der er afgørende for berettigelsen til de særlige handicapkompenserende ydelser efter serviceloven, og ikke den lægelige diagnose.

Beskrivelsen og vurderingen skal ske på baggrund af blandt andet borgerens helbredsmæssige, sociale og arbejdsmæssige forhold samt de barrierer i det omgivende samfund, som borgeren med funktionsnedsættelse støder imod. Funktionsevnen kan således ikke vurderes uafhængigt af det omgivende samfund.

Når funktionsevnen er udgangspunktet for tildeling af handicapkompenserende ydelser, indebærer det en vurdering af borgerens muligheder for at deltage i samfundslivet. Det skal derfor vurderes, hvilke ydelser der vil kunne kompensere for borgerens aktivitets- og deltagelsesbegrænsninger.

Begrænsningerne kan være af personlig, helbredsmæssig og/eller omgivelsesmæssig karakter.

F.eks. vil en kørestolsbruger ofte kunne færdes i bymiljøet ved egen hjælp, hvis miljøet er fysisk tilgængeligt. Men hvis dette ikke er tilfældet, kan en personlig hjælper eller ledsager kompensere for denne ydre, omgivelsesmæssige begrænsning, sådan at personen alligevel kan færdes de fleste steder.

Det kan også være begrænsninger i almindelige hverdagsfunktioner og -aktiviteter, f.eks. kan mange af de gøremål, som borgeren skal præstere i løbet af en dag, være meget tidskrævende og dermed bevirke, at han/hun ikke har tid til meget mere den dag.

For borgere med nedsat funktionsevne kan forskellige funktioner ikke blot tage længere tid, men samtidig være så udmattende, at borgeren skal bruge resten af dagen på at restituere sig.

Eksempelvis vil deltagelse i møder og aktiviteter i forbindelse med f.eks. børnenes skolegang og fritidsliv, varetagelse af et fleksjob, at gå til behandlinger og oveni dette bruge kræfter på at blive befordret til og fra alle disse aktiviteter, have konsekvenser for borgerens ressourcer til andre gøremål, herunder gøremål af mere praktisk karakter.

Funktionsevnen er betinget af den enkelte borgers måde at håndtere sin situation på, samt af den sociale og kulturelle sammenhæng, den enkelte er placeret i.

Det er med andre ord ikke muligt alene ud fra en medicinsk diagnose eller en oversigt over objektive muligheder for at udføre aktiviteter og lignende at vurdere en borgers funktionsevne.

Det vil altid være en helhedsvurdering af den samlede livssituation for den enkelte og dennes familie, der ligger til grund for både enkelte ydelser og samlet støtte.

På baggrund af den samlede udredning rådgiver kommunen borgeren om de ydelser, som kommunen kan bevilge, og der træffes aftale om det videre forløb, om foranstaltninger og eventuel behov for yderligere oplysninger, om henvisning til andre instanser eller afdelinger, om inddragelse af ekspertise mv.

Vurdering af funktionsevne og borgerens deltagelse på arbejdsmarkedet

127. Nedsættelse af funktionsevnen vurderes, som ovenfor beskrevet, i forhold til de begrænsninger, den enkelte borger oplever i sin daglige tilværelse. I modsætning hertil vurderes arbejdsevne alene i forhold til de muligheder, borgeren har på arbejdsmarkedet – altså i forhold til den del af den daglige tilværelse, der vedrører deltagelsen på arbejdsmarkedet. Reglerne om arbejdsevnemetoden er forankret i Beskæftigelsesministeriet. Yderligere informationer om arbejdsevnemetoden kan findes på www.arbejdsevnemetode.dk.

De helbredsmæssige forhold, der har betydning for vurdering af funktionsevne, har ikke nødvendigvis betydning for vurderingen af arbejdsevne. Hensigten med handicapkompenserende ydelser er netop at give borgeren mulighed for på trods af den nedsatte funktionsevne at kunne deltage på lige fod med andre såvel i daglige aktiviteter som i arbejdslivet.

Ved at yde handicapkompenserende ydelser vil det være muligt at reducere nogle af de barrierer, der ellers ville være for borgeren med hensyn til deltagelse på arbejdsmarkedet.

Der er således ingen entydig sammenhæng mellem vurderingen af funktionsevne og arbejdsevne. At funktionsevnen er nedsat kan betyde, at der tildeles en handicapkompenserende ydelse, som betyder, at borgeren ikke længere har de samme barrierer for deltagelse på arbejdsmarkedet, og dermed en »forbedret« arbejdsevne.

I forhold til de handicapkompenserende ydelser, der kan komme på tale i forhold til borgerens deltagelse på arbejdsmarkedet, bør vurderingen af funktionsevnen foretages i sammenhæng med de øvrige initiativer, kommunen tager i forhold til borgeren.

Er borgeren f.eks. visiteret til fleksjob, vil vurderingen af funktionsevnen på det konkrete tidspunkt falde ud på en bestemt måde, mens vurderingen af behovet for handicapkompenserende ydelser kan se helt anderledes ud i det øjeblik, borgeren rent faktisk får et konkret fleksjob. Kommunen bør i sådanne tilfælde lave en samtidig vurdering af funktionsevnen, således at borgerens genindtræden på arbejdsmarkedet ikke vanskeliggøres af, at der ikke er ydet den nødvendige hjælp.

Tilsvarende vil en overgang fra fleksjob til førtidspension kunne have tilsvarende konsekvenser i forhold til vurderingen af handicapkompensation.

Udarbejdelse af ydelsesoversigt

128. I forbindelse med sagsbehandlingen kan der udarbejdes en ydelsesoversigt.

En ydelsesoversigt er en oversigt over den enkelte kommunes handicapkompenserende ydelser i henhold til serviceloven. Ydelsesoversigten retter sig mod både borgerne og medarbejderne i kommunerne.

Ydelsesoversigten kan være et redskab, der anskueliggør muligheder og begrænsninger for borgerne. Samtidig kan ydelsesoversigten være et redskab for kommunernes medarbejdere med henblik på at tydeliggøre opgavers og/eller funktioners placering i kommunen.

Oversigten skal ses som en information om kommunens niveau for handicapkompensation, og dermed tydeliggøre over for borgeren, hvad han/hun kan forvente.

Ydelsesoversigten kan også ses som et redskab til at sikre sammenhæng mellem de overordnede politiske mål og kommunens bevillingspraksis, og kan derigennem være med til at styrke retssikkerheden.

Det er kommunalbestyrelsen, der vurderer, om der skal udarbejdes en ydelsesoversigt.

Herudover kan kommunalbestyrelsen udarbejde en beskrivelse af kommunens organisering på voksen-handicapområdet. Formålet med denne beskrivelse er at gøre det synligt for borgeren, hvor han/hun kan henvende sig om andre ydelser end dem, kommunen efter den lokale tilrettelæggelse af forvaltningen beskæftiger sig med.

For en vejledning om udarbejdelse af en ydelsesoversigt henvises til Hjælpemiddelinistuttets hjemmeside www.hmi.dk, hvor der under funktionsevnemetoden også kan findes eksempel på ydelsesoversigter.

Til toppen

Kapitel 27 – Ændringer i borgerens forhold og klageadgang

Ændringer i borgerens forhold

129. Der skal alene udarbejdes en ny beskrivelse og vurdering af borgerens funktionsevne med brug af funktionsevnemetoden, hvis der indtræder væsentlige ændringer i borgerens forhold, jf. Principafgørelse 230-09. Dette kan eventuelt gøres ved at revurdere de områder, der er sket ændringer på.

Væsentlige ændringer kan f.eks. være ændringer i de helbredsmæssige forhold i forbindelse med en progredierende lidelse (en lidelse, der udvikler sig), eller hvor helbredsforholdene er meget svingende. Det kan også være væsentlige ændringer i de sociale forhold, f.eks. i tilfælde hvor borgeren bliver skilt, bliver alene, flytter til en anden bolig eller bliver forælder. Ændringer kan også være i det omgivende samfund f.eks. ved omlægning af de offentlige befordringsmidler i forhold til boligens placering.

Klage over afgørelsen

130. Som udgangspunkt kan borgeren klage over kommunalbestyrelsens afgørelse om ydelser efter den sociale lovgivning efter de almindelige klageregler på området. Uenighed mellem borgeren og kommunen om henholdsvis sagsforløbet og/eller i forhold til den endelige beskrivelse og vurdering af borgerens funktionsevne er ikke en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, men derimod et sagsbehandlingskridt af procesledende karakter hvorover der ikke kan ankes.

Til toppen

Afsnit V – Beskyttet beskæftigelse og særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb efter § 103

Indledning

131. Dette afsnit beskriver tilbud om beskyttet beskæftigelse og særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb efter § 103 og indeholder følgende kapitler:

  • Kapitel 28 indeholder vejledning om formål og målgruppe.
  • Kapitel 29 indeholder vejledning om indhold i tilbuddene.
  • Kapitel 30 indeholder vejledning om særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb.
  • Kapitel 31 indeholder vejledning om tilbud efter § 103 i forhold til tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
  • Kapitel 32 indeholder vejledning om aflønning og befordringsudgifter efter § 105.
  • Kapitel 33 indeholder vejledning om konkurrenceforhold m.v. efter § 106.

Til toppen

Kapitel 28 – Formål og målgruppe

132. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde beskyttet beskæftigelse til borgere med begrænsninger i arbejdsevnen, og som ikke er i stand til at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Målgruppen for bestemmelsen er borgere med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og borgere med særlige sociale problemer, som f.eks. hjemløse, sindslidende og misbrugere, som ikke kan påtage sig et ordinært arbejde eller deltage i et tilbud om aktivering eller revalidering eller opnå ansættelse i et fleksjob eller i et job med løntilskud for førtidspensionister.

Vedrørende aktivering, revalidering, fleksjob og løntilskud henvises til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om aktiv socialpolitik, der hører under Beskæftigelsesministeriets ressort.

Borgere i beskyttet beskæftigelse har som oftest social pension, kontanthjælp eller starthjælp som hovedforsørgelsesgrundlag.

133. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der er egnede tilbud om beskyttet beskæftigelse til de målgrupper, der er nævnt i loven, enten i kommunalt, regionalt eller privat regi.

Til toppen

Kapitel 29 – Indhold i tilbuddene

134. Hvor »beskyttet beskæftigelse« tidligere var betegnelsen for beskæftigelsesaktiviteter, der blev organiseret på beskyttede værksteder, omfatter »beskyttet beskæftigelse« nu også beskæftigelse, der kan etableres under andre organisatoriske rammer, f.eks. i forbindelse med andre offentlige tilbud. Det kan være i tilknytning til boformer for borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og det kan være i tilknytning til forsorgshjem, væresteder, varmestuer og sociale caféer mv. Et tilbud om beskyttet beskæftigelse kan også tilrettelægges således, at det kombineres med et tilbud om specialundervisning efter Undervisningsministeriets regler. For yderligere information om specialundervisning til voksne henvises til Undervisningsministeriet.

Der kan også organiseres beskyttet beskæftigelse i private virksomheder. Det kan ske ved at udstationere en gruppe borgere fra et beskyttet værksted til en virksomhed, i stedet for at flytte produktionen fra virksomheden til et beskyttet værksted, og det kan også ske ved at indgå en aftale med en virksomhed om oprettelsen af én eller flere beskyttede enkeltpladser i virksomheden på nærmere aftalte vilkår.

Det anbefales, at det i forbindelse med et tilbud om beskyttet beskæftigelse overvejes, hvordan tilbuddet kan sammensættes, så det understøtter, at den enkelte borger på sigt kan få tættere tilknytning til det almindelige arbejdsmarked. I denne forbindelse kan det f.eks. afklares, hvorvidt en person i beskyttet beskæftigelse gennem oplæring og uddannelse kan varetage arbejdsopgaver i en almindelig virksomhed med den nødvendige støtte.

135. Beskyttet beskæftigelse består i udførelsen af opgaver, der indgår som et led i en produktion af varer eller tjenesteydelser. Det kan f.eks. bestå i udførelsen af enkle afgrænsede arbejdsfunktioner, der kan udskilles fra et mere omfattende produktionsforløb, der skal udføres i tilknytning til en produktion i en virksomhed. Det kan være montage- og pakkearbejde. Men det kan også være arbejdsfunktioner af anden art f.eks. varetagelsen af servicefunktioner i forbindelse med kantinedrift, cafedrift eller opgaver af kontormæssig karakter.

Til toppen

Kapitel 30 – Særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb

136. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb til borgere med særlige sociale problemer. Beskæftigelsesforløbet kan have karakter af oplæring eller optræning. Beskæftigelsesforløbet kan tilbydes borgere med ophold i en boform efter servicelovens § 110, stk. 1, dvs. forsorgshjem og lignende eller til andre borgere med tilsvarende problemer i tilknytning til denne boform. Tilbuddet kan imidlertid også etableres uafhængigt af botilbud, f.eks. i forbindelse med aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104, jf. kapitel 137 nedenfor, på lignende vis som beskyttet beskæftigelse. For borgere, der er særligt socialt belastet, f.eks. som følge af misbrugsproblemer, kan det være hensigtsmæssigt, at kommunen gør brug af de værksteder mv. der er tilknyttet boformerne efter § 110 til de særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb, beskyttet beskæftigelse mv.

137. Et særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb kan f.eks. omfatte deltagelse i den interne drift i en boform efter § 110 eller et aktivitets- og samværstilbud (værested, social café, varmestue mv.) efter § 104. Der henvises tillige til afsnit VI. Dette kan bestå i rengøring, vask, køkkenarbejde, alm. vedligeholdelse og værkstedsarbejde mv. Derudover kan det bestå i deltagelse i aktiviteter f.eks. i form af planlagt undervisning og kulturelle arrangementer, idrætsaktiviteter andre livskvalitetsforbedrende tilbud, der indgår i den samlede indsats for deltageren i beskæftigelsesforløbet.

Tilbuddet skal være afpasset den enkeltes ønsker og muligheder.

Til toppen

Kapitel 31 – Beskyttet beskæftigelse og særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb i forhold til tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

138. Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indeholder regler om jobcentrenes mulighed for at give aktive tilbud til ledige, herunder til kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere samt dagpengemodtagere. Sigtet med disse tilbud er, at de skal være midlertidige og kvalificere den ledige til arbejde.

Jobcentrene har mulighed for i konkrete sager at beslutte, at et beskæftigelsesforløb, der er oprettet som beskyttet beskæftigelse eller særlig tilrettelagt beskæftigelsesforløb efter servicelovens § 103, stk. 1 og 2, vil kunne gives som et tilbud efter reglerne i § 32, stk. 1, nr. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det er en klar forudsætning, at forløbet for den enkelte ledige, der gives et sådant tilbud, kan leve op til reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, herunder at det opfylder formålet med aktiveringen, at det er et relevant tilbud for den enkelte med henblik på den korteste vej ud af ledigheden, og at det indgår i personens jobplan efter reglerne herom i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Ifølge lov om en aktiv beskæftigelsesindsats vil førtidspensionister i øvrigt kunne ansættes i løntilskudsjob på private eller offentlige virksomheder. Der gælder for disse typer ansættelser særlige regler med hensyn til forholdet mellem antal ansatte med og uden løntilskud, krav om, at løntilskudsstillingen skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte i virksomheden, eller alternativt krav om at stillingen skal være blevet ledig som følge af frivillig afgang, afgang på grund af alder, frivillig reduktion af arbejdstiden eller afskedigelse på grund af forseelse.

Til toppen

Kapitel 32 – Løn, arbejdsdusør, befordring

Aflønning og befordringsudgifter efter § 105

139. De nærmere regler om aflønning, mv. i medfør af servicelovens § 105 er fastsat i bekendtgørelse nr. 628 af 15. juni 2006 om aflønning og befordringsudgifter mv. i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og aktivitets- og samværstilbud.

Bekendtgørelsens regler vedrører aflønning i beskyttet beskæftigelse, jf. § 103, stk. 1, og aflønning i særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb, jf. § 103, stk. 2. Endvidere indeholder bekendtgørelsen reglerne om støtte til befordringsudgifter mv.

Aflønning i beskyttet beskæftigelse

140. I medfør af bekendtgørelsens § 1 fastsætter kommunalbestyrelsen lønnen for borgere i beskyttet beskæftigelse efter § 103, stk.1, således:

1) Borgere, der er i beskæftigelse, får i videst mulig omfang løn efter indsats.

2) I tilfælde hvor løn efter indsats ikke er et egnet aflønningsgrundlag, anvendes timeløn efter en arbejdsvurdering i det enkelte tilfælde.

3) I tilfælde hvor en person, der på grund af betydelig nedsat funktionsevne kun kan yde en indsats, som giver en meget beskeden indtjening, kan en arbejdsdusør fastsættes til mindst 5 pct. af den mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende arbejdsområde.

Aflønning i særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb

141. Hvis en person har fået tilbudt et særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb, skal reglerne om ydelser i lov en aktiv beskæftigelsesindsats så vidt muligt anvendes. I de tilfælde, hvor der ikke er tale om et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal kommunen aflønne borgere, som deltager i særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb, jf. bekendtgørelsens § 3, med en arbejdsdusør, der fastsættes af kommunalbestyrelsen.

Aktivitets- og samværstilbud efter § 104

142. Kommunalbestyrelsen skal ikke udbetale løn eller anden form for vederlag til borgere, der er visiteret et aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104, jf afsnit VI.

Tilbydes en person i tilknytning til et tilbud efter § 104 beskyttet beskæftigelse efter § 103, finder reglerne om aflønning i beskyttet beskæftigelse anvendelse.

Den kommunale myndighed kan beslutte, at borgere, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud, skal betale helt eller delvist for materialer, der ikke medgår til en produktion. Tilsvarende gælder vedrørende udflugter for de pågældende.

Støtte til befordringsudgifter

143. Borgere, der udfører lønnet arbejde efter reglerne om beskyttet beskæftigelse, jf. servicelovens § 103, stk. 1, skal selv afholde udgiften til daglig befordring til og fra virksomheden inden for en afstand af 10 kilometer fra virksomheden, jf. dog nedenfor om borgere, der er visiteret til tilbud efter § 104. Nødvendige merudgifter derudover skal afholdes af kommunen. Kommunen skal kun afholde de nødvendige udgifter, der ligger inden for den billigste befordringsmulighed, idet der ved beregning af den billigste mulighed skal tages hensyn til, om Skatteministeriets regler om befordringsfradrag kan anvendes.

Kommunen skal afholde udgiften til befordring for borgere med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud, jf. servicelovens § 104. Tilsvarende gælder, hvis en person med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i tilknytning til et aktivitets- og samværstilbud også er visiteret til beskyttet beskæftigelse.

Til toppen

Kapitel 33 – Konkurrence og prisberegning

Konkurrenceforhold m.v. efter § 106

144. En produktion eller en serviceydelse, som helt eller delvis udføres ved medvirken af borgere, der er visiteret til beskyttet beskæftigelse i henhold til § 103, må ikke påføre andre virksomheder urimelig konkurrence.

145. KL udarbejder en vejledning om kalkulationsregler for produktionen i beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud.

Til toppen

Afsnit VI – Aktivitets- og samværstilbud efter § 104

Indledning

146. Dette afsnit beskriver tilbud om aktivitets- og samværstilbud efter § 104:

  • Kapitel 34 indeholder vejledning om formålet med aktivitets- og samværstilbuddene.
  • Kapitel 35 indeholder vejledning om målgrupper og indhold.
  • Kapitel 36 indeholder vejledning om samspil med andre ordninger og bestemmelser.
  • Kapitel 37 indeholder vejledning om de organisatoriske rammer for tilbuddene.

Aktivitets- og samværstilbud efter § 104

Til toppen

Kapitel 34 – Formål

147. Aktivitets- og samværstilbud har til formål at øge den enkeltes livskvalitet i dagligdagen og retter sig især mod borgere med behov for socialt samvær og aktiviteter i fællesskab. Tilbuddet kan medvirke til, at de forskellige målgrupper, som tilbuddet retter sig mod, kan udfolde sig sammen med andre og deltage i et socialt fællesskab. Aktivitets- og samværstilbud kan også have en vigtig funktion som et fristed, der kan give gode betingelser for personlig udvikling.

148. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der er egnede aktivitets- og samværstilbud til de målgrupper, der er nævnt i loven, enten i kommunalt, regionalt eller privat regi.

Til toppen

Kapitel 35 – Målgrupper og indhold

149. Der kan både være tale om tilbud med visitation og åbne tilbud uden visitation. Tilbud med visitation vil typisk være tilbud til borgere med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, mens tilbud til borgere med særlige sociale problemer ofte vil være tilbud uden visitation. I mange aktivitets- og samværstilbud tilrettelægges aktiviteter af sundhedsfremmende karakter, støtte til at komme i beskæftigelse og aktiviteter med et idrætsmæssigt indhold. Aktivitets- og samværstilbud tilbydes i praksis under mange betegnelser, hvor væresteder, sociale caféer, varmestuer, daghjem, klubber og Fountain House er nogle af de mest almindelige. Andre indgår som en del af tilbuddet på boformer, herunder forsorgshjem.

150. Det enkelte tilbud kan indrettes, så de imødekommer bestemte målgruppers behov, herunder skaber mulighed for samvær med ligestillede, eksempelvis jævnaldrende. I tilbud for borgere med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan der være behov for at yde aktiverende støtte og omsorg, herunder træning i almindelige daglige levefunktioner (ADL - træning), sprogstimulation og lystbetonede aktiviteter. Bl.a. sansestimulerende aktiviteter kan medvirke til at give tryghed og være en aktivitet, som forbedrer kommunikation, valgmuligheder og medindflydelse.

151. For andre grupper kan det centrale være rene omsorgsmæssige foranstaltninger såsom mad, kaffe, vask, uddeling af tøj, rådgivning og socialt samvær, hvor der ikke stilles andre krav end at personen kan møde frem og overholde almindelige husordensregler for tilbuddet. Men tilbuddet kan også bestå i noget mere aktiverende, såsom udflugter, idræts- og motionsaktiviteter, fritidstilbud i form af film, foredrag, daghøjskolelignende tilbud, sundhedstilbud og involvering i samfundsspørgsmål og brugerorganiseringer.

Til toppen

Kapitel 36 – Samspil med andre ordninger og bestemmelser

152. Der kan i tilknytning til et aktivitets- og samværstilbud etableres forskellige former for beskæftigelsesforløb og aktiveringsaktiviteter, hvor det langsigtede perspektiv kan være at fastholde et mål om en fremtidig tilknytning til arbejdsmarkedet, selvom det ikke umiddelbart kan forekomme realistisk for nogle persongrupper. Da et aktivitets- og samværstilbud ikke direkte har som formål at kvalificere til arbejdsmarkedet, kan tilbuddet ikke træde i stedet for et aktivt tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Der er imidlertid intet til hinder for, at der i tilknytning til et aktivitets- og samværstilbud kan etableres beskyttet beskæftigelse eller særlige beskæftigelsesforløb efter servicelovens § 103. Der henvises til afsnit V om beskyttet beskæftigelse og særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb efter § 103.

153. I forbindelse med aktivitets og samværstilbuddene kan der også etableres forskellige aktiviteter såsom efterbehandling af alkohol- og stofmisbrugere, rådgivning og opsøgende virksomhed og særlige undervisnings- og kursustilbud, herunder specialundervisning efter Undervisningsministeriets regler. Det vil ofte være hensigtsmæssigt at knytte støtte- og kontaktpersonordninger til aktivitets- og samværstilbud. Der kan også etableres mindre aktivitets- og samværstilbud uden almindelige bygningsmæssige rammer for grupper, der ikke har behov for alt for faste rammer, ligesom der også kan oprettes døgnåbne tilbud med mulighed for nødovernatning.

Til toppen

Kapitel 37 – Organisatoriske rammer

154. Tilbuddet kan etableres og drives af en kommune, en region eller en privat organisation, herunder frivillige organisationer. Det kan være hensigtsmæssigt at knytte frivillig indsats til tilbuddene, som kan give brugerne mulighed for på et tidspunkt at medvirke som frivillige. Kommunalbestyrelsen skal, jf. § 16 i serviceloven, sørge for at brugerne får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddet. Tilbuddet kan opmuntre til etablering af en brugerforening eller organisering på det enkelte sted og på tværs af tilbuddene.

Til toppen

Afsnit VII – Tilbud på stofmisbrugsområdet

Indledning

155. Dette afsnit beskriver servicelovens tilbud på stofmisbrugsområdet:

  • Kapitel 38 indeholder vejledning om sociale tilbud til stofmodtager generelt.
  • Kapitel 39 indeholder vejledning om omfanget af behandlingsgarantien for stofmisbrugere.
  • Kapitel 40 indeholder vejledning om frit valg af behandlingstilbud.
  • Kapitel 41 indeholder vejledning om målsætninger for og indholdet af stofmisbrugsbehandlingen.
  • Kapitel 42 indeholder vejledning om udslusning og efterbehandling.
  • Kapitel 43 indeholder vejledning om tilbageholdelse af gravide stofmisbrugere i behandling.
  • Kapitel 44 indeholder vejledning om kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug.
  • Kapitel 45 indeholder vejledning om kvalitetsstandardens anvendelsesområde.
  • Kapitel 46 indeholder vejledning om indholdet af kvalitetsstandarden.
  • Kapitel 47 indeholder vejledning om kvalitetskravene til døgnbehandling.
  • Kapitel 48 indeholder vejledning om opfølgning på kvalitetsstandarden.

Til toppen

Kapitel 38 – Generelt om sociale tilbud til stofmisbrugere

Central og decentral opgavevaretagelse

Narkotikapolitikken er bygget på fire grundpiller – forebyggelse, behandling, skadesreduktion og kontrol.

156. Koordinationen af den statslige indsats på stofmisbrugsområdet varetages af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som herudover har ansvaret for de statslige opgaver i forhold til behandling i sundhedsvæsenet og den forebyggende indsats. Socialministeriet har på det statslige niveau ansvar for den sociale behandlingsindsats. Justitsministeriet har – såvel lokalt som centralt – et hovedansvar for den kontrol- og politimæssige indsats og for indsatsen over for stofmisbrugere i fængslerne.

Beskrivelse af målgruppe og problemomfang

157. En stofmisbruger er fysisk og/eller psykisk afhængig af et eller flere bevidsthedsændrende stoffer (rusmidler) i en sådan grad, at det medfører skader eller problemer for vedkommende selv og/eller nærtstående samt samfundet.

Traditionelt omfattes en person ikke af betegnelsen, hvis rusmidlet er alkohol, men alkohol indgår oftest i det samlede stofmisbrug, der kan omfatte stoffer som opiater og opiatlignende stoffer (f.eks. morfin, heroin, ketogan, metadon), kokain, amfetaminlignende stoffer (f.eks. ecstasy), hallucinogener (f.eks. lsd og visse svampearter), cannabispræparater (f.eks. hash og marihuana) samt benzodiazepiner (f.eks. stesolid).

Servicelovens tilbud til stofmisbrugere retter sig som udgangspunkt mod den nedsatte fysiske og især psykiske funktionsevne samt de sociale problemer, som følger af misbruget.

På baggrund af indberetninger fra kommunerne udarbejder Sundhedsstyrelsen årligt en statistik over stofmisbrugere i behandling. Der henvises til Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk.

God sagsbehandling på stofmisbrugsområdet

Der stilles en lang række krav til sagsbehandlingen på stofmisbrugsområdet, herunder fokus på borgerens rettigheder og retssikkerhed. Socialministeriet har iværksat Projekt God Sagsbehandlingsom ét af en lang række initiativer for et kvalitetsløft på stofmisbrugsområdet. Der henvises til metodehæftet »God Sagsbehandling på Stofmisbrugsområdet« for en mere samlet fremstilling af god og korrekt sagsbehandling på området. Hæftet kan bestilles gratis hos Servicestyrelsen eller downloades på www.servicestyrelsen.dk.

Indberetninger på stofmisbrugsområdet

Servicestyrelsens Stofmisbrugsdatabase er en sammenføring af to indberetninger på stofmisbrugsområdet, VBGS-databasen (ventetider vedr. BehandlingsGaranti for Stofmisbrugere), og DanRIS – ambulant og –døgn, et registeringssystem, hvor stofmisbrugerens belastning ved indskrivning og de tilbud, der tilbydes registreres på en sådan måde, at de forskellige kommuners tilbud kan sammenholdes.

Indberetningerne er lovpligtige, jf. retssikkerhedslovens § 82 og bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område § 58. Se mere på www.stofmisbrugsdatabasen.dk

Til toppen

Kapitel 39 – Omfanget af behandlingsgarantien

158. Efter bestemmelsen i § 101, stk. 2, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at tilbyde behandling af stofmisbrugere. Tilbuddet skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen med anmodning om at komme i behandling. Garantien indebærer en ret for stofmisbrugeren til at modtage og en pligt for kommunalbestyrelsen til at tilbyde social behandling inden for fristen. Samtidig har stofmisbrugeren en ret til at vælge mellem offentlige og private godkendte behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, kommunen har visiteret til.

159. Medicinsk behandling sker med hjemmel i Indenrigs- og Sundhedsministeriets regler. Denne indsats må ikke stå alene. Der skal således være en tæt sammenhæng mellem den sociale og den medicinske indsats.

For så vidt angår garanti for social behandling for unge under 18 år henvises til Vejledning 3 til serviceloven om særlig støtte til børn og unge og deres familier.

For indsatte i kriminalforsorgens fængsler og arresthuse, der under indsættelsen ikke er omfattet af servicelovens regler om social behandlingsgaranti, henvises til lov om fuldbyrdelse af straf mv. under Justitsministeriet.

Servicelovens §§ 83 og 85 indeholder tillige ydelser, som kan have betydning for behandlingsindsatsen, nemlig hjælp, omsorg og støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder, som der ud over den egentlige behandling kan være behov for i forbindelse med et behandlingsforløb.

Endelig er der i servicelovens § 102 en adgang til at yde tilbud af speciel behandlingsmæssig karakter, som ligger ud over tilbuddet efter §§ 101 og 83 og 85, og som ikke kan tilbydes efter anden lovgivning. Der kan f.eks. være tale om psykologisk, psykoterapeutisk, sygeplejemæssig, fysioterapeutisk eller anden behandling.

160. Der skal foretages en afklaring af behandlingsindsatsen inden for 14 dage. Tidsfristen regnes fra den første personlige henvendelse med ønske om behandling. Social behandling for stofmisbrug efter § 101 hviler på en beslutning om et individuelt forløb, hvor stofmisbrugeren på baggrund af en faglig vurdering visiteres til et konkret behandlingstilbud. Det forudsættes, at stofmisbrugerens egne ønsker til behandlingsforløbet tillægges stor betydning, og at der udarbejdes en behandlingsplan over behandlingsforløbet.

Inden for fristen på 14 dage skal der ske en nærmere udredning i tæt samarbejde med stofmisbrugeren. Der skal udarbejdes en plan for behandlingsindsatsen. Efter servicelovens § 141, jf. Vejledning 1 til lov om social service, skal den kommunale handleplan og behandlingsindsatsen koordineres med henblik på at tilvejebringe en sammenhængende og helhedsorienteret indsats. Udarbejdelse af en handleplan skal ske i en kontinuerlig proces, hvor mål og indsats løbende følges og justeres efter behov.

Er det ikke muligt at foretage en faglig udredning af sagen inden for 14 dage, må dette skrives ind i handleplanen, således at planen indeholder en så realistisk beskrivelse som muligt af rammerne, omfanget, tidshorisonten m.m. for den indsats, der er brug for. Da handleplanen løbende skal revideres og ajourføres efter behov, vil aftaler i forbindelse med udredning og koordination af en sag kunne indskrives i handleplanen.

Hvis kommunen ikke kan iværksætte det besluttede behandlingsforløb på kommunens egne behandlingstilbud eller på de godkendte, private behandlingstilbud, kommunen sædvanligvis benytter, er kommunen forpligtet til at sørge for, at stofmisbrugeren kan blive indskrevet i et andet offentligt eller godkendt behandlingstilbud, der kan realisere det besluttede behandlingsforløb inden for den fastsatte frist på 14 dage fra henvendelsen.

Fristen for tilbud inden for 14 dage gælder kun i forhold til de behandlingsmuligheder, kommunen tilbyder. Vælger stofmisbrugeren at blive behandlet i et andet godkendt behandlingstilbud, vil det ikke altid være muligt for kommunen at iværksætte en behandling inden for fristen. Der vil kunne være ventetid til andre ønskede behandlingstilbud, som kommunen ikke har indflydelse på.

Kommunen skal informere om behandlingsmuligheder, der kan udgøre alternativer til den behandling, kommunen tilbyder.

Til toppen

Kapitel 40 – Omfanget af frit valg

161. Efter bestemmelsen i servicelovens § 101, stk. 4, har stofmisbrugere, der er visiteret til behandling, en ret til at vælge mellem offentlige behandlingstilbud og private behandlingstilbud, som er registreret i tilbudsportalen, jf. servicelovens § 14 stk. 2. Det valgte tilbud skal være af tilsvarende karakter som det, kommunen har visiteret til.

Der vil derfor ikke være frit valg mellem døgn- og dagbehandling, og det vil heller ikke nødvendigvis være alle godkendte behandlingssteder, som er relevante for det planlagte behandlingsforløb.

Ved ændring af serviceloven L 63 af 1. april 2008 med virkning fra den 1. juli 2008 er godkendte private ambulante behandlingstilbud også omfattet af det frie valg. Det frie valg er ikke indskrænket til de lokale tilbud eller til tilbud, som kommunen normalt anvender. Det frie valg gælder alle tilbud, forudsat der er tale om tilbud, der kan opfylde det, som borgeren er visiteret til. Det er den udarbejdede behandlingsplan, der danner rammen for de valg, der kan foretages. En kommune kan ikke afvise valg af et andet tilbud med den begrundelse, at der er tale om et for dyrt tilbud. Et afslag vil kunne indbringes for det sociale nævn.

Er der visiteret til ambulant behandling, vil stofmisbrugeren kun kunne vælge at blive behandlet på et andet offentligt ambulant tilbud eller godkendt privat ambulant behandlingstilbud.

Retten til at vælge gælder for alle visiterede stofmisbrugere.

Imidlertid kan der ikke ses bort fra, at der kan være forhold, der i enkelte tilfælde gør det nødvendigt at fravige dette udgangspunkt. Efter bestemmelsen i servicelovens § 101, stk. 6, kan retten til at vælge begrænses, hvis hensynet til stofmisbrugeren taler herfor. Med undtagelsesbestemmelsen – som svarer til undtagelsesbestemmelsen for psykiatriske patienter med hensyn til frit sygehusvalg – er der taget hensyn til situationer, hvor stofmisbrugere med psykoser, svære karakterafvigelser eller egentlig psykiatriske lidelser i nogle tilfælde kan savne evnen til at træffe et rationelt valg i en sådan grad, at stofmisbrugerens valg ikke tilgodeser behandlingsbehovet. Eller situationer, hvor stofmisbrugeren savner evnen til at overskue eller gennemføre et meningsfyldt behandlingsforløb.

Til toppen

Kapitel 41 – Stofmisbrugsbehandling

Målsætninger

Skadesreduktion

162. Uden at slippe hovedmålsætningen om stoffrihed for den sociale indsats på stofmisbrugsområdet, har der gennem en årrække været arbejdet ud fra målsætningen om skadesreduktion eller skadesminimering for de grupper af stofmisbrugere, hvor stoffrihed ikke er et realistisk mål på kortere eller længere sigt.

Skadesreduktion vil sige formindskelse af de skader, som livet som stofmisbruger påfører vedkommende selv, nærtstående og samfundet, samt forbedring af funktionsevne og udviklingsmuligheder, jf. formålsbestemmelsen i servicelovens § 81. Indsatser af skadesreducerende karakter kan f.eks. være substitutionsbehandling, opsøgende gadeplansarbejde, væresteder for aktuelle misbrugere (lavtærskeltilbud), sprøjtebytteprogrammer og social støtte i hjemmet.

Efter kommunalreformen har kommunerne overtaget den generelle sundhedsmæssige forebyggelsesindsats, hvilket overfor målgruppen for stofbehandling ofte vil kunne ydes i tilknytning til kommunale behandlingstilbud.

Uanset målsætningen for det konkrete behandlingsforløb vil det altid være relevant at have fokus på at undgå eller minimere mulige skader undervejs i behandlingsforløbet.

Varierede tilbud

163. Arbejdet ud fra disse målsætninger afspejler sig også i delmålene for indsatsen for den enkelte misbruger og i de varierede målsætninger for de forskellige hovedgrupper af stofmisbrugere. Det er dog generelt kendetegnende for arbejdet med stofmisbrugere, at den egentlige behandling, det være sig substitutionsbehandling eller stoffri behandling, må følges tæt op over tid med en række sociale og andre støttende tilbud, således at en helhed for indsatserne fastholdes.

Arbejdet med delmål for den enkelte misbruger bør være afpasset den enkeltes situation og egenressourcer, således at der ikke skabes urealistiske forventninger. Som udgangspunkt bør disse delmål være afpasset alder, varighed af misbrug og de sociale og personlige problemers omfang. Mens målet må være stoffrihed og social integration for hovedparten af stofmisbrugere, vil det for nogle af de tungere misbrugere være et mål at stabilisere stofindtagelsen, og sikre en omsorgsindsats og en højnelse af livskvaliteten gennem en bevidst skadesreduktionsstrategi.

Det bør være en målsætning at kunne opstille behandlingstilbud til alle typer af stofmisbrugere ved en tilstrækkelig mangfoldighed af tilbud med særlig hensyntagen til følgende målgrupper:

  • Unge stofmisbrugere (under 18 år)
  • Yngre stofmisbrugere (18-24 år)
  • Gravide stofmisbrugere
  • Stofmisbrugere med børn
  • Stofmisbrugere over 24 år
  • Psykisk syge stofmisbrugere
  • Stofmisbrugere med HIV/AIDS
  • Etniske minoritetsgrupper

164. Det er op til kommunalbestyrelsen at træffe beslutning om, hvorledes den vil opfylde behandlingsansvaret efter § 101, og at informere herom i en kvalitetsstandard, jf. Vejledning nr. 1 til serviceloven. Behandling efter § 101 forudsætter en socialpædagogisk eller psykologisk funderet indsats i et forløb, som fastlægges i forbindelse med handleplanen, så vidt muligt i samarbejde med brugeren og dennes pårørende, jf. Vejledning nr. 1 til serviceloven. Behandlingen beror på motivation og frivillighed. Og netop det individuelle udgangspunkt er altafgørende.

Den sociale behandling, der ofte vil foregå parallelt med eller i forlængelse af en lægelig behandling, f.eks. substitutionsbehandling for opioidafhængighed, vil, afhængigt af årsagen til funktionsnedsættelsen og det metodiske udgangspunkt, have store variationer og forskellige grader af intensitet.

Hovedsigtet med en sådan behandling er ud fra brugerens egne ressourcer at hindre en yderligere funktionsnedsættelse, og bibringe vedkommende en bedre social og personlig funktion med henblik på højnelse af livskvaliteten. Den egentlige behandling må i givet fald følges op af efterbehandling, hvor der ved siden af en mindre intensiv behandling rettes andre tilbud til brugeren, som f.eks. bolig, personlig støtte, aktivitets- og samværstilbud samt aktivering og revalidering.

Der forudsættes ikke fastsat betaling for behandling efter bestemmelsen, men hvis der i forbindelse med behandlingen ydes botilbud efter § 107, stk. 2, nr. 2, eller private botilbud, jf. servicelovens § 144 fastsættes betaling efter Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for botilbud efter servicelovens kapitel 20 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 108.

165. Indsatsen på behandlingsområdet bør være indrettet således, at der er tilbud til alle typer af stofmisbrugere.

Behandling og kvalitet omhandler dels spørgsmålet om kvaliteten af de enkelte behandlingstilbud, dels spørgsmålet om differentiering og mangfoldighed.

Behandlingstilbuddene bør omfatte døgntilbud, dagtilbud og ambulante tilbud, helst med differentierede målsætninger, ambitions- og kravniveau.

166. Man kan typisk opdele behandlingsindsatsen i a) døgnbehandling, som igen kan opdeles i den stoffri døgnbehandling og døgnbehandling i forbindelse med substitutionsbehandling med buprernophin eller metadon, b) den ambulante stoffri behandling, c) ambulant substitutionsbehandling, som helt overvejende består af behandling med buprenorphin eller metadon, d) den ambulante psykosociale indsats og endelig e) den mere omsorgs- og fællesskabsorienterede indsats, der i stigende grad finder sted gennem væresteder. Den omsorgsrelaterede indsats retter sig især mod de mest belastede stofmisbrugere, som for langt de flestes vedkommende er eller har været opioid/heroin misbrugere.

Ambulant behandling er i modsætning til døgnbehandling karakteriseret ved, at behandlingen finder sted i tilknytning til personens sædvanlige miljø. Den ambulante behandling kan være mere eller mindre intensiv afhængig af behov, og den kan være understøttet af substitutionsbehandling i form af f.eks. metadonbehandling.

Et ambulant behandlingstilbud tilpasses den enkelte brugers situation og behov, og kan derfor effektueres som et meget tæt forløb eller som et forløb med varierede intervaller for kontakten til behandlingsstedet.

Dagbehandling er mere gruppeorienteret end den ambulante behandling. I denne behandlingsform støttes brugerens individuelle mål via en kombination af aktiviteter, projektforløb, individuelle samtaler og gruppesamtaler.

167. Til løsning af behandlingsforpligtelsen bør der være knyttet en række ydelser, f.eks.:

  • Systematisk udredning.
  • Substitutionsbehandling.
  • Afgiftninger/nedtrapninger, eventuel længerevarende stoffri behandling.
  • Aktivitetstilbud, både med revalideringsmæssigt sigte (daghøjskole, arbejde, uddannelse mv.) og mere kreativt og/eller omsorgsmæssigt sigte - med henblik på at udvikle social kompetence.
  • Par- og familieterapi.
  • Individuel rådgivning ved socialfaglige personer, læge, psykolog.
  • Gruppebehandling og selvhjælpsgrupper, herunder f.eks. AA og NA-grupper, som er aktivitets-, undervisnings-, emne- og behandlingsorienterede.
  • Etablering af en støtte/kontaktpersonordning, jf. Vejledning nr. 2 til serviceloven.
  • Case management til sikring af kontinuitet og helhed i de individuelle behandlingsforløb.
  • Gradvis udslusning, efterbehandling og recidivopsamling.
  • Samarbejde med og støtte til pårørende.

Hensyn til stofmisbrugeren

168. Behandlingen bør være helhedspræget og tage hensyn til hver enkelt stofmisbrugers specielle forhold, således at stofmisbrugerens ressourcer styrkes, og belastningerne ved stofmisbruget reduceres eller fjernes. Behandlingen bør være baseret på stofmisbrugerens frivillige medvirken, herunder vedkommendes udtrykte tilsagn ved anvendelse af tilbageholdelse efter den særlige lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere lovgivning herom.

Behandlingen skal foregå på en respektfuld måde og må ikke udsætte stofmisbrugeren for umyndiggørelse eller nedværdigende behandling.

Behandlingen bør indbefatte:

  • Hjælp til løsning af afhængighedsproblemet.
  • Hjælp til løsning af psykiske og følelsesmæssige problemer.
  • Hjælp til diverse konkrete ydelser og støttemuligheder, såsom uddannelse, økonomi, bolig o.l.
  • Hjælp til samværet med andre mennesker.
  • Hjælp til bedring af helbredstilstanden.

Differentierede mål

169. Der bør i behandlingsarbejdet sigtes mod f.eks. følgende individuelt differentierede mål:

  • Stoffrihed.
  • Stabilisering af stofindtagelsen.
  • Ophør eller begrænsning af intravenøst brug.
  • Behandling af somatiske og psykiske lidelser.
  • Løsning af ægteskabelige og familiære problemer.
  • Revalidering, uddannelse og jobplacering.
  • Løsning af boligproblemer, evt. hjælp til at bruge en bolig (f.eks. bostøtte efter servicelovens § 85).
  • Forhindre/begrænse tilbagefald.
  • Ophør eller begrænsning af misbrugsrelateret kriminalitet.

Alt sammen med det overordnede formål at hjælpe klienten til et bedre funktionsniveau, øge livskvaliteten og begrænse komplikationerne til misbruget.

Substitutionsbehandling

170. Grundlaget for administration af substitutionsbehandling af stofmisbrugere er bestemmelserne i § 142 i lov nr. 546 af 24. juni 2005 (sundhedsloven), § 41 i lov nr 451 af 22. maj 2006 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven), samt Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 42 af 1. juli 2008 om den lægelige behandling af stofmisbrugere i substitutionsbehandling. Det fremgår af sundhedslovens § 142, at kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri lægelig behandling med euforiserende stoffer til stofmisbrugere. Efter stk. 2 kan kommunalbestyrelsen tilvejebringe tilbuddet om lægelig behandling i henhold til stk. 1 ved at etablere egne behandlingstilbud, ved indgåelse af aftale med andre kommunalbestyrelser eller regionsråd, eller ved indgåelse af driftsoverenskomst med private institutioner. Efter bestemmelsens stk. 3 er regionsrådet forpligtet til efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i regionen at stille behandlingspladser mv. til rådighed for kommunerne og yde faglig bistand og rådgivning. Af autorisationslovens § 41 fremgår bl.a., hvilke læger der må tage stofmisbrugere i substitutionsbehandling.

Det påhviler fra 1. januar 2007 kommunalbestyrelsen at tilbyde vederlagsfri lægelig behandling med afhængighedsskabende lægemidler til stofmisbrugere (substitutionsbehandling). Denne forpligtigelse fremgår af sundhedslovens § 142, stk. 1. Kommunalbestyrelsen har fortsat ansvaret for den sociale behandling for stofmisbrug, jf. servicelovens § 101.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 42 af 1. juli 2008 om den lægelige behandling af stofmisbrugere i substitutionsbehandling, at den lægelige behandling forudsættes at være en integreret del af den enkelte kommunes samlede behandlings- og omsorgstilbud til stofmisbrugere. Det er kommunens ansvar at tilrettelægge den samlede behandlingsindsats. De relevante behandlingstilbud kan tilvejebringes, ved at kommunalbestyrelsen selv etablerer behandlingspladser, ved at kommunalbestyrelsen træffer aftale med andre kommunalbestyrelser eller et regionsråd om at stille behandlingspladser til rådighed, eller ved at kommunalbestyrelsen indgår aftale med private døgnbehandlingstilbud.

Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre den fornødne sammenhæng mellem den lægelige behandling og den hermed forbundne psykosociale indsats og indsatsen mod de sociale problemer, stofmisbrugeren i øvrigt måtte have.

Det er en lægelig opgave at tage stilling til behovet for medicinsk behandling af opioidafhængighed. En kommune kan derfor ikke uden en lægefaglig vurdering foretage visitation af den enkelte patient, der formodes at have behov for abstinens- eller substitutionsbehandling.

I modsætning til, hvad der gælder for den sociale behandling, giver bestemmelsen i sundhedsloven ikke den enkelte stofmisbruger ret til frit valg af behandlingssted, og adgang til behandlingen kan alene opnås gennem den kommune, hvor stofmisbrugeren har bopæl.

Sundhedsstyrelsen har endvidere udsendt en særlig vejledning om ordination af injicerbar heroin til opioidafhængige, som ikke profiterer af konventionel, peroral metadonbehandling, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9083 af 1. januar 2010 om ordination af injicerbar diacetylmorphin (heroin) ved opioidafhængighed.

Det overordnede formål med bestemmelserne er at sikre stofmisbrugere den mest hensigtsmæssige behandling ved at fastlægge et entydigt ansvar for sammenhængen mellem de sociale og de sundhedsfaglige behandlingstiltag. Det er herefter kommunalbestyrelserne, der har ansvaret for den samlede behandling af den enkelte stofmisbruger, også i situationer, hvor den medicinske behandling er delegeret til alment praktiserende læge, privat behandlingstilbud eller speciallæge.

Målsætningen er, at den enkelte kommune herved kan sikre en formidling til de forudsatte supplerende behandlings- og andre sociale tilbud, så der i hvert enkelt tilfælde tages stilling til en individuel handleplan med mulighed for fleksible løsninger for den enkelte stofmisbruger. Herved skabes der mulighed for at tilvejebringe den nødvendige helhed i substitutionsbehandlingen ved at knytte den lægelige del af behandlingen til det kommunale behandlingssystem.

Det er et vigtigt udgangspunkt, at andre relevante behandlingsmuligheder skal være overvejet ud fra det generelle princip om, at man skal vælge den behandling, som formodes at være effektiv, og som er mindst indgribende. Længerevarende substitutionsbehandling kommer derfor som regel ikke på tale som første behandlingsvalg.

Substitutionsbehandling er en behandlingsform, der sigter mod forbedring af stofmisbrugerens funktionsevne og livskvalitet samt eventuelle resocialisering.

Substitutionsbehandling forudsætter i samme omfang som ved stoffri behandling, at der i forbindelse med denne behandling tages stilling til opfølgningen med relevante sociale tilbud.

Endelig er det af betydning på dette område, hvor reglerne efter de to lovgivningssæt krydses i en fælles indsats med udgangspunkt i en samlet social-psykologisk-lægelig plan, at der gives stofmisbrugerne klar vejledning om klagemulighederne i de adskilte klagesystemer. Behandling med injicerbar metadon er reguleret i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 42 af 1. juli 2008 om den lægelige behandling af stofmisbrugere i substitutionsbehandling.

Til toppen

Kapitel 42 – Udslusning og efterbehandling

171. Efterbehandlingsfasen er en meget central del af et behandlingsforløb, og kan være afgørende for tilbagefald eller bibeholdelse af stoffrihed eller et stabiliseret forbrug af stoffer. At handleplanen også rækker ind i denne fase kan påvirke brugerens motivation for ikke at falde tilbage i det gamle misbrugsmønster. Afgørende er imidlertid, at der ligesom ved den primære behandling arbejdes med midler, som er tilpasset den enkeltes ressourcer og livsforhold.

Udslusningsprocessen fra f.eks. et døgntilbud kan lægge linierne for en mere selvhjulpen tilværelse, hvor frigørelsen fra behandlingsmiljøet er udgangspunktet for overgang til samfundet og eventuelt familien. Tilbuddet dækkende udslusningsperioden kan ligge inden for rammerne af § 107, stk. 2, nr. 2, og § 101 behandlingstilbuddet, men det kan også bestå i et tilbud efter servicelovens § 107, stk. 1, eller tilbud efter lov om almene boliger suppleret med støtte efter §§ 83 eller 85 i serviceloven.

Som en del af kommunalbestyrelsens behandlingstilbud kan anvendes såkaldte halfway-houses, hvor stofmisbrugeren befinder sig »halvvejs« mod målet, som er et stabilt stoffrit liv. Behandlingsformen kan indgå som en afslutning på et døgntilbud eller bevilges af kommunen som et særligt beskyttet botilbud i form af en lejlighed eller botilbud, hvor der bor flere stofmisbrugere under et vist opsyn. Tilbuddet kan suppleres med dagtilbud i form af aktivering, revalidering mv.

Nogle stofmisbrugere og andre socialt udsatte kan vanskeligt rummes eller selv finde sig til rette i traditionelle boligformer, på trods af sociale støttetilbud. For at imødekomme disse borgeres behov er der etableret permanente boliger efter almenboligloven, kaldet »skæve huse«. De første »skæve huse« blev etableret som forsøgsordningen i 1999. De gode resultater herfra har været baggrund for, at regeringen fortsat yder økonomisk støtte til opførelsen af sådanne boliger.

Dertil kommer »alternative plejehjem«, som er botilbud, jf. servicelovens § 108, til bl.a. stofmisbrugere, der ikke kan klare sig i eget hjem, og som ikke kan rummes på almindelige plejehjem for ældre borgere på grund af misbrug, demens eller problematisk adfærd. De »alternative plejehjem« etableres af kommunalbestyrelsen, ofte i tilknytning til et forsorgshjem.

En støtteperson eller medhjælper efter servicelovens § 85, der vil kunne knyttes til såvel bofællesskaber som andre boformer, kan støtte med rådgivning og vejledning om almindelige daglige funktioner som rengøring, personlig hygiejne og økonomi, men også bistå med deltagelse i beskæftigelses- og fritidsaktiviteter. Endvidere kan i støttefunktionen indgå etablering af kontakter til omverden, familie, bekendte, foreningsliv eller offentlige eller private tilbud, herunder også til behandling for fysiske og psykiske lidelser samt for misbrug.

Der vil således til misbrugere i en efterbehandlingsfase med fordel kunne drages nytte af en sådan ordning, hvor den pågældende støtteperson eventuelt kan være misbrugeren bekendt fra opholdet på en behandlingsinstitution eller fra andre sammenhænge.

Som støttende foranstaltning for stofmisbrugere i efterbehandlingsfasen kan aktivitets- og samværsaktiviteter efter servicelovens § 104, f.eks. i form af væresteder, danne rammen om forskellige selvstyrende aktiviteter samt netværksarbejde. Den støtte, tidligere stofmisbrugere her kan yde hinanden, kan eksempelvis også ske i egentlige selvhjælpsgrupper, f.eks. i AA eller NA-regi.

Pårørendearbejdet er et andet væsentligt område i forhold til at styrke stofmisbrugeres sociale integration, jf. Vejledning nr. 1 til serviceloven.

Et indsatsområde målrettet sociale færdigheder og netværksopbygning for stofmisbrugere er en udvidelse pr. 1. oktober 2006 af et tilbud om støtte- og kontaktpersoner (SKP), jf. servicelovens § 99, som tidligere kun blev tilbudt de mest isolerede sindslidende. Ordningen er kendetegnet ved længerevarende opsøgende og kontaktskabende arbejde, som opfølges af hjælp til løsning af brugerspecifikke og brugerdefinerede problemstillinger, herunder umiddelbar hjælp i dagligdagen, (gen)opbygning af sociale netværk og (gen)etablering af kontakt til de sociale myndigheder. SKP-ordningen er en indsats uden myndighedsudøvelse, og brugere har mulighed for at være anonyme, jf. Vejledning nr. 2 til serviceloven.

Tilbagefaldsbehandling

172. En del stofmisbrugere forbliver stoffrie efter at have gennemført en ordinær behandling. Andre falder tilbage i et misbrug. Hvis dette sker, iværksættes en tilbagefaldsbehandling, som bygger på den viden, stofmisbrugeren har fået i tidligere behandlingsforløb. Der arbejdes videre med disse erfaringer og de redskaber, der kan støtte stofmisbrugeren til en stoffri tilværelse.

Til toppen

Kapitel 43 – Tilbageholdelse af gravide stofmisbrugere i behandling

173. I forbindelse med tilbud om støtte til gravide stofmisbrugere i form af døgnophold i henhold til § 107, stk. 2, nr. 2, i lov om social service skal kommunalbestyrelsen tilbyde den gravide stofmisbruger at indgå en kontrakt om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse, jf. lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere, lovbekendtgørelse nr. 170 af 22. januar 2010. Kontrakten kan indgås for en periode af ikke over et halvt års varighed fra indgåelse. Det er frivilligt for den gravide stofmisbruger, om hun ønsker at indgå en sådan kontrakt. Den gravide stofmisbruger kan til enhver tid opsige en kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse. I medfør af § 5 i loven kan tilbageholdelse dog ske, når der er begrundet formodning om, at den gravide stofmisbruger vil afbryde den aftalte behandling, og det vil være uforsvarligt ikke at tilbageholde den pågældende, fordi

  • Udsigten til at ophøre med misbruget eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet, eller
  • Stofmisbrugeren frembyder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Tilbageholdelse kan kun ske, såfremt mere lempelige foranstaltninger er utilstrækkelige.

Kommunerne skal årligt indberette om lovens afvendelse til Stofmisbrugsdatabasen ved årets udgang.

Til toppen

Kapitel 44 – Kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov om social service

Opbygning af kapitlerne om kvalitetsstandard for social behandling af stofmisbrug

174. Om de generelle forhold vedrørende kvalitetsstandarder, herunder forholdet til retssikkerhedsloven, henvises til kapitel 1.

Udarbejdelsen af kvalitetsstandarder på stofmisbrugsbehandlingsområdet skal ses i sammenhæng med servicelovens formål på voksenområdet, jf. servicelovens § 81. Efter bestemmelsen sigter indsatsen mod at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder, ligesom indsatsen sigter mod at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje. Tilbuddene skal være sammenhængende og helhedsorienterede, og det skal tilstræbes, at det samlede tilbud bidrager til at give den enkelte en mere selvstændig tilværelse med respekt for den enkeltes ønsker, behov og muligheder for livsudfoldelse.

175. De følgende kapitler 45–48 er bygget op, så de i hovedtræk følger systematikken i bekendtgørelsen om kvalitetsstandard for social behandling af stofmisbrug:

  • Kapitel 45 beskriver de områder, der omfattes af kvalitetsstandarden, jf. bekendtgørelsens § 1.
  • Kapitel 46 beskriver indholdet af kvalitetsstandarden, jf. bekendtgørelsens § 2.
  • Kapitel 47 beskriver kvalitetskravene til døgnbehandlingstilbuddene, jf. bekendtgørelsens § 3, samt forholdet til tilsynsområdet.
  • Kapitel 48 omhandler revision på kvalitetsstandarden, jf. bekendtgørelsens § 4.

Når der i nedenstående kapitler 45–48 henvises til »bekendtgørelsen«, er det bekendtgørelse nr. 430 af 30. april 2014 om kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter servicelovens § 101, der henvises til.

Med denne vejledning bortfalder Socialministeriets vejledning nr. 47 af 26. maj 2004 om udarbejdelse af kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter servicelovens § 85.

Til toppen

Kapitel 45 – Kvalitetsstandardens anvendelsesområde

 

 

Bekendtgørelsen

 

 

§ 1. Kommunalbestyrelsen fastsætter en kvalitetsstandard for kommunens tilbud om social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov om social service. Stk. 2. Kvalitetsstandarden skal indeholde en samlet information til borgerne om de tilbud og ydelser, kommunalbestyrelsen tilbyder borgere, der ønsker social behandling for stofmisbrug. Kvalitetsstandarden skal beskrive det serviceniveau på stofmisbrugsbehandlingsområdet, som kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, herunder de politiske målsætninger og prioriteringer, som ligger bag beslutningen. Stk. 3. Kommunalbestyrelsens kvalitetsstandard og kommunalbestyrelsens opfølgning og revision på kvalitetsstandarden gøres alment tilgængelig for borgerne i kommunen, herunder som minimum på internettet.

 

 

Formålet med kvalitetsstandarden

176. Kvalitetsstandarden skal omfatte de målsætninger, som kommunalbestyrelsen træffer om indhold, omfang og udførelse af tilbud om behandling for stofmisbrug efter servicelovens § 101.

Kvalitetsstandarden skal være en konkretisering af, hvilke tilbud borgerne kan forvente, når de ønsker social behandling for stofmisbrug, og hvilke rettigheder de har. Standarden skal endvidere gøre det synligt og gennemskueligt, om der er sammenhæng mellem kvalitet og de konkrete tilbud, som borgerne modtager.

Beskrivelsen af kvalitetsstandarden anbefales at følge den systematik og opstilling, som fremgår af bekendtgørelsens § 2. Herved er det muligt at sikre gennemskuelighed og overblik over kommunens samlede beskrivelse af kvalitetsstandarderne.

Proces

177. Kommunalbestyrelsen har siden d. 1. juli 2007 skullet udarbejde en kvalitetsstandard, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 2. Kvalitetsstandarden revideres efter behov og mindst hvert andet år.

Det forudsættes, at bruger- og evt. pårørendeorganiseringer inddrages i udarbejdelse og revision af kvalitetsstandarden. Herudover bør relevante samarbejdspartnere inddrages.

Udarbejdelse og revision af kvalitetsstandarden fremmer dialogen mellem det politiske niveau og borgere/brugere med henblik på at opnå gennemsigtighed og forståelse for de konkrete tilbud og kvaliteten heri.

Kvalitetsstandarden skal omfatte en beskrivelse af den konkrete organisering af kommunens misbrugsbehandling, således at misbrugerne og deres pårørende kan få informationer om, hvor de kan få behandling, og hvilke typer af behandling kommunen tilbyder.

Samarbejdes der med eksterne behandlingstilbud - fx i form af køb af enkeltpladser i eller uden for kommunen - skal det fremgå af kvalitetsstandarden, hvilke kvalitetskrav kommunalbestyrelsen stiller til de behandlingstilbud, kommunen anvender til løsning af opgaverne efter servicelovens § 101. Kommunalbestyrelsen skal derfor sørge for, at der også informeres om kvalitet m.m. i de behandlingstilbud, kommunen benytter, jf. bekendtgørelsens § 3, ligesom kommunalbestyrelsen skal påse, at forholdene i disse behandlingstilbud er i overensstemmelse med kvalitetsstandarden og de stillede kvalitetskrav.

 

Endelig skal det fremgå af kvalitetsstandarden, hvilke stedlige private døgnbehandlingstilbud til stofmisbrugere kommunalbestyrelsen har indberettet til Tilbudsportalen i medfør af servicelovens § 14.

Kvalitetsstandardens tilgængelighed

178. Der kan peges på tre målgrupper for information om tilbud til stofmisbrugere:

  • Misbrugerne selv – aktive misbrugere og misbrugere, der helt eller delvist tidligere har gennemført behandlinger – har forskellige behov for information om behandlingsform og rammerne for behandlingen.
  • Deres pårørende.
  • Samarbejdspartnere internt og eksternt.

Stofmisbrugere og deres pårørende har et stort informationsbehov. De har brug for en hurtig og let adgang til opdateret materiale, så de er i stand til at få den bedste rådgivning. Der er behov for viden om, hvem de skal kontakte, hvor og hvornår, hvilke muligheder der er for behandling, politiske rammer og mål samt indhold i behandlingen. De pårørende har desuden behov for at få viden om, hvor de selv kan få hjælp til deres egne personlige problemer, og om der er særlige tilbud til pårørende, om der er kurser m.v.

Kvalitetsstandarden skal gøres nemt tilgængelig for offentligheden. Kvalitetsstandarden samt informationer om indholdet i de behandlingstilbud, kommunen benytter, skal som minimum være tilgængelig på internettet, fx på kommunens hjemmeside, evt. med link til døgnbehandlingstilbuddenes hjemmeside.

Der kan eventuelt i samarbejde med bruger- og pårørendeorganiseringer overvejes andre former for tilgængelighed af kvalitetsstandarden.

Revision af standarden

179. Indholdet af kvalitetsstandarden bør løbende, målrettet og systematisk vurderes og justeres i samarbejde med bruger- og evt. pårørendeorganiseringer.

Aftaler med andre kommuner m.fl.

180. De aftaler, som kommunalbestyrelsen måtte have indgået med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private om samarbejdet om indsatsen for stofmisbrugere, skal beskrives i kvalitetsstandarden, herunder særligt tilrettelæggelsen af udslusningsfase og efterbehandling.

Til toppen

Kapitel 46 – Indholdet af kvalitetsstandarden

 

Bekendtgørelsen

 

 

§ 2. Kvalitetsstandarden for stofmisbrugsbehandling, som er nævnt i § 1, skal som minimum omfatte en beskrivelse af de indsatsområder, der følger af § 101: 1) De opgaver, som udføres på stofmisbrugsbehandlingsområdet. 2) Målgruppen for tilbuddene om stofmisbrugsbehandling. 3) Det overordnende mål for indsatsen, herunder de værdier og normer, som indsatsen bygger på. 4) Den organisatoriske struktur i forhold til behandlingstilbuddene, herunder en beskrivelse af de konkrete typer af behandlingstilbud, der tilbydes. 5) Visitationsproceduren. 6) Behandlingsgaranti. 7) Muligheden for frit valg. 8) Opfølgning på borgerens behandlingsplan jf. stk. 2. 9) Hvilken målsætning, der er for udarbejdelse, koordinering og opfølgning på handleplaner. 10) Hvordan brugerinddragelsen sikres. 11) Reglerne for betaling for kost og logi m.v. 12) Information om sagsbehandling og klageadgang. 13) Personalets faglige kvalifikationer og kompetenceudvikling. 14) Monitorering af indsatsen jf. stk. 3. Stk. 2. Opfølgning, jf. § 2 nr. 8 på borgerens behandlingsplan skal ske senest 1 måned efter, et behandlingsforløb er afsluttet, og igen 6 måneder efter behandlingsforløbet er afsluttet. De borgere, som er omfattet af opfølgningen, er borgere, der har afsluttet et behandlingsforløb med status som ’færdigbehandlet’, udskrevet til et ’andet tilbud’, udskrevet til ’hospital’ eller udskrevet med ’anden årsag’ til afsluttet behandling. Stk. 3. Monitorering af indsatsen, jf. § 2 nr. 14, skal omfatte opstilling af måltal for: a) Andelen af stofmisbrugere, der efter afsluttet behandling er stoffri samt andelen af stofmisbrugere, der efter afsluttet behandling har reduceret deres stofmisbrug. b) Andelen af stofmisbrugere, der efter afsluttet behandling vender tilbage til stofmisbrugsbehandling inden for 12 måneder. Stk. 4. Det skal desuden beskrives i kvalitetsstandarden, hvordan der i forbindelse med social behandling for stofmisbrug efter § 101 sikres opmærksomhed på forholdene for stofmisbrugerens eventuelle hjemmeboende børn under 18 år. Stk.5. Kommunalbestyrelsen oplyser endvidere om den fremtidige indsats på stofmisbrugsbehandlingsområdet.

 

 

181. Der er med bekendtgørelsens § 2 fastsat en minimumsramme for hvilke områder, der skal omfattes af en kvalitetsstandard. Bestemmelsen er ikke udtømmende, og kommunalbestyrelsen kan således fastsætte yderligere standarder. Kommunalbestyrelsen fastlægger niveauet for indholdet af standarden på de enkelte punkter.

De opgaver, som udføres på stofmisbrugsbehandlingsområdet

182. Kommunalbestyrelsen skal beskrive de opgaver, som kommunalbestyrelsen tilbyder på området for behandling for stofmisbrug efter servicelovens § 101.

Kommunalbestyrelsen skal oplyse om aktiviteter, mål og indsatsområder for stofmisbrugsbehandlingen.

Kommunalbestyrelsen skal mindst hvert andet år drøfte prioritering af opgaver, kvalitetsmål og de afsatte ressourcer på baggrund af udviklingen indenfor området, jf. § 4, stk. 1.

Målgruppen for tilbuddene om stofmisbrugsbehandling

183. Kommunalbestyrelsen skal beskrive målgrupperne for tilbuddene for stofmisbrugsbehandling, herunder om der er specifikke behandlingstilbud til særlige målgrupper, fx unge under 18 år, misbrugere af hash, etniske minoriteter, gravide stofmisbrugere.

Det overordnede mål for indsatsen, herunder de værdier og normer, som indsatsen bygger på

184. Kommunalbestyrelsen skal beskrive det overordnede mål for indsatsen. Det skal oplyses, hvorledes kommunen skaber mulighed for, at den enkelte misbruger kan arbejde med at ændre sit misbrugsmønster med den hensigt at skabe bedre livskvalitet og kan ændre de eventuelle livsforhold, som er medvirkende til udviklingen af misbrugsmønstret, jf. målsætningen i servicelovens § 81.

Det beskrives, hvorledes borgere med misbrugsproblemer tilbydes behandling med udgangspunkt i den enkeltes situation, og på hvilken måde brugeren inddrages i såvel planlægningen som udformningen af tilbuddet.

Kommunalbestyrelsen skal informere om de værdier og normer, som kommunalbestyrelsen har fastsat for det samlede indhold af stofmisbrugsbehandlingen. Informationen kan fx tage udgangspunkt i formålsbestemmelsen i servicelovens § 81.

Den organisatoriske struktur i forhold til behandlingstilbuddene, herunder en beskrivelse af de konkrete typer af behandlingstilbud, der tilbydes

185. Kommunalbestyrelsen beskriver, hvorledes den organisatoriske struktur er tilrettelagt, således at der sikres en vifte af tilbud, som tilgodeser de forskellige brugergrupper.

Kommunalbestyrelsen skal beskrive de konkrete tilbud, der kan forventes ved henvendelse om at komme i behandling for stofmisbrug, herunder tilbud der kan reducere de fysiske og sociale skader.

Tilbuddene skal være differentierede med hensyn til brugernes livssituation og brugernes mål for behandling.

Kommunalbestyrelsen skal beskrive, hvad der skal ske, hvis en behandling afbrydes eller skal genoptages.

 

Kommunalbestyrelsen skal i kvalitetsstandarden beskrive de konkrete typer af kommunens behandlingstilbud (fx skadesreduktion, stabilitet, motivation, forbehandling, omsorgstilbud, dagbehandling, døgntilbud, stedlige godkendte private døgntilbud, familiebehandling, udslusning og rådgivning til brugere, pårørende og samarbejdspartnere).

Visitationsproceduren

186. Kommunalbestyrelsen skal beskrive retningslinjerne for den procedure, der anvendes i kommunen ved visitation til social behandling for stofmisbrug, jf. § 101.

Behandlingsgaranti

187. Kommunalbestyrelsen skal informere om lovens krav om, at der skal iværksættes tilbud om behandling 14 dage efter stofmisbrugerens henvendelse til kommunen med anmodning om behandling.

Garantien indebærer, at kommunalbestyrelsen har pligt til at iværksætte social behandling for stofmisbrug inden for en frist på 14 dage efter misbrugerens henvendelse til kommunen med ønske om at komme i behandling.

Muligheden for frit valg

188. Kommunalbestyrelsen skal informere om muligheden for at vælge mellem offentlige og private behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, kommunen har visiteret til.

Kommunen kan informere om behandlingsmuligheder, der kan udgøre alternativer til den behandling, kommunen tilbyder.

Det skal fremgå af kvalitetsstandarden, at kommunen vil være stofmisbrugeren behjælpelig med at søge relevant information i tilknytning til frit valgmuligheden.

Opfølgning på borgerens behandlingsplan

188 a. Kommunalbestyrelsen skal beskrive, hvordan der sikres en opfølgning på borgerens behandlingsplan senest 1 måned efter, et behandlingsforløb er afsluttet, og igen 6 måneder efter behandlingsforløbet er afsluttet. Det skal fremgå af beskrivelsen, hvem der udfører de enkelte opgaver.

De borgere, som er omfattet, er borgere, der har afsluttet et behandlingsforløb med status som færdigbehandlet, udskrevet til et andet tilbud, udskrevet til hospital eller udskrevet med anden årsag til afsluttet behandling. De forskellige årsager til udskrivning efter afsluttet behandling følger Stofmisbrugsdatabasens kategorier for ’årsag til afsluttet behandling’. Årsagskategorien ’anden årsag’ anføres, hvis årsagen til afsluttet behandling ikke kan dækkes ind af de øvrige årsagskategorier i Stofmisbrugsdatabasen.

Det skal beskrives, hvorledes kommunen tilrettelægger opfølgningen på behandlingsplanen. Typisk vil det være det pågældende behandlingstilbud, hvor borgeren har været i behandling, der forestår den konkrete opfølgning. Den konkrete opfølgning bør som minimum bestå af en samtale med borgeren om status på borgerens situation, herunder om borgeren fortsat opretholder målet med behandlingsplanen.

Når borgeren indskrives i behandling, kan der samtidig anføres i behandlingsplanen, at der følges op senest 1 måned efter behandlingsforløbet afsluttes, og igen 6 måneder efter behandlingsforløbet er afsluttet. Herved bliver borgeren gjort opmærksom på opfølgningen, og der sikres en systematik og tydelighed i processen for opfølgning. Det anbefales, at kommunen i den sammenhæng indarbejder en praksis for løbende at følge status på opfølgningen.

Der kan indarbejdes en registreringspraksis, hvor status, på borgerens situation og behandlingsplan efter henholdsvis 1 måned og 6 måneder efter behandlingsforløbet er afsluttet, angives. I den sammenhæng kan kommunen angive, hvis det ikke har været muligt at kontakte borgeren, hvis borgeren er flyttet fra kommunen eller er faldet tilbage i behandling.

Kommunens opfølgende kontakt til borgeren bidrager til forebyggelse af tilbagefald. Det bliver muligt at tilbyde borgeren hjælp tidligt i forløbet, hvis der er sket et tilbagefald. Denne hjælp kan være henvisning til et efterbehandlingstilbud, som matcher borgerens behov, eller det kan være henvisning tilbage i behandling eller øvrige sociale indsatser.

Samtalen med borgeren kan således også bidrage til viden om problemer, der ligger udover stofmisbruget. Det er derfor væsentligt, at beskrivelsen af kommunens opfølgning på behandlingsplanen samtidig har fokus på, hvordan der koordineres på tværs af kommunale forvaltninger i forhold til problemer, der ligger udover stofmisbruget.

I forhold til at kunne henvise borgeren til et aktuelt tilbud om efterbehandling kan kommunen sikre en målrettet beskrivelse af efterbehandlingstilbud, der ligger i forlængelse af behandlingen, herunder hvilken indsats, intensitet og målgruppe tilbuddene omfatter. Herved er der mulighed for at tydeliggøre forskellige typer af efterbehandlingstilbud og mulighed for at sikre det rette match for borgeren, både på behandlings – og efterbehandlingssiden.

Hvilken målsætning, der er for udarbejdelse, koordinering og opfølgning på handleplaner

189. Det skal fremgå af kvalitetsstandarden, hvilke målsætninger kommunalbestyrelsen har for brugen af handleplaner.

Det beskrives, hvilke forhold kommunens behandling efter servicelovens § 101 dækker, og hvorledes tilrettelæggelsen af indsatsen koordineres med handleplanen efter servicelovens § 141. Koordineringen skal sikre en sammenhæng mellem den medikamentelle og psykosociale behandling og indsatsen over for de sociale problemstillinger, der i øvrigt kan være aktuelle for stofmisbrugeren. Endvidere skal det sikres, at der er en gennemskuelig og faglig kvalificeret overgang mellem de forskellige tilbud. Hensigten er, at det skal være muligt for stofmisbrugeren og pårørende at følge med i, om planerne anvendes som forudsat/aftalt mellem parterne og får de betydning, der er forudsat i loven. Da handleplaner er en fremadrettet plan for behandling og rehabilitering, bør der også i handleplanen indgå overvejelser om tiltag ved evt. tilbagefald.

Det skal derfor af kvalitetsstandarden fremgå, hvordan og hvornår handleplanen revideres og hvilke interne og eksterne samarbejdspartnere, der indgår i samarbejdet om handleplanen. På denne måde kan der følges op på, hvilke tilbud brugeren har fået, hvilken betydning indsatsen har haft for brugerens situation, og hvilke mål som er nået.

Koordinering af handleplaner med kriminalforsorgen

190. Kommunen har en pligt til at koordinere handleplaner efter servicelovens § 141 med Kriminalforsorgen, jf. bekendtgørelse nr. 642 af 15. juni 2006 om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper.

Formålet er at understøtte en langsigtet indsats og sikre kontinuitet i samarbejdet.

Målgruppen for de koordinerede handleplaner er personer, som er indsatte i fængsler og arresthuse, er under tilsyn af kriminalforsorgen eller er idømt en foranstaltningsdom efter straffelovens §§ 68 og 69, som kommunen skal tilbyde en handleplan.

Initiativet til koordinering af handleplaner påhviler kriminalforsorgen.

Kommunen har ansvaret for, at kommunens handleplaner koordineres med kriminalforsorgen og for løbende at sikre sig, at kommunens støtteforanstaltninger og indsatser i øvrigt koordineres med kriminalforsorgens tiltag, og at evt. andre relevante samarbejdsparter inddrages i arbejdet.

Hvordan brugerinddragelsen sikres

191. De retningslinjer for brugerindflydelse, der gælder i kommunen, bør beskrives, jf. servicelovens § 16, der omhandler adgangen for brugerne af tilbud efter serviceloven til at få indflydelse på tilrettelæggelse og udnyttelse af tilbuddene.

Reglerne for betaling for kost og logi m.v.

192. Kommunalbestyrelsen skal informere om reglerne for betaling for kost og logi m.v. i forbindelse med døgnbehandling eller efterbehandling/udslusning i døgnophold i kommunale boformer efter servicelovens § 107, stk. 2, nr. 2. Reglerne findes i bekendtgørelse nr. 1387 af 12. december 2006 med senere ændringer. Det skal fremgå, at forsørgelsesgrundlag og opholdsbetaling vil blive fastsat inden opholdets begyndelse og indarbejdet i handleplanen efter § 141.

Information om klageadgang

193. Kommunalbestyrelsen skal informere om muligheden for at klage til Ankestyrelsen over afgørelser om afslag på behandling efter servicelovens § 101, herunder manglende iværksættelse af tilbud senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.

Personalets faglige kvalifikationer og kompetenceudvikling

194. Kommunalbestyrelsen beskriver personalesammensætningen og deres faglige baggrund, herunder kompetenceniveau og efter-/videreuddannelse med henblik på udvikling og vedligeholdelse af personalets faglige kvalifikationer.

Det beskrives, hvorledes det sikres, at den nødvendige faglige ekspertise, via en tværfagligt sammensat personalegruppe, er til stede i organisationen.

Monitorering af indsatsen

195. I kvalitetsstandarden skal de forskellige indsatstyper for kommunens monitorering beskrives.

Kommunalbestyrelsen samt døgntilbuddene indberetter statistik og oplysninger vedrørende stofmisbrugere i behandling efter § 101 i lov om social service til Socialstyrelsens Stofmisbrugsdatabase efter anmodning fra Socialstyrelsen, jf. bekendtgørelse nr. 722 af 19. juni 2013.

Via Stofmisbrugsdatabasen udarbejdes der løbende materiale over udviklingen i brugergruppen med hensyn til deres forsørgelses- og boligforhold samt deres belastning på en række områder såsom fysisk og psykisk helbred, stof- og alkoholmisbrug, kriminalitet, sociale og arbejdsmæssige forhold. Til dette anvendes national og/eller internationalt standardiserede monitoreringsmetoder.

Derudover monitoreres antal indskrevne, alder, køn og en række behandlingsvariable, såsom behandlingsintensitet, tilbud, behandlingslængde, gennemførelse m.m.

Efter bekendtgørelsens § 2 stk. 3 stilles der særskilt krav om, at kommunerne opstiller måltal for andelen af stofmisbrugere, der bliver stoffri efter afsluttet behandling samt andelen af stofmisbrugere, som opnår en reduktion i deres forbrug efter afsluttet behandling. Derudover er der krav om at opstille måltal for andelen af gengangere i behandling. Opstilling af måltal betyder, at den enkelte kommune skal opstille et mål for den udvikling, kommunen ønsker på området, herunder for de helt specifikke grupper af misbrugere, som angivet under § 2, stk. 3 pkt. a og b.

Baggrunden for at monitorere indsatsen er bl.a., at den enkelte kommune opnår en konkret og detaljeret information og viden om indsatsen. En viden, der kan handles på og anvendes i planlægningen og styringen af indsatsen lokalt. Samtidig giver det dels mulighed for, at den enkelte kommune kan igangsætte uddybende analyser af, hvordan tallene kan påvirkes med konkrete indsatser, og dels kan et styrket fokus på monitorering i kommunerne bidrage til, at kommunernes anvendelse af data bliver mere handlingsorienteret både i forhold til opfølgning og behandlingsindsatsen.

Opmærksomhed på stofmisbrugerens hjemmeboende børn

196. Kommunalbestyrelsen skal beskrive, hvordan man sikrer, at der tages hånd om stofmisbrugerens eventuelle hjemmeboende børn under 18 år, når forældrene går i gang med behandling for deres stofmisbrug.

Kommunalt ansatte og private, der udfører opgaver for kommunen, er ligesom alle andre omfattet af servicelovens regler om underretningspligt efter §§ 153 og 154. Underretningspligten efter § 153 indtræder, hvis personen, der udfører en opgave, får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte eller har været udsat for overgreb. Underretningspligten efter § 154 gælder for alle borgere, der får kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt, nedværdigende behandling, omsorgssvigt eller andre forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare.

Kvalitetsstandarden skal således beskrive den praktiske udmøntning af denne forpligtelse, herunder hvilke rutiner der er for at spørge til eventuelle hjemmeboende børn, og for hvordan man håndterer underretningen til kommunen, hvis en sådan skønnes nødvendig.

Den fremtidige indsats på stofmisbrugsbehandlingsområdet

197. Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen oplyse om den fremtidige indsats på området.

Her er der tale om mere overordnede politiske tilkendegivelser, der ikke har den samme konkrete karakter som de standarder for kvaliteten, der skal beskrives ud fra bekendtgørelsens § 2, stk. 1.

Med udgangspunkt i de forhold, der er nævnt i bekendtgørelsens § 2, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen beskrive de mål, som kommunalbestyrelsen måtte have fastlagt om den fremtidige indsats på stofmisbrugsbehandlingsområdet, fx beslutninger om fokus på specifikke målgrupper for behandlingstilbuddene og evt. tidsrammer for, hvornår målene forventes opfyldt.

Til toppen

Kapitel 47 – Kvalitetskravene til døgnbehandlingstilbud

198. Det skal fremgå af kvalitetsstandarden, hvilke døgnbehandlingstilbud der samarbejdes med - i eller uden for kommunen – og hvilke kvalitetskrav kommunalbestyrelsen stiller til disse behandlingstilbud. Kommunalbestyrelsen skal derfor sørge for, at der også informeres om kvalitet m.m. i disse behandlingstilbud, ligesom kommunalbestyrelsen skal påse, at forholdene i disse behandlingstilbud er i overensstemmelse med kvalitetsstandarden.

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de døgnbehandlingstilbud, kommunen anvender, informerer om kvalitet m.v. på baggrund af den kvalitetsstandard, som kommunalbestyrelsen har besluttet.

De enkelte døgnbehandlingstilbud skal give en kort beskrivelse om dem selv (adresse, telefon, mail, behandlingsform, antal medarbejdere, uddannelse/erfaring, antal pladser, krav til misbrugeren, regler på stedet). Informationen skal være en beskrivelse af indholdet i det enkelte behandlingstilbud og de særlige forhold, der gælder for behandlingstilbuddet.

Informationen skal være alment tilgængelig for borgerne. Dette kan fx ske på internettet, ved pjecer e.l.

Af beskrivelsen om de enkelte behandlingstilbud bør fremgå:

  • Behandlingstilbuddets målgrupper.
  • Behandlingstilbuddets indhold, metoder, muligheder og begrænsninger.
  • Evt. bruger- og pårørendeinddragelse.
  • Personalets sammensætning, uddannelsesmæssige baggrund, anciennitet m.m.
  • Den personalemæssige dækning på forskellige tidspunkter af døgnet.
  • Fysiske forhold (fx om der er enkelt- eller dobbeltværelser, husregler m.m.).

Informationerne vedrørende de døgnbehandlingstilbud, kommunen anvender til løsning af opgaver efter servicelovens § 101, skal revideres mindst hvert andet år. Dette vil naturligt falde sammen med den revision af kvalitetsstandarden, som kommunalbestyrelsen foretager. Formålet er at skabe en dynamisk udvikling i kvaliteten i behandlingstilbuddene med respekt for de erfaringer, der er gjort, herunder af brugere, pårørende, samarbejdspartnere m.fl.. Det er et led i tilsynet, at kommunalbestyrelsen påser, at denne revision finder sted.

I relation til Tilbudsportalen, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 150 af 16. december 2010 om Tilbudsportalen samt om godkendelse af og tilsyn med visse private tilbud, skal kommunen løbende opdatere faktiske oplysninger om tilbuddene.

199. Kommunalbestyrelsen har efter retssikkerhedslovens § 16 pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Der henvises til omtalen af retssikkerhedslovens § 16 oven for i pkt. 5.

Til toppen

Kapitel 48 – Opfølgning på kvalitetsstandarden

200. Ved udarbejdelse og revision af kvalitetsstandarden skal kommunalbestyrelsen inddrage repræsentanter for brugerne og eventuelt deres pårørende. Relevante samarbejdspartnere bør inddrages i opfølgningen på kvalitetsstandarden.

Opfølgningen bør være løbende, målrettet og systematisk for at sikre en fortløbende udvikling på området.

Ikrafttrædelse

Til toppen

Afsnit VIII – National Strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer

Centrale initiativer

201. Med Den Nationale Strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer 2009-2012 er der afsat 35 mio. kr. til en tværgående og helhedsorienteret national strategi mod alle former for partnervold samt mod partnervoldens følger for børnene. Der er siden 2002 udsendt to nationale handlingsplaner. En del af indsatserne fra de to handlingsplaner fortsætter, samtidig med at den nye Nationale Strategi iværksætter nye aktiviteter. Strategien fokuserer overordnet på tre områder: 1) Forebyggende og tidlig indsats, 2) Støtte – både her og nu og på lang sigt, samt 3) Mere viden og samarbejde på tværs af faggrupper. Det udmønter sig bl.a. i 30 aktiviteter, hvoraf nogle af dem er: Undervisning i Folkeskolen om kærestevold og vold i nære relationer, Behandlingstilbud til voldsudøveren så tidligt som muligt, Oplysning og holdningsbearbejdning, Åben, anonym og direkte rådgivning. Der kan læses om alle 30 aktiviteter i Den Nationale Strategi mod vold i nære relationer, som kan findes på Ligestillingsministeriets hjemmeside: www.lige.dk.

Hvert år udsættes ca. 9000 mænd for vold af deres partner. Som et nyt område sætter den Nationale Strategi derfor også fokus på de mænd, der udsættes for vold fra en mandlig eller kvindelig partner. For at skabe mere viden om voldsramte mænds problemer og de eksisterende tilbud til voldsramte mænd iværksættes der derfor en kortlægning.

Voldelige mænd

202. Der blev med den første handlingsplan mod vold i 2002 iværksat behandlingstilbud til voldelige mænd, og der er aktuelt flere behandlingstilbud til voldelige mænd spredt i hele landet. Der henvises til Servicestyrelsen for yderligere information om behandlingstilbuddene. Med behandlingstilbuddene til voldelige mænd er der lagt op til en særlig indsats mod mandlige voldsudøvere. Formålet med initiativet er at stoppe volden i familien, ved også at rette en indsats mod den voldelige part, og dermed mindske risikoen for at volden gentages og går i arv til børnene.

Der henvises til vejledning nr. 4 for oplysninger om kvindekrisecentre/botilbud efter servicelovens § 109.

Til toppen

Noter

Kapitel 44-46 ændret ved vejl. nr. 9262 af 2/5 2014.

Afsnit III ophævet ved vejl. 9246 af 30/4 2014.

Til toppen

Bilag 1 – Stikordsregister

(Stikordsregistret refererer til punkter i vejledningen)

 

 

 

A

 

Alternative plejehjem

171

Afhængighed

164, 168, 170

Aktiverende tilbud

150, 151

Ansættelse af kontaktpersoner

30, 31

Arbejdsevne

40, 127, 132

 

 

B

 

Begrænset arbejdsevne

40, 127, 132

Behandling

 

- Medicinsk

159, 170

- Social

158, 159, 160

Behandlingsansvar

164

Behandlingsgarantien

155, 157, 158, 159

Behandlingsplan

160, 161

Behandlingstilbud til voldsudøvere

200, 201

Beskyttet beskæftigelse

131-145, 152

Beskæftigelsesforløb

131, 136-141, 152

 

 

D

 

Differentierede mål

165, 169

 

 

E

 

Efterbehandling, udslusning

171

 

 

F

 

Frit valg, omfang af

161

Funktionsevnemetoden

35, 73, 104, 105, 107, 111-115, 128, 129

Funktionsevnevurdering

104, 108, 119, 125-127

 

 

H

 

Handleplan

105, 160, 164, 170, 171

 

 

I

 

Idræt of motion

9, 12, 137, 149, 151

Indberetning

157

Indirekte udgifter

29

Indsatte

159

Instruktion af kontaktpersonen

32

 

 

K

 

Kontaktperson

 

- Ansættelse

30, 31

- Instruktion

32

Kontaktpersonens opgaver

28

Kontaktpersonordningen

26, 27, 29

Kontaktpersonordningen i forhold til hjælpeordningen

152

Kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug

174, 176, 177, 178, 188, 189, 195, 197, 198, 200

 

 

L

 

Ledsagelse

1-4, 7-9, 11, 13-16, 18, 20, 23-26, 44, 71

Ledsageordning

1-5, 8, 9, 11, 13, 15, 17-19

 

 

M

 

Medicinsk behandling

159, 170

Merudgifter, nødvendige

24, 33, 34, 36, 37, 40, 45, 49, 50, 60, 62, 71-73, 77, 85, 103, 112, 143

Merudgiftsydelse

33-36, 40, 43, 46-54, 77, 81, 89-95, 98-100, 117

- Ophør

95-100

- Satser

50, 53, 54

Motion, idræt

9, 12, 137, 149, 151

 

 

N

 

Nødvendige merudgifter

24, 33, 34, 36, 37, 40, 45, 49, 50, 60, 62, 71-73, 77, 85, 103, 112, 143

 

 

O

 

Omfanget af frit valg

161

Ophør af merudgiftsydelse

95-100

Opiater

157

Opspareordningen

1, 13

 

 

P

 

Partnervold

200

 

 

S

 

Samtaleskema

104, 113, 116-118, 119, 120, 122

Satser for merudgiftsydelse

50, 53, 54

Skadesreduktion

156, 162, 163

Social behandling

158, 159, 160

Stofmisbrugsbehandling

155, 162

Stofmisbrugsdatabasen

157, 173

Substitutionsbehandling

162-167, 170

 

 

T

 

Tilbagefaldsbehandling

172

Tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling

155, 168, 173

 

 

U

 

Udgifter, indirekte

29

Udslusning og efterbehandling

171

Undtagelsesbestemmelsen

161

 

 

V

 

Vold

200, 201

Voldsudøvere, behandlingstilbud

200, 201

Væresteder

134, 149, 162, 166, 171

Til toppen