Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Arbejdsmarked & uddannelse

Bekendtgørelse om tilskud til afvikling af statsgaranterede studielån

Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 114 af 1/2 2007.

I medfør af § 8, § 9 og § 12 i lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld samt om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 25. oktober 2006, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Ansøgning og ansøgningsfrist m.v.

§ 1. Ansøgning om tilskud til tilbagebetaling af statsgaranterede studielån i pengeinstitutter og til indfriede statsgaranterede studielån, der administreres af restanceinddrivelsesmyndigheden, indgives på et skema udarbejdet af restanceinddrivelsesmyndigheden. Det udfyldte ansøgningsskema skal være restanceinddrivelsesmyndigheden i hænde senest den 1. februar forud for tilskudsåret (1. april-31. marts). Hvis ansøgningsfristen udløber en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 2. Tilskud kan ifølge lovens § 5 kun bevilges, hvis ansøger ved ansøgningsfristens udløb har afsluttet eller afbrudt sin senest påbegyndte uddannelse, eller hvis tilbagebetalingspligten er indtrådt efter reglerne i lov om statsgaranterede studielån. Tilbagebetalingspligten anses for indtrådt, når der ved ansøgningsfristens udløb er forløbet mindst et år fra det tidspunkt, der i sidste garantierklæring fra Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte er angivet som uddannelsens forventede afslutningstidspunkt. Tilsvarende gælder, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har bevilget udsættelse med tilbagebetaling under fortsat uddannelse.

Stk. 3. For studielån i restanceinddrivelsesmyndigheden er tilbagebetalingspligten indtrådt, selv om ansøger er under uddannelse ved ansøgningsfristens udløb.

Til toppen

Kapitel 2 – Opgørelse af den tilskudsberettigende studiegæld og af årsindkomsten

§ 2. Ved opgørelse af den tilskudsberettigende studiegæld efter lovens § 3 medregnes statsgaranterede studielån i pengeinstitutter og Økonomistyrelsen og indfriede statsgaranterede studielån i restanceinddrivelsesmyndigheden.

Stk. 2. Opgørelsen omfatter studiegæld, som ansøger senest ved ansøgningsfristens udløb har indgået aftale om at påbegynde at tilbagebetale senest ved tilskudsårets begyndelse. Første ydelse skal således betales i april måned til dækning af april måneds ydelse. Aftalen skal træffes med pengeinstituttet, eller Økonomistyrelsen og/eller restanceinddrivelsesmyndigheden eller dennes inkassator. Med aftale sidestilles en af restanceinddrivelsesmyndigheden eller dennes inkassator fastsat afviklingsordning, mens betaling ved indeholdelse i løn efter reglerne i § 6 i lov om statsgaranterede studielån ikke betragtes som en aftale. Bevilget udsættelse med tilbagebetaling medfører ikke ændringer i opgørelsen af studiegælden, medmindre udsættelsen skyldes, at ansøgere med studielån i pengeinstitutter har påbegyndt eller genoptaget en uddannelse, jf. § 2 i lov om statsgaranterede studielån.

Stk. 3. Studiegæld, som restanceinddrivelsesmyndigheden indfrier i perioden mellem opgørelsestidspunktet og tidspunktet for beregning af tilskud, indgår ikke i opgørelsen af ansøgers tilskudsberettigende studiegæld. Det samme gælder, hvis ansøger i dette tidsrum misligholder en tilbagebetalingsaftale med restanceinddrivelsesmyndigheden eller dennes inkassator.

§ 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden fastsætter grundlaget for beregning af tilskud for ansøgere, som i det andet kalenderår forud for det kalenderår, hvori tilskudsåret begynder, har haft indkomst og formue i udlandet, som ikke var skattepligtig i Danmark. Beregningsgrundlaget fastsættes på grundlag af oplysninger om ansøgerens økonomiske forhold efter principperne om dannelsen af indkomstgrundlaget, jf. lovens § 2 a, stk. 1, og iøvrigt efter principperne om den beregnede årsindkomst, jf. lovens § 2. Indkomster i udlandet samt skattefri indkomster medregnes ved opgørelsen efter et nedslag på 20 pct.

Stk. 2. Indtægter m.v. i udenlandsk valuta omregnes af restanceinddrivelsesmyndigheden til danske kroner på grundlag af et gennemsnit af de valutakurser, der var noteret i København i indkomståret.

Til toppen

Kapitel 3 – Anvisning, anvendelse og bortfald af tilskud m.v.

§ 4. Har ansøger flere studielån, foretages en forholdsmæssig fordeling af tilskuddet på grundlag af studiegældens størrelse på opgørelsestidspunktet.

Stk. 2. Tilskud til studielån i pengeinstitutter og Økonomistyrelsen anvises normalt kvartalsvis med 1/4 af det for hvert lån beregnede tilskud, jf. lovens § 6. Kvartalsrater på under 100 kr. overføres normalt til det lån, hvis saldo på opgørelsestidspunktet var størst.

Stk. 3. Tilskud til studielån i restanceinddrivelsesmyndigheden anvises hver måned med 1/12 af det for hvert lån beregnede tilskud.

Stk. 4. Beregnede tilskud for et helt tilskudsår på under 1.200 kr. bortfalder.

Stk. 5. Restanceinddrivelsesmyndigheden yder ikke godtgørelse for renter eller lignende, som måtte være påløbet som følge af, at anvisning af tilskud sker senere end anført i stk. 2 og 3.

§ 5. Tilskuddet anvendes til forholdsmæssig dækning af ydelser, der i henhold til den eksisterende tilbagebetalingsaftale forfalder til betaling i det kvartal eller den måned, tilskuddet er anvist for.

Stk. 2. Tilskudsbeløb, der ikke anvendes til dækning af de under stk. 1 nævnte ydelser, betragtes som ekstraordinær ydelse på lånet, hvormed studielånets saldo nedskrives. Det samme gælder, hvis en ansøger med studielån i restanceinddrivelsesmyndigheden er bevilget midlertidig udsættelse med tilbagebetaling af lånet eller midlertidigt betaler nedsat ydelse.

§ 6. Indfrier en ansøger studielån i tidsrummet mellem opgørelsestidspunktet og tilskudsårets udløb, overføres ikke anviste tilskudsbeløb til ansøgers andre tilskudsberettigende studielån, herunder til eventuelle studielån i restanceinddrivelsesmyndigheden. Har ansøger indfriet alle studielån, herunder studielån i restanceinddrivelsesmyndigheden, udbetales resterende tilskudsbeløb til ansøger.

§ 7. Udbetaling af tilskud til studielån bortfalder, når der indledes gældssaneringssag ved skifteretten. Udbetaling af tilskud kan genoptages efter anmodning, hvis gældssanering nægtes. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe tilsvarende afgørelse om bortfald, når ansøger søger om eftergivelse efter reglerne i lovens kapitel 3 eller reglerne i opkrævningsloven. Hvis gældssaneringskendelse om delvis nedskrivning af gælden er afsagt, eller delvis eftergivelse er bevilget, indgår den gæld, der ikke er bortfaldet ved kendelsen om gældssanering eller ved afgørelsen om eftergivelse, ikke i opgørelsen af ansøgers tilskudsberettigende studiegæld i efterfølgende tilskudsår.

§ 8. Tilskud til studielån i restanceinddrivelsesmyndigheden bortfalder, hvis ansøger ikke overholder den indgåede tilbagebetalingsaftale eller den fastsatte afviklingsordning eller undlader at indgå en tilbagebetalingsaftale efter udløbet af en bevilget udsættelse. Det samme gælder i tilfælde af ansøgers død, konkurs samt åbning af akkordforhandling. Tilskuddet bortfalder fra udgangen af den måned, hvori begivenheden indtræder.

Til toppen

Kapitel 4 – Administration

§ 9. Administrationen af tilskudsordningen varetages af restanceinddrivelsesmyndigheden.

§ 10. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos ansøger kræve de oplysninger, der er nødvendige for fastsættelse af årsindkomsten, for beregning og tildeling af tilskud, herunder cpr-nummer, navn, adresse, indtægts- og formueforhold og for administrationen iøvrigt.

Stk. 2. Restanceinddrivelsesmyndigheden afgør, i hvilket omfang oplysninger skal gives skriftligt og være forsynet med nærmere dokumentation, og kan kræve, at ansøger indgiver oplysninger og dokumentation inden for en frist, der fastsættes af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Stk. 3. Hvis ansøger ikke overholder den fastsatte frist, jf. stk. 2, kan restanceinddrivelsesmyndigheden afgøre, at ansøger ikke kommer i betragtning ved tildeling af tilskud.

Stk. 4. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for fastsættelse af årsindkomsten efter lovens § 2, herunder oplysning om ansøgers indkomstgrundlag m.v. og ansøgers skattepligtige formue.

Til toppen

Kapitel 5 – Ikrafttræden

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2007 og har virkning for ansøgninger fra og med tilskudsåret 2006/07.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 245 af 29. marts 1996 om tilskud til afvikling af statsgaranterede studielån ophæves.

Til toppen