Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sundhed

Bekendtgørelse om specialtandlæger

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1246 af 24/10 2007.

I medfør af § 47, stk. 4, og § 91 i lov nr. 451 af 22. maj 2006 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen fastsættes:

Specialer

§ 1. Sundhedsstyrelsen kan meddele tandlæger tilladelse til at betegne sig som specialtandlæge inden for følgende områder af tandplejen:

1) Ortodonti (tandregulering)

2) Tand-, mund- og kæbekirurgi

Stk. 2. Tandlæger, der har fået tilladelse til at betegne sig som specialtandlæge i et speciale i henhold til tidligere gældende regler, har fortsat ret til at benytte denne betegnelse.

Uddannelsen

§ 2. Tilladelse til at betegne sig som specialtandlæge i et speciale er betinget af:

1) Autorisation som tandlæge.

2) Tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge.

3) En uddannelse, hvor de enkelte forløb er gennemført efter den af Sundhedsstyrelsen godkendte målbeskrivelse for specialet og i overensstemmelse med det fastlagte uddannelsesforløb.

Stk. 2. Ud over den klinisk-praktiske uddannelse skal tandlægen gennemgå en af Sundhedsstyrelsen godkendt teoretisk uddannelse.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan meddele tilladelse til, at en person kan betegne sig som specialtandlæge på grundlag af en helt eller delvis tilsvarende uddannelse erhvervet i udlandet, som nævnt i stk. 1.

Tilrettelæggelse

§ 3. Uddannelse i et speciale skal være opnået ved ansættelse eller ansættelseslignende forhold efter forudgående opslag og ansøgning i stillinger på afdelinger, institutioner eller tandklinikker, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen hertil.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om uddannelsen i de enkelte specialer.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen godkender målbeskrivelse for hvert speciale. Målbeskrivelsen angiver, hvilke kompetencer der skal være opnået i et uddannelsesforløb.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen fastlægger retningslinier for godkendelse af uddannelsesforløb herunder retningslinier for godkendelse af den teoretiske uddannelse.

Stk. 5. Sundhedsstyrelsen fastlægger retningslinier for evaluering af den uddannelsessøgende og uddannelsesstedet.

Stk. 6. Sundhedsstyrelsen fastlægger retningslinier for tandlægers adgang til at gennemføre en resterende del af en uddannelse til specialtandlæge, som er afbrudt på grund af sygdom, graviditet, barsel, adoption eller af andre særlige grunde.

Dimensionering

§ 4. Sundhedsstyrelsen fastlægger antallet af uddannelsesforløb inden for hvert speciale.

Dispensation

§ 5. Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra de bestemmelser, som styrelsen fastsætter i medfør af denne bekendtgørelse.

Det nationale råd for tandlægers videreuddannelse

§ 6. Der nedsættes et nationalt råd for tandlægers videreuddannelse, der rådgiver myndighederne i spørgsmål om tandlægers videreuddannelse.

Stk. 2. Rådet består af en formand og 11 medlemmer, der udnævnes for en 4-årig periode. Genudnævnelse kan finde sted.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren udnævner efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen rådets formand.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen udnævner rådets medlemmer.

Stk. 5. Rådet sammensættes således:

1) 1 medlem efter indstilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet

2) 1 medlem udnævnes direkte af Sundhedsstyrelsen

3) 1 medlem efter indstilling fra det Odontologiske Institut ved Københavns Universitet

4) 1 medlem efter indstilling fra det Odontologiske Institut ved Århus Universitet

5) 1 medlem efter indstilling fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling

6) 1 medlem efter indstilling fra Danske Regioner

7) 1 medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening

8) 4 medlemmer efter indstilling fra de faglige organisationer og selskaber, heraf 1 fra Tandlægeforeningen, 1 fra Tandlægernes Nye Landsforening, 1 fra Foreningen af Specialtandlæger i Tand-, Mund- og Kæbekirurgi og 1 fra Foreningen af Specialtandlæger i Ortodonti.

Stk. 6. For hvert medlem udpeges en suppleant, der kan indtræde, når det pågældende medlem har forfald.

§ 7. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler for rådets virksomhed.

Strafbestemmelse

§ 8. Tandlæger, der uden at have opnået Sundhedsstyrelsens tilladelse til at betegne sig som specialtandlæge, betegner sig som sådan, straffes med bøde.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2007. Udpegning af formand og medlemmer til Det nationale råd for tandlægersvidereuddannelse, jf. § 6, sker med virkning fra 1. januar 2008 for en 4-årig periode.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 693 af 25. september 1998 om specialtandlæger og cirkulære nr. 194 af 29. november 1991 om Specialtandlægenævnet.

Stk. 3. Uddannelsessøgende tandlæger, der har påbegyndt en undervisningsstilling efter bekendtgørelse nr. 693 af 25. september 1998 om specialtandlæger skal færdiggøre den påbegyndte uddannelse efter denne bekendtgørelse.

Til toppen