Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område

(Regler om anvendelsesområdet for lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, behandling af klager, praksiskoordinering, handicapråd, Det Centrale Handicapråd, statistik m.v.)

 

Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3/10 2006.

AFSNIT I – VEJLEDNINGENS STRUKTUR OG INTRODUKTION TIL LOV OM RETSSIKKERHED OG ADMINISTRATION PÅ DET SOCIALE OMRÅDE

Kapitel 1 – Vejledningens struktur

1. Vejledningen afløser Socialministeriets vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og Ankestyrelsens vejledning nr. 53 af 10. februar 2000 om klageregler på det sociale område. Redaktionen er afsluttet den 1. juli 2006. Vejledningen medtager de lovændringer, der er vedtaget frem til denne dato, herunder de ændringer af retssikkerhedsloven og bekendtgørelserne, som følger af kommunalreformen. Vejledningen har virkning fra den 1. januar 2007.

I vejledningen uddybes reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - i kort form kaldet retssikkerhedsloven.

2. Vejledningen er udarbejdet på grundlag af lovteksten, bekendtgørelserne (se bilag 2 og 3) og praksis fra Ankestyrelsen m.v. Vejledningen indeholder også en kortfattet beskrivelse af de regler i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven samt lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, som har betydning for behandlingen af sager efter den sociale lovgivning og efter relevant lovgivning på Beskæftigelsesministeriets område. Vejledningen indeholder også en beskrivelse af reglerne om finansiering af sociale ydelser og reglerne om regnskabsaflæggelse og revision. Vejledningen fremhæver de regler om regnskabsaflæggelse og revision, som har betydning for tilrettelæggelse af forvaltningen og behandling af sagerne.

Sagsbehandlingsreglerne for sager om foranstaltninger efter lov om social service uden borgerens samtykke er ikke beskrevet i vejledningen. Der henvises til Socialministeriets vejledninger til lov om social service om henholdsvis magtanvendelse overfor voksne og om særlig støtte til børn og unge. Reglerne om behandling af ansøgninger om personlig og praktisk hjælp efter §§ 83-86 i lov om social service er beskrevet i Socialministeriets vejledning om personlig og praktisk hjælp efter servicelovens kapitel 16.

3. Vejledningen indeholder følgende afsnit og bilag:

  • AFSNIT II beskriver retssikkerhedslovens regler om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne. Det er reglerne om, at der skal være frister for, hvornår afgørelser skal træffes, at borgeren skal inddrages ved sagens behandling, og at sagerne skal behandles bredt (helhedsorienteret sagsbehandling). AFSNITtet beskriver også reglerne om opfølgning af sager om hjælp til løbende forsørgelse.
  • AFSNIT III beskriver reglerne i retssikkerhedsloven om borgernes pligt til at medvirke til sagens oplysning og pligt til at oplyse om ændringer samt om myndigheders og andres pligt til at give oplysninger til brug for behandlingen af en social sag. AFSNITtet beskriver også bestemmelsen i retssikkerhedsloven om indhentning af økonomiske oplysninger fra e-indkomstregistret og reglerne om pålæg af logbog i forbindelse med kontrolbesøg i virksomheder.
  • AFSNIT IV beskriver straffebestemmelserne i retssikkerhedsloven og omtaler kort straffebestemmelserne i lov om social service. Også reglerne for opkrævning og inddrivelse af skyldige beløb til det offentlige omtales kort.
  • AFSNIT V handler om klagereglerne og om klagemyndighedernes sammensætning og opgaver.
  • AFSNIT VI behandler reglerne om handlekommune og mellemkommunal refusion.
  • AFSNIT VII oplister de udvalg, der skal være under kommunerne.
  • AFSNIT VIII beskriver kommunernes muligheder for at overlade sociale opgaver til organisationer m.v. eller andre private uden for myndighedens eget regi.
  • AFSNIT IX beskriver og uddyber reglerne om kommunernes og regionernes pligt til at føre tilsyn med andre, der udfører opgaver for kommuner eller regioner.
  • AFSNIT X giver en kortfattet beskrivelse af de instanser, som fører tilsyn med kommunerne, dvs. tilsynsmyndighederne og Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet samt Folketingets Ombudsmand. Desuden indeholder afsnittet en introduktion til principperne for finansiering af sociale ydelser og kontanthjælp og syge- og barselsdagpenge m.v. Det finansielle tilsyn samt revision beskrives også.
  • AFSNIT XI beskriver reglerne for undersøgelser, herunder kommunernes indberetningspligt.
  • AFSNIT XII behandler de forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om tavshedspligt, videregivelse af oplysninger og indhentning af fortrolige oplysninger i forvaltningsloven, offentlighedsloven samt relevante bestemmelser i persondataloven. Herudover beskriver afsnit XII forvaltningsretlige principper, herunder princippet om god forvaltningsskik. Til sidst beskrives reglerne om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter ved mistanke om strafbare forhold.
  • Kapitel 52 beskriver forhold, man skal være opmærksom på ved digitalisering af sagsbehandlingen.
  • Bilag 1: Direkte kommunikationsveje.
  • Bilag 2: Retssikkerhedsloven, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
  • Bilag 3: Bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Henvisninger i vejledningen

4. Hvor intet andet er anført i denne vejledning, henviser paragraf-angivelser til retssikkerhedsloven. Når der i vejledningen henvises til de sociale myndigheder, er der tale om myndigheder, som administrerer den lovgivning på både Socialministeriets og Beskæftigelsesministeriets områder, som følger sagsbehandlingsreglerne i retssikkerhedsloven.

Når der henvises til den sociale lovgivning, er der tale om den lovgivning, som administreres efter retssikkerhedsloven, uanset om lovgivningen hører under Socialministeriets eller Beskæftigelsesministeriets område.

Vejledningen inddrager afgørelser fra både Ombudsmanden og fra Ankestyrelsen samt fra domstolene. Ankestyrelsens praksis på området er beskrevet i de Sociale Meddelelser. Meddelelserne findes på styrelsens hjemmeside www.ast.dk.

Forkortelser i vejledningen

5. I denne vejledning anvendes følgende forkortelser:

  • Retssikkerhedsloven = lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
  • Retssikkerhedsbekendtgørelsen = bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.
  • Serviceloven = lov om social service.
  • Aktivloven = lov om aktiv socialpolitik.
  • Arbejdsskadesikringsloven = lov om arbejdsskadesikring/lov om sikring mod følger af arbejdsskade/lov om arbejdsskadeforsikring/lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.
  • Pensionsloven = lov om social pension.
  • Førtidspensionsloven = lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
  • Børnetilskudsloven = lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
  • Boligstøtteloven = lov om individuel boligstøtte.
  • Sygedagpengeloven = lov om sygedagpenge.
  • Barselloven = lov om ret til orlov om dagpenge ved barsel.
  • Forvaltningsloven = forvaltningsloven.
  • Offentlighedsloven = lov om offentlighed i forvaltningen.
  • Persondataloven = lov om behandling af personoplysninger.
  • Retssikkerhedsloven (JM) = lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.
  • Sundhedsloven.
  • Retssikkerhedsbekendtgørelsen = bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.
  • Værnepligterstatningsloven = lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl./lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl./lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.

Til toppen

Kapitel 2 – Hvor gælder retssikkerhedsloven?

Retssikkerhedsbekendtgørelsen

6. I bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område, er det i § 1 fastsat, hvilke love Retssikkerhedsloven gælder (se bilag 3).

Retssikkerhedsloven gælder også for lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. Efter denne lov er det kun bopælskommunen, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg. Reglerne i § 9 i retssikkerhedsloven om handlekommune gælder derfor ikke for de forebyggende hjemmebesøg.

7. Retssikkerhedsloven regulerer alene kommunernes opgaver efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Statens opgaver efter loven er ikke omfattet af retssikkerhedsloven. Fra 1. januar 2007 varetages statens og kommunens beskæftigelsesindsats i et samarbejde i jobcentre. Hvis en kommune har fået delegeret statens beskæftigelsesindsats i jobcenteret, anvendes kapitel 2, § 9 og §§ 10-11 b, i retssikkerhedsloven på statens område. Det fremgår af § 18, stk. 4, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Retssikkerhedsloven gælder som hovedregel ikke for sagsbehandlingen i sager efter lov om integration af udlændinge i Danmark. Dog gælder lovens § 11, stk. 1, nr. 2, § 11b, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og § 12a, når kommunerne udbetaler ydelser efter lov om integration af udlændinge i Danmark.

8. Reglerne i retssikkerhedslovens §§ 10-12, kapitel 7 og 10 samt kapitel 2-4 og 6 i retssikkerhedsbekendtgørelsen gælder også, når det sociale nævn behandler og træffer afgørelse efter

  • lov om en børnefamilieydelse, bortset fra sager om skattepligt efter kildeskattelovens § 1,
  • lov om almene boliger m.v. og lov om boliger for ældre og personer med handicap,
  • lov om integration af udlændinge i Danmark,
  • lov om repatriering, og
  • lov om folkeskolen (afgørelser om søskendemoderation og fripladser).

Dette fremgår af § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Fra 1. januar 2007 indbringes kommunens og staten i jobcentrets afgørelser på beskæftigelsesområdet for beskæftigelsesankenævnet , der er oprettet i medfør af lov nr. 522 af 24. juni 2005. Se om beskæftigelsesankenævnenes kompetence i AFSNIT V.

9. Reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10 og 11 samt kapitel 2-4 i retssikkerhedsbekendtgørelsen gælder, når beskæftigelsesankenævnene behandler og træffer afgørelse i sager, som vedrører afgørelser truffet af staten i et jobcenter efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Det gælder også, når beskæftigelsesankenævnene behandler sager efter integrationsloven. Dette fremgår af § 3 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

10. I § 4 i retssikkerhedsbekendtgørelsen er det fastsat, at reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 9, og §§ 10-12, §§ 67-70 og 72, stk. 1 og 8 og kapitel 2, 5 og 6 i bekendtgørelsen gælder, når Ankestyrelsen behandler og afgør sager efter de love, der er nævnt i § 2 i bekendtgørelsen samt efter

  • lov om arbejdsskadesikring,
  • lov om sikring mod følger af arbejdsskade,
  • lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.,
  • lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.,
  • lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Reglerne i retssikkerhedsloven og retssikkerhedsbekendtgørelsen gælder tilsvarende, når Ankestyrelsen behandler klager over Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelser i medfør af § 64 i retssikkerhedsloven. Klagereglerne i retssikkerhedsloven er beskrevet i afsnit V.

Når klageinstanserne behandler sager efter de nævnte love, som ikke generelt er omfattet af sagsbehandlingsreglerne i retssikkerhedsloven, gælder dog reglerne om oplysningspligt og om indhentning og videregivelse af oplysninger m.v. i §§ 10-12 b i retssikkerhedsloven for klagesagsbehandlingen, medmindre andet fremgår af de enkelte love.

Ansøgninger fra personer med bopæl i udlandet

11. Retssikkerhedsloven gælder også, når de sociale myndigheder behandler ansøgninger om sociale ydelser til personer, som bor i udlandet. Det gælder ansøgninger fra personer, som har ret til danske sociale ydelser efter reglerne i EF-forordning nr. 1408/71 eller efter konventioner indgået mellem Danmark og et eller flere andre lande om gensidig ligestilling af hinandens borgere. Forordningen og konventionerne giver i et vist omfang personer med bopæl i udlandet ret til at modtage sociale sikringsydelser fra Danmark. Det gælder social pension, syge- og barselsdagpenge, børnefamilieydelse og børnetilskud samt visse ydelser efter lov om social service. Endvidere er visse ordninger og ydelser efter lov om en aktiv social politik, bl.a. fleksjob og ledighedsydelse, omfattet af forordningen. Personer bosat i udlandet kan også have ret til erstatning m.v. efter arbejdsskadesikringsloven, værnepligtsloven og lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Også borgere fra andre EU-stater med ophold i Danmark kan have krav på danske sociale sikringsydelser. EF-forordning nr. 1408/71 koordinerer anvendelsen af de sociale sikringsordninger for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for EU. Vandrende arbejdstagere med statsborgerskab i en EU-medlemsstat eller et EØS-land har således krav på ligebehandling med borgerne i den stat, hvori de er arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende eller studerende, samt familiemedlemmer, i sager, som drejer sig om dagpenge under sygdom og barsel, revalidering og aktivering, social pension, børnefamilieydelser, samt en række tilskud til personer med nedsat funktionsevne. Disse personer har derfor samme rettigheder og pligter som danske statsborgere. Der henvises til Den Sociale Sikringsstyrelses vejledninger om EF- forordning 1408/71.

Den Sociale Sikringsstyrelse har udgivet vejledninger om konventionerne og forordningen. Sagsbehandlingsregler findes også i de administrative aftaler til konventionerne og i EF-forordning nr. 574/72, som omhandler administrationen af EF-forordning nr. 1408/71.

12. Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester af 14. juni 1994 regulerer, i hvilket omfang nordiske statsborgere med bopæl i Danmark og i andre nordiske lande har ret til ydelser efter lov om social service. Der henvises herom til den fællesnordiske vejledning, som er udgivet af Sekretariatet for Nordisk Ministerråd. Vejledningen (revideret udgave 2002 på svensk) findes på Nordisk Ministerråds hjemmeside på adressen: www.norden.org, under »Hallo Norden«.

Til toppen

Kapitel 3 – Retssikkerhedslovens historie

Seneste ændringer af retssikkerhedsloven

13. Siden Socialministeriets vejledning af 24. februar 2004 er der foretaget følgende ændringer af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område:

  • Lov nr. 191 af 24. marts 2004 der omhandler overførelse af sekretariaterne for Arbejdsmarkedets Ankenævn og Arbejdsmiljøklagenævnet til Den Sociale Ankestyrelse m.v., § 50. Loven trådte i kraft den 1. april 2004. § 1, nr. 1 og 4, og § 2, nr. 1, anvendes ved den første ansættelse af formand og stedfortræder efter den 1. april 2004.
  • Lov nr. 1380 af 20. december 2004 der omhandler bemyndigelse til socialministeren til at fastsætte regler om anvisning af statsrefusion og statstilskud, regnskabsaflæggelse og revision, §§ 85 og 86. Loven trådte i kraft den 1. januar 2005.
  • Lov nr. 304 af 2. maj 2005 der omhandler bekæmpelse af misbrug af sociale ydelser m.v., udvidelse af kontrolbeføjelser, indførelse af sanktioner, hurtig beskæftigelsesindsats m.v., §§ 12 a og 12 b. Loven trådte i kraft den 9. maj 2005.
  • Lov nr. 396 af 1. juni 2005 der omhandler en styrket sygefraværsindsats med ny visitation og opfølgning i sygedagpengesager m.v., §§ 7, 12 d og 43. Loven trådte i kraft den 1. juli 2005.
  • Lov nr. 428 af 6. juni 2005 der omhandler konsekvensændringer som følge af kommunalreformen m.v., § 75. Træder i kraft den 1. januar 2007.
  • Lov nr. 542 af 24. juni 2005 der omhandler regional statsforvaltning, § 19.
  • Lov nr. 574 af 24. juni 2005 der omhandler konsekvensændringer som følge af kommunalreformen om blandt andet beskæftigelsesankenævn. Ændringen træder i kraft den 1. januar 2007.
  • Lov nr. 1418 af 21. december 2005 der omhandler handlepligt ved uenighed, mellemkommunal refusion ved passivitet, prisfastsættelse af mellemkommunal refusion for plejevederlag, adgang til at indhente oplysninger i forbindelse med refusionspligten og behandling af praksisundersøgelser på et møde. Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2006.
  • Lov nr. 222 af 122. marts 2006 om krav til kommunernes sagsbehandling i visse sociale sager. Ændringerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træder i kraft den 1. januar 2007.
  • Lov nr. 404 af 8. maj 2006 om konsekvensændringer som følge af lov om et indkomstregister. Træder i kraft den 1. januar 2007. Dog er § 18 om ændring af retssikkerhedsloven trådt i kraft den 1. juni 2006.
  • Lov nr. 371 af 1. maj 2006 om omkostningsbestemte takster for kommunale tilbud. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.
  • Lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af ministeren for familie- og forbrugeranliggender.
  • Lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og andre love, § 73, prøvelse af Ankestyrelsens afgørelser i klagesager indbringes for byretten.

Ændringerne beskrives i denne vejledning.

Til toppen

Kapitel 4 – Den sociale lovgivnings grundprincipper og retssikkerhedslovens formål

Grundprincipper

14. De grundlæggende principper i den sociale lovgivning og lovgivningen om beskæftigelsesindsatsen er,

  • at borgerne har et ansvar for deres egen situation, således at den enkelte, eventuelt med særlig støtte, aktivt skal medvirke til at løse egne problemer,
  • at borgerne og brugerne skal medvirke og have indflydelse,
  • at mulighederne for hjælp skal ses bredt og ikke kun i forhold til den sociale lovgivning,
  • at indsatsen tidligt i et hjælpeforløb skal målrettes, for at hjælpen i højere grad kan virke forebyggende,
  • at fremme et rummeligt arbejdsmarked for at fastholde personer i beskæftigelse og forbedre mulighederne for at få en aktiv tilværelse, og
  • at fleksibiliteten øges og der inddrages andre i forebyggelse og løsning af sociale opgaver, fx de faglige organisationer, de frivillige m.fl.

Retssikkerhedslovens formål

15. Retssikkerhedsloven indledes med en formålsbestemmelse i § 1. Loven har fire ligestillede formål, som er,

  • at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,
  • at fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig, helhedsorienteret hjælp,
  • at forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og
  • at fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

16. Retssikkerhedsloven indeholder en række regler om, hvordan myndighederne skal behandle sagerne. Der er lagt vægt på borgernes retssikkerhed, og at de får mulighed for aktivt at medvirke og få indflydelse, når myndighederne behandler deres sag. Retssikkerhedsloven supplerer de generelle regler for sagsbehandling og offentlig forvaltning, som findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven, persondataloven og den kommunale styrelseslov. Det indebærer, at de generelle regler i disse love gælder, når der ikke findes særlige regler i retssikkerhedsloven. Endvidere supplerer retssikkerhedsloven principperne for god forvaltningsskik, som kan udledes af Folketingets Ombudsmands praksis. Nogle af reglerne i retssikkerhedsloven bygger på principperne om god forvaltningsskik og den almindelige forvaltningsret. Principperne for god forvaltningsskik og de generelle regler i forvaltningsloven, offentlighedsloven, persondataloven og den kommunale styrelseslov er beskrevet i vejledningen, især afsnit XII.

Herudover er strukturen for de sociale myndigheder fastlagt i loven. Den indeholder regler om myndighedernes ansvar, sammensætning samt om statistik og analyse m.v.

Til toppen

AFSNIT II – REGLER I RETSSIKKERHEDSLOVEN OM, HVORDAN DE SOCIALE MYNDIGHEDER SKAL BEHANDLE SAGERNE I FORHOLD TIL BORGERNE

Kapitel 5 – Frister for afgørelser

Kommunen skal fastsætte frister

18. For borgerne har indholdet i afgørelserne og kvaliteten af ydelserne naturligvis afgørende betydning. Men for den enkelte borger har den måde, som en myndighed behandler hans eller hendes sag på, også stor betydning, herunder at sagsbehandlingen sker så hurtigt som muligt. Derfor skal kommunen i henhold til § 3

  • behandle spørgsmål om hjælp hurtigt,
  • fastsætte en generel frist for, hvornår der skal være truffet en afgørelse; fristerne kan afhænge af de enkelte sagstyper,
  • give borgeren besked, hvis fristen for at træffe afgørelse i en konkret sag ikke kan overholdes, og
  • oplyse om, hvilke frister som gælder i kommunen.

19. § 3, stk. 2, handler om de tilfælde, hvor en borger har søgt om hjælp, og hvor borgeren derfor har interesse i at få oplyst, hvor lang tid der vil gå, før der foreligger en afgørelse. Reglen er således ikke udformet med henblik på de situationer, hvor forvaltningen uden en ansøgning fra en borger (ikke-ansøgningssager) rejser spørgsmål om, hvorvidt der er behov for hjælp. Det sker fx i visse sager efter servicelovens kapitel 11 om foranstaltninger af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte.

Fristernes længde

20. Der er ikke i retssikkerhedsloven eller dens forarbejder givet anvisninger på, hvor korte eller hvor lange fristerne kan være. Det er derfor kommunalbestyrelsens opgave at fastsætte fristerne for at træffe afgørelse som led i lokale prioriteringer af, hvordan kommunens samlede ressourcer bedst anvendes.

Fristens længde kan være fastsat i andre love. Fx fastsætter pensionslovens § 21, at kommunen skal træffe afgørelse om førtidspension senest 3 måneder efter tidspunktet for sagens overgang til behandling efter reglerne om førtidspension. Efter servicelovens § 50, stk. 7, gælder en frist på 4 måneder til at afslutte en undersøgelse af, om et barn eller en ung har behov for særlig støtte.

Særligt for behandlingen af klagesager indeholder §§ 6-10 og 24 i retssikkerhedsbekendtgørelsen regler om frister for genvurderingen af klagesager.

Hvornår begynder fristen at løbe

21. Loven indeholder ikke anvisninger på, fra hvilket tidspunkt fristerne begynder at løbe. Fristen regnes normalt fra det tidspunkt, hvor borgeren har indgivet sin ansøgning, eller fra det tidspunkt, hvor forvaltningen er klar over – eller burde være klar over, at en borger har brug for hjælp, og omfatter tiden indtil borgeren har fået sin afgørelse.

Skriftlig besked

22. Hvis forvaltningen ikke kan træffe en afgørelse inden for den frist, som kommunalbestyrelsen har fastsat, skal ansøgeren skriftligt have dette at vide, og det skal oplyses, hvor lang tid borgeren kan forvente, at der vil gå, før forvaltningen kan træffe en afgørelse. (Se også punkt 577)

Hvis forvaltningen ikke kan træffe en afgørelse, fx fordi der mangler visse lægelige oplysninger, kan forvaltningen opfylde skriftlighedskravet ved at oplyse borgeren om, at der vil blive truffet afgørelse, når ansøgeren eller forvaltningen har fremskaffet de manglende lægelige oplysninger.

I nogle tilfælde kan man forudse, at der skal fremskaffes en del oplysninger, inden sagen er klar til afgørelse. I sådanne tilfælde er det ofte umuligt at sige noget præcist om, hvor lang tid der vil gå, før der kan træffes en afgørelse. Forvaltningen kan i disse tilfælde oplyse borgeren om, hvor langt sagen er, og at afgørelsen ikke kan træffes, før oplysningerne er fremskaffet.

Forskellige generelle frister

23. Efter loven er det ikke et krav, at der for hver individuel ansøgning skal træffes en beslutning om, hvad fristen i den konkrete sag skal være. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte generelle frister for forskellige sagstyper. Der skal fastsættes frister inden for hvert enkelt sagsområde. Frister kan være længere for typer af sager, som erfaringsmæssigt kræver længere tid, før der kan træffes en afgørelse, og der kan fastsættes kortere frister for sager, som normalt kan afgøres hurtigt. Det vil være hensigtsmæssigt, at fristerne er realistiske, fx at de svarer til den tid, der i praksis går med at behandle 80 til 90 pct. af den pågældende sagstype.

Standardiseret skriftlig information

24. Kommunerne kan benytte standardiserede skriftlige informationer. Som eksempel kan nævnes ansøgninger om plads i en plejebolig eller en ældrebolig. I disse sager er det sædvanligvis sådan, at kommunen skal foretage en række undersøgelser og vurderinger, før den kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de kriterier, som kommunen anvender ved anvisning til disse boformer.

Kommunen kan i sådanne tilfælde opfylde sin pligt efter § 3 ved, når ansøgningen modtages, straks at give ansøgeren en generel skriftlig information om kommunens kriterier for at anvise til disse boformer og oplyse om, hvorledes proceduren i almindelighed er med hensyn til at få de nødvendige oplysninger frem. Kommunen kan endvidere oplyse om, hvor lang tid der normalt går, inden den har de nødvendige oplysninger til at kunne tage stilling til ansøgningen. Individuel formidling af frister til ansøger fratager ikke kommunerne for kravet om, at fristerne på samtlige sagsområder skal offentliggøres over for borgerne.

Fristerne skal offentliggøres

25. Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvordan fristerne skal offentliggøres, eller om offentliggørelse skal ske på en bestemt måde. Kommunalbestyrelsen afgør derfor, hvordan dette skal ske. En mulighed kan fx være at offentliggøre de fastsatte frister i den lokale presse eller udsende oplysningerne til borgerne i kommunen, fx i en kommunal vejviser eller lignende. Man kan også have opslag om fristerne i forvaltningerne, på biblioteker eller på kommunens hjemmeside på internettet, ligesom de kan offentliggøres i medier, som er tilgængelige for borgere med fx synshandicap.

Frister for afgørelser og ikke for faktisk forvaltningsvirksomhed

26. Reglen i § 3, stk. 2, gælder i de tilfælde, hvor resultatet af myndighedens behandling vil munde ud i en afgørelse, som kan indbringes for de sociale klagemyndigheder. Reglen gælder også for afgørelser, som kunne være indbragt for klagemyndigheden, hvis adgangen til klage ikke var afskåret i loven. Det vil sige, at reglen også gælder for fx ansøgninger om individuel befordring, jf. servicelovens § 117.

§ 3, stk. 2, gælder ikke ved beslutninger om faktisk forvaltningsvirksomhed, dvs. den virksomhed de ansatte udfører for at udfylde afgørelser. Det er fx faktisk forvaltningsvirksomhed, når hjemmehjælperen eller pædagogen udfører sit arbejde i et hjem eller i en boform. (Se afsnit VIII om forskellen på myndighedsudøvelse og faktisk forvaltningsvirksomhed).

Sanktioner

27. Der er ikke særlige regler om sanktioner, hvis en kommune overtræder § 3. Det betyder, at en overtrædelse kan behandles på samme måde, som gælder for andre regler om sagsbehandlingen. Ankeinstansen kan således alene foretage en konstatering af manglende overholdelse af fristen, men kan ikke annullere afgørelsen som ugyldig.

De sociale klagemyndigheder kan således i forbindelse med behandling af klagesager påse, om der er fastsat en frist for den pågældende sagstype, og om ansøgeren har fået sin afgørelse inden for den fastsatte frist, eller har fået skriftlig besked, hvis fristen ikke er overholdt. Dette gælder både hvis der alene klages over dette spørgsmål, og hvis der klages over sagens realitet. Der henvises til SM R-12-01, hvori Ankestyrelsen fastslog, at en kommune havde handlet i strid med loven ved ikke at fastsætte en frist for sagsbehandlingen. Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunens sagsbehandlingstid ikke opfyldte kravet i retssikkerhedsloven, hvorefter spørgsmål om hjælp skal behandles så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken. Ved afgørelsen blev det lagt til grund, at Ankestyrelsen og de sociale nævn kunne påse, at disse bestemmelser var overholdt i de tilfælde, hvor der var truffet en materiel afgørelse som ankeinstanserne har kompetence til at tage stilling til. Ankeinstanserne kunne imidlertid ikke træffe afgørelse om en sanktion på grund af kommunens overtrædelse af reglerne. (Afgørelsen er gengivet i punkt 32.)

Hvis en kommunalbestyrelse ikke fastsætter en frist, vil en klage herover kunne indbringes for tilsynsmyndighederne, også selvom fristen ikke knytter sig til en bestemt sag.

Til toppen

Kapitel 6 – Borgeren skal medvirke

28. § 4 lovfæster princippet om, at den, som skal have hjælp, skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Det præciseres også, at kommunerne skal tilrettelægge deres arbejdsgange på en sådan måde, at borgeren får mulighed for at medvirke. (Se punkt 67-73 om borgerens medvirken til sagens oplysning)

Lokale beslutninger

29. Der er ikke i loven eller dens forarbejder angivet, hvordan princippet om mulighed for medvirken skal udmøntes i praksis. Det er kommunalbestyrelsen, som ud fra egne lokale og regionale politiske prioriteringer og muligheder afgør, hvordan kommunens administration bedst kan indrettes, således at borgerne kan inddrages aktivt. Borgerens medindflydelse har forskellige facetter, som beskrives i de følgende punkter.

Borgerens eget ansvar

30. Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, og i mange tilfælde er det også vigtigt, at borgeren selv sætter sig nogle mål og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med hjælpen. Hvis borgeren ikke bliver inddraget i og får medindflydelse på sin egen sag, er det naturligvis vanskeligt for borgeren at påtage sig dette ansvar, herunder at sætte sig mål. Samtidig vil der være en betydelig risiko for, at myndigheden overtager ansvaret, og derved oplever borgeren, at der handles hen over hovedet på ham eller hende.

God dialog øger forståelsen

31. Medindflydelse i form af en god dialog og en åben og gennemskuelig beslutningsproces har betydning for, at borgeren kan føle sig tryg ved resultatet. Når borgeren ved, at hans eller hendes synspunkter har været taget i betragtning, og når borgeren kender myndighedens begrundelse for afgørelsen, er afgørelsen lettere at forstå og acceptere for borgeren. Det gælder især, hvis myndigheden og borgeren vurderer forholdene forskelligt. I sådanne situationer kan der ofte opstå forvirring og uklarhed. Omhyggeligt begrundede og dokumenterede faglige vurderinger kan her være et godt middel til at undgå yderligere uklarhed og usikkerhed. (Se punkt 509 om notatpligten efter § 6 i offentlighedsloven)

Klar formidling af borgerens rettigheder

32. Borgerne skal desuden kende deres rettigheder og pligter for at kunne tage ansvar og gøre deres medindflydelse på sagsbehandlingen gældende. Det gælder både rettigheder og muligheder i forhold til det problem, der har fået borgeren til at henvende sig i forvaltningen, og de regler der gælder i forbindelse med sagsbehandlingen. Sagsbehandlingsregler er fx regler om aktindsigt, oplysningspligt, partshøring, bisidder og partsrepræsentant samt klagemuligheder. Det er sagsbehandlerens opgave at formidle dette klart til borgerne. Det er også vigtigt, at der er klarhed om rollerne, herunder sagsbehandlerens rolle som myndighedsperson. I Socialministeriets pjece "Få borgernes medvirken i sagsbehandlingen til at lykkes" fra januar 2005 gives der inspiration til ledelse, mellemledere og sagsbehandlere om borgernes medvirken og rettigheder i sagsbehandlingen på det sociale område.

Hensynet til den gode dialog med borgeren indgår i klageinstansernes praksis. Der kan nævnes SM A-40-01 vedrørende aktivering, SM F-07-01 vedrørende sygedagpenge og R-12-01 vedrørende handicapbolig. (SM R-12-01 er også omtalt i punkt 27.)

SM A-40-01: Ankestyrelsen behandlede en sag om betydningen af formelle mangler i forbindelse med afgørelser om aktivering.

Der var i sagen mangler i form af utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende skriftlig helhedsvurdering samt utilstrækkelig inddragelse af borgeren.

Der var tale om sagsbehandlingsregler, der har karakter af garantiforskrifter. Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er påvirket af sådanne mangler. Konsekvensen heraf er, at afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat. Det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at manglen har været uden betydning for afgørelsens resultat.

Når en afgørelse erklæres ugyldig og sagen derfor hjemvises, må ankeinstansen samtidig tage stilling til, om ydelsen skal genoprettes. I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at kommunens afgørelse om aktivering var ugyldig. Ankestyrelsen fandt dog ikke grundlag for at hjemvise sagen, da ansøger efterfølgende var bevilget og påbegyndt revalidering.

SM F-07-01: Ankestyrelsen behandlede 2 sager om betydningen af formelle mangler for afgørelser om standsning af sygedagpenge.

Der forelå formelle mangler i sagerne, bl.a. utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende partshøring, utilstrækkelig opfølgning og manglende opfølgningsplan i henhold til dagpengeloven, manglende skriftlig helhedsvurdering og inddragelse af borgeren i henhold til retssikkerhedsloven.

Visse mangler vil kunne afhjælpes af ankeinstansen. Dette gælder fx en manglende partshøring.

Når en afgørelse erklæres ugyldig, og sagen derfor hjemvises, må ankeinstansen samtidig tage stilling til, om ydelsen skal genoprettes, hvilket vil være udgangspunktet.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen at en afgørelse om standsning af sygedagpenge var ugyldig og hjemviste sagen til kommunen med henblik på at rette op på sagsbehandlingsmanglerne og træffe ny afgørelse, der indeholdt stillingtagen til hvor længe efter standsningstidspunktet, der var dagpengeret.

I sag nr. 2 kritiserede Ankestyrelsen kommunens sagsbehandling men fandt, at sagsbehandlingsfejlene konkret ikke havde påvirket afgørelsens resultat. Kommunens afgørelse var derfor ikke ugyldig.

SM R-12-01: En far ansøgte om en lejlighed gennem kommunens boliganvisning. Familien havde 3 børn, herunder en svært handicappet datter. I ansøgningen noteredes det, at der ønskedes en stuelejlighed med et stort badeværelse og et stort køkken. Familien fik tilbudt en 3-værelses lejlighed på 3. sal. Nævnet vurderede, at klager vedrørende sagsbehandlingens tilrettelæggelse og ekspeditionsfejl, ikke kunne behandles af nævnet, men kunne indgives til borgmesteren. Ankestyrelsen lagde til grund, at Ankestyrelsen og de sociale nævn som ankeinstanser kan påse om bestemmelserne i §§ 3 og 4 i retssikkerhedsloven er overholdt, når ankeinstanserne behandler den materielle sag. I den konkrete sag lagde Ankestyrelsen vægt på, at det følger af retssikkerhedslovens § 4, at sagsbehandlingen skal tilrettelægges på en sådan måde, at borgeren får mulighed for at medvirke ved behandlingen af sagen.

Tolkebistand

33. Det antages, at forvaltningslovens § 7, som fastsætter, at myndighederne i fornødent omfang har pligt til at give vejledning, også indebærer pligt til at sørge for at betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Østre Landsret har i en dom af 21. maj 2001 erklæret sig enig med Socialministeriet i, at tilbud om tolkebistand bør suppleres med en konkret individuel vurdering af behovet for oversættelse i den enkelte sag, hvor der ved vurderingen tages hensyn til den enkelte parts muligheder og forudsætninger i øvrigt for at sætte sig ind i sagens akter bl.a. i samarbejde med tolk og eventuelt advokat. Tilsvarende antages det, at en myndighed har pligt til at sørge for, at en person, som har et høre-, syns- eller talehandicap, vederlagsfrit får mulighed for tolkebistand. (Der henvises til punkt 453 og 398 samt i øvrigt til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.)

For statsborgere fra de øvrige nordiske lande følger det i øvrigt af artikel 5 i Den Nordiske Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester, at disse personer ved skriftlige henvendelser til en myndighed har ret til at anvende nordiske sprog. I sådanne sager skal myndigheden sørge for, at vedkommende, hvis der er behov for det, får fornøden tolke- og oversættelseshjælp. Der findes en fællesnordisk vejledning til konventionen, som findes på Nordisk Ministerråds hjemmeside på adressen: www.norden.org, under »Hallo Norden«.

34. Det vil som hovedregel være kommunens ansvar at sørge for oversættelse af skriftlige sagsakter, da kommunen oftest er 1. instans. Klageinstanserne skal dog også være opmærksomme på, om der er behov for oversættelse af breve til borgeren og af nye akter. (Se punkt 398 og 399 om statsrefusion af udgifter til tolkebistand.)

Tillid til sagsbehandleren

35. I forvaltningen kommer borgeren tit i kontakt med en eller nogle ganske få personer, som han eller hun skal etablere et samspil med. De personlige relationer kan betyde meget for en tillidsfuld dialog, som navnlig er vigtig i de mere omfattende og alvorlige sager.

Kommunen bør være opmærksom på disse forhold. Myndighederne bør derfor, når det er muligt, og borgerens ønske er velbegrundet, være imødekommende over en anmodning om at få en anden sagsbehandler.

Bisidder, partsrepræsentant og værge

36. En borger, der ønsker det, har efter forvaltningslovens § 8 ret til, at lade sig repræsentere eller bistå af andre, når forvaltningen behandler sagen. Det er borgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. Borgeren bør gøres opmærksom på denne mulighed. (Der henvises til punkt 83 om bisidder ved sagsoplysning og til punkt 454-456 og i øvrigt til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, punkt 38-44 om partsrepræsentation.)

37. I forbindelse med ansøgninger om personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 83, stk. 1, kan kommunen - som led i samarbejdet med de frivillige - udpege frivillige bisiddere. Det kan være et tilbud til borgere, som ikke har pårørende eller andre, der kan deltage i samtalen med kommunen. En sådan ordning udformes efter høring af kommunens ældreråd.

I forbindelse med frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp, skal den kommunale myndighed være opmærksom på, om modtageren af hjælpen er i stand til selv at vælge leverandør eller har svært ved at overskue konsekvenserne af et valg.

I forhold til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesse, er kommunen efter § 82, stk. 1, i serviceloven forpligtet til at yde hjælp. Kommunen skal efter § 82, stk. 2 i serviceloven, påse, om der er pårørende eller andre, herunder en værge, der kan varetage den pågældendes interesser. Kommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålsloven. (Der henvises til punkterne 38 og 39 og til Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten herunder om bisiddere og om samtykkebegrebet) En række helt dagligdags spørgsmål for personer, som allerede modtager personlig og praktisk hjælp kræver dog ikke en værges medvirken.

Hvis ingen har forældremyndigheden over en person under 18 år, er kommunen efter servicelovens § 57 forpligtet til i fornødent omfang at medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. Statsforvaltningen træffer afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden og samtidig bliver værge for personen. Der henvises til Socialministeriets vejledning til lov om social service om tilbud til børn og unge.

38. Serviceloven har en række regler, der specifikt fastsætter, at brugerne skal inddrages. Fx fastsætter servicelovens § 141, at kommunen skal tilbyde at udarbejde en skriftlig plan for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i samarbejde med modtageren. Et andet eksempel er, at myndighedernes afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje efter kapitel 16 i serviceloven skal meddeles i skriftlig form, jf. servicelovens § 89. Der anvendes et skema, som udfyldes i samarbejde med ansøgeren. Se Socialministeriets vejledning til lov om social service om servicetilbud til voksne.

I sager vedrørende personer, der tilhører svage grupper, er det vigtigt at være opmærksom på, at der skal medvirke en værge, hvis den pågældende på grund af alvorligt svækket helbred ikke selv er i stand til at varetage sine egne interesser, og borgerens egen medvirken kræves efter loven, jf. nærmere punkt 39. Et familiemedlem eller en anden nærtstående kan i disse tilfælde kun handle for en borger, der ikke selv er i stand til det, hvis familiemedlemmet er værge for den pågældende.

Det vil også være nødvendigt at beskikke en værge til at varetage en svag borgers rettigheder i forhold til sagsbehandlingen, når borgerens medvirken kræves. En værge skal således give samtykke efter retssikkerhedslovens § 11 a, hvis en myndighed skal indhente oplysninger, og borgeren ikke selv kan give gyldigt samtykke, jf. nærmere punkt 99. En værge skal også medvirke, hvis fx en person med svær demens skal underskrive en lejeaftale eller en erklæring om hæftelse i forbindelse med en ansøgning om boligstøtte.

Såvel myndigheder som de nærmeste kan tage initiativ til iværksættelse af værgemål.

Anmodning om værgemål

39. Statsforvaltningen træffer afgørelse om værgemål. Afgørelser om værgemål træffes efter anmodning.

Anmodning kan indgives af:

  • Den pågældende selv.
  • Ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste.
  • En værge (hvis der allerede er et værgemål, der skal ændres).
  • Kommunalbestyrelsen.
  • Regionsrådet.
  • Politimesteren.

Der er tre betingelser, der alle skal være opfyldt, før at statsforvaltningen kan iværksætte værgemål:

  • Den pågældende skal være ude af stand til at varetage sine anliggender.
  • Den pågældende skal opfylde et medicinsk kriterium, som enten er sindssygdom, svær demens, hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred, fx i form af hjerneblødninger, hjernesvind eller andre former for hjerneskade.
  • Der skal være behov for værgemålet.

Hvis en myndighed vurderer, at der er behov for en værge til at varetage en borgers interesser, kan myndigheden altså indgive anmodning om personligt værgemål. Er der familiemedlemmer eller andre nærtstående, bør anmodningen så vidt muligt indgives i samarbejde med disse.

Der vil være en vis sagsbehandlingstid i statsforvaltningen. Anmodning om iværksættelse af værgemål kan indgives, også før der er et helt aktuelt behov for en værges medvirken, når det er klart, at borgeren er ude af stand til at varetage sine anliggender på grund af svækket helbred, og når det er klart, at der vil være et behov for en værge, fx til at afgive samtykke efter retssikkerhedsloven som en nødvendig forudsætning for, at kommunen kan yde den nødvendige hjælp til borgeren.

Et værgemål kan begrænses til at angå enkelte personlige forhold. Det enkelte værgemål skal afpasses efter de konkrete behov hos den person, som sagen drejer sig om, og værgemålet må ikke være mere omfattende end nødvendigt.

I anmodningen til statsforvaltningen skal derfor beskrives, hvilke opgaver der vil være behov for, at værgen skal varetage. Parterne bør udforme anmodningen, så den kommer til at omfatte også de fremtidige situationer, hvor der vil være behov for en værge. Det kan fx være indgåelse af lejeaftale eller andre aftaler, afgivelse af hæftelseserklæring i forbindelse med ansøgning om boligstøtte, fremtidig samtykke til indhentning af oplysninger eller partshøring. En række helt dagligdags spørgsmål for personer, som allerede modtager personlig og praktisk hjælp, ligger uden for det personlige værgemål og kræver ikke en værges medvirken.

Anmodning kan indsendes på et standardskema, der bl.a. kan findes på statsforvaltningernes hjemmesider. For at fremme sagens behandling bør relevante bilag fra den kommunale forvaltning vedlægges anmodningen. Kommunerne skal endvidere meddele statsforvaltningen, hvilke personer i kommunen, der har kompetence til at rejse sager om værgemål.

Det er statsforvaltningen, der beslutter, hvem der skal være værge. Er der slægtninge, vil et familiemedlem ofte blive beskikket som værge.

Beskikkes en nærtstående som værge, får værgen som udgangspunkt ikke vederlag. Beskikkes en professionel værge, får værgen et vederlag. Vederlaget betales som udgangspunkt af den, der har fået beskikket værgen. Vederlaget fastsættes på grundlag af arbejdets omfang og værgemålets karakter. (Se også punkt 84, 99 og 455)

Reglerne om værgemål er fastsat i værgemålsloven, der er nærmere beskrevet på civilstyrelsens hjemmeside www.civilstyrelsen.dk. Der er fastsat nærmere regler i bekendtgørelse om behandling af værgemålssager og værgesager samt om faste værger og værgers vederlag. (Sagsbehandlingsbekendtgørelsen)

Serviceinformation, interne retningslinier og kvalitetsstandarder

40. Medindflydelse forudsætter, at borgeren har kendskab til indhold og omfang af kommunens serviceydelser. Sammenlignelig brugerinformation på www.im.dk og kommunernes servicestrategier efter § 62 i den kommunale styrelseslov sikrer, at borgerne har en oversigt over, hvilke rammer og målsætninger kommunalbestyrelsen har sat for de omfattede ydelser. Borgerne kan på denne måde få viden om, hvad der nærmere ligger i de enkelte former for hjælp. Dermed får borgeren også viden om, på hvilken måde hun eller han kan få indflydelse på hjælpen. Borgeren kan også orientere sig om eksisterende tilbud på Tilbudsportalen på www.tilbudsportalen.dk eller på kommunernes og regionernes hjemmesider, hvor kommunernes rammeaftaler med regionerne bliver offentliggjort.

41. I en række tilfælde fastsætter kommunalbestyrelsen lokale retningslinier og rammer for, hvordan den kommunale administration skal behandle visse sager. Sådanne retningslinier er bl.a. nødvendige for at sikre, at forvaltningen administrerer efter ensartede principper.

Disse interne retningslinier for sagsbehandlerne er altid omfattet af reglerne om aktindsigt efter offentlighedsloven. Det betyder, at borgeren har ret til at få kendskab til de interne retningslinier på samme måde som med andre relevante dokumenter i borgerens sag.

Socialministeren har fastsat regler om, at kommunerne skal udarbejde kvalitetsstandarder for tilbud efter serviceloven. Disse informationer giver en beskrivelse af kommunens tilbud, og de giver borgeren et godt grundlag for at forholde sig til de tilbud, der er.

Til toppen

Kapitel 7 – Helhedsvurdering

Alle muligheder skal tages i betragtning

42. Baggrunden for § 5 er, at det har stor betydning, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. En ansøgning om hjælp skal behandles bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om.

I det konkrete tilfælde vil det afhænge af situationen og den hjælp, som ansøgeren beder om, hvordan sagen skal behandles. Hvis en person fx søger om støtte til et hjælpemiddel, skal myndigheden undersøge, om ansøgeren opfylder betingelserne for hjælpemidlet. Dette vil være tilstrækkeligt, hvis der ikke er andre problemer.

Hvis en person med andre problemer end ledighed søger om hjælp til forsørgelse, kan sagen stille sig anderledes. Samtidig med behandlingen af ansøgningen om kontanthjælp er det relevant at se på andre muligheder, fx aktivt tilbud, revalidering eller fleksjob.

Ved ansøgninger om visse kontante ydelser, fx boligstøtte, folkepension eller børnetilskud, er det ikke altid nødvendigt at foretage en helhedsvurdering, da ydelserne ofte tilkendes efter objektive kriterier til personer uden sociale problemer i øvrigt.

Rådgivning

43. Myndighederne skal ikke kun være opmærksomme på mulighederne for hjælp efter den sociale lovgivning. I mange tilfælde er det også relevant at pege på muligheder uden for det sociale system, fx rådgivning og vejledning i statsforvaltningen i forbindelse med forældremyndigheds- og samværsproblemer, støttemuligheder efter reglerne om SU, muligheder for retshjælp eller gældssanering samt muligheder for hjælp efter Undervisningsministeriets, Indenrigs- og Sundhedsministeriets og Beskæftigelsesministeriets lovgivning.

Det kan eventuelt også være relevant at henvise til tilbud, der drives af frivillige organisationer.

44. Det er ikke et krav, at myndighederne - og dermed sagsbehandleren - selv skal kunne give råd om alle typer af problemer, men sagsbehandleren skal være opmærksom på andre rådgivningsmuligheder, som borgeren kan henvises til. Fx arbejdsløshedskassen, når det drejer sig om reglerne om arbejdsløshedsdagpenge, statsforvaltningen i tilfælde af skilsmisse, separation eller spørgsmål om samvær med børn.

45. At kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt betyder, at borgeren også - hvis det er nødvendigt - skal have tilbud om rådgivning og vejledning.

Efter forvaltningslovens § 7 har en myndighed pligt til at rådgive og vejlede inden for sit eget område og til at henvise til den rigtige myndighed. Regler om rådgivning og vejledning findes også i § 7 i aktivloven og § 10 i serviceloven. Rådgivning og vejledning er en social ydelse, som kan ydes enten alene eller sammen med anden form for hjælp. Afslag på rådgivning og vejledning kan indbringes for de sociale klageinstanser.

46. Rådgivningsforpligtelsen varierer i forhold til det enkelte område. Fra praksis kan nævnes:

SM B-2-02: En kvinde henvendte sig i forbindelse med en forestående skilsmisse til en kommunes straksekspedition og fik udleveret skemaer til brug for ansøgning om økonomisk friplads i daginstitution. Kvinden indgav ca. 2 år senere ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud som enlig forsørger. Hun mente, at hun ved den oprindelige henvendelse burde have været vejledt om muligheden for børnetilskud som enlig forsørger. Børnetilskud skulle derfor udbetales med tilbagevirkende kraft. Kommunen fandtes ikke at have tilsidesat sin vejledningsforpligtelse over for kvinden. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden ikke forud for ansøgningen om børnetilskud havde haft kontakt til kommunen om sine økonomiske forhold, og at bevilling af hel eller delvis økonomisk friplads i daginstitution ikke var betinget af, at ansøger var enlig forsørger. Der blev også lagt vægt på, at kommunen ved annoncering i lokale dagblade løbende havde vejledt om muligheden for at søge børnetilskud og om betingelserne for at modtage ydelserne.

SM C-8-03 [Nu: 98-13]: Ankestyrelsen fandt, at et forældrepar efter en konkret vurdering ikke havde fortabt retten til merudgiftsydelse, selvom der forløb en længere periode mellem udløbet af den tidligere bevilling og indtil forældrene fremlagde dokumentation for merudgifterne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at fortsat ret til hjælp ikke var betinget af ny ansøgning.

Forældrene havde gennem flere år modtaget merudgiftsydelse til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af deres multihandicappede barn i hjemmet. Det fandtes efter oplysningerne i sagen godtgjort, at forældrene havde haft væsentlige merudgifter ved forsørgelsen af barnet, og det måtte være klart for kommunen, at der fortsat ville være ret til merudgiftsydelse efter udløbet af den tidligere bevilling.

Ankestyrelsen fandt således, at kommunens handle- og oplysningspligt efter serviceloven vejede tungere end forældrenes eventuelle passivitet.

Folketingets Ombudsmand har i FOB 2003.449 udtalt, at § 5 må anses for at indebære, at forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område. Sagen drejede sig om en kvinde, som med få dages mellemrum modtog to afgørelser fra en kommune om henholdsvis førtidspension og sygedagpenge. Kvinden – der på grund af ordblindhed havde svært ved at læse kommunens afgørelser m.v. – fik hjælp af kommunen til at udforme en klage. Denne klage vedrørte imidlertid kun sygedagpengesagen. Da kvinden senere klagede over afgørelsen i førtidspensionssagen, afviste det sociale nævn at behandle sagen som følge af, at klagefristen var overskredet. Ombudsmanden udtalte, at retssikkerhedslovens § 5 indebærer, at myndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område. Kommunens vejledningspligt i sagen var yderligere skærpet som følge af kvindens kommunikationsproblem. Ombudsmanden mente herefter, at kommunen på eget initiativ burde have inddraget spørgsmålet om, hvorvidt kvinden ønskede at klage over afgørelsen om førtidspension. Ombudsmanden mente, at der som følge af sagens omstændigheder var grundlag for at dispensere fra klagefristen, og henstillede til det sociale nævn at genoptage sagen.

Forkert rådgivning

47. Det kan ske, at der gives forkert eller mangelfuld rådgivning. Dette vil normalt ikke få indflydelse på selve afgørelsen efter den sociale lovgivning.

Efter Ankestyrelsens praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid betyde, at der træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles, som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning. Fra praksis kan eksempelvis nævnes sagen SM P-7-02.

SM P-7-02: En pensionist, der modtog medicinhjælp, flyttede til en anden kommune. Først efter 9 måneder søgte hun om medicintilskud i tilflytningskommunen, men anmodede om hjælpen med tilbagevirkende kraft for medicin, hun havde modtaget siden flytningen til kommunen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det faste forvaltningsretlige grundprincip om, at der skal søges om hjælp, før behandlingen/udgiften iværksættes, også gælder ved en pensionists flytning til en ny kommune. Der er herved lagt vægt på, at personligt tillæg afhænger af en konkret individuel vurdering i bopælskommunen og ikke ydes på samme måde som sociale sikringsydelser efter generelle kriterier, der er fastlagt i loven.

Det må afhænge af en nærmere konkret vurdering af det enkelte tilfælde, om der har foreligget en vejledningspligt, der har været tilsidesat. Der må bl.a. tages hensyn til, i hvilket omfang ansøger allerede har modtaget vejledning i fraflytningskommunen.

Ankestyrelsen fandt i det konkrete tilfælde, at tilflytningskommunen burde have vejledt ansøgeren om nødvendigheden af at indgive ny ansøgning. Der er lagt vægt på, at det fremgik af pensionssagen, at ansøgeren modtog medicinhjælp, at kommunen ved udbetaling af de øvrige beløb måtte kunne påregne, at ansøgeren ikke fandt anledning til at henvende sig til kommunen, at der ikke forelå oplysning om, at fraflytningskommunen havde orienteret ansøgeren om, at medicinkort kun var bevilget under ansøgerens bopæl i den pågældende kommune, at der ikke var oplysning om ændringer i ansøgerens situation udover flytningen, og at kommunen umiddelbart på det foreliggende grundlag fandt ansøgeren berettiget til medicinkort.

Afgørelsen medførte, at borgeren på grund af den manglende vejledning blev stillet, som om der var givet korrekt rådgivning og ansøgt om tilskud i forlængelse heraf.

SM C-13-04: En mor ønskede forlængelse af sin ansættelsesperiode efter servicelovens § 103 a, stk. 3 (Nu § 118), til at passe sin syge datter. Kommunen gav afslag på ansøgningen, da en ansættelse af denne karakter kun kan bevilges én gang. Ankestyrelsen fandt, at kommunen skulle foretage en ny behandling og træffe en ny afgørelse på ansøgningen om yderligere ansættelse. Ankestyrelsen lagde i afgørelsen vægt på, at kommunen ikke kunne dokumentere, at lovbestemmelsen i § 103 a var sendt til ansøgeren forud for kommunens bevilling af ansættelsen. Ankestyrelsen fandt således ikke at en mundtlig orientering om dette ved et forudgående hjemmebesøg var tilstrækkelig. Ved denne vurdering lagde ankestyrelsen vægt på den belastende situation, som ansøgeren befandt sig i som følge af datterens alvorlige sygdom. Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunens mangelfulde vejledning i forbindelse med den første ansøgning skulle medføre, at ansøgeren stilledes, som om der fra begyndelsen var givet fyldestgørende vejledning, således at ansøger havde mulighed for at søge om den længst mulige ansættelse i den første ansøgning. Ankestyrelsen fandt endvidere, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis kommunens afgørelse om ansættelsen efter § 103 a havde været skriftlig.

Et eksempel fra Ombudsmandens praksis (FOB 1989.168) drejede sig om, at der ikke var givet rådgivning om retten til børnetilskud, som borgeren på rådgivningstidspunktet opfyldte betingelserne for. Først senere blev borgeren opmærksom på muligheden. Borgeren var, efter Ombudsmandens opfattelse, berettiget til børnetilskud allerede fra den første henvendelse. Ombudsmanden udtalte, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne får den retlige virkning, at den pågældende bør stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført. Borgeren skal altså stilles, som om pågældende havde fået korrekt vejledning og havde indgivet ansøgningen i overensstemmelse hermed, jf. SM O-2-97.

48. Myndigheden eller sagsbehandleren kan pådrage sig ansvar for forkert rådgivning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, således som de er fastlagt gennem retspraksis. Det betyder bl.a., at der skal være et ansvarsgrundlag (culpa). Det vil sige, at sagsbehandleren og myndigheden skal kunne bebrejdes den fejlagtige rådgivning. Hvad der skal til, for at der er et ansvarsgrundlag, må udledes af domspraksis. Hvis rådgivningen vedrører forhold inden for myndighedens eget område, er der efter retspraksis et professionsansvar, dvs. at der kan pålægges ansvar, hvis rådgivningen ikke har haft det faglige niveau, som man kan forlange af den pågældende myndighed og dens ansatte.

Til toppen

Kapitel 8 – Tidlig samlet vurdering

Hjælpen målrettes tidligt i forløbet

49. Princippet om, at myndighederne tidligt i forløbet skal tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af borgerens situation og behov på længere sigt, er ikke nyt. Principperne er formuleret som lovtekst, og det gælder for alle former for hjælp.

Bestemmelsen handler om de tilfælde, hvor der er behov for at give hjælp i en længere periode. Det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet målrettes efter de behov, ansøgeren har her og nu - samt på længere sigt - fordi den tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer for ansøgeren. Kommunen skal således allerede tidligt i forløbet foretage en kvalificeret vurdering.

Hvis en person fx er blevet handicappet på grund af et ulykkestilfælde, er det vigtigt tidligt i forløbet at foretage en kvalificeret bedømmelse af fremtidsudsigterne for den handicappede og familien for at vurdere, hvilke former for hjælp der er eller kan blive tale om, fx genoptræning, boligindretning og hjælpemidler. Det siger sig selv, at hvis situationen endnu ikke er stabil, og der derfor er usikkerhed om graden og karakteren af handicappet, må der tages højde for denne usikkerhed.

Behovet for tidlig indsats er også udtalt, hvis der er tale om en person, som er blevet arbejdsløs, og hvor muligheden for førtidspension på længere sigt ikke kan udelukkes, hvis der ikke tidligt i forløbet bliver iværksat foranstaltninger, der sigter på at sikre pågældende en aktiv tilværelse frem for en passiv forsørgelse.

Bestemmelsen i § 6 om en tidlig vurdering skal altså ses i nøje sammenhæng med, hvilken form for hjælp der er tale om, og - naturligvis - behovet hos den person, som det drejer sig om.

Kommunalbestyrelsen fastlægger principper for tidlig samlet indsats

50. For kommunen er det kommunalbestyrelsen, som fastlægger, hvorledes reglen i § 6 skal udmøntes i kommunen. En kommune må derfor tilrettelægge principper for, hvordan kommunen sikrer, at der tidligt bliver foretaget en vurdering af, om der konkret er behov for at få målrettet hjælpen.

Ingen formkrav

51. Bortset fra i § 7, jf. nedenfor, er der ikke i retssikkerhedsloven fastsat bestemte kriterier for, hvornår der skal foretages en samlet vurdering, ligesom der ikke er fastsat bestemte formkrav. I de enkelte love kan der være fastsat sådanne regler, fx i servicelovens § 140 om handleplaner på børneområdet og servicelovens § 141 om tilbud om en skriftlig plan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Kortvarig hjælp

52. § 6 bygger på en forudsætning om, at myndighederne tilrettelægger visitationen på en sådan måde, at der skelnes mellem de lette sager, og de tilfælde, hvor der kan blive behov for hjælp i længere tid. Der skal således tages hensyn til, at visitationen ikke er unødigt ressourcekrævende i forhold til de enkle sager samtidig med, at de alvorligere tilfælde tidligt samles op. Skønner forvaltningen, at ansøgeren kun har brug for hjælp i kort tid, er der ikke brug for en dyberegående kortlægning af borgerens sociale situation. I disse tilfælde bør hverken borgeren eller myndigheden bruge mere tid end nødvendigt, men sagsbehandlingen kan koncentreres om at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at kunne give den rigtige, kortvarige hjælp.

Det er også vigtigt, at kommunen ved måden, som visitationen er tilrettelagt på, ikke kommer til at medvirke til at fastholde personer i det sociale system længere end nødvendigt.

53. § 6 omfatter principielt alle former for længerevarende hjælp. Ved nogle former for hjælp er der dog typisk ikke grund til tidligt at foretage en vurdering af modtagerens samlede situation. Fx når forældre får plads til deres barn i vuggestue eller en børnehave eller når der søges om boligstøtte i forbindelse med flytning.

Til toppen

Kapitel 9 – Formelle mangler

54. Flere af sagsbehandlingsreglerne har karakter af garantiforskrifter. Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er påvirket af sådanne mangler. Konsekvensen heraf er, at afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat. Det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at manglen har været uden betydning for afgørelsens resultat.

SM C-40-05: Ankestyrelsen anså det i en sag om ansøgning om hjælp til merudgifter for en væsentlig mangel, der medførte ugyldighed af kommunens afgørelse, at kommunen ikke havde benyttet samtaleskema. Ansøger havde ønsket en vurdering af sin funktionsevne.

Visse mangler vil kunne afhjælpes af ankeinstansen. Dette gælder fx en manglende partshøring.

Når en afgørelse erklæres ugyldig, og sagen derfor hjemvises, må ankeinstansen samtidig tage stilling til, om ydelsen skal genoprettes, hvilket vil være udgangspunktet.

Retlige mangler fører ikke altid til genoptagelse af udbetaling af en løbende ydelse.

SM F-7-01: Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om betydningen af formelle mangler for afgørelser om standsning af sygedagpenge.

Der har i sagerne været mangler i form af bl.a. utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende partshøring, utilstrækkelig opfølgning og manglende opfølgningsplan i henhold til dagpengeloven, manglende skriftlig helhedsvurdering og inddragelse af borgeren i henhold til retssikkerhedsloven.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at en afgørelse om standsning af sygedagpenge var ugyldig og hjemviste sagen til kommunen med henblik på at rette op på sagsbehandlingsmanglerne og træffe ny afgørelse, der indeholdt stillingtagen til, hvor længe efter standsningstidspunktet der var dagpengeret.

I sag nr. 2 kritiserede Ankestyrelsen kommunens sagsbehandling, men fandt at sagsbehandlingsfejlene konkret ikke havde påvirket afgørelsens resultat. Kommunens afgørelse var derfor ikke ugyldig.

SM D-16-05: Manglende ressourceprofil kunne ikke anses for at være åbenbart uden betydning ved vurderingen af, om dagpengeudbetalingen kunne forlænges. Der var tale om en væsentlig retlig mangel ved kommunens afgørelse, som bevirkede, at kommunens afgørelse ikke kunne opretholdes som gyldig.

Til toppen

Kapitel 10 – 8-ugers-vurdering ved hjælp til forsørgelse

Den første vurdering af hjælp til forsørgelse

55. § 7 regulerer den første vurdering i sager om løbende hjælp til forsørgelse, når ansøgeren ikke er omfattet af et kontaktforløb efter reglerne i kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller et opfølgningsforløb efter kapitel 6 i lov om sygedagpenge.

En kommunal forpligtelse

56. Kommunen bestemmer selv, hvornår den vil foretage 8-ugers-vurderingen inden for de 8 uger. Det er vigtigt, at vurderingen sker i samarbejde med borgeren, jf. § 4. I sygedagpengeloven er det endvidere bestemt, at læger, sygehuse, arbejdsformidlingen, arbejdsgivere, faglige organisationer m.fl. skal medvirke ved opfølgning af sager om sygedagpenge.

Krav til indhold

57. Ud over hvad der følger af § 7, er der ikke i loven fastsat bestemte krav til indholdet af vurderingen. Det er derfor op til kommunen, ud fra modtagernes individuelle forhold, konkret at skønne over det nærmere indhold af vurderingen.

Det vil afhænge af den konkrete situation, hvilke krav der skal stilles til 8-ugers-vurderingen.

I mange tilfælde er det ikke så tidligt i forløbet muligt at sætte mål eller fastlægge en plan, men det vil være mere realistisk, at kommunen ved vurderingen konstaterer, hvilke muligheder der skal arbejdes hen imod at få afklaret hurtigst muligt. Fx kan resultatet af vurderingen være, at det ikke aktuelt er muligt at fastlægge en jobplan, men at kommunen konstaterer, at der må arbejdes hen imod at afklare mulighederne for revalidering.

Skriftlig besked

58. Det er fastsat i § 7, stk. 2, at borgeren skal have skriftlig besked om resultatet af vurderingen. Hvis der i vurderingen indgår en afgørelse, som ikke fuldt ud giver borgeren medhold, skal afgørelsen begrundes, jf. forvaltningslovens § 22.

Kravet om skriftlighed skyldes et hensyn såvel til borgeren som til myndigheden. For borgeren betyder det klarhed over, hvordan kommunen ser på sagen, herunder hvilke afgørelser der er truffet. For myndigheden er det en fordel, at der ikke opstår misforståelser om, hvad sagen handler om, og i hvilken retning den går.

Klage

59. I de vurderinger, som kommunerne foretager efter § 7, vil der typisk indgå elementer, der har karakter af afgørelser, fx at kontanthjælpen eller et aktivt tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal fortsætte uændret, eller at pågældende skal have en anden ydelse. Der vil kunne klages over sådanne afgørelser efter de almindelige regler om klage til de sociale klagemyndigheder. Se nærmere i afsnit V om de almindelige klageregler.

Ankestyrelsen har i SM D-8-03 taget stilling til en sag om forlængelse af dagpengeperioden, da reglerne om opfølgning ikke var overholdt. Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen med henvisning til, at opfølgningsbestemmelserne i dagpengeloven og retssikkerhedslovens § 7 og § 7 a er sagsbehandlingsregler, der har karakter af garantiforskrifter for at sikre, at der træffes en indholdsmæssigt rigtig afgørelse. Manglende overholdelse af reglerne indebærer, at der er en formodning for, at en afgørelse indholdsmæssigt er påvirket af sådanne regler. Afgørelsen er derfor ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat.

60. Efter § 8 kan socialministeren fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager, herunder tidsfrister for visse typer sager. Der er for tiden ikke fastsat regler om sagsbehandlingen efter § 8. Regler for behandlingen af klagesager er fastsat efter § 74.

Til toppen

Kapitel 11 – Opfølgning på erhvervsrettede foranstaltninger

Indsats uden afbrydelser

61. For at undgå afbrydelser i indsatsen over for borgere, som har behov for hjælp, skal kommunen sikre sig, at den senest 2 uger før ophøret af en foranstaltning tager stilling til, hvad der videre skal ske. Det skal fremgå af journalen eller anden registrering, at kommunen forud for ophøret har foretaget en vurdering af, hvad der videre skal ske. Der skal foretages en helhedsvurdering af borgerens situation. Det betyder, at kommunen skal inddrage borgerens egen læge, den faglige organisation, virksomheder m.fl., hvis dette skønnes relevant. I de situationer, hvor kommunen træffer afgørelse om yderligere foranstaltninger, skal de nye foranstaltninger sættes i værk i umiddelbar tilknytning til den foranstaltning, som allerede er iværksat. Borgeren undgår således, at der bliver afbrydelser mellem foranstaltningerne. Se SM R-1-06: Om betydningen af manglende overholdelse af § 7 a, og SM D-14-03, som viser at standsning af en pengeydelse også betragtes som ophør af en foranstaltning.

Hvilke erhvervsmæssige foranstaltninger

62. § 7 a omfatter alle erhvervsmæssige foranstaltninger, herunder tilbuddene efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og personkredsen, som er omfattet heraf. For nogle af persongrupperne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats gælder desuden særlige regler om et individuelt kontaktforløb igennem hele ledighedsforløbet med personlig kontakt minimum hver 3. ydelsesmåned. Det drejer sig om:

  • personer, der modtager dagpenge eller ydelser efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
  • personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik,
  • personer med begrænsninger i arbejdsevnen, der er omfattet af revalideringsreglerne i kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik, bortset fra sygedagpengemodtagere.

(Der henvises til reglerne om kontaktforløbet i kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Se endvidere de SM afgørelser, der er henvist til i punkt 61)

Til toppen

AFSNIT III – REGLERNE I RETSSIKKERHEDSLOVEN OM OPLYSNING AF SOCIALE SAGER, HERUNDER BORGERENS MEDVIRKEN OG PLIGT TIL AT OPLYSE OM ÆNDRINGER OG MYNDIGHEDERS OG ANDRES PLIGT TIL AT GIVE OPLYSNINGER

Kapitel 12 – Reglerne om sagsbehandlingen m.v.

Reglernes baggrund og struktur

63. Kapitel 3 a i retssikkerhedsloven indeholder en række bestemmelser om de sociale myndigheders sagsbehandling. Det er et centralt element i bestemmelserne, at borgeren så vidt muligt skal inddrages i sagsbehandlingen, når myndigheden skal finde ud af, hvilken hjælp borgeren har behov for og er berettiget til at få. Kapitlet indeholder også en bestemmelse, der giver de sociale myndigheder ret til at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v. Når en myndighed skal indhente oplysninger fra andre myndigheder for at kunne træffe afgørelse i en sag efter den sociale lovgivning, kræver det som hovedregel samtykke fra borgeren. Men myndigheden kan i visse tilfælde indhente oplysningerne uden samtykke fra borgeren.

64. Retssikkerhedslovens kapitel 3 a om myndighedernes beføjelser til at forlange at få oplysninger fra andre og borgerens medvirken m.v., har følgende struktur:

  • Officialprincippet (§ 10).
  • Borgerens medvirken og oplysningspligt ved senere ændringer (§ 11).
  • Myndighedens mulighed for at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v., herunder fra e-indkomstregistret (§ 11 a).
  • Princippet om den processuelle skadevirkning (§ 11 b).
  • Myndighedens indhentning af oplysninger uden samtykke fra borgeren i visse sager (§ 11 c).
  • Muligheden for at indhente oplysninger i »børnesager«, tilbagebetalingssager og visse sager om førtidspension (§ 11 c).
  • Myndighedens pligt til at oplyse borgeren om en række elementer i sagsbehandlingen m.v. (§ 12).
  • Kommunernes muligheder for at foretage uanmeldte eftersyn i virksomheder og pålægge virksomheder at føre logbog (§ 12 a).
  • Straf for groft uagtsomt socialbedrageri og straf for manglende overholdelse af pålæg om at føre logbog (§ 12 b).
  • Kommuners og sygehuses muligheder for at udveksle oplysninger om en borgers indlæggelse på eller udskrivning fra sygehuse (§ 12 c).
  • Arbejdsskadestyrelsens og kommunernes muligheder for, uden samtykke fra borgeren, at udveksle oplysninger om hvorvidt henholdsvis Arbejdsskadestyrelsen eller kommunen har oprettet en sag om borgeren (§ 12 d).

Opbygningen af bestemmelserne tager udgangspunkt i, at det er myndigheden, der har det primære ansvar for at indhente alle relevante oplysninger til brug for sagens behandling. § 10 i retssikkerhedslovens kapitel om sagens oplysning lovfæster dette princip, der kaldes officialprincippet. Myndighedens ansvar for at oplyse sagen, skal dog altid ske med størst mulig inddragelse af borgeren. Bestemmelsen om borgerens medvirken følger derfor umiddelbart efter bestemmelsen om officialprincippet.

Herefter følger bestemmelsen om myndighedens mulighed for at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v., herunder fra indkomstregistret.

Konsekvensen af, at borgeren ikke vil medvirke til sagens behandling, er lovfæstet herefter i § 11 b. Dette kaldes princippet om den processuelle skadevirkning.

Efter bestemmelsen om den processuelle skadevirkning findes en bestemmelse i § 11 c, der regulerer mulighederne for at indhente oplysninger i særlige typer af sager. Bestemmelsen indeholder en opremsning af en række særlige typer af sager, hvor myndigheden kan indhente oplysninger, selv om borgeren ikke kan eller ikke vil medvirke til sagens oplysning. Der er desuden fastsat særlige regler for børnesager, der kan afgøres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

Efter bestemmelsen om sagsbehandlingen i de særlige sagstyper, følger bestemmelsen om myndighedens pligt til at give borgeren en række meget vigtige informationer om sagsbehandlingen. Borgeren skal fx have en grundig beskrivelse af, hvilke ændringer i borgerens forhold, som borgeren skal underrette myndigheden om.

Herefter følger resten af bestemmelserne: kontrolbestemmelsen om kommunernes eftersyn i virksomheder og kommunens mulighed for at give virksomheden pålæg om at føre logbog, straffebestemmelserne og bestemmelserne om udveksling af oplysninger mellem sygehuse og kommuner om en borgers indlæggelse på og udskrivning fra sygehuse og mellem kommunerne og Arbejdsskadestyrelsen.

Til toppen

Kapitel 13 – Officialprincippet eller undersøgelsesprincippet

Myndighedens ansvar for oplysning af sagen

65. Bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 10 om oplysning af sociale sager bygger på officialprincippet, som er en forvaltningsretlig grundsætning, der har været gældende i mange år. Officialprincippet bliver også kaldt undersøgelsesprincippet. Efter officialprincippet er det som udgangspunkt myndighedens ansvar at sørge for, at der bliver indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at myndigheden kan afgøre, hvilken hjælp borgeren er berettiget til. Oplysningerne skal være pålidelige, jf. FOB 99.140, som handler om manglende kontrol af rigtigheden af nye oplysninger i en sag om inddragelse af opholds- og arbejdstilladelse. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen, at myndigheden skal forsøge at få denne tvivl afklaret, således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres, om den pågældende oplysning kan lægges til grund ved afgørelsen. Dette gælder også oplysninger indhentet fra en anden myndighed. Officialprincippet gælder for oplysningen af alle typer af sager på det sociale område, det vil sige alle de sager, der er omfattet af retssikkerhedsloven, jf. §§ 1 - 4 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

SM S-1-05: Ankestyrelsen vurderede, at kommunen burde have søgt indhentet de oplysninger, der manglede på en regning, der var indsendt som ansøgning om tilskud til fodbehandling. Ansøgningen kunne ikke afvises alene med henvisning til, at den indsendte regning ikke indeholdt alle de oplysninger, som lovgivningen kræver.

Hvilke oplysninger skal myndigheden indhente?

66. Det afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvilke oplysninger, myndigheden skal indhente. Dette vil ofte kunne udledes af de sociale love, der indeholder betingelserne for, hvornår borgeren er berettiget til at modtage hjælp. Officialprincippet indebærer også, at det er myndighedens ansvar at afklare bevismæssige uklarheder.

SM A-56-02: Kommunens og nævnets afgørelser om hjælp til et billigere brillestel end det ansøgte anses for ugyldige på grund af utilstrækkelig sagsoplysning. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet vurdering i kommunen. Myndigheden havde ikke undersøgt tilstrækkeligt grundigt, om det brillestel, som borgeren havde søgt om, var nødvendigt og helbredsmæssigt velbegrundet. Selv om det er ansøgeren, der som udgangspunkt har bevisbyrden for, at betingelserne for hjælp er opfyldt, er det kommunens forpligtelse at sørge for en tilstrækkelig sagsoplysning. Denne forpligtelse omfatter også afklaring af en eventuel bevistvivl.

SM P-20-05: Kommunen havde pligt til at iværksætte arbejdsprøvning eller lignende med henblik på udredning af arbejdsevnen, da pensionsansøgeren kun havde haft ganske sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet de sidste 38 år.

FOB 97.273: En kvinde klagede over, at myndighederne ikke mente, hun var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud eller boligstøtte. Kommunen lagde til grund, at kvinden boede sammen med en mand.

Afgørelsen byggede på en anonym henvendelse og oplysninger om elforbruget på mandens folkeregisteradresse. Kvinden afviste at der var tale om et egentligt samlivsforhold og klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn, men det sociale ankenævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Ombudsmanden mente, at kommunen havde truffet afgørelse på et spinkelt bevismæssigt grundlag. Endvidere var der ikke foretaget partshøring i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven, hvorefter kvinden skulle have haft lejlighed til at udtale sig om den anonyme henvendelse og om de oplysninger kommunen i den anledning havde indhentet. Kommunen og det sociale ankenævns afgørelser opfyldte heller ikke kravene i forvaltningsloven om en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen.

Se også FOB 98.260, FOB 97.219, FOB 97.256.

Til toppen

Kapitel 14 – Borgerens medvirken - oplysninger fra borgeren selv

Oplysningerne gives af borgeren selv

67. Det er udtrykkeligt fastslået i lovens § 4, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin egen sag. Myndighederne skal desuden tilrettelægge behandlingen på en måde, der gør det muligt for borgeren at blive inddraget i sagens behandling. Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, og borgerens medvirken skal sikre, at han eller hun ikke føler, at der bliver truffet afgørelser hen over hovedet på vedkommende. Dette krav gælder naturligvis også, når myndigheden indhenter oplysninger til brug for en sag. Borgeren har dog ikke pligt til at medvirke. (Se punkt 74.)

Når en borger henvender sig til myndigheden for at få hjælp efter den sociale lovgivning og myndigheden herefter undersøger, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, må oplysningerne først og fremmest komme fra ansøgeren selv. Myndigheden kan derfor anmode borgeren om at medvirke i sagsbehandlingen, jf. § 11, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan naturligvis gøre myndigheden opmærksom på, hvis der eventuelt allerede eksisterer en sag om tildeling af en anden ydelse, hvor det vil være oplagt at genbruge oplysningerne. Brug af oplysningerne fra den »gamle« sag forudsætter naturligvis, at oplysningerne ikke er forældede.

Myndigheden må kun bede om at få oplysninger fra borgeren om forhold, som direkte har betydning for den foreliggende sag. Hvis ansøgeren søger bistand til et begrænset formål, fx et hjælpemiddel til personligt brug, som man kan få uden hensyn til økonomiske forhold, er der i almindelighed ikke grundlag for hverken at bede om økonomiske oplysninger eller oplysninger, som vedrører ægtefællen. Fx er der heller ikke grundlag for at bede om at få en kopi af hele journalen, når man alene skal have en oplysning om forventet fødselstidspunkt til brug for en barseldagpengesag. Se nærmere om det generelle forbud mod at skaffe sig fortrolige oplysninger uden grund i forvaltningslovens § 32 i afsnit XII. Se desuden punkt 515 om de parallelle bestemmelser i persondatalovens § 5, hvorefter oplysninger, der behandles skal være relevante og tilstrækkelige og ikke må omfatte mere, end hvad der kræves til at opfylde formålet med databehandlingen.

68. Oplysninger fra andre dele af forvaltningen skal indhentes i overensstemmelse med forvaltningslovens § 29, dvs. som udgangspunkt med borgerens samtykke. Reglerne i forvaltningsloven er beskrevet i afsnit XII. Hvis myndigheden har brug for helt nye eller supplerende oplysninger, kan myndigheden bede borgeren om supplerende oplysninger, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, eller få samtykke fra borgeren til at indhente dem fra andre, jf. § 11 a, stk. 1 (se kapitel 18).

Helbredsoplysninger

Anmodning om lægelig undersøgelse

69. Efter § 11, stk. 1, nr. 2, kan myndigheden anmode borgeren om at blive undersøgt af en læge eller om at blive indlagt til observation og behandling, hvis borgerens helbred har betydning for, om borgeren er berettiget til at få den hjælp, som borgeren har søgt om.

Typisk vil der være tale om en undersøgelse hos en praktiserende læge, som regel ansøgerens egen læge. Helbredsmæssige forhold har betydning for en række af de sociale ydelser, fx sygedagpenge, førtidspension og fleksjob. Den lægelige eller anden sundhedsmæssige undersøgelse er i disse tilfælde afgørende for, om hjælpen kan gives til ansøgeren og i givet fald omfanget af hjælpen. I nogle sager, fx ansøgninger om social pension, ansøgninger om hjælp til revalidering eller om hjælp til visse hjælpemidler, kan det desuden være relevant at bede ansøgeren om at lade sig undersøge af en eller flere speciallæger.

70. Behandling kan også være en betingelse for at få hjælp. Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må selvfølgelig aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed.

Medvirken til at myndigheden indhenter oplysninger fra andre

71. Kravet om borgerens medvirken gælder som udgangspunkt også, hvis myndigheden vurderer, at det er nødvendigt at indhente oplysninger om borgeren fra andre myndigheder m.v. (Se punkt 89-112.)

Medvirken så længe hjælpen modtages

Borgeren kan anmodes om at medvirke ved en ansøgning og så længe hjælpen modtages

72. Oplysninger til brug for en sag, skal i første omgang komme fra borgeren selv. Det gælder, både når borgeren søger om hjælp, og når borgeren modtager hjælp, fx førtidspension, hvis størrelse er afhængig af nye arbejdsindtægter eller bortfald af arbejdsindtægter.

Myndigheden har dog mulighed for - og i visse tilfælde pligt til - at oplyse en sag uden borgerens medvirken. Det forudsætter, at der i retssikkerhedsloven eller anden lovgivning findes en udtrykkelig bestemmelse, der giver myndigheden ret til at indhente eller modtage oplysninger uden borgerens medvirken. (Der henvises til punkt 113-141 om myndighedens adgang til at indhente oplysninger uden borgerens samtykke jf. § 11 c.)

Borgerens pligt til at oplyse om senere ændringer

73. Efter § 11, stk. 2, har borgeren pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

En forudsætning for at borgeren kan overholde sin oplysningspligt er, at myndigheden har oplyst borgeren om, hvilke ændringer det er relevant at oplyse om, jf. lovens § 12, nr. 3. Det er yderst vigtigt, at borgeren opfylder sin oplysningspligt, da manglende overholdelse i yderste konsekvens kan betyde, at borgeren skal betale den modtagne ydelse tilbage. Borgeren kan også risikere at blive straffet for overtrædelse af § 12 b om groft uagtsomt bedrageri eller efter straffeloven. For en nærmere beskrivelse af myndighedens pligt til at oplyse borgeren om dette. (Se punkt 79-88. Se punkt 120 om begrebet »ond tro«.)

Til toppen

Kapitel 15 – Konsekvensen, når borgeren ikke medvirker – processuel skadevirkning

Borgerens medvirken er frivillig

74. Hvis en borger i en konkret sag ikke ønsker at medvirke - fx ikke vil tillade, at der indhentes fortrolige oplysninger fra andre myndigheder efter § 11 a, stk. 1, eller nægter at lade sig undersøge af en læge, jf. § 11, stk. l, nr. 2, er udgangspunktet, at borgerens ønsker skal respekteres.

Dette gælder også, selv om myndighederne skønner, at det vil kunne være til borgerens fordel at få de ønskede oplysninger. En myndighed må således ikke - heller ikke i ansøgningssager - af egen drift forsøge at skaffe nødvendige fortrolige oplysninger. Når borgerens ønske skal respekteres, skal myndigheden gøre borgeren opmærksom på, hvilke konsekvenser den manglende medvirken kan få. Konsekvensen er, at sagen må afgøres på det grundlag, som foreligger, det vil sige ud fra de oplysninger, som nu ligger i sagen. Dette princip kaldes princippet om den processuelle skadevirkning og er lovfæstet i § 11 b. Det følger ligeledes af persondatalovens § 35, at borgeren til enhver tid kan gøre indsigelse mod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand for behandling. Hvis indsigelsen er berettiget, må behandlingen ikke længere omfatte de pågældende oplysninger. Borgeren bør gøres opmærksom på, hvilke oplysninger der mangler for at kunne træffe afgørelsen, og hvordan de evt. kan skaffes. (Se punkt 531 om § 35 i persondataloven.)

Det er en forudsætning for, at myndigheden kan tillægge borgerens manglende medvirken betydning, at de manglende oplysninger er relevante i forhold til den hjælp, som der skal træffes afgørelse om. Myndigheden kan desuden ikke kræve, at borgeren selv indhenter oplysninger, som det vil være særligt indgribende, belastende, besværligt eller omkostningskrævende at skaffe. Myndigheden kan heller ikke kræve, at borgeren skal indhente oplysninger, som vil kræve, at borgeren har særlige forudsætninger eller skal have hjælp fra sagkyndige. Se fx FOB 1997.256.

Myndigheden må ikke give borgeren det indtryk, at straffebestemmelsen i § 12 b, stk. 1, kan bruges til at tvinge borgeren til at medvirke til sagens oplysning. Straffebestemmelsen er beskrevet i kapitel 22.

Konsekvenser af manglende medvirken – afgørelse på det foreliggende grundlag

75. Konsekvenserne af manglende medvirken vil afhænge af, hvilke oplysninger som mangler, og hvilken form for hjælp, der er tale om. Drejer det sig fx om oplysninger om økonomiske forhold, som er afgørende for, om hjælpen kan bevilges, kan resultatet være et afslag. Eller konsekvensen kan være, at hjælpen tildeles med et mindre beløb end det, der er søgt om.

Eksempel: En borger kan fx på grund af mindre gangbesvær søge kommunen om at få en el-scooter. Hvis kommunen mener, at borgerens funktionsniveau er for højt i forhold til at opfylde betingelserne for at få el-scooteren, kan kommunen anmode borgeren om at medvirke til at afprøve et alternativt transporthjælpemiddel, som kommunen måske vil kunne yde hjælp til. Hvis borgeren ikke ønsker at medvirke til afprøvningen af det alternative transporthjælpemiddel, må kommunen forsøge at oplyse sagen på anden vis inden for lovens rammer, fx ved at få borgerens samtykke til, at myndigheden kan indhente en lægeerklæring om borgerens funktionsniveau.

Hvis borgeren ikke ønsker, at kommunen får lægen til at udfærdige lægeerklæringen, må kommunen give afslag på at yde tilskud til den specialindrettede scooter, hvis kommunen ikke kan vurdere, om borgeren opfylder lovens krav til at være berettiget til tilskuddet.

Findes der allerede lægelige oplysninger i sagen, der godtgør, at borgeren efter loven er berettiget til at få tilskud til det alternative transportmiddel, skal myndigheden efter omstændighederne yde tilskud til det alternative transportmiddel, hvis borgeren, ønsker dette.

76. Myndighederne kan ikke give afslag på hjælp eller stoppe allerede bevilget hjælp, alene fordi borgeren ikke vil medvirke til at oplyse sagen med henvisning til den processuelle skadevirkning. Myndigheden skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilken betydning den eller de manglede oplysning(er) har i forhold til den sag, som der skal tages stilling i.

Myndigheden skal være opmærksom på, at borgerens manglende medvirken kan skyldes forhold, der i nogle tilfælde i sig selv kan være tegn på behov for hjælp efter den sociale lovgivning.

77. Den processuelle skadevirkning gælder ikke, hvis det følger af reglerne, at princippet skal fraviges. Det gælder i sager, hvor myndighederne har pligt til at reagere og træffe afgørelse, fordi der er vægtigere hensyn at tage end hensynet til borgerens selvbestemmelse. (Se punkt 113-116.) Der kan fx være tale om uanmodet tilkendelse af førtidspension til en person med alvorlig sindslidelse eller uanmodet tilkendelse af praktisk hjælp i hjemmet til en person, som på grund af svær demens samler på affald og opbevarer det i boligen. Ombudsmanden har i en afgørelse statueret, at udgangspunktet om processuel skadevirkning heller ikke anvendes, hvis en myndighed efterspørger oplysninger hos en ansøger om mulige strafbare forhold, jf. FOB 1999.299.

Borgeren skal have skriftligt besked om konsekvenserne af den manglende medvirken. (Se punkt 79.)

Helhedsvurderingen og borgerens medvirken

78. Helhedsvurderingen efter § 5 forudsætter, at sagsbehandleren spørger mere bredt fx i de situationer, hvor ansøgeren har andre problemer end ledighed. Det kan være problemer i forbindelse med samlivsophævelse eller skilsmisse, problemer i forbindelse med børnene og lignende. Hovedsigtet med den brede vurdering er at tilrettelægge hjælpen bedst muligt. Sagsbehandleren bør derfor ved samtalens start orientere ansøgeren om samtalens karakter, herunder om at en bred viden om ansøgerens forhold kan give det bedste grundlag for hjælpen. De enkelte oplysninger behøver ikke at have betydning for den konkrete hjælp, som ansøgeren eventuelt skal have, men har betydning for helhedsbilledet af ansøgerens situation.

Borgerens medvirken har derimod betydning for den konkrete hjælp og størrelsen af hjælpen.

Til toppen

Kapitel 16 – Myndighedens oplysningspligt

Skriftlig besked om muligheden for at indhente oplysninger, oplysningspligten m.v.

79. I § 12, nr. 1, er det bestemt, at borgeren skal have skriftlig besked om myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter § 11 a og § 11 c. § 12, nr. 2, stiller desuden krav om, at myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker. (Se punkt 89-112 om myndighedernes muligheder for at indhente oplysninger om borgeren fra andre end borgeren selv. Se punkt 74-75 om den processuelle skadevirkning)

Ændringer, der har betydning for hjælpen

80. Efter § 12, nr. 3, skal myndigheden give borgeren skriftlig besked om, hvilke typer af ændringer, der kan have betydning for den hjælp, som borgeren modtager. Denne regel skal ses i sammenhæng med § 11, stk. 2. Efter § 11, stk. 2, har borgeren pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen. (Se punkt 73.)

Den information, som myndigheden skal give, skal være tilstrækkelig til, at borgeren kan eller bør kunne indse, at ændringen fører til, at pågældende ikke længere helt eller delvist har ret til ydelsen, og at myndigheden derfor skal have besked om ændringen. Pågældende skal altså ikke senere med rette kunne hævde at have været i god tro med hensyn til sin ret til ydelsen. For modtagere af kontanthjælp - herunder udlændinge - kan det fx være meget relevant at oplyse om, at kontanthjælpen ikke kan modtages under ophold i udlandet, med mindre der forudgående er truffet aftale herom, jf. aktivlovens § 5. Myndighederne bør også oplyse om konsekvenserne af manglende overholdelse af betingelserne/forudsætningerne for hjælpen, fx overholdelse af rådighedsforpligtelsen i aktivlovens § 13, idet den manglende overholdelse, fx ved udeblivelse uden rimelig grund kan få konsekvenser efter aktivlovens §§ 38 a - 41.

Det er væsentligt, at borgeren får klar besked om sin oplysningspligt og konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringer. Der skal ikke for borgeren opstå situationer, der kan mistænkeliggøre pågældende. For myndighederne kan mangelfuld orientering om oplysningspligten betyde, at hjælpen ikke kan betragtes som modtaget mod bedre vidende. (Se punkt 88 om betingelser for tilbagebetaling og straf.) Det er således myndigheden, der skal kunne dokumentere, at borgeren har fået vejledning om sin oplysningspligt, og at vejledningen har været tilstrækkelig præcis til, at vedkommende burde forstå, hvilke ændringer, der skal meldes tilbage om. (Se punkt 86 om dokumentation for at myndigheden har opfyldt sin oplysningspligt.)

Oplysningspligtens omfang

81. Hvor detaljeret myndighedens information om de relevante ændringer skal være, afhænger af, hvilken ydelse borgeren søger om og det sociale klagesystems praksis. Hvis borgeren søger om flere ydelser, skal der gives vejledning om oplysningspligten i forhold til hver enkelt ydelse.

Eksempel 1: Hvis en borger, der lever sammen med sin ægtefælle, får førtidspension, vil det som udgangspunkt være tilstrækkeligt, at myndigheden oplyser borgeren om, at vedkommende skal give myndigheden besked om

  • ændringer i egne indtægter
  • ændringer i ægtefællens indtægter
  • hvis vedkommendes arbejdsevne bliver forbedret
  • ændringer i borgerens civilstand.

Myndigheden har ikke pligt til at oplyse om, hvordan indtægtsgrundlaget nærmere opgøres, men myndigheden kan henvise til, at der anvendes de samme begreber som i skattelovgivningen. Hvordan indtægten mere præcist er udregnet vil dog fremgå af den sociale myndigheds begrundelse og beregning, der foretages i forbindelse med tilkendelsen og ved den årlige regulering af pensionen.

Eksempel 2: En borger, som modtager ordinært og ekstra børnetilskud til enlige forsørgere, skal vejledes om,

  • at vedkommende har pligt til at oplyse om samlivsforhold og ændringer i forhold, der vedrører forældremyndighed og samvær med barnet, og som kan have betydning for retten til tilskud,
  • at vedkommende en gang årligt skal underskrive en erklæring på tro og love om, at han eller hun er enlig,
  • at vedkommende har pligt til at oplyse, om vedkommende er blevet gift.

Eksempel 3: En borger, der får boligstøtte, skal have besked om at give oplysninger til myndigheden om

  • ændringer i egne indtægtsforhold,
  • ændringer i andre husstandsmedlemmers indtægtsforhold,
  • ændringer i husstandens størrelse,
  • huslejenedsættelser.

Skriftlighed

82. Det er op til myndigheden at afgøre, hvordan myndigheden i praksis vil opfylde sin oplysningspligt, så længe kravet om skriftlighed bliver overholdt. Myndigheden kan fx opfylde sin oplysningspligt ved at give besked om de relevante ændringer, som borgeren skal melde tilbage om i forbindelse med den generelle vejledning til borgeren ved ansøgningen. Myndigheden kan også opfylde sin oplysningspligt ved at sende en særskilt skrivelse til borgeren eller en mere generel information i forhold til den specifikke ydelse i forbindelse med meddelelse af afgørelsen.

Borgere, der har brug for særlig vejledning om oplysningspligten

83. De sociale myndigheder har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at myndigheden kan træffe en korrekt afgørelse, herunder at de oplysninger, som myndigheden lægger til grund for sagen, er pålidelige, jf. officialprincippet. (Se punkt 65-66.) Myndigheden har herudover pligt til at tilrettelægge sagsbehandlingen på en sådan måde, at den kan opfylde lovens (§ 4) krav om, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. (Se punkt 28-31.) Det fremgår supplerende af Justitsministeriets vejledning til forvaltningslovens § 7 om myndighedernes vejledningspligt (se punkt 33 og punkt 45), at vejledningens indhold og omfang må afpasses i forhold til borgerens forudsætninger og dennes eventuelle særlige personlige, eventuelt fysiske forhold.

Disse lovregler betyder samlet set i praksis, at myndigheden har pligt til at stille uddybende spørgsmål med henblik på at sikre sig, at sagen bliver oplyst korrekt, hvis fx en konfus borger giver forkerte oplysninger til myndigheden.

Myndigheden kan desuden foreslå borgeren at medbringe en bisidder efter forvaltningslovens § 8, som kender borgeren og derfor bedre vil kunne formidle oplysninger mellem myndigheden og borgeren, herunder at borgeren har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen. (Se punkter 443-445 om bisidder)

84. Hvis myndighederne i forbindelse med tildeling af hjælp eller ved en senere opfølgning på sagen vurderer, at ansøgeren ikke kan forstå informationer vedrørende oplysningspligt eller vil være i stand til senere at reagere på situationen, bør myndigheden overveje, om der er grundlag for at anmode om at iværksætte værgemål, herunder eventuelt samværgemål efter værgemålsloven eller træffe andre foranstaltninger, fx om administration af pensionen. (Se punkterne 38 og 39 om værgemål.)

De sociale myndigheder skal ved sagens behandling notere i sagen, hvis myndigheden vurderer, at borgeren har svært ved at overskue sin situation eller omfanget af oplysningspligten.

85. Der kan være særlig grund til omhyggelighed med informationen - og dokumentation for, at den er givet - hvis borgeren kommer fra udlandet og ikke forstår dansk, hverken skriftligt eller mundtligt.

Det vil i visse tilfælde være nødvendigt at give informationen på et andet sprog end dansk. (Der henvises til punkt 33 om forvaltningslovens § 7 og oversættelse/tolk.)

SM B-02-94: En flygtning kom til Danmark med sit barn i 1985. I begyndelsen af sit ophold var han tilknyttet Dansk Flygtningehjælp, der hjalp ham med at søge om ordinært og ekstra børnetilskud. Manden modtog kontanthjælp fra 1986.

I august 1987 meddelte manden til kommunen, at han ville gifte sig i udlandet. Den 3. oktober 1987 blev det registreret i Folkeregistret, at han var blevet gift den 1. oktober 1987. I den forbindelse blev kontanthjælpen omregnet til ægtefælletakst.

Kommunen blev i 1991 i forbindelse med en ændring af folkeregistret opmærksom på, at der fortsat blev udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud. Kommunen krævede tilbagebetaling af ydelsen og henviste til, at manden ikke havde været enlig fra oktober 1987. Kommunen henviste som begrundelse for kravet om tilbagebetaling, at der ved hver udbetaling til manden var vedlagt en vejledning, hvor betingelserne for at modtage børnetilskud fremgik. Det fremgik desuden af ansøgningen om børnetilskuddet, at manden havde erklæret sig indforstået med underretnings- og tilbagebetalingspligten.

Ankestyrelsen vurderede, at de kvartalsvise meddelelser fra børnetilskudskontoret i dette tilfælde efter omstændighederne ikke kunne anses for tilstrækkelig vejledning. Manden havde derfor ikke modtaget ydelsen mod bedre vidende, og kommunen kunne ikke kræve beløbene betalt tilbage.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne i kommunens journal om, at den pågældende til kontanthjælpsafdelingen havde oplyst, at han havde indgået ægteskab, og på at han ikke af sagsbehandleren var vejledt om også at give meddelelse til familieydelsesafdelingen, hvorfor han måtte anses for at have opfyldt sin underretningspligt, jf. lovens § 24, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt desuden, at han ikke kunne anses for at have modtaget ydelserne uberettiget mod bedre vidende. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen, som udbetalte kontanthjælp til ham og løbende havde kontakt med ham, ikke havde givet ham vejledning om, at indgåelsen af ægteskab medførte, at retten til børnetilskud bortfaldt. Der henvistes til lovens § 24, stk. 2, og bistandslovens § 28.

De kvartalsvise meddelelser fra børnetilskudskontoret blev i dette tilfælde efter omstændighederne ikke anset for tilstrækkelig vejledning.

Dokumentation vedrørende oplysningspligt

86. Det er vigtigt, at myndighederne sikrer sig dokumentation for, at borgeren har fået besked om sin oplysningspligt m.v. Det kan ske ved, at borgeren ved sagens start underskriver en fortrykt blanket. Det kan være praktisk, at borgeren samtidig hermed får oplysninger om myndighedens mulighed for at indhente oplysninger efter §§ 11 a og 11 c (se punkt 89) samt mulighed for kontrol efter § 12 a. (Se punkt 142-156.)

Dokumentationen kan være afgørende for, om det senere er muligt for myndigheden at påvise, at borgeren har modtaget en ydelse med urette og træffe afgørelse om tilbagebetaling. Det anbefales især for kontanthjælp, at borgeren mindst en gang om året underskriver en erklæring eller blanket, hvori myndigheden gør borgeren opmærksom på dennes oplysningspligt.

87. I det følgende beskrives en række andre eksempler på borgerens oplysningspligt og myndighedens pligt til at vejlede borgeren om, hvilke ændringer myndighederne skal have meddelelse om. Eksemplerne omhandler kun den situation, hvor en borger mod bedre vidende og uberettiget har modtaget sociale ydelser, der skal betales tilbage. Eksemplerne vedrører ikke de tilfælde, hvor myndigheden på forhånd har tildelt fx kontanthjælp med tilbagebetalingspligt, eller hvor der er særlige regler om tilbagebetaling og oplysningspligt, som det ses fx på boligstøtteområdet. (Der henvises i øvrigt til punkt 120 for en nærmere beskrivelse af begrebet »ond tro«.)

SM B-02-98: En mand fik udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud til sit særbarn, selv om han havde levet sammen med moderen til det andet af hans børn.

Udbetalingen var angiveligt sket, fordi manden ved tilflytning til kommunen på samleverens adresse var registreret som modtager af børnetilskud i fraflytningskommunen.

Samleveren havde meddelt til kommunen, at hun og manden var flyttet sammen, og kommunen meddelte kvinden, at børnetilskuddet til deres fællesbarn ville ophøre på grund af samlivet. I brevet til kvinden blev det desuden oplyst, at børnefamilieydelsen til mandens særbarn ville fortsætte, da samleveren ikke havde del i forældremyndigheden.

Da manden flyttede fra kommunen med samleveren, opdagede fraflytningskommunen, at der fejlagtigt var blevet udbetalt børnetilskud, og kommunen krævede de udbetalte ydelser tilbagebetalt.

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling ikke var opfyldt. Det var ikke godtgjort, at manden havde modtaget ydelsen mod bedre vidende. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen efter mandens flytning til samleverens adresse havde udbetalt ydelserne uden i den forbindelse at have ydet vejledning om betingelserne for ret til børnetilskud. Ankestyrelsen lagde også vægt på, at kommunen havde meddelt mandens samlever, at børnetilskuddet til hendes og mandens særbarn ville ophøre på grund af samlivet.

Kommunen havde ikke ydet den fornødne vejledning om betingelserne for ret til ordinært og ekstra børnetilskud og havde udbetalt ydelserne til trods for, at kommunen havde kendskab til og var opmærksom på mandens samlivsforhold. Kommunen var derfor nærmest til at bære risikoen for den fejlagtige udbetaling.

SM R-10-01: Modtager af børnetilskud skulle ikke tilbagebetale ydelser, som var modtaget uberettiget. Oplysningerne på en ansøgningsblanket fandtes ikke at opfylde retssikkerhedslovens krav om, at kommunen skal give ansøgeren skriftlig besked om oplysningspligten og om hvilke ændringer, der kan have betydning.

Ved ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud markerede ansøger på ansøgningsblanketten, at hans civilstand var »fraskilt«. Han blev bevilliget børnetilskud med virkning fra juli kvartal 1999, og ydelsen blev udbetalt første gang den 20. juli 1999.

I slutningen af juli 1999 blev manden gift i udlandet. Hustruen blev i udlandet, mens han vendte tilbage til Danmark. I starten af januar 2000 kom hustruen til Danmark, hvor hun blev tilmeldt Folkeregistret.

Herefter mødte manden i forvaltningen og fortalte, at han var blevet gift i juli måned 1999, og at hustruen nu var kommet til Danmark. Han afleverede særblanket med kryds ved, at han ikke længere var enlig forsørger.

Ved senere møde i forvaltningen blev manden informeret om betingelserne for at modtage børnetilskud samt om, at der ville blive krævet tilbagebetaling. Forvaltningen traf samme dag skriftlig afgørelse om tilbagebetaling.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke var berettiget til at kræve ordinært og ekstra børnetilskud for oktober kvartal 1999 og januar kvartal 2000 tilbagebetalt, uanset at manden ikke var berettiget til at modtage ydelserne.

Ankestyrelsen fandt det godtgjort, at han i den omhandlede periode ikke havde været reelt enlig, da han på dette tidspunkt var gift, og adskillelsen fra ægtefællen ikke skyldtes uoverensstemmelse, jf. Ankestyrelsens praksis beskrevet i SM B-8-96.

Ankestyrelsen fandt det imidlertid ikke godtgjort, at han havde modtaget børnetilskud mod bedre vidende, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kommunen ikke fandtes at have vejledt modtager tilstrækkeligt i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 11, stk. 2, hvoraf det fremgår, at kommunen skal orientere skriftligt om ydelsesmodtageres pligt til at give oplysninger, om hvilke typer af ændringer, der kan have betydning for hjælpen og om konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.

Ankestyrelsen fandt det således ikke tilstrækkeligt til at statuere ond tro, at manden på ansøgningsskemaet havde anført sin civilstand, der på ansøgningstidspunktet var »fraskilt«. Ankestyrelsen fandt det videre ikke godtgjort, at han havde tilsidesat oplysningspligten ved ikke at have oplyst kommunen om indgåelse af ægteskab i juli 1999, førend hustruen kom til landet i januar 2000.

Ankestyrelsen var ikke enig med nævnet og kommunen i opfattelsen af, at manden på baggrund af ansøgningsblankettens udformning burde have vidst, at hans civilstatus havde betydning for berettigelsen til børnetilskud. Ved denne vurdering lagde Ankestyrelsen særlig vægt på, at blanketten ikke angav indgåelse af ægteskab som en begivenhed, der var pligt til at underrette forvaltningen om. Blanketten omhandlede alene specifik angivelse af, hvornår der forelå et samliv i lovens forstand, hvilket der i mandens tilfælde først gjorde i januar 2000.

Blanketten fandtes derfor ikke at kunne udfylde den efter indførelsen af retssikkerhedsloven skærpede vejledningspligt, der påhviler kommunen efter retssikkerhedslovens § 11, stk. 2 (nu § 12, nr. 3)

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

SM D-19-99: En kvinde, der havde modtaget sygedagpenge samtidig med, at hun gennemførte en erhvervsmæssig uddannelse og således havde tilsidesat sin oplysningspligt, havde ikke pligt til at tilbagebetale de sygedagpenge, hun havde modtaget med urette i uddannelsesperioden.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at kommunen havde vejledt hende om betingelserne for at få sygedagpenge under erhvervsmæssig uddannelse.

Til toppen

Kapitel 17 – Tilsidesættelse af oplysningspligten – tilbagebetaling og straf

88. Myndigheden skal også oplyse borgeren om konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne, jf. § 12, stk. 1, nr. 4. Myndigheden skal redegøre for, at manglende oplysning om relevante ændringer kan føre til tilbagebetaling af ydelsen og eventuelt til tiltale for socialt bedrageri efter straffeloven eller bedrageribestemmelsen i § 12 b, stk. 1, i retssikkerhedsloven. (Reglerne om oplysning af tilbagebetalingssager er beskrevet i punkt 117-141 og reglerne om straf for socialbedrageri er beskrevet i punkt 171-182. Om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, se kapitel 50).

Til toppen

Kapitel 18 – Myndigheden kan forlange at få oplysninger fra andre

Forholdet mellem persondataloven, forvaltningsloven og §§ 11 a og 11 c

89. Bestemmelsen i § 11 a, stk. 1, giver de sociale myndigheder adgang til at indhente oplysninger til brug for behandlingen af en social sag med borgerens samtykke fra andre myndigheder. Kravet om borgerens samtykke kan ikke fraviges i andre tilfælde end de sager, der er nævnt i § 11 c. Dog kan økonomiske oplysninger indhentes uden borgerens samtykke efter § 11, a, stk. 2 og 3. Bestemmelserne fraviger de almindelige regler i forvaltningslovens kapitel 8:

  • for det første indebærer § 11 a, at de sociale myndigheder har mulighed for at forlange at få oplysninger fra en række private, herunder pengeinstitutter og privatpraktiserende læger, hvilket forvaltningsloven ikke giver adgang til. Dette gælder, selv om der gælder særlige regler om tavshedspligt for disse erhverv,
  • for det andet indebærer § 11 a, at borgeren skal give samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, også selv om der ikke er tale om personlige eller fortrolige oplysninger. Det betyder, at der som hovedregel altid skal indhentes samtykke i sociale sager. I persondataloven og forvaltningsloven gælder kravet om samtykke kun, hvis der er tale om fortrolige eller rent personlige oplysninger.
  • for det tredje indebærer § 11 c, jf. § 11 a, at de myndigheder m.v., der bliver bedt om at bidrage til sagen med oplysninger, ikke skal vurdere om betingelserne for videregivelse i forvaltningslovens kapitel 8 eller behandlingsreglerne i persondatalovens kapitel 4 er til stede. De skal udleveres, når betingelserne i § 11 a - § 11 c er opfyldt.

§§ 11 a-11 c regulerer ikke de sociale myndigheders adgang til selv at videregive oplysninger til andre. I dette tilfælde skal forvaltningslovens, persondatalovens og evt. særlovgivningens regler om adgang til at videregive oplysninger anvendes.

§§ 11 a-11 c regulerer heller ikke socialforvaltningens adgang til at indhente oplysninger fra andre dele af kommunen, fx fra den forvaltningsgren, der har ansvaret for cpr-sager eller teknisk forvaltning. Her gælder de almindelige tavshedspligtsregler, der gælder for den kommunale enhedsforvaltning, dvs. forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32 samt persondatalovens regler. (Se kapitel 47 om forvaltningsloven, særligt punkt 476 om enhedsforvaltningen og kapitel 49 om persondataloven, samt punkt 110-112 om ægtefæller og samlevere.)

Nødvendige oplysninger

90. § 11 a giver kun de sociale myndigheder adgang til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at behandle en sag. Myndigheden skal i hver sag foretage en konkret vurdering af, hvilke oplysninger, den har brug for. Myndigheden kan således ikke forlange at få alle oplysninger fra borgerens læge om et for længst overstået misbrug, om helbredte sygdomme eller om samlivsproblemer, hvis oplysningerne ikke har betydning for sagen.

91. Det er vigtigt, at myndigheden ved anmodningen om udlevering af oplysninger fra andre end borgeren selv, jf. § 11 a, stk. 1, præciserer, hvilke oplysninger myndigheden har brug for at indhente for at forhindre, at der udleveres oplysninger, der er irrelevante for behandlingen af den sociale sag. (Der henvises til punkt 487 om forvaltningslovens § 32) Myndigheden skal i overensstemmelse med § 6 i offentlighedsloven om notatpligt skrive ned i sagen, om borgeren har givet samtykke, hvis borgeren ikke har givet skriftligt samtykke.

Hvem kan myndigheden indhente oplysninger fra

92. § 11 a indeholder en udtømmende beskrivelse af, hvem myndigheden kan forlange at få oplysninger fra. Efter bestemmelsen kan myndigheden indhente oplysninger fra

  • andre offentlige myndigheder,
  • uddannelsesinstitutioner,
  • sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar,
  • arbejdsløshedskasser,
  • pengeinstitutter,
  • arbejdsgivere og
  • private, der udfører opgaver for det offentlige.

93. Denne liste er en udtømmende beskrivelse af de myndigheder m.v., som myndigheden kan forlange at få oplysninger fra. Private organisationer, frivillige foreninger og almindelige privatpersoner, fx ydelsesmodtagerens nabo er ikke omfattet af § 11 a, stk. 1. Myndighederne kan dog indhente oplysninger fra private i børnesager efter § 11 c, stk. 2 uden forældremyndighedens samtykke. Det er dog kun de private, som er omfattet af § 11 a, stk. 1, som er forpligtede til at give oplysningerne, jf. § 11 c, stk. 3. Andre private er ikke forpligtede til at give oplysninger i børnesagerne. (Se punkt 113-114 og punkt 137-140.)

Definitionen af hvem, der er en sundhedsperson, følger af § 6 i sundhedsloven. Ved sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar. En autoriseret sundhedsperson er således en person, der er meddelt autorisation efter de gældende autorisationslove som læge, tandlæge, sygeplejersker, jordemoder, tandplejer m.v. Personer, der arbejder under autoriserede personers ansvar, er fx social- og sundhedsassistenter, plejere og sygehjælpere. Såvel autoriserede som uautoriserede psykologer er omfattet af bestemmelsen. Andre uautoriserede sundhedspersoner er ikke omfattet af § 11 a, men skal anses som »private«, jf. § 11 c, stk. 2 (Se punkt 111.) med mindre arbejder for en offentlig myndighed.

Uddannelsesinstitutioner skal forstås meget bredt. Der kan fx være tale om helt private og offentlige uddannelsesinstitutioner, selvejende uddannelsesinstitutioner m.v. Frie grundskoler og højskoler er således omfattet af bestemmelsen.

Oplysningernes form er ikke afgørende

94. Myndigheden kan forlange at få alle nødvendige oplysninger til brug for myndighedens behandling af sagen, uanset hvordan oplysningerne måtte være tilgængelige. Myndigheden kan således indhente oplysninger i form af erklæringer, udtalelser, udskrifter fra sygehus- eller lægejournaler, kopi af akter i en sag eller ved udskrift eller indsigt i registre.

Retsligt forhør

95. Hvis de sociale myndigheder har anmodet om oplysninger, har myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sundhedspersoner og pengeinstitutter m.fl. som anmodningen er stilet til, pligt til at udlevere de nødvendige oplysninger til de sociale myndigheder. Hvis oplysningerne ikke bliver udleveret, kan de sociale myndigheder anmode om, at der bliver foretaget retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, jf. § 11 a, stk. 1, 3. punktum. Myndigheden kan herefter indkalde en repræsentant for en anden offentlig myndighed, en sundhedsperson eller andre omfattet af oplysningspligten i § 11 a, til afhøring i retten, hvis vedkommende nægter at udtale sig til de sociale myndigheder. Det er kun de myndigheder m.v., der specifikt er nævnt i § 11 a, der kan indkaldes til retsligt forhør.

Borgeren, der ansøger om en ydelse, kan ikke indkaldes til retsligt forhør.

Myndigheden skal rette henvendelse til byretten i den retskreds, hvor den, der skal afhøres, bor.

Hvem kan myndigheden indhente oplysninger om

96. Myndigheden kan kun indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, om den, der søger om eller får hjælp. Myndigheden kan ikke indhente oplysninger om ansøgerens samlever eller ægtefælle. (Se punkt 110-111 om mulighederne for at indhente oplysninger om ansøgerens samlever eller ægtefælle efter forvaltningsloven og punkt 106 om § 11a, stk. 2 og punkt 140 om § 11c, stk. 3.)

Borgeren skal give samtykke til at oplysningerne indhentes

97. Myndigheden kan kun indhente oplysningerne med forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, med mindre der er tale om en sag, hvor loven specifikt giver mulighed for at fravige kravet om samtykke efter § 11 c og § 11 a, stk. 2. (Se punkt 105 og 113.) Myndigheden skal oplyse om konsekvenserne af et manglende samtykke, jf. § 12, nr. 2. (Se punkt 79 om konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke)

Kravet til samtykket

98. Samtykket skal være tilstrækkeligt præcist til, at borgeren ved, hvilke typer oplysninger, der vil blive indhentet, hvem de vil blive indhentet fra, og hvilken sag oplysningerne skal bruges til at behandle. Myndigheden kan ikke nøjes med at indhente et »blanco«-samtykke, hvor borgeren skriver under på, at myndigheden kan indhente oplysninger, der er relevante eller nødvendige for sagen. Det er forudsat, at kravet om samtykke efter § 11 a skal være så præcist, at det samtidig opfylder kravet om oplysning til borgeren om, hvilke oplysninger fra andre der vil blive databehandlede, jf. § 29 i persondataloven (Se punkt 525).

Der er ikke krav om, at samtykket skal være skriftligt. (Se også punkt 91 om notatpligt, hvis samtykket ikke gives skriftligt.)

Personer, der ikke selv kan give samtykke

99. Hvis borgeren ikke selv kan give gyldigt samtykke, skal myndigheden indhente samtykke fra en værge. Et familiemedlem eller en anden nærtstående kan kun afgive samtykke efter § 11 a, hvis familiemedlemmet er værge for den pågældende.

Hvis der ikke er etableret værgemål, skal der etableres et personligt værgemål efter værgemålsloven. Såvel kommunen som de nærmeste kan tage initiativ til, at der etableres værgemål (Se punkterne 38-39 med nærmere information om værgemål ).

Helbredsoplysninger

100. Som hovedregel må myndighederne kun indhente oplysninger om sygehusophold, der har betydning ved vurderingen af en ansøgers aktuelle helbredstilstand og arbejdsevne. Nødvendige oplysninger om sygehusophold bør tilvejebringes ved, at der indhentes relevante foreliggende journaloplysninger fra sygehuset.

101. Reglerne om sundhedspersoners (lægers, tandlægers m.fl.) videregivelse af fortrolige oplysninger findes i § 43 i sundhedsloven. Hovedreglen er, at sundhedspersonen kun må udlevere fortrolige oplysninger, hvis patienten giver samtykke. Sundhedspersonen er ansvarlig for, at patienten har givet samtykke til videregivelsen. Samtykkekravet efter § 43, stk. 1, i sundhedsloven anses dog for opfyldt, hvis det over for sundhedspersonen dokumenteres, at patienten har givet samtykke til kommunen efter § 11 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven til, at kommunen kan indhente oplysningerne fra sundhedspersonen. Der skal således ikke indhentes samtykke til både at afgive og indhente de samme oplysninger. Sundhedspersonen skal sikre sig, at patientens samtykke til kommunen omfatter de oplysninger, som sundhedspersonen bliver anmodet om at videregive.

Fortrolige oplysninger kan endvidere videregives uden patientens samtykke, hvis der er fastsat regler i anden lovgivning - fx retssikkerhedslovens § 11 a, jf. § 11 c. Sundhedspersonen kan videregive oplysningen, hvis den må antages at have væsentlig betydning for sagsbehandlingen hos den myndighed, der skal have oplysningen

Hvilke myndigheder kan forlange oplysninger

Hvilke myndigheder kan bruge § 11 a

102. Det er myndighederne, der behandler sager efter den sociale lovgivning, der kan indhente oplysninger. Det vil sige, at bestemmelsen omfatter kommunerne, de sociale nævn, beskæftigelsesankenævnene, Den Sociale Sikringsstyrelse og Ankestyrelsen.

Indhentning af samtykke i klagesager og sager, der behandles i Den Sociale Sikringsstyrelse

103. Samtykke til brug for behandling af klagesager og sager, der behandles i Den Sociale Sikringsstyrelse, kan indhentes på en særlig måde.

Efter § 11 a, stk. 4, kan de sociale nævn, beskæftigelsesankenævnene og Ankestyrelsen i den skriftlige bekræftelse af, at en klage er modtaget, meddele borgeren, at ankeinstansen vil indhente nærmere beskrevne typer af oplysninger efter § 11 a, stk. 1, til brug for sagsbehandlingen. Borgeren får herefter en frist til at gøre indvendinger mod dette. Hvis de nævnte myndigheder ikke får en indsigelse, kan myndighederne herefter indhente oplysningerne. Oplysninger, som indhentes efter denne praksis, sendes til partshøring efter forvaltningslovens regler. Tilsvarende gælder for Den Sociale Sikringsstyrelses behandling af ansøgningssager fra personer med bopæl i udlandet, og for Ankestyrelsens behandling af arbejdsskadesager m.v., jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 32. (Der henvises til punkterne 11 og 12 om ansøgninger fra personer med bopæl i udlandet)

104. Hvis der gøres indsigelse i en ansøgningssag, respekteres dette, men borgeren skal gøres opmærksom på, at sagen må afgøres på det foreliggende grundlag efter § 11 b om den processuelle skadevirkning, medmindre samtykkekravet kan fraviges efter § 11 c. (Der henvises til punkt 74 og 75 og 113 vedrørende den processuelle skadevirkning og adgangen til at forlange at få oplysninger fra andre om borgeren uden borgerens samtykke.)

Økonomiske oplysninger

Indhentning af økonomiske oplysninger - kræver ikke samtykke

105. § 11 a, stk. 2, giver myndighederne mulighed for at kræve at få oplysninger om økonomiske forhold fra andre myndigheder og arbejdsløshedskasser til brug for behandling af en enkelt sag eller til brug for kontrol af en enkelt eller flere sager.

Ved en generel søgning kan kommunen foretage en samkøring af registre for at kontrollere, at personer, der søger, modtager eller har modtaget hjælp, ikke samtidig modtager eller har modtaget andre ydelser, som man ikke kan få samtidig med hjælpen, eller som har betydning for hjælpens størrelse.

106. Myndigheden kan, ud over at indhente oplysninger om ansøgerens eller ydelsesmodtagerens økonomiske forhold, indhente oplysninger om ægtefællens - men ikke samleverens - økonomiske forhold. (Se punkt 110-111.)

107. Oplysninger om økonomiske forhold kan også indhentes fra en anden kommune, selv om den, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne. Det betyder fx, at en kommune kan indhente oplysninger også i de tilfælde, hvor en person flytter til eller fra kommunen og fortsat modtager hjælp fra fraflytningskommunen, men pågældende søger hjælp i tilflytningskommunen.

108. Indhentningen af økonomiske oplysninger kan ske uden samtykke fra borgeren, både ved sagens start og ved senere opfølgning af sagen. Borgeren skal ved ansøgningen skriftligt oplyses om adgangen til at indhente økonomiske oplysninger uden samtykke, jf. § 12, nr. 1. (Se punkt 79). (Se også punkt 112 om underretningspligt efter persondataloven)

Oplysninger fra e-indkomstregistret

109. Efter § 7 i lov om et indkomstregister kan blandt andet kommunale og statslige myndigheder få terminaladgang til oplysninger i indkomstregistret. Dette kræver dog, at den pågældende myndighed i henhold til anden lovgivning kan få terminaladgang til den pågældende type oplysninger i indkomstregistret.

Myndighederne får terminaladgang til de oplysninger, der indhentes efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 og 2, i indkomstregistret, i det omfang sådanne oplysninger findes i registret.

§ 11 a, stk. 3, giver ikke myndighederne en udvidet adgang til at indhente oplysninger uden samtykke, men fastsætter blot en klar hjemmel til at indhente oplysninger også fra indkomstregistret.

Myndighederne skal i videst muligt omfang indhente nødvendige oplysninger om løn, overførselsindkomster, private pensioner og andre indkomster fra indkomstregistret. Det samme gælder oplysninger om arbejdsomfang (løntimer) og lønperioder. Bestemmelsen indebærer, at myndighederne skal anvende oplysningerne fra indkomstregistret, i det omfang de findes der, frem for at indhente oplysningerne fra andre myndigheder, arbejdsgivere, borgeren selv eller andre.

Hjemmelen til at indhente oplysninger fra indkomstregistret trådte i kraft 1. april 2006. Pligten til at anvende indkomstregistret vil træde i kraft, når indkomstregistret er fuldt implementeret på såvel inddatasiden som uddatasiden.

Ægtefæller og samlevere

Særligt om indhentning af oplysninger om ægtefæller og samlevere

110. Hvis betingelserne i de enkelte sociale love kræver, at myndigheden indhenter oplysninger om andre end den borger, der søger om eller får hjælp, fx om borgerens ægtefælle eller samlever, vil oplysninger om disse personer ikke kunne indhentes efter § 11 a, stk. 1. Myndigheden kan dog fortsat indhente oplysninger om borgerens ægtefælle eller samlever efter forvaltningslovens og persondatalovens almindelige regler om udveksling af oplysninger. (Se afsnit XII)

Som udgangspunkt vil en redegørelse om borgerens ægtefælles eller samlevers forhold, der har betydning for tildeling af hjælp, komme fra den borger, der søger om eller får hjælp. Får myndigheden brug for at undersøge ægtefællens eller samleverens forhold nærmere, kan myndigheden indhente oplysninger om den pågældende efter forvaltningslovens og persondatalovens regler, eller bede ægtefællen eller samleveren om selv at fremskaffe den fornødne dokumentation for nærmere angivne forhold.

111. Det er præciseret i § 11 a, stk. 2, at en myndighed kan samkøre oplysninger om en ægtefælles økonomiske forhold uden ægtefællens samtykke til brug for kontrol eller til brug for behandlingen af en sag. Oplysninger om en samlevers økonomi og andre fortrolige oplysninger vil kunne indhentes efter forvaltningslovens og persondatalovens regler. Det gælder uanset om oplysningerne indhentes fra andre dele af forvaltningen, andre myndigheder og private.(Se punkt 519 og 521) Skatteforvaltningen vil fx være i besiddelse af oplysninger om en samlevers økonomiske forhold, som kommunen har fået stillet til rådighed efter kildeskatteloven fra de statslige told- og skattemyndigheder, der får månedlige indberetninger fra arbejdsgivere.

Der gælder særlige regler ved behandlingen af sager om foranstaltninger efter kapitel 11 i serviceloven, der kan gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. I disse sager kan myndigheden forlange at få oplysninger om ægtefæller eller samlevere. Dette er særligt reguleret i § 11 c, stk. 3. Myndighederne kan indhente oplysningerne uden samtykke fra ægtefællen eller samleveren, jf. § 11 c, stk. 3, i disse sager. Myndigheden kan ikke kun indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og ægtefællen eller samleveren i en børnesag, men kan herudover indhente oplysninger fra private jf. § 11 c, stk. 2 og 3. Dette kan ligeledes ske uden samtykke fra ægtefællen eller samleveren. Myndigheden skal dog altid forsøge at indhente samtykke fra ægtefællen eller samleveren til at indhente oplysningerne, jf. § 11 c, stk. 4. (Der henvises i øvrigt til punkt 139.)

Underretningspligt over for ægtefællen eller samleveren

112. Når kommunen indhenter oplysninger om ægtefællen eller samleveren, skal denne gives meddelelse om det efter § 29 i persondataloven (se punkt 523). Det gælder, uanset om oplysningen om ægtefællen eller samleveren indhentes efter retssikkerhedsloven eller persondataloven. Kravet om at give meddelelse om databehandlingen efter persondataloven forudsætter naturligvis, at indhentningen af oplysningerne er omfattet af persondataloven, men det vil indhentningen som regel altid være. (Der henvises til afsnit XII om persondataloven)

Til toppen

Kapitel 19 – Sager, der kan oplyses uden borgerens medvirken

Betingelser for at fravige kravet om samtykke

Fravigelse af kravet om samtykke

113. Kravet om, at borgeren skal give samtykke, inden myndigheden indhenter oplysninger efter § 11 a, kan fraviges i fire kategorier af sager, jf. § 11 c.

  • sager om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 11, der kan gennemføres uden forældrenes samtykke,
  • sager, hvor myndigheden selv rejser sag om tildeling af pension efter pensionslovens § 17, stk. 2,
  • frakendelse af førtidspension tilkendt efter pensionslovens regler, der gælder fra 1. januar 2003 og nedsættelse eller frakendelse af pension, der er tilkendt efter de regler, der var gældende indtil den 1. januar 2003, se førtidspensionsloven, og
  • sager om tilbagebetaling af sociale ydelser.

I disse fire sagstyper er der vægtigere hensyn end at holde fast i borgerens selvbestemmelse. Der er derfor en adgang til at indhente oplysninger uden samtykke i disse sager.

114. I sager om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 11, hvor der kan påbegyndes eller træffes afgørelse uden forældrenes samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter servicelovens § 50 vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at fravige kravet om samtykke ud fra et omsorgshensyn til barnet eller den unge. I sager efter pensionslovens § 17, stk. 2, hvor myndigheden kan rejse sag, uanset om borgeren ønsker det fx i forhold til en borger uden sygdomserkendelse, bør myndigheden ligeledes have mulighed for at undersøge en sag for at finde ud af, om borgeren er berettiget til pension, fordi vedkommende på længere sigt ikke kan forsørge sig selv på grund af sin sygdom.

Det kan også være nødvendigt at fravige kravet om samtykke i sager om frakendelse af pension efter pensionslovens § 44, eller om nedsættelse eller frakendelse efter førtidspensionslovens § 44, hvor myndigheden skal træffe afgørelse, hvis der sker en væsentlig forbedring af pensionistens arbejdsevne og i tilbagebetalingssager. (Se punkt 115 om myndighedens pligt til at forsøge at indhente samtykke)

Myndigheden skal forsøge at indhente samtykke

115. Myndigheden skal altid forsøge at indhente samtykke fra borgeren til, at oplysningerne kan indhentes, jf. § 11 c, stk. 4. Dette gælder alle sager, der er nævnt i § 11 c, stk. 1, hvorefter kravet om samtykke kan fraviges.

Forsøg på aktuelt at indhente samtykke kan dog efter en konkret vurdering undlades, hvis myndigheden allerede på et tidligere tidspunkt i sagsforløbet forgæves har forsøgt at indhente samtykke, og myndigheden derfor har en formodning om, at samtykke igen vil blive nægtet, eller hvis borgeren allerede fra sagens begyndelse generelt har vist en stærk modvilje mod at medvirke i sagen.

Det skal bemærkes, at myndigheden i de tilfælde, hvor myndigheden indhenter oplysninger uden samtykke efter § 11 c, efterfølgende skal foretage partshøring af borgeren i overensstemmelse med forvaltningslovens regler. I det omfang persondataloven finder anvendelse, skal som udgangspunkt desuden gives meddelelse om databehandlingen. (Se kapitel 49 om persondataloven, særligt punkt 523)

Der skal være grund til, at myndigheden påbegynder en sag

116. § 11 c kan først bruges, hvis der er grundlag for at påbegynde en egentlig sag, der er omfattet af en af de fire typer af sager, der er nævnt i § 11 c. Det vil i praksis sige, at myndigheden skal have oplysninger, der peger på, at der er grundlag for en sag, fx fordi myndigheden har fået oplysninger fra andre dele af forvaltningen eller har fået en underretning fx efter servicelovens §§ 152-155. Disse oplysninger skal noteres i sagen, jf. offentlighedslovens § 6. (Om notatpligt se punkt 508-510.)

Tilbagebetalingssager

117. Følgende afsnit beskriver de tilbagebetalingssager, hvor en borger uberettiget og mod bedre vidende har modtaget en social ydelse, fordi vedkommende ikke har opfyldt sin oplysningspligt over for kommunen. AFSNITtet handler derfor ikke om andre situationer, hvor der er fastsat særlige regler om tilbagebetaling og oplysningspligt (se fx også boligstøttelovens § 47, stk. 1 og 4).

Tilbagebetaling

118. §§ 11 a, og 11 c, i retssikkerhedsloven skal sikre, at myndighederne kan indhente relevante oplysninger om borgeren til brug for sagsbehandlingen, således at borgeren får den eller de ydelser, som borgeren har krav på. Et andet formål med reglerne er at sikre, at sociale ydelser kun udbetales til de borgere, som opfylder lovens betingelser for at modtage hjælpen og som derfor er berettiget til at modtage hjælpen. Myndighederne skal derfor kunne afgøre, om de oplysninger, som borgeren kommer med, er korrekte og pålidelige. Det gælder både, når borgeren første gang ansøger om hjælp, og når myndigheden senere følger op på sagen.

Retssikkerhedsloven varetager på den ene side hensynet til, at myndighederne på et tilstrækkeligt og korrekt grundlag kan tildele hjælp til de borgere, der er berettiget til at modtage den, men også hensynet til, at myndighederne kan gribe ind, hvis de har en konkret formodning om, at borgeren bevidst har givet myndigheden urigtige oplysninger, og derfor har modtaget en eller flere sociale ydelser med urette.

Pligt til at rejse sag

119. Kommunerne har en ubetinget pligt til at rejse tilbagebetalingskrav, hvis borgeren har modtaget en ydelse med urette, og borgeren har været vidende om dette. Kommunens oplysning af sagen er også i disse tilfælde afgørende for, om kommunen kan træffe en korrekt afgørelse.

Kommunerne kan fx ved henvendelse fra andre borgere komme i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at en borger ikke (længere) er reelt enlig. Kommunerne har i disse tilfælde pligt til at undersøge sagen nærmere. Det gælder både i forhold til vurderingen af, om borgeren fortsat er berettiget til den forhøjede ydelse samt vurderingen af, om borgeren i en forudgående periode har modtaget ydelsen, selv om betingelserne herfor ikke var opfyldt, og borgeren derfor måske skal betale den forhøjede ydelse tilbage.

Ond tro

120. Betingelserne for at træffe afgørelse om tilbagebetaling i sager, hvor borgeren har vildledt myndigheden, fremgår af de enkelte sociale love, fx § 42 i lov om social pension. Betingelserne i de forskellige love er dog de samme. Betingelserne for at træffe afgørelse om tilbagebetaling er for det første, at borgeren har været i ond tro om de oplysninger borgeren fx har tilbageholdt over for myndigheden. Den anden betingelse er, at ydelsen skal være modtaget med urette. Begge betingelser skal være opfyldt for at kunne kræve tilbagebetaling. Ond tro betyder, at borgeren vidste eller burde vide, at de oplysninger, som borgeren gav myndigheden, var forkerte. Kravet om, at ydelsen skal være modtaget med »urette«, betyder, at der skal være en sammenhæng mellem udbetalingen af ydelsen og de forkerte eller manglende oplysninger, som myndigheden ligger inde med.

121. En myndighed har pligt til at rejse en sag om tilbagebetaling, hvis myndigheden har en begrundet formodning om, at borgeren i en periode har modtaget en ydelse med urette, og borgeren har været vidende om dette. Det skyldes, at myndighederne kun har hjemmel til at tildele ydelser til de borgere, der opfylder lovens betingelser for at modtage hjælpen.

Sagen skal oplyses

122. Hvis myndigheden påbegynder en tilbagebetalingssag, kan det forekomme, at borgeren ikke giver samtykke til, at myndigheden undersøger sagen nærmere ved at forlange oplysninger fra andre efter § 11 a, stk. 1. Myndigheden har dog fortsat pligt til at oplyse sagen, således at afgørelsen om tilbagebetaling træffes på et forsvarligt grundlag. Myndigheden kan derfor ikke nøjes med at bruge den processuelle skadevirkning, hvis borgeren ikke vil medvirke. Myndigheden vil være nødsaget til at oplyse sagen uden borgerens samtykke. I disse sager bør hensynet til kontrol med udbetalingen af sociale ydelser vægte tungere end hensynet til borgerens selvbestemmelse. Borgeren skal skriftligt modtage oplysninger om konsekvensen af, at der ikke oplyses om ændringerne og skal have skriftlig besked om, hvilke ændringer i borgerens forhold, der kan medføre, at ydelsen ikke længere kan modtages. (Se punkt 79-87 om myndighedens oplysningspligt.)

Sagsbehandling forud for indhentning af oplysninger uden samtykke

Betingelserne for at indhente oplysninger uden samtykke i tilbagebetalingssager

123. Myndigheden kan ikke uden videre forlange at få oplysninger fra andre uden borgerens samtykke i sager, hvor der er en formodning for, at borgeren har modtaget ydelsen med urette og mod bedre vidende.

Myndigheden kan kun forlange at få oplysninger uden samtykke, når det må formodes at være nødvendigt for at kunne træffe en forsvarlig afgørelse om tilbagebetaling. Om det er nødvendigt for myndigheden at indhente oplysningen, afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag. For at kunne foretage denne vurdering må myndigheden først udnytte mulighederne for at få sagen oplyst i tilstrækkeligt omfang på anden vis.

Partshøring

124. Myndigheden skal derfor først søge at få sagen oplyst yderligere ved at henvende sig til borgeren og i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 partshøre borgeren om eventuelle nye oplysninger i sagen. Hvis myndigheden har brug for flere oplysninger i sagen, skal myndigheden forsøge at få dem fra borgeren selv eller eventuelt ved at forsøge at indhente samtykke til, at myndigheden kan indhente nærmere specificerede oplysninger fra andre efter § 11 a, stk. 1.

Økonomiske oplysninger

125. Myndigheden skal også udnytte muligheden for at indhente oplysninger om økonomiske forhold fra indkomstregistret, andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser efter § 11 a, stk. 2. Indhentning af disse oplysninger kræver ikke samtykke fra borgeren. (Se punkt 105.) Mangler myndigheden fortsat de nødvendige oplysninger til tilbagebetalingssagen, skal myndigheden kontakte borgeren og anmode borgeren om evt. selv at fremskaffe den nødvendige dokumentation, fx i form af et kontoudtog fra et pengeinstitut, hvis borgeren ikke ønsker, at myndigheden selv indhenter oplysningerne.

Hvis borgeren fortsat ikke ønsker at medvirke til at fremskaffe de fornødne oplysninger, må myndigheden vurdere, om der er formodning for, at den oplysning, der mangler, er nødvendig at indhente, for at myndigheden kan træffe afgørelse om tilbagebetaling. Først herefter kan myndigheden anvende retssikkerhedslovens § 11 c, til at forlange at få oplysningen uden samtykke.

Den fortsatte udbetaling af hjælpen

Samtykke kan kun fraviges i selve tilbagebetalingssagen

126. § 11 c gælder kun for selve tilbagebetalingssagen. Vurderingen af, om borgeren i fremtiden fortsat, er berettiget til at modtage ydelsen, eller om en tildelt ydelse eventuelt skal stoppes, er ikke omfattet af § 11 c. Myndigheden kan dog lægge de oplysninger, der er indhentet i forbindelse med tilbagebetalingssagen til grund for vurderingen af borgerens fortsatte ret til hjælp, men kan ikke indhente yderligere oplysninger uden samtykke efter § 11 c, jf. § 11 a, stk. 1. Hvis myndigheden har brug for at indhente oplysninger fra andre end borgeren selv for at kunne vurdere, om borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen, skal sagen oplyses i overensstemmelse med § 11 a - medmindre der er tale om en sag, af en type, der er omfattet af en af de andre sagskategorier i § 11 c, stk. 1. Det betyder, at myndigheden ved vurderingen af, om en borger for fremtiden har ret til hjælp, kun kan indhente oplysninger med samtykke fra borgeren, jf. § 11 a, stk. l. Hvis borgeren ikke vil give samtykke, må vurderingen af, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, afgøres på det foreliggende grundlag, jf. § 11 b. (Se punkt 74 og 75 og 446 om den processuelle skadevirkning.)

Krav om en konkret mistanke

Ikke til generel kontrol – krav om konkret mistanke

127. § 11 c kan ikke anvendes til brug for en generel kontrol af, om borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen, ved at myndigheden indhenter oplysninger efter § 11 c uden samtykke. Myndigheden skal have en konkret mistanke om, at ydelsen er modtaget med urette, før § 11 c kan anvendes. Denne mistanke kan fx opstå ved, at myndigheden har samkørt registre elektronisk, jf. § 11 a, stk. 2. (Se punkt 116 om grundlaget for at starte en sag.)

Observationer

Forbud mod at pålægge servicepersonale at afsløre personer, der snyder

128. Myndigheden, der har ansvar for behandlingen af sociale sager, kan ikke pålægge de personer, andre myndigheder m.v., fra hvem myndigheden kan indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, aktivt at skaffe sig yderligere oplysninger om borgerens forhold, der ikke er relevante for den adspurgte myndigheds eller persons almindelige funktion. Myndigheden kan fx ikke til brug for behandlingen af sager, hvor det skal afgøres, om en person er berettiget til at modtage ydelser til reelt enlige, pålægge hjemmesygeplejersken eller hjemmehjælperen at holde øje med forhold, der indikerer, om borgeren lever i et ægteskabslignende forhold med en anden i forbindelse med sygeplejerskens eller hjemmehjælperens besøg i borgerens hjem.

129. Myndigheden må ikke pålægge ansatte at indsamle oplysninger og herefter at foretage en (automatisk) indberetning til myndigheden om forhold, der eventuelt kan have betydning for en social sag. Nogle ansatte i kommunerne har dog mulighed for på eget initiativ, at indberette om mistænkelige forhold, jf. nedenfor.

Kommunalt ansattes indberetninger til socialforvaltningen af egen drift

130. Kommunalt ansattes adgang til at videregive oplysninger til socialforvaltningen er reguleret af forvaltningslovens og sundhedslovens regler, hvis oplysningen videregives af en sundhedsperson. Fx er kommunalt ansatte sundhedsplejersker omfattet af sundhedsloven. Det samme gælder social- og sundhedsassistenter samt hjemmehjælpere, der arbejder under ansvar for en autoriseret sundhedsperson, fx en sygeplejerske. Efter sundhedslovens § 40 har en autoriseret sundhedsperson, eller andre, der handler under disses ansvar, tavshedspligt om alle oplysninger, som de har fået kendskab til gennem deres erhverv, dvs. også om andre oplysninger end helbredsoplysninger.

En kommunalt ansat sundhedsperson kan dog af egen drift – dvs. uden en konkret forespørgsel fra myndigheden efter § 11 a - videregive oplysninger, hvis patienten giver samtykke til videregivelsen. Det følger af sundhedslovens § 43. Videregivelse kan også ske uden samtykke, jf. § 43, stk. 2, hvis videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Det fremgår af forarbejderne til sundhedslovens § 43, at videregivelse til politi eller anklagemyndighed blandt andet vil være berettiget, hvis der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet, som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold m.v., herunder vold mod børn. Sygeplejersker m.v. må derfor ikke automatisk videregive oplysninger om mistanke om socialbedrageri, hverken til politiet eller socialforvaltningen, da karakteren af forbrydelsen ikke er tilstrækkeligt alvorlig.

Andre kommunalt ansatte, der ikke er omfattet af sundhedsloven, har mulighed for at indberette oplysninger af egen drift om en eventuel og saglig begrundet, konkret mistanke om socialbedrageri til socialforvaltningen. Sker videregivelsen elektronisk skal persondatalovens §§ 5-8 desuden være opfyldt. Videregivelsen må efter persondatalovens § 5, stk. 2, ikke være uforeneligt med det formål, som oplysningen oprindeligt er blevet indsamlet til. (Se også punkt 128 og 514).

131. Myndigheden skal tage notat i sagen om indberetningen, jf. offentlighedslovens § 6. Myndigheden skal desuden partshøre borgeren om de nye oplysninger i sagen efter reglerne i forvaltningsloven, inden der eventuelt træffes afgørelse om tilbagebetaling.

Overvågning og uanmeldte besøg

132. § 11 c, jf. § 11 a, stk. 1, giver ikke hjemmel til, at myndighederne kan overvåge borgere eller gå ind i hjemmet og undersøge forholdene hos borgere, der modtager sociale ydelser. Dette spørgsmål reguleres ikke i retssikkerhedsloven, men af grundlovens, straffelovens og retsplejelovens bestemmelser om forbud mod husfredskrænkelser og krænkelser af privatlivets fred.

Når overvågningen foregår i det offentlige rum, er overvågningen ikke strafbar efter straffeloven. Myndigheders brug af overvågning er reguleret af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet. Proportionalitetsprincippet betyder, at myndigheden ved vurderingen af, på hvilken måde en sag skal oplyses, skal vælge det mindst indgribende middel. Dette indebærer, at overvågning i forhold til sociale sager om reelt enlige oftest vil være en uproportional fremgangsmåde. Det samme gælder i forhold til uanmeldte besøg hos borgeren.

Myndigheden kan derfor som udgangspunkt kun gøre brug af overvågning og uanmeldte besøg, hvis det er umuligt at tilvejebringe de nødvendige oplysninger på anden måde i den konkrete sag ud fra en vurdering af sagens karakter. (Der henvises endvidere til punkt 21 i vejledning om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag). Det skal i øvrigt bemærkes, at myndigheden ved uanmeldte besøg skal oplyse borgeren om, at myndigheden ikke har ret til at foretage kontrolbesøg i boligen.

Med hensyn til brug af observationer fra offentlig vej og uanmeldte besøg i forhold til adressesager, dvs. sager, hvor kommunen skal undersøge om en person er korrekt bopælsregistreret, har Indenrigsministeriet udstukket vejledende retningslinjer for omfanget af overvågning og uanmeldte besøg ud fra proportionalitetsprincippet. Indenrigs- og Sundhedsministeriet (tidligere Indenrigsministeriet) vurderer, at systematisk brug af observationer er uproportionalt, hvis oplysningen skal anvendes til at afgøre en adressesag. Kommunalt ansatte skal endvidere være yderst tilbageholdende med at tage ud på bopælen og opsøge borgeren i adressesager. Dette kan kun accepteres i en situation, hvor kommunen forgæves har forsøgt både skriftligt og telefonisk at komme i kontakt med borgeren for at få en afklarende samtale om dennes bopælsforhold, og hvor kommunen skønner, at en sådan samtale er væsentlig for sagens afklaring.

Om brug af observationer og uanmeldte besøg i adressesager henvises til kapitel 3, afsnit 7.6, i Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning om folkeregistrering. Vejledningen kan findes på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, www.im.dk.

133. I forhold til brug af kommunalt ansattes observationer i administrative tilbagebetalingssager kan tilfældige observationer indgå som dokumentation i en administrativ sag om tilbagebetaling efter den sociale lovgivning, hvis der er taget notat om observationen i sagen, jf. offentlighedslovens § 6.

134. Myndigheden skal altid parthøre borgeren om de observationer, myndigheden har foretaget, jf. forvaltningslovens § 19, inden myndigheden træffer afgørelse i sagen.

Bopælssager efter CPR-lovgivningen

135. Socialforvaltningen kan gøre brug af oplysninger, som den er i besiddelse af fra andre sager, selv om oplysningerne er indhentet med et andet formål, og så længe brugen af de tidligere indhentede oplysninger ikke er uforenelige med de formål, som oplysningerne oprindeligt er indhentet til, jf. persondatalovens § 5, stk. 2. (Se punkt 514.) Fx kan socialforvaltningen i en kommune efter en konkret vurdering (af om formålet med den nye behandling – behandlingen af bedragerisagen - i forhold til formål, som oplysninger oprindeligt blev indsamlet til) indhente og anvende oplysninger, som en anden enhed i kommunen tidligere har indhentet til en anden sag i den kommunale enhedsforvaltning. Dette vil efter en konkret vurdering ikke være i strid med persondatalovens § 5, stk. 2.

Hvis en kommune efter en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder fx har fundet det nødvendigt at foretage observationer i en social sag, kan kommunen således videregive oplysningerne til brug for en adressesag efter § 32 i forvaltningsloven eller §§ 5-6 i persondataloven. (Se punkt 487.)

Det er den sociale lovgivning og dermed også Socialministeriets udmeldinger om observationer, der skal følges, når en kommune skal undersøge, om en borger, fx kvinden i en »samlivssag«, uberettiget modtager sociale ydelser. Hvis kommunen skal afgøre, om en borger, fx manden i en samlivssag, er registreret korrekt i CPR, er det CPR-loven og dermed Indenrigs- og Sundhedsministeriets tilkendegivelser om observationer og uanmeldte besøg, der skal følges.

Eksempel: Dorte har 2 børn med sin eksmand Allan og modtager en række forskellige ydelser til reelt enlige. Allan er registreret på en anden adresse end Dortes. Dortes nabo ringer en dag til kommunen og siger, at Dorte snyder det offentlige, fordi hun i virkeligheden bor sammen med sin eksmand. Naboen siger, at Allan er der meget tit, og at hun har set Allan køre på arbejde fra Dortes hus mange gange. Kommunen kan vælge at undersøge Allans forhold ved at rejse en adressesag, hvor kommunen skal finde ud af, om der er grundlag for at flytte Allans adresse hen til Dortes. Dette skal ske efter CPR-loven. Kommunen kan også vælge at undersøge sagen efter den sociale lovgivning. I så fald skal kommunen undersøge, om Dorte, i overensstemmelse med retssikkerhedsloven, er berettiget til at modtage de forhøjede sociale ydelser. Det er vigtigt, at kommunen ikke blander de to love sammen. Adressesagen og tilbagebetalingssagen skal behandles hver for sig.

Det skal dog igen understreges, at brug af observationer og uanmeldte besøg ofte vil være uproportionalt og dermed ulovligt.

136. I § 11 c, stk.1, nr. 5, er fastsat, at en kommune, som yder mellemkommunal refusion til en anden kommune, kan indhente visse oplysninger om refusionskravet. En betalingskommune kan kræve oplyst, efter hvilke hjemler, der er ydet hjælp til den pågældende borger, hvilke elementer, der indgår i beregningen, hvor mange enheder og enhedspriserne der indgår.

Det skal således ikke fremgå, hvilket specifikt botilbud/ opholdssted den pågældende borger bor på, men hvilken hjemmel der er for opholdet. Ligeledes skal det ikke oplyses, hvad grundlaget for hjælpen er – altså hvilke forhold hos borgeren der begrunder hjælpen og eventuelle ændringer i behov. Det skal oplyses, hvilke beregninger der ligger til grund for kravet – herunder hvilke delelementer der er medtaget. Hvis borgeren modtager personlig og praktisk hjælp mv., kan betalingskommunen forlange at blive gjort bekendt med, hvor mange timer der bevilges, og hvilken beregning der ligger til grund for prisen på en times hjælp.

Bestemmelsen fraviger persondataloven til ugunst for borgeren.

Børnesager

Indhentning af oplysninger fra private

137. § 11 c, stk. 2, udvider den kreds af personer, som myndigheden kan indhente oplysninger fra, til også at omfatte private i de børnesager, der er nævnt i § 11 c, stk. 1, nr. 1, og oplysningerne kan indhentes uden samtykke, jf. § 11 c, stk. 3, 2. led. Myndigheden skal dog først forsøge at indhente samtykke, jf. § 11 c, stk. 4), se punkt 139. Det tilføjes i bestemmelsen, at myndigheden i disse sager kan anmode private, fx naboer, om at komme med oplysninger, hvis det skønnes nødvendigt for sagens behandling. Det skyldes, at hensynet til barnet eller den unges tarv er det vigtigste i disse sager, og at det derfor kan være nødvendigt, at myndighederne kan gå meget langt i forhold til at få oplyst sagen mest muligt.

Udlevering af oplysninger fra private er frivillig

138. Myndigheden kan efter bestemmelsen anmode en privat om at bidrage til sagens oplysning, men vedkommende er ikke forpligtet til at svare. Der kan således ikke gennemføres retsligt forhør over for private. Myndigheden skal ved anmodningen til private om at bidrage til sagens oplysning, gøre opmærksom på, at vedkommende ikke er forpligtet til at svare.. Myndigheden skal desuden give den, som oplysningerne vedrører meddelelse om databehandlingen, jf. persondatalovens § 29. (se punkt 525 og 528)

Samtykke skal forsøges indhentet

139. Oplysningerne kan indhentes uden samtykke, men kravet om at myndighederne skal forsøge at indhente samtykke gælder også i disse tilfælde, jf. § 11 c, stk. 4. Der kan dog kun indhentes oplysninger fra private i disse sager, hvis det er nødvendigt for sagens behandling. Det betyder, at det altid skal overvejes, om myndigheden kan få de ønskede oplysninger ad anden vej, fx af forældrene selv eller af andre myndigheder, inden myndigheden spørger private. (Se punkt 111.)

Hvem kan der indhentes oplysninger om

140. Udgangspunktet efter § 11 a, stk. 1, er, at myndigheden kun kan indhente oplysninger om den person, der søger om eller får hjælp og ikke andre, fx ægtefæller og samlevere. (Se punkt 106.) I § 11 c, stk. 3, udvides den kreds, som myndighederne kan indhente oplysninger om i børnesager. I børnesager kan der derfor også indhentes oplysninger om personer, der er parter i sagen samt samleveren og ægtefællen til forældremyndighedsindehaveren.

Udvidelsen af den kreds af personer, hvis forhold man kan undersøge efter § 11 a, stk. 1, og § 11 c, stk. 2, kan være nødvendig i sager om foranstaltninger over for børn og unge, der gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, da det ofte vil være yderst relevant at undersøge forhold, der vedrører andre end forældremyndighedsindehaveren, fx forældre der ikke har del i forældremyndigheden, men er part i sagen. § 11 a, stk. 1, og § 11 c, stk. 2, kan anvendes til at indhente oplysninger om hver af parterne samt forældremyndighedsindehaverens ægtefælle eller samlever i de nævnte børnesager, jf. § 11 c, stk. 3.

Eksempel: Mette Hansen bor sammen med Peter Holm. Mette har 2 børn, som Peter ikke er far til. Børnene har betydelige vanskeligheder i skolen, bl.a. med manglende fremmøde. Mette og Peter har begge et alkoholmisbrug. Peter har desuden en psykisk lidelse. For at afgøre, hvilken hjælp der er brug for til børnene, kan det være nødvendigt at indhente oplysninger om samleveren Peter. Da han opholder sig i det hjem, hvor børnene bor, er hans forhold også af betydning for afgørelsen af, hvilken hjælp der kan gives i hjemmet og for, om børnene kan være i hjemmet.

Kommunen vil fx kunne forlange oplysninger fra Peters læge om Peters psykiske lidelse i medfør af § 11 a, stk. 1, jf. § 11 c, stk. 3. Forinden skal kommunen forsøge at få samtykke fra Peter til, at oplysningerne indhentes, jf. § 11 c, stk. 4. (Se nedenfor punkt 141)

Samtykke skal forsøges indhentet fra alle, der indhentes oplysninger om

141. Myndigheden skal i alle tilfælde forsøge at indhente samtykke til at indhente oplysninger fra alle de personer, der bliver indhentet oplysninger om, jf. § 11 c, stk. 4. ( Om muligheden for at undlade forsøg på at indhente samtykke henvises til punkt 115.)

Til toppen

Kapitel 20 – Kontrolbesøg i virksomheder –»sort arbejde«

142. For at modvirke »sort arbejde« og at udbetaling af sociale- og beskæftigelsesmæssige ydelser sker på et forkert økonomisk grundlag, kan kommunerne foretage eftersyn i virksomheder. Denne form for kontrol kendes også på andre områder, fx Skat og Arbejdsdirektoratets kontrol med henholdsvis skatteforhold og dagpengemodtagere.

(Se nærmere om fremgangsmåden i kapitel 50 om retssikkerhed, når kommunen foretager tvangsindgreb, herunder punkt 541 og 551 om husundersøgelser som eftersyn og tilsynsbesøg i virksomheder og punkt 552 om mistanke om strafbart forhold)

Kun kontrol af borgere, der modtager sociale ydelser

143. Der kan kun foretages kontrol af borgerens løn- og ansættelsesforhold efter § 12 a, hvis borgerens sag behandles eller er behandlet efter retssikkerhedslovens regler eller hvis borgeren modtager en ydelse, som beregnes på grundlag af ægtefællernes samlede indtægter. Anvendelsesområdet for loven eller dele heraf, fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsen. (Se punkt 6.)

Hvem kan foretage kontrollen

144. Det er den kommune, som virksomheden ligger i, som alene eller sammen med andre myndigheder kan foretage kontrollen. Det er den konkrete virksomhed i kommunen, som kontrollen kan foretages i, uanset at virksomheden måtte have hovedsæde i en anden kommune.

Foretages kontrollen i samarbejde med andre myndigheder, fx Arbejdsdirektoratet, skal de respektive myndigheder hver især følge hjemlen i deres egen lovgivning.

Anbefalinger om samarbejde

145. Hvis en kommune under et virksomhedsbesøg i egen kommune bliver opmærksom på borgere fra andre kommuner, har virksomhedskommunen mulighed for at undersøge forholdene vedrørende borgerne fra den anden kommune. Virksomhedskommunen har herefter mulighed for at underrette bopælskommunen om resultatet af kontrollen i forhold til bopælskommunens borgere. Det anbefales, at der kommunerne imellem indgås aftaler om, at virksomhedskommunen undersøger ansættelsesforholdene for andre kommuners borgere ved kontrolbesøg i virksomheder i egen kommune. Det anbefales også, at det aftales, at virksomhedskommunen underretter bopælskommunen, hvis virksomhedskommunen under et eftersyn møder – og undersøger forhold vedrørende - borgere fra andre kommuner, der ikke har oplyst bopælskommunen om ansættelsen i virksomheden. I forhold til samarbejdet, skal kommunerne være opmærksomme på, at udveksling af oplysninger, skal ske inden for rammerne af forvaltningslovens og persondataloven (se afsnit XII).

Virksomhedens lokaler m.v. og arbejdssteder uden for lokalerne

146. Adgangen til at foretage kontrol er begrænset til lokaler m.v., der benyttes af virksomheden og til arbejdssteder uden for virksomhedens lokaler. Der skabes derfor ikke adgang for offentlige myndigheder til at foretage kontrol uden retskendelse i private hjem heller ikke, hvis en borger har ansat »sort« rengøringshjælp eller får en VVS-mand til at ordne køkkenet uden kvittering. »Virksomhedens lokaler« skal således forstås meget bogstaveligt, dog således at en virksomhed ikke kan påberåbe sig, at lønsedler og lignende er på privat område. Hvis virksomheden er placeret i hjemmet, skal kommunen have adgang til de lokaliteter, hvor virksomhedens relevante papirer og dokumenter er.

Virksomhedskontrol kan også foretages på arbejdssteder uden for virksomhedens lokaler. Herved forstås tilfælde, hvor ansatte i virksomheden udfører arbejdet fx på byggepladser, under erhvervsmæssig transport eller lignende. Kontrollen kan dog ikke foretages på arbejdssteder i private hjem.

Hvis virksomheden har overladt bogholderi-funktionen til et revisionsfirma el.lign., kan kommunen i dette tilfælde indhente oplysningerne hos revisoren eller pålægge virksomheden at indhente disse som et led i kontrolbesøg i en virksomhed. Hvis kommunen besøger en filial, og lønningslisterne findes i virksomhedens hovedkontor, kan kommunen hente oplysninger hos hovedkontoret eller pålægge filialen at fremskaffe disse.

Er virksomheden under konkurs, kan kommunen rette henvendelse til kurator for boet med henblik på at fremskaffe de nødvendige oplysninger. Hvis kurator ikke ønsker at medvirke, kan kommunen rette henvendelse til skifteretten med henblik på, at skifteretten kan pålægge kurator at besvare henvendelsen.

Kontrollører skal legitimere sig

147. Kommunen skal ved kontrollen legitimere sig på behørig vis, og de øvrige deltagere i eftersynet skal redegøre for, hvilken myndighed vedkommende repræsenterer, hvis kontrollen foretages i samarbejde med andre myndigheder.

Personers oplysningspligt

148. Personer, der ved kontrollen skønnes at udføre beskæftigelse i virksomheden, kan anmodes om at oplyse navn, adresse og fødselsdato samt ansættelsesperiode og løn- og ansættelsesvilkår. Herudover kan personerne anmodes om at oplyse, om de aktuelt modtager sociale eller beskæftigelsesmæssige ydelser. Om oplysningspligt ved mistanke om strafbart forhold se punkt 560 og følgende.

Hvad kan kommunen kontrollere

149. Kommunen kan kontrollere alt materiale, der vedrører borgerens ansættelses- og lønforhold. Det gælder, uanset om oplysningerne findes i et manuelt eller elektronisk register. Løst papirmateriale, der ikke findes i et manuelt eller edb-register, kan ligeledes indgå i kommunens kontrol. Kontrollen skal gennemføres således, at den erhvervsdrivende ikke forhindres i at udføre sin daglige virksomhed og så diskret og hensynsfuldt som muligt.

Logbog

150. Kommunerne har, jf. § 12 a, stk. 5, mulighed for at give en arbejdsgiver et skriftligt pålæg om at foretage daglig registrering af oplysninger om ansatte. Den daglige registrering kaldes også for "logbog". Kommunen kan kun pålægge en arbejdsgiver at føre logbog, hvis kommunen ved et kontrolbesøg har vurderet, at arbejdsgiverens registreringer er mangelfulde, § 12 a, stk. 6. Kommunen bør være opmærksom på, om andre myndigheder har givet virksomheden et tilsvarende pålæg. Kommunen bør ligeledes oplyse de ansatte om, at virksomhedens registreringer i logbogen er omfattet af persondataloven. Virksomheden vil være dataansvarlig og er derfor forpligtet til at give meddelelse om dataregistreringen til de ansatte. Der henvises i øvrigt til kapitel 49 om persondataloven.

151. Retssikkerhedsloven indeholder ikke regler om, hvordan en logbog skal udformes. Den kan enten være papirbaseret eller digital. En papirbaseret registrering skal føres i en autoriseret logbog, som udleveres til virksomheden af kommunen. Der er udarbejdet en logbog, som kommunen kan anvende. Kommunerne kan købe logbogen hos Dafolo. Den er udarbejdet i samarbejde mellem Arbejdsdirektoratet, Skat, Socialministeriet og KL. Elektronisk indberetning af oplysninger om ansatte kan fx ske ved, at virksomheden hver dag sender en e-post til kommunen med oplysninger om de beskæftigede. I den forbindelse skal kommunen dog være opmærksom på reglerne om sikkerhed i forbindelse med elektronisk udveksling af oplysninger.

Det fremgår af § 12 a, stk. 5, at logbogen skal indeholde de samme oplysninger, som direktøren for Arbejdsdirektoratet har fastsat med hjemmel i § 91, stk.4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Der henvises herom til Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse, om arbejdsgiveres pligt til at oplyse løn, beskæftigelse m.v. til brug for administrationen af forsikringssystemet.

Kommunen har, jf. § 12 a, stk. 7, til enhver tid ret til at se virksomhedens registreringer. Dette kan både ske ved elektronisk adgang til virksomhedens registreringer, ved et fornyet kontrolbesøg i virksomheden eller ved skriftlig anmodning om fremsendelse af registreringer.

152. Kommunens pålæg til en virksomhed om at føre logbog er en afgørelse, som skal meddeles skriftligt til virksomhedens repræsentant. Kommunen bør være opmærksom på, at det skal være praktisk muligt for virksomheden at føre logbogen, efter kommunen har givet et pålæg. Virksomheden bør derfor have en rimelig frist til at få indført logbogen. Normalt vil en frist på 3 hverdage være rimelig.

153. Et pålæg til en virksomhed om at føre logbog ophører automatisk efter en periode på 12 måneder. Kommunen kan dog give virksomheden et nyt pålæg efter udløbet af 12 måneder med logbog, hvis forholdene i virksomheden ikke er forbedrede. Da afgørelsen om pålæg er rettet til virksomheden, bortfalder pålægget, hvis virksomheden lukker, overdrages eller bortforpagtes. Virksomheden skal opbevare registreringerne i logbogen i 5 år.

154. Manglende overholdelse af et pålæg om logbog kan straffes med bøde, jf. § 12 b. Der henvises til punkt 181.

Politibistand

155. Der kan opstå situationer, hvor politiets bistand kan blive nødvendig. Det forudsættes, at bistanden kun ydes, hvor det er absolut nødvendigt.

Der er indsat en bemyndigelsesbestemmelse i retssikkerhedslovens § 12 a, stk. 9, hvorefter socialministeren efter forhandling med justitsministeren og beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Stikprøvekontrol

156. Der er tale om en stikprøvekontrol i virksomheder. Kontrollen kan ikke bruges i forhold til at oplyse konkrete sager, fx en konkret tilbagebetalingssag. I disse tilfælde anvendes de almindelige sagsbehandlingsregler, herunder reglerne om oplysningspligt. Hvor der foreligger mistanke om et strafbart forhold, skal kontrollen ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler. Se kapitel 50 om reglerne om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter ved mistanke om strafbare forhold.

Eftersynet omfatter også selvstændige erhvervsdrivende, herunder også tilfælde hvor ægtefællen er ansat hos den selvstændigt erhvervsdrivende.

Hvis de oplysninger, der er fremkommet ved eftersynet, indgår i en sag, der behandles efter denne lov, skal der partshøres om oplysningerne i overensstemmelse med forvaltningslovens regler.

Arbejdsdirektoratet yder vejledning i forbindelse med tilrettelæggelse og udførelsen af kontrol.

Til toppen

Kapitel 21 – Anden udveksling af oplysninger

Udveksling af oplysninger om indlæggelse og udskrivning fra sygehuse

157. § 12 c giver kommuner og sygehuse hjemmel til, at de gennem Sagshenvisningens- og Advissystemet kan udveksle oplysninger automatisk – og uden borgerens samtykke – om en borgers indlæggelse på og udskrivning fra et sygehus. Udvekslingen sker i form af et indlæggelsesadvis, som sendes fra sygehuset til kommunen. Herefter sender kommunen et indlæggelsessvar til sygehuset, som har afsendt advis. Endelig sender sygehuset et udskrivningsadvis.

Formålet med udvekslingen af oplysningerne

158. Formålet med systemet er blandt andet, at kommunerne straks får oplysninger om indlæggelse og udskrivning, således at ydelser fra hjemmeplejen m.v. kan bringes midlertidigt til ophør eller sættes i værk umiddelbart i forlængelse af patientens indlæggelse på og udskrivning fra sygehuset. Formålet er desuden, at kommunerne kan foretage en hurtig opfølgning af sager om sygedagpenge.

Hvordan fungerer systemet

159. Systemet fungerer teknisk på den måde, at sygehusenes patientadministrative systemer automatisk sender meddelelser om alle indlagte patienter til Sagshenvisningens- og Advissystemet, hvis sygehuset er tilmeldt systemet. De kommuner, som har abonnement på sygehusopholdsmeddelelser, får adviser om de indlagte patienter, der er oprettet i Sagshenvisningens- og Advissystemet, fx som modtagere af ydelser fra hjemmeplejen. Meddelelser om personer, der ikke er oprettet i kommunens system, frasorteres automatisk og meddelelsen slettes.

En indlæggelsesadvis indeholder kun oplysning om patientens kommunenummer, patientens personnummer og sygehusafdeling. Kommunens indlæggelsessvar indeholder oplysninger om afsenderkommune og oplysninger om kontaktperson i kommunen. Udskrivningsadvis indeholder oplysninger om patientens personnummer, dato og tidspunkt for udskrivningen og oplysning om, hvad patienten er udskrevet til.

Betingelser for at anvende Sagshenvisningens- og Advissystemet

160. Behandling af oplysninger i Sagshenvisningens- og Advissystemet er omfattet af reglerne i persondataloven, herunder reglerne i kapitel 11 om anmeldelse til Datatilsynet af behandlinger, der foretages i den offentlige forvaltning. Når behandlingen af data omfatter følsomme oplysninger efter §§ 7 og 8 i persondataloven, kan behandlingen først iværksættes, når der foreligger en udtalelse fra Datatilsynet. KL har foretaget en fællesanmeldelse for det fælleskommunale system for sagshenvisning og advis, som bl.a. omfatter oplysninger om borgerens indlæggelse på sygehus. Derfor behøver de enkelte kommuner ikke at foretage en anmeldelse, men kan blot tilslutte sig systemet.

Forældelse af oplysninger i Sagshenvisningens- og Advissystemet

161. Det er den enkelte sagsbehandler i kommunen, som til en løbende sag kan abonnere på bestemte hændelser, fx ændret adresse eller indlæggelse på sygehus i Sagshenvisningens- og Advissystemet. Den kommunale sagsbehandler afmelder abonnementet på advis om de borgere, hvor det ikke længere er relevant at modtage de omhandlede oplysninger. Det fremgår af anmeldelsen til Datatilsynet, at registrerede oplysninger skal slettes senest 5 år efter at alle sagsrelationer, som er registreret i kommunen for den pågældende person, er ophørt med at være aktive.

Kommuner og sygehuse har ikke pligt til at anvende systemet

162. Kommuner og sygehuse har ikke pligt til at anvende Sagshenvisningens- og Advissystemet. I tilfælde, hvor kommuner og sygehuse indgår aftaler om at udveksle advis elektronisk på andre måder end ved brug af Sagshenvisningens- og Advissystemet, er det en forudsætning, at udvekslingen sker sikkerhedsmæssigt forsvarligt, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles af den offentlige forvaltning.

Private sygehuse

163. Bestemmelsen i § 12 c begrænser ikke udvekslingen af oplysninger til offentlige sygehuse. I praksis vil anvendelse af systemet af private sygehuse forudsætte, at sygehuset bliver tilmeldt systemet.

Kun udveksling af oplysninger om indlæggelse og udskrivning

164. § 12 c i retssikkerhedsloven giver hjemmel til, at der kan modtages advis i forhold til

  • Kapitel 16 i serviceloven (personlig og praktisk hjælp, genoptræning, vedligeholdelsestræning, madservice og klientbetaling).
  • Lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v.
  • Hjemmesygepleje efter sundhedsloven.
  • Opfølgning af sygedagpengesager.

Advis vedr. borgere, som modtager hjælpemidler, kan ikke udveksles uden borgerens samtykke , da hjælpemidler ikke er omfattet af kapitel 16 (men kapitel 21) i serviceloven.

Det er en forudsætning, at systemet ikke videregiver andre oplysninger end de nævnte advis og ikke gør det muligt for andre end den relevante sagsbehandler i kommunen og sundhedsperson på sygehuset at læse det pågældende advis.

Bestemmelsen giver kun mulighed for at udveksle de elektroniske oplysninger, som indgår i de omtalte indlæggelses- og udskrivningsadvis samt indlæggelsessvar. Denne begrænsning skyldes, at udvekslingen sker automatisk og uden patientens samtykke. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til, at sygehusene og kommunerne kan aftale at udveksle andre oplysninger elektronisk uden borgerens samtykke, så som oplysninger om diagnose, behandling eller medicinering.

Betingelser for udveksling af andre helbredsoplysninger

165. Hvis sygehusene og kommunerne aftaler at udveksle andre oplysninger, fx oplysninger om diagnose, behandling eller medicinering elektronisk, skal dette ske i overensstemmelse med reglerne i kapitel 9 i sundhedsloven samt persondataloven. Efter sundhedsloven er det den alt overvejende hovedregel, at patienten skal give samtykke til, at sygehuset eller kommunen videregiver de omhandlede oplysninger, hvis videregivelsen sker til brug for andre formål end videre sygdomsbehandling af borgeren. Persondatalovens øvrige regler om datasikkerhed m.v. skal også overholdes. (Der henvises til afsnit XII om persondataloven) I det omfang Sundhedsloven finder anvendelse regulerer lovens kapitel 9 kun videregivelse af helbredsoplysninger. Indsamling, sletning og registrering af helbredsoplysninger vil i dette tilfælde ikke være omfattet af sundhedsloven, men kun af persondataloven. For at en videregivelse af helbredsoplysninger er omfattet af sundhedsloven, kræves det, at videregivelsen af helbredsoplysninger sker fra en autoriseret sundhedsperson, der arbejder inden for sundhedsvæsenet. Finder sundhedsloven ikke anvendelse, skal al databehandling, herunder videregivelse af helbredsoplysninger, ske i overensstemmelse med persondataloven. (Der henvises i øvrigt til »Redegørelse om patientrettigheder i forbindelse med indførelse af Elektroniske Patient Journaler (EPJ) m.v.« fra april 2001, der kan findes på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside www.im.dk)

166. Efter § 41, stk. 2, i sundhedsloven kan der i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb ske videregivelse af helbredsoplysninger mellem sundhedspersoner, også i elektronisk form, uden borgerens samtykke, hvis udvekslingen sker med henblik på gennemførelsen af den videre behandling af borgeren i den kommunale sundhedspleje og hjemmepleje eller på et sygehus. Det skal dog bemærkes, at borgeren på ethvert tidspunkt kan frabede sig, at oplysningerne videregives i denne situation. Det forudsættes derfor, at borgeren er informeret om, at der sker videregivelse af helbredsoplysningerne.

(For en nærmere uddybning af, hvornår der kan ske videregivelse af helbredsoplysninger, henvises i øvrigt til sundhedsloven, og bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. samt vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v.)

Orientering til borgerne om bestemmelsen

167. Kommunerne skal informere de berørte borgere om adgangen til at udveksle oplysninger om indlæggelse og udskrivning fra sygehuse, herunder, karakteren af de oplysninger, som vil kunne udveksles uden samtykke. Dette kan fx ske ved, at kommunerne omtaler proceduren i kommunens generelle informationsmateriale til modtagere af personlig og praktisk hjælp.

Orientering til borgeren, når udveksling af oplysninger er sket

168. Borgeren skal altid have besked, når sygehuset og kommunen konkret har udvekslet oplysninger elektronisk om indlæggelse og udskrivning, jf. persondatalovens § 29. Borgeren skal herunder modtage alle oplysninger, der er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser. Efter persondatalovens § 29, stk. 2, 2. led, kan kravet om orientering fraviges, hvis videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov. § 12 c er dog for uspecifikt formuleret, til at sygehuset og kommunen kan anvende undtagelsesbestemmelsen til generelt at undlade at orientere borgeren efter § 29, når der konkret er sket udveksling af oplysninger efter § 12 c.

Det er kommunen, der er ansvarlig for underretningen til borgeren om, at der konkret er blevet udvekslet oplysninger. Kommunen har mulighed for at indgå en aftale med de sygehuse, der er tilmeldt Sags- og Advissystemet, således at det er sygehuset, som informerer borgeren om, at der er videregivet oplysninger om ind- og udskrivningen.

Udveksling af oplysninger mellem kommuner og Arbejdsskadestyrelsen

169. § 12 d giver Arbejdsskadestyrelsen og kommuner hjemmel til at udveksle oplysninger automatisk uden borgerens samtykke. Paragraffen gælder for oprettelse af arbejdsskadesager og sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob og førtidspension, efter lov om arbejdsskadesikring og opfølgning af sager om sygedagpenge.

Oplysninger til apotekere

170. § 14 giver mulighed for at lette administrationen af udbetaling af personlige tillæg til pensionisters udgifter til medicin. Danmarks Apotekerforening og KL aftaler, hvordan medicinordningen administreres. Reglerne om personlige tillæg er beskrevet i Socialministeriets vejledning om social pension.

Til toppen

AFSNIT IV – STRAFFEBESTEMMELSER OG INDDRIVELSE

Kapitel 22 – Straffebestemmelser

Socialbedrageri

Straf for grov uagtsom vildledelse

171. Efter § 12 b, stk. 1, i retssikkerhedsloven kan domstolene og ikke de sociale myndigheder straffe borgere, der har begået groft uagtsomt bedrageri. Overtrædelsen består i, at borgeren groft uagtsomt fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos myndigheden ved at afgive urigtige eller vildledende oplysninger, eller ved at undlade at give oplysninger om forhold, der har betydning for hjælpen, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, og stk. 2.

Bestemmelsen har nær sammenhæng med § 11, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, om henholdsvis borgerens og myndighedens oplysningspligt. Efter disse bestemmelser kan myndigheden anmode borgerne om at få de oplysninger frem, der er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til, og borgeren har pligt til at oplyse om fremtidige ændringer, der kan have betydning for hjælpen. (Se afsnit III)

Betingelser for anvendelsen af bestemmelsen

172. Bestemmelsen kan kun anvendes, hvis borgeren vildleder myndighederne i forbindelse med behandling af sager, der er omfattet af retssikkerhedsloven. Det fremgår af § 1 i retssikkerhedsbekendtgørelsen (se bilag 3) hvilke sager, der skal behandles efter denne lov. (Se punkt 6.)

Efter bestemmelsen i § 12 b, stk. 1, kan der kun idømmes straf, hvis borgeren ikke for den samme forbrydelse kan idømmes en hårdere straf efter straffeloven. Det drejer sig primært om bedrageribestemmelsen i § 279. Er der i forbindelse med ansøgningen afgivet urigtige oplysninger i en skriftlig erklæring, kan der blive tale om overtrædelse af straffelovens § 163 om afgivelse af urigtige erklæringer. Der kan fx blive tale om straf for dokumentfalsk, jf. straffelovens § 171, fx ved indgivelse af falske lønsedler til myndigheden.

§ 12 b, stk. 1, svarer til straffelovens bedrageribestemmelse i § 279, blot med den forskel, at der efter § 12 b, stk. 1, kan straffes for grov uagtsomhed. Det betyder blandt andet, at der gælder andre subjektive betingelser for straf. (Se punkt 176.)

Borgeren bringer myndigheden i en vildfarelse

Vildfarelsen

173. Anvendelsen af bestemmelsen i § 12 b, stk. 1, forudsætter, at borgeren med sin adfærd har bragt myndigheden i en vildfarelse om forhold, der har betydning for myndighedens vurdering af, om borgeren er berettiget til at modtage ydelsen.

Borgeren kan kun straffes for at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller for at fortie forhold, der har betydning for afgørelsen. Bedømmelsen af, hvilke oplysninger der har betydning for afgørelsen, hænger sammen med § 10 i retssikkerhedsloven om officialprincippet. Efter officialprincippet er det myndigheden, der har ansvaret for, at sager efter den sociale lovgivning er oplyst i tilstrækkeligt omfang. (Se punkt 65-66.) Det er derfor myndigheden, som bedømmer, hvilke oplysninger borgeren skal bidrage med, jf. § 11.

174. En borger, der ikke ønsker at medvirke, jf. § 11, stk. 1, kan ikke straffes efter § 12 b, stk. 1. Der er i dette tilfælde ikke tale om fortielse af oplysninger, der har resulteret i en vildfarelse hos myndigheden, idet myndigheden er bekendt med, at der mangler oplysninger i sagen. Myndigheden skal, jf. § 11 b, fortsat behandle sagen ud fra de foreliggende oplysninger, og kan ikke over for borgeren gøre gældende, at vedkommende vil blive straffet efter § 12 b, stk. 1, hvis borgeren ikke medvirker. (Se punkt 75.)

Borgeren kan dog ikke under påskud af at påberåbe sig retten til ikke at medvirke til sagsoplysningen fortie forhold, der bringer myndigheden i en vildfarelse om de faktiske forhold, der lægges til grund for myndighedens vurdering af, om borgeren er berettiget til at modtage ydelsen. Denne situation vil være omfattet af § 12 b, stk. 1, jf. nedenfor.

Myndighedens formuetab ved borgerens vildledende oplysninger

Det svigagtige forhold og myndighedens formuetab

175. Borgeren skal med afgivelsen af de urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielser fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse hos myndigheden om borgerens berettigelse til at modtage en ydelse. Dette kan ske ved positivt at afgive forkerte eller vildledende oplysninger eller ved at fortie oplysninger, der har betydning for afgørelsen. Det er samtidig et krav, at myndigheden har lidt et formuetab som følge af vildfarelsen.

Med fremkaldelse af en vildfarelse menes, at borgeren positivt skal have bidraget til myndighedens vildfarelse ved at afgive urigtige oplysninger, fx om at borgeren ikke har formue.

Med bestyrkelse menes, at borgeren forstærker en allerede bestående vildfarelse hos myndigheden, ved fx at underbygge fejlagtige slutninger med overbevisende detaljer.

Med udnyttelse menes, at borgeren benytter sig af en vildfarelse, der i forvejen er hos myndigheden, ved fx at undlade at berigtige relevante faktiske oplysninger, som myndigheden fejlagtigt lægger til grund for afgørelsen.

Bestemmelsen anvendes, hvis borgeren ved sin adfærd fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse forud for sagens afgørelse eller ved senere opfølgning af sagen. Bestemmelsen anvendes også, hvis borgeren senere undlader at oplyse myndighederne om ændringer, der kan have betydning for hjælpen, jf. § 11, stk. 2, og derved bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos myndigheden om, at borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen.

De subjektive betingelser for straf

176. Der kan alene straffes for overtrædelse af bestemmelsen, hvis borgeren groft uagtsomt har fremkaldt, bestyrket eller udnyttet en vildfarelse hos myndigheden. Grov uagtsomhed er ikke fast defineret, men kan beskrives som en høj grad af uagtsomhed. Der skal foreligge en særligt markant afvigelse fra den adfærd, som man med rimelighed kunne kræve i den pågældende situation.

Borgeren skal derfor have en viden om, i hvilke tilfælde afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielse vil kunne bringe myndigheden i en vildfarelse. En forudsætning for, at borgeren har denne viden, er, at myndigheden ved sagens oplysning anmoder borgeren om de oplysninger, myndigheden skal bruge for at afgøre, om hjælpen kan ydes, jf. § 10 om officialprincippet. Det er ligeledes vigtigt, at myndigheden skriftligt oplyser borgeren om, hvilke ændringer der kan have betydning for hjælpen, jf. § 12, stk. 1, nr. 3. (Se punkt 65-66 om officialprincippet og punkt 80 om § 12, stk. 1, nr. 3 (borgerens oplysningspligt))

Strafferammen og de almindelige betingelser for strafansvar

Domstolene bestemmer bødeniveauet

177. Straffen for overtrædelse af § 12 b er bøde. Det er domstolene, der bestemmer bødeniveauet. Bøden kan kun gives af domstolene. Der er ikke tale om, at myndigheden kan give administrative bøder, som fx efter CPR-loven eller på skatteområdet.

De almindelige strafbarhedsbetingelser

178. De almindelige strafbarhedsbetingelser i straffeloven, fx om tilregnelighed gælder også i sager om straf efter § 12 b, stk. 1. Det vil således sige, at domstolen skal vurdere, om personen var tilregnelig eller utilregnelig fx på grund af sindssygdom eller rustilstand på gerningstidspunktet, jf. straffelovens § 16. Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16, kan retten efter § 68 træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Forsøg

179. Forsøg på overtrædelse af bestemmelsen kan ikke straffes, jf. straffelovens § 21, stk. 3. Efter § 21, stk. 3, kan der kun straffes for forsøg, hvis der er foreskrevet højere straf end fængsel i fire måneder. § 12 b, stk. 1, giver kun mulighed for bødestraf.

Eksempler på straf efter bestemmelsen

Det vil være op til domstolene at vurdere, om der i de konkrete tilfælde er handlet på en måde, der må betegnes som groft uagtsomt. De følgende eksempler er egnede til at give en fornemmelse af, hvad der kan lægges i begrebet grov uagtsomhed. Det skal dog som nævnt i punkt 177 understreges, at den endelige afgørelse af, hvorvidt et forhold er groft uagtsomt, hører under domstolene. Domstolene vil tage alle relevante fakta i betragtning, herunder særligt borgerens forudsætninger og om myndigheden har givet borgeren skriftlig information om oplysningspligtens indhold og rækkevidde.

Eksempel 1: Et par på kontanthjælp er gift, bor sammen og har to børn. Manden bliver smidt ud af hjemmet i 1991, fordi han er sin kone utro. Kvinden ansøger herefter om boligstøtte, friplads i børnehaven og børnetilskud. Ved ansøgningen får kvinden et papir, hvor det fremgår, at hun skal melde tilbage til kommunen, hvis der sker ændringer i hendes samlivsforhold. Hun bliver desuden mundtligt oplyst om, at hun skal ringe til kommunen, hvis hun er i tvivl om, hvorvidt der er tale om et samlivsforhold.

Manden og kvinden har i forvejen to fælles børn og bliver ved med at se hinanden meget ofte af hensyn til børnene. Manden og kvinden får et fællesbarn i 1995, men kvinden oplyser over for kommunen på den årlige tro- og love erklæring, at hun fortsat er enlig. Det skyldes, at hun er usikker på, om der er tale om et seriøst samliv, selv om hun har fået barn med ham i 1995. Kvinden bliver sikker på parforholdet i 1997, hvor manden bliver tilmeldt adressen hos kvinden. Kvinden indrømmer over for kommunen, at der er tale om et egentligt samliv fra 1997, men benægter at hun og hendes eksmand har været rigtige kærester indtil da.

Kommunen anmelder sagen til politiet med påstand om, at der er begået forsætligt bedrageri. Kommunen mener, at manden og kvinden i virkeligheden har haft et samliv, siden kvinden blev gravid med det seneste fælles barn i 1994, og at parret har vidst, at kvinden uberettiget har modtaget forhøjede sociale ydelser til reelt enlige i perioden 1994-1997.

Manden forklarer i retten, at han har boet hos sin bror indtil juni 1994 uden at betale husleje. Broderen bekræfter, at manden har boet der, at han ikke har betalt husleje, og at de har været fælles om udgifter.

Manden forklarer herefter, at han fra 1994-1997 bor hos en ven uden at betale husleje. Vennen forklarer, at manden har boet der på et værelse uden at betale husleje. Manden og kvinden forklarer, at manden udøvede samkvem med børnene i kvindens lejlighed og ofte overnattede der, når kvinden var på nattevagter. Ellers sov han i et andet rum. Det »smuttede« dog en nat eller to, og resultat var fællesbarnet. Manden forklarer, at han har været kæreste med kvinden fra 1994-1996 uden at der var tale om et egentligt samliv. Manden forklarer, at han ikke blev mere sikker på, om der var tale om et samliv efter fødslen af fællesbarnet i 1995, da han synes kvinden var lidt uligevægtig og kun gav barnet og ikke ham opmærksomhed.

Parterne er fælles om finansiering af bil, som kvinden har rådighed over. Manden forklarer, at kvinden har rådighed over bilen, så hun kan transportere de fælles børn, men at der ellers ikke er tale om fælles økonomi efter hans opfattelse.

Parterne har fælles budgetkonto, som manden og kvinden begge betaler et fast månedligt beløb ind på. Dette er det stærkeste indicium for samliv, da de udgifter, der bliver betalt er typiske fællesudgifter i et samlivsforhold. Manden forklarer, at han ikke tænkte nærmere over det. Der er desuden et ønske om ikke at ændre på dette, da de ønsker at få samlivet til at fungere.

Hvis det ikke er muligt at bevise forsæt i denne sag, vil det efter bestemmelsen om straf for grov uagtsomhed være mulighed for at idømme bødestraf, da det kun eventuelt vil kunne bevises, at kvinden har handlet groft uagtsomt ved ikke at oplyse kommunen om ændringer i samlivsforholdet. Det skal bemærkes, at der er retssager i praksis, hvor par, der har fået fællesbørn, er blevet frifundet for forsætlige bedrageri, fordi det ikke kan bevises, at kvinden har handlet med forsæt.

Eksempel 2: En borger modtager førtidspension og boligstøtte. Ved den oprindelige ansøgning er borgeren skriftligt blevet oplyst om, at han skal melde om alle ændringer i sine økonomiske forhold, der kan have betydning for beregning af pensionen og boligstøtten. Han får også at vide, at kommunen kan sammenkøre økonomiske oplysninger elektronisk til brug for kontrol uden samtykke fra borgeren.

Borgeren er meget glad for at male og tjener af og til lidt penge på at sælge et enkelt maleri eller to. Han beslutter sig efter 10 år på pension til, at han vil give maleriet en chance og opretter en virksomhed, hvor han reproducerer malerier af kendte kunstnere til tyske turister. Manden kan godt huske, at kommunen skal have oplysninger om ændringer i de økonomiske forhold, men tror på baggrund af en pjece fra biblioteket, der fortæller om forskellige økonomiske støtteordninger til små og mellemstore virksomheder i opstartsfasen, at der ikke skal indberettes om ændringer til kommunen om den nystartede virksomhed. Det mener manden vil være i strid med pjecens opfordring til at starte iværksættervirksomhed. Desuden »er det jo ikke sikkert, at det kommer til at gå godt«, så han vil se tiden an, inden han kontakter kommunen.

Mod al forventning går det godt med den nye forretning. Kommunen opdager først 1½ år senere ved samkøring af oplysninger fra Skat, at virksomheden har haft et overskud på 61.000 kr. Kommunen kræver tilbagebetaling for ydelsen, da den forhøjede indtægt har medført, at han har fået for meget i pensionstillæg og boligstøtte. Kommunen melder desuden manden til politiet for socialbedrageri.

I denne sag vil der kunne være omstændigheder, der medfører, at det ikke er muligt at bevise forsæt og dermed idømme straf efter straffeloven. Straffebestemmelsen vil gøre det muligt at idømme bødestraf for grov uagtsom tilsidesættelse af oplysningspligten.

Eksempel 3: Ansøgerens og dennes ægtefælle kommer til Danmark fra Tyrkiet i 1991 og får tildelt kontanthjælp.

Begge ægtefæller underskriver i januar 1991 en erklæring om oplysningspligt. I erklæringen er det blandt andet nævnt, at der skal gives oplysninger om indtægter ud over kontanthjælpen, herunder penge fra hjemlandet. Erklæringen er oversat til tyrkisk.

Borgeren er til opfølgningssamtale bl.a. i maj 2000, hvor han benægter at have nogen form for formue og indtægt. Han underskriver også et sandheds- og anmeldelsesskema.

Ved samtale med forvaltningen i april 2000 oplyser borgeren, at han har købt en tankstation med overtagelse i maj 2000. De medbragte salgsdokumenter viser, at han har haft en kapital på 600.000 kr. ved indestående i bank i forbindelse med købet. Borgeren oplyser, at pengene stammer fra et familielån.

Borgeren får oplyst, at han herefter må anses for at være selvstændig, og at han ikke længere er berettiget til kontanthjælp. Kommunen ønsker samtidig flere oplysninger om kapitalbeløbet, da borgeren har modtaget kontanthjælp igennem flere år. Til brug for undersøgelsen modtager kommunen kopi af oplysninger fra ansøgers bank og fra politiet.

Det fremgår af disse oplysninger, at borgeren i oktober og december 1998 har fået overført et beløb i USD fra sin udenlandske konto i en bank i Schweiz til sin lønkonto i Amagerbanken, der begge gange svarede til ca. 300.000 kr. I »anmeldelse af betaling fra udlandet«, oplyser borgeren begge gange, at betalingsformålet var køb af benzintank.

Under en senere samtale med forvaltningen oplyser borgeren, at pengene stammer fra hans svigerfar, som havde ydet ham pengene som et lån i 1997 med henblik på erhvervelse af en tankstation. Han oplyser ligeledes, at lån fra hans hjemland er et spørgsmål om ære, og at der derfor ikke foreligger noget lånedokument.

Af et notat om »Hvidvask-undersøgelse« i forbindelse med overførslen af pengene fra banken i Schweiz til banken i Danmark fremgår det blandt andet, at borgeren har forklaret, at pengeoverførslerne i efteråret 2000 stammer fra hans svigerfar, der ønskede at hjælpe ham til at få et job. Det fremgår også af notatet, at borgeren ønsker at købe en benzintank.

Kommunen træffer herefter beslutning om at kræve den tidligere udbetalte kontanthjælp fra oktober 1997 tilbagebetalt.

Kommunen anmelder desuden borgeren til politiet for socialbedrageri i henhold til straffelovens § 279.

I retten forklarer borgeren, at han kommer fra en kultur, hvor et lån og især et betinget lån har en anden betydning end formue. Han siger desuden, at hans svigerfar ikke ville forære ham pengene, men låne ham dem som en investering.

Anklagemyndigheden gør gældende, at det forhold, at formuen hidrører fra et lån, som ansøger havde optaget hos sin svigerfar, ikke betyder, at kommunen kan se bort fra formuen, idet tiltalte kunne råde over pengene.

I denne sag kan der være omstændigheder, der medfører, at manden ikke kan blive straffet for forsætligt bedrageri. Han vil efter en konkret vurdering eventuelt få en bøde, der fastsættes af retten, hvis dommeren mener, at der er tale om en grov uagtsom tilsidesættelse af oplysningspligten.

Eksemplerne vedrører spørgsmålet om straf og ikke spørgsmålet om, hvornår man kan fremsætte et tilbagebetalingskrav.

Sociale hensyn og politianmeldelse

180. Det bør sikres, at alle rimelige sociale hensyn bliver inddraget i overvejelserne i den enkelte sag, og at borgeren altid bliver inddraget. I tilfælde af mistanke om, at der kan være tale om bedrageri i strafferetlig forstand, skal sagen meldes til politiet, og andre berørte myndigheder skal underrettes.

Straf i forbindelse med pålæg til virksomhed om at føre logbog

181. Efter § 12 b, stk. 2 og 3, i retssikkerhedsloven kan en arbejdsgiver, der forsømmer at opfylde de pligter, som påhviler arbejdsgiveren efter § 12 a, stk. 5 og 7, straffes med bøde. For overtrædelse kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. En arbejdsgiver, som efter begæring ikke kan eller ikke ønsker at forevise en opdateret oversigt over beskæftigede ved kontrolbesøg, kan straffes med bøde. Kommunen skal i tilfælde af manglende overholdelse af et pålæg om logbog anmelde virksomheden til politiet. Kommunen bør dog orientere virksomheden herom, forinden sagen overgives til politiet.

Straffebestemmelser i serviceloven

Servicelovens kapitel 28

182. I servicelovens kapitel 28 findes der straffebestemmelser på børneområdet. Efter disse bestemmelser straffes handlinger, som modvirker en anbringelse af et barn uden for hjemmet. §§ 156 og 157 indeholder bestemmelser, der giver mulighed for at straffe personer, der enten holder et barn, der er anbragt uden for hjemmet, skjult eller hjælper det med at flygte fra anbringelsesstedet. Derudover kan man ifalde straf, hvis man tager et barn i pleje eller fjerner et barn fra familiepleje, hvis det ikke er tilladt efter reglerne om plejefamilier i serviceloven.

Til toppen

Kapitel 23 – Opkrævning og inddrivelse – generelle forhold

183. Pr. 1. november 2005 er inddrivelse af offentlige krav samlet under Skatteministeriet i en restanceinddrivelsesmyndighed. Det betyder, at kommunerne ikke længere skal forestå inddrivelsen men overgive misligholdte fordringer til denne inddrivelsesmyndighed.

Derimod er det stadigvæk en kommunal opgave at foretage opkrævning – herunder opkrævning af tilbagebetalingspligtig hjælp. I de enkelte sociale love findes en række regler, der regulerer, hvorledes myndighederne skal opkræve beløb, som skal betales tilbage, fordi de er modtaget uretmæssigt, eller som udgør manglende betaling for ydelser fx daginstitutionsbetaling.

184. Opkrævning betyder, at myndigheden anmoder om betaling for en ydelse eller tilbagebetaling af en ydelse. Opkrævning sker som oftest ved, at myndigheden sender et girokort til borgeren med en frist for rettidig betaling. Hvis borgeren ikke betaler indenfor fristen sendes som oftest en rykker med en ny frist samt en advarsel om, at kravet sendes til inddrivelse (inkasso), hvis den nye frist ikke overholdes. Hvis borgeren fortsat ikke betaler, overgår kravet til inddrivelse. Inddrivelse beskriver således den situation, hvor et krav er forfaldent og misligholdt.

For tilbagebetalingspligtige ydelser findes særlige regler for opkrævning. Tilbagebetalingspligtige ydelser bliver nemlig ikke forfaldne ved den blotte konstatering af, at en ydelse skal tilbagebetales. Efter reglerne i pensionslovene, serviceloven og aktivloven skal myndigheden først fastsætte en ordning for opkrævning af ydelserne, og kun hvis borgeren misligholder ordningen, inddrives kravet. Reglerne om opkrævning af nogle af de tilbagebetalingspligtige ydelser er samlet i en bekendtgørelse.

185. Inddrivelse af offentlige krav er, som ovenfor beskrevet, samlet i én myndighed – restanceinddrivelsesmyndigheden - og samtidig arbejdes der mod et mere ensartet regelsæt for inddrivelsen.

Samtidig med etableringen af restanceinddrivelsesmyndigheden og harmoniseringen af reglerne for inddrivelse blev reglerne gennemgået med henblik på forenkling og effektivisering. Det betyder bl.a. at inddrivelsen af restancer som udgangspunkt sker efter en tabel, hvor det beløb, der inddrives fastsættes som en procentdel af nettoindkomsten. Der tages således som udgangspunkt ikke individuelle hensyn til skyldners udgifter og økonomiske situation i øvrigt. Der kan dog efter omstændighederne i konkrete sager foretages individuel betalingsevneberegning hvis skyldnerens økonomiske forhold giver anledning til det. Regler om inddrivelse findes i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og den tilhørende bekendtgørelse om inddrivelse af offentlig gæld.

186. Som en konsekvens af effektiviseringen af inddrivelsen er også reglerne for opkrævning af visse af ydelserne under Socialministeriet ændret. Dette sker ud fra den filosofi, at der ikke skal kunne opkræves beløb fra borgere, hvis beløbet ikke kan inddrives. Reglerne om opkrævning af disse ydelser findes i bekendtgørelse om kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om social service, lov om social pension og lov om højeste, mellemste forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv.

Reglerne om opkrævning af tilbagebetalingspligtige ydelser er i hovedtræk følgende:

  • Der kan ikke opkræves beløb fra personer, som modtager kontanthjælp eller førtidspension eller har indtægter svarende til eller lavere end kontanthjælp med mindre særlige forhold gør sig gældende. Dette er i overensstemmelse med højesteretsdommen gengivet i SM O-47-99.
  • Der foretages som udgangspunkt ikke en individuel betalingsevnevurdering, idet den månedlige betaling fastsættes efter et skema, som kun tager højde for nettoindkomsten på samme måde som ved inddrivelse.
  • Der kan klages over kommunens afgørelser om opkrævning af de omfattede ydelser til de sociale nævn.

SM O-47-99: Højesteret fandt, at det ikke var udelukket at fastsætte en tilbagebetalingsordning over for personer med indtægter på kontanthjælpsniveau. Bestemmelsen måtte dog fortolkes således, at der kun kunne fastsættes en tilbagebetalingsordning, hvis ansøger havde et væsentligt større rådighedsbeløb end kontanthjælpsmodtagere i almindelighed.

Til toppen

AFSNIT V – KLAGEREGLERNE

Kapitel 24 – De almindelige klageregler

187. Retssikkerhedslovens kapitel 10 indeholder en række regler om behandling af klager over afgørelser truffet af kommunerne eller staten i jobcentrene og af klager over afgørelser truffet af de sociale nævn eller beskæftigelsesankenævnene.

Klage over afgørelser

188. Afgørelser truffet af en kommune eller af staten i jobcentret kan indbringes for det sociale nævn eller for beskæftigelsesankenævnet. Klageadgangen omfatter kun egentlige afgørelser. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed (kommunen, staten i jobcentret, nævnet eller Ankestyrelsen) i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed tilsigter at have retsvirkning efter sit indhold. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer borgerens eller kommunens rettigheder og pligter i sagen. Der er også tale om en afgørelse, hvis myndigheden beslutter at afslutte en sag, fx ved et afslag på genoptagelse og afvisning af en sag.

Der kan klages over indholdet af en afgørelse (realiteten) og/eller den måde, en sag er behandlet på (formaliteten). Ved realiteten forstås afgørelsens resultat, fx om en ansøger er berettiget til pension, og i givet fald, hvilken pensionstype. Ved en formalitetsklage forstås en klage over myndighedens tilsidesættelse af regler om behandlingen af sagen. Der kan klages over formaliteten i forbindelse med en afgørelse, selv om realiteten ikke påklages.

Rådgivning og vejledning betragtes som ydelser efter den sociale lovgivning. Klager over kommunernes afslag på anmodninger om rådgivning og vejledning kan derfor behandles efter klagereglerne i retssikkerhedsloven. Klagen vil også være omfattet af klagereglerne, selv om kommunen ikke træffer en egentlig formel skriftlig afgørelse om afslag på rådgivning og vejledning. (Der henvises endvidere til punkt 45)

Klage over processuelle beslutninger

189. Beslutninger i forbindelse med sagsbehandlingen, som ikke afslutter sagen – de såkaldte processuelle beslutninger – er ikke afgørelser og kan derfor ikke indbringes for klageorganerne. Det er fx beslutninger om at indhente oplysninger, om at udsætte sagen eller om at genoptage sagen eller Ankestyrelsens beslutning om at optage en sag til principiel behandling. Da processuelle beslutninger ikke er afgørelser, er der ikke adgang til at klage over beslutninger. Retssikkerhedsloven giver ikke borgerne klageadgang i forhold til processuelle beslutninger. Dog er der efter § 13, stk. 2, i serviceloven adgang til at klage over en kommunes afslag på at indhente en vejledende udredning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), da kommunens afslag på at indhente en vejledende udredning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation betragtes som en afgørelse.

Klageadgangen kan være afskåret

190. Den generelle adgang til at klage over kommunernes eller staten i jobcentrenes afgørelser til de sociale nævn eller beskæftigelsesankenævnene kan være begrænset i de enkelte love. Eksempelvis kan borgerne ikke klage over kommunalbestyrelsens afgørelser om optagelse i dagtilbud til børn (§ 26, stk. 1, i serviceloven) eller over afgørelser om støtte til individuel befordring, jf. § 117 i serviceloven.

Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed

191. Reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10 om behandling af klager gælder ikke for klager over faktisk forvaltningsvirksomhed. Klager over faktisk forvaltningsvirksomhed behandles af den forvaltningsmyndighed, som er ansvarlig for udførelsen af den faktiske forvaltningsvirksomhed. (Der henvises til punkt 341 om faktisk forvaltningsvirksomhed)

Klager over den ydelse, som leveres af en leverandør efter aftale med kommunen, behandles efter reglerne i retssikkerhedsloven og eventuelle andre klageregler, som gælder for den enkelte ydelse. Eksempelvis behandles klager over personlig og praktisk hjælp leveret af en privat eller kommunal leverandør af klagerådet i kommunen. (Der henvises til punkt 323 om klagerådet)

Klager over den ydelse, som borgeren køber direkte fra en privat leverandør med tilskud fra kommunen, fx et hjælpemiddel, kan ikke behandles efter klagereglerne i retssikkerhedsloven. I disse tilfælde gælder reglerne i købeloven og andre formueretlige regler, som gælder for forbrugeraftaler.

Klage over den konkrete indsats efter serviceloven

192. Afgørelser efter serviceloven træffes af kommunalbestyrelsen, jf. § 3 i serviceloven. Det er fastsat i § 3, stk. 2, at afgørelsen skal indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed, når afgørelsen vedrører tilbud efter §§ 32, 36, 101, 103, 104 og §§ 107-110. Da afgørelsen således indeholder oplysninger om den konkrete indsats og formålet med indsatsen, behandles klager over såvel retten til tilbud efter serviceloven som klager over den konkrete indsats efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.

Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan også indbringes for de sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Klage over det generelle serviceniveau

193. Da det kun er muligt at klage over kommunalbestyrelsens afgørelser i konkrete enkeltsager, er der ikke adgang til at klage over det generelle serviceniveau i kommunerne. Efter § 60, stk. 3, kan klageorganerne således ikke behandle klager over det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser, der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbuddene.

Klage over sagsbehandlingstiden, personalets optræden m.v.

194. Klageinstanserne kan ikke behandle klager over sagsbehandlingstiden eller over personalets optræden.

Klager over sagsbehandlingstiden og over personalets optræden i kommunen rettes til borgmesteren i kommunen, som er ansvarlig for tilrettelæggelsen af opgaverne i kommunen. Klager over sagsbehandlingstiden og personalets optræden i den statslige del af jobcentret, behandles af direktøren for staten i jobcentret. Klage over borgmesterens eller direktørens beslutninger kan indgives til tilsynsmyndigheden.(Se punkt 377)

Klageinstanserne kan behandle en klage over, at en tidsfrist, der er fastsat i loven, er overskredet. Dette gælder, både hvis der alene klages over dette spørgsmål, og hvis der klages over sagens indhold. Det gælder også den frist, som kommunerne efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, skal fastsætte for, hvor lang tid, der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse om hjælp efter den sociale lovgivning. I forbindelse med en klage over sagens indhold kan klageinstansen også behandle spørgsmål om sagsbehandlingstiden.

I tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har været uforholdsmæssig lang, kan den manglende afgørelse sidestilles med et afslag, og dermed en afgørelse, med den virkning, at klageinstansen kan behandle sagen, jf. SM R-4-04.

SM R-4-04: Sagen blev hjemvist til det sociale nævn med henblik på ny undersøgelse og afgørelse om, hvem der var rette handlekommune i ansøgerens sygedagpengesag.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen fandt, at de sociale klageinstanser skulle behandle en klage over et uforholdsmæssigt langt sagsforløb, hvor der ikke blev truffet en afgørelse, som om der var truffet afgørelse, jf. retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, og § 60, og en forvaltningsretlig grundsætning om, at en uforholdsmæssigt lang sagsbehandlingstid kunne sidestilles med et afslag.

I den foreliggende sag måtte sagsforløbet i A kommune sidestilles med, at kommunen havde givet afslag på at være rette handlekommune for ansøgerens sag om sygedagpenge, jf. retssikkerhedslovens § 9.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han den 4. maj 1998 anmodede A kommune om sygedagpenge, at han ved brev af 21. marts 2000 rykkede for sygedagpenge, at A kommune efterfølgende i brev af 4. april 2000 oplyste, at ansøgerens sygedagpenge- og pensionssag var oversendt til B kommune, at A kommune i brev af 28. juni 2001 oplyste, at de havde oversendt "skrivelsespapirer" til C kommune, idet det fremgik af folkeregisteroplysning medio august (2000) at ansøgeren var flyttet til C kommune pr. 1. august 2000, og at A kommune havde forventet, at han ville tage kontakt til den nye opholdskommune efter flytningen.

Klager over afslag på anmodning om udlevering af oplysninger

195. Forvaltningsloven bestemmer i § 31, at en myndighed skal videregive oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, som anmoder om oplysningerne, hvis oplysningerne er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. (Se nærmere punkt 482 og 483 om forvaltningslovens § 31) Afslår en forvaltningsmyndighed at udlevere oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, kan afslaget indbringes for den myndighed, der ville være klageinstans ved en klage over sagens realitet. Dette fremgår af bemærkningerne til forarbejderne til forvaltningsloven.

Klager over at oplysninger er udleveret

196. Efter Ankestyrelsens praksis kan der klages over, at en myndighed i forbindelse med en sags behandling har udleveret oplysninger i strid med forvaltningslovens regler. En sådan klage kan dog kun behandles af de almindelige klageinstanser, hvis der er truffet en afgørelse efter den sociale lovgivning, som kan påklages. Hvis det er sandsynligt, at der i strafferetlig forstand er sket en tilsidesættelse af tavshedspligten, må klageren henvises til politiet.

Klager over behandlinger, der er i strid med persondataloven behandles af Datatilsynet.

Klager over afgørelser om aktindsigt

197. Klager over afslag på aktindsigt i en sag behandles af den myndighed, som i øvrigt skal træffe afgørelse i sagen. Det fremgår af § 15, stk. 1 i offentlighedsloven og § 16, stk. 1, i forvaltningsloven. Hvis der fx er tale om en sag om tilkendelse af et hjælpemiddel efter serviceloven, skal klager over kommunens afgørelser om aktindsigt i sagen behandles af det sociale nævn. Hvis spørgsmålet om aktindsigt indgår i en afgørelse, hvor der ikke er klageadgang – fx klage over optagelse i et dagtilbud til børn efter § 26 i serviceloven – kan kommunens afslag på aktindsigt i sagen ikke påklages til det sociale nævn. I disse tilfælde kan klagen indbringes for kommunaltilsynet. (Se punkt 377 om kommunaltilsynet)

198. Der er ingen frist for klager over afslag på aktindsigt. Afgørelser om aktindsigt kan påklages, selv om selve sagen henlægges. Ankestyrelsen kan altid behandle klager over afgørelser om aktindsigt i sager behandlet efter reglerne i retssikkerhedsloven. Det er uden betydning, om sagen i sig selv er principiel eller generel eller om spørgsmålet om aktindsigt er principielt eller generelt.

Klager over generelle forvaltningsretlige spørgsmål

199. Klageinstanserne kan tage stilling til generelle forvaltningsretlige spørgsmål, når de behandler klager over afgørelser om ret til ydelser efter den sociale lovgivning.

Klageberettigede

200. Reglerne i retssikkerhedslovens § 60, stk. 2, bestemmer, at det kun er den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen. Personer, som repræsenterer den person, som afgørelsen vedrører – fx en værge, forældremyndighedens indehaver eller en advokat eller anden partsrepræsentant – vil kunne klage over afgørelse på vegne af den person, som sagen vedrører. Der henvises til punkt 38-39 om værgemål og punkt 456 om partsrepræsentanter. Se også SM R-13-01, hvori en lønmodtager blev anset for klageberettiget i en sag om refusion af sygedagpenge og SM P-29-03 [nu: 176-12], hvor et dødsbo ikke blev anset for klageberettiget.

SM R-13-01: En kommune traf afgørelse om standsning af refusion af dagpenge til en arbejdsgiver, da lønmodtageren ikke længere fandtes at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Afgørelsen overfor arbejdsgiveren var forsynet med klagevejledning. Lønmodtageren blev orienteret om afgørelsen om standsning af refusion, men fik ikke en selvstændig afgørelse om sin ret til dagpenge med klagevejledning.

Lønmodtageren klagede til det sociale nævn, idet det blev gjort gældende, at afgørelsen over for arbejdsgiveren havde den umiddelbare virkning, at hendes ret til løn under sygdom ifølge hendes overenskomst ophørte fra samme dag.

Nævnet afviste at behandle sagen, da nævnet ikke fandt, at hun var part i sagen og derfor ikke klageberettiget.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til realitetsbehandling i nævnet, idet lønmodtageren ud fra en konkret vurdering fandtes at have en så væsentlig og individuel interesse i afgørelsen over for arbejdsgiveren, at hun var klageberettiget. Det blev i den forbindelse bemærket, at kommunen burde have truffet en afgørelse over for lønmodtageren om hendes ret til dagpenge, da afgørelsen over for arbejdsgiveren byggede på en vurdering heraf. Lønmodtageren ville så umiddelbart have været klageberettiget.

SM P-29-03 [nu: 176-12]: Boet efter en afdød var ikke klageberettiget i forhold til en afgørelse om afslag på genoptagelse af en tidligere sag om førtidspension, der var rejst efter en anmodning som pensionisten selv havde fremsat før sin død.

Begrundelsen var, at kun den person, som afgørelsen vedrører, er klageberettiget efter bestemmelserne i retssikkerhedsloven.

Afgørelsen om pension til afdøde vedrørte ikke boet, og boet, herunder de enkelte arvinger, havde ikke en direkte personlig interesse i sagen.

Afdødes egen anmodning om genoptagelse kunne derimod færdigbehandles uanset dødsfaldet.

Der kan være regler i de enkelte love, som giver andre personer mulighed for at klage. Eksempelvis gælder der en særlig regel i servicelovens regler om magtanvendelse, hvorefter en ægtefælle eller en anden nærtstående person, som deler bolig med den person, som sagen vedrører, er berettiget til at klage over kommunalbestyrelsens afslag på at indstille en person til optagelse i et særligt botilbud efter reglerne om optagelse i særlige botilbud uden samtykke. Denne klageregel findes i § 131, stk. 3, i serviceloven. Der henvises også til punkt 241 og 244 om § 65, stk. 3, hvorefter alle personer og myndigheder, som har en retlig interesse i en afgørelse efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, er klageberettiget.

Genvurdering

201. Klager over afgørelser skal altid indgives til den myndighed, som har truffet afgørelsen. Det giver myndigheden mulighed for at vurdere sagen på ny og eventuelt give klageren helt eller delvist medhold. Hvis myndigheden ikke giver klageren medhold, skal klagen sendes videre til klageinstansen med begrundelse for afgørelsen og for genvurderingen. Reglerne om genvurdering findes i retssikkerhedslovens § 66. Genvurdering kaldes også for remonstration.

202. En sag skal som hovedregel altid genvurderes inden for 4 uger efter, at klagen er modtaget. Det fremgår af § 8 i retssikkerhedsbekendtgørelsen. Hvis myndigheden ikke kan færdiggøre sin genvurdering inden for fristen på 4 uger, fordi der skal skaffes yderligere oplysninger, vurderinger og lignende, skal klageren have besked om det. Klageren skal også have besked om, hvornår genvurderingen kan forventes afsluttet.

  • Hvis myndigheden giver klager fuldt medhold, skal myndigheden sende en ny afgørelse til klageren inden 4 uger efter, at klagen er modtaget.
  • Hvis myndigheden giver klager delvist medhold, skal myndigheden sende en ny afgørelse til klageren inden 4 uger efter, at klagen er modtaget. Klageren skal herefter inden 4 uger meddele, om klagen fastholdes. Hvis klageren fastholder klagen, skal myndigheden sende afgørelsen med begrundelse til ankeinstansen inden 14 dage.
  • Hvis myndigheden fastholder den oprindelige afgørelse, sendes genvurderingen med begrundelse til ankeinstansen inden 4 uger efter, at klagen er modtaget.

203. Fristerne i bekendtgørelsens § 9 gælder ikke for sager, som ud fra en konkret vurdering må anses for hastende. I de sager, som anses for hastende, skal myndigheden straks genvurdere sagen og give klageren meddelelse om resultatet. Hvis myndigheden vurderer, at afgørelsen ikke skal ændres, skal sagen straks sendes til ankeinstansen. Reglen om genvurdering af hastende sager fremgår af § 10 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

204. Reglerne om genvurdering gælder ikke i alle sager. Det følger af § 7 i retssikkerhedsbekendtgørelsen, at klager over børn og unge-udvalgets afgørelser i sager om særlig støtte til børn og unge efter § 74 i serviceloven ikke skal genvurderes, men skal sendes videre til Ankestyrelsen, straks efter klagen er modtaget. Det sociale nævns godkendelser af kommunernes beslutninger efter §§ 125, 127, og 128, jf. § 130 i serviceloven samt det sociale nævns afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 129, jf. § 131 i serviceloven skal heller ikke genvurderes. Klagerne sendes straks videre til Ankestyrelsen. I tilfælde, hvor myndigheden modtager en klage efter at klagefristen er overskredet, skal myndigheden ikke genvurdere sagen, men straks sende klagen videre til klageinstansen. Der henvises til § 6, stk. 3 i retssikkerhedsbekendtgørelsen. I sager omfattet af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 24 om klager over staten i jobcentrets afgørelser efter kapitel 9 -12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor afgørelsen er begrundet i personens ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov, skal staten i jobcentret sende klagen og genvurderingen til beskæftigelsesankenævnet senest 5 arbejdsdage efter, at klagen er modtaget i jobcentret.

205. Der gælder særlige regler for behandlingen af klager over afgørelser om personlig og praktisk hjælp efter §§ 83 og 84 i serviceloven. Klagerne skal behandles i klagerådet, og der gælder ingen klagefrist for klagerådets behandling af klagen. Kommunalbestyrelsen genvurderer sagen, når klagerådet har givet en indstilling i sagen. Hvis kommunalbestyrelsen herefter ikke giver klageren medhold, skal klagen straks sendes videre til det sociale nævn uden yderligere genvurdering. Kommunalbestyrelsen skal dog genvurdere sagen inden den sendes videre til det sociale nævn, hvis der kommer nye oplysninger i sagen, efter klagerådet har afgivet sin indstilling. De særlige regler om genvurdering af afgørelser om personlig og praktisk hjælp findes i § 5 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Formkrav til klager

206. Der gælder ingen formkrav til klager. Myndighederne er forpligtet til at behandle såvel skriftlige klager som klager, der indgives mundtligt.

Formkrav til klageinstansernes afgørelser

207. Klageinstanserne skal behandle sagerne i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Selv om afgørelser, som giver borgeren medhold, ikke skal være skriftlige og begrundede efter forvaltningslovens regler, skal afgørelser truffet af nævnene og Ankestyrelsen altid være skriftlige og begrundede. Det fremgår af § 70 i retssikkerhedsloven.

I afgørelser fra det sociale nævn eller fra beskæftigelsesankenævnet skal nævnet skrive, om det er et enigt nævn eller et flertal af nævnets medlemmer, der har truffet afgørelsen uden angivelse af navnene på de nævnsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen. Hvis et medlem af nævnet har et særstandpunkt (dissens), skal særstandpunktet anføres kort i afgørelsen. Reglerne om nævnenes afgørelser findes i § 14 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

I forbindelse med koordineringen af praksis offentliggør Ankestyrelsen principielle afgørelser i anonymiseret form.

Klagefrister

208. Fristen for at klage over en afgørelse er 4 uger, efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Klagefristen gælder ved klager over afgørelser truffet af kommunen eller staten i jobcentret og ved klager over nævnenes afgørelser til Ankestyrelsen. Det sociale nævn, beskæftigelsesankenævnene og Ankestyrelsen tager stilling til, om klagen er rettidig, jf. SM R-10-03. Reglerne om klagefristen findes i § 67 i retssikkerhedsloven.

209. Klagefristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor meddelelsen om afgørelsen er nået frem til adressaten. Hvis meddelelsen er sendt med posten som A-post til en adressat i Danmark, kan den i almindelighed anses for at være kommet frem dagen efter afsendelsen. Bevisbyrden for, at et brev afsendt af en offentlig myndighed anses for at være kommet frem til modtageren, påhviler den offentlige myndighed. Der henvises til FOB 2004.425, hvori Folketingets Ombudsmand også anfører, at det kan indebære en tilsidesættelse af officialprincippet, hvis en offentlig myndighed ikke undersøger sagen ved at kontakte Post Danmark i tilfælde, hvor en borger påberåber sig, at et brev fra myndigheden ikke er modtaget. I den konkrete sag henstillede Folketingets Ombudsmand til det sociale nævn, at nævnet udtrykkeligt skulle tage stilling til, om afgørelsen vil være i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet. Klageren ville blive frataget sit forsørgelsesgrundlag i form af sygedagpenge på grund af manglende fremmøde til en opfølgningssamtale. Klageren oplyste, at han aldrig havde modtaget kommunens brev med indkaldelse til opfølgningssamtalen.

Hvis der er almindeligt forekommende forsinkelser i postgangen, eller hvis modtageren kan godtgøre, at meddelelsen først er kommet frem på et senere tidspunkt end det, der måtte forventes, begynder fristen at løbe fra den dag, hvor afgørelsen må anses for at være kommet frem. En afgørelse, der er sendt med B-post, kan først formodes at være kommet frem til adressaten 4 dage efter afsendelsen.

Hvis en partsrepræsentant ved en fejl har modtaget meddelelse om afgørelsen senere end afgørelsens adressat, regnes klagefristen først fra det tidspunkt, hvor partsrepræsentanten har modtaget meddelelse om afgørelsen. Der henvises til FOB 1991.161.

210. Klagefristen udløber på 4 ugers-dagen ved kontortids ophør, det vil sige samme ugedag som dagen, hvor meddelelsen er modtaget.

Udløber klagefristen på en lørdag, en helligdag eller på en dag, hvor der er tale om en usædvanlig tidlig lukketid, forlænges klagefristen til førstkommende hverdag ved kontortids ophør.

Klagen skal være kommet frem til den myndighed, den er indgivet til, senest ved klagefristens udløb. Hvis en afsendt klage ikke er kommet frem til myndigheden, og det ikke kan antages, at klagen er bortkommet efter modtagelse hos myndigheden, foreligger der ikke en rettidig klage. Det fremgår af Ankestyrelsens praksis, at klageren bærer risikoen for, at klagen er fremsendt rettidigt. Se også SM R-10-03, hvorefter klageinstanserne tager stilling til, om klagefristen er overholdt og om der skal dispenseres for en fristoverskridelse. Se ovenfor punkt 208.

SM U-15-03: Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om overskridelse af ankefrist.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelserne til grund, at udgangspunktet er, at risikoen for, at en klage når rettidigt frem til en myndighed, påhviler klageren, herunder risikoen for forsinkelser eller uregelmæssigheder i postgangen.

Udgangspunktet kunne imidlertid fraviges, hvis klager kunne sandsynliggøre, at klagen var afsendt, og at den var afsendt på et så tidligt tidspunkt, at den burde have været modtaget rettidigt hos myndigheden.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at et forsikringsselskab ikke havde løftet bevisbyrden for, at selskabet havde afsendt en klage inden ankefristens udløb den 17. december 2001. Det blev ikke anset som tilstrækkelig dokumentation, at selskabet fremsendte kopi af en anke dateret den 30. november 2001 samt kopi af brev til skadelidte af 6. december 2001 og efterfølgende et skærmprint, hvoraf fremgik, at anken blev oprettet den 30. november 2001. Selskabet havde herudover oplyst om selskabets procedure i forbindelse med udsendelse af post.

I sag nr. 2 hvor ankefristen udløb den 12. juni 2002, fandt Ankestyrelsen at et forbund, hvis klage blev registreret den 2. juli 2002 skulle stilles som om anken var rettidig. Ankestyrelsen fandt, at det var sandsynliggjort, at forbundets klage var sendt den 16. maj 2002 og derfor burde være kommet frem til Arbejdsskadestyrelsen indenfor klagefristens udløb. Ankestyrelsen lagde vægt på, at klagen af 16. maj 2002 til Arbejdsskadestyrelsen den samme dag var sendt i kopi til forbundets advokat samt til forbundets lokalafdeling, og at der forelå dokumentation for modtagelsen.

Klagefristen er overholdt, selv om en klage er sendt til en forkert myndighed, når klagen er sendt inden for klagefristen. Klagen skal straks sendes videre til den rette myndighed i overensstemmelse med § 7, stk. 2, i forvaltningsloven.

Hvis afgørelsen er meddelt mundtligt, løber klagefristen fra afgørelsen. Gives der senere en skriftlig afgørelse, løber klagefristen fra modtagelsen af den skriftlige afgørelse. Dette gælder, også selv om der i forbindelse med den mundtlige meddelelse er givet klagevejledning, og selv om anmodningen om en skriftlig afgørelse er fremsat efter udløbet af fristen på 14 dage i forvaltningslovens § 23, stk. 1. Der henvises til SM O-35-94.

SM O-35-94: Ankefristen blev regnet fra meddelelse af en skriftlig afgørelse, selvom kommunen forud havde meddelt mundtlig afgørelse med ankevejledning på samme ydelse.

Der var ikke klaget over den mundtlige afgørelse inden for ankefristen.

211. Klagefristen begynder først at løbe fra det tidspunkt, hvor der er givet en klagevejledning, som angiver, hvortil klagen skal indgives, og som angiver klagefristen. Det er uden betydning, om klagevejledningen står i selve afgørelsen, eller om der i afgørelsen henvises til en vedlagt klagevejledning. I særlige tilfælde kan en afgørelse med en ufuldstændig begrundelse, medføre forlængelse af klagefristen. Der henvises til SM O-76-97.

SM O-76-97: Tilbagebetalingserklæringer må anses for at være skriftlige afgørelser, som skal opfylde formkravene i forvaltningsloven.

Ankestyrelsen har truffet afgørelse i 4 sager, hvor der forelå tilbagebetalingserklæringer. I 2 af sagerne var der ved afkrydsning alene henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 (nu aktivlovens § 93, stk.1). I 2 andre sager var der ved afkrydsning alene henvist til bistandslovens § 26, stk. 3 (nu aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 6). Alle sager måtte anses for utilstrækkeligt begrundede. Den utilstrækkelige begrundelse medførte en forlængelse af klagefristen.

Den omstændighed, at der eventuelt var givet en mundtlig begrundelse, fritog ikke forvaltningen for samtidig at meddele en skriftlig begrundelse

Hvis en klager har anmodet om aktindsigt inden klagefristens udløb, kan dette bevirke en afbrydelse af klagefristen. Det er den myndighed, der har truffet afgørelsen, der træffer beslutning om klagefristens eventuelle afbrydelse. Se SM R-10-03. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor aktindsigt er meddelt parten eller afslået, dog med mindst 14 dage. Underretning om, hvornår klagefristen herefter udløber, skal samtidig gives til andre klageberettigede. Klageinstansen skal også underrettes om klagefristens forlængelse. Hvis klageren har anmodet om aktindsigt inden klagefristens udløb, uden at dette har medført en forlængelse af klagefristen, kan klageinstansen vælge at se bort fra en overskridelse af klagefristen. Se dog SM P-23-88, hvor klageinstansen ikke valgte at se bort fra overskridelsen af fristen.

SM P-23-88: Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at bortse fra overskridelse af klagefristen i en sag, hvor klageren havde bedt afgørelsesmyndigheden om aktindsigt. Ankestyrelsen lagde vægt på, at klageren havde mulighed for at klage rettidigt i endnu 8 dage efter at have modtaget kopi af akterne. Der blev endvidere lagt vægt på, at der ikke stilles særlige formkrav til en anke, således at klager havde mulighed for ved et kortfattet brev eller telefonisk at anke sin sag.

212. Det er altid klagemyndigheden, der afgør, om en klagefrist er overholdt. Den myndighed, som har truffet den afgørelse, der klages over, skal dog være opmærksom på, om klagefristen er overholdt. Hvis myndigheden finder, at klagefristen er overskredet, sendes klage og sagens øvrige akter straks til klageinstansen med besked om, at myndigheden vurderer, at klagefristen er overskredet. Efter § 6, stk. 3, i retssikkerhedsbekendtgørelsen skal myndigheden ikke genvurdere sagen, inden klagen sendes til klageinstansen, når klagefristen er overskredet.

Dispensation fra klagefristen

213. Klageinstanserne kan se bort fra, at klagefristen er overskredet, når der er særlige grunde til det. Denne regel fremgår af § 67, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Der kan foreligge særlige grunde, som berettiger en forlængelse af klagefristen, hvis klageren er bortrejst eller indlagt på sygehus, når afgørelsen kommer frem. Efter Ankestyrelsens praksis, er det dog en betingelse for at dispensere fra klagefristen, at klagen indgives straks efter, at klager kommer hjem. Der kan også tages hensyn til, at klageren har vanskeligt ved at læse en afgørelse og formulere en klage på grund af sproglige vanskeligheder eller psykisk funktionsnedsættelse, og myndigheden har forsømt sin forpligtelse til at vejlede klageren. Klageinstanserne tager stilling til, om en klagefrist er rettidig, jf. Ankestyrelsens afgørelse i SM R-10-03, hvor klagefristen var suspenderet på grund af manglende klagevejledning. Det er formanden for det sociale nævn, Beskæftigelsesankenævnene og chefen for Ankestyrelsen, som kan tage stilling til, om der skal dispenseres for en fristoverskridelse, jf. retssikkerhedslovens § 67, stk. 2.

214. Der foreligger som udgangspunkt ikke særlige grunde, hvis forsinkelsen skyldes forhold hos andre. Der vil eksempelvis ikke være tale om undskyldeligt forhold, hvis klagers repræsentant eller fagforening forlægger en afgørelse eller klage, som klager har betroet dem. Det kan ikke udelukkes, at en hjælpers forhold efter en konkret vurdering kan bevirke dispensation.

215. Efter retssikkerhedslovens § 67, stk. 2, kan afgørelser om at se bort fra klagefrister ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Det er således en endelig afgørelse, når det sociale nævn eller beskæftigelsesankenævnet eller Ankestyrelsen afgør, om der skal gives dispensation i en sag.

Til toppen

Kapitel 25 – Klageinstansernes sagsbehandling

Klageinstansernes uafhængighed

216. Klageinstanserne er uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag. Det fremgår af § 68, stk. 1, i retssikkerhedsloven, hvorefter klageinstanserne hverken er bundet af parternes påstande eller instruktioner fra andre, når de træffer afgørelse i en sag.

217. Klageinstanserne skal altid træffe den rigtige afgørelse efter lovgivningen og er således ikke bundet af det resultat, som parterne ønsker (parternes påstande) eller af de dokumenter eller argumenter, som klageren fremfører. Klageinstanserne har ligesom andre myndigheder ansvaret for, at sagerne er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at de kan træffe en afgørelse. Der henvises herom til retssikkerhedslovens § 10 og punkt 445 om officialprincippet. Da klageinstanserne skal træffe den rigtige afgørelse efter lovgivningen, kan klageinstanserne træffe afgørelser, som stiller klageren ringere end den oprindelige afgørelse, der klages over. Hvis afgørelsen går borgeren imod, skal klageinstansen efter § 72, stk. 8, træffe beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Klageinstansernes reaktionsmuligheder

218. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelser kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over, jf. § 68, stk. 2. Stadfæstelse af en afgørelse vil sige, at afgørelsen ikke ændres. Hjemvisning af en afgørelse vil sige, at der skal træffes en ny afgørelse af den myndighed, som traf den afgørelse, klagen vedrører. Hjemvisning anvendes ofte i tilfælde, hvor sagsbehandlingen i forbindelse med den oprindelige afgørelse har været mangelfuld, hvis der fx mangler væsentlige oplysninger i sagen.

Klageinstansernes efterprøvelse af afgørelser

219. Efter § 69 i retssikkerhedsloven kan klageinstanserne efterprøve retlige spørgsmål. Det svarer til domstolenes efterprøvelse, således at klageinstanserne efterprøver afgørelser efter den sociale lovgivning lige så grundigt som domstolene. Det gælder også skønsmæssige afgørelser. De almindelige forvaltningsretlige principper er beskrevet nedenfor i kapitel 44-48.

220. Ved en efterprøvelse af retlige spørgsmål tager klageinstanserne udgangspunkt i gældende ret. Gældende ret udgør de love og regler, retsgrundsætninger, administrativ praksis, domstolspraksis og ombudsmandspraksis, der gælder for myndighederne, når de træffer afgørelser. Det vil sige, at klageinstanserne undersøger om en afgørelse lider af retlige mangler ud fra en bedømmelse af gældende ret. De sociale klageinstanser kan således ikke tilsidesætte en afgørelse alene ud fra en overvejelse om, at afgørelsen har fået et urimeligt resultat, selv om afgørelsen i øvrigt er i overensstemmelse med lovgivningen.

§ 69 begrænser ikke muligheden for at klage over en afgørelse. Der kan klages over alle afgørelser.

221. En efterprøvelse af retlige spørgsmål betyder, at de sociale klageinstanser blandt andet skal tage stilling til følgende:

Almene juridiske spørgsmål

Klageinstanserne skal tage stilling til almene juridiske spørgsmål. Det kan fx være spørgsmål om lovens ikrafttræden og forældelse m.v.

Fortolkning

Hvis loven kan give anledning til tvivl om forståelsen af et ord eller begreb, skal klageinstanserne efterprøve om ordet eller begrebet er blevet fortolket korrekt. Det kan fx være, om en ændring af adgangsforholdene til et hus kan betragtes som »indretning« af boligen, eller hvornår der er tale om »uforsvarlig økonomi«.

Overensstemmelse med forvaltningsretlige principper

Klageinstanserne skal efterprøve om de almindelige forvaltningsretlige principper om lovlig forvaltning er blevet fulgt, fx at kommunen ikke har forfulgt et ulovligt formål (magtfordrejning), har tilsidesat lighedsgrundsætningen eller har sat »skøn under regel« m.v.

Sagsbehandlingen

Klageinstanserne skal kontrollere, om de forvaltningsretlige love og grundsætninger samt retssikkerhedslovens bestemmelser er fulgt, fx om der er blevet foretaget partshøring og om afgørelsen er tilstrækkeligt begrundet.

De faktiske omstændigheder

Klageinstanserne skal efterprøve, om sagen er tilstrækkeligt oplyst, og om de faktiske omstændigheder, som en afgørelse bygger på, er korrekte.

Klageinstanser har mulighed for at forholde sig selvstændigt til de faktiske omstændigheder i sagen, herunder rent sagkyndige vurderinger, der indgår i bedømmelsen af de faktiske omstændigheder. Efterprøvelsen på disse områder kan derfor være mere intensiv end domstolenes efterprøvelse.

Efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

Skønsmæssige afgørelser

222. Skøn anvendes, når bestemmelsen i loven ikke angiver en bestemt retsfølge af retsfaktum, der også kan være beskrevet i brede vendinger.

To eksempler

Eksempel 1: Det følger af aktivlovens § 81, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter (retsfølge) til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold (retsfaktum). Hjælpen er betinget af, at pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for i fremtiden at kunne klare sig selv. Denne bestemmelse beskriver en række betingelser, for at en borger har ret til hjælp. Da betingelserne ikke er objektivt angivet, betyder det, at loven har overladt myndigheden et spillerum, inden for hvilket afgørelsen skal træffes.

Eksempel 2: Det følger af servicelovens § 83, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde personlig hjælp og pleje (retsfølge) til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver (retsfaktum). Bestemmelsen angiver betingelserne for hjælp meget åbent og giver derfor myndigheden mulighed for at afgøre, hvilke personer der har ret til hjælp, og hvordan hjælpen skal udformes og tilrettelægges.

Hvorfor regler, som bygger på skøn

223. Det er karakteristisk for regler, der indeholder et eller flere skønsmæssige elementer, at de er udformet på den måde, fordi bestemmelsen skal kunne samle op på situationer, som lovgiver ikke på forhånd har kunnet eller ønsket at beskrive udtømmende. Det er hensigten, at når myndigheden står med de konkrete sager, skal der - efter et konkret skøn - være mulighed for at hjælpe den enkelte og familien.

Retlig efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

224. De bestemmelser, der giver myndigheden mulighed for at foretage et skøn, betyder ikke, at myndigheden kan foretage et »frit skøn«, når den træffer afgørelse. Myndighedens skøn er et skøn, der er undergivet en række retlige begrænsninger, og man kan derfor tale om, at myndigheden skal foretage »et retligt bundet« skøn. Ved et retligt bundet skøn forstås, at loven angiver en vis ramme for forvaltningens administration af bestemmelsen. Når der i loven er angivet en vis ramme for bestemmelsens anvendelse, er der også dermed angivet en vis binding i administrationen af bestemmelsen med hensyn til, hvilke momenter der skal inddrages i vurderingen. Hvor langt denne binding rækker, afgøres ved en fortolkning af de enkelte lovbestemmelser. Skønsmæssige bestemmelser er derfor overvejende retligt normerede, og afgørelsen vil derfor være undergivet en intensiv retlig efterprøvelse, som bliver mere intens, jo mere indgribende en afgørelse er i forhold til borgeren.

Efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

225. Hvis en bestemmelse indeholder muligheden for at foretage et skøn, skal klageinstanserne – ud over de elementer, der er nævnt under punkt 221, også efterprøve

  • om der er blevet foretaget et individuelt skøn, hvor det er forudsat i loven, at der skal foretages et skøn (myndigheden har ikke »sat skøn under regel«),
  • om de kriterier, der er blevet anvendt, er lovlige,
  • om der er taget uvedkommende hensyn (Se punkt 442),
  • hvilke kriterier, der skal indgå i den konkrete vurdering,
  • om alle relevante kriterier er inddraget,
  • om prioriteringen mellem de valgte kriterier er i overensstemmelse med almindelige retsprincipper, fx lighedsgrundsætningen,
  • om afvejningen er i overensstemmelse med prioriteringsregler, der eventuelt måtte være forudsat i den sociale lovgivning.

Som eksempler på sager, hvor Ankestyrelsen tager stilling til, om det sociale nævn har grundlag for at ændre kommunens skøn, kan nævnes SM I-1-04 og SM D-21-05.

SM I-1-04: Det sociale nævn havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om afslag på hjælp til høfebermedicin på ca. 50 kr. til en kvinde, som modtog integrationsydelse svarende til starthjælp.

Ankestyrelsen lagde vægt på størrelsen af det månedlige rådighedsbeløb på 6.377 kr. sammenholdt med den meget begrænsede medicinudgift og på, at nævnet som begrundelse for sin afgørelse alene havde henvist til, at en familie på to voksne og 5 børn ikke havde midler til selv at afholde udgiften til høfebermedicin, når det fornødne til underhold var afholdt.

SM D-21-05: Det Sociale Nævn havde ikke haft grundlag for at ændre kommunens afgørelse om, at det ikke ansås for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat, idet afgørelsen ikke var behæftet med en retlig fejl.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af, at lønmodtagers helbredstilstand var så uafklaret, at det ikke var muligt at tage stilling til, om der var behov for en revalideringsmæssig indsats.

Ved vurderingen af, at kommunens afgørelse ikke var behæftet med en retlig fejl, lagde Ankestyrelsen vægt på, at lønmodtager var sygemeldt på grund af forhøjet blodtryk, som hun angiveligt havde haft siden 1990, at hun siden 2000 havde været i vedvarende medicinsk behandling og fortsat var under behandling på tidspunktet for stop af dagpenge, at det ikke havde været muligt at påvise en årsag til det forhøjede blodtryk, og at det trods forskellige behandlingstiltag ikke havde været muligt at nedbringe blodtrykket til et acceptabelt niveau.

Sager med fuld prøvelse

226. I nogle sager i Ankestyrelsen skal styrelsen foretage en fuld prøvelse af afgørelserne i stedet for en retlig prøvelse. Det vil sige, at Ankestyrelsen både kan foretage en retlig efterprøvelse af sagerne og tilsidesætte et lovligt skøn, som er foretaget sagen i 1. instans. Det drejer sig om:

  • Børn og unge-udvalgets afgørelser efter servicelovens kapitel 11,
  • afgørelser efter arbejdsskadessikringsloven,
  • afgørelser om optagelse i særligt botilbud uden samtykke efter § 130 i serviceloven.

Sager med begrænset prøvelse

227. Klageinstansernes prøvelse kan også være begrænset i særlige regler i lovgivningen. Eksempelvis kan beskæftigelsesankenævnet ved behandling af en klage over en kommunes afgørelse om udbetaling af godtgørelse efter § 83 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats alene tage stilling til, om afgørelsen er i overensstemmelse med de retningslinjer, som kommunen har fastsat. Reglen fremgår af § 128, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Til toppen

Kapitel 26 – Opsættende virkning

Klager har ikke opsættende virkning

228. Klager, som behandles efter kapitel 10 i retssikkerhedsloven, har som hovedregel ikke opsættende virkning, jf. § 72, stk. 1. Det har ingen betydning, om der er sandsynlighed for, at klager får medhold i sin klage. Efter Ankestyrelsens praksis kan en myndighed tillægge klager over egne afgørelser opsættende virkning. Dette fremgår af forarbejderne til § 72.

Myndigheden skal senest samtidig med den materielle afgørelse tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning. Hvis myndigheden beslutter, at en klage over en afgørelse skal have opsættende virkning, skal dette fremgå af afgørelsen i sagen eller meddeles til borgeren samtidig med afgørelsen. Forhold, der kan tale for, at en myndighed tillægger en klage over en afgørelse opsættende virkning kan være, at der er en vis tvivl om afgørelsen og at dens iværksættelse vil have vidtrækkende konsekvenser for borgeren eller myndigheden, som ikke – eller kun vanskeligt – lader sig genoprette.

SM R-6-03: Ankestyrelsen fandt, at der kan klages over et afslag på at tillægge en klage opsættende virkning. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det følger af retssikkerhedsloven, at klage over en afgørelse ikke - bortset fra enkelte lovbestemte undtagelser - har opsættende virkning, men at en myndighed, ifølge lovbemærkningerne, har mulighed for at give sine egne afgørelser opsættende virkning. Ankestyrelsen lagde også vægt på, at en beslutning om opsættende virkning må betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at en afgørelse om opsættende virkning, der vedrører en sag efter den sociale lovgivning, herefter vil være en afgørelse efter den sociale lovgivning. Ankestyrelsen fandt samtidig, at der – bortset fra lovbestemmelser herom – kun undtagelsesvist kan tillægges en klage over en afgørelse efter den sociale lovgivning opsættende virkning. I den konkrete sag om inddragelse af bilstøtte fandt Ankestyrelsen, at der var grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning.

Klager med opsættende virkning

229. Visse afgørelser efter serviceloven indebærer, at en person flytter til en anden bolig. For at undgå at klageren skal flytte flere gange, hvis klageinstansen ændrer den oprindelige afgørelse, er der særlige regler om opsættende virkning i § 72, stk. 2-5, som omhandler dels anbringelsessager og sager om botilbud til voksne efter serviceloven. Klager over valg af anbringelsessted og klager over afgørelser om flytning uden samtykke medfører som hovedregel opsættende virkning, medmindre særlige forhold gør det påkrævet at iværksætte flytningen straks. Det kan fx være, på grund af beskyttelseshensyn over for barnet eller, hvis anbringelsesstedet bliver nedlagt. Endvidere har klager over, at afgørelser om anbringelse uden for hjemmet ikke skal opretholdes, opsættende virkning. I andre sager om flytning til et botilbud efter serviceloven kan klageinstansen beslutte at tillægge klagen opsættende virkning.

230. Klager over en kommunes krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte har opsættende virkning. Det fremgår af § 72, stk. 7, i retssikkerhedsloven.

Til toppen

Kapitel 27 – Beskæftigelsesankenævnene

231. Retssikkerhedsloven indeholder ikke regler om beskæftigelsesankenævnenes nedsættelse og sammensætning. Der henvises til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

232. Beskæftigelsesankenævnene behandler klager over afgørelser som kan påklages til nævnene efter § 17 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

233. Beskæftigelsesankenævnet er beslutningsdygtigt, når formanden og fire andre medlemmer er til stede, jf. § 18, stk. 2, i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Til toppen

Kapitel 28 – De sociale nævn

234. De sociale nævn nedsættes i hver region, jf. § 45. Nævnene har sekretariat i statsforvaltningen og er således en statslig klageinstans på regionalt niveau.

Medlemmer

235. Nævnet består af 3 medlemmer med direktøren for statsforvaltningen som formand. De øvrige medlemmer og stedfortræderne for hvert medlem udpeges af socialministeren efter indstilling fra kommunerne i regionen og De Samvirkende Invalideorganisationer. Det fremgår af § 45, stk. 3, at medlemmerne af de sociale nævn skal have bopæl i regionen eller i øvrigt have tilknytning til regionen.

Inhabilitet

236. Da det sociale nævn er klageinstans for kommunale afgørelser i sociale sager, kan et medlem af det kommunale personsagsudvalg ikke udpeges som medlem af nævnet eller som stedfortræder. Det samme gælder kommunalt ansatte, som deltager i administrationen af de sagsområder, der er omfattet af nævnenes kompetence. Reglen står i retssikkerhedslovens § 45, stk. 3. Heller ikke medlemmer af Ankestyrelsen kan være medlemmer af det sociale nævn. Se punkt 448 om den pædagogisk psykologisk sagkyndige i børn- og ungeudvalget.

Borgmestre

237. Tilsvarende gælder den generelle inhabilitetsregel for borgmestre, som fortsat ikke kan udpeges som medlemmer eller stedfortrædere for et medlem af nævnet. Det er bedst stemmende med forvaltningslovens forudsætninger om generel inhabilitet, at en borgmester som øverste ansvarlige for kommunens administration og økonomi ikke deltager i behandlingen af klagesager fra kommunerne i regionen.

Viceborgmestre, som alene i visse tilfælde træder i stedet for borgmestre, vil derimod fortsat kunne udpeges.

Det sociale nævns kompetence

238. Det sociale nævn er 1. klageinstans for de afgørelser, som efter § 16 i retssikkerhedsbekendtgørelsen kan påklages til det sociale nævn. Der gælder dog en undtagelse for så vidt angår klager over afgørelser om hjælp efter servicelovens §§ 83 og 84, hvor klage over kommunens afgørelse skal ske til klagerådet. (Se punkt 323)

Sagsbehandlingen i det sociale nævn

239. Det sociale nævn er beslutningsdygtigt, når alle tre medlemmer er til stede, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 18. I sager, hvor det skønnes, at der er tale om en pludseligt opstået trangssituation eller hvor der i øvrigt er et særligt behov, kan formanden for det sociale nævn træffe en foreløbig afgørelse, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 23. Formanden kan dog kun træffe en foreløbig afgørelse efter § 23, hvis der kan ske en væsentlig skade for klageren, hvis sagen skal afvente mødebehandlingen. Formandens foreløbige afgørelser skal hurtigst muligt behandles i et møde i nævnet.

240. Selv om sagerne som udgangspunkt skal behandles ved et møde i nævnet, er det ikke alle sager, der skal behandles i et møde. Formanden for det sociale nævn kan bestemme, at en sag kan afgøres uden forelæggelse i et møde. Det er en betingelse, at der er tilvejebragt et forsvarligt grundlag for at træffe afgørelse i sagen og der ikke er tvivl om afgørelsen, jf. § 20 i retssikkerhedsbekendtgørelsen. Sagen skal dog behandles i et møde i nævnet, hvis der klages over afgørelsen, og sagen behandles af Ankestyrelsen. Formanden for det sociale nævn skal altid orientere medlemmerne af det sociale nævn og praksis i de sager, som afgøres af formanden.

241. Som et led i gennemførelsen af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen), er det fastsat i § 65, at de sociale nævn kan behandle klager over kommunernes afgørelser i henhold til konventionen. Tidspunktet for bestemmelsens ikrafttræden fastsættes af ministeren for familie- og forbrugeranliggender.

Det er ikke kun indehaveren af forældremyndigheden, som kan klage over kommunens afgørelse i henhold til loven. Alle personer og myndigheder, der har en retlig interesse - herunder udenlandske myndigheder - kan klage over kommunens afgørelse til det sociale nævn.

Til toppen

Kapitel 29 – Ankestyrelsen

Ankestyrelsens kompetence

242. Ankestyrelsen er klageinstans for administrative afgørelser, i det omfang det fastsættes ved lov, jf. § 50. Ankestyrelsen behandler både sager som 1. klageinstans og sager som 2. klageinstans, når der klages over afgørelser truffet af de sociale nævn. Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af beskæftigelsesankenævnene. (Se nedenfor punkt 248)

243. Ankestyrelsen behandler klager som første og eneste administrative klageinstans i følgende sager:

  • Arbejdsskadesager, afgjort af Arbejdsskadestyrelsen, efter arbejdsskadesikringsloven.
  • Sager afgjort af Arbejdsskadestyrelsen efter værnepligterstatningsloven.
  • Sager om hjælpeforanstaltninger uden samtykke over for børn og unge, afgjort af børne- og ungeudvalgene i kommunerne.
  • Sager om magtanvendelse overfor voksne, afgjort af de sociale nævn, jf. serviceloven.
  • Sager om pension til personer med bopæl i udlandet, afgjort af Den Sociale Sikringsstyrelse.
  • Sager om hjemsendelse af udlændinge, jf. aktivloven.
  • Sager om hjælp til danskere i udlandet, jf. aktivloven.
  • Sager om efterlevelseshjælp til personer, som efter Rådets forordning 1408/71 og den tilhørende EØS-aftale er omfattet af dansk lovgivning om social sikring.
  • Sager om hvilket lands lovgivning der skal anvendes efter reglerne i EF-forordning 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring og de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre lande, bortset fra sager om indgåelse af aftaler med et eller flere lande med henblik på fravigelser heraf. Undtaget er således sager vedrørende de aftaler, som Den Sociale Sikringsstyrelse indgår med myndigheder i andre lande om fravigelse af EF-forordningens og de sociale overenskomsters regler om lovvalg.
  • Sager om arbejdsskader, afgjort af Det Færøske Ulykkesforsikringsråd, jf. arbejdsskadesikringsloven.
  • Sager om arbejdsskader, afgjort af Det Grønlandske Nævn for Arbejdsskadeforsikring, jf. arbejdsskadesikringsloven.
  • Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelser efter § 10, stk. 4, i lov om repatriering,
  • Sager om erstatning for vaccinationsskader, afgjort af Arbejdsskadestyrelsen efter lov om erstatning for vaccinationsskader.

244. Som et led i gennemførelsen af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen), er det fastsat i § 65, stk. 2, at Ankestyrelsen kan behandle klager over kommunernes afgørelser i henhold til konventionen, når børn- og ungeudvalgets afgørelse i samme sag er indbragt for Ankestyrelsen. Tidspunktet for bestemmelsens ikrafttræden fastsættes af ministeren for familie- og forbrugeranliggender.

Det er ikke kun indehaveren af forældremyndigheden, som kan klage over kommunens afgørelse i henhold til loven. Alle personer og myndigheder – herunder udenlandske myndigheder – kan klage over kommunens afgørelse til det sociale nævn, hvis de har en retlig interesse i sagen.

Generelle eller principielle afgørelser

245. Ankestyrelsen behandler klager over de sociale nævns afgørelser, som Ankestyrelsen skønner, har principiel eller generel betydning. Efter Ankestyrelsens praksis har en sag principiel eller generel betydning, hvis

  • den omfatter forhold, som Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til, herunder spørgsmål om fortolkningen af nye regler,
  • den vedrører ændringer, som følger af udtalelser fra Folketingets Ombudsmand eller domme,
  • den rejser spørgsmål om hjemlen til at udstede en bekendtgørelse,
  • den vedrører spørgsmål, hvor ændrede samfundsforhold eller ændrede holdninger i befolkningen skaber behov for at tage ældre praksis op til fornyet vurdering, eller den i øvrigt berører et område, hvor Ankestyrelsen finder behov for at ændre praksis,
  • afgørelsen strider mod Ankestyrelsens offentliggjorte praksis,
  • den har generel betydning for fortolkningen af de pågældende regler, fordi den vil få betydning for andre afgørelser i tilsvarende sager.

Efter Ankestyrelsens praksis er sager af generel betydning bl.a. sager, som

  • er egnet til at udstikke retningslinier for et bestemt område,
  • kan belyse almindelig praksis,
  • viser betydelig forskel i fortolkningen af reglerne i kommunerne og i de sociale nævn,
  • vedrører generelle forvaltningsretlige sagsbehandlingsspørgsmål, som det er af betydning at få lagt normer for på det sociale område.

246. Ankestyrelsen kan optage en generel eller principiel sag til behandling, både når sagens indhold (realitet) har generel eller principiel betydning og når sagen indeholder generelle eller principielle spørgsmål i forbindelse med sagsbehandlingen (formalitet).

247. Det er både den person, som sagen vedrører, og kommunen, som kan anmode Ankestyrelsen om at optage en sag til behandling, jf. § 63. Klagefristen for klager over de sociale nævns afgørelser til Ankestyrelsen er 4 uger, jf. § 67.

Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg

248. Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af et beskæftigelsesankenævn. (Der henvises til punkt 231-233 om beskæftigelsesankenævnenes kompetence)

249. Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg behandler klager over beskæftigelsesankenævnenes afgørelser, når sagen har generel eller principiel betydning. Se herom ovenfor i punkt 231-233. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, staten i jobcenteret eller kommunen, som kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling, jf. § 63, stk. 2.

Til toppen

Kapitel 30 – Koordinering af praksis

Praksiskoordinering

250. Praksiskoordineringen har til formål at sikre ligebehandling af borgerne og en ensartet praksis i hele landet i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis.

Som led i denne virksomhed kan Ankestyrelsen, de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene gennemføre praksisundersøgelser. Ankestyrelsen kan indhente og gennemgå sager, der er afgjort af de sociale nævn, beskæftigelsesankenævnene og kommunerne, jf. §§ 78 og 79. De sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene kan inden for deres områder ligeledes indhente og gennemgå sager fra kommunerne.

Hensigten med Ankestyrelsens - og nævnenes - gennemgang af sagerne er en kvalitetssikring af afgørelserne. I en praksisundersøgelse vurderes det, om sagerne er behandlet og afgjort i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis. Undersøgelserne omfatter en materiel vurdering af afgørelserne, en formalitetsvurdering af væsentlige sagsbehandlingsregler, en tilbagemelding til de involverede kommuner og nævn samt eventuel opfølgning og vejledning.

Sagerne udvælges på områder, hvor klagermyndighederne konstaterer et behov for praksiskoordinering eller efter forslag fra Det Rådgivende Praksisudvalg, jf. § 80. Det kan bl.a. ske på baggrund af konstaterede praksisproblemer i relation til den almindelige klagesagsbehandling eller vejledningsvirksomhed. Det kan tillige ske på baggrund af statistiske opgørelser af tilkendelser af ydelser eller tilsvarende generelle informationer.

Sagerne skal kunne påklages

251. Ankestyrelsen og nævnene kan som led i deres praksiskoordinering kun gennemgå sagstyper, der drejer sig om afgørelser, som efter lovgivningen kan indbringes for de sociale nævn, beskæftigelsesankenævnene eller for Ankestyrelsen. (Der henvises i øvrigt til Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk)

Retlig vurdering

252. Vurdering af afgørelsens materielle indhold er kernen i en praksisundersøgelse og er afgørende for, om Ankestyrelsen eller nævnet erklærer sig enig eller uenig i de indsendte afgørelser. Der er tale om en retlig vurdering i forhold til den enkelte sag, hvor de praksiskoordinerende instanser vurderer, om afgørelserne er i overensstemmelse med gældende ret. Ankestyrelsen, beskæftigelsesankenævnene og de sociale nævn – bør kun erklære sig uenige i en afgørelse, hvis den er klart i strid med landsdækkende praksis på området.

Sager kan ikke tages op af egen drift

253. De praksiskoordinerende instanser kan ikke i forbindelse med en praksisundersøgelse tage underinstansernes afgørelser op af egen drift med henblik på at ændre afgørelsen, og praksiskoordineringen går heller ikke ind i en bedømmelse af hensigtsmæssigheden af kommunernes forretningsgange eller det lokale serviceniveau. Ankestyrelsen og de sociale nævn har dog i bekendtgørelsens § 40, stk. 2, hjemmel til at tage sager op af egen drift i forbindelse med praksiskoordinering i sager omfattet af § 65 i serviceloven, anbringelser af børn og unge.

Samarbejdet mellem nævn og Ankestyrelsen

254. I forbindelse med, at de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene har fået pligt til at praksiskoordinere inden for deres område, er det forudsat, at de løser opgaven i samarbejde med Ankestyrelsen for bl.a. at forebygge usikkerhed om, hvilken praksis der gælder, og for at sikre den bedst mulige ressourceudnyttelse, centralt og regionalt.

De sociale nævns og beskæftigelsesankenævnenes praksiskoordinerende virksomhed tilrettelægges derfor i samarbejde med Ankestyrelsen. Styrelsen orienterer nævnene om resultatet af koordineringen. Ankestyrelsen skal konsulteres, før nævnene giver udmelding om resultatet af en lokal praksisundersøgelse for at sikre størst mulig overensstemmelse mellem udmeldingerne.

Opfølgning

255. Opfølgningen af praksiskoordineringen sker ved, at Ankestyrelsen, de sociale nævn, beskæftigelsesankenævnene og staten i jobcenteret - inden udsendelsen af rapporter m.v. om undersøgelserne - går i dialog med og/eller afholder opfølgningsmøder med de involverede nævn og kommuner. Ankestyrelsen, beskæftigelsesankenævnene og de sociale nævn - bør i dialogen give vejledning om, hvorledes sagsbehandlingen kan forbedres, fx om hvordan krav til dokumentation og formelle sagsbehandlingsregler, bedre kan overholdes, således at der på landsplan sikres ensartethed i sagsbehandlingen og afgørelsespraksis.

Dialogen mellem kommuner, nævn, Ankestyrelsen og staten i jobcenteret bør endvidere bidrage til at gøre den landsdækkende praksis synlig, således at der skabes større klarhed herom i kommunerne med henblik på deres fremtidige sagsbehandling for at sikre ligebehandling af borgerne.

Behandling på et møde i kommunalbestyrelsen

256. Når kommunen modtager en rapport om undersøgelse af kommunens praksis, skal rapporten behandles på et møde i kommunalbestyrelsen. Undersøgelserne kan derfor ikke kun behandles af et møde i et udvalg under kommunalbestyrelsen.

Til toppen

Kapitel 31 – Vejledning til kommunerne

Hvem vejleder

257. Dette kapitel handler om, hvor kommunerne m.fl. kan få vejledning om reglerne på det sociale område. Som udgangspunkt yder kommunerne vejledning om sociale spørgsmål overfor borgerne, mens medarbejdere i kommunerne kan få vejledning i de sociale nævn eller i beskæftigelsesankenævnene, og medarbejdere i nævnene kan få vejledning om praksis og lovspørgsmål i Ankestyrelsen.

Retssikkerhedsloven indeholder i §§ 76 og 78 pligt for Ankestyrelsen, de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene til at give kommunerne vejledning.

Den Sociale Sikringsstyrelse vejleder kommunerne og de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene om reglerne i EF-forordningerne om social sikring, og de bi- og multilaterale aftaler om social sikring inden for områderne lovvalg og familieydelser.

Når klageinstanserne yder vejledning, skal der tages hensyn til, at Ankestyrelsen og nævnene i deres virksomhed er uafhængig af instruktioner i den enkelte sags behandling og afgørelse, jf. § 68.

Hverken Ankestyrelsen eller statsforvaltningerne, som sekretariat for de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene, kan give »bindende forhåndstilkendegivelser« om afgørelse af konkrete sager, fordi der vil kunne opstå habilitetsproblemer ved en senere klagesag, og fordi der medvirker beskikkede medlemmer, når de konkrete klagesager skal afgøres.

Ankestyrelsens vejledning

258. Ankestyrelsens vejledning sker bl.a. ved at offentliggøre anonymiserede afgørelser, som har principiel eller generel betydning, og som Ankestyrelsen og de sociale nævn har truffet. Det sker i

  • Ankestyrelsens principielle afgørelser i anonymiseret form,
  • praksisoversigter på de enkelte lovområder, og
  • Ankestyrelsens nyhedsblad, »Nyt fra Ankestyrelsen«.

Udmelding af praksis sker regelmæssigt og fortrinsvis i elektronisk form, så kommuner, statsforvaltninger og andre, der har afgørelseskompetence på de forskellige lovområder, eller som har behov for at være orienteret om praksis, hurtigt kan være informeret herom.

Ankestyrelsen besvarer også telefoniske og skriftlige forespørgsler fra de sociale nævn om gældende lovgivning m.v. og praksis. Herudover yder Ankestyrelsen vejledning ved regelmæssig kontakt og mødevirksomhed, herunder ved undervisning og kurser, med underinstanser, kommuner, sociale nævn, beskæftigelsesankenævn, interesseorganisationer og andre samarbejdspartnere.

Grundlaget for vejledning

259. Ankestyrelsen og nævnene yder vejledning ud fra allerede trufne afgørelser. Hvis der endnu ikke er truffet afgørelse vedrørende selve spørgsmålet, vil Ankestyrelsen og nævnene ud fra de allerede foreliggende afgørelser kunne yde retlig vejledning og fortolkningsbidrag, jf. dog punkt 257, sidste afsnit.

Ny lovgivning

260. I forbindelse med ny lovgivning vil Ankestyrelsen ofte yde en retlig vejledning om fortolkning af reglerne. Ny lovgivning kan imidlertid være af en sådan karakter, at Socialministeriet eller Beskæftigelsesministeriet og styrelser under Beskæftigelsesministeriet i en periode skal yde vejledning over for nævn og kommuner. Vejledningen vil typisk blive overtaget af Ankestyrelsen og nævnene, når de første afgørelser er truffet.

Vejledning fra Socialministeriet eller Beskæftigelsesministeriet

261. Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet har pligt til at give vejledning, når det drejer sig om sager, hvor klageadgangen er afskåret i loven. Socialministeriet, Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedsstyrelsen lægger endvidere samtidig med vedtagelsen af nye love et orienteringsbrev som vejledning om de nye regler til kommunerne på hjemmesiderne, henholdsvis www.social.dk, www.ams.dk og www.adir.dk.

262. Socialministeriet, Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service samt styrelserne under Beskæftigelsesministeriet kan yde vejledning, når det drejer sig om en kommunes valg af foranstaltning m.v., når der er truffet afgørelse om, at der skal ydes en eller anden form for hjælp. Socialministeriet og Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service kan ikke vejlede om det konkrete valg af foranstaltning men alene udtale sig vejledende om de muligheder, der findes inden for rammerne af lovreglerne. Dog gælder der særlige regler om vejledning fra VISO. Der henvises herom til bekendtgørelsen om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO.

I forbindelse med ny lovgivning yder de relevante ministerier vejledning overfor nævn og kommuner. Vejledningen vil blive overtaget af Ankestyrelsen og nævnene, når de har truffet de første afgørelser.

Til toppen

AFSNIT VI – HANDLEKOMMUNE OG MELLEMKOMMUNAL REFUSION

Kapitel 32 – Handlekommune/opholdskommune

263. Reglerne om opholdskommune i den sociale lovgivning fastlægger, hvilken kommune der har pligt til at give hjælpen. Det er et grundlæggende princip, at der altid skal være en kommune, som har pligt til at give hjælp, således at borgeren ikke risikerer at blive henvist fra myndighed til myndighed og ikke få den nødvendige hjælp i tide.

Begreberne opholdskommune og handlekommune

264. Opholdskommunen er som udgangspunkt den kommune, hvor borgeren opholder sig. Normalt har opholdskommunen også pligt til at handle.

Den kommune, som borgeren befinder sig i og henvender sig til for at få hjælp, har handleforpligtelsen og kaldes handlekommunen. Borgerens opholdskommune vil i de fleste tilfælde også være handlekommune i forhold til borgeren.

En kommune har handleforpligtelsen i forhold til en borger i følgende situationer:

  • Kommunen er opholdskommune for borgeren i henhold til § 9, stk. 1, og § 9 a, stk. 1 (hovedreglen),
  • Kommunen er opholdskommune for ægtefællen når parrets fælles bopæl er i kommunen, § 9, stk. 3,
  • Kommunen er opholdskommune for barnet under 18 år i henhold til § 9 a, stk. 2,
  • Kommunen er opholdskommune for det anbragte barn under 18 år i henhold til § 9 a, stk. 4,
  • Kommunen har som følge af aftale påtaget sig handleforpligtelsen i henhold til § 9, stk. 6 og 7, eller § 9 a, stk. 6,
  • Kommunen er midlertidig/øjeblikkelig opholdskommune for borgeren i henhold til § 9 b, stk. 1, og praksis beskrevet i punkt 280-285.

Selvom det ikke er opholdskommunen, der i sidste ende skal betale for ydelsen, er det, som hovedregel, opholdskommunen, der har handleforpligtelsen. Der kan være tilfælde, hvor der ydes mellemkommunal refusion fra en tidligere opholdskommune.

Ved afgørelse af hvilken kommune, der er opholdskommune kan der lægges vægt på flere momenter. Det kan ikke angives udtømmende, hvad der kan lægges vægt på. Folkeregistertilmeldingen er et vigtigt moment, men de faktiske forhold vejer tungere. Dette gælder særligt i forhold til hjemløse. Et væsentligt moment er personens egne oplysninger, ikke mindst om hvor den pågældende har været, og hvor den pågældende har mest lyst til at opholde sig. Der kan også lægges vægt på, hvor en person senest har været i kontakt med offentlige myndigheder for at få hjælp eller få udbetalt ydelser.

Man skal være opmærksom på, at alle personer altid har en opholdskommune, og at der derfor ikke kan stilles minimumskrav til den tilknytning en person skal have til en kommune, for at kommunen kan anses for opholdskommune. Fastlæggelsen af, hvilken kommune der er opholdskommune, kræver ofte, at der foretages en vurdering af en persons tilknytning til flere kommuner, for at fastslå hvilken kommune der er nærmest til at anse for at være personens opholdskommune.

Opholdskommune for personer der krydser landegrænser

Bopæl i udlandet

265. I bekendtgørelsen om sygedagpenge er der undtagelser om handlekommune for visse persongrupper, bl.a. for grænsearbejdere. Der er også fastsat regler om handlekommune ved udbetaling af børnetilskud og børnefamilieydelser i udlandet. Der henvises til bekendtgørelsen om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Der henvises endvidere til Den Sociale Sikringsstyrelses vejledninger om lovvalg for så vidt angår retten til sociale ydelser til personer med bopæl i udlandet.

Pensionisters flytning til udlandet

266. Tager en pensionist fast bopæl i udlandet, overtager Den Sociale Sikringsstyrelse administrationen, jf. pensionslovens § 62, § 56 i førtidspensionsloven og Den Sociale Sikringsstyrelses vejledning om EF-reglerne om social sikring, hæfte 4.

Hjemkomst fra udlandet

267. En person, der efter at have boet i udlandet, kommer til Danmark, får opholdskommune der, hvor pågældende opholder sig, dvs. typisk i den kommune, hvor pågældende bosætter sig. Så længe man opholder sig i udlandet, har man således ikke krav på, at en kommune her i landet som opholdskommune træffer afgørelse om hjælp, fx tilbud om plejebolig. (Se dog nedenfor om Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester, punkt 268)

Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

268. For nordiske statsborgere og andre personer, som har lovligt ophold i de nordiske lande gælder artikel 9 i Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester. Konventionen trådte i kraft den 1. oktober 1996. Efter artikel 9 skal de ansvarlige myndigheder i de nordiske lande søge at medvirke til flytning, når en person med behov for behandling eller pleje af længere varighed ønsker at flytte fra et nordisk land til et andet nordisk land, som pågældende har en særlig tilknytning til, hvis flytningen vil forbedre pågældendes livssituation.

De ansvarlige myndigheder i til- og fraflytningslandene kan som led i aftalen træffe beslutning om fordeling af udgifterne til behandling eller pleje mellem myndighederne i de to lande.

Oplysninger om konventionen kan fås hos Den Sociale Sikringsstyrelse.

Integrationsloven

269. Integrationsloven gælder for flygtninge og familiesammenførte udlændinge med lovligt ophold her i landet. I integrationslovens §§ 54-56 findes en nærmere afgræsning af hvilke udlændinge, der er omfattet af loven.

Af integrationsloven følger bl.a.

  • at når Udlændingestyrelsen giver en flygtning opholdstilladelse, træffer styrelsen samtidig afgørelse om, i hvilken kommune flygtningen skal bo, og
  • at udlændinge, der efter reglerne i integrationsloven tilbydes et introduktionsprogram, ikke kan få hjælp efter aktivloven.

Udlændinge, der er omfattet af integrationsloven, kan – ud over introduktionsydelsen efter integrationsloven - have ret til hjælp efter den øvrige sociale lovgivning, fx efter serviceloven og i visse tilfælde efter pensionsloven. Hjælpen efter den øvrige sociale lovgivning skal udlændingene - som alle andre - have af deres opholdskommune, jf. retssikkerhedsloven. Dette gælder – for flygtninges vedkommende - selv om flygtningens opholdskommune ikke er den kommune, hvor pågældende efter Udlændingestyrelsens afgørelse skal bo. Det bemærkes i den forbindelse, at retssikkerhedslovens bestemmelser om opholds- og handlekommune ikke gælder for de afgørelser, som kommunerne træffer efter integrationsloven, jf. herved retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1 vedrørende retssikkerhedslovens anvendelsesområde i forhold til afgørelser efter integrationsloven.

Uenighed om handleforpligtelsen

270. § 9, stk. 7, fastslår, hvilken kommune der i en periode skal handle i forhold til en borger (fungerende handlekommune), når der mellem kommuner er uenighed om, hvilken kommune der er handlekommune. Reglen har til formål at sikre, at en borger ikke lades i stikken, når ingen kommuner mener, at de har pligt til at handle. Efter reglen er det den kommune, som borgeren senest har haft folkeregisteradresse i, som skal påtage sig handleforpligtelsen.

Reglen har sin berettigelse af flere årsager:

  • Borgeren vil ikke skulle vente på, at kommunerne bliver enige om – eller der træffes en nævnsafgørelse, der fastlægger hvilken kommune, der er handlekommune.
  • Det er ikke borgerens problem at få sagen afgjort ved et nævn. Borgeren ville ellers risikere at skulle have sagen afgjort i flere nævn, hvis de implicerede kommuner hører under forskellige nævn.
  • Der er med bestemmelsen også skabt hjemmel til, at en kommune, som handler uden stedlig kompetence, kan få refusion for sine udgifter.

Bestemmelsen om fastlæggelse af en fungerende handlekommune gælder også for børn, i det omfang barnets handlekommune er afledt af en forælders handlekommune.

Opholdskommune for ægtefæller og børn

Ægtefæller

271. Ægtefæller har opholdskommune i den kommune, hvor den fælles bopæl er, jf. § 9, stk. 3. Dette har betydning, når ægtefæller opholder sig hvert sit sted, fx på grund af arbejde, uddannelse eller ferie.

Eksempel: Har ægtefællerne fælles bopæl i A kommune, og opholder en af ægtefællerne sig periodisk i B kommune på grund af arbejde, forbliver A kommune opholds- og handlekommune for familien, dvs. også for ægtefællen i B kommune.

Hvis ægtefællen, der opholder sig i B kommune, får akut behov for hjælp under opholdet, følger det af retssikkerhedslovens § 9 b, stk. 3, at den kommune, hvor ægtefællen aktuelt befinder sig, skal give hjælpen.

Har ægtefællerne hver sin selvstændige bopæl, får de hver sin opholds- og handlekommune.

Børn har som hovedregel samme opholdskommune som forældrene

272. Børn under 18 år, hvis forældre lever sammen, har som udgangspunkt samme opholdskommune som deres forældre. Det følger af retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 2. Det er således hovedreglen, at børn ikke har en selvstændig opholds- og handlekommune, fordi hjælp efter den sociale lovgivning gives til forældrene. Det er barnets biologiske forældres eller adoptivforældres opholdskommune, som bestemmer barnets opholdskommune efter § 9, stk. 3. Det er uden betydning, om forældremyndigheden er tillagt andre.

Der gælder tre undtagelser til denne hovedregel:

  • børn, der i længere tid har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune (Se punkt 278),
  • børn, der er anbragt uden for hjemmet, har selvstændig opholdskommune (Se punkt 276-277),
  • børn, som selv forsørger et barn eller en ægtefælle (Se punkt 278).

Afgørelser om foranstaltninger efter kapitel 11 i serviceloven træffes dog altid af den kommune, som er opholdskommune for indehaveren af forældremyndigheden. (Se SM R-07-00 i punkt 275 om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11.)

Forældrene bor ikke sammen

273. Bor forældrene hver for sig, har barnet samme opholdskommune som den af forældrene, hvor barnet bor mest, jf. retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 2, 2. pkt, uanset hvem af forældrene, der har forældremyndigheden, jf. dog nedenfor punkt 278 om børn, der har klaret sig selv og punkt 276-277 om børn anbragt uden for hjemmet. Bor barnet lige meget hos begge forældre, er folkeregisteradressen afgørende for, hvilken kommune der er opholdskommune.

Det beror på en konkret vurdering, om en ansøgning skal behandles af barnets opholdskommune eller af den kommune, der er opholdskommune for den anden af forældrene. I C-15-03 har Ankestyrelsen statueret, at merudgiftsydelse efter servicelovens § 28 (nu § 41) relaterer sig til barnet, hvorfor ansøgningen skal behandles af barnets opholdskommune.

SM C-15-03: Hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af et barn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse var en ydelse, der var relateret til barnet. Det var derfor barnets opholdskommune (barnet havde opholdskommune i faderens bopælskommune, men boede på skift en uge hos hver af forældrene), der skulle behandle ansøgninger om hjælp til dækning af sådanne merudgifter. Dette gjaldt også i de tilfælde, hvor den af forældrene, der søgte om hjælp, havde en anden opholdskommune end barnet.

I den konkrete sag fandtes A Kommune (faderens opholdskommune) at have kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt moderen, som havde bopæl i B Kommune, var berettiget til hjælp til transport af sønnen mellem hendes bopæl og sønnens daginstitution i A Kommune. Begrundelsen var, at A Kommune, som var opholds- og handlekommune for sønnen, måtte anses som opholds- og handlekommune også i relation til ansøgninger fra moderen om dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af sønnen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at merudgifter knytter sig til forsørgelsen af barnet. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at merudgiftsydelsen fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb, og at der skal sandsynliggøres merudgifter svarende til en minimumsgrænse indenfor et år, før ydelsen kan komme til udbetaling. Der var ikke i lovens forarbejder fundet holdepunkter for, at minimumsgrænsen for bevilling af merudgifter skulle opfyldes i begge forældres bopælskommune, når de ikke boede i samme kommune.

SM O-56-96: Et barn, der var kørestolsbruger på grund af muskelsvind, havde fast bopæl i A kommune hos sin far. Det påhvilede barnets opholdskommune A at yde hjælp til boligændringer i moderens bolig i B kommune, da de var nødvendige under barnets samvær med moderen. Der blev lagt vægt på, at ophold hos moderen, der havde samværsret med barnet, måtte ligestilles med ophold i egen bolig, og at hjælpen var nødvendig for opretholdelse af samværsretten. Ved afgørelse af, hvilken kommune der måtte anses for opholdskommune, blev der lagt vægt på, at barnet havde fast bopæl i A kommune hos faderen, der havde forældremyndigheden.

Forældrenes dødsfald

274. Dør den forælder, som barnet bor hos, og barnets anden forælder bor i en anden kommune, bliver denne anden kommune opholdskommune for barnet – se SM R-02-00 nedenfor. Se også SM R-07-00, hvorefter den kommune, hvor indehaveren af forældremyndigheden bor, er handlekommune i forhold til afgørelser efter servicelovens kapitel 11 ved moderens død, medens faderens opholdskommune er handlekommune i forhold til andre afgørelser efter den sociale lovgivning. I den konkrete sag var forældremyndigheden ikke tillagt barnets far. SM R-07-00 er refereret i punkt 275.

SM R-02-00: Moderens opholdskommune blev barnets opholds- og handlekommune efter at forældremyndighedsindehaveren, faderen, som barnet boede hos, døde, selv om barnet ikke flyttede tilbage til sin mor, og hun ikke havde forældremyndigheden over barnet.

Dør begge forældrene, erhverver barnet selvstændig opholdskommune, hvor det opholder sig. Se SM O-81-94. Reglen om, at børn har samme opholdskommune som forældrene, gælder alene i forhold til forældrene, dvs. ikke hvis forældremyndigheden er tillagt en anden, fx et familiemedlem. Et forældreløst barn, der bor i en anden kommune end en person, der har fået forældremyndigheden tillagt, har således sin egen opholdskommune.

SM O-81-94: Et barn erhvervede selvstændig opholdskommune på det tidspunkt, da den sidstlevende af forældrene afgik ved døden. Det forhold, at barnets bror fik tillagt forældremyndigheden ændrede ikke ved dette. Refusionspligten ophørte for A kommune på det tidspunkt, hvor barnet fik ophold hos den nye forældremyndighedsindehaver i B kommune. Barnet kunne derfor ikke længere anses for at være anbragt uden for hjemmet.

Foranstaltninger over for børn og unge

275. Afgørelser for børn og unge efter servicelovens kapitel 11 træffes i forhold til indehaveren af forældremyndigheden af dennes opholdskommune. Dette gælder også selv om barnet opholder sig i privat familiepleje efter § 78 i serviceloven. Se herom SM R-07-00.

SM R-07-00: Ankestyrelsen fandt i 2 sager, hvor forældremyndigheden var tillagt en anden end den biologiske forælder, at afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven skulle træffes af den kommune, hvor forældremyndighedens indehaver havde ophold. Børnene erhvervede ikke selvstændig opholdskommune ved den ene af de biologiske forældres død, selvom den efterlevende biologiske forælder ikke havde del i forældremyndigheden.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen endvidere, at B kommune fortsat havde ret til refusion fra A kommune i et tilfælde, hvor A kommune havde tvangsanbragt et barn uden for hjemmet i A kommune. Forældremyndighedsindehaveren (moderen) var senere flyttet til B kommune, og i den anledning havde A kommune givet refusionstilsagn. Efter moderens død blev forældremyndigheden tillagt moderens forældre, bosat i B kommune. Barnet havde hele tiden haft ophold hos den samme plejefamilie - efter moderens død som en frivillig anbringelse med bedsteforældrenes samtykke - og betingelserne for anbringelse havde hele tiden været til stede. Ankestyrelsen udtalte vejledende, at eventuel afgørelse om andre former for hjælp til barnet skulle træffes af den biologiske fars opholdskommune, C kommune.

I sag nr. 2 fandt Ankestyrelsen også, at det - bortset fra ved foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11 - var faderens opholdskommune, der var børnenes opholdskommune, i et tilfælde hvor moderen var død, og børnene havde ophold ved den nye (midlertidige) forældremyndighedsindehaver i en anden kommune. Ankestyrelsen fandt tillige, at det i forhold til hvilken kommune der skulle træffe afgørelser om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 8 (nu kapitel 11), ikke var af betydning, om der var sket en endelig eller en midlertidig overdragelse af forældremyndigheden, idet det i så fald var forældremyndighedsindehaverens kommune, der var handlekommune.

Hvis forældrene har hver sin opholdskommune, og barnet ikke bor sammen med den af forældrene, som har forældremyndigheden over barnet, træffes afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11 af opholdskommunen for den af forældrene, som har forældremyndighed over barnet. Når et barn fx opholder sig hos en af forældrene i A kommune, og indehaveren af forældremyndigheden bor i B kommune, har B kommune pligt til at træffe afgørelser om foranstaltninger for barnet efter servicelovens kapitel 11.

Bor forældre, der begge har del i forældremyndigheden, i hver sin kommune, har begge kommuner ret og pligt til at handle. Hvilken af kommunerne, der skal handle, beror på en konkret vurdering. I denne vurdering kan der lægges vægt på, hos hvem af forældrene barnet er folkeregistertilmeldt. Dette kan dog kun tillægges betydning, såfremt tilmeldingen kan anses for reel. Der kan også lægges vægt på, hvem af forældrene barnet har mest kontakt med, og graden af de implicerede kommuners kontakt med forældrene.

En sag om samvær efter servicelovens § 71, hvor forældrene bor i hver sin kommune, behandles af samme kommune, som behandler eller skulle behandle sagen om anbringelse. Afgørelsen må dog træffes i samarbejde med de involverede kommuner. En undersøgelse af forholdene i hjemmet må foretages af de respektive opholdskommuner.

Anbragte børn har selvstændig opholdskommune

276. Bestemmelsen i § 9 a, stk. 4, om anbragte børns selvstændige opholdskommune er indsat ved lov nr. 397 af 28. maj 2003. Bestemmelsen fastslår, at børn anbragt efter den 1. juli 2003 har selvstændig opholdskommune, hvis forældremyndighedsindehaveren senere flytter og dermed får en anden opholdskommune. Loven indebærer, at den kommune, der oprindeligt har anbragt et barn eller en ung og gennem handleplanen har lagt linien for anbringelsen, fortsat er selvstændig opholdskommune for barnet eller den unge i en situation, hvor forældrene flytter. Et barn der er anbragt før 1. juli 2003 bevarer den opholdskommune, som barnet havde 30. juni 2003. De nye regler har betydning for anbragte, hvis forældrene flytter til en anden kommune efter den 1. juli 2003. (Der henvises til punkt 300 for så vidt angår mellemkommunal refusion.). SM R-5-05: Hjælp til dækning af transportudgifter for en moder til samvær med et anbragt barn uden for hjemmet var en afgørelse, der rettede sig mod barnet. Dermed var det barnets opholdskommune, der skulle træffe afgørelse herom.

Når den unge bliver 18 år, har den unge opholdskommune, der hvor den unge opholder sig efter de almindelige regler om opholdskommune, jf. § 9. Dette gælder også, hvor den unge har været anbragt frem til sin 18 års fødselsdag, og der derefter iværksættes efterværn. Der er refusionsadgang for udgifterne til efterværn til en ung, som har været anbragt i en anden kommune af den unges opholdskommune. (Se punkt 300)

277. Der er efter § 9 a, stk. 6, mulighed for, at kommunerne kan aftale, at forældremyndighedsindehaverens opholdskommune er handlekommune i forhold til barnet eller den unge. Bestemmelsen er indsat med det formål, at give mulighed for at kunne aftale sig til anden opholdskommune for anbragte børn i de tilfælde, hvor forældrene flytter til en anden kommune. Denne fleksibilitet findes også for andre grupper af borgere, nemlig når fraflytningskommunen, efter aftale med tilflytningskommunen, beholder forpligtelsen som opholdskommune overfor en person der flytter jf. § 9, stk. 6. Aftalen kræver samtykke fra både forældremyndighedens indehaver og den unge der er fyldt 15 år.

Selvstændig opholdskommune for børn

278. Bor barnet ikke sammen med nogen af forældrene, og har barnet i længere tid klaret sig selv, inden behovet for hjælp opstod, har barnet selvstændig opholdskommune, hvor det har sin bopæl.

Børn, der opholder sig på en institution, uden at opholdet er omfattet af servicelovens kapitel 11, har ikke selvstændig opholdskommune, da de ikke klarer sig selv. Er barnet eller den unge anbragt efter servicelovens kapitel 11, har barnet dog selvstændig opholdskommune jf. § 9 a, stk. 4.

Børn, der får ophold her i landet uden forældre (fx uledsagede flygtningebørn), eller børn, hvis forældre flytter til udlandet, får ligeledes deres egen opholdskommune. Disse børn vil altid som udgangspunkt have opholdskommune, i den kommune hvor de opholder sig. Bliver et sådan barn anbragt efter servicelovens kapitel 11, er det den anbringende kommune der er opholdskommune jf. § 9 a, stk. 4. Det bemærkes, at retssikkerhedslovens bestemmelser om opholds- og handlekommune ikke gælder for kommunernes afgørelser efter integrationsloven i forhold til uledsagede flygtningebørn, som er omfattet af integrationsloven, jf. herved retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1 vedrørende retssikkerhedslovens anvendelsesområde i forhold til afgørelser efter integrationsloven.

Børn, der selv får forsørgerpligt overfor et barn eller en ægtefælle, får selvstændig opholdskommune jf. § 9 a, stk. 5.

Øjeblikkelig hjælp

279. Reglerne om børns opholdskommune gælder også, når barnet på grund af uddannelse, beskæftigelse, ferie m.v. opholder sig midlertidigt uden for forældrenes opholdskommune. De gælder dog ikke, når der bliver behov for øjeblikkelig hjælp. I de tilfælde skal øjeblikkelig hjælp til et barn, der opholder sig uden for sin opholdskommune, ydes af den kommune, hvor barnet aktuelt opholder sig. Dette fremgår af § 9 b, stk. 3.

Midlertidige ophold uden for den faste opholdskommune

Kontantydelser

280. Opholdskommunens pligt til at yde vedvarende kontante ydelser fx pension, kontanthjælp, sygedagpenge m.v. fortsætter uændret, selv om den berettigede på grund af ferie (fx i sommerhus), højskoleophold, hospitalsindlæggelse o.l., opholder sig midlertidigt i en anden kommune. Det er herved en forudsætning, at borgeren fortsat har tilknytning til opholdskommunen, typisk har bevaret sin bolig der. Et tidsbegrænset ophold i en kommune indebærer således ikke, at den midlertidige opholdskommune overtager handlekommuneforpligtelsen. Der kan ved vurderingen af opholdets karakter af midlertidighed lægges vægt på varigheden af opholdet i den seneste opholdskommune, hvilket var tilfældet i afgørelsen, som er offentliggjort i SM R-5-03.

SM R-5-03: I den konkrete sag var en indkvartering som husvild på hotel i 10 måneder tilstrækkeligt til at statuere, at personen havde opholdskommune i den kommune, hvor hotellet var beliggende, selv om en anden kommune havde indlogeret pågældende på hotellet.

Forpligtelsen for en kommune til at yde hjælp i nødstilfælde antages at gælde uden lovbestemmelse. Forpligtelsen hviler på en forudsætning om, at der ydes den nødvendige hjælp til personer, som er i en eller anden form for nød. I andre tilfælde, er det den sædvanlige opholdskommune, der yder hjælpen. (Se punkt 279 om øjeblikkelig hjælp til børn.)

Personlig og praktisk hjælp

281. Efter § 9 b, stk. 1, har en person med midlertidigt ophold uden for opholdskommunen ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven. Det forudsættes, at der er bevilget personlig og praktisk hjælp - midlertidigt såvel som varigt - i opholdskommunen .

Den midlertidige opholdskommunes handleforpligtelse gælder, uanset om opholdet skyldes familiebesøg, sommerhusophold, højskoleophold eller andet. Det afgørende er opholdets midlertidige karakter. I praksis er begrebet »midlertidig opholdskommune« fortolket således, at det også omfatter personer, der modtager terminalpleje i hjemmet hos en nærtstående i en anden kommune. (Se punkt 284.)

Den midlertidige kommune træffer afgørelse om, hvilken konkret hjælp der er nødvendig for borgeren. Afgørelsen træffes af den midlertidige opholdskommune i forhold til det lokale serviceniveau. I det omfang lovgivningen giver borgerne valgmuligheder, vil dette også gælde for personer, som opholder sig midlertidigt i kommunen.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven giver den midlertidige handlekommune mulighed for at få refunderet udgifterne til personlig og praktisk hjælp m.v. i opholdskommunen. (Se punkt 307)

Hjælpemidler

282. Den midlertidige opholdskommunes handleforpligtelse efter § 9 b omfatter personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven. Det er som alt overvejende hovedregel opholdskommunen, som stiller hjælpemidler til rådighed - også under midlertidige ophold i en anden kommune. En undtagelse til hovedreglen er, når der bliver akut behov for hjælp. Endvidere kan den midlertidige handlekommune, efter omstændighederne, være forpligtet til at stille et hjælpemiddel til rådighed, når det sker af hensyn til den midlertidige kommunes tilrettelæggelse af hjemmehjælp til en ansøger under det midlertidige ophold i kommunen.

SM R-04-00: Den faste opholdskommune skulle behandle en ansøgning om elektrisk plejeseng til anvendelse i sommerhus i anden kommune, fordi ansøgningen var begrundet i ansøgers egne permanente behov og ikke hensynet til sommerhuskommunens tilrettelæggelse af fx hjemmehjælp til ansøger under opholdet i sommerhuset.

SM R-06-02: Ankestyrelsen fandt, at A kommune var forpligtet til at stille nødvendige hjælpemidler - herunder en plejeseng - til rådighed for ansøgeren også under dennes midlertidige ophold i sommerhus i B kommune, hvor ansøgeren modtog hjemmehjælp.

Ankestyrelsen lagde til grund at ansøgeren med rette var bevilget plejeseng som hjælpemiddel, og at bevillingen ikke skyldtes sommerhuskommunens forhold.

Begrundelsen for afgørelsen var, at A kommune var opholdskommune for ansøgeren, idet han havde fast bopæl i A kommune. Under opholdet i sommerhuset var A kommune uændret opholdskommune, mens B kommune var midlertidig opholdskommune.

I de tilfælde, hvor et hjælpemiddel bevilges af hensyn til ansøgerens daglige pleje, og hvor hjælpen foretages af hjælpere ansat af ansøgeren med økonomisk støtte fra ansøgerens faste opholdskommune, er det ansøgerens faste opholdskommune, som har forpligtelsen til at behandle ansøgningen om hjælp.

283. Hvis der opstår et akut behov for et helt specielt hjælpemiddel, skal opholdskommunen tilkende det nødvendige hjælpemiddel, hvis betingelserne efter servicelovens § 112 i øvrigt er opfyldt. For så vidt angår leveringsudgifter i forbindelse med levering af et hjælpemiddel, fx en seng eller en lift, afholdes disse af den midlertidige opholdskommune. Ansøgeren kan således ikke pålægges at skulle betale for leveringen. Der gælder de samme regler, som gælder for kommunens egne borgere. Det vil sige, at der ikke kan opkræves betaling for leveringen af hjælpemidler.

Plejevederlag m.v.

284. Efter § 9 b, stk. 2, er det den kommune, hvor plejeforholdet finder sted, som skal udbetale plejevederlaget. Dette gælder, selvom den plejekrævende kun opholder sig midlertidigt i denne kommune. Til gengæld er der mulighed for refusion for udgiften til plejevederlag fra den plejekrævendes opholdskommune, jf. § 9 c, stk. 6.

Ophold på boformer m.v. som led i en social indsats

285. Ved ophold uden for opholdskommunen som led i en social indsats, fx midlertidige ophold i en boform efter servicelovens §§ 107, 109 og 110, kan der være tvivl om, hvilken kommune der er opholdskommune.

Bevarer borgeren i disse tilfælde tilknytningen til den hidtidige opholdskommune, typisk i form af bolig, bevirker det midlertidige ophold ikke, at den kommune, hvor tilbuddet fysisk ligger, bliver opholdskommune. Disse tilfælde svarer til ovennævnte tilfælde, hvor en borger tager på ferie.

Hvis tilknytningen til den tidligere kommune er ophørt, fx fordi boligen ikke er opretholdt, eller at det indgår i en handleplan, at pågældende skal udsluses til en bolig i en ny kommune på et senere tidspunkt, er udgangspunktet, at den kommune, hvor boformen er beliggende, er opholdskommune. Med borgerens samtykke kan den hidtidige kommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 6, indgå aftale med den nye kommune om at forblive handlekommune, jf. nedenfor under punkt 286. Dette kan fx være hensigtsmæssigt, når den tidligere opholdskommune i forvejen yder refusion i forhold til indsatsen.

Aftaler om forpligtelsen som opholdskommune

Adgang til at aftale at tidligere opholdskommune er handlekommune

286. Der er efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 6, og § 9 a, stk. 6, mulighed for at aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat skal være handlekommune, når der foreligger særlige grunde. Borgeren skal give sit samtykke til aftalen. Aftalen kan ikke indbringes for de sociale klageinstanser.

En aftale om, at en anden kommune end opholdskommunen skal være handlekommune, skal omfatte alle former for hjælp til borgeren. Kommunerne kan således ikke aftale, at pligten til at være handlekommune kun omfatter visse former for hjælp efter den sociale lovgivning.

Særlige grunde

287. Det kan ikke beskrives udtømmende, hvornår der foreligger særlige grunde. De momenter, der bør lægges vægt på, er blandt andet, om

  • der er behov for en fortsat social indsats over for borgeren,
  • aftalen er med til at sikre en kontinuitet i den sociale indsats, eller
  • flytningen er et led i den tidligere kommunes sociale indsats, og der fx er tale om, at pågældende efter kortere eller længere tid skal videre enten tilbage til den tidligere kommune eller udsluses til en anden kommune.

Det er ikke nødvendigt, at der er tale om ophold i en boform efter serviceloven. Det kan også være et privat organiseret tilbud, der tjener samme formål, når aftalen er med til at sikre en kontinuitet i sagsbehandlingen og hjælpen til den pågældende.

Det er i praksis antaget, at der foreligger særlige grunde, når opholdet i den nye kommune fx skyldes, at pågældende skal opholde sig i institutioner under Kriminalforsorgen, i et behandlingscenter for stofmisbrugere, jf. servicelovens § 107, eller at pågældende optages på et forsorgshjem, jf. servicelovens § 110.

Der kan også foreligge særlige grunde, når der er tale om en familie, der flytter tit, eller som led i en social indsats fx får ophold i familiebehandling. I disse tilfælde kan de berørte kommuner med familiens samtykke aftale, at familiens sag bliver hos den tidligere kommune, der har lagt handlingsplanen, jf. § 9, stk. 6, så denne kommune fortsat kan være handlekommune. Det afskærer ikke familien fra at få øjeblikkelig hjælp i den aktuelle opholdskommune. (For så vidt angår børn, der er anbragt uden for hjemmet, henvises til punkt 277.)

Samtykke

288. Det er en betingelse for at kunne aftale, at en tidligere opholdskommune er handlekommune, at borgeren giver sit samtykke. Der er ikke formkrav til samtykket. Borgeren skal informeres om virkningen af, at den tidligere kommune fortsat er handlekommune.

Det anbefales, at man fastsætter, hvor længe aftalen skal gælde. I forbindelse med handleplaner for de mest udsatte voksne anbefales det, at samtykket gælder, så længe handleplanen løber.

Når en borger giver samtykke til at aftale, at en anden kommune er handlekommune, har borgeren hermed ikke uden videre også givet samtykke til, at den aftalte handlekommune kan indhente oplysninger til behandlingen af sagen. Dette forudsætter et udtrykkeligt samtykke, jf. retssikkerhedslovens § 11 a. (Se punkt 98-99 om samtykke efter § 11 a.)

Hvis en tidligere kommune efter aftale med en anden kommune er handlekommune, skal handlekommunens afgørelser i givet fald behandles af det sociale nævn, som handlekommunen hører under. Kommunen bør ved aftalens indgåelse oplyse borgeren om, hvilket nævn der kan behandle klager fra borgeren, og dette skal også oplyses i klagevejledningen i forbindelse med konkrete afgørelser.

Forpligtelsen som opholdskommune ophører ved flytningen

Kommunens forpligtelse til at følge op

289. Flytter en familie, mens den får hjælp fra kommunen, til en ny kommune, har den nye opholdskommune pligt til at yde den fornødne hjælp. Den nye opholdskommune bør imidlertid tage kontakt med den tidligere opholdskommune med henblik på at få oplysninger om status i indsatsen over for borgeren, fx om der er en fastlagt plan for den sociale indsats, så sagen i videst muligt omfang kan følges op.

For at den nye opholdskommune kan indhente oplysninger, er det nødvendigt, at borgeren giver samtykke, jf. retssikkerhedslovens § 11 a. (Se punkt 97 § 11 a.)

For personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ophører kommunens indsats ikke alene, fordi en person flytter til en anden kommune. Er der fx risiko for, at en ganske særlig social indsats ikke følges op af den nye kommune, fordi denne ikke kender borgeren eller familien, der er flyttet dertil, bør den tidligere opholdskommune sørge for, at den nye opholdskommune bliver gjort opmærksom på, at borgeren har behov for hjælp. Fraflytningskommunen skal dog forinden videregivelsen af oplysningerne om borgeren som udgangspunkt indhente dennes samtykke til videregivelsen. Dette følger af § 28 i forvaltningsloven og § 8, stk. 3, i persondataloven.

For familier med børn med behov for særlig støtte gælder en særlig regel om tværkommunal underretningspligt i § 152 i serviceloven. Den fastslår, at fraflytningskommunen skal underrette tilflytningskommunen, hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden kommune, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte. Underretningspligten gælder uanset om barnet er anbragt uden for hjemmet inden forældrene flytter. (Reglen er beskrevet i Socialministeriets vejledning til serviceloven om tilbud til børn og unge)

Praksis om handlekommune for de mest udsatte grupper m.fl.

Anbefalinger om samarbejde

290. Det anbefales i Socialministeriets vejledning til serviceloven om botilbud m.v., at kommunerne viderefører den hidtidige praksis, hvorefter den tidligere kommune fortsætter som handlekommune i forhold til de mest udsatte grupper, selv om de får ophold i boformer m.v. i en anden kommune. De mest udsatte grupper dækker bl.a. over hjemløse, stofmisbrugere, sindslidende.

Denne praksis med hensyn til handlekommune har stor betydning for de mest udsatte grupper, idet de på grund af meget mobile eller ustabile bo- og familieforhold ofte får ophold i botilbud, der ligger uden for deres oprindelige opholdskommune. Af hensyn til kontinuiteten i indsatsen for hjemløse og stofmisbrugere m.v. kan det være hensigtsmæssigt at opretholde tilknytning til en tidligere opholdskommune, bl.a. med henblik på resocialiseringen.

Særlige forhold gør sig gældende, når den oprindelige opholdskommune som en del af en handleplan har visiteret en person, fx en stofmisbruger til behandling på et privat behandlingstilbud i en anden kommune. I disse tilfælde er det hensigtsmæssigt, at det i forbindelse med handleplanen aftales, at den hidtidige kommune forbliver handlekommune, så længe foranstaltningen er i værk.

Forsorgshjem

291. Specielt for hjemløse, der selv har taget ophold i et tilbud efter servicelovens § 110, bør der skabes kontakt med den tidligere opholdskommune om den videre hjælp, idet forsorgshjemmets beliggenhedskommune i de fleste tilfælde ikke vil være den mest hensigtsmæssige i rollen som handlekommune.

Ofte er det imidlertid ikke muligt at fastslå hvilken kommune, der er den tidligere opholdskommune fx fordi den pågældende har bevæget sig meget rundt og måske har haft perioder uden adresse. I disse tilfælde vil det, efter omstændighederne, være forsorgshjemskommunen, der bliver den hjemløses opholdskommune, mens en tidligere kommune i de fleste tilfælde bliver refusionspligtig kommune, jf. § 9 c, stk. 9.

Kvindekrisecentre

292. Som det er gældende for beboere på forsorgshjem, får beboere på kvindekrisecentre, jf. servicelovens § 109, som udgangspunkt ny opholdskommune i den kommune, hvor kvindekrisecentret er beliggende. Det er således som oftest beliggenhedskommunen, der er handlekommune for beboerne på krisecentret. Dette medfører, at kommunen bør være aktiv i forhold til at hjælpe disse beboere og deres eventuelle børn med at komme videre i tilværelsen.

Efter § 9 c, stk. 2, er der refusion fra tidligere opholdskommune, når en person tager ophold på et kvindekrisecenter. Det er ofte lettere at fastslå, hvilken kommune kvinderne på krisecentrene er kommet fra, end at fastslå hvor en hjemløs har opholdt sig den seneste tid inden ankomsten til forsorgshjemmet. Men kvinderne kan have flyttet et par gange forud for indflytning på krisecentret, og i disse tilfælde, må opholdskommunen undersøge, hvor kvinden tidligere har haft opholdskommune.

Kriminalforsorgens institutione

293. I forbindelse med kriminelle personers ophold i Kriminalforsorgens fængsler, arresthuse og pensioner har der også været en praksis for at aftale handlekommune svarende til den praksis, for de mest udsatte, der er nævnt i punkt 290. Begrundelsen for denne praksis er et hensyn til den fælles indsats mellem de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen i forbindelse med bl.a. handleplaner. I de tilfælde, hvor der ikke indgås aftale om, at den tidligere opholdskommune bevarer handleforpligtelsen, skal denne tidligere opholdskommune deltage i udslusningsplanerne, med mindre afsoneren ikke ønsker at vende tilbage til den tidligere opholdskommune.

Med henblik på at understøtte en langsigtet indsats og sikre kontinuitet i samarbejdet overfor fælles klienter, er der fastsat regler om koordinering af kommunernes og kriminalforsorgens handleplaner, jf. bekendtgørelse om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper.

Uenighed om forpligtelsen som opholdskommune

Uenighed om opholdskommune

294. §§ 9-9 b om opholdskommune er ikke udformet således, at de i alle tænkelige tilfælde kan give et umiddelbart svar på, hvilken kommune der er den »rigtige« opholds- og handlekommune. Der må i en række tilfælde foretages en vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen for at afgøre, hvilken kommune der i forhold til den søgte hjælp, er opholds- eller handlekommune.

Hvis der mellem kommuner er uenighed om, hvilken kommune der i en sag er opholdskommune og dermed handlekommune, er det vigtigt, at uenigheden ikke får konsekvenser for den borger, som har brug for hjælpen. § 9, stk. 7, fastslår derfor, hvilken kommune der har handlepligten i forhold til en borger, når flere kommuner ikke anser sig som rette handlekommune.

Efter § 9, stk. 7, er det den af de involverede kommuner, hvor borgeren er folkeregistertilmeldt, som må påtage sig handleforpligtelsen, indtil der er opnået enighed mellem kommunerne – fx når nævnet har truffet afgørelse. Hvis borgeren ikke er tilmeldt nogen af kommunerne, vil en tidligere tilmelding i en af kommunerne være afgørende.

Kan der ikke opnås enighed mellem kommunerne, må uenigheden afgøres af det sociale nævn efter § 61 i retssikkerhedsloven. Den kommune, som indbringer sagen for det sociale nævn, kan anmode om, at formanden for nævnet træffer en formandsafgørelse, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 23, hvis betingelserne herfor er opfyldt, eller efter bekendtgørelsens § 18, stk. 1, om foreløbige formandsafgørelser.

Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

Der er, ligeledes i § 9, stk. 7, hjemmel til at den fungerende handlekommune kan kræve refusion fra den kommune, som endelig udpeges som rette opholdskommune. Refusionen, der beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1, kan kræves for kommunens udgifter i den periode, hvor kommunen har påtaget sig handlepligten.

Folkeregistertilmelding

295. Det er vigtigt at slå fast, at folkeregistertilmelding ikke er afgørende for retten til hjælp og kun udgør et moment i fastlæggelsen af, hvilken af flere kommuner, der er handlekommune.

Fra administrativ praksis vedrørende spørgsmålet om handlekommune fremgår, at det ikke er et krav i den sociale lovgivning, at pågældende skal være tilmeldt folkeregistret, og at en myndighed ikke kan give afslag på hjælp alene med henvisning til, at en ansøger ikke er tilmeldt folkeregistret. Det er dog sædvanlig praksis, at myndighederne - bortset fra særlige og navnlig akutte situationer - sikrer sig, at ansøgeren er tilmeldt kommunens folkeregister. Dette sker af administrative grunde, bl.a. for at reducere risikoen for, at personer uberettiget får tildelt hjælp fra to kommuner. Fra administrativ praksis kan endvidere nævnes, at hvis en person ikke har taget egentlig ophold i kommunen, og pågældendes tilstedeværelse kun er tidsbegrænset, fx for at søge bolig eller arbejde, er det forhold, at pågældende har tilmeldt sig folkeregisteret i den nye kommune, ikke i sig selv afgørende for, at pågældende får ny opholdskommune.

Et krav om folkeregistrering efter CPR-loven ved ophold på en boform efter serviceloven ændrer ikke på en aftale efter § 9, stk. 6, og den tidligere opholdskommune kan således godt være handlekommune, uanset at borgeren har folkeregisteradresse i den aktuelle opholdskommune.

Til toppen

Kapitel 33 – Mellemkommunal refusion

Betalingsforpligtelsen

296. Mens opholdskommunen har pligt til at træde til med hjælp, er det ikke i alle tilfælde denne kommune, som endeligt skal bære den kommunale andel af udgiften ved den hjælp, der ydes.

Udgangspunktet er dog, at handlepligt og betalingspligt følges ad. Kun hvor der er fastsat regler herom, kan opholdskommunen kræve, at en tidligere opholdskommune skal betale udgifterne til hjælp. Dette følger af retssikkerhedslovens § 9 c, som fastslår, hvornår der kan kræves refusion.

297. § 9 c samler reglerne om mellemkommunal refusion for lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Når der i en konkret situation er ret til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2-5, vil retten omfatte udgifter efter alle de love, som er omfattet af § 9 c, stk. 1.

Medvirken fra fraflytningskommunen eller anden offentlig myndighed

Fraflytningskommunen/offentlig myndighed har medvirket

298. For at der er ret til mellemkommunal refusion, er det som udgangspunkt en forudsætning, at den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person har fået ophold i kommunen. Dette gælder ikke § 9 c, stk. 4-7.

Et eksempel på, at en anden offentlig myndighed medvirker, er, når en person indsættes i fængsel. Et andet eksempel er, når lederen på et forsorgshjem træffer afgørelse om, at en person kan få ophold i forsorgshjemmet, jf. servicelovens § 110. Denne afgørelse er myndighedsudøvelse, det vil sige, at i sådanne tilfælde medvirker en anden offentlig myndighed til, at pågældende får ophold i kommunen.

I SM R-01-04 har Ankestyrelsen hjemvist en sag til det sociale nævn, med anmodning om, at nævnet indhentede yderligere oplysninger om et eventuelt opholdskommuneskift. Sagen var ikke tilstrækkeligt oplyst til at træffe afgørelse om B eller A kommune var fast opholdskommune for kvinden ved flytningen i ældrebolig. Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden i § 9 a, stk. 2 (nugældende § 9 c, stk. 4, nr. 2), hvorefter betingelsen for refusion ved flytning i ældrebolig er, at borgeren har fået ny opholdskommune. At kvinden i måneden inden flytning til ældreboligen var tilmeldt folkeregisteret på datterens adresse i A kommune i forbindelse med et akut sygdomstilfælde dokumenterede ikke i sig selv, at hun før indflytningen i ældreboligen varigt havde opgivet sin tidligere bopæl i B kommune. I vurderingen af et eventuelt opholdskommuneskift burde oplysninger eksempelvis om opsigelse af tidligere lejemål og opbevaring af bohave indgå.

299. § 9 c, stk. 2, nr. 1-6, nævner en række boformer og institutioner, hvor optagelse af en borger fra en anden kommune giver beliggenhedskommunen ret til refusion fra den tidligere opholdskommune. Som anført i punkt 298, skal der være den fornødne medvirken fra enten en tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed. Har en person ophold i de omhandlede boformer og institutioner uden forudgående visitation, er der ikke refusion for udgifterne. Det kan fx være tilfældet, hvor ledig kapacitet udlejes til andre end den umiddelbare målgruppe.

Anbragte børn

Betalingsforpligtelsen for udgifter til anbragte børn

300. Reglerne om anbragte børns opholdskommune blev i 2003 ændret, således at handleforpligtelse og betalingsforpligtelse over for det anbragte barn er hos samme kommune. Den anbringende kommune er fortsat handlekommune for børn anbragt uden for hjemmet efter den 1. juli 2003 eller senere, uanset om forældrene senere flytter til en anden kommune. Den anbringende kommune afholder selv udgifterne i forbindelse med anbringelsen.

Børn og unge, der var anbragt før den 1. juli 2003, har selvstændig opholdskommune i den kommune, der den 30. juni 2003 var opholdskommune for barnet eller den unge. Dette har betydning, hvis forældrene senere flytter til en anden kommune. Den anbringende kommune skulle efter de hidtidige regler refundere udgifterne, selv om barnet den 30. juni 2003 var anbragt i en anden kommune, som havde handleforpligtelsen over for barnet (fordi forældrene efter anbringelsen var flyttet dertil). Konsekvenserne af lovændringen pr. 1. juli 2003 for børn anbragt før 1. juli 2003 er alene, at forpligtelserne som handlekommune og betalingskommune fortsætter uændret, selv om forældrene efterfølgende på ny flytter (til en tredje kommune). Handlekommunen har fortsat ret til refusion fra den kommune, som anbragte barnet oprindeligt før den 1. juli 2003.

Lovændringen har ingen betydning for aftaler indgået mellem kommunerne før den 1. juli 2003. Disse aftaler kan opretholdes uændret.

Eksempel: Barn anbragt før 1. juli 2003: A kommune træffer den 1. april 2003 afgørelse om anbringelse af Mads uden for hjemmet i en plejefamilie i B kommune. Den 1. maj 2003 flytter forældrene til c kommune, der efter de dagældende regler bliver barnets opholdskommune. Den 1. september 2003 flytter forældrene igen til D kommune. C Kommune beholder sagen og kan få refusion for sin andel af udgifterne fra A kommune efter lovens § 9 c, stk. 2, nr. 6.

Eksempel: Barn anbragt efter 30. juni 2003: A kommune træffer den 7. juli 2003 afgørelse om anbringelse af 9-årige Martin uden for hjemmet i en plejefamilie i B kommune. Den 1. september 2003 flytter forældrene til C kommune. A kommune er Martins selvstændige opholdskommune og beholder Martins sag. Den 1. januar 2004 flytter Martins forældre til D kommune, og den 1. april 2004 samtykker forældrene i en aftale mellem A og D kommune om, at D kommune er handlekommune i forhold til Martin. Kommunerne aftaler endvidere, at D kommune afholder udgifterne til anbringelsen, da disse ellers fortsat ville påhvile A kommune, som er den anbringende kommune.

Betalingsforpligtelsen til efterværn

301. § 9 c, stk. 3 fastslår, at såfremt der har været mellemkommunal betaling for et anbragt barn, fortsætter denne refusion, når barnet bliver 18 år, hvis der iværksættes efterværn efter servicelovens § 62 a, stk. 3.

SM R-7-05 og R-9-05 [Nu 64-14]: Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at den oprindelige opholdskommune skal refundere udgifterne til den personlige rådgiver, uanset at den unge ikke længere er anbragt, og uanset hvilken kommune den unge opholder sig i.

Forsorgshjem og fængsler

Særligt om forsorgshjem og ophold i fængsler

302. Det er som udgangspunkt den kommune, som borgeren opholdt sig i forinden opholdet i forsorgshjemmet eller fængslet, som skal betale for udgifter til bl.a. kontanthjælp, hjælp efter serviceloven m.v. Har en beboer på et forsorgshjem opholdt sig i forsorgshjemskommunen inden opholdet i forsorgshjemmet, er forsorgshjemskommunen både handle- og betalingskommune for beboeren.

Efter § 9, stk. 9, er betalingskommunen for en beboer på forsorgshjem den seneste opholdskommune inden indflytning på forsorgshjemmet. Det betyder, at handlekommunen for en beboer på forsorgshjem kan gå så langt tilbage i tiden, som det er nødvendigt, for at finde en kommune til at betale for den pågældende beboer. Bestemmelsen er en konsekvens af de problemer der notorisk findes med henblik på at fastlægge seneste opholdskommune for forsorgshjemsbeboere. Ofte har forsorgshjemskommunen selv endt med regningen, fordi den pågældende forsorgshjemsbeboer umiddelbart op til indflytningen på forsorgshjemmet i en kortere eller længere periode ikke havde fået social hjælp. Dermed bortfaldt tidligere opholdskommunes pligt til at betale. Med bestemmelsen i § 9, stk. 9, ophører en tidligere betalingskommunes forpligtelse først, når der er fundet en ny opholdskommune. Bestemmelsen medfører, at forsorgshjemskommunen ikke bliver denne nye opholdskommune, men kun overtager handleforpligtelsen.

Ved afgørelsen af, hvilken kommune der er den seneste tidligere opholdskommune, kan der fx lægges vægt på, hvilken kommune der sidst har udbetalt hjælp til den pågældende borger i længere tid eller på, hvilken kommune der har udarbejdet en handlingsplan for borgeren.

Retten til mellemkommunal refusion fortsætter, hvis en beboer fra et forsorgshjem eller fængsel udsluses til en anden boform m.v., som efter § 9 c giver ret til refusion fra den tidligere kommune. Da den tidligere opholdskommune i sidste instans skal afholde den kommunale andel af udgifterne til hjælp, vil den tidligere opholdskommune for en person, der opholder sig i fængsel eller forsorgshjem, have en betydelig interesse i fortsat at være handlekommune og dermed bevare indflydelse på, hvad der skal ske i sagen, fx med hensyn til udslusning fra forsorgshjemmet eller til bolig eller anden boform efter endt ophold.

Det skal herved anbefales, at aftaler om handlekommune, jf. § 9, stk. 6, indgås så tidligt som muligt. (Se punkt 286.)

Opsamlingsbestemmelsen

303. § 9 c, stk. 2, nr. 5, er en opsamlingsbestemmelse, der giver adgang til refusion ved flytning til boformer m.v., der ikke formelt er etableret som de boformer m.v., der er nævnt i nr. 1 - 4, men som kan sidestilles med sådanne tilbud, idet de anvendes til at opfylde samme behov. (Se punkt 312 om hjælpeforanstaltninger i egen bolig, som sidestilles med ophold i en boform omfattet af § 9 c.)

Opsamlingsbestemmelsen tager højde for, at der i dag allerede er måder at organisere hjælp på, der kan sidestilles med de boformer, som direkte er nævnt i § 9 c, stk. 1, nr. 1-4, og at der hele tiden udvikles nye boformer og hjælpetilbud, der etableres ud fra behov for nye måder at indrette hjælp på. Sigtet med reglen er at medvirke til fleksibilitet ved at modvirke, at formelle krav til organisering er en forhindring for at udvikle nye tilbudsformer.

Opsamlingsbestemmelsen giver fx refusion ved ophold i private krisecentre, der fungerer på samme måde som krisecentre efter servicelovens § 110, men som ikke er etableret som en boform efter servicelovens § 110.

Anbefalinger om samarbejde

304. Betingelsen »boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v.« i § 9 c, stk. 1, nr. 5, kan give anledning til usikkerhed med hensyn til, om et konkret tilbud er omfattet af mellemkommunal refusion.

Det anbefales derfor, at kommunerne, når de etablerer eller medvirker til at etablere boformer, der er eller som kunne være alternativer til de boformer m.v., som nævnt i § 9 c, stk., 1, nr. 1-4, er opmærksomme på eventuelle konsekvenser i forhold til reglerne om mellemkommunal refusion. Det kan herved være hensigtsmæssigt, at man i de sædvanlige samarbejdsfora - fx kommuneforeninger, socialchefkredse eller lign. - i tide drøfter og vurderer, hvilken karakter et tilbud har i forhold til opsamlingsbestemmelsen.

Det skal endvidere anbefales, at når en kommune medvirker til, at en borger flytter til en boform, hvor der kunne være tvivl om, hvorvidt denne boform er omfattet af opsamlingsbestemmelsen, at myndigheden forinden tager kontakt med tilflytningskommunen med henblik på at få afklaret spørgsmålet om mellemkommunal refusion.

Flytteret

Refusion ved flytteret

305. Efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, har opholdskommunen ret til mellemkommunal refusion, når en person har udnyttet sin flytteret efter § 108, stk. 2, og § 191 i serviceloven, § 58 a, i lov om almene boliger m.v.

Borgerens ret til at flytte fremgår af de betingelser, som er fastlagt i de tre nævnte lovbestemmelser.

Uenighed om ret til refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c kan indbringes for de sociale klagemyndigheder efter § 61. Det gælder dog ikke uenighed om aftaler om refusion, se punkt 310.

SM R-13-03: Ankestyrelsen fandt, at der kun er ret til refusion for den person, som opfylder betingelserne for optagelse i ældrebolig (og som derfor har ret til frit at vælge ældrebolig). Der er ikke ret til refusion for den ægtefælle, der flytter med, fordi pågældende indgår i husstanden.

Mellemkommunal refusion ved passivitet

306. Bestemmelsen i § 9 c, stk. 5, skaber hjemmel til, at der kan kræves refusion for en udgift, selvom opholdet i kommunen ikke er sket med medvirken fra en tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed.

Bestemmelsen finder anvendelse på den situation, hvor en opholdskommune ikke iværksætter den nødvendige hjælp for en borger, og hvor borgeren senere flytter til en ny opholdskommune, der iværksætter denne hjælp. Den nye opholdskommune får dermed efter omstændighederne ret til refusion fra den tidligere opholdskommune. Bestemmelsen har til hensigt først og fremmest at virke præventivt i forhold til den kommune, som ud fra økonomiske overvejelser ikke iværksætter den nødvendige hjælp. Bestemmelsens hovedformål er således at sikre borgeren den nødvendige hjælp på det tidligst mulige tidspunkt. Men bestemmelsen har også til hensigt at give en senere opholdskommune økonomisk kompensation for udgifter, som en tidligere opholdskommune rettelig burde afholde.

Bestemmelsen har utvivlsomt mest betydning i sager, der vedrører anbringelser af børn. En senere opholdskommune kan, måske med rette, undre sig over, at der ikke er grebet ind på et tidligere tidspunkt. Med § 9, stk. 5, gives mulighed for, at den nye opholdskommune kan få undersøgt, om dette er tilfældet og på denne måde få mulighed for økonomisk kompensation.

Reglen indeholder også adgang til refusion i de tilfælde, hvor et barn hjemgives for tidligt/uden grund. Ved hjemgivelsen af et barn får barnet ofte ny opholdskommune, og det påhviler derfor en ny opholdskommune at genanbringe barnet og afholde udgifter herved. Den nye opholdskommune kan derfor få refusion for udgifterne ved genanbringelsen.

Mellemkommunal refusion under midlertidigt ophold uden for den faste opholdskommune

307. § 9 c, stk. 6, indeholder den midlertidige opholdskommunes adgang til refusion fra opholdskommunen for udgifter til personlig og praktisk hjælp under et ophold uden for opholdskommunen.

Der er refusion for de faktiske udgifter, og refusionen fastsættes i øvrigt på samme måde som refusion i flyttesituationerne. Det anbefales, at den midlertidige opholdskommune kun sender refusionskrav vedr. samme borger én gang om året, og således samler udgifterne sammen. Uenighed mellem kommunerne om adgang til refusion efter § 9 c, stk. 6, kan afgøres af det sociale nævn, hvor borgerens faste opholdskommune hører under, efter reglen i § 61 i retssikkerhedsloven.

Den midlertidige opholdskommunes ret til refusion efter § 9 c, stk. 6, afhænger af, om den midlertidige opholdskommune har pligt til at handle efter § 9 b, stk. 1. (Se punkt 281.)

Endvidere er der refusion for udgiften for plejevederlag m.v. vedrørende en person, der er i pleje i en anden kommune. Efter § 9 b, stk. 2, er det bestemt, at det er den kommune, hvori plejeforholdet finder sted, der skal udbetale plejevederlaget. Udgiften skal imidlertid afholdes af den plejekrævendes egen opholdskommune, hvorfor der er ret til refusion, når plejeforholdet ikke finder sted i den plejekrævendes opholdskommune.

Mellemkommunal refusion for førtidspension

Refusion i op til seks år

308. Kommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension refunderes af pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet i op til seks år. Retten til refusion ophører seks år efter det tidspunkt, hvor pensionisten har fået tilkendt førtidspensionen. Refusion efter stk. 2 og 4 udskyder retten til refusion efter stk. 5. Med bestemmelsen sigtes på den situation, hvor en førtidspensionist får ophold i en boform i en anden kommune enten med medvirken fra en myndighed eller som følge af en flytteret, og hvor der således er konkurrerende refusionsbestemmelser, som dækker spørgsmålet om refusion mellem to kommuner. I sådanne sager vil § 9 c, stk. 5, først skulle anvendes, når refusion efter de øvrige bestemmelser ophører. Da vil den seksårige refusionspligt efter omstændighederne kunne begynde at løbe. Er der derimod tale om flere involverede kommuner, en opholdskommune, den tidligere opholdskommune som tilkendte førtidspension og den tidligere opholdskommune, som er refusionspligtig efter § 9 c, stk. 2 eller 4, sker der ikke udskydelse af retten til refusion.

Hvis en anden kommune end opholdskommunen, på tidspunktet for tilkendelsen af førtidspension, har betalingsforpligtelsen, er det opholdskommunen på tilkendelsestidspunktet, som har refusionsforpligtelsen efter § 9, stk. 5. Dermed fastslås, at betalingsansvaret påhviler den kommune, som har truffet afgørelsen.

Bestemmelsen omhandler kun refusion for opholdskommunens udgift til førtidspension. Den statslige refusion skal derfor fradrages, inden kravet rejses.

Den seksårige periode begynder fra det tidspunkt førtidspensionen er tilkendt. Er førtidspension tilkendt med tilbagevirkende kraft, er det dette tidligere tidspunkt, som perioden løber fra.

Retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, gælder kun for førtidspension tilkendt 1. januar 2004 eller senere.

Beregning af kravet

309. Efter § 9 c, stk. 1, kan der kræves refusion for kommunens udgifter til ydelser og hjælp til borgeren efter serviceloven, aktivloven, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, boligstøtteloven, pensionslovens § 52, stk. 1, og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Udgifter til personlige tillæg efter § 14 og til helbredstillæg efter § 14 a i pensionsloven er ikke omfattet af refusionsadgangen, da disse ydelser er reguleret i pensionslovens § 52, stk. 2. Der er ikke adgang til refusion for udgifter efter lov om forebyggende hjemmebesøg eller til bolig efter lov om almene boliger m.v.

Efter § 9, stk. 8, opgøres refusionskravet som kommunens faktiske udgifter efter de førnævnte love til den pågældende borger. Bestemmelsen medfører, at også de langsigtede omkostninger ved drift af tilbudet kan medtages ved beregningen.

De faktiske udgifter omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration i det omfang der er tale om udgifterne ved driften af et tilbud. Der er således ikke mulighed for at medregne kommunens udgifter som myndighed. Fx kan der ved opgørelsen af refusionskravet ikke medtages udgifter til sagsbehandling og tilsyn. Derimod vil der kunne medtages udgifter til uddannelse af personale, husleje, udvikling af tilbudet og tomme pladser.

Hvis der for ydelsen er beregnet en takst eller fastsat et priskrav efter serviceloven, er der refusion for hele takstbeløbet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med servicelovens § 174, hvorefter kommunen fastsætter takster for de kommunale tilbud. Kommunen vil fremover skulle fastsætte takster for de fleste kommunale tilbud, men fx ikke på børneområdet, hvor udgiftsberegningen derfor sker som ovenfor beskrevet.

Aftaler om refusion

Aftale om refusion ved flytning

310. To kommuner kan efter § 9 c, stk. 10, aftale refusion som led i, at en person flytter til en anden kommune, uden at betingelserne for mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2-5, er opfyldt.

I aftalen skal det fastsættes, hvor længe aftalen skal gælde, fx om der også skal være refusion, hvis pågældende flytter fra den aftalte bolig, fx fra ældrebolig til plejehjem. Der er derudover ikke krav til aftalens indhold. (Se punkt 300 om aftaler om refusion for udgifter til anbringelse af børn uden for hjemmet før 1. juli 2003.)

Aftaler kan ikke indbringes for de sociale klagemyndigheder

311. Det følger af almindelige principper, at klagemyndighederne kun kan tage stilling til egentlige formelle afgørelser. Aftaler er ikke afgørelser, så kommunerne kan ikke indbringe uenighed om aftalerne for de sociale klagemyndigheder. I sådanne tilfælde er kommunerne ved uenighed henvist til afklaring via sagsanlæg ved domstolene med de omkostninger, det medfører.

Refusionskravets ophør

312. Adgangen til refusion efter § 9 c, stk. 2-5, ophører, når borgeren ikke længere opholder sig i en boform eller får hjælp, der kan sidestilles hermed. Et ophold i eget hjem vil i visse tilfælde kunne sidestilles med et ophold i en boform og fortsat give adgang til refusion, hvis der fx er tale om en udslusningssitiuation, og der fortsat er væsentlig tilknytning til boformen, eller der ydes en hjælp i hjemmet, der kan sidestilles med ophold i en boform, jf. § 9 c, stk. 2, nr. 5. Det sociale nævn giver vejledning herom til kommunen i konkrete sager.

For så vidt angår beboere i institutioner efter § 110 i serviceloven er der fastsat en særlig regel om en tidligere opholdskommunes refusionspligt. Reglen har til hensigt at sikre forsorgshjemskommunerne refusion for tilflyttende forsorgshjemsbeboere. Forsorgshjemskommunerne har ofte vanskeligt ved at finde en seneste opholdskommune, der skal betale for forsorgshjemsbeboeren. Dette skyldes, at det for det første er vanskeligt at fastlægge hjemløses færden og for det andet ofte er tilfældet, at den hjemløse har klaret sig selv i en periode, hvorfor den tidligere opholdskommune ikke længere kan forpligtes til at yde refusion.

Refusionskravets forældelse

313. Det følger af § 9 c, stk. 11, at krav om refusion efter § 9 c, stk. 2-7, skal være rejst senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Der skal anvendes den samme fortolkning som for frister i øvrigt med hensyn til, om kravet kan anses for fremsat. Det afgørende tidspunkt for beregningen af fristen er dagen, hvor modtageren får kravet. Uenighed om, hvorvidt et krav i det konkrete tilfælde kan anses for fremsat, afgøres af de sociale klageinstanser. Krav om refusion på baggrund af en aftale indgået efter § 9 c, stk. 10, er ikke omfattet af den særlige regel om forældelse i § 9 c, stk. 11. Disse krav er omfattet af de almindelige regler om forældelse.

Uenighed mellem kommuner

314. Efter retssikkerhedslovens § 61 kan sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, indbringes for det sociale nævn. Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

De sociale nævn og Ankestyrelsen kan ikke tage stilling til refusion, der alene hviler på en aftale mellem kommunerne jf. § 9 c, stk. 8. Endvidere er tilbagesøgningskrav ikke omfattet af klageinstansernes kompetence.

Til toppen

AFSNIT VII – UDVALG UNDER KOMMUNER

Kapitel 34 – Udvalg under kommunerne

Udvalg, der behandler personsager i kommunerne

316. Det er fastslået i retssikkerhedslovens § 17, at der skal være et eller flere udvalg, der behandler personsager (personsagsudvalg). Baggrunden for § 17 er, at der er et betydeligt diskretionshensyn til den enkelte ansøger og familien. Sager om ydelser m.v. efter den sociale lovgivning til enkeltpersoner skal således ikke kunne behandles i den samlede kommunalbestyrelse. Kommunalbestyrelsen beslutter efter styrelsesvedtægten, til hvilket eller hvilke stående udvalg disse sager skal henlægges.

Reglerne i § 17, stk. 4, indebærer, at kommunalbestyrelsen kan behandle hjælp til enkeltpersoner efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, dog ikke kapitel reglerne om opfølgning i lov om sygedagpenge, jf. også § 14, stk. 4, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

317. Udvalget, der behandler personsager, er ikke en selvstændig forvaltningsmyndighed efter forvaltningslovens § 28, hvilket medfører, at oplysninger nemmere kan udveksles med resten af forvaltningen. Enkeltsager kan ikke behandles i den samlede kommunalbestyrelse, som derfor ikke kan give instruktioner om, hvilken afgørelse personsagsudvalget skal træffe i den enkelte konkrete sag.

Kommunalbestyrelsen kan derimod godt give generelle instruktioner om, hvordan de sociale sager skal behandles og afgøres. Kommunalbestyrelsen kan ikke ændre de konkrete afgørelser, som udvalget træffer, og kommunalbestyrelsens medlemmer – udover medlemmerne af det eller de stående udvalg, der behandler personsager - kan ikke få sagsindsigt i udvalgets enkeltsager.

§ 17 forhindrer ikke, at borgmesteren gennemser en konkret sag, hvis en borger klager over personalet eller over den måde, som en konkret sag er blevet behandlet på. Borgmesteren er kommunens administrative leder og har ansvaret for personalet og for sagernes ekspedition. For at kunne vurdere sagsbehandlingen, må borgmesteren i klagesager have mulighed for at sætte sig ordentligt ind i den sag, der er klaget over.

Personsagsudvalget kan delegere kompetencen til at træffe afgørelse til forvaltningen. Hvis borgeren klager over forvaltningens afgørelse, skal klagen indbringes for klageinstansen gennem forvaltningen. Personsagsudvalget skal således ikke behandle klagen først.

§ 17 hindrer ikke, at kommunalbestyrelsen som led i den politiske prioritering og vurdering af opgaverne på det sociale område i anonymiseret form bliver gjort bekendt med konkrete sager.

Hvis sagen fx handler om personale til en person, der bor i en boform efter serviceloven, kan den både behandles i det pågældende personsagsudvalg og i økonomiudvalget som en sag om normering til boformen. Sagen skal derfor anonymiseres til behandlingen i økonomiudvalget.

318. Nedsættelse af kommunale nævn sammensat af medlemmer fra kommunalbestyrelse, socialforvaltning og eksperter med kompetence til at træffe afgørelse fx i førtidspensionssager, vil ikke være i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 17, stk. 2.

Børn og unge-udvalget

319. Kommunen skal have et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 74 i serviceloven. Om dette udvalg se Socialministeriets vejledning til serviceloven om tilbud til børn og unge, herunder bekendtgørelsen om forretningsorden for børn og unge-udvalgene.

Det Rådgivende Praksisudvalg

Opgaver

320. Det Rådgivende Praksisudvalg skal støtte Ankestyrelsen i indsatsen med at samordne praksis i de afgørelser, der træffes på det sociale og beskæftigelsesmæssige område i hele landet.

Formålet med nedsættelsen af udvalget er således at få et samarbejdsforum, som på det administrative niveau kan følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen, beskæftigelsesankenævnene og de sociale nævn har pligt til at foretage efter retssikkerhedslovens kapitel 11.

Udvalget har endvidere til opgave at bistå Ankestyrelsen i den overordnede planlægning og koordinering af praksisundersøgelser og vejledningsvirksomhed i øvrigt. Udvalget kan endvidere informere Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet om regler, som giver anledning til administrative vanskeligheder eller fortolkningstvivl.

321. Chefen for Ankestyrelsen er formand for udvalget. De øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen efter indstilling fra de indstillingsberettigede organisationer og myndigheder.

Ældreråd

322. Kommunen skal, jf. § 30, nedsætte et ældreråd. Se Socialministeriets vejledning om reglerne i serviceloven om personlig og praktisk hjælp.

Klageråd

323. Kommunen skal efter §§ 34 og 35 i retssikkerhedsloven sørge for, at der er et klageråd, hvortil alle ansøgere og modtagere af tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. kan klage over afgørelser efter servicelovens §§ 83 og 84. Klagerådet skal vælges mindst hvert fjerde år.

Klagerådene er selvstændige forvaltningsmyndigheder. De skal derfor følge reglerne i forvaltningslovens § 28 med hensyn til at give oplysninger videre.

I §§ 35 og 36 er der regler om valg af medlemmer til klagerådet, om at kommunen betaler udgifterne, og om diæter m.v. Disse regler er beskrevet i Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om personlig og praktisk hjælp.

Handicapråd

324. Kommunalbestyrelsen skal efter lovens § 37 a nedsætte et handicapråd. Handicaprådet er indført i kommunerne med virkning fra den 1. april 2006. Reglerne om handicapråd findes i lovens § 37 a, som blev indsat i retssikkerhedsloven ved lov nr. 574 af 24. juni 2005. I de kommuner, som sammenlægges, indføres fælles handicapråd, således at de enkelte kommuner, som deltager i en sammenlægning, ikke skal nedsætte handicapråd. Handicaprådets funktion består i at rådgive kommunalbestyrelsen i alle handicappolitiske spørgsmål og formidle synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører mennesker med handicap.

325. Socialministeren har fastsat regler om handicaprådene i kapitel 9 i retssikkerhedsbekendtgørelsen. Det forudsættes, at disse handicapråd erstatter eksisterende handicapråd, som er etableret på frivilligt grundlag. Kommunalbestyrelsen kan dog uanset etableringen af handicapråd efter § 37 a, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område anmode andre lokalt nedsatte råd og brugergrupper om udtalelser om kommunens politik.

326. I medfør af § 44 i bekendtgørelsen sammensættes handicaprådene ud fra lokale forhold og består af 3-7 medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen udpeget efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer og 3-7 medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen udpeger sine repræsentanter blandt medlemmer af kommunalbestyrelsen, repræsentanter fra forvaltningen eller andre ansatte i kommunen. Ansatte i selvejende institutioner eller andre private leverandører, som udfører relevante opgaver for kommunen, kan også udpeges til medlemmer af handicaprådet. Kommunalbestyrelsen kan således ikke udpege enkelte borgere eller lokalpolitikere, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen. Suppleanter til et kommunalbestyrelsesmedlem vil således ikke kunne udpeges til medlemmer af handicaprådet. Medlemmer af kommunalbestyrelsen skal indgå i handicaprådet med et eller flere medlemmer. I forbindelse med udpegningen af medlemmer til handicaprådet skal kommunalbestyrelsen sikre sig, at handicaprådet sammensættes således, at medlemmerne repræsenterer forskellige handicap. Kommunen kan ikke beslutte, at handicaprådet skal have færre en 3 medlemmer eller flere end 7 medlemmer, som repræsenterer henholdsvis handicaporganisationerne i kommunen og kommunalbestyrelsen, da antallet af medlemmer af handicaprådet er reguleret i loven.

Da handicaprådet skal beskæftige sig med alle spørgsmål af betydning for mennesker med handicap på tværs af sektorer, bør kommunen sikre, at repræsentanterne for kommunalbestyrelsen i handicaprådet kan repræsentere flere forskellige sektorer, fx transportområdet, sundhedsområdet mv.

Kommunalbestyrelsen kan ikke delegere sin kompetence til at udpege medlemmer til handicaprådet til andre.

327. Kommunalbestyrelsen bestemmer antallet af medlemmer af handicaprådet. Efter § 45 i bekendtgørelsen skal handicaprådet sammensættes således, at handicaporganisationernes medlemmer udgør samme antal medlemmer som medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen. Der skal således være lige mange medlemmer af handicaprådet, som repræsenterer kommunalbestyrelsen som medlemmer, der repræsenterer handicaporganisationerne.

Kommunalbestyrelsen kan efter bekendtgørelsens § 44, stk. 5, kun udpege medlemmer indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer, som har bopæl i kommunen. Hvis det indstillede medlem ikke har bopæl i kommunen, skal kommunalbestyrelsen afvise at udpege den pågældende. Fraflytter et medlem kommunen, indtræder stedfortræderen i handicaprådet, og der skal udpeges en ny personlig stedfortræder.

Det er kun medlemmet af handicaprådet, som skal have bopæl i kommunen. Det er således uden betydning, om handicaporganisationen har hjemsted eller et kontor i kommunen.

Kommunalbestyrelsen kan ikke afvise at udpege et indstillet medlem, som opfylder de formelle betingelser for medlemskab af handicaprådet.

Der skal efter § 44, stk. 3, også udpeges en personlig stedfortræder for hvert medlem af rådet. Det er ikke udelukket, at en person kan være stedfortræder for flere medlemmer af handicaprådet. Når der er tale om repræsentanter for handicaporganisationerne, bør stedfortræderen i videst muligt omfang alene være personlig stedfortræder for ét medlem. Er det ikke muligt at få udpeget et tilstrækkeligt antal personlige stedfortrædere, kan denne person tillige være personlig stedfortræder for et andet medlem.

328. Kommunalbestyrelsen kan efter § 44, stk. 6, i bekendtgørelsen beslutte, om lokale handicaporganisationer eller grupperinger uden for De Samvirkende Invalideorganisationer skal være repræsenteret i handicaprådet. Medlemmer fra lokale handicaporganisationer eller grupperinger uden for De Samvirkende Invalideorganisationer indgår i antallet af medlemmer, som repræsenterer handicaporganisationerne i kommunen. Hvis kommunalbestyrelsen fx beslutter, at handicaprådet skal sammensættes af i alt 10 personer, og der skal deltage et medlem, som repræsenterer en lokal gruppering, som ikke indgår i De Samvirkende Invalideorganisationer, skal De Samvirkende Invalideorganisationer indstille 4 medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen. Det er kommunalbestyrelsen, der afgør hvilke organisationer eller grupperinger udenfor De Samvirkende Invalideorganisationer, der er relevante at inddrage, når der skal udpeges medlemmer af rådet. Antallet af medlemmer, som repræsenterer lokale handicaporganisationer eller grupperinger må dog aldrig overstige antallet af medlemmer, som er udpeget efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer.

Kommunalbestyrelsen kan udpege repræsentanter for lokale grupperinger, selv om den lokale gruppering ikke er organiseret som en forening eller som en organisation. Det er dog en betingelse for udpegning af en lokal gruppering, at der er tale om en væsentlig gruppering, som har aktiviteter på handicapområdet. En gruppering er ikke væsentlig, hvis den repræsenterer ganske få personer. Der gælder således ikke et krav om en bestemt organisationsform for den lokale gruppering. Det udpegede medlem skal dog have bopæl i kommunen. Den pågældende gruppering skal have aktiviteter, som udføres inden for kommunens grænser.

Brugerne af kommunens tilbud til mennesker med handicap kan udgøre en lokal gruppering, som kan være repræsenteret i handicaprådet. Repræsentanter for en gruppering af brugere behøver ikke at være medlem af en brugerbestyrelse. Kommunen skal dog sikre sig, at repræsentanterne for brugerne af kommunens tilbud til mennesker med handicap reelt repræsenterer brugerne. Det vil sige, at repræsentanten er udpeget af brugerne "i deres midte". Medlemmet skal repræsentere brugerne på tidspunktet for udpegelsen og i den periode, som medlemskabet varer. Kommunen skal løbende sikre sig, at medlemmet fortsat repræsenterer en lokal gruppering.

Repræsentanter for medarbejderne eller lederne af de enkelte boformer mv. kan ikke vælges som repræsentanter for lokale grupperinger eller indgå i den kreds af personer, som udpeger repræsentanterne. Kommunen skal sikre, at udpegelsen sker under forhold, som sikrer, at brugerne frit kan udpege en repræsentant, uden af processen skal overvåges eller godkendes af kommunen.

329. Det følger af § 45, stk. 2, at handicaprådet nedsættes på ny hvert fjerde år, således at rådet følger den kommunale valgperiode. Medlemmerne fungerer, indtil der er indstillet eller udpeget nye medlemmer. Det vil sige, at medlemmerne af handicaprådet som udgangspunkt deltager i rådet i hele perioden på fire år. Det vil dog være muligt for De Samvirkende Invalideorganisationer at ændre en indstilling i løbet af perioden, således at et andet medlem indstilles og udpeges. Det kan fx komme på tale, hvis den lokale sammensætning af organisationer under De Samvirkende Invalideorganisationer ændres, fordi en væsentlig organisation udtræder af eller bliver optaget i De Samvirkende Invalideorganisationer eller hvis der sammensættes en ny bestyrelse, som ønsker at indstille et andet medlem. Det kan også forekomme, at et medlem af handicaprådet ønsker at udtræde af rådet. De Samvirkende Invalideorganisationer kan dog ikke ændre en indstilling til handicaprådet alene på grund af utilfredshed med et medlems deltagelse i handicaprådet. Hvis et medlem af handicaprådet udtræder af den handicaporganisation, som har indstillet den pågældende, kan De Samvirkende Invalideorganisationer vælge at indstille et andet medlem til handicaprådet, således at det oprindeligt udpegede medlem udtræder af handicaprådet. Kommunalbestyrelsen kan ikke ændre antallet af medlemmer i handicaprådet i den periode på 4 år, som er handicaprådets funktionsperiode.

De første handicapråd er etableret med virkning fra den 1. april 2006. Da handicaprådene følger den kommunale valgperiode, vil dette indebære, at de første handicapråd ikke vil fungere i fire år men alene i perioden fra 1. april 2006 til udgangen af 2009. Kommunerne skal således nedsætte det næste handicapråd, således at det kan fungere fra og med den 1. januar 2010. Dette fremgår af ikrafttrædelsesbestemmelsen til bekendtgørelsen.

330. Handicaprådets opgaver er beskrevet i § 46 i bekendtgørelsen. Opgaverne består i at besvare høringer fra kommunalbestyrelsen om alle initiativer, som har betydning for mennesker med handicap. Kommunalbestyrelsen er således forpligtet til at høre handicaprådet, over alle initiativer som har betydning for mennesker med handicap. Handicaprådet skal dermed have indflydelse på kommunens handicappolitik i bred forstand og på såvel spørgsmål af overordnet karakter som på forhold, der har betydning for de handicappedes hverdag. Det kan fx være initiativer på social- og sundhedsområdet, specialundervisning og initiativer på kulturområdet, hvor spørgsmål om tilgængelighed kan få betydning. Særligt i forhold til børn og unge med handicap kan det handle om initiativer til kvalitet og støtte i den almindelige undervisning, muligheder for fritidsaktiviteter og pasning samt muligheder for, at børn og unge med handicap har indflydelse på eget liv og egen situation. Herudover skal handicaprådet rådgive kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål, og de kan behandle alle lokalpolitiske spørgsmål, som vedrører mennesker med handicap. Det kan endelig også tage spørgsmål af mere generel karakter op til drøftelse og komme med forslag til såvel politiske som administrative initiativer. Rådets virksomhed omfatter således alle spørgsmål vedrørende handicap på tværs af sektorer. Det fremgår af bekendtgørelsen, at handicaprådet kun skal beskæftige sig med generelle overordnede spørgsmål og ikke må behandle personsager. Rådet kan imidlertid tage generelle spørgsmål op, som udspringer af en personsag.

Det er kommunalbestyrelsen, som afgør, om handicaprådet skal høres over et konkret spørgsmål.

I § 46, stk. 2, er det fastsat, at handicaprådet fx kan tage kontakt med andre handicapråd eller organisationer m.v., ligesom rådet vil kunne rette henvendelse til Det Centrale Handicapråd med henblik på at få belyst særlige temaer ud fra et landsdækkende perspektiv.

331. Handicaprådet er ikke forpligtet til at afgive en beretning om sit arbejde, men handicaprådet kan beslutte at orientere kommunalbestyrelsen om rådets arbejde og forslag. Det følger af § 46, stk. 6.

332. Handicaprådet udpeger selv sin formand og fastsætter selv sin forretningsorden. Når handicaprådet fastsætter sin forretningsorden, skal rådet være opmærksomt på § 47, stk. 2, hvorefter indkaldelse til møde kun kan ske på formandens, to medlemmers eller på kommunalbestyrelsens initiativ. Den personlige stedfortræder for et medlem skal efter § 44, stk. 3, indkaldes til at deltage i rådets møder i alle tilfælde, hvor det ordinære medlem har forfald, fx på grund af kortvarig sygdom, midlertidig bortrejse eller lignende. Stedfortræderen skal således ikke først indtræde i rådet, hvis det ordinære medlem udtræder af rådet.

Da handicaprådets møder som udgangspunkt ikke er åbne for offentligheden, kan stedfortræderne ikke deltage i handicaprådets møder, hvis det udpegede medlem samtidig er til stede. Det er således heller ikke muligt at invitere observatører til at deltage i handicaprådets møder. Se endvidere FOB.2000.552 om mødeoffentlighed i selvstændige forvaltningsenheder.

Selv om møder i handicaprådet som udgangspunkt er lukkede for offentligheden, forhindrer det ikke, at rådets sekretariat deltager i møderne. Det forhindrer heller ikke, at handicaprådet orienterer om dets arbejde og forslag fx i form af særlige informationsmøder, hvori en eller flere af rådets medlemmer deltager, og som er åbne for offentligheden.

Handicaprådet kan nedsætte arbejdsgrupper eller udvalg, som beskæftiger sig med forskellige spørgsmål. Det vil imidlertid være i strid med handicaprådets funktion som dialogforum mellem kommunalbestyrelsen og mennesker med handicap bosat i kommunen, hvis flertallet af handicaprådets opgaver henlægges til et forretningsudvalg eller et andet udvalg under handicaprådet, hvor samtlige medlemmer ikke er repræsenteret.

Medlemmer af handicaprådet er omfattet af reglerne om tavshedspligt i forvaltningsloven. (Se afsnit XII om tavshedspligt)

333. Kommunen skal udbetale diæter, godtgørelse for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse til medlemmer af handicaprådet udpeget efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer eller udpeget af kommunalbestyrelsen blandt de øvrige handicaporganisationer eller lokale grupperinger i kommunen. Kommunen kan således ikke vælge, om den vil udbetale diæter og godtgørelse. Diæter og godtgørelse udbetales i overensstemmelse med Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv.

Kommunalbestyrelsen skal i fornødent omfang yde sekretariatsmæssig bistand til handicaprådet. Funktionen som sekretær for handicaprådet kan ikke varetages af et medlem af rådet. Det vil sige, at kommunens repræsentanter i handicaprådet ikke samtidig kan være medlem og sekretær for handicaprådet.

Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen sikrer, at rådets arbejde forløber, så der kan tages hensyn til medlemmernes behov for kompensation. Det kan fx være hensyn i tilrettelæggelsen af sekretariatsbistanden, som har betydning for, om medlemmer med bestemte funktionsnedsættelser får adgang til sagsmaterialet.

Kommunalbestyrelsen afholder udgifterne ved handicaprådets virksomhed. Det omfatter bl.a. udgifter til tegnsprogstolkning og anden handicapkompensation.

Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn

334. Kommunalbestyrelsen skal efter § 37 i retssikkerhedsloven sørge for, at der er forældrebestyrelser i dagtilbud for børn.

Med folkeskolelovens § 24 a, kan kommunalbestyrelsen godkende, at der oprettes en fælles bestyrelse for en folkeskole og et kommunalt dagtilbud, når der er tale om små skoler. Ved små skoler forstås skoler, jf. folkeskolelovens § 55, stk. 1, i landdistrikter eller skoler med normalt ikke over 150 elever og med beliggenhed i et byområde med ikke over 900 indbyggere. (Der henvises til punkt 476 om skolers status som selvstændige forvaltningsenheder.)

Til toppen

AFSNIT VIII – SAMARBEJDE MELLEM KOMMUNUER OG MED PRIVATE

Kapitel 35 – Samarbejde mellem kommuner

335. Kommuner kan samarbejde om den faktiske forvaltningsvirksomhed (udførelsen af opgaverne). Et sådant samarbejde forudsætter ikke en speciel hjemmel, og de særlige regler, der er om samarbejde på forskellige områder, skal ikke opfattes som udtømmende. Om dette er tilfældet, vil først og fremmest bero på en konkret fortolkning af den pågældende regel. Er der imidlertid tale om tværkommunalt samarbejde vedrørende myndighedsudøvelse, skal der foreligge en specifik hjemmel.

Eksempel: For at styrke effektiviteten i opgaveløsningen og forøge kvaliteten i borgerbetjeningen kan to kommuner fx beslutte at styrke samarbejdet mellem medarbejderne på hjælpemiddelområdet. Hjemmelen for den kommunale opgave er her servicelovens §§ 112-114.

Samarbejdet kan bestå i, at medarbejderne for det første løbende udveksler viden og erfaringer med kolleger i en anden kommune, og at medarbejderne kan aflaste hinanden ved fravær eller travlhed. Et mål kan også være at give medarbejderne bedre mulighed for specialisering og dermed opnå en bedre vejledning af borgerne samt konkret kollegial bistand på tværs af forvaltningerne i forbindelse med konkrete bevillingssager. Der sker ikke organisatoriske ændringer, men der skal ske en koordinering af kommunernes telefon - og edb-systemer, idet det skal være muligt at besvare henvendelser fra såvel kommunens egne som den anden kommunes borgere. Dette skal understøttes af en vis adgang til den anden kommunes persondata, hvilket forudsætter, at borgeren giver samtykke hertil efter § 28 i forvaltningsloven. Der skal også ske en koordinering af generelle vidensudvekslingssystemer fx konferencer, intranet m.v. Endvidere aftales det, at der skal etableres en fælles indkøbscentral for hjælpemidler, som også skal opbevare, distribuere og vedligeholde hjælpemidlerne.

Jo mere ensartet man har fastlagt retningslinierne for generel information i kommunerne på dette område, jo mere effektivt vil samarbejdet foregå. Hvis en medarbejder er optaget af en personlig ekspedition i den ene kommune, kan en simpel telefonisk forespørgsel håndteres af en ledig medarbejder i den anden kommune. En sådan generel vejledning, der har sit lovgrundlag i forvaltningslovens § 7, stk. 1, kan ske på tværs af kommunegrænserne. Bliver der derimod tale om behandling af en konkret ansøgning, skal denne behandles af en medarbejder fra borgerens hjemkommune.

Der er heller intet til hinder for, at kommunerne kan etablere en fælles hjælpemiddelcentral, der skal forestå indkøb, distribuering og vedligeholdelse m.v. på grundlag af retningslinier fastsat i en aftale mellem de to eller flere kommuner.

Forudsætter rådgivning af borgerne på tværs af kommunegrænsen kendskab til konkrete oplysninger om den enkelte borger om fx handicap, formueforhold, boligforhold m.v., må bestemmelserne om indhentning eller videregivelse af følsomme oplysninger i forvaltningslovens afsnit 8 og persondataloven iagttages. (Se afsnit XII og forvaltningslovens kapitel 8 og persondataloven)

Selve tildelingen af hjælpemidler kræver en konkret individuel visitation, der kun kan foretages af ansatte i den kommune, hvor borgeren hører hjemme, idet en vis bistand til sagsoplysning fra medarbejdere i den anden kommune dog antagelig må anses for lovlig. Selve den forvaltningsakt/beslutning, hvorved tildelingen sker, kan kun foretages af medarbejdere ansat i den kompetente kommune. Kommunerne kan derfor i princippet godt have forskellige retningslinier for tildeling af hjælpemidler, selvom de i øvrigt samarbejder tæt på området.

Til toppen

Kapitel 36 – Kommuners adgang til at overlade opgaver til andre

Samarbejdsparter uden for kommunen

336. Kommuner har ud fra lokale forhold behov for at kunne inddrage andre, fx selvejende institutioner, private boformer eller leverandører, foreninger, organisationer, beboerrådgivere, afdelingsbestyrelser, fx inden for boligsocialt arbejde. Servicelovens § 18 indeholder en bestemmelse om, at kommuner samarbejder med frivillige organisationer og foreninger, og at der til dette samarbejde afsættes ressourcer. Socialministeriet har udgivet en pjece om samarbejdet med de frivillige sociale organisationer.

Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats indeholder i kapitel 5 bestemmelser om mulighederne for at indgå aftaler med andre aktører om varetagelse af opgaverne efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Aftale med den, der udfører opgaverne

337. Med de sociale love fra 1997 blev reglerne om, hvem der kan udføre sociale opgaver mere fleksible. Det betyder bl.a., at opgaverne kan udføres, ved at kommunen eller regionen efter behov køber enkeltpladser på private boformer eller nærmere bestemte serviceydelser fra private leverandører.

Når kommunen eller regionen i overensstemmelse med rammeaftalen med kommunerne i regionen finder det mest hensigtsmæssigt at lade en opgave udføre uden for myndighedens egen organisation, skal der være en skriftlig aftale med den, der udfører opgaven. Aftalen skal både indeholde en økonomisk del og en beskrivelse af kvaliteten af den ydelse, der skal leveres, fx med hensyn til brugerindflydelse, åbningstider, krav til personalets kvalifikationer, madkvalitet m.v. Myndigheden skal sikre sig, at kravene til både indhold og omfang er i overensstemmelse med de mål, der er sat for den pågældende ydelse. Målene kan fx være angivet i en servicedeklaration, serviceinformation eller kvalitetsstandarder.

Aftalen bør udtrykkeligt nævne, at myndigheden vil føre tilsyn.(Se afsnit IX om kommunernes og regionernes ansvar for de sociale opgaver og tilsynet, især punkt 362)

Myndighedsudøvelse og faktisk forvaltningsvirksomhed

338. De følgende punkter beskriver reglerne om, i hvilket omfang kommuner kan overlade det til organisationer m.v. uden for myndighedens eget regi at varetage en social opgave.

I de enkelte sociale love er det fastlagt, hvilke myndigheder der har pligt til at varetage en opgave. Fx fremgår det af lov om aktiv socialpolitik, at det er kommunen, som afgør, om en person er berettiget til kontanthjælp, og af serviceloven, at kommunen har forsyningsansvaret i forhold til borgeren og dermed skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer efter servicelovens kapitel 20. Regionen har en forsyningsaftale i forhold til kommunen og kommuner og region kan derfor i den årlige rammeaftale aftale, at regionen skal sørge for pladser til opfyldelse af det kommunale forsyningsansvar.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en kommune kan overlade sociale opgaver til andre, må der skelnes mellem på den ene side myndighedsudøvelse, og på den anden side hvordan en bevilget hjælp sættes i værk og udføres, dvs. faktisk forvaltningsvirksomhed. Myndighedsudøvelse er kommunens opgave. Den faktiske forvaltningsvirksomhed kan overlades til andre, se punkt 341-358.

Sondringen mellem kommunalbestyrelsens myndighedsopgaver og driftsopgaver (faktisk forvaltningsvirksomhed) beskrives traditionelt således, at myndighedsopgaver først og fremmest vedrører den del af den kommunale forvaltning, der består i at regulere de enkelte borgeres retsforhold gennem udstedelse af konkrete forvaltningsakter – typisk i form af meddelelse af forbud, påbud og afgørelser om tilkendelse af ydelser samt tilladelser. Som eksempler kan nævnes tildeling af førtidspension og tildeling af børnehavepladser. Men der foreligger også myndighedsudøvelse, når kommunen udfærdiger generelle retsakter, fx regulativer og planer, der vedrører alle borgere. Driftsopgaver eller faktisk forvaltningsvirksomhed er navnlig opgaver, der alene vedrører selve udførelsen af en konkret opgave, fx udførelse af rengøring, kantinedrift, tøjvask, bortkørsel af affald m.v.

Myndighedsudøvelse

339. Ved myndighedsudøvelse forstås beslutninger, som går ud på at afgøre, om en person har ret til en bestemt hjælp, eller om der skal ske ændringer i en bevilget hjælp, fx at hjælpen skal reduceres, øges eller ophøre. Myndighedsudøvelse består altså i at træffe beslutninger, der går ud på at stifte ret til hjælp eller i at forandre en bevilget hjælp.

Hjemmel til at overføre myndighedsudøvelse

340. Til forskel fra den faktiske forvaltningsudøvelse kræver det en særlig hjemmel, for at en kommune kan overføre de beføjelser til myndighedsudøvelse, som de har fået tillagt i loven, til andre uden for myndighedens eget regi, fx en anden offentlig myndighed eller en selvejende institution.

Faktisk forvaltningsvirksomhed

341. Når der er truffet afgørelse om at tildele hjælp (myndighedsudøvelse), skal denne afgørelse føres ud i livet. Det arbejde, de ansatte udfører for at udfylde afgørelserne, kaldes faktisk forvaltningsvirksomhed.

Der er fx tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, når hjemmehjælperen eller pædagogen udfører sit arbejde i et hjem eller i en daginstitution.

Inden for det sociale område kaldes faktisk forvaltningsvirksomhed ofte bistandsudøvelse (tidligere forsorgens udøvelse). Det begreb anvendes især, når der er tale om konkrete beslutninger, der udfylder en afgørelse. Et eksempel er beslutningen om, hvilken boform en person konkret får tilbudt.

Som hovedregel er kommuner frit stillet med hensyn til hvem, der skal udføre opgaverne, dvs. hvem der udøver den faktiske forvaltningsvirksomhed/bistanden. Det foregår under alle omstændigheder under myndighedens ansvar, dvs. kommunens ansvar.

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om social service bygger således på et grundlæggende princip om, at kommunerne skal have stor frihed med hensyn til måder, som de sociale opgaver kan udføres på. Kun når der i loven er fastsat noget andet, er der begrænsninger med hensyn til, hvem der kan udføre sociale opgaver.

Borgerens valgmuligheder

342. Kommunens mulighed for frit at tilrettelægge de sociale tilbud kan være begrænset af, at borgeren efter loven har ret til at vælge mellem et offentligt og et privat tilbud, når kommunen har besluttet at borgeren er berettiget til et tilbud. Efter servicelovens § 101 om behandling af stofmisbrugere kan en borger, der er visiteret til behandling, vælge at blive behandlet på et andet offentligt behandlingstilbud eller godkendt privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, der er visiteret til. Valgretten omfatter private tilbud, der godkendes af den stedlige kommune.

Et andet eksempel er tilbud efter servicelovens kapitel 16 om personlig og praktisk hjælp m.v. Efter disse regler skal en borger, der er berettiget til hjælp, vælge hvilken af de leverandører, som kommunen har godkendt, der skal udføre hjælpen. Borgeren kan, til at udføre opgaverne, også vælge selv at udpege en person, som kommunen så godkender og indgår aftale med, jf. servicelovens § 91, stk. 6.

Efter servicelovens § 95, stk. 2, gælder en tilsvarende regel om, at personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for mere end 20 timers hjemmehjælp om ugen, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælpen, og personen kan derfor selv vælge sin hjælper.

Offentligt – privat samspil

343. Når myndigheder indgår aftaler med private, viser erfaringen, at jo større vægt, der bliver lagt på at tilrettelægge og beskrive samspillet mellem det offentlige og private, jo mere vellykket vil hele processen blive.

Det er derfor vigtigt, at myndigheden i forberedelsesfasen overvejer og tager stilling til nedenstående forhold, som ofte kan indgå i en aftale/kontrakt med en privat udfører, se punkt 337.

  • Service- og kvalitetsniveau. Hvordan skal service- og kvalitetsniveauet være i kommunen? Der bør opstilles mål for tilbuddene, som kan lægges til grund for en aftale med den private part og for tilsynet med tilbuddene.
  • Tilsyn. Hvordan skal myndighedens tilsyn med en privat udfører tilrettelægges?
  • Visitation. Hvordan skal visitationen til de tilbud, der eventuelt ikke længere udføres i offentligt regi, tilrettelægges?
  • Kontakt til brugerne. Hvordan sikrer kommunen, at tilbuddene til borgere, der får ydet hjælpen af en privat, til stadighed er i overensstemmelse med deres behov?
  • Arbejds- og ansvarsdelingen. Hvordan skal ansvars- og arbejdsdelingen imellem den offentlige myndighed og den private leverandør være, og hvordan bliver ansvarsfordelingen synlig i forhold til den kommunale organisation, den private samarbejdspartner og borgerne?
  • Ophør/bevarelse af ressourcer/kompetence i den offentlige sektor. Kommunen bør overveje, hvordan den vil være stillet, hvis den - evt. med meget kort varsel - bliver nødt til at overtage opgaveudførelsen igen, fx hvis en privat leverandør går konkurs, eller en kontrakt udløber eller misligholdes.
  • (Efter)uddannelse af personale. Skal kommunen i aftalen med den private stille krav til personalets (efter)uddannelse?
  • Virksomhedernes sociale ansvar og sociale klausuler. Skal der i en aftale/kontrakt være krav om, at den private leverandør skal leve op til sociale forpligtelser, fx vedrørende at oprette fleksjob?
  • Hensynet til svage grupper. Hvordan sikres det, at svage grupper af borgere i kommunen stadig har/får både relevante tilbud og valgmuligheder så vidt muligt i samme omfang som andre borgere?

Det anbefales at læse mere om offentligt privat samarbejde på www.udbudsportalen.dk

344. I visse tilfælde er der fastsat nærmere regler for aftalen mellem myndigheden og den private leverandør. I servicelovens kapitel 16 om personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. er der fx fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen skal indgå skriftlig aftale med den leverandør, som borgeren har valgt, om udførelsen af den hjælp, der er truffet afgørelse om, og om leverancesikkerhed og betaling. Der skal indgås en tilsvarende konkrakt, når borgeren udpeger en person til at udføre opgaverne.

Servicelovens kapitel 16 indeholder også regler om, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med de godkendte leverandører skal udarbejde informationsmateriale om leverandørerne, og om at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre de kvalitetskrav, der stilles til leverandører af kommunale serviceydelser.

§ 28 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats giver beskæftigelsesministeren hjemmel til at fastsætte landsdækkende krav til udbud og kontrakter med andre aktører om beskæftigelsesindsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik og lov om sygedagpenge. Reglerne om bl.a. opsigelsesvarsler i kontrakterne med andre aktører er fastsat i bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, der træder i kraft den 1. januar 2007.

Privates udfordringsret og kommunal servicestrategi

Privates udfordringsret

345. Ved lov nr. 373 af 6. juni 2002 er den kommunale styrelseslov blevet ændret, således at private nu har ret til at udfordre kommuner og kommunale fællesskaber ved at afgive tilbud på udførelse af kommunale opgaver. Hovedformålet med udfordringsretten er at forpligte kommunalbestyrelserne til at overveje deres opgaveløsning, bl.a. for at sikre, at opgaverne løses, så man opnår den bedst mulige kvalitet til de lavest mulige omkostninger.

Loven forpligter kommunalbestyrelsen til at sammenligne omkostningerne ved det private tilbud med omkostningerne ved kommunens egen udførelse af opgaven. Kommunalbestyrelsen skal herefter beslutte, om opgaven fortsat skal varetages af kommunen selv, eller om den samme opgave skal løses af andre.

Loven omfatter også private tilbud på det sociale område, og fx private, der tilbyder ophold til fysisk og psykisk handicappede, har dermed mulighed for at gøre brug af udfordringsretten. De private tilbud har dermed mulighed for at vise, om de er i stand til at løse den givne opgave både bedre og billigere. Udfordringsretten giver dog ikke nogen krav ud over, at kommunalbestyrelsen foretager en sammenligning.

Kommunal servicestrategi og opfølgningsredegørelse

346. Ændringen af den kommunale styrelseslov indeholder endvidere bestemmelser om kommunalbestyrelsernes pligt til udarbejdelse af servicestrategi og opfølgningsredegørelse. Reglerne er nærmere beskrevet i Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning om servicestrategi og opfølgningsredegørelse.

Om formuedannelse

Aftale om økonomi og indhold

347. Når en kommune overlader det til andre at udføre opgaver efter den sociale lovgivning, forudsætter det en aftale, som beskriver såvel den økonomiske som den indholdsmæssige del af opgaven, fx de enkelte elementer i opgaven, med hvilken kvalitet den skal udføres, krav til brugerindflydelse, krav til personaleuddannelse, åbningstider og lignende. Der kan alene visiteres til døgnophold i private tilbud, der er godkendt efter serviceloven. Det er kommunalbestyrelsens opgave at godkende døgntilbud efter servicelovens §§ 142 og 144, herunder hvordan der skal forholdes med formue, der kan opstå i forbindelse med privat drift af opholdssteder og botilbud, jf. lovens § 43. I det omfang en region opfylder sit leverandøransvar overfor kommunen ved brug af et privat opholdssted eller botilbud forudsætter det, at tilbuddet er godkendt af den stedlige kommune, og at der i den forbindelse er taget stilling til, hvordan der skal forholdes med eventuel formuedannelse jf. punkt 348 og 349. Hvis et botilbud eller et opholdssted er godkendt efter servicelovens § 142, stk. 5, eller servicelovens § 144, er der ved godkendelsen taget stilling til, at reglen i § 43, stk. 1, jf. nedenfor, er overholdt. Se også bekendtgørelse om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder og botilbud. Alle godkendte tilbud fremgår af Tilbudsportalen, se www.Tilbudsportalen.dk.

Formuedannelse

348. Det økonomiske mellemværende mellem myndigheden og den organisation, som udfører opgaven, kan være udformet således, at der over tid opsamles formue, idet myndigheden ikke alene har betalt for de løbende driftsudgifter, men også - typisk efter regning - har betalt for navnlig udgifter til afdrag og renter på fast ejendom og til anskaffelse af inventar. Når dette er tilfældet, vil der over tid opstå en offentligt finansieret formue bundet i ejendommen eller inventaret.

349. § 43, stk. 1, er møntet på de tilfælde, hvor det aftales med en privat organisation, at den driver et særligt tilbud mod, at myndigheden dækker de faktiske udgifter, herunder udgifter til renter og afdrag på en fast ejendom, der bruges for at løse den aftalte opgave. Det kan være et botilbud til personer med omfattende behov for hjælp, jf. servicelovens kapitel 20.

Løber en sådan aftale over en årrække, vil der - afhængig af de konkrete omstændigheder - som følge af betaling af afdrag og/eller udgifter til (ekstra)ordinær vedligeholdelse i ejendommen opsamles en formue, som helt eller delvist er kommet til veje, fordi myndigheden har betalt disse specificerede udgifter.

Hvis ejendommen ikke længere skal anvendes til det aftalte formål, er det derfor rimeligt, at myndigheden, som har betalt udgifterne, har indflydelse på, hvordan formuen skal anvendes. Det vil afhænge af forholdene i de konkrete situationer, om dette vil være tilfældet. Der er altså ingen patentopskrift på, hvornår en aftale har en sådan karakter, at der bliver tale om etablering af en offentligt betalt formuedannelse. Se også bekendtgørelsen om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder og botilbud, hvorefter kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med § 43 i retssikkerhedsloven skal godkende anvendelsen af et eventuelt overskud ved driften af opholdsstedet eller botilbuddet og skal sikre, at henlæggelser, ekstraordinære økonomiske dispositioner og øvrige ekstraordinære dispositioner falder indenfor opholdsstedets og botilbuddets formål.

Ikke alle aftaler indebærer formuedannelse

350. Mange aftaler indeholder ikke et element af offentligt betalt formueopbygning. Dette gælder blandt andet aftaler, der er indgået på almindelige forretningsmæssige vilkår efter udbud/ licitation. En aftale, der efter licitation er indgået med et firma om at sørge for kommunens transport af ældre og handicappede, vil typisk ikke gå ud på, at kommunen betaler særskilt for anskaffelse af busser eller andet materiel, men på, at kommunen betaler for transporten efter takster fastsat i aftalen.

Betaler kommunen husleje for brug af en fast ejendom, der fastsættes på grundlag af markedsprisen, vil der i reglen ikke være grundlag for at tage forholdsregler ud fra en betragtning om, at aftalen kan medføre en offentlig betalt formuedannelse.

Dette vil også kun sjældent være tilfældet, hvis der er tale om et planlagt kortvarigt arrangement, fx køb af enkeltpladser på en institution i en kortere periode. Og selv om en aftale løber - eller forudsættes at løbe - over en længere periode, kan det være således, at det offentliges betaling for fx renter og afdrag for lån i en fast ejendom i realiteten modsvares af, at ejendommen, der har en friværdi, stilles til rådighed for løsningen af den aftalte opgave.

Ingen bestemt løsningsmodel

351. Hvis der kan blive tale om formuedannelse, skal myndigheden, når aftalen indgås, tage stilling til, hvordan der skal forholdes med formuen.

Kommunen er således ikke efter loven pålagt en bestemt løsningsmodel. Men det afskærer imidlertid ikke en myndighed fra at kræve, at en opgave skal løses af en selvejende institution, og at vedtægterne for institutionen skal have en bestemmelse om, at formuen skal tilfalde det offentlige, eller at myndigheden skal godkende, hvordan formuen skal bruges, hvis institutionen nedlægges eller anvendes på anden måde.

Det er også muligt i visse tilfælde at undgå, at der bliver tale om en offentligt betalt formue ved, at det offentlige får pant i ejendommen svarende til betalte afdrag/ekstraordinære udgifter til bygningsvedligeholdelse.

Forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven skal overholdes, når kommunen overlader opgaver til andre

352. Forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder som udgangspunkt kun for offentlige myndigheder og deres sagsbehandling. Da private i vidt omfang udfører opgaver såvel på det sociale område som på det beskæftigelsesmæssige område, er det fastsat i § 43, stk. 2, at private, der udfører disse opgaver er omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres. Reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven er beskrevet i afsnit XII. Private skal desuden altid overholde persondataloven ved data-behandling af personfølsomme oplysninger, også når den private udfører en opgave for det offentlige.

Omfattende aftaler

353. Private og en region kan have en aftale (overenskomst) om opgaverne og deres udførelse med en kommune, der har en mere omfattende karakter, således at den private og regionen er undergivet intensiv offentlig regulering og dermed udøver egentlig offentlig virksomhed. En sådan aftale betyder, at de private og regionen allerede er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det gælder hele den virksomhed, der udøves, herunder også personalets forhold fx ansættelsesretlige forhold.

Andre aftaler

354. På det sociale område er der ud over regionerne en række andre private personer og organisationer, der udfører opgaver for det offentlige uden, at aftalen har den omfattende karakter, som aftaler med private ellers kan have, og uden at være undergivet intensiv offentlig regulering. De er derfor ikke omfattet af de 2 forvaltningslove. For at sikre, at borgerne får den samme retsbeskyttelse efter forvaltningsloven og offentlighedsloven som andre borgere, der benytter sig af tilbud direkte fra en offentlig myndighed, er det fastsat i retssikkerhedslovens § 43, stk. 2, at andre, der udfører opgaver efter serviceloven, aktivloven, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, sygedagpengeloven og barselloven for en kommune, er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når der er tale om hjælp, der bliver udført efter aftalen.

Det har ikke betydning, hvordan den der udfører opgaver, er organiseret, og borgerne har samme retsstilling i forhold til alle andre, der udfører sociale opgaver for kommuner.

Borgerens retsstilling

355. Det betyder, at bl.a. reglerne om aktindsigt gælder efter både forvaltningsloven og offentlighedsloven. En person kan få direkte aktindsigt i oplysninger om sig selv fra opgaveudføreren uden først at skulle henvende sig til kommunen.

Retssikkerhedslovens § 43, stk. 2 og 3, gælder for forholdet mellem opgaveudføreren og borgeren og for forholdet mellem opgaveudføreren og kommunen i forhold til den opgave, der bliver udført.

Hvis en privat organisation ikke udelukkende udfører opgaver for en kommune eller som underleverandør for en region, er det kun i forhold til den offentlige opgave, at forvaltningslovens og offentlighedslovens regler om tavshedspligt, notatpligt, aktindsigt m.v. gælder. Resten af den private organisations opgaver falder klart uden for de to forvaltningslove, således også de ansattes forhold.

Reglerne om tavshedspligt bevirker, at den private organisation ikke kan anvende oplysninger om personer modtaget til brug for udførelsen af den offentlige opgave til andre formål.

Behandler den private opgaveudfører data elektronisk i forbindelse med opgaveudførelsen m.v. for en offentlig myndighed vil den private virksomhed heller ikke i medfør af persondatalovens § 5, stk. 2, senere kunne anvende oplysninger til formål, der vil være uforenelige med det formål, som indsamlingen af oplysningerne oprindeligt blev indsamlet til. Den private skal ved senere databehandling af oplysningerne have hjemmel til databehandlingen, jf. persondatalovens § 6-8.

Det anbefales, at det af aftalerne, som kommunerne indgår, udtrykkeligt fremgår, at den, der udfører opgaven, skal overholde disse love, fx når en kommune indgår aftale om køb af enkeltpladser i private opholdssteder, når en kommune får udført hjemmehjælp hos et privat firma, eller når en kommune indgår aftale med en puljeordning efter servicelovens § 25. Disse aftaler bør også sikre mulighed for kontrol og tilsyn. Tilsvarende gælder, når kommunen har godkendt private opholdssteder efter § 142, stk. 5, og private botilbud efter § 144.

Frivillige organisationer m.fl.

356. Selv om en kommune indgår aftale med frivillige organisationer eller andre om at henvise borgere til tilbuddene, bevirker en sådan henvisningsaftale ikke, at den frivillige organisation dermed »udfører en opgave for det offentlige«, jf. § 43, stk. 2. Den frivillige organisation eller andre skal derfor ikke følge forvaltningsloven og offentlighedsloven i denne situation.

Hvis en kommune efter servicelovens § 18 yder støtte til en frivillig organisation, betyder dette heller ikke, »at organisationen udfører en opgave for det offentlige«.

Private personers tavshedspligt

357. Straffelovens § 264 d regulerer private personers videregivelse af fortrolige oplysninger om en anden person. Efter bestemmelsen må meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold ikke uberettiget videregives. Det vil sige, at oplysninger om private forhold kan forlanges unddraget offentligheden.

Private, frivillige organisationer er omfattet af denne bestemmelse og vil derfor have tavshedspligt med hensyn til de mange ofte meget fortrolige oplysninger, som frivillige får i forbindelse med arbejdet, fx om familieforhold, seksuelle forhold, sygdom, misbrug af nydelsesmidler og selvmordsforsøg.

358. Regioner, selvejende institutioner og andre private aktører betragtes som selvstændige forvaltningsmyndigheder efter forvaltningsloven. Det betyder, at det ville være forvaltningslovens § 28, der skulle anvendes ved udveksling af oplysninger mellem kommunen og den private. Med henblik på at sidestille den private aktør med andre dele af forvaltningen er det fastsat i § 43, stk. 3, at forvaltningslovens §§ 27, 29, 31 og 32 også gælder for den private udfører af opgaven, herunder også den selvejende institution med aftale med en kommune eller en region. Det er selve opgavens udførelse, dvs. den sociale opgave, som den private varetager efter aftalen med en kommune. De ansatte og deres ansættelsesforhold berøres ikke af § 43, stk. 3, og videregivelse af oplysninger om de ansattes forhold er derfor fortsat omfattet af forvaltningslovens § 28. Hvis der skal indhentes oplysninger fra andre dele af forvaltningen eller andre forvaltningsmyndigheder om en borger, er indhentelsen reguleret af forvaltningslovens § 29 i ansøgningssager.

Private leverandører og persondataloven

359. Persondataloven er ikke nævnt i § 43, stk. 3, da persondataloven også gælder, når private behandler oplysninger elektronisk.

Private leverandørers muligheder for at behandle personoplysninger afhænger af, om leverandøren skal anses for at være databehandler eller dataansvarlig. Sondringen har betydning for om leverandørerne skal følge reglerne for offentlige myndigheders henholdsvis privates adgang til at behandle personoplysninger. Det har også betydning for hvem der er dataansvarlig og dermed har pligten til at anmelde databehandlingen til Datatilsynet, jf. persondatalovens § 43. (Se punkt 511 om begrebet dataansvarlig)

I lovens § 3, nr. 4, defineres "den dataansvarlige" som den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af oplysninger.

I lovens § 3, nr. 5, defineres "databehandleren" som den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller ethvert andet organ, der behandler oplysninger på den dataansvarliges vegne.

En databehandler behandler således oplysninger på den dataansvarliges vegne og efter den dataansvarliges instruks. Databehandleren kan derfor ikke selv disponere over de modtagne oplysninger til egne formål eller i øvrigt uden den dataansvarliges accept. I relation til persondataloven er personoplysninger ikke videregivet til den pågældende virksomhed, men alene overladt. En overladelse af oplysninger til en databehandler vil derfor ikke være i strid med persondatalovens behandlingsregler, så længe den dataansvarlige selv lovligt kan behandle de pågældende oplysninger.

Det beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om en behandling, der udføres af en privat virksomhed/institution efter aftale med en offentlig myndighed, hører under den offentlige eller private sektor.

En kommune eller region må derfor konkret tage stilling til, hvorvidt en privat leverandør er databehandler, som kommunen eller regionen overlader oplysninger til, eller om leverandøren er selvstændig dataansvarlig.

Det afgørende for om en behandling af personoplysninger finder sted i offentligt eller privat regi efter persondatalovens er ikke, hvem behandlingen udføres af, men derimod hvem behandlingen udføres for. En behandling, som en privat virksomhed udfører for en offentlig myndighed, må antages at ske på myndighedens vegne og altså med myndigheden som dataansvarlig. I vurderingen af om en privat leverandør er selvstændig dataansvarlig eller databehandler, kan blandt andet indgå de aftalte vilkår for samarbejdet/udliciteringen, herunder hvem det har ansvaret for opgavens løsning.

Hvis der sker videregivelse af oplysninger til en privat leverandør, der er selvstændig dataansvarlig, vil det være en behandling, der skal have særskilt hjemmel i persondatalovens behandlingsregler, ligesom den private leverandørs behandling af oplysningerne skal have hjemmel i persondataloven.

Hvis der skal ske videregivelse af oplysninger fra den private leverandør til en kommune eller region, skal denne videregivelse ligeledes have hjemmel i persondatalovens behandlingsregler.

(Der henvises i øvrigt til kapitel 49 om persondataloven)

Til toppen

AFSNIT IX – KOMMUNERS ANSVAR FOR DE SOCIALE OPGAVER OG PLIGT TIL AT FØRE TILSYN HERMED

Kapitel 37 – Tilsynsforpligtelsen

Kommunalbestyrelsen har ansvaret

360. § 15 i retssikkerhedsloven fastslår, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for, hvordan kommunen planlægger og udfører sin virksomhed på det sociale område.

Ansvaret for opgaverne og løsningen af opgaverne hviler bl.a. på kommunens tilsyn efter § 16.

Pligt til at føre tilsyn

361. Det er i § 16 i retssikkerhedsloven bestemt, at kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Pligten til at føre tilsyn gælder også for hjælp, som udføres af andre end ansatte i kommunen.

Det er op til kommunalbestyrelsen at tage stilling til, hvordan tilsynet konkret skal planlægges og udføres i kommunen. I disse overvejelser indgår en række forskellige aspekter, som beskrives i det følgende. Opregningen af de forskellige facetter ved tilsynsvirksomheden er ikke udtømmende.

Regionsrådet har pligt til at føre tilsyn med egne tilbud. Regionsrådets tilsynsforpligtelse fremgår af servicelovens § 5, stk. 7.

Tilsynets formål og udførelse

Formålet med at føre tilsyn

362. Formålet med at føre tilsyn er

  • at påse, at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunalbestyrelsen har truffet,
  • at hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde, og
  • at forebygge ved at gribe korrigerende ind før mindre problemer udvikler sig til alvorligere problemer.

Tilsynsvirksomheden skal således opfylde forskellige formål i forhold til kommunens samlede virksomhed på det sociale område. Kernen i tilsynsforpligtelsen er, at myndighederne har pligt til at holde sig informeret om indhold og fremgangsmåde i tilbuddene, samt til at forholde sig til denne information i forhold til opgaver, formål og gældende lov.

Det er ikke et krav, at medlemmerne af kommunalbestyrelsen personligt udfører tilsynsvirksomhed, og typisk vil væsentlige dele af tilsynsvirksomheden blive udført af den kommunale administration, der ved rapporter informerer det politiske niveau i kommunen.

I praksis udøves tilsynet forskelligt. De hyppigst anvendte redskaber er

  • virksomhedsplaner eller årsplaner, der udarbejdes ud fra politisk fastlagte mål og rammer for service- og kvalitetsniveau,
  • ressourcestyring, hvorefter hjælpen udmåles efter kommunens overordnede mål og økonomiske rammer for området,
  • serviceinformation med kommunens mål for området og oplysning om muligheder for at klage, og
  • uddannelse og supervision af ledere.

I mange kommuner er det også praksis, at politikerne personligt - eventuelt med deltagelse af repræsentanter fra administrationen - regelmæssigt besøger institutioner m.v. og herved også personligt fører tilsyn med forholdene.

Aktivt tilsyn

363. Det er en del af pligten med at føre tilsyn, at kommunalbestyrelsen skal reagere, hvis medlemmer af kommunalbestyrelsen får informationer om, at der er eller kan være grundlag for kritik af hjælpen.

Modtages der fx oplysninger om, at plejen for beboere på et plejehjem tilsyneladende ikke er i orden, har kommunalbestyrelsen, medmindre informationerne er klart utroværdige, pligt til at undersøge sagen og i givet fald at tage initiativ til at få rettet op på forholdene. Dette gælder hvad enten oplysningerne kommer fra forvaltningen, ansatte på institutionen, brugere, pårørende eller andre personer.

Løsningen af tilsynsopgaven forudsætter, at kommunalbestyrelsen - typisk gennem forvaltningerne - er opsøgende over for eventuelle problemer. Det kan ske ved, at der fastsættes procedurer og rutiner for kommunens tilsynsvirksomhed, fx beslutninger om, hvilke områder der løbende skal vurderes, hvilke der skal vurderes periodisk og principper for tilbagemeldinger til kommunalbestyrelsen.

Tilsyn kan udføres af andre end ansatte hos myndigheden

364. Det er ikke et krav, at en person, der udfører tilsyn og rapporterer om sine observationer, skal være ansat i kommunen.

Hvis en kommunalbestyrelse indgår aftaler med en person eller en organisation om at udføre et tilsyn - fx om at en familieplejeforening udfører tilsyn med børn anbragt efter serviceloven - bør det i aftalen nøje præciseres, hvad opgaven går ud på, og hvilke kriterier der skal lægges vægt på, når tilsynet udføres. Kommunen bevarer under alle omstændigheder det endelige ansvar, herunder ansvaret for at følge op på tilsynet, og myndigheden bør således løbende sikre sig, at tilsynet udføres helt i overensstemmelse med aftalen.

Svage grupper bør prioriteres

365. Når tilsynsvirksomheden prioriteres og planlægges, har det stor betydning, at kommunalbestyrelsen er særlig opmærksom på former for hjælp, der er rettet til personer, som ikke - eller kun meget vanskeligt - selv kan reagere over for urimelige forhold.

Det kan dreje sig om psykisk handicappede eller om stærkt fysisk handicappede, som kan være i et sådant afhængighedsforhold til personalet, at en mulig kritik kan have vanskeligt ved at komme frem. Børn anbragt uden for hjemmet kan også betragtes som en svag gruppe.

Brugerindflydelse og tilsyn

366. Det er i § 16 i serviceloven bestemt, at kommunen skal sørge for, at brugerne af tilbud efter serviceloven får mulighed for at få indflydelse på, hvordan tilbuddene tilrettelægges og udnyttes. Brugerne - og deres pårørende - har personlige og direkte oplevelser af, hvordan hjælpen efter deres opfattelse fungerer. Derfor kan der fra brugerne komme vigtig viden, herunder signaler om, at der kan være noget galt, og at der er brug for forbedringer.

En effektiv brugerindflydelse, hvor der lægges vægt på tilbagemeldinger fra beboerråd eller pårørenderåd til kommunalbestyrelsen, kan derfor også i forhold til svage grupper indgå som en vigtig del af tilsynsindsatsen.

Servicestrategi, opfølgningsredegørelser og kvalitetsstandarder

367. Efter den kommunale styrelseslov skal kommuner udarbejde en servicestrategi, og efter serviceloven kan socialministeren fastsætte regler om, at kommunen skal udarbejde kvalitetsstandarder for tilbud efter loven. Disse informationer giver en beskrivelse af kommunens tilbud. Veludformede servicestrategier eller kvalitetsstandarder, som borgerne kan forstå og forholde sig til, giver borgeren et godt grundlag for at forholde sig til de tilbud, der er. Se endvidere om sammenlignelig brugerinformation på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, og om Tilbudsportalen på www.Tilbudsportalen.dk.

Hermed bliver det også nemmere at give kommunen, eller de lokale politikere kvalificerede tilbagemeldinger om, hvorvidt de forskellige former for hjælp lever op til lovens krav og den standard, som kommunalbestyrelsen har besluttet for hjælpen på de enkelte områder. Borgernes og brugernes reaktioner - positive eller negative - kan herved blive en vigtig del af grundlaget for tilsynet.

Opgaver, der udføres af andre

Tilsynet omfatter alle tilbud

368. Tilsynspligten omfatter såvel tilbud, som kommunens egne ansatte udfører, som hjælp, der udføres af andre, fx en selvejende institution, en puljeordning eller andre private. Kommunalbestyrelsen har altid ansvaret for løsningen af opgaverne uanset hvem, der konkret udfører opgaven.

Aftaler om at udføre sociale opgaver

369. Når en social opgave skal udføres af en selvejende institution eller en privat virksomhed, er det vigtigt, at aftalen ikke kun beskriver de økonomiske vilkår og den kvalitet, som ydelsen skal have, men at det også af aftalen fremgår, at kommunen har ret til, og vil gøre brug af, at føre tilsyn med ydelsen i form af en løbende kontrol med, at ydelsen svarer til den aftalte kvalitet. Det bør også af aftalen fremgå, at myndigheden har ret til uanmeldt at føre tilsyn. Se om indgåelse af aftaler med private i punkt 337.

Det bør også fremgå af aftalen, jf. § 43, stk. 2, at leverandøren forpligter sig til at følge reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven. (Se punkt 352-358 og 462.)

Tilbud uden for kommunen

370. Hvis en kommune eller en region har et tilbud beliggende uden for kommunen eller regionen, bør kommunalbestyrelsen og regionsrådet være særligt opmærksomme på behovet for at føre tilsyn. De tilbud som der her tænkes på, er de tilbud i andre kommuner, som kommunens borgere benytter uden at få ny opholdskommune, fx dagtilbud eller midlertidige døgnophold. Det skal herved anbefales, at kommunerne er behjælpelig med at føre tilsyn med »fremmede tilbud«, som er beliggende i egen kommune. Det anbefales, at der indgås aftaler om tilsyn, herunder om hyppighed, tilbagemeldinger m.v.

Tilsyn med økonomi

371. Kommunalbestyrelsen og regionsrådet bør stille krav til budgetter og regnskaber, således at de giver mulighed for at gennemskue de økonomiske forhold. Dette gælder, når opgaverne udføres af egen forvaltning, og det gælder også, når opgaverne udføres af andre.

Navnlig når en opgave udføres af andre, kan der være grund til at være ganske særlig opmærksom på muligheden for at kunne gennemskue de økonomiske forhold. Hvis der er tale om sammensatte former for hjælp - fx et døgntilbud til unge eller et bofællesskab for personer med psykiske handicap - kan det være ganske vanskeligt alene ud fra regnskaber m.v. at vurdere, om den samlede drift foregår økonomisk ansvarligt, og om den leverede ydelse svarer til forudsætningerne for bevillingen eller aftalen.

I disse tilfælde kan der være særligt brug for konstaterbare specifikationer af krav til indhold og kvalitet af ydelsen bl.a. som grundlag for tilsyn med økonomien. Det kan ske i form af fx forudgående beskrivelser i udbudsmateriale, delegationsrammer og bevillings- og aftaleforudsætninger.

Der er i mange kommuner udviklet redskaber hertil, fx i form af årsberetninger og virksomhedsplaner for institutioner, serviceinformationer, rapporteringssystemer og i nogle tilfælde gennem repræsentation i eller samarbejdsprocedurer med relevante bestyrelser m.v.

Revision

372. I forbindelse med det økonomiske aspekt af tilsynet bør kommunalbestyrelser og regionsråd i revisionsinstruksen stille krav til revisionen. Der kan stilles krav til revisors kvalifikationer, fx registreret revisor, statsautoriseret eller andet anerkendt revisionsfirma. Det er vigtigt at sikre sig en uafhængig revision. Der kan ligeledes stilles krav til indholdet i revisionen, således at den ikke kun omfatter en finansiel revision, men også en kritisk-økonomisk revision. Det vil sige, at revisor får pligt til at redegøre for og vurdere, om der ved driften af institutionen er taget skyldige økonomiske hensyn, dvs.:

  • Sparsommelighedsaspektet. Om goder og tjenesteydelser er erhvervet på den mest økonomiske måde under hensyn til kvalitet og kvantitet.
  • Produktivitetsaspektet. Om der er et optimalt forhold mellem ressourceanvendelsen og udbyttet.
  • Effektivitetsaspektet. I hvilket omfang man har nået de mål og udløst de virkninger, som var tilsigtet med ressourceanvendelsen.

I forbindelse med det økonomiske aspekt af tilsynet kan kommunalbestyrelsen eller regionsrådet inddrage sin egen revisor som rådgiver eller konsulent som led i tilsynet eller i forbindelse med at fastsætte krav til indholdet i tilsynet.

Kommunerne (og staten) i jobcenteret får fra den 1. januar 2007 pligt til hvert år at udarbejde en resultatrevision, der viser resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen, herunder en angivelse af de besparelser, der kan opnås ved en mere effektiv beskæftigelsesindsats.

Til toppen

Kapitel 38 – Regler om tilsyn i serviceloven

373. De generelle bestemmelser i § 16 i retssikkerhedsloven om tilsyn er på enkelte områder suppleret af særlige bestemmelser om forudgående generel godkendelse af opholdssteder og botilbud, dvs. servicelovens § 142, stk. 5, om opholdssteder for børn og unge og servicelovens § 144 om visse botilbud til voksne.

Disse godkendelser er udformet som en driftsrelateret godkendelse suppleret med et løbende driftsrelateret tilsyn, som omhandler den fortsatte tilstedeværelse af forudsætningerne for den oprindelige godkendelse. Det personrelaterede tilsyn tilkommer fortsat den anbringende kommune.

Der henvises til bekendtgørelsen om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder og private botilbud.

Andre regler i serviceloven

Tilsyn med børns levevilkår

374. Kommunen har efter § 146 stk. 1, i serviceloven pligt til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge i kommunen lever under. Dette tilsyn har generel karakter, og det omfatter alle de forhold, der har betydning for børn og unges levevilkår i lokalområdet, fx trafik og boligforhold. Dette tilsyn skal kommunen, jf. servicelovens § 146 stk. 2, føre på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.

Tilsyn med anbragte børn

375. I servicelovens kapitel 26, er det fastsat, at når kommunen anbringer et barn eller en ung uden for hjemmet, skal kommunen føre et løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold. Det gælder også, når anbringelsesstedet ligger i en anden kommune. Det generelle tilsyn med private anbringelsessteder føres af beliggenhedskommunen, som har godkendt opholdsstedet.

Tilsyn i plejehjem m.v.

376. I servicelovens kapitel 26 findes der også regler om tilsyn med at de kommunale opgaver efter §§ 83 og 86 (personlig og praktisk hjælp mv.) løses i overensstemmelse med de afgørelser, som kommunen har truffet. Endvidere skal kommunalbestyrelsen hvert år foretage mindst ét anmeldt og ét uanmeldt tilsynsbesøg i plejehjem og plejeboliger. Reglerne i § 151 er beskrevet i Socialministeriets orienteringsskrivelse af 29. maj 2001 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om embedslægeinstitutioner m.v. (Tilsyn med indsatsen overfor ældre m.v.). (Se også punkt 370.)

Til toppen

AFSNIT X – TILSYN MED KOMMUNERNE SAMT STATSREFUSION OG REVISION AF KOMMUNERNES REGNSKABER PÅ DET SOCIALE OMRÅDE

Kapitel 39 – Det kommunale tilsyn

Tilsynsmyndighederne

377. De kommunale tilsynsmyndigheder (statsforvaltningerne i medfør af lov om regional statsforvaltning) udøver et retligt tilsyn over for kommunerne. Tilsynet omfatter således kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan derfor ikke tage stilling til, om kommunernes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller om sagsbehandlingen er i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Tilsynet viger, hvis der er en særlig klageinstans fx det sociale nævn, som kan behandle den pågældende sag.

378. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til statsforvaltningernes afgørelser. Statsforvaltningernes afgørelser om anvendelse af foranstaltninger (annullation, suspension, tvangsbøder, anlæg af erstatningssag, betaling af bod) kan af de organer eller medlemmer foranstaltningerne er rettet imod, indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere af egen drift tage statsforvaltningernes afgørelser og udtalelser op til behandling, såfremt sagen er af principiel eller generel betydning eller har alvorlig karakter.

379. Enhver, der mener, at en kommune overtræder lovgivningen, kan henvende sig til de kommunale tilsynsmyndigheder. Der er således ikke – som ved klage til de sociale klagemyndigheder – regler om, at kun den som sagen vedrører, kan klage.

Til toppen

Kapitel 40 – Ministeriernes reaktionsmuligheder i konkrete enkeltsager

380. Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for planlægningen og udførelsen af opgaverne på det sociale område. Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet har ikke pligt til at føre tilsyn med kommunernes administration i konkrete enkeltsager. Det er alene kommunaltilsynet, som har pligt til at føre dette tilsyn.

Efter den kommunale styrelseslovs § 63 har socialministeren og beskæftigelsesministeren mulighed for at anmode kommunerne om oplysninger om en bestemt konkret sag. Ministrene har ligeledes mulighed for at afgive en vejledende udtalelse om lovligheden af kommunens dispositioner eller undladelser, når der ikke er mulighed for, at den kan behandles af de sociale klagemyndigheder. Dette fremgår af § 63 a, i den kommunale styrelseslov. Ministerierne kan ikke ændre en afgørelse, men ministerierne kan rejse sagen over for kommunaltilsynet eller eventuelt henvise borgeren hertil, hvis det er sandsynligt, at der foreligger en overtrædelse af lovgivningen.

381. Socialministeren og beskæftigelsesministeren har i et vist omfang pligt til at føre tilsyn med administrationen af forvaltningen af de sagsområder, der henhører under ministeriernes område, når lovgivningen ikke administreres af kommunerne.

Til toppen

Kapitel 41 – Folketingets Ombudsmand

382. Folketingets Ombudsmand kan bedømme, om myndigheder, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, handler i strid med gældende ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser. Dette kan ske ved, at Ombudsmanden undersøger konkrete sager, som afgøres af de sociale myndigheder eller ved, at Ombudsmanden foretager inspektioner af sociale botilbud, dagtilbud m.v.

Ombudsmanden kan ikke omgøre en afgørelse, men han kan udtale kritik, og herunder give henstilling om fri proces. Han kan også oplyse om fejl eller forsømmelser af større betydning til Folketingets Retsudvalg, vedkommende minister og kommunalbestyrelser.

Ombudsmanden udtaler sig sædvanligvis ikke om den del af afgørelsen, der bygger på særlige fagkyndige eller sagkyndige vurderinger, medmindre der foreligger fejl eller forsømmelser i sagsbehandlingen.

Læs mere om Folketingets Ombudsmand på www.ombudsmanden.dk.

Til toppen

Kapitel 42 – Statsrefusion og revision af kommunens regnskaber

Regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.

Retssikkerhedsloven og bekendtgørelser

383. Retssikkerhedslovens § 85 bemyndiger socialministeren, beskæftigelsesministeren og ministeren for familie- og forbrugeranliggender til at fastsætte regler om anvisning af statsrefusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision.

Integrationslovens § 47 bemyndiger socialministeren til, efter forhandling med ministeren for flygtninge, indvandrere og integration, at fastsætte nærmere regler om anvisning af refusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision.

Disse bemyndigelser er udmøntet i bekendtgørelsen om statsrefusion og tilskud, samt regnskabsaflæggelse og revision på Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations og Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders ressortområder (i kort form kaldet refusionsbekendtgørelsen).

Refusionsbekendtgørelsen anvendes for udbetaling af statsrefusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision af regnskaber for udgifter omfattet af ordninger om refusion eller tilskud fra staten, efter lov om social service, lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, lov om børnepasningsorlov, lov om individuel boligstøtte, lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. §§ 62 og 74, stk. 1-5, lov om boliger for ældre og personer med handicap § 5 a, stk. 3 og 4, og § 16, stk. 3-6, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, sygedagpengeloven, lov om delpension, lov om integration af udlændinge i Danmark, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. samt repatrieringsloven.

384. De følgende punkter beskriver bekendtgørelsens regler om regnskabsaflæggelse, refusion og revision m.v. på de områder, hvor der udbetales tilskud eller statsrefusion til kommuner. Reglerne i bekendtgørelsen, som vedrører regnskabsaflæggelse, refusion og revision m.v. på boligstøtteområdet er dog kun beskrevet i kapitel 19 i Socialministeriets vejledning af 23. oktober 2002 om individuel boligstøtte. Der henvises herom til denne vejledning.

Betingelser for udbetaling af statsrefusion

Krav i bekendtgørelsen

385. Kommunerne kan kun opnå statsrefusion, hvis ydelsen er tildelt i overensstemmelse med lovgivningen, hvis udgifterne er bogført i overensstemmelse med konteringsreglerne, samt hvis de krav, der er fastsat i bekendtgørelsen, er opfyldt.

Kommunerne skal foretage en fuldstændig og løbende bogføring af samtlige udgifter og indtægter, der i årets løb er afholdt eller modtaget i henhold til de love, som bekendtgørelsen omfatter. Udgifterne og indtægterne skal være konteret i overensstemmelse med de regler, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet fastsætter i Budget- og regnskabssystemet.

Dokumentations- og registreringssystemet i kommunerne

386. Det påhviler kommunalbestyrelsen at sikre, at kommunen har etableret betryggende og hensigtsmæssige forretningsgange for sagsbehandlingen og for udbetalingen af ydelser, herunder for de anvendte edb-systemer. De retningslinier for dokumentations- og kvalitetskontrol, herunder retningslinier for personalemæssig adskillelse, som er udarbejdet af kommunen, skal være overholdt.

I bekendtgørelsen fastsættes, at kommunen skal sikre, at der foreligger en uafhængig revisorerklæring om, at edb-systemer, som kommunen anvender, fungerer i et edb-miljø med en tilfredsstillende system- og datasikkerhed, og at de interne kontroller i systemerne sikrer en fuldstændig og nøjagtig behandling af godkendte transaktioner. Revisorerklæringen skal foreligge, hvis kommunen ved registrering af sagen og beregning af ydelsen anvender et edb-system, og hvis databehandlingen helt eller delvis foretages af andre end den dataansvarlige kommune.

387. Hver kommune skal have et dokumentations- og regnskabssystem bestående af journal, arkiv og personbogføring.

Journal

Journalen

388. I hver enkelt personsag skal der foreligge fyldestgørende journalisering og dokumentation for ydelsernes fastsættelse og den foretagne sagsbehandling. Det skal således fremgå tydeligt af personsagen, at udbetalingerne er sket med hjemmel i gældende love, herunder principielle afgørelser, samt at der ved sagsbehandlingen er foretaget de nødvendige vurderinger, kontroller m.v.

Al relevant dokumentation eller henvisninger hertil vedrørende ydelser til personer skal journaliseres. Dokumentationen skal være lettilgængelig for revisionen. Anvendes forskellige journalsystemer vedrørende samme person, skal dette, tillige med oplysning om, hvor ansvaret for pågældendes sag til enhver tid er placeret, fremgå af kommunens retningslinier for sagsbehandlingen og af oversigtsjournalen.

Stamdata i journalen

389. I hver enkelt sag, inden der udbetales ydelser til en person, skal der være dokumenterede oplysninger om personens CPR-nummer eller henvisningsnummer, statsborgerskab, herunder opholdsgrundlag, bopæl, civilstand, ægtefælle og børn (ved CPR-nummer og henvisningsnummer), personens og en eventuel ægtefælles eller samlevers indtægts- og formueforhold af betydning for tildeling eller udmåling af en ydelse, og ændring heraf, samt beregningsmetode ved udmåling af en ydelse. Beregningsmetoden anses for dokumenteret ved henvisning til typekoder i kommunens edb-baserede program.

Ligestillingsmæssige hensyn

390. Kommunerne skal være opmærksomme på bestemmelserne i kapitel 13 i lov om Det Centrale Personregister. Det fremgår af § 52, stk. 1, at hvis en offentlig myndighed i overensstemmelse med persondataloven anvender personnummer som identifikation eller journalnummer, skal det være personnummeret for den person, som sagen vedrører. Der gælder en undtagelse til hovedreglen i § 52, stk. 1, for tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at det under et forvaltningsområde er nødvendigt at henføre flere personer til samme sag. I sådanne tilfælde afgør forvaltningen, jf. § 52, stk. 2, selv, hvorledes den interne sagsregistrering tilrettelægges mest hensigtsmæssigt. Ved tilrettelæggelsen skal der bl.a. tages ligestillingsmæssige hensyn. Iagttagelsen af de ligestillingsmæssige hensyn, som nævnes i § 52, stk. 2, indebærer, at forvaltningen aldrig ubegrundet må registrere en bestemt sagstype under det ene køns personnummer. Der er adgang til at klage over manglende overholdelse af denne regel til Ligestillingsnævnet.

391. Det følger af § 53 i lov om Det Centrale Personregister, at en offentlig myndighed altid skal anvende personens eget personnummer ved henvendelser til pågældende. Det gælder også i de situationer, hvor myndigheden anvender undtagelsen i § 52, stk. 2, om henføring af flere personer til samme sag. Ligeledes gælder det, at en person kun kan blive afkrævet sit eget personnummer ved henvendelser til offentlige myndigheder. Det vil sige, at myndigheden ikke må bede en person om at få oplyst personnummeret på en anden person (eksempelvis ægtefællen), når personen henvender sig til myndigheden, selv om myndighedens interne journalsystem kun anvender personnummeret for en enkelt person som journalnummer for en familie.

Grundlaget for tildelingen og beregningen af ydelsen

392. I hver enkelt sag skal fremgå grundlaget for tildeling af hjælpen (ydelsen), herunder beregningsmetoden, og alle oplysninger om senere ændringer af forholdene, der kan medføre en ændring i tildelingen eller udmålingen af hjælpen, samt dokumentation herfor. Hvis hjælpen er ydet med tilbagebetalingspligt, skal årsagen til dette anføres.

Hvis en ydelse er tilkendt eller ændret på et grundlag, som afviger fra de normale regler, skal der anføres særlig bemærkning herom.

I mere omfattende sager, typisk sager med flere ydelses- eller foranstaltningstyper, skal der foreligge en samlet oversigt i kronologisk rækkefølge over henvendelser, ydelser og afgørelser i et regnskabsår (summarisk datooversigt).

Skønsmæssige afgørelser og kontrol

393. De ovennævnte oplysninger og de overvejelser og skøn, som i øvrigt ligger til grund for beslutninger i den enkelte sag, skal fremgå af sagen, uanset om overvejelser og skøn vedrører en gruppe af ensartede sager. Hvis afgørelsen om, hvorvidt og med hvilke beløb en ydelse skal udbetales, helt eller delvis beror på et skøn, skal grundlaget for skønnet være angivet.

Det skal fremgå af sagen og være dokumenteret, at borgeren ved sagens start udtrykkeligt er orienteret om, at oplysninger, der afgives ved sagens start og senere sagsopfølgning, vil blive kontrolleret, fx også ved indhentning af supplerende oplysninger, herunder i elektronisk form.

Det skal fremgå af sagen, hvilke ydelser der er ydet til hver person eller familie, herunder om hjælpen er ydet med tilbagebetalingspligt, og om der er ydet hjælp eller iværksat foranstaltninger af anden art end kontante ydelser, som er af betydning for en oversigt over familiens samlede økonomi.

Oplysninger i elektronisk form og opfølgning på sagen

394. De oplysninger, der på tidspunktet for revisionens kontrol er umiddelbart tilgængelige i forvaltningen via elektroniske medier, anses som tilstrækkeligt dokumenteret. Det skal dog fremgå af sagen, hvornår og på hvilken måde de forskellige oplysninger er dokumenteret.

Hvis der undtagelsesvis ikke foreligger sædvanlig dokumentation i form af udskrifter eller lignende fra folkeregistre, skatteforvaltninger, andre myndigheder, skoler, arbejdsgivere eller udlejere m.v. samt kopi af oplysninger om økonomiske forhold i øvrigt, skal årsagen til dette fremgå af sagen.

Det skal registreres på den enkelte sag, hvornår sagen skal tages frem med henblik på opfølgning og fornyet vurdering, jf. kravene i de enkelte love. Sagen skal indeholde oplysninger om grundlaget for og resultatet af den foretagne vurdering. Dette gælder dog ikke for den årlige fastsættelse af pensionen efter lov om social pension og den årlige omregning af boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte.

I de sager, hvor kommunen skal tage hensyn til ansøgerens økonomiske forhold for at tage stilling til, hvad der kan ydes af hjælp, kan kommunalbestyrelsen vælge at fravige de ovennævnte krav til dokumentation og beslutte, at det ikke er nødvendigt, at der er kopi i sagen af de bilag, som dokumenterer ansøgerens økonomiske situation. Det er dog en forudsætning, at sagsbehandleren har set den nødvendige dokumentation for de økonomiske oplysninger, og at de økonomiske oplysninger samt dokumentationens art er noteret i sagen.

Undtagelser fra krav om dokumentation

395. Der gælder visse undtagelser fra dokumentationskravene. I sager vedrørende hjælp efter §§ 81-85 i lov om aktiv socialpolitik og hjælp efter § 14, stk. 1, og § 14 a i lov om social pension, samt § 17, stk. 2 og § 18 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., samt hjælp efter §§ 33-39 i integrationsloven, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at det inden for en beløbsgrænse ikke er nødvendigt, at der foreligger dokumentation (kvittering) for, hvorledes hjælpen er anvendt. Den beløbsgrænse, som kommunalbestyrelsen fastsætter, kan højst være på 3.000 kr. pr. udbetaling ved enkeltudgifter og højst 1.000 kr. pr. måned ved løbende ydelser. Disse sager skal i øvrigt være dokumenteret på sædvanlig vis, herunder med journalnotater. Selvom kommunalbestyrelsen beslutter, at der ikke skal være dokumentation for, hvorledes hjælpen er anvendt i disse sager, kan kommunalbestyrelsen dog efter en konkret vurdering bestemme, at der i bestemte sager om enkeltpersoner skal være sædvanlig dokumentation.

Arkivering

396. Kommunerne skal overholde de gældende regler for arkivering og kassation af kommunalt arkivmateriale. Der henvises til arkivloven og bekendtgørelse om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed (arkivbekendtgørelsen). Arkivbekendtgørelsen giver Rigsarkivaren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om bevaring og kassation af arkivalier. Regler om kommunale myndigheders bevaring og kassation af arkivalier fastsættes af Rigsarkivaren efter drøftelse med de kommunale parter. Der er fastsat regler for bevaring og kassation af arkivalier i kommunerne i bekendtgørelse om bevaring og kassation af arkivalier i primærkommunerne. Bekendtgørelsen indeholder bevaringsbestemmelser for såvel kommunale forvaltninger som kommunale institutioner. Vejledning til reglerne findes på Statens Arkivers hjemmeside www.sa.dk.

Personbogføring

397. Ydelser til hver person eller familie efter de love, som bekendtgørelsen omfatter, er omfattet af reglerne om personbogføring. Personbogføringen skal indeholde oplysninger om personens CPR-nummer, ydelses- og tilskudsart (kontonummer eller anden angivelse af den tilkendte ydelse), beløb og udbetalingsdato. Der skal dog ikke angives beløb vedrørende ydelser efter § 14, stk. 1, og § 14 a i lov om social pension, eller efter § 17, stk. 2, og § 18 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., når tillægget ydes til dækning af medicinudgifter og fodbehandling.

Personbogføringen skal foretages på en sådan måde, at der umiddelbart kan udarbejdes en opgørelse over ydelser og tilskud ydet til hver person eller familie, som er af betydning for en oversigt over familiens samlede økonomi, og om hjælpen er ydet med tilbagebetalingspligt. Ved boligstøttesager ydet som lån skal det til enhver tid værende lånebeløb med tilskrevne renter opgøres.

Ved årets udgang skal det fremgå af personbogføringen, om der er tale om ydelser/ tilskud med skattepligt.

De samlede udestående fordringer vedrørende hjælp efter lov om aktiv socialpolitik ydet med tilbagebetalingspligt skal fremgå af kommunens finansielle status. De udestående fordringer skal være specificeret på samme måde som tilbagebetalingerne efter kontoplanen i »Budget og regnskabssystemet«. Det samme gælder fordringer på bidragsskyldige som følge af forskudsvis udbetalt børnebidrag efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Ydelser efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service skal bogføres løbende i overensstemmelse med den budgetspecifikation, som er udarbejdet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og som udgør refusionsgrundlaget for hver af de anvendte konti i Budget- og regnskabssystemet. Registreringerne skal ske i overensstemmelse med rækkefølgen i kontoplanen og dennes ordlyd, herunder med henvisning til de anvendte lovbestemmelser. Dette gælder også de særlige konti for hjælp med tilbagebetalingspligt efter lov om aktiv socialpolitik og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Hjælp efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service skal registreres som ydet til den person, der modtager hjælpen eller er anledning til udgiften. I den enkelte kommune skal registreringen ske efter ensartede regler. Hjælp til samlevende ægtefæller, herunder hjælp i særlige tilfælde efter kapitel 10 i lov om aktiv socialpolitik, hvor det ikke kan fastslås, hvem af ægtefællerne, der modtager hjælpen eller er anledning til udgiften, registreres som ydet til den ene af ægtefællerne. Hjælp til børn efter § 41 i serviceloven registreres på barnets CPR-nummer. Hjælp til tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i serviceloven registreres som ydet til den af forældrene, som har modtaget hjælpen. Hjælp i øvrigt i forbindelse med børn registreres som ydet til den af forældrene, som forsørger barnet i hjemmet, jf. § 9 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Hvis barnet har selvstændig opholdskommune efter § 9 a, stk. 4, i retssikkerhedsloven, registreres hjælpen på barnets CPR-nummer. Hjælp til en kvinde under 18 år i forbindelse med svangerskab registreres som ydet til hende. Ophører svangerskabet uden fødsel, registreres eventuel senere hjælp på ny som hjælp til kvindens forsørger. Børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, registreres som ydet til den, som ydelserne udbetales til, jf. lovens § 8. Børnebidrag efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag registreres som ydet til den, som kan kræve bidraget fastsat, jf. lovens § 11.

Udgifter, som ikke kan anmeldes til statsrefusion

Administrationsudgifter m.v.

398. Kommuners udgifter til administration kan ikke anmeldes til refusion, idet udgifter til rådgivning, tilsyn og administration m.v., som finder sted i forvaltningen, samt uden for forvaltningen i tilknytning til eller som led i et tilbud afholdes endeligt af kommunen. Administrationsudgifter omfatter bl.a. udgifter til konsulentstøtte, lægeerklæringer, revision, regnskabsføring og særlig tilrettelagt rådgivning eller vejledning, herunder rådgivning eller vejledning gennem opsøgende arbejde. Desuden omfatter administrationsudgifterne kommunens udgifter til tolkebistand i forbindelse med kommunens generelle vejledningsforpligtelse, uanset om tolkebistanden vedrører døve/tunghøre eller personer med et andet sprog. (Se punkt 33 om retten til tolkebistand og oversættelse.)

399. Administrationsudgifterne kan dog i to tilfælde anmeldes til refusion.

Dette gælder kommunens udgifter til tolkebistand, der er et nødvendigt led i en i øvrigt refusionsberettigende foranstaltning. Disse udgifter anmeldes til refusion efter samme regler, som gælder for foranstaltningen.

Desuden gælder det de kommunale administrationsudgifter i kommunale og private boformer efter §§ 109 og 110 i serviceloven, som indarbejdes efter de gældende regler om takstberegning på det sociale område.

Sygebehandling

400. Udgifter til lægetilsyn, sygeplejerskeassistance, medicin og tandlægebehandling m.v. kan anmeldes til refusion i det omfang, den offentlige sygesikring ikke dækker.

Udgifter til udlændinge

Finansieringsregler

401. Både serviceloven, aktivloven og lov om individuel boligstøtte har regler om finansiering af udgifter til ydelser til udlændinge. De omhandler udgifter til ydelser til udlændinge, som har fået opholdstilladelse efter nærmere angivne bestemmelser i udlændingeloven. Der henvises til § 181, stk. 1, i serviceloven, § 107, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik og § 65 i lov om individuel boligstøtte for en nærmere afgrænsning af personkredsen.

Bestemmelserne omfatter ikke udlændinge, som har opholdstilladelse efter fællesskabsretlige regler om arbejdskraftens fri bevægelighed.

402. Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag indeholder ikke særlige regler om finansiering af udgifter til udlændinge. Dette skyldes dels, at samtlige udgifter efter loven afholdes af staten og dels, at der er særlige regler om tilkendelse af ydelser til udlændinge i loven. Der henvises til vejledning om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Tilsvarende gælder for lov om en børnefamilieydelse.

403. I lov om social pension fremgår det af § 52, stk. 3, at staten afholder udgifterne til pension til personer, der har fast bopæl i udlandet. Pensionen udbetales af Den Sociale Sikringsstyrelse. Der er derfor ikke fastsat regler om kontering m.v. af disse udgifter i regnskabs- og revisionsbekendtgørelsen, som kun omhandler grundlaget for kommuners adgang til statsrefusion. Udgifter til social pension til udlændinge med bopæl i Danmark, afholdes af kommunerne efter de almindelige regler om finansiering i § 52 i lov om social pension. Dette gælder også for pension beregnet efter § 9 i lov om social pension, hvor optjeningsperioder i en flygtnings oprindelsesland medregnes i opgørelsen af bopælstid efter § 8 i pensionsloven. (Der henvises til Socialministeriets vejledning om social pension.)

Statsrefusion

404. Hovedprincippet i finansieringsreglerne i serviceloven, aktivloven og boligstøtteloven er, at staten afholder udgifterne til ydelser efter de nævnte love i en periode efter datoen for meddelelse af opholdstilladelse. De nævnte bestemmelser i serviceloven og lov om aktiv socialpolitik angiver periodens længde i henholdsvis § 181 stk. 2, (serviceloven) og § 107 stk. 3, (aktivloven). Der henvises til de enkelte bestemmelser.

Lov om social service

Udgifter med statsrefusion

405. Ikke alle udgifter efter serviceloven til udlændinge er omfattet af statsrefusion. Det fremgår af § 181, stk. 2, i serviceloven, at staten afholder udgifter til hjælp efter § 41, § 42, § 52, stk. 3, nr. 1-7, 9 og 10, og stk. 4 og 5, § 54, § 76, stk. 2 og 3, nr. 2 og 3, og §§ 96, 98 og 100 i de første 3 år efter datoen for opholdstilladelsen. Der er således statsrefusion for kommunens udgifter til merudgiftsydelse og dækning af tabt arbejdsfortjeneste på børneområdet. Herudover er der statsrefusion for kommunens udgifter til særlige foranstaltninger for børn eller unge efter § 40 med undtagelse af udgiften til anbringelse uden for hjemmet. Udgifter til anbringelse af et barn uden for hjemmet på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et godkendt opholdssted efter § 52, stk. 3, nr. 8, kan ikke anmeldes til statsrefusion, medmindre anbringelsen er omfattet af reglen i § 181, stk. 3, nr. 2. Udgifter til en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson til unge i alderen fra 18 til 22 år efter de nævnte bestemmelser i § 76, stk. 3, i serviceloven kan også anmeldes til statsrefusion.

406. Der er statsrefusion for visse udgifter til voksne. Der er tale om kommunens udgifter til ansættelse af personlige hjælpere efter § 96 i serviceloven, til udgifter til særlige kontaktpersoner til personer, som er døvblinde efter § 98 i serviceloven og endelig udgifter til merudgiftsydelse efter § 100 i serviceloven.

Udgifter til optagelse i døgnophold

407. § 181, stk. 3, i serviceloven giver kommunen adgang til at anmelde udgifter til statsrefusion i tilfælde, hvor udlændinge, som inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv eller har opnået dansk statsborgerskab. Kommunen kan anmelde de samlede udgifter til tilbud efter serviceloven til statsrefusion. Refusionen er i disse tilfælde ikke begrænset til de tilbud, der er nævnt i § 181, stk. 2. Bestemmelsen omfatter både døgntilbud til børn og unge og døgntilbud til voksne.

408. Der findes i refusionsbekendtgørelsen regler om anmeldelse af krav for udgifter efter serviceloven til udlændinge. Reglerne handler om opgørelse af udgifter til døgnophold. Der skal ikke foretages en særskilt opgørelse af foranstaltningens udgifter til udlændinge, da udgiften opgøres som den gennemsnitlige udgift pr. plads.

Hvis udlændingen optages i et kommunalt døgntilbud i en anden kommune, er forholdet som udgangspunkt omfattet af reglerne om mellemkommunal refusion efter § 9 c i retssikkerhedsloven. I disse tilfælde hjemtages statsrefusion for samtlige udgifter efter serviceloven af udlændingens opholdskommune. Herved suspenderes den mellemkommunale refusion, så opholdskommunen ikke modtager refusion fra den tidligere opholdskommune, men anmelder udgiften til statsrefusion. Den mellemkommunale refusion suspenderes kun i den periode, hvor der er ret til statsrefusion efter § 181, stk. 3, nr. 1, i serviceloven. Når denne periode ophører, skal udgifterne refunderes af den tidligere opholdskommune efter de almindelige regler i § 9 c i retssikkerhedsloven.

Udgifter til mindreårige asylsøgere, der har opnået opholdstilladelse

409. Der er statsrefusion efter § 181, stk. 3, nr. 2, for kommunernes udgifter til samtlige tilbud efter serviceloven til mindreårige asylsøgere (uledsagede flygtningebørn), der har opnået opholdstilladelse. Refusionen ophører, når den mindreårige asylsøger fylder 18 år eller forældrene har fået lovligt ophold i landet. Hvis barnets forældre får lovligt ophold i landet, er barnet ikke længere uledsaget. Kommunen kan derfor ikke længere opnå refusion efter § 181, stk. 3, nr. 2. Kommunen kan dog opnå refusion efter § 181, stk. 2, indtil udløbet af perioden på 3 år efter datoen for barnets opholdstilladelse. Hvis et uledsaget flygtningebarn opnår dansk statsborgerskab, ophører den pågældende med at være flygtning, og pågældende er derfor ikke længere omfattet af reglerne om flygtningerefusion.

410. Ejendomsudgifter i daginstitutioner opgøres som 9 % af institutionens driftsudgifter, og en forholdsmæssig andel heraf kan anmeldes til refusion.

Fordelingen af udgifter mellem ægtefæller

411. Der kan anmeldes krav om statsrefusion for udgifter til en udlænding efter serviceloven, uanset om udlændingen har indgået ægteskab med en person, som ikke er udlænding jf. § 181, stk. 1, i serviceloven. I disse tilfælde skal udgifterne konteres på en sådan måde, at det er muligt at udskille den andel, der gælder udlændingen. Hjælp til fællesbørn fordeles med halvdelen til hver af forældrene. Som følge heraf kan udgifter, der alene vedrører den anden ægtefælle ikke anmeldes til statsrefusion som udgifter til udlændinge.

412. Refusionsbekendtgørelsen indeholder en bestemmelse om asylansøgere, der indgår ægteskab med personer, der er danske statsborgere eller har permanent opholdstilladelse i Danmark uden at være omfattet af § 181 i serviceloven og § 107 i lov om aktiv socialpolitik. Hvis ægteparret herefter har behov for hjælp er der ikke adgang til refusion efter ovennævnte bestemmelser så længe asylansøgeren ikke har fået opholdstilladelse efter de bestemmelser, der er nævnt i § 181, stk. 1, i serviceloven og § 107 i aktivloven.

Reglen har begrænset praktisk betydning på grund af en ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven, som trådte i kraft den 1. juli 2002 i forbindelse med en stramning af betingelserne for familiesammenføring. Ved stramningen blev det en betingelse for ægteskabets indgåelse her i landet, at hver af parterne skulle have dansk indfødsret eller lovligt ophold efter visse regler i udlændingeloven.

Lov om individuel boligstøtte

413. Lov om individuel boligstøtte indeholder i kapitel 11 regler om lån til betaling af indskud m.v. til flygtninge. Den omfattede personkreds er defineret i § 65.

Disse regler er beskrevet i kapitel 16 i Socialministeriets vejledning om individuel boligstøtte.

414. Bestemmelserne om administration og finansiering af udgifter efter lov om individuel boligstøtte, herunder lån til betaling af indskud m.v. til flygtninge er beskrevet i Socialministeriets vejledning om individuel boligstøtte. Refusionen omfatter kommunernes udgifter til beboerindskudslån (100 pct. og 50 pct.), lejetab før indflytning (100 pct.) og istandsættelsesgaranti ved fraflytning (100 pct.). Herudover findes der ikke særlige regler om administration om udgifter til flygtninge eller andre udlændinge.

Lov om aktiv socialpolitik

415. I to situationer afholder staten kommunernes udgifter efter lov om aktiv socialpolitik til udlændinge med opholdstilladelse efter en række nærmere angivne bestemmelser i udlændingeloven, jf. aktivlovens § 107, stk. 1.

Det drejer sig, jf. § 107, stk. 2 og 3, om situationer, hvor der ydes hjælp efter lovens kapitel 4 (Kontanthjælp og starthjælp), kapitel 6 (Revalidering) og kapitel 10 (Hjælp i særlige tilfælde) til:

Personer der anbringes i døgnophold inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af en betydelig og varig nedsat funktionsevne. Det gælder dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv.

Mindreårige asylansøgere, dog længst indtil modtageren fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet, eller til den mindreårige tilbydes introduktionsprogrammet.

416. Det følger af refusionsbekendtgørelsen og – for så vidt angår aktivlovens kapitel 10, at fordelingen af udgifter mellem ægtefæller følger samme regler, som er beskrevet for udgifter efter serviceloven. (Se under punkt 411-412)

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

417. I to tilfælde afholder staten kommunernes udgifter efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til udlændinge efter en række nærmere angivne bestemmelser i udlændingeloven, jf. § 124, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Staten afholder således udgifterne for:

  • Personer, der anbringes i døgnophold inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af en betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Det gælder dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv.
  • Mindreårige asylansøgere, dog længst indtil modtageren fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

De udgifter efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som staten dækker, er følgende:

  • Udgifter til løntilskud efter lovens kapitel 12 til personer, der modtager kontanthjælp, starthjælp, revalidering, førtidspension eller fleksjob, jf. lovens § 2, nr. 2-4, 6 og 7.
  • Udgifter til hjælpemidler og introduktion ved tilbud efter lovens kapitel 14, for personer, der modtager hjælp i form af revalidering eller førtidspension, jf. lovens § 2, nr. 4 og 6.
  • Udgifter til arbejdsredskaber og arbejdspladsindretninger m.v. efter lovens § 74 for personer i fleksjob, jf. lovens § 2, nr. 7.
  • Udgifter til beskæftigelsestillæg efter lovens § 45, stk. 3, til kontanthjælpsmodtagere og starthjælpsmodtagere, jf. lovens § 2, nr. 2 og 3.

418. Det følger af refusionsbekendtgørelsen, at fordelingen af udgifter mellem ægtefæller følger samme regler, som er beskrevet for udgifter efter serviceloven. (Se ovenfor under punkt 411 og 412)

Udgifter med tilbagebetalingspligt

419. En ydelse med tilbagebetalingspligt anmeldes fuldt ud til refusion, når den udbetales. Tilbagebetalinger skal, når de indgår, fradrages i den løbende opgørelse af de refusionsberettigende udgifter.

Hvis en person, der har modtaget en ydelse med tilbagebetalingspligt flytter til en anden kommune, skal den nye opholdskommune sørge for inddrivelsen og afregne indbetalte beløb én gang årligt til den tidligere opholdskommune, der fører betalingen til fradrag i den løbende opgørelse af de refusionsberettigende udgifter.

Hvis et beløb, der har været holdt uden for refusionsordningen, tilbagebetales til en kommune, holdes tilbagebetalingen uden for refusionsordningen.

Beløb, der kræves tilbagebetalt på grund af modtagerens forhold, behandles efter de ovennævnte regler.

Opkrævning af forskudsvis udbetalte børnebidrag

420. Opkrævning af forskudsvis udbetalte børnebidrag hos den bidragsskyldige skal ske efter reglerne i kapitel 3 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Tilsidesættelse af disse regler vil efter omstændighederne kunne medføre, at retten til statsrefusion bortfalder.

421. Den kommune, der udbetaler et bidrag, skal opkræve bidraget, hvis den bidragsskyldige bor i kommunen. Bor den bidragsskyldige i en anden kommune, skal udbetalingskommunen sende anmodning om opkrævning af bidraget til opholdskommunen. Opholdskommunen kvitterer for modtagelse af anmodningen.

Indbetalte bidrag fra den bidragsskyldige indtægtsføres i den kommune, der opkræver bidraget, og fradrages i denne kommunes løbende opgørelse vedrørende statsrefusion.

Flytter den bidragsskyldige, skal den kommune, der opkræver bidrag hos den bidragsskyldige, sende sagen om opkrævning og en specifikation af det skyldige bidrag til den nye opholdskommune. Den nye opholdskommune skal kvittere for, at sagen er modtaget fra bidragsskyldiges fraflytningskommune, og den tidligere opholdskommune skal samtidig give udbetalingskommunen meddelelse om, at sagen er oversendt.

Dør den bidragsskyldige, skal den kommune, der opkræver bidrag hos den bidragsskyldige, straks underrette udbetalingskommunen om dødsfaldet.

Opkrævning af børnebidrag i udlandet

422. Bidragssager, der vedrører bidragsskyldige med bopæl i de øvrige nordiske lande, behandles efter reglerne i den nordiske konvention om inddrivelse af underholdsbidrag. Kommunen kan rette henvendelse om inddrivelse af bidrag, som er udbetalt forskudsvis, direkte til de myndigheder i de andre nordiske lande, der er nævnt i konventionens artikel 2.

Bidragssager vedrørende bidragsskyldige med kendt bopæl i udlandet bortset fra de nordiske lande, sendes af statsforvaltningen til opkrævning gennem vedkommende danske diplomatiske repræsentation. Repræsentationerne sender beløbene til de kommuner, der har bedt om opkrævning af bidragene.

Anvisning af statsrefusion

Anmodning om statsrefusion og anvisning af statsrefusion

423. Kommunen fremsætter kvartalsvis anmodning om statsrefusion over for Socialministeriet, bortset fra anmodning om statsrefusion vedrørende udgifter til lån til betaling af beboerindskud, boligydelseslån, boligsikringslån, samt udgifter til lejetab og garantier for flygtninges fraflytningsudgifter, jf. lov om individuel boligstøtte. Anmodningen om og anvisningen af statsrefusion vedrørende ydelser efter lov om individuel boligstøtte, som omtales i Socialministeriets vejledning om individuel boligstøtte, hvortil der henvises.

Anmodningen skal indeholde en opgørelse af de forventede refusionsberettigende udgifter i året til og med tilskudskvartalet. Opgørelsen af de refusionsberettigende udgifter skal reguleres efter de faktiske udgifter gennem en løbende restafregning. Opgørelsen foretages på skemaer udarbejdet af Socialministeriet. Socialministeriet fastsætter regler om fremgangsmåden, og fastsætter fristen for afgivelse af kvartalsopgørelser.

Socialministeriet anviser efter en vurdering af de anmeldte kvartalsbeløb refusion med 1/3 pr. måned af kvartalsbeløbet. Dog anvises børnetilskud, jf. lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, og boligsikring og boligydelse som tilskud, jf. lov om individuel boligstøtte, med det fulde kvartalsbeløb i kvartalets første måned. Når de enkelte kommuners refusionsbeløb for et kvartal er fastsat af Socialministeriet, kan kvartalsbeløbet ikke ændres.

Socialministeriet anviser refusionen til kommunen vedrørende udgifter efter servicelovens §§ 109 og 110, så den er til disposition den næstsidste bankdag i måneden før hver af de tre tilskudsmåneder.

Socialministeriet anviser refusionen til kommunen vedrørende udgifter til ydelser efter lov om social pension, lov om aktiv socialpolitik, lov om social service, samt udgifter til forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, så den er til disposition for kommunen den næstsidste bankdag i måneden forud for den måned, refusionen vedrører. Refusionen vedrørende udgifter til børnetilskud, jf. lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, anviser Socialministeriet, så den er til disposition for kommunen den næstsidste bankdag inden den 20. i den første måned af kvartalet.

Løbende restafregning

424. Udbetaling eller afregning af den løbende restafregning sker med det samlede beløb for kvartalet, så det er til rådighed for eller afregnet med kommunen den næstsidste bankdag i den sidste måned af det kvartal, refusionen vedrører.

Foreløbig restafregning

425. Foreløbig restafregning sker en gang årligt, og foretages af Socialministeriet. Den foreløbige restafregning sker i tilknytning til udløbet af den regnskabsmæssige supplementsperiode. I forbindelse hermed skal kommunen afgive en foreløbig refusionsopgørelse for det foregående regnskabsår i underskrevet stand senest den 20. marts.

Hvis kommunen ifølge den foreløbige opgørelse har fået udbetalt mere i refusion, end den er berettiget til, skal kommunalbestyrelsen, samtidig med at den foreløbige opgørelse afgives, indbetale forskelsbeløbet til Socialministeriet. Hvis kommunen ifølge opgørelsen har fået udbetalt mindre i refusion, end den er berettiget til, skal Socialministeriet snarest efterbetale beløbet.

Endelig restafregning

426. Endelig restafregning sker en gang årligt, og foretages af Socialministeriet, når kommunens regnskab er revideret og forsynet med påtegning af kommunens revision. Revisionen forsyner refusionsopgørelsen med en påtegning om, at opgørelsen er revideret, og at revisionen er udført i overensstemmelse med kommunens revisionsregulativ og refusionsbekendtgørelsen. Påtegningen skal desuden indeholde revisionens erklæring om, at opgørelsen er foretaget i overensstemmelse med lovgivningen.

Kommunalbestyrelsen skal afgive den underskrevne endelige refusionsopgørelse til Socialministeriet straks, når revisor har forsynet opgørelsen med påtegning, dog senest den 1. juli. I opgørelsen af den modtagne refusion i den endelige refusionsopgørelse medregnes indbetalinger til eller udbetalinger fra Socialministeriet ifølge den foreløbige opgørelse pr. 20. marts. Hvis kommunen ifølge den endelige refusionsopgørelse har fået udbetalt mere i refusion, end den er berettiget til, skal kommunalbestyrelsen samtidig med, at den endelige refusionsopgørelse afgives, indbetale forskelsbeløbet til Socialministeriet. Hvis kommunen ifølge den endelige refusionsopgørelse har fået udbetalt mindre i refusion, end den er berettiget til, skal Socialministeriet snarest efterbetale beløbet.

Socialministeriet fastsætter regler om fremgangsmåden for den endelige restafregning.

Berigtigelse af statsrefusion

427. Staten refunderer kun de udgifter, der er afholdt efter reglerne. Hvis revisionen har påpeget, at et beløb med urette er anmeldt til refusion, og godkender kommunalbestyrelsen eller ressortministeriet revisionens bemærkninger herom, påser revisionen, at der sker tilsvarende fradrag i beløb, der senere anmeldes til refusion, henholdsvis kommer til udbetaling i form af tilskud.

Berigtigelse af fejl og mangler, herunder misforståelser, skal ske uden hensyn til, om de ansvarlige har været i god tro, eller om fejlen eller manglen på anden måde har været undskyldelig.

Hvis kommunen ikke berigtiger de konstaterede fejl og mangler, og dette har eller kan have medført økonomisk tab for staten, kan ressortministeriet foretage modregning. Berigtigelse af allerede afholdte udgifter skal dog ikke ske, hvis der er tale om ganske uvæsentlige udgifter, hvis den administrative indsats for at rette fejlen i den konkrete sag vil være uforholdsmæssig stor sammenlignet med det resultat, som vil kunne opnås. Ressortministeriet kan desuden se bort fra kravet om berigtigelse, når der foreligger ganske særlige grunde.

Har revisionens undersøgelser vist, at der som følge af, at reglerne er brugt forkert, er sket fejl og mangler i et større antal ensartede sager, vil fejlene og manglerne kunne rettes ved, at kommunalbestyrelserne foretager en skønsmæssig beregning af, hvor meget statens refusion ville være blevet nedsat, hvis reglerne var blevet fulgt. Dette skøn kan efterprøves ved sædvanlig revisionsmæssig bedømmelse af refusionsopgørelsen.

Selvom revisionen konstaterer fejl og mangler, har kommunen ikke pligt til at gennemgå de øvrige sager inden for vedkommende område med henblik på yderligere berigtigelser. Ressortministeriet kan dog beslutte, at der skal ske en gennemgang af de øvrige sager, hvis dette er nødvendigt på grund af fejlenes eller manglernes karakter og omfang.

Revision

Revisionens udførelse og efterprøvelse

428. I § 42 i lov om kommunernes styrelse er det fastsat, at enhver kommune skal have en sagkyndig revision, der er godkendt af tilsynsmyndigheden. I bestemmelsen er der desuden fastsat en række bestemmelser om den sagkyndige revision, hvor det bl.a. fremgår, at revisionen skal omfatte alle regnskabsområder under kommunen.

Det følger af reglerne i refusionsbekendtgørelsen, at revisionen af de kommunale regnskaber skal udføres af den revision, der er godkendt af tilsynsmyndigheden, samt at revisionen udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Revisionen efterprøver, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter, samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Revisionen foretager en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og ved driften af de virksomheder, der er omfattet af regnskabet.

Revisionen efterprøver ved revisionsbesøg i årets løb, om kommunens forretningsgange og sagsbehandling, herunder anvendelsen af edb-systemer, er hensigtsmæssige og betryggende.

Revisionen tilrettelægges under hensyn til dens betydning for de statslige myndigheders styring og kontrol.

Revisionen gennemføres ved en kombination af system- og substansrevision baseret på revisors faglige vurdering af kommunens systemer, forretningsgange, kontrolmiljøer m.v.

På baggrund af ressortministeriets analyser og vurderinger kan ministerierne forlange, at revisor foretager revision på et eller flere sagsområder. De udmeldte sagsområder indgår i revisors planlægning af den samlede årlige revision af sagsområder omfattet af refusionsbekendtgørelsen.

Revisionen af personsager skal inden for en kortere årrække være foretaget på alle konti, for hvilke der skal ske personbogføring, uanset antallet af sager eller beløbenes størrelse.

Revisionen af personsager planlægges og gennemføres ud fra revisors faglige vurdering af væsentlighed og risiko for ydelser og tilskud omfattet af refusionsbekendtgørelsen.

Revisor kan undlade at foretage en gennemgang af personsager hvert år på områder eller konti, hvor revisionen på anden måde har tilvejebragt en begrundet overbevisning om, at sagsbehandlingen på området er betryggende. Revisor redegør for og begrunder fravalget.

Revisionen gennemføres ved stikprøvevise undersøgelser, hvor metoden kan være såvel rent statistisk baseret som baseret på revisors konkrete og generelle erfaringer med fejlrisikoen på det enkelte område. Udvælgelsen af stikprøver skal ske med særlig vægt på nyetablerede personsager og på sagsområder og sager, hvor der ved tilkendelse eller beregning af ydelsen eller tilskuddet indgår et skøn. Udvælgelsen af stikprøver skal endvidere ske ud fra et væsentlighedskriterium, hvori der blandt andet indgår forhold af økonomisk, sagsbehandlingsmæssig, principiel og lokal karakter.

Revisor efterprøver, om kommunen ved oprettelse af sagen og ved opfølgning udnytter mulighederne for at foretage kontrol af oplysninger om økonomiske forhold, herunder i fornødent omfang sammenholder oplysninger fra forskellige registre.

Revisor efterprøver, om betingelserne for at opnå statsrefusion er opfyldt. Dvs. om ydelsen er tildelt i overensstemmelse med lovgivningen, om udgifterne er bogført i overensstemmelse med konteringsreglerne, og om kravene i refusionsbekendtgørelsen er opfyldt.

Revisor efterprøver desuden, om opkrævning af underholdsbidrag, tilbagebetalingspligtige beløb efter lov om individuel boligstøtte og andre ydelser med tilbagebetalingspligt foretages i overensstemmelse med love og administrative forskrifter herom.

Beretning om revision af kommuners regnskaber

429. Revisionen afgiver hvert år, senest samtidig med afgivelse af beretning om revisionen af kommunens øvrige regnskaber, beretning om revisionen af kommunens regnskaber af ydelser og tilskud omfattet af bekendtgørelsen.

I beretningen redegør revisor for den udførte revision samt for alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger. Desuden redegør revisor for forhold af principiel eller økonomisk betydning, som revisor finder anledning til at fremdrage, herunder tilfælde hvor fortolkning af gældende regler giver anledning til tvivl. I beretningen redegøres i et særskilt afsnit for revisionen af udgifter, der er eller kunne være anmeldt til statsrefusion efter de særlige regler om finansiering af udgifter til udlændinge.

Revisor redegør for, i hvilket omfang kommunen har sikret kontrol af de oplysninger om økonomiske forhold, som modtagere af ydelser har givet. I sager efter lov om individuel boligstøtte redegøres også for kommunens kontrol af de øvrige relevante oplysninger, som modtagere af ydelser har givet.

Revisor redegør i beretningen for alle væsentlige fejl og mangler i de udtagne sager. Der redegøres endvidere for om fejlene er blevet berigtiget. Revisionen redegør for fejlens refusionsmæssige betydning og størrelsen heraf. Endvidere redegør revisor for konstaterede systematiske fejl og mangler. Revisor redegør desuden for, hvorvidt der er foretaget berigtigelser for hele populationen på et område, hvis der er konstateret fejl af mere systematisk karakter på området.

Revisionsberetninger sendes til ministerierne

430. Revisionsberetninger, der er udarbejdet i henhold til refusionsbekendtgørelsen, og kommunens svar på revisionsbemærkningerne skal af kommunalbestyrelsen sendes til ressortministeriet og tilsynsmyndigheden. Samtidig skal kommunen sende et eksemplar af besvarelsen af revisionsbemærkningerne, som er givet i de ovennævnte beretninger, til revisionen.

Ministeriernes reaktionsmuligheder

431. Ressortministeriet gennemgår revisionsberetningerne og tager stilling til revisionsbemærkninger til kommunens administration på de områder, som hører under det pågældende ministerområde.

Ressortministeriet meddeler kommunalbestyrelsen og revisionen ministeriets afgørelse af spørgsmål af betydning for statsrefusion og tilskud, samt yder den vejledning, som gennemgangen har givet anledning til.

Hvis det fremgår af revisionsberetningen, herunder bl.a. af gennemgangen af personsagerne, at kommunens udgifter ikke er afholdt i overensstemmelse med lovgivningen, herunder reglerne i bekendtgørelsen om regnskab og revision, kan ressortministeriet reagere i forhold til kommunen. Ministerierne kan i grove tilfælde af overtrædelser af lovgivningen kræve tilbagebetaling af statsrefusionen. Desuden kan ressortministeriet bl.a. henstille til kommuner, at de strammer op på administrationen, fx ved at indføre forretningsgange, der sikrer, at reglerne bliver overholdt, og at ledelsestilsynet med sagsbehandlingen bliver skærpet m.v.

Rigsrevisionen

Rigsrevisors tilsyn med kommuner

432. Rigsrevisor fører i henhold til §§ 5 og 6 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. tilsyn med de områder, som er omfattet af bekendtgørelserne.

Rigsrevisor kan af kommunen forlange alle oplysninger, som efter rigsrevisors skøn er af betydning for tilsynet, jf. § 12 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Til toppen

AFSNIT XI – UNDERSØGELSER

Kapitel 43 – Reglerne om undersøgelser

Formålet med undersøgelser

433. I Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område er der i §§ 60-61 fastsat regler om undersøgelser.

Formålet er, at de centrale myndigheder til stadighed og målrettet kan følge udviklingen på de sociale og tilgrænsende områder, herunder implementeringen af ny lovgivning i kommuner, samt at sikre, at de nødvendige oplysninger til regeringens og Folketingets arbejde hurtigt kan tilvejebringes.

Det er et overordnet mål med undersøgelserne at opsamle og formidle operativ viden om udviklingen på lokalt, regionalt og centralt niveau.

Undersøgelserne har herudover til formål at supplere de oplysninger, der indsamles via de faste statistik- og informationssystemer. Fx kan der være tale om at supplere statistikkerne med hurtige aktuelle oplysninger om kommuners og/eller regioners planer eller oplysninger om indsatsen over for særlige grupper, dvs. oplysninger som er vigtige, men som ikke nødvendigvis lader sig afgrænse så entydigt, som de faste statistiksystemer kræver det.

Retningslinier for undersøgelser

434. Kommuner og regioner har pligt til at bidrage til undersøgelser mv., herunder at medvirke med personoplysninger til særlige undersøgelser. Særlige forvaltningsorganer, herunder lokaludvalg eller kommunale fællesskaber, medvirker ligesom regioner og kommuner i forbindelse med undersøgelser mv., jf. bekendtgørelsens §§ 59-60.

Der benyttes så vidt muligt elektronisk kommunikation til dialogen mellem det decentrale og centrale niveau, både til indsamling af oplysninger og til tilbagemelding om resultater af undersøgelser m.v. om forholdene i landets regioner og kommuner. Kun i situationer, hvor internettet af tekniske årsager ikke kan anvendes, vil der fortsat blive udsendt papirskemaer eller anvendt andre medier til indberetning af oplysninger.

Som redskaber i forbindelse med undersøgelser kan Ankestyrelsen desuden anvende kommunepaneler og temaplanlægning.

Der lægges i dataindsamlingen vægt på koordinering i forhold til andre myndigheder og organisationer, der indsamler oplysninger på områderne med henblik på at spare kommuner og regioner for dobbeltindberetninger.

Oplysningerne kan omfatte både kvantitative opgørelser og mere kvalitative oplysninger om fx besluttede service- og kvalitetsmål m.v. Oplysningerne kan også - hvor det er relevant – omfatte den del af indsatsen, der fx ved udlicitering eller driftsoverenskomst er overladt til private, samt indsatsen fra frivillige foreninger m.v., der udfører opgaver. Desuden kan efter behov medtages oplysninger om kommunalbestyrelsers og regioners vurderinger af og beslutninger om den fremtidige udvikling på det undersøgte område.

I relation til forvaltningslovgivningens bestemmelser om offentlighed i forvaltningen betragtes indberetningerne til undersøgelser fra kommuner og regioner m.fl. som statistisk grundmateriale.

Ankestyrelsen og Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service udsender vejledning om adgang og indberetning til undersøgelser samt om de konkrete forhold af relevans for den enkelte undersøgelse. Herunder om og i givet fald i hvilket omfang der skal medtages oplysninger om private, samt frivillige foreninger m.v., der udfører opgaver på det sociale og tilgrænsende områder, og om kommunalbestyrelsers og regionsråds vurderinger af og beslutninger om den fremtidige udvikling.

Offentliggørelse af undersøgelser

435. De oplysninger, der indsamles ved undersøgelser, stilles i bearbejdet form til rådighed på styrelsernes hjemmesider. Grundlaget er oplysninger, der indsamles i kommuner og regioner i hele landet eller i et udsnit af disse.

Kommunalbestyrelser og regionsråd holdes orienteret om resultaterne af undersøgelserne m.v., ved, at styrelserne udsender tilbagemeldinger herom og i bearbejdet form lægger resultaterne ud på deres respektive hjemmesider (www.ast.dk og www.servicestyrelsen.dk).

Ajourføring af oplysninger

436. Undersøgelser kan indebære ajourføring af allerede registrerede oplysninger. Ankestyrelsen eller Servicestyrelsen vil i forbindelse hermed varsle kommuner og regioner om, hvilke undersøgelser, der indgår i ajourføringen.

Bestemmelsen præciserer kommuners og regioners ansvar for efter anmodning at ajourføre oplysninger i allerede foretagne undersøgelser. Bestemmelsen har samtidig til formål at aflaste de lokale myndigheder for indberetning, når der lokalt ikke er truffet nye beslutninger eller forholdene i øvrigt er uændrede.

Anvendelse af oplysningerne fra undersøgelserne

437. Kommunalbestyrelser og regionsråd holdes orienteret om resultaterne af undersøgelserne m.v. ved at Ankestyrelsen eller Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service udsender tilbagemeldinger herom og i bearbejdet form lægger resultaterne ud på deres respektive hjemmesider (www.ast.dk og www.servicestyrelsen.dk).

I relation til forvaltningslovgivningens bestemmelser om offentlighed i forvaltningen betragtes indberetningerne til undersøgelser fra kommuner og regioner m.fl. som statistisk grundmateriale.

Administration af undersøgelser

438. Ankestyrelsen og Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service udsender vejledning om adgang og indberetning til praksiskoordinering og særlige undersøgelser samt om de konkrete forhold af relevans for den enkelte undersøgelse. Herunder om og i givet fald i hvilket omfang der skal medtages oplysninger om private, samt frivillige foreninger m.v., der udfører opgaver på det sociale og tilgrænsende områder, og om kommunalbestyrelsers og regionsråds vurderinger af og beslutninger om den fremtidige udvikling.

Til toppen

AFSNIT XII – DE FORVALTNINGSRETLIGE REGLER OG GRUNDLÆGGENDE PRINCIPPER

Kapitel 44 – De forvaltningsretlige regler og grundlæggende principper

439. Den almindelige forvaltningsret indeholder både skrevne regler og uskrevne principper (retsgrundsætninger). De er fælles for den offentlige forvaltning, herunder kommunerne, og ankeinstanserne, når de behandler sager efter den sociale lovgivning. Der er tale om vigtige regler og principper for myndighedernes administration af lovgivningen.

De generelle forvaltningsretlige regler findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven. På det sociale område supplerer reglerne i retssikkerhedsloven de generelle forvaltningsretlige regler. Det vil sige, at de sociale myndigheder altid også skal anvende de generelle forvaltningsretlige regler, når de administrerer den sociale lovgivning. Når en bestemt problemstilling samtidig er reguleret i retssikkerhedsloven, skal de sociale myndigheder her anvende reglerne i retssikkerhedsloven. Det følger af det juridiske lex specialis-princip, som betyder, at myndigheden normalt skal anvende en speciel regel frem for en generel regel.

Der er fastsat særlige regler for behandlingen af sociale sager i retssikkerhedsloven, fordi de sociale sager ofte kræver, at der tages et særligt hensyn til borgeren og til dennes krav på dels at kunne beskytte sit privatliv og dels at kunne tilrettelægge sin tilværelse. De generelle forvaltningsretlige regler og principper giver ikke i tilstrækkelig grad mulighed for at tage disse særlige hensyn. Retssikkerhedsloven giver derfor ofte borgeren en bedre beskyttelse end de generelle forvaltningsretlige regler. Eksempelvis kan nævnes, at borgeren som altovervejende hovedregel skal give samtykke til, at myndigheden kan indhente og videregive oplysninger, hvilket efter forvaltningsloven og persondataloven kun gælder for visse særlige følsomme oplysninger. Se nærmere om reglerne i §§ 11 a og 11 c i retssikkerhedsloven i kapitel 19.

440. Den almindelige forvaltningsret omfatter samtidig en række grundlæggende principper, som også kaldes de forvaltningsretlige retsgrundsætninger. Der kan eksempelvis nævnes proportionalitetsprincippet og lighedsprincippet. Principperne indgår ikke i de skrevne generelle forvaltningsretlige regler, men flere af principperne er taget med i retssikkerhedsloven og andre love på det sociale område. Eksempelvis findes officialprincippet i § 10 i retssikkerhedsloven (se herom i afsnit III) og proportionalitetsprincippet i § 125 i serviceloven.

I kapitel 45 vil de grundlæggende forvaltningsretlige principper blive gennemgået. Herefter vil de generelle forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven blive gennemgået i kapitel 46-49. Der er ikke tale om en udtømmende gennemgang af området, men alene en introduktion til regelsættet for at øge myndighedernes opmærksomhed på, hvilke forvaltningsretlige forhold der gælder ved behandlingen og afgørelsen af sociale sager. Endelig gennemgås en række generelle forvaltningsretlige spørgsmål i kapitel 51.

Til toppen

Kapitel 45 – De grundlæggende forvaltningsretlige principper

Legalitetsprincippet – krav om hjemmel

441. Afgørelser, der pålægger borgerne byrder eller tillægger dem rettigheder, skal have hjemmel i lovgivningen. Afgørelsen må endvidere ikke stride mod andre regler i lovgivningen eller mod de grundlæggende forvaltningsretlige principper.

Det er myndigheden, fx kommunen eller klageinstansen, der ved administrationen af en lov må afgøre, hvordan loven og de regler, der knytter sig til loven, fx bekendtgørelser, skal bruges. Nogle bestemmelser giver myndighederne et helt frit eller et begrænset skøn, medens andre love ikke overlader et skøn til myndighederne. Det er dog yderst sjældent, at lovgivningen overlader myndighederne et helt frit skøn. Myndighedens skøn er ofte begrænset ved, at ministeren har udnyttet en bemyndigelse i loven til at udstede en bekendtgørelse, der beskriver, hvordan loven skal fortolkes. Myndigheden er forpligtet til at følge de regler, der fremgår af en bekendtgørelse udstedt af ministeren. Når den daglige administration planlægges og gennemføres, er det vigtigt at holde sig lovens intentioner for øje. De væsentligste elementer ved fortolkningen er ordlyden af selve loven, lovbemærkningerne, Folketingets drøftelser, eventuelle rapporter, betænkninger og lign., hidtidig domspraksis, ombudsmandspraksis og administrativ praksis, fx afgørelser fra Ankestyrelsen. Generelle vejledninger og praksisbeskrivelser indeholder ofte disse fortolkningsbidrag. Hvis den konkrete afgørelse ikke kan træffes alene på grundlag af den sociale lovgivning, skal myndigheden inddrage de generelle forvaltningsretlige regler og grundlæggende principper. Der kan i visse tilfælde være behov for at inddrage helt andre regler, fx reglerne om forældelse eller reglerne om tilbagebetaling af fejlagtigt udbetalte ydelser eller modregningsregler. Det er domstolene, der i sidste ende træffer den endelige afgørelse af, om en afgørelse har tilstrækkelig hjemmel.

Hvis en afgørelse ikke har hjemmel i loven, er den ugyldig, og der skal tages stilling til, om den skal annulleres (dvs. bortfald af afgørelsen) eller tilbagekaldes.

Det falder uden for denne vejledning at redegøre for virkningen af ugyldige afgørelser. Der henvises til den forvaltningsretlige litteratur og praksis fra bl.a. de sociale klageinstanser om tilbagekaldelse af begunstigende afgørelser og tilbagebetaling af fejlagtigt udbetalte ydelser (condictio indebiti) m.v.

Princippet om saglig forvaltning - magtfordrejning

442. Det forvaltningsretlige princip om saglighed i forvaltningen - magtfordrejningslæren - indebærer, at offentlige myndigheder ikke må forfølge usaglige eller uvedkommende hensyn. Når kommunerne og de sociale klageinstanser skal træffe afgørelse i en sag efter den sociale lovgivning, må der fx ikke tages hensyn til private eller andre interesser, der ikke kommer sagen ved. Det kan fx være tale om at begunstige borgere fra en bestemt bydel. Der må heller ikke forfølges ulovlige formål. Der kan fx være tale om at forfølge et ulovligt formål, hvis en kommune af hensyn til kommunens økonomi ikke bevilliger en skønsmæssig ydelse, fx hjælp efter aktivloven til enkeltudgifter eller sygebehandling. Hensynet til kommunens økonomi er i en sådan situation ikke et lovligt hensyn. Kommunen må således heller ikke nægte at stille et socialt tilbud til rådighed for en borger, der opfylder betingelserne i loven, alene med henvisning til, at årets budget er opbrugt. Kommunen må – og skal – tage økonomiske hensyn, når det drejer sig om valget mellem to forskellige tilbud, som er lige gode, men ikke er lige dyre.

Lighedsprincippet

443. Efter det forvaltningsretlige lighedsprincip er myndigheden forpligtet til at behandle ensartede tilfælde ens. Der skal derfor være saglige grunde for at gøre forskel. Lighedsprincippet har således tæt sammenhæng med princippet om saglig forvaltning som udgangspunkt for en vurdering af, om en forskelsbehandling er sagligt begrundet. Hvis fx to borgere har de samme helbredsmæssige problemer og har den samme erhvervsmæssige baggrund, vil det som udgangspunkt være i strid med lighedsprincippet kun at tilkende den ene førtidspension. Der kan dog være saglige grunde til forskelsbehandling, fx at kun den ene opfylder de almindelige betingelser i loven for retten til førtidspension.

Proportionalitetsprincippet

444. Proportionalitetsprincippet betyder, at forvaltningsmyndigheden er forpligtet til at vælge den mindst indgribende reaktion eller foranstaltning i de tilfælde, hvor forvaltningen har et valg mellem flere reaktioner eller foranstaltninger til at opnå det ønskede resultat. Princippet har fx betydning i sager efter servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge. Som eksempel kan nævnes, at en kommune ikke skal indstille til anbringelse af et barn uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver - en meget indgribende foranstaltning - hvis en mindre indgribende foranstaltning, fx støtte i hjemmet, er tilstrækkelig til at løse problemerne. Princippet er medtaget i reglerne om magtanvendelse i § 124 i serviceloven. Se også FOB 2004.425 hvor Folketinget Ombudsmand henstiller til det sociale nævn at vurdere proportionaliteten mellem en dagpengemodtagers enkeltstående udeblivelse fra en opfølgningssamtale og bortfald af retten til dagpenge.

Officialprincippet eller undersøgelsesprincippet

445. Officialprincippet indebærer, at myndighederne er ansvarlige for, at sagerne er tilstrækkeligt oplyste, før der træffes afgørelse. Dette princip, der ikke er skrevet i de generelle forvaltningsretlige regler, findes i § 10 i retssikkerhedsloven. (Der henvises herom til punkt 65-66 om reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sociale sager m.v.)

Princippet om den processuelle skadevirkning

446. Processuel skadevirkning af borgerens manglende medvirken i sagens oplysning indebærer, at myndigheden må træffe afgørelse på det foreliggende – ofte ufuldstændige - grundlag. Dette kan fx ske ved, at borgeren nægter at give samtykke til, at myndigheden indhenter de nødvendige oplysninger. Dette kan indebære, at borgeren ikke får den ansøgte ydelse eller får en anden eller mindre ydelse. Princippet er ikke skrevet i de generelle forvaltningsretlige regler, men findes i § 11 b i retssikkerhedsloven. (Der henvises herom til punkt 74-76 om reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sociale sager m.v.)

Til toppen

Kapitel 46 – Forvaltningsloven, persondataloven og offentlighedsloven

Forholdet mellem forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven

447. Forvaltningsloven, persondataloven og offentlighedsloven indeholder en række forskellige regler, som myndighederne skal efterleve. Der er tale om regler om inhabilitet, tavshedspligt, videregivelse af oplysninger, vejledning og repræsentation, aktindsigt, partshøring, begrundelse, klagevejledning og notatpligt.

Reglerne er beskrevet i Justitsministeriets vejledninger om forvaltningsloven og om offentlighedsloven fra december 1986. Reglerne om den registreredes rettigheder er beskrevet i Datatilsynets vejledning om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i persondataloven.

Til toppen

Kapitel 47 – Forvaltningsloven

Inhabilitet

448. Regler om inhabilitet er med til at sikre, at borgerens sag afgøres upartisk og til at styrke tilliden til myndighedens afgørelse. Reglerne skal sikre, at usaglige hensyn ikke påvirker afgørelsen. Der kan være tale om personinhabilitet i form af generel inhabilitet, dvs. at personen slet ikke kan virke indenfor myndigheden, eller i form af speciel inhabilitet, hvor personen ikke kan deltage ved behandlingen af en bestemt sag, fordi personen har en særlig interesse i eller tilknytning til den pågældende sag. Fx kan en praktiserende læge ikke deltage som kommunens lægekonsulent ved behandlingen af egne patienters sociale sager. Der er fastsat regler om lægekonsulenters inhabilitet i §§ 29-31 i retssikkerhedsbekendtgørelsen, se bilag 3.

Endvidere kan nævnes reglen i retssikkerhedslovens § 19, stk. 4, hvorefter den pædagogisk-psykologisk sagkyndige i børn- og ungeudvalget ikke kan deltage i behandling af andre sager vedrørende samme person eller samme familie inden for den offentlige forvaltning, herunder behandlingen af sager i statsforvaltningen og klagesager. Se om klagesager også punkt 236.

Spørgsmål om inhabilitet indgår bl.a. i:

SM O-12-99: Ankestyrelsen fandt, at mødelederen, der tidligere havde medvirket ved afgørelse af familiens sag i Ankestyrelsen, ikke var inhabil som påstået af advokaten.

Ankestyrelsen stadfæstede Børn og unge-udvalgets afgørelser om at anbringe et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke og om overvågning/afbrydelse af forældrenes samvær med barnet.

Østre Landsret stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse i det omfang, den forelå til prøvelse, herunder afgørelsen om, at mødelederen ikke var inhabil.

SM F-01-00: Statsamtmanden var som formand for det sociale nævn ikke inhabil ved behandlingen af en sag om hjælp til betaling af udgifter efter aktivloven. Statsamtmanden havde tidligere som formand for Tilsynsrådet taget stilling til ansøgers klage over kommunens behandling af hans skattesag.

SM F-02-00: A, der var formand for pensionstildelingsgruppen i kommunen og B, der var leder af ældre- og pensionsområdet i kommunen, ansås ikke for inhabil ved behandling af en pensionsansøgning. Ansøger havde tidligere været ansat i kommunen som socialformidler.

Sagsforberedelsen og indstilling blev foretaget i pensionsafdelingen. Sagsforberedelsen skulle normalt være sket i visitationsafdelingen, hvis chef havde været leder for ansøger.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A ikke havde arbejdet i samme afdeling som ansøger eller under samme nærmeste chef. Ansøger havde haft samarbejde med A omkring afstemning af mellemregningskonti, herunder årsregnskab på pensionsområdet. Dette samarbejde ophørte dog inden pensionsansøgningen. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at B ikke på noget tidspunkt havde arbejdet sammen med ansøger, og B havde ikke haft ledelsesmæssige relationer til ham. B havde ikke deltaget i et møde om hans opsigelse.

Nævn og råd

449. Kollegiale nævn og råd er som udgangspunkt ikke inhabile ved behandling af et tidligere medlems sag, men de konkrete forhold kan gøre, at der er tale om speciel inhabilitet.

Tidligere ansatte

450. Det samme gør sig gældende ved en myndigheds behandling af sager, der vedrører tidligere ansatte i myndigheden, fx ved en kommunes behandling af en ansøgning om førtidspension fra en tidligere ansat. Det er vigtigt, at myndigheden er opmærksom på inhabilitetsspørgsmålet, og myndigheden bør i afgørelsen oplyse borgeren om, at spørgsmålet om inhabilitet har været overvejet. Der kan også være tale om, at myndigheden selv er inhabil (myndigheds-inhabilitet), fx hvis myndigheden er part eller på anden måde har en særlig interesse i en sag. Myndighedsinhabilitet er ikke reguleret i forvaltningsloven. Fx kan der være tale om myndighedsinhabilitet, hvis Arbejdsskadestyrelsen skal tage stilling til spørgsmålet om arbejdsskadeerstatning til egne ansatte, der er kommet til skade under arbejde for styrelsen.

Hvis myndigheden er inhabil og ikke kan overlade sagen til en anden myndighed – fx som Ankestyrelsen ikke kan - skal myndigheden beholde sagen. Går afgørelsen borgeren imod, skal myndigheden være særlig omhyggelig med at skrive i begrundelsen, at afgørelsen stemmer fuldt overens med sædvanlig praksis på området og skal så vidt muligt sikre, at sagen ikke behandles af medarbejdere, der er eller har været nære kolleger eller chef for pågældende.

Myndighedsinhabilitet bevirker ligesom personinhabilitet, at afgørelsen normalt bliver ugyldig.

Vejledning

451. Reglerne i forvaltningsloven om vejledning og repræsentation suppleres af reglerne i retssikkerhedslovens §§ 4 og 5, og regler i serviceloven om vejledning om særlige emner. Reglerne skal bidrage til at sikre, at sagen afgøres af den rigtige myndighed og til, at borgeren forstår sagsbehandlingen. Myndigheden skal vejlede om eventuelle muligheder for hjælp hos anden myndighed eller efter anden lovgivning, og myndigheden skal så vidt muligt videresende skriftlige henvendelser, der ikke hører under myndighedens område, til rette myndighed. Dette skal man også være opmærksom på i administrativt opdelte kommuner, fx med lokalcentre.

452. Hvis myndigheden giver borgeren forkert eller mangelfuld vejledning kan borgeren have krav på at blive stillet som om en ansøgning var indgivet på tidspunktet for den forkerte eller mangelfulde vejledning. Det er dog en forudsætning, at den forkerte eller mangelfulde vejledning har bragt borgeren i en vildfarelse og borgeren ikke burde have undersøgt forholdet nærmere. (Se afsnit II, punkt 43-47 om konsekvenserne af forkert rådgivning.)

453. Efter forvaltningslovens § 7 skal myndigheder i sager, hvor der træffes afgørelser, i fornødent omfang give vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

God forvaltningsskik udvider på to områder denne pligt til at give vejledning. Der bør således også ydes vejledning og bistand på områder, hvor myndigheden ikke træffer afgørelser, men udøver faktisk forvaltningsvirksomhed. Se hertil kapitel 36. Endvidere er det ikke altid tilstrækkeligt kun at yde vejledning, når borgeren selv beder om det. Er der en tilstrækkelig anledning til det, bør myndigheden som følge af god forvaltningsskik efter omstændighederne på eget initiativ vejlede borgeren om, hvilke regler m.v. der gælder på det pågældende område.

Det betyder, at en forvaltningsmyndighed i vid udstrækning har pligt til at vejlede borgeren. Hvis borgeren ikke behersker det danske sprog eller har et kommunikationshandicap, er det en følge af denne vejledningspligt, at myndigheden normalt bør skaffe den fornødne bistand, fx i form af tolkebistand og ved at oversætte afgørelser og skriftligt materiale i fornødent omfang. Der henvises endvidere til reglerne i den nordiske sprogkonvention, som beskrevet i Justitsministeriets vejledning fra december 1986 til forvaltningsloven. (Se punkt 33.)

Repræsentation

454. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag jf. princippet i § 4 i retssikkerhedsloven - se kapitel 6. Dette indebærer ikke, at borgeren nødvendigvis personligt skal medvirke, idet borgeren som udgangspunkt har ret til at lade sig repræsentere (partsrepræsentation) eller bistå (bisidder) af andre, jf. § 8 i forvaltningsloven. Myndigheden skal sikre, at borgeren kan udnytte muligheden for medvirken og må derfor fx vejlede om muligheden for, at borgeren kan lade sig repræsentere eller bistå af andre, hvis der er konkrete forhold, der gør, at borgeren vanskeligt er i stand til at medvirke. Retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre gælder også ved eventuel klage. Der er som udgangspunkt ikke mulighed for at få dækket udgifter til advokat, revisor eller anden repræsentant eller bisidder. Efter lov om social service er der dog ret til gratis advokatbistand under visse sager om magtanvendelse og om anbringelse af børn uden for hjemmet.

455. Retten til at lade sig repræsentere af andre gælder både ved myndighedens behandling af en sag, hvori der træffes en formel afgørelse og ved udførelse af faktisk forvaltningsvirksomhed. Det giver borgeren ret til at lade sig repræsentere af andre, eksempelvis ved den faktiske tilrettelæggelse af hjemmeplejen. Reglerne om partsrepræsentation er dog ikke tilstrækkelige, hvis borgeren på grund af sygdom eller psykisk funktionsnedsættelse ikke er i stand til at varetage sine egne interesser. I disse tilfælde vil det ofte være nødvendigt, at der iværksættes et værgemål efter værgemålsloven. (Se punkt 38, 39, 84 og 99 om værgemål.)

456. Hvis der er en partsrepræsentant, skal partsrepræsentanten have besked (meddelelse) om de enkelte dele af sagsbehandlingen (processuelle beslutninger), idet repræsentanten har beføjelser som part efter forvaltningsloven i sagen. En beslutning om at iværksætte en undersøgelse eller om at genoptage en sag samt selve afgørelsen i sagen skal altid meddeles partsrepræsentanten. En eventuel klagefrist regnes først fra partsrepræsentantens modtagelse af afgørelsen. Myndigheden kan sende kopi af skrivelserne til parten, jf. FOB 1997.223 ff.

Hvis der alene er tale om en bisidder er det fortsat borgeren, der har alle partsbeføjelser. Kommunen skal således kun inddrage bisidderen i sagsbehandlingen i det omfang dette er aftalt med borgeren. Læs også om bisiddere og partsrepræsentanter på Ankestyrelsens hjemmeside, www.ast.dk.

Tavshedspligt

457. Personer inden for den offentlige forvaltning har pligt til over for andre at hemmeligholde oplysninger af rent privat karakter eller fortrolige oplysninger, der vedrører bl.a. enkeltpersoner. Brud på tavshedspligten sker, når en person eller myndighed uberettiget giver sådanne oplysninger videre.

Reglerne om tavshedspligt fremgår af forvaltningsloven og straffeloven, og de er beskrevet i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

I Socialministeriets håndbog om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene er reglerne om tavshedspligt, videregivelse og indhentning af oplysninger beskrevet særligt med henblik på kommunalt og amtskommunalt ansatte samt private personer, som arbejder med børn og unge. Denne håndbog er udarbejdet i et samarbejde mellem Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet og Socialministeriet.

458. Efter § 27 i forvaltningsloven har den, der virker inden for den offentlige forvaltning, tavshedspligt, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Brud på tavshedspligten kan sanktioneres af den relevante myndighed, fx i form af en disciplinær foranstaltning over for en ansat, som har overtrådt sin tavshedspligt. I grovere tilfælde kan der blive tale om en strafferetlig sanktion efter straffeloven.

Hvem har tavshedspligt

459. Reglerne om tavshedspligt i offentlig tjeneste eller hverv omfatter enhver inden for den offentlige forvaltning, hvad enten de er tilknyttet den statslige eller den kommunale forvaltning. Tavshedspligten gælder både for tjenestemænd og overenskomstansatte, og den gælder uanset, om pågældende er midlertidigt eller varigt ansat og fuld- eller deltidsbeskæftiget. Tavshedspligten består også efter ansættelsens eller hvervets ophør.

Nævn og råd

460. Også medlemmer af nævn og råd, der er nedsat i tilknytning til den offentlige forvaltning, samt personer, der er tilknyttet kommunale fællesskaber, er omfattet af forvaltningslovens § 27.

Offentlige hverv

461. Personer, der varetager offentlige hverv, hvad enten hvervet er varigt eller forbigående, lønnet eller ulønnet, frivilligt eller pligtmæssigt (ombud), og hvad enten det beror på beskikkelse eller valg, har også tavshedspligt. Medlemmer af kommunalbestyrelser, medlemmer af handicapråd og medlemmer af ældreråd, klageråd og af forældrebestyrelser i dagtilbud er således omfattet af reglerne om tavshedspligt, og det gælder også for beskikkede medlemmer i Ankestyrelsen og i de sociale nævn. Også stedfortrædere for ovennævnte personer har tavshedspligt.

Efter forvaltningslovens § 27, stk. 3, kan en myndighed bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til oplysninger, som myndigheden uden at være forpligtet til det giver pågældende. Reglen bruges typisk i forhold til forskere og andre, som ikke i forvejen har tavshedspligt, og som til deres forskning har brug for fortrolige oplysninger. Bestemmelsen kan også bruges over for skolepraktikanter, der ikke som studerende og elever er omfattet af tavshedspligten.

Privates tavshedspligt

462. Tavshedspligten gælder også for personer ansat hos private, der udfører opgaver for kommunen eller regionen, herunder også ansatte i private selvejende institutioner, jf. straffelovens § 152 a. Efter retssikkerhedslovens § 43, stk. 2, er private, der udfører opgaver for det offentlige, omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når opgaven udføres, herunder også tavshedspligten i forvaltningslovens § 27. Private, der udfører sociale opgaver, skal overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven.

(Der henvises til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, punkt 141)

Tavshedspligten bortfalder ikke med tjenestens eller hvervets ophør. Også efter dette tidspunkt er tidligere offentligt ansatte m.fl. bundet af deres tavshedspligt, således at det er dem forbudt uberettiget at videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de har fået kendskab til i forbindelse med tjenesten eller hvervet.

Hvilke oplysninger

463. I forvaltningslovens § 27, stk. 1, opregnes en række af de hensyn, der efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt. En oplysning er i øvrigt omfattet af tavshedspligten, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig. »Anden gyldig bestemmelse« kan fx være en bekendtgørelse, en forretningsorden eller en tjenestebefaling om tavshedspligt.

Adgangen til at give tjenestebefalinger er begrænset. Det fremgår af forvaltningslovens § 27, stk. 2. En myndighed kan således ikke vilkårligt pålægge ansatte m.v. tavshedspligt; pligten skal pålægges i forhold til oplysninger, som det er »nødvendigt at hemmeligholde«.

På det sociale område har navnlig de hensyn, som er nævnt i § 27, stk. 1, nr. 6, betydning, idet der her er tale om enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold. Derfor uddybes denne bestemmelse i det følgende. Med hensyn til de øvrige typer af oplysninger, der er nævnt i § 27, stk. 1, henvises til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

Beskyttelse af privatlivets fred

464. Formålet med forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, er at beskytte privatlivets fred. Omfattet af bestemmelsen er først og fremmest oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold.

Oplysninger om foreningsmæssige forhold og væsentlige sociale problemer, fx misbrug af nydelsesmidler og lignende, er ligeledes typisk også omfattet af bestemmelsen.

Også andre oplysninger vedrørende enkeltpersoners forhold, der ikke er umiddelbart tilgængelige for andre, vil efter bestemmelsen kunne være omfattet af tavshedspligten. Det gælder fx oplysninger om familiemæssige forhold og oplysninger om indtægts- og formueforhold. Også oplysninger om CPR-nummer er omfattet af tavshedspligten.

Det skal fremhæves, at ovennævnte opremsning af eksempler på oplysninger om enkeltpersoner der er undergivet tavshedspligt, ikke er udtømmende.

Det kan afhænge af, i hvilken sammenhæng oplysninger kommer frem, om de må anses som fortrolige. En almindelig adresseoplysning vil således normalt ikke være fortrolig, men kan være det, fx hvis en person har en beskyttet adresse, eller hvis adressen viser, at en person er indlagt på et psykiatrisk hospital eller er i fængsel. Det samme kan gælde oplysninger, der indirekte røber et klientforhold.

Hvem afgør, om der er tavshedspligt

465. Den, der får kendskab til fortrolige oplysninger i forbindelse med sit arbejde, skal selv påse, at oplysningerne ikke videregives til uvedkommende.

I nogle tilfælde kan der være tvivl om, hvorvidt en oplysning er fortrolig. I et vist omfang kan sådanne tvivlsspørgsmål løses ved, at myndighedens ledelse over for de ansatte ved tjenestebefaling præciserer, i hvilket omfang bestemte oplysninger må anses for at være fortrolige. Herudover bør den, der er i tvivl om, hvorvidt en oplysning er undergivet tavshedspligt, altid søge råd hos ledelsen.

Hvad indebærer tavshedspligten

466. Når man har tavshedspligt, betyder det, at man ikke må give fortrolige oplysninger videre til uvedkommende. Brud på tavshedspligten foreligger, selv om de fortrolige oplysninger kun er røbet til en enkelt, eventuelt nærtstående person, i en snæver fortrolig kreds eller over for nogen, der har lovet ikke at bringe dem videre.

Tavshedspligten kan også tilsidesættes ved at udnytte fortrolige oplysninger på en retsstridig måde uden at give dem videre. Tavshedspligten kan efter omstændighederne også overtrædes ved passivitet, fx ved at fortrolige dokumenter opbevares på en så uforsvarlig måde, at uvedkommende kan få adgang til oplysninger. Dette kan sidestilles med uberettiget videregivelse af oplysninger.

Pligt til at give oplysninger m.v.

467. I straffelovens § 152 e er det udtrykkeligt fremhævet, at tavshedspligten ikke gælder, hvis den pågældende har pligt til at give oplysningerne videre, eller hvis pågældende handler i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv.

Straffelovens regler om straf for brud på tavshedspligten kan ligesom andre bestemmelser i straffeloven ikke bruges, hvis en handling er berettiget i medfør af reglerne om fx nødværge eller nødret.

Pligt til at vidne

468. Generelt kan man ikke med henvisning til tavshedspligt blive fritaget for at vidne ved domstolene, men der er i retsplejelovens §§ 170-172 særlige regler om, at visse personer med tavshedspligt kan blive fritaget for at vidne ved retssager.

Samtykke

469. Hvis den, oplysningerne vedrører, har givet samtykke til, at oplysningerne gives videre, er der normalt ikke tale om brud på tavshedspligten.

Videregivelse af oplysninger - § 28 i forvaltningsloven

Hovedregel, som forbyder videregivelse

470. Forvaltningslovens § 28 bestemmer, at en offentlig myndighed som hovedregel ikke må give fortrolige oplysninger videre til en anden forvaltningsmyndighed. Reglen gælder – i modsætning til forvaltningslovens § 29 – både i sager, der rejses af ansøgeren, og i sager, der rejses af myndigheden.

Bestemmelsen opdeler fortrolige oplysninger i to kategorier, nemlig i rent private oplysninger og i almindeligt fortrolige oplysninger. Begge former for fortrolige oplysninger er omfattet af reglerne om tavshedspligt. (Se punkt 89 om forholdet mellem §§ 11 a og 11 c i retssikkerhedsloven og § 28 i forvaltningsloven.)

Oplysninger om rent private forhold

471. Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed. Som eksempler på rent private forhold nævnes i loven oplysninger om race, religion, seksuelle eller strafbare forhold, helbredsforhold og om væsentlige sociale problemer.

Andre fortrolige oplysninger

472. Andre fortrolige oplysninger må efter § 28, stk. 3, kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen har væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Der må altså heller ikke videregives fortrolige oplysninger mellem forskellige forvaltninger, medmindre der er et sagligt behov for dette.

Undtagelser

473. Oplysninger om rent private forhold og andre fortrolige oplysninger kan dog efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, gives videre i følgende tilfælde:

  • Når den, som oplysningen angår, har givet samtykke (Samtykket skal normalt være skriftligt).
  • Når det følger af anden lovhjemmel, at en oplysning skal videregives. Et eksempel herpå er § 153 i serviceloven om underretningspligten for offentligt ansatte m.fl., når der er formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Se Socialministeriets vejledning om tilbud efter serviceloven til børn og unge. Et andet eksempel er § 11 c, jf. § 11 a, hvorefter myndighederne i særlige typer af sager, kan forlange at få oplysninger fra andre uden borgerens samtykke. (Se punkt 113-114) Et tredje eksempel er retsplejelovens § 115 b, der giver skole, politi og socialforvaltning adgang til at udveksle oplysninger af hensyn til det kriminalitetsforebyggende arbejde.
  • Når oplysningerne gives videre for at varetage private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, som oplysningen angår (værdispringsreglen).
  • Når oplysningerne bliver givet videre, fordi det er nødvendigt for at behandle en sag, eller at oplysningerne er nødvendige for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Værdispringsreglen

474. Forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, kaldes også værdispringsreglen. Efter denne regel er en forvaltningsmyndighed berettiget til at give meget følsomme oplysninger videre til en anden forvaltningsmyndighed uden borgerens samtykke, når der er et klart værdispring mellem på den ene side hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelsen selv over for andre myndigheder, og på den anden side afgørende modhensyn til enten private eller offentlige interesser. Værdispringsreglen gælder ikke for oplysninger omfattet af §§ 11 a og 11 c i retssikkerhedsloven. (Se punkt 89.)

Selvstændige forvaltningsmyndigheder

475. Oplysninger må som hovedregel ikke gives videre til en anden selvstændig forvaltningsmyndighed. Selvstændige forvaltningsmyndigheder er ministerier, direktorater, statsforvaltninger, kommuner, regioner, de sociale nævn, beskæftigelsesankenævn, Ankestyrelsen, selvejende institutioner med aftale med en kommune, den enkelte folkeskole m.v.

Hertil kommer administrative organer, der ved lov har fået en selvstændig kompetence, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 6. Der er kun få instanser, på det sociale område som har en selvstændig kompetence. Det gælder for børn og unge-udvalget, ældrerådet, klagerådet og handicaprådet (retssikkerhedslovens §§ 18, 30, 34 og 37 a). Disse instanser skal således følge reglerne i forvaltningslovens § 28. Reglen gælder også, hvis det drejer sig om at udveksle oplysninger med den kommunale forvaltning eller politiske udvalg i kommunen.

Den kommunale enhedsforvaltning

476. Særligt for kommuner skal det fremhæves, at de forskellige forvaltninger, fx social- og sundhedsforvaltningen, beskæftigelsesforvaltningen (herunder kommunen i jobcenteret), skoleforvaltningen og kulturforvaltningen, er dele af den kommunale enhedsforvaltning. De sociale forvaltninger er således ikke i forhold til resten af kommunen selvstændige forvaltningsmyndigheder. § 28 i forvaltningsloven regulerer derfor ikke spørgsmålet om videregivelse af oplysninger inden for kommunen.

En kommunes politiske udvalg er heller ikke selvstændige forvaltningsmyndigheder i forhold til resten af kommunen. Det gælder uanset, om en kommune vælger at lade sociale sager behandle i et socialudvalg eller i et andet stående udvalg sammen med andre typer af sager, eller om kommunen vælger at lade forskellige typer sociale sager behandle i forskellige stående udvalg.

Inden for kommunen er adgangen til at udveksle oplysninger begrænset af reglerne om tavshedspligt i forvaltningslovens §§ 27 og 29 (se punkt 457) og af reglen i forvaltningslovens § 32 om, at man ikke må skaffe sig andre oplysninger end dem, der er nødvendige for at behandle sagen (se punkt 487).

Når en kommune eller region behandler oplysninger elektronisk, finder persondataloven anvendelse. Ved behandling af persondata i kommunen på en måde, der medfører, at persondataloven finder anvendelse, skal persondatalovens behandlingsregler i § 6-8 overholdes. Dette gælder også selv om behandlingen sker inden for den kommunale enhedsforvaltning. I praksis vil mulighederne for at udveksle oplysninger efter persondataloven inden for kommunen og regionerne dog være de samme som adgangen til at udveksle oplysninger efter forvaltningslovens § 32, jf. ovenfor. Persondatalovens øvrige krav, fx om god databehandlingsskik samt sikkerhedskravene, skal i øvrigt følges, når behandlingen af oplysningen er omfattet af persondataloven. (Se kapitel 49 om persondatalovens regler. Det skal bemærkes at persondataloven også omfatter oplysninger, som indgår i et manuelt register, der ikke nødvendigvis skal være elektronisk, for at persondataloven finder anvendelse. Se desuden punkt 89 om anvendelsesområdet for §§ 11 a-c i retssikkerhedsloven.)

Særlige regler om oplysning af ansøgningssager - § 29

Rent private oplysninger - hovedreglen

477. Efter § 29 i forvaltningsloven er hovedreglen, at myndigheden i ansøgningssager ikke må indhente oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed. Myndigheden må imidlertid gerne indhente oplysninger, som ikke vedrører enkeltpersoners rent private forhold fra andre dele af forvaltningen. Denne adgang til at indhente andre oplysninger begrænses ikke af kravet om samtykke i § 11 a i retssikkerhedsloven, som alene vedrører indhentelse af oplysninger uden for forvaltningen.

Sammenholdt med forvaltningslovens § 28 gælder forvaltningslovens § 29 ikke for alle typer af sager, men kun for ansøgningssager. Men rækkevidden er større, idet oplysninger heller ikke må indhentes fra andre dele af forvaltningen.

Rent private oplysninger - undtagelser

478. Hovedreglen om, at myndigheden i ansøgningssager ikke må indhente oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold brydes,

  • når ansøgeren har givet samtykke, der ikke behøver at være skriftligt,
  • når det ved lov er bestemt, at oplysningerne kan gives videre, og
  • når særlige hensyn til ansøgeren er klart større end ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

Forvaltningslovens § 29 giver mulighed for at indhente oplysninger uden ansøgerens samtykke, når det ved lov er bestemt, at oplysningerne kan indhentes. Bestemmelsen regulerer således indhentelse af oplysninger fra andre dele af forvaltningen uden borgerens samtykke i ansøgningssager. Indhentelsen kan kun ske i det omfang, der er en særlig lovhjemmel, eller der er et særligt hensyn til ansøgeren, som overstiger hensynet til hemmeligholdelsen. Der er ikke hjemmel i retssikkerhedsloven til at indhente private oplysninger i ansøgningssager uden borgerens samtykke. Retssikkerhedslovens § 11 c, jf. § 11 a, omhandler ikke ansøgningssager. Forvaltningen kan således kun indhente oplysninger fra andre dele af forvaltningen i ansøgningssager uden borgerens samtykke, hvis et særligt hensyn til ansøgeren er klart større end hensynet til hemmeligholdelsen.

I andre sager end ansøgningssager kan forvaltningen indhente oplysninger fra andre dele af forvaltningen. I de sager, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 11 c, jf. § 11 a, kan forvaltningen endvidere indhente oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder.

Andre dele af forvaltningen

479. Med udtrykket »andre dele« af forvaltningen sigtes der til forvaltningsmyndigheder, som varetager forskellige forvaltningsopgaver. Har kommunen fx organiseret sig med en forvaltning, som alene behandler sociale sager, og en forvaltning, der behandler skolesager, fremgår det af § 29, at ansøgeren i en sag efter folkeskolelovgivningen skal give samtykke til, at skoleforvaltningen indhenter oplysninger fra den del af forvaltningen, som behandler sociale sager.

Har kommunen derimod etableret en »fællesforvaltning«, som både behandler sociale sager og skolesager, er der tale om »samme del af forvaltningen«, hvorfor samtykke efter forvaltningslovens § 29 normalt ikke er påkrævet. Det er i den forbindelse uden betydning, at fællesforvaltningen er opdelt i en række kontorer eller afdelinger.

Borgerservicecentre

480. I Indenrigs- og Sundhedsministeriets lov om kommunale borgerservicecentre er der særlige regler om videregivelse og indhentelse af oplysninger fra andre dele af forvaltningen og fra andre myndigheder, som får varetaget opgaver i borgerservicecentret.

Enhedsforvaltningen og tavshedspligten

481. Inden for den kommunale enhedsforvaltning kan oplysningerne som hovedregel udveksles frit, hvis udvekslingen sker som led i sagsbehandlingen og er sagligt begrundet. At der er en enhedsforvaltning betyder ikke, at fortrolige oplysninger uhindret kan vandre fra en afdeling til en anden. Se punkt 476.

Hvis der fx er tale om opfølgning af en sygedagpengesag, og den sygemeldte er ansat i kommunen, skal oplysningerne hos arbejdsgiveren – kommunen – indhentes på samme måde, som hvis den sygemeldte var ansat hos en privat arbejdsgiver eller en anden arbejdsgiver uden for kommunen. Dvs. at der skal indhentes samtykke hos den sygemeldte til, at oplysningerne indhentes inden for kommunen.

Såvel når det drejer sig om ansøgningssager som i andre sager, er videregivelsen af oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 27, jf. straffelovens § 152, dvs. at videregivelsen af oplysningerne skal være berettiget.

Videregivelse og indhentning af oplysningerne er endvidere beskyttet af forvaltningslovens § 32 om, at en sagsbehandler ikke må skaffe sig oplysninger, der ikke har betydning for sagen og dens behandling. (Se punkt 487.)

Pligt til at give oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed - § 31

482. Forvaltningslovens § 31 bestemmer, at en forvaltningsmyndighed, der er berettiget til at give en oplysning videre, og som fra en anden forvaltningsmyndighed får anmodning om oplysninger, også har pligt til at give disse videre. Den myndighed, der har oplysningerne, afgør, om det er berettiget at give oplysningerne videre, dvs. om oplysningerne er relevante for den anden myndighed. Åbenlyst irrelevante oplysninger må ikke udleveres. Det er den myndighed, der beder om oplysningerne, der skal sørge for samtykke fra borgeren.

Pligten indtræder dog ikke, hvis arbejdet med at give oplysningen medfører et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne. Når det drejer sig om oplysninger om en borger, vil en myndighed normalt ikke kunne afvise at give oplysningen med henvisning til denne undtagelse.

483. I følge forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, og § 29, stk. 2, nr. 2, brydes reglerne om fortrolighed, når der ved lov er fastsat særlige regler.

Retssikkerhedslovens regler

484. I retssikkerhedslovens § 11 a og § 11 c er der således fastsat regler om pligt til at give oplysninger i sociale sager. (Se punkt 89.)

Underretningspligt på børneområdet

485. I henhold til § 153 i serviceloven er der i Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt efter serviceloven fastsat regler om, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Dette gælder efter bekendtgørelsen også for alle læger og enhver medarbejder ved puljeordninger efter § 25 i serviceloven og ved de frie grundskoler. Om disse regler se Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om tilbud til børn og unge.

486. Enhver, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen. Det står i servicelovens § 154.

Forbud mod uden grund at skaffe sig fortrolige oplysninger

487. Reglerne om tavshedspligt forhindrer ikke, at ansatte på sædvanlig måde samarbejder om løsningen af opgaverne, eller at almindelige sagsbehandlingsrutiner følges. Det afgørende er, at der ved behandling af sagerne tages hensyn til, at man ikke skaffer sig - eller kræver - andet end de oplysninger, som er nødvendige.

Fx skal man ikke uden videre anmode om at få samtlige akter i en sag, men kun bede om dem, som er relevante for ens egen sagsbehandling. Når en anden myndighed beder om en sag, skal man sørge for, at det kun er de relevante oplysninger, der videregives. Er man i tvivl, er det nærliggende at spørge den myndighed, der har bedt om sagen, om hvilke typer af oplysninger som er relevante.

Sammenfattende om forvaltningsloven og oplysning af sociale sager

488. Det følgende er en opsummering af §§ 28 og 29 i forvaltningsloven med særlig vægt på bestemmelsernes betydning i sociale sager.

Videregivelse/ indhentelse mellem myndigheder

Hovedreglen i § 28 i forvaltningsloven er, at en myndighed ikke kan videregive oplysninger til en anden myndighed om rent private forhold. Andre fortrolige oplysninger end oplysninger om rent private forhold, må kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når oplysningen må antages at have væsentlig betydning for myndighedens afgørelse.

Den enkelte folkeskole eller statsforvaltningen må kun videregive oplysninger i overensstemmelse med § 28. Friskoler, private grundskoler og frie kostskoler er ikke omfattet af forvaltningslovens § 28, da disse skoler ikke er forvaltningsmyndigheder, men private undervisningsinstitutioner.

Lov

Det kan ved lov eller i bekendtgørelsesform være bestemt, at oplysninger om rent private forhold må videregives eller indhentes. Retssikkerhedslovens § 11 a er et eksempel på en sådan lovregel. Efter § 11 a kan den myndighed, der behandler sagen, forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige videregiver oplysninger om en person, der søger om hjælp. Bestemmelsen giver dog ikke ret til at indhente oplysninger uden personens samtykke. Kun i de særlige situationer, der er nævnt i § 11 c, eller hvis der er tale om oplysninger om økonomiske forhold efter § 11 a, stk. 2, kan myndigheden indhente oplysninger uden personens samtykke. Se afsnit III.

Om sammenhængen mellem § 11 c, jf. § 11 a i retssikkerhedsloven og forvaltningslovens §§ 28 og 29 henvises til punkt 89. Bestemmelsen kan ikke anvendes til at indhente oplysninger om andre end ansøgeren, fx ægtefæller og samlevere. Her må myndigheden anvende § 28 i forvaltningsloven. Bestemmelsen kan heller ikke anvendes, når socialforvaltningen selv vil videregive oplysninger. Her skal betingelserne i § 28 i forvaltningsloven være opfyldt.

Samtykke

Oplysninger kan videregives eller indhentes, hvis den som oplysningerne angår har givet samtykke. Et samtykke til at give rent private oplysninger videre skal som hovedregel være skriftligt. Dette skriftlige samtykke skal efter forvaltningslovens § 28, stk. 4, indeholde oplysning om, hvilke oplysninger der er tale om, hvem de må videregives til og til hvilket formål. Samtykke bortfalder senest et år efter, at det er givet.

Når der skal opnås samtykke, må sagsbehandleren forsøge at informere pågældende om, hvilke oplysninger der er tale om, og hvorfra de skal skaffes.

Det er også vigtigt, at et samtykke til at indhente oplysninger ikke går videre, end det er nødvendigt. Det bør - også i de tilfælde, hvor et samtykke er fortrykt på en standardblanket - begrænses til de relevante typer af oplysninger sådan at det ikke omfatter alle former for oplysninger.

I ansøgningssager efter forvaltningslovens § 29 (se nedenfor) er der ikke krav om, at samtykket skal være skriftligt, men det vil af bevismæssige grunde være hensigtsmæssigt, at indhente samtykket skriftligt. Hvis der i en ansøgningssag er givet mundtligt samtykke til, at der indhentes rent private oplysninger fra en anden forvaltningsmyndighed, er det ikke nødvendigt, at denne anden myndighed derefter indhenter skriftligt samtykke efter § 28.

Samtykket efter forvaltningslovens § 29 bortfalder ikke efter 1 år, som det gør efter § 28.

Hvis myndigheden i ansøgningssagerne på forhånd kan se, at der i løbet af sagsbehandlingen skal indhentes flere oplysninger, bør myndigheden sammen med ansøgeren aftale, hvor mange gange der skal indhentes samtykke, og hvilken form samtykket skal have. Formålet med den fælles aftale er, at ansøgeren ikke unødigt skal underskrive diverse skemaer, og at myndigheden overholder sin pligt til ikke at indhente oplysninger, som borgeren ikke ønsker, bliver indhentet.

Med hensyn til virkningen af, at en person ikke vil give samtykke til at indhente oplysninger, se afsnit III.

Videregivelse og indhentning af oplysninger fra andre dele af forvaltningen

489. Hvis socialforvaltningen vil indhente oplysninger fra andre dele af kommunen gælder § 28 ikke. Udveksling af oplysningerne inden for forvaltningen er således som udgangspunkt kun begrænset af § 32 i forvaltningsloven om, at man ikke må indhente irrelevante oplysninger. Udveksling af oplysninger kan derfor ske i vidt omfang inden for kommunen.

En sagsbehandler kan derfor indhente nødvendige oplysninger fra andre dele af den kommunale forvaltning, fx fra skoleforvaltningen (men ikke den enkelte skole, se punkt 479), herunder den skolepsykologiske rådgivning.

Ansøgningssager

Der findes en særregel i § 29 om ansøgningssager. Er der tale om en ansøgningssag, må fortrolige oplysninger, som hovedregel ikke indhentes, hverken fra en anden forvaltningsmyndighed eller fra andre dele af forvaltningen. Dette udgangspunkt kan dog fraviges ud fra samme betingelser som gælder for fravigelse af hovedreglen i § 28. (Se punkt 478).

Oplysninger til/ fra andre end offentlige myndigheder

490. Bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 28 og 29 gælder i forhold til myndigheder.

Forvaltningsloven regulerer spørgsmålet om at give oplysninger videre fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed, men ikke direkte spørgsmålet om at give oplysninger videre til andre, fx domstole, Folketinget, Folketingets Ombudsmand, udenlandske myndigheder, privat praktiserende læger m.v. Spørgsmålet om, hvorvidt det er berettiget at give en oplysning videre til andre, må bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 27 om tavshedspligt, medmindre forholdet er omfattet af en særlig regel om tavshedspligt.

Forvaltningslovens § 29 om at indhente oplysninger gælder også kun i forhold til andre dele af forvaltningen eller andre forvaltningsmyndigheder. Retssikkerhedslovens § 11 c giver imidlertid hjemmel til at indhente oplysninger uden samtykke - fx rent private oplysninger fra en privat arbejdsgiver- se afsnit III. Hvis der skal indhentes sådanne oplysninger, skal de have betydning for den opgave, som man skal udføre, jf. forvaltningslovens § 32. (Se punkt 487.)

(Se i øvrigt punkt 499, der giver en sammenfatning af, hvordan en sag skal oplyses, hvis persondataloven finder anvendelse. AFSNITtet indeholder også eksempler, der kan illustrere, hvornår henholdsvis retssikkerhedsloven og forvaltningslovens skal anvendes til at oplyse en social sag.)

Parters aktindsigt

491. Forvaltningslovens regler om aktindsigt betyder, at borgeren eller dennes repræsentant har ret til at få kopi af de dokumenter, der indgår i sagen, hvis de anmoder om det. Hvis der i sagen indgår akter, som alene findes i myndighedens elektroniske journaler, er myndigheden efter § 10 i forvaltningsloven forpligtet til at sende ansøgeren en udskrift heraf. Dette gælder også breve, som automatisk udsendes fra myndighedens elektroniske journaler eller fra andre systemer, fx udbetalingssystemer i KMD. (Se også punkt 529 om indsigt efter persondataloven.)

Når der er anmodet om aktindsigt, og borgeren har ret til denne, skal myndigheden efter forvaltningslovens § 11, stk. 1, udsætte sagens afgørelse, indtil borgeren har fået adgang til at gøre sig bekendt med akterne.

Se også SM: F-1-05: En kommune havde pligt til at give løbende aktindsigt med regelmæssige mellemrum i en sag i kommunen, som vedrørte støtte til familien i anledning af et barns handicap. Det var således ikke tilstrækkeligt, at give aktindsigt i forbindelse med partshøring før afgørelsen. Af den forvaltningsretlige litteratur og en udtalelse fra Folketingets Ombudsmand fremgår, at en part som hovedregel har ret til løbende aktindsigt. Der forelå ikke sådanne særlige omstændigheder i sagen, at hovedreglen kunne fraviges.

Interne arbejdsdokumenter er undtaget

492. Det er ikke alle dokumenter i sagen, der er omfattet af retten til aktindsigt. Fx omfatter retten normalt ikke myndighedens interne arbejdsdokumenter og brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed. Dette fremgår af § 12 i forvaltningsloven. Interne arbejdsdokumenter er dog efter § 13 i forvaltningsloven omfattet af parternes ret til aktindsigt, hvis de foreligger i endelig form og enten alene gengiver indholdet af myndighedens endelige beslutning om sagens afgørelse eller alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som myndigheden har haft pligt til at notere efter reglerne om notatpligt i § 6 i offentlighedsloven. (Se nedenfor i punkt 508-510 om notatpligten.) Retten til aktindsigt omfatter også interne dokumenter, der er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed over sagens faktiske omstændigheder. Dette fremgår af § 13 i forvaltningsloven.

Meroffentlighed

493. I alle tilfælde hvor en myndighed giver afslag på aktindsigt, fx på grund af at der er tale om interne arbejdsdokumenter, skal myndigheden overveje at give aktindsigt i videre omfang efter princippet om meroffentlighed. Myndigheden skal overholde reglerne om tavshedspligt, når den giver aktindsigt efter reglerne om meroffentlighed. Formålet med retten til aktindsigt er, at borgeren skal have mulighed for at gøre sig bekendt med alle de oplysninger, der ligger til grund for den afgørelse, der skal træffes eller er truffet. Borgeren har så mulighed for at kommentere oplysningerne, komme med eventuelle rettelser eller gøre opmærksom på, om der mangler oplysninger, som kan have betydning for sagen.

Partsbegrebet

494. Retten til aktindsigt efter § 9 i forvaltningsloven omfatter de personer, der har status som part i sagen. Det vil typisk være den person, der ansøger om en social ydelse. Efter almindelig praksis kan det forvaltningsretlige partsbegreb omfatte andre personer. Det er en betingelse, at de andre personer har en væsentlig, individuel og retlig interesse i sagen.

Partshøring

495. Pligten til partshøring i §§ 19-21 i forvaltningsloven sikrer, at borgeren og andre har mulighed for at kontrollere, at de oplysninger som myndigheden har indhentet, er rigtige. Partshøringen giver borgeren og andre mulighed for at komme med egne oplysninger.

Myndigheden har som udgangspunkt altid pligt til at partshøre over væsentlige nye oplysninger, som kan medføre, at borgeren får helt eller delvist afslag på hjælpen, og borgeren skal have lejlighed til at komme med en udtalelse. Der bør i sager, hvor helbredsmæssige forhold har betydning, altid partshøres over nye speciallægeerklæringer, også selv om konklusionen i erklæringen støtter borgerens sag. Dette skyldes, at en speciallægeerklæring normalt er af så væsentlig betydning for sagen, at borgeren bør gøres bekendt med erklæringen og have mulighed for at kommentere den. Reglerne om partshøring er minimumsregler og er derfor ikke til hinder for, at der partshøres i videre omfang. Der bør derfor også partshøres over andre oplysninger, som borgeren kan have en interesse i at se og kommentere.

Selv om borgeren i forvejen kender de oplysninger, der skal partshøres over, skal der foretages partshøring, hvis borgeren ikke er bekendt med, at de indgår i den sag, der er under behandling. Dette er fx tilfældet, hvis kommunen indhenter lægelige oplysninger fra en arbejdsskadesag til brug for en førtidspensionssag. Dette vil også være tilfældet, selv om myndigheden som udgangspunkt skal have samtykke fra borgeren til at indhente oplysninger, da samtykket normalt vedrører typen af oplysninger og ikke de enkelte dokumenter. Myndigheden skal i den forbindelse være opmærksom på, at der kan være samtykkekrav i anden lovgivning, fx i sundhedsloven.

Internt materiale

496. Myndighedens pligt til at partshøre borgeren gælder ikke myndighedens interne materiale og egne vurderinger, fx udtalelser fra myndighedens egen lægekonsulent.

Frist

497. Myndigheden kan sætte en frist for kommentarer til partshøringen. Fristens længde vil afhænge af arten og omfanget af de nye oplysninger. Borgeren skal have rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og kommentere disse.

Eksempel: I en sygedagpengesag modtager kommunen resultatet af en lægeundersøgelse, der viser, at der efter kommunens opfattelse ikke er helbredsmæssige forhold, der skulle kunne begrunde, at borgeren fortsat kan være sygemeldt. Kommunen kan ikke stoppe sygedagpengene med det samme, men skal partshøre borgeren over oplysningerne fra lægen, inden der kan træffes afgørelse. Kun hvis kommunen ved, at borgeren har fuldt kendskab til lægens oplysninger og borgeren ved, at de vil indgå i sygedagpengesagen, kan kommunen undlade at parthøre over oplysningerne fra lægeundersøgelsen. Kommunen skal sætte en frist for svar i forbindelse med partshøringen.

Se om partshøring i klagesager og sager i Den Sociale Sikringsstyrelse efter § 11 a, stk. 4, i punkt 103.

498. Partshøringen behøver ikke at være skriftlig, men kan fx ske ved et møde med borgeren. Det bør i overensstemmelse med offentlighedslovens § 6 noteres i sagen, at der er foretaget partshøring, så det senere kan dokumenteres, at der rent faktisk er sket partshøring. For at partshøringen kan opfylde sit formå, kan det dog i mere komplicerede sager være nødvendigt at partshøre skriftligt, og borgeren har som udgangspunkt ret til at kræve at afgive en skriftlig udtalelse.

Der er tale om en alvorlig sagsbehandlingsfejl, hvis myndigheden undlader at partshøre, og fejlen vil oftest medføre, at afgørelsen bliver ugyldig. Se fx SM F-07-01, som er gengivet i punkterne 32 og 54.

Begrundelse

499. En afgørelse, som giver helt eller delvist afslag på en ansøgning om hjælp, skal begrundes. Pligten til at begrunde afgørelserne gælder kun afgørelser, og ikke beslutninger om sagens behandling, fx en beslutning om at indhente lægelige oplysninger. Begrundelsespligten antages at give en øget garanti for en afgørelses rigtighed, herunder for at grundlaget for afgørelsen og oplysningerne i sagen er rigtige og tilstrækkelige. En begrundelse skal hjælpe borgeren til bedre at forstå afgørelsen og kan få afgørende betydning for borgerens accept af en (rigtig) afgørelse, der går borgeren imod. Den giver typisk borgeren bedre mulighed for at overveje, om der er grundlag for at søge om genoptagelse eller for at klage over afgørelsen.

Pligten til at begrunde en afgørelse giver myndigheden pligt til at forklare, hvad afgørelsen går ud på, og hvad myndigheden har lagt vægt på, jf. Ankestyrelsens pjece, At skrive en afgørelse.

Begrundelsens indhold

500. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de lovbestemmelser, afgørelsen er truffet efter. Det er ikke tilstrækkeligt alene at henvise til loven. Der skal herudover være en præcis henvisning til den eller de bestemmelser (paragraf, stykke og eventuelt nummer og litra), der er anvendt. Derved styrkes også, at myndigheden har sikret sig, at der er hjemmel i loven for afgørelsen. Hvis der er tale om en skønsmæssig afgørelse, skal begrundelsen desuden angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Hvis afgørelsen beror på en fortolkning af de anvendte bestemmelser, skal der redegøres for indholdet af den anlagte fortolkning. Det er således ikke tilstrækkeligt fx at skrive »på baggrund af en samlet bedømmelse« eller »efter alt foreliggende«. Både med hensyn til hovedhensyn og fortolkningspraksis kan det være tilstrækkeligt at henvise til en foreliggende praksis, som er offentlig tilgængelig eller helt almindelig kendt. Begrundelsen bør i så fald indeholde oplysning om, hvor denne praksis kan findes. Er der fx tale om, at praksis findes i en Social Meddelelse fra Ankestyrelsen, kan der henvises til den pågældende Sociale Meddelelse.

501. Begrundelsen bør, hvis det er nødvendigt, også indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Dette vil især være relevant, hvor der ikke er enighed om de faktiske oplysninger i sagen, eller hvis der foreligger modstridende sagkyndige erklæringer, hvor myndigheden bør angive, hvilken erklæring der er lagt vægt på og hvorfor. Myndigheden bør desuden besvare borgerens kommentarer til sagen, også selv om disse ikke er relevante. Myndigheden kan besvare irrelevante synspunkter kort med, at disse ikke er af betydning for afgørelsen. Ved at besvare borgerens kommentarer til sagen, kan borgeren se, at myndigheden har været opmærksom på borgerens synspunkter ved afgørelsen.

Begrundelsen skal have en sådan karakter, at borgeren forstår afgørelsen.

Anmodning om skriftlig begrundelse

502. Hvis afgørelsen er meddelt mundtligt, kan borgeren inden 14 dage bede om en skriftlig begrundelse for afgørelsen. En sådan anmodning skal myndigheden besvare inden 14 dage.

Manglende eller utilstrækkelig begrundelse

503. Hvis der slet ikke er givet en begrundelse, vil det normalt betyde, at afgørelsen bliver ugyldig. Hvis der er en begrundelse, men denne ikke er tilstrækkelig, bliver afgørelsen ikke af denne grund ugyldig, men det kan betyde, at klagefristen må forlænges, indtil der er givet en fyldestgørende begrundelse. Den tilstrækkelige begrundelse skal være givet, inden der udbetales hjælp, jf. aktivlovens § 93, stk. 2. Se fx SM O-76-97 og SM B-3-03.

SM O-76-97: Tilbagebetalingserklæringer må anses for at være skriftlige afgørelser, som skal opfylde formkravene i forvaltningsloven. Ankestyrelsen har truffet afgørelse i 4 sager, hvor der forelå tilbagebetalingserklæringer. I 2 af sagerne var der ved afkrydsning alene henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 (nu aktivlovens § 93, stk.1). I 2 andre sager var der ved afkrydsning alene henvist til bistandslovens § 26, stk. 3 (nu aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 6). Alle sager måtte anses for utilstrækkeligt begrundede. Den utilstrækkelige begrundelse medførte en forlængelse af klagefristen. Den omstændighed, at der eventuelt var givet en mundtlig begrundelse, fritog ikke forvaltningen for samtidig at meddele en skriftlig begrundelse.

SM B-3-03: Det kunne umiddelbart konstateres, at kommunens afgørelse om det bagvedliggende tilbagebetalingskrav led af en væsentlig retlig mangel, idet begrundelsen var utilstrækkelig. Dette medførte en forlængelse af klagefristen, som først begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor begrundelsen var tilstrækkelig. Nævnet kunne derfor påse, om det bagvedliggende tilbagebetalingskrav var korrekt, selv om sagen alene var indbragt for nævnet som en klage over kommunens afgørelse om en tilbagebetalingsordning.

Klagevejledning

504. Pligten til klagevejledning i forbindelse med skriftlige afgørelser, som kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, sikrer, at borgeren får viden om sin mulighed for at klage. Som følge af den almindelige vejledningspligt bør myndigheden også, hvor en afgørelse meddeles mundtligt, give klagevejledning, fx hvis der er en klagefrist. Der henvises til afsnit V om klager.

Til toppen

Kapitel 48 – Offentlighedsloven

Aktindsigt

505. Aktindsigt efter offentlighedsloven kan forlanges af enhver, men det er ikke alle dokumenter og oplysninger, der er omfattet af retten til aktindsigt. Fx er der ikke ret til aktindsigt efter offentlighedsloven i oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold. Dette betyder, at sociale sager som udgangspunkt er undtaget fra aktindsigt efter offentlighedsloven. En person, hvis egne personlige forhold er omtalt i sagen, har dog ret til aktindsigt efter offentlighedsloven i oplysninger om sig selv (reglen om egenaccess).

SM O-67-98 Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om begrænsning af retten til aktindsigt.

I sag nr. 1 havde en mand, der søgte om aktindsigt, partsstatus i den del af en tidligere samlevers sag i kommunen, som drejede sig om hjælpeforanstaltninger for et fællesbarn, da ansøgeren havde del i forældremyndigheden. Ansøgningen skulle derfor i forhold til denne del af sagen bedømmes efter forvaltningslovens § 9, stk. 1, der som udgangspunkt giver en part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, ret til at blive gjort bekendt med alle sagens dokumenter. I den foreliggende sag fandtes moderens interesse i, at oplysninger om hendes forhold til, og opfattelse af, ansøgeren blev undtaget fra aktindsigt, ikke at være så tungtvejende, at lovens udgangspunkt måtte fraviges. Faderen havde derfor ret til aktindsigt også i disse oplysninger.

I sag nr. 2 havde en mand søgt om aktindsigt i en tidligere samlevers familierådgivningssag i kommunen, fordi hans nuværende hustru blev opsagt fra sin stilling som kommunal dagplejemor på grund af oplysninger om ham i den nævnte familierådgivningssag. Manden kunne ikke betragtes som part i samleverens og hendes 4 særbørns sag, og hans ansøgning skulle derfor bedømmes efter offentlighedsloven. Efter denne lovs § 4, stk. 2, kan den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument med visse undtagelser forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Dette gælder dog ikke i det omfang, hensynet til pågældende eller andre afgørende taler imod.

Hensynet til den tidligere samlever og dennes børn talte med afgørende vægt imod, at der blev givet aktindsigt. Se også SM O-18-80.

Formkrav

506. Der stilles ingen formkrav til anmodning om aktindsigt.

Frist for besvarelsen

507. En anmodning om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven skal besvares inden 10 dage efter anmodningen. Besvarelsen skal normalt ske ved at give borgeren kopi af akterne. Hvis fx dokumenternes antal, karakter eller form taler herimod, kan aktindsigten i stedet gennemføres ved at give adgang til gennemsyn på stedet. Hvis det ikke er muligt at sende kopi af akterne i den konkrete sag inden 10 dage, skal myndigheden indenfor denne frist give besked om årsagen til forsinkelsen og om, hvornår borgeren kan forvente at få kopi af sagens akter, eller hvornår gennemsyn af akterne kan finde sted.

SM D-15-94: En arbejdsgiver, der havde fået afslag på refusion af dagpenge fra kommunen, havde som part ret til ubegrænset aktindsigt i sagens akter, herunder en af kommunen indhentet lægeerklæring, journalark og opfølgningsskema, der indeholdt udtalelser vedrørende lønmodtagerens uarbejdsdygtighed. Efter en konkret afvejning af de modstående hensyn, der er nævnt i forvaltningslovens § 15, fandtes der ikke herved at være godtgjort skadevirkninger overfor lønmodtageren, som ikke længere var ansat hos arbejdsgiveren.

SM O-57-94: En fader, som ikke var indehaver af forældremyndigheden, havde i en sag om indskrænkning af samværsretten med en datter, anbragt uden for hjemmet, ret til aktindsigt i en psykolograpport om datteren efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt. Det vil sige, at han som udgangspunkt havde ret til indsigt i hele dokumentet. Moderens interesse i at oplysninger om hendes private forhold og hendes forhold til datteren ikke blev undergivet aktindsigt, fandtes imidlertid efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, at føre til en begrænsning i aktindsigten, således at disse oplysninger måtte unddrages faderens aktindsigt. Det måtte endvidere konkret vurderes, om der i rapportens oplysninger vedrørende datteren var oplysninger, der burde unddrages aktindsigt af afgørende hensyn til datteren. Ankestyrelsen fandt endvidere, at faderen ikke kunne anses som part i en verserende sag om anbringelse af barnet udenfor hjemmet. (SM O-67-98, se punkt 505.)

Notatpligt

508. En vigtig regel i offentlighedsloven er, at forvaltningsmyndigheder har notatpligt. Det vil sige, at den offentligt ansatte skal skrive faktiske oplysninger ned, som modtages mundtligt eller på anden måde. Oplysningerne skal noteres ned, hvis de bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt fremskaffes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Oplysningerne skal dog ikke noteres ned, hvis de allerede fremgår af sagens dokumenter.

Reglen om notatpligt har sammenhæng med reglerne om aktindsigt, da retten til aktindsigt gælder dokumenter. Reglen om notatpligt sikrer, at myndigheden ved at få mundtlige oplysninger ofte kan belyse sagen på en hurtigere og smidigere måde end ved at kræve skriftlige oplysninger.

SM D-07-01: Kommunen var nærmest til at bære risikoen for, at der ikke var dokumentation for, hvilken vejledning, der var givet i kommunen, da lønmodtageren henvendte sig med sit feriekort. Dagpengene kunne derfor ikke standses under ferie. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke forelå skriftlig afgørelse herom, og kommunen ikke havde overholdt notatpligten i offentlighedsloven.

Notatpligt i afgørelsessager og andre sager

509. Reglen gælder efter loven kun i afgørelsessager, men efter god forvaltningsskik bør en myndighed også i anden kontakt med borgere, fx vejledningssamtaler, lave et skriftligt notat om ekspeditioner af væsentlig betydning for behandlingen af sagen. Hvis en myndighed fx mundtligt modtager oplysning fra en borger eller en myndighed om en anden borgers forhold, men henvendelsen ikke giver anledning til, at der skal træffes en afgørelse, skal myndigheden alligevel lave et notat om oplysningen. Dette gælder dog ikke, hvis oplysningen i forvejen fremgår af sagens dokumenter.

Hvem har skrevet notatet

510. Det bør fremgå, hvem der har noteret oplysningerne ned. Det har fx betydning for en bevisvurdering, hvis borgeren ikke selv mener, at oplysningen er korrekt, idet myndigheden selv og klageinstanserne kan være nødt til at se bort fra en mundtlig oplysning, der er noteret ifølge notatpligten, uden at det fremgår, hvem der har noteret den, hvis oplysningen imødegås af borgeren, og den ikke kan genfremskaffes eller bekræftes ad anden vej.

Til toppen

Kapitel 49 – Persondataloven

Anvendelsesområdet

511. Persondataloven gælder for behandling af personoplysninger, som foretages af offentlige myndigheder og private, fx virksomheder, foreninger og lignende.

Begrebet behandling omfatter enhver måde at håndtere oplysninger om personer på. Videregivelse af oplysninger er derfor en behandling i lovens forstand, og det samme gælder registrering, systematisering, opbevaring, brug og sletning af oplysninger. Persondataloven gælder som hovedregel kun i tilfælde, hvor man behandler oplysninger om personer, dvs. fysiske personer.

Persondataloven definerer i § 3 de begreber og udtryk, der anvendes i loven. Med dataansvarlig forstås den myndighed, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke hjælpemidler, der må foretages behandling af oplysninger. Databehandler forstås som en fysisk eller juridisk person eller myndighed, institution eller ethvert andet organ, der behandler oplysninger på den dataansvarliges vegne. Forskellen mellem en dataansvarlig og en databehandler er, at databehandleren afleder sin kompetence fra den dataansvarlige og at den dataansvarlige er direkte ansvarlig over for den registrerede for eksempel i forhold til persondatalovens regel om erstatning og sikkerhed. Der henvises i øvrigt til Sikkerhedsbekendtgørelsen og sikkerhedsvejledningen, der findes på datatilsynets hjemmeside, www.datatilsynet.dk.

Med personoplysninger forstås enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede). Hvem der faktisk kan anses som den registrerede, må afgøres konkret af den dataansvarlige. Bipersoner, dvs. personer, der ikke er den egentlige genstand for behandlingen, men alene optræder accessorisk i tilknytning til oplysninger om den registrerede, omfattes også af persondatalovens regler og har derfor samme rettigheder som andre registrerede personer. (Se nærmere om bipersoner i punkt 526.)

Elektronisk behandling af data og manuelle registre

512. Persondataloven finder først og fremmest anvendelse på behandling af personoplysninger, som sker ved hjælp af computer, fx når en sagsbehandler skriver breve på en pc eller sender en e-post, jf. persondatalovens § 1, stk. 1. Det vil sige, at loven finder anvendelse, når personoplysninger behandles ved hjælp af computerteknik, fx skrivning af breve eller systematisering af persondata i en pc. Loven finder også anvendelse, når personoplysninger sendes over internettet eller hvis der printes et brev ud fra en computer. Loven gælder imidlertid også, hvis oplysningerne skal indgå i et manuelt register. En systematisk samling af personoplysninger i fx et papirkartotek eller i en fortegnelse er derfor omfattet af loven.

Manuelle akter, som indgår i den dataansvarliges konkrete sagsbehandling, mapper med sagsakter, eller samlinger af sådanne mapper, er derimod ikke et register. Den behandling, der knytter sig til den manuelle sag inden for den offentlige forvaltning, er således ikke omfattet af loven.

Loven gælder også for anden ikke-elektronisk databehandling, som udføres for private og som omfatter oplysninger om personers private eller økonomiske forhold eller i øvrigt oplysninger om personlige forhold, som med rimelighed kan forlanges unddraget offentligheden, jf. persondatalovens § 1, stk. 2. Det betyder, at systematisk behandling af manuelle sager også er omfattet. Uden for bestemmelsen falder oplysninger om navn, adresser og tilsvarende offentligt tilgængelige oplysninger, medmindre oplysningerne fremtræder i en sammenhæng, der bevirker, at oplysningerne er omfattet af persondatalovens § 1, stk. 2.

Forholdet til anden lovgivning

513. Persondataloven regulerer som nævnt adgangen til at behandle personoplysninger. Det gør forvaltningsloven, offentlighedsloven og retssikkerhedsloven og sundhedsloven imidlertid også. Der vil derfor i praksis kunne opstå situationer, hvor der opstår tvivl om, hvilket af de 4 regelsæt, der har fortrin.

Persondataloven indeholder i § 2, stk. 1, en bestemmelse om, at regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning, som giver den registrerede en bedre retsstilling, går forud for persondatalovens regler. Efter persondatalovens forarbejder bygger denne vurdering på en konkret fortolkning af den anden lovgivning.

Der kan i særlovgivningen være fastsat regler om, at der skal ske en bestemt behandling af personoplysninger. I disse tilfælde vil særloven skulle anvendes i forhold til den pågældende behandling af personoplysninger. Men persondataloven vil forsat supplere særloven. Et eksempel er retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 2, hvorefter myndigheden kan indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder, herunder fra arbejdsløshedskasser, om økonomiske forhold om den, der ansøger om eller får hjælp, og dennes ægtefælle, uden samtykke til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol. Her vil samkøring af oplysningerne skulle ske efter § 11 a, stk. 2, mens persondataloven forsat regulerer kravet om datasikkerhed, oplysningspligt, indsigt m.v. Et andet eksempel er retssikkerhedslovens § 11 c, jf. § 11 a, der giver de sociale myndigheder ret til at indhente oplysninger uden samtykke fra borgeren i visse sager. (Se punkt 105 og 113.) Her vil selve indhentningen af oplysninger skulle ske efter § 11 c, men persondatalovens øvrige krav skal også fortsat overholdes.

For så vidt angår persondatalovens forhold til forvaltningsloven er der i begge love regler om adgangen til at videregive personoplysninger og parternes ret til aktindsigt. Bortset fra disse to områder er der ikke overlap mellem de to love. Forvaltningslovens øvrige regler om sagsbehandlingen (partshøring, begrundelse m.v.) gælder derfor også for rent elektronisk sagsbehandling.

Hvis oplysningerne er undergivet edb-mæssig sagsbehandling eller oplysningerne indgår i et manuelt register, bedømmes adgangen til at videregive oplysningerne efter persondatalovens regler (kapitel 4). Hvis oplysningerne derimod behandles rent manuelt (dvs. sagsbehandlingen kun er papirbaseret, og der ikke indgår brug af edb), gælder forvaltningslovens regler.

Forskellen mellem de to love vedrørende videregivelse af oplysninger er, at persondataloven alene regulerer spørgsmålet, om myndigheden er berettiget til at videregive oplysninger, mens forvaltningsloven i §§ 27-28 og 31 også regulerer, om myndigheden er forpligtet til at videregive oplysningen. (Der henvises desuden til punkt 476 om kommuners og regioners muligheder for at udveksle oplysninger inden for egen myndighed.)

Retten til parternes aktindsigt efter forvaltningsloven §§ 9-18 gælder både for oplysninger, der registreres elektronisk og oplysninger i manuelle registre. Samtidig har borgeren ret til indsigt i oplysninger, der er blevet behandlet elektronisk om borgeren selv efter persondatalovens §§ 31-34. (Se punkt 529.) Kommunen skal vejlede borgeren om rækkevidden af de to regelsæt, således at borgeren meddeles indsigt efter det regelsæt, der er gunstigst i forhold til borgerens anmodning.

Persondatalovens forhold til offentlighedsloven omhandler alene spørgsmålet om aktindsigt. Persondataloven giver ikke borgerne ret til aktindsigt om andre personer, og spørgsmålet om adgangen til aktindsigt om andre personer, skal derfor afgøres efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven.

Såvel persondataloven som offentlighedsloven indeholder regler om retten til egenacces (dvs. adgang til at se oplysninger om sig selv). I denne situation skal, myndigheden give indsigt efter den lov, der giver borgeren den bedste retsstilling. De to love supplerer hinanden, så det er muligt, at borgeren skal gives indsigt efter både persondataloven og aktindsigt efter offentlighedsloven på samme tid. Det afgøres ved fortolkning i den konkrete situation, hvad borgeren har ret til at få indsigt i, og efter hvilken lov indsigten skal ske i forhold til den konkrete oplysning. Ligesom offentlighedsloven indeholder persondataloven en række undtagelser til retten til aktindsigt. Undtagelserne fremgår af persondatalovens § 32, stk. 1 og 2, og svarer til undtagelserne i offentlighedsloven. (Se punkt 529.)

Der henvises for yderligere oplysninger om persondatalovens forhold til særlovgivning til kapitel 2 i lov om behandling af personoplysninger med kommentarer af Kristian Korfits Nilsen og Henrik Waaben, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2001. Der henvises også til rettighedsvejledningen, der findes på Datatilsynets hjemmeside. Vejledningen indeholder en nærmere gennemgang af borgerens rettigheder efter persondataloven.

Grundlæggende principper for behandling af personoplysninger

514. Persondataloven indeholder i kapitel 4 en række regler om, hvornår behandling – herunder videregivelse – af oplysninger, der er omfattet af loven, må finde sted. Persondataloven indeholder ikke bestemmelser om, hvornår man har pligt til at videregive oplysninger men regulerer alene, hvornår oplysninger lovligt kan behandles.

Principper for god databehandlingsskik

515. Persondatalovens § 5 fastsætter en række grundlæggende principper for den dataansvarliges behandling af oplysninger, herunder regler om indsamling, ajourføring, opbevaring m.v. Når der ifølge reglerne i §§ 6-8, eller evt. i særlovgivning, er hjemmel til at foretage en bestemt behandling af oplysninger, skal reglerne i persondatalovens § 5 samtidig overholdes.

Efter § 5, stk. 1, skal oplysninger behandles i overensstemmelse med god databehandlingsskik. Det betyder, at den dataansvarlige skal sørge for at overholde reglerne i persondataloven og ikke må forsøge at omgå reglerne. Datatilsynet fastlægger nærmere, hvad der ligger i begrebet »god databehandlingsskik«.

Efter § 5, stk. 2, må den dataansvarlige kun indsamle personoplysninger, hvis det står klart, hvilket formål oplysningerne skal bruges til. Man kan ikke blot indsamle oplysninger med en formodning om, at man senere måske kan få brug for dem. Formålet med databehandlingen skal være saglig.

Efter § 5, stk. 2, må den dataansvarlige ikke senere behandle de indsamlede oplysninger, hvis det er uforeneligt med de formål, som oplysningerne oprindeligt blev indsamlet til. Hvis den senere behandling fx strider mod det oprindelige formål, må behandlingen ikke finde sted. Det er en konkret vurdering, om en senere behandling må anses for at være uforenelig med det oprindelige formål.

Efter § 5, stk. 3, skal de oplysninger, der behandles, være relevante og ikke omfatte mere end hvad der er nødvendigt for at opnå formålet. Der gælder således et proportionalitetsprincip ved behandlingen af oplysningerne.

Efter § 5, stk. 4, skal den dataansvarlige sikre sig, at der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger. Hvis det viser sig, at der er blevet behandlet urigtige eller vildledende oplysninger, skal de hurtigst muligt rettes eller slettes. (Se punkt 530-531 om blandt andet borgerens ret til at få berigtiget forkerte oplysninger.)

Efter § 5, stk. 5, må den dataansvarlige ikke opbevare oplysninger på en måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede i længere tid end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, som oplysningerne skal bruges til.

Behandling og videregivelse af persondata

Oplysningernes karakter

516. Persondatalovens kapitel 4 inddeler personoplysninger i tre niveauer eller typer:

  • Følsomme personoplysninger, jf. § 7, stk. 1. Det drejer sig om oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.
  • Andre følsomme personoplysninger, jf. § 8, stk. 1. Det drejer sig om oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de, der er nævnt i § 7, stk. 1.
  • Almindelige personoplysninger, jf. § 6. Almindelige personoplysninger er fx identifikationsoplysninger, oplysninger om økonomiske forhold eller andre lignende ikke følsomme oplysninger.

Det er vigtigt at bemærke, at de sociale myndigheder ikke skal indhente oplysninger til sociale sager efter persondataloven, men efter retssikkerhedslovens §§ 11 a-11 c. (Se punkt 89.) Videregivelse fra de sociale myndigheder, skal dog ske i overensstemmelse med reglerne i persondataloven. Her skal man særligt være opmærksom på persondatalovens § 8, stk. 3. (Se punkt 520).

Behandling af følsomme personoplysninger

517. Behandling af følsomme oplysninger er reguleret i § 7. Følsomme oplysninger er oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.

Følsomme oplysninger må som udgangspunkt ikke behandles. Dette gælder dog ikke, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

1) Den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til behandlingen. Et stiltiende eller indirekte samtykke er ikke nok.

2) Behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser. Her er der tale om databehandling ud fra nødretslignende hensyn, fordi den registrerede fx på grund af sygdom ikke kan give samtykke. »Vitale interesser« betyder, at det skal være en interesse, der er af fundamental betydning for den registrerede.

3) Hvis behandlingen vedrører oplysninger, som er offentliggjort af den registrerede selv. Oplysningerne er offentliggjort, når de er blevet fortalt til en bredere kreds af personer, fx via tv eller aviser. Offentliggørelsen skal være sket på den registreredes eget initiativ.

4) Hvis databehandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges. Behandling der sker i den dataansvarliges, den registreredes eller tredjemands interesser er omfattet. Fx kan myndighederne behandle oplysninger for at finde ud af om en borger har ret til en ydelse. Det skal bemærkes at sociale myndigheder skal oplyse en social sag i overensstemmelse med §§ 11 a-11 c i retssikkerhedsloven. (Se punkt 89.)

5) Behandlingen af oplysninger om medlemskab af en fagforening kan ske, hvis den er nødvendig for at den dataansvarlige kan overholde arbejdsretlige forpligtelser. Hermed sigtes til enhver form for forpligtelse og rettighed, der følger af en aftale eller en lov, blot den hviler på et arbejdsretligt grundlag.

6) Foreninger og andre almennyttige organisationer vil under visse betingelser kunne behandle personfølsomme oplysninger. Behandlingen skal vedrøre oplysninger om organisationens medlemmer eller personer, der er i regelmæssig kontakt med organisationen.

7) Behandling af personoplysninger kan foretages, hvis det er nødvendigt i forbindelse med sygepleje eller patientbehandling. Databehandlingen skal foretages af en person, der er undergivet tavshedspligt, og det skal ske i forbindelse med varetagelsen af den dataansvarliges opgave på sundhedsområdet. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse, hvis der skal videregives oplysninger om helbred og patientforholdet er reguleret i sundhedsloven.

8) Behandlingen er nødvendig af hensyn til en offentlig myndigheds varetagelse af opgaver på det strafferetlige område.

9) Behandling af følsomme oplysninger kan ske af hensyn til vigtige samfundsmæssige interesser. Datatilsynet skal give tilladelse. Bestemmelsen vil kun sjældent blive brugt.

Der findes en særregel for de sociale myndigheders adgang til at videregive (ikke indhente) oplysninger, der er omfattet efter § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, i § 8, stk. 3. (Se punkt 520.)

Behandling af andre følsomme oplysninger

518. Behandling af andre følsomme oplysninger er omfattet af § 8. Bestemmelsen omfatter oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre følsomme oplysninger, end de, der er nævnt i § 7, stk. 1. (Se punkt 498.) Som eksempel kan nævnes familiestridigheder, tvangsfjernelse af børn, separations- og skilsmissebegæringer og adoptionsforhold.

Offentlige myndigheder må ikke behandle de oplysninger, der er omfattet af bestemmelsen, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver. Oplysninger må også behandles, hvis en af de betingelser, der er nævnt i punkt 517 (om følsomme oplysninger ovenfor) er opfyldt.

Herudover er der fastsat særlige regler for, hvornår den offentlige myndighed må videregive (ikke indhente) oplysningerne i stk. 2. Oplysninger kan kun videregives hvis:

1) Den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen. Et stiltiende eller indirekte samtykke er ikke nok.

2) Videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til interesser, der begrunder at oplysningen holdes hemmelig, herunder hensynet til den, som oplysningen vedrører.

3) Videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

4) Videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en opgave, som en person eller virksomhed skal udføre for det offentlige.

Almindelige personoplysninger

519. Persondatalovens § 6 regulerer, i hvilket omfang der må ske behandling – herunder indhentning og videregivelse – af almindelige personoplysninger. Almindelige personoplysninger er fx identifikationsoplysninger, oplysninger om økonomiske forhold eller andre lignende ikke følsomme oplysninger. Kort sagt er almindelige personoplysninger alle oplysninger, der ikke er omfattet af §§ 7 og 8. (Se om persondatalovens definitioner af følsomme oplysninger punkt 516.)

§ 6 omfatter behandling af personoplysninger, som foretages for offentlige myndigheder og private virksomheder, foreninger, institutioner m.v.

Efter § 6, stk. 1, kan oplysninger kun behandles, herunder indhentes og videregives, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

1) Den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til behandlingen. Et stiltiende eller indirekte samtykke er ikke nok.

2) Hvis behandlingen er nødvendig for at opfylde en aftale, som den registrerede er part i. Eller hvis behandlingen sker på anmodning af den registrerede, før der indgås en aftale.

3) Behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige. Den retlige forpligtelse kan følge af love, bekendtgørelser, internationale regler, domstolsafgørelser og administrative afgørelser (fx afgørelser fra Ankestyrelsen).

4) Behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser. Her er der tale om databehandling ud fra nødretslignende hensyn, fordi den registrerede fx på grund af sygdom ikke kan give samtykke. »Vitale interesser« betyder, at det skal være en interesse, der er af fundamental betydning for den registrerede.

5) Behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse. Der skal være tale om opgaver af almen interesse, fx med statistiske, historiske eller videnskabelige formål.

6) Behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, som skal have oplysningerne, har fået pålagt. Bestemmelsen retter sig primært mod behandling af den del af den offentlige virksomhed, der går ud på at træffe afgørelser. Men også den del af det offentliges opgaver, der betegnes som faktisk forvaltningsvirksomhed, fx udførelsen af hjemmehjælp hos en borger, vil efter omstændighederne være omfattet. Bestemmelsen har et meget bredt anvendelsesområde.

7) Hvis behandlingen er nødvendig for at varetage en berettiget interesse og denne interesse overstiger hensynet til den registreredes interesser. Det er den dataansvarlige, der skal vurdere om hensynet til de interesser, der ønskes forfulgt med behandlingen overstiger den registreredes interesser.

Særligt om sociale myndigheders videregivelse af følsomme oplysninger

520. Efter § 8, stk. 3, må de sociale myndigheder kun videregive følsomme oplysninger (både dem, som er omfattet af § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1), hvis der er givet samtykke til det, hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til interesser, der begrunder at oplysningen holdes hemmelig eller hvis det er nødvendigt for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Bestemmelsen i § 8, stk. 3, omfatter myndigheder, der varetager opgaver inden for det sociale område. Det drejer sig om kommuners socialforvaltninger, regioner og de statslige myndigheder, der varetager opgaver på det sociale område (de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse, Ankestyrelsen). Herudover beror det på en konkret vurdering, i hvilket omfang andre forvaltningsmyndigheder kan siges at udføre opgaver inden for det sociale område og dermed er omfattet af bestemmelsen.

Som eksempel på en lovlig videregivelse efter § 8, stk. 3, kan nævnes den situation, hvor de sociale myndigheder har mistanke om incest eller andre seksuelle overgreb mod børn og i den forbindelse ønsker at kontakte andre myndigheder, såsom sygehuse, politi m.v. for at beskytte børnene.

Betingelserne for, hvornår der kan ske videregivelse efter § 8, stk. 3, svarer til dem, der er fastsat i forvaltningslovens § 28, stk. 2. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at § 8, stk. 3, - i modsætning til forvaltningslovens § 28, stk. 2 - ikke alene regulerer videregivelse til andre myndigheder, men også videregivelse til private.

Sammenfattende om persondataloven og oplysning af sociale sager

521. Offentlige myndigheder vil typisk have mulighed for at udveksle oplysninger efter følgende bestemmelser:

Almindelige personoplysninger

Indhentning, videregivelse og anden databehandling§ 6, stk. 1, nr. 1 – samtykke§ 6, stk. 1, nr. 6 – nødvendig af hensyn til at udføre opgave§ 6, stk. 1, nr. 7 – berettiget interesse, der er vigtigere end hensynet til hemmeligholdelse.Sociale myndigheder indhenterKun § 11 a - § 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, dvs. med samtykke, medmindre § 11 c kan anvendes.Persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 1, 6 og 7, ved indhentning af oplysninger om en person, der ikke selv har søgt om ydelsen.

Følsomme oplysninger

Indhentning, videregivelse og anden databehandling§ 7, stk. 2, nr. 1 – samtykke§ 7, stk. 2, nr. 4 – nødvendig for at fastsætte retskravSociale myndigheder indhenterKun §§ 11 a-11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.+ forvaltningslovens § 29, hvis der indhentes oplysninger om rent private forhold fra andre dele af forvaltningen om en ansøger eller persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 1 og 4, ved indhentning fra andre dele af forvaltningen fra en ikke-ansøger.Videregivelse fra socialforvaltning § 8, stk. 3,- samtykke- værdispringsregel- nødvendigt led i sagens behandling- nødvendig for tilsyns eller kontrolopgaver

Andre følsomme oplysninger

Indhentning og anden databehandling (undtagen videregivelse)§ 8, stk. 1 – nødvendigt for varetagelsen af myndighedsopgaven.Videregivelse§ 8, stk. 2, nr. 1 – samtykke§ 8, stk. 2, nr. 2 – værdispringsregel§ 8, stk. 2, nr. 3 – nødvendig for myndighedens virksomhed eller for at træffe en afgørelse§ 8, stk. 2, nr. 4 – nødvendig for en persons/virksomheds opgave, der udføres for det offentligeeller hvis betingelserne i § 7, stk. 2 er opfyldt§ 7, stk. 2, nr. 1 – samtykke § 7, stk. 2, nr. 4 – nødvendig for at fastsætte retskravSociale myndigheder indhenterKun §§ 11 a-11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, dvs. med samtykke, medmindre § 11 c kan anvendes.Persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 1, 6 og 7, ved indhentning af oplysninger om en person, der ikke selv har søgt om ydelsen eller persondatalovens § 8, stk. 1, ved indhentning fra andre dele af forvaltningen fra en ikke-ansøger.Videregivelse fra en socialforvaltning§ 8, stk. 3,- samtykke- værdispringsregel- nødvendigt led i sagens behandling- nødvendig for tilsyns eller kontrolopgaver

Eksempel: 28-årige Karen er blevet arbejdsløs og søger om kontanthjælp, da hun ikke har været medlem af en a-kasse. Hun oplyser, at hun ikke gider blive aktiveret, og at hun i øvrigt slet ikke kan arbejde, fordi hun har været ude for en ulykke på sin tidligere arbejdsplads. Hun oplyser, at hun bor sammen med sin kæreste Ole, og at de har et barn sammen.

Når socialforvaltningen i kommunen skal oplyse sagen, skal det typisk ske efter følgende bestemmelser:

Oplysninger om Karen  

§ 11 a, stk. 1, hvis kommunen skal bruge oplysninger fra læge eller andre myndigheder m.v.§ 11 a, stk. 2, til at indhente oplysninger om økonomiske forhold fra andre dele af kommunen eller fra arbejdsløshedskassen for at tjekke, om hun får dagpengeOplysninger fra andre dele af kommunen: § 29 i forvaltningsloven finder anvendelse, da der er tale om en ansøgningssag. Persondatalovens § 7 skal ikke anvendes, når der indhentes oplysninger, da § 29 i forvaltningsloven går forud for disse bestemmelser.  

Oplysninger om Ole  

§ 11 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven skal ikke anvendes, da Ole ikke ansøger om kontanthjælpen. § 11 a, stk. 2, kan ikke anvendes, da Ole ikke er gift med Karen. Sagen skal derfor typisk oplyses efter disse bestemmelser:§ 6, stk. 1, nr. 1, 6 og 7 – økonomiske oplysninger, der skal indhentes fra andre myndigheder, andre dele af forvaltningen eller private, fx en A-kasse§ 6, stk. 1, nr. 1 – samtykke§ 6, stk. 1, nr. 6 – nødvendig af hensyn til at udføre opgave§ 6, stk. 1, nr. 7 – berettiget interesse, der er vigtigere end hensynet til den registreredeEllers § 7 og § 8, hvis der skal indhentes følsomme og andre personfølsomme oplysninger:§ 7, stk. 2, nr. 1 – samtykke§ 7, stk. 2, nr. 4 – nødvendig for at fastsætte retskrav§ 8, stk. 1 - nødvendigt for varetagelsen af opgave(Sker der ikke nogen form for databehandling, skal forvaltningsloven regler om indhentning og videregivelse anvendes - oplysninger kan indhentes i overensstemmelse med §§ 27, 28 og 32.)  

Eksempel: Britta får børnetilskud og friplads i børnehaven, fordi hun er blevet enlig forsørger. Naboen har dog set Britta få besøg af Jens mange gange om ugen, og mistænker Britta for at snyde myndighederne. Jens er Brittas tidligere samlever, og han er ikke far til Brittas børn.

Kommunen indkalder Britta til en samtale. Hun benægter at have noget med Jens at gøre.

Når kommunen skal undersøge sagen, kan det typisk ske efter følgende bestemmelser:

Oplysninger om Britta  

§ 11 a, stk. 1, hvis kommunen skal bruge oplysninger fra skolen og andre myndigheder. Da der er tale om en tilbagebetalingssag kan oplysningerne indhentes uden samtykke, jf. § 11 c.Oplysninger fra andre dele af kommunen:§ 11 a, stk. 2, til at indhente oplysninger fra andre dele af kommunen eller for at tjekke om hun får dagpenge§ 29 gælder ikke, da der ikke er tale om en ansøgningssag. Der skal derfor indhentes oplysninger om andet end økonomi efter persondataloven, typisk:Til at indhente almindelige personoplysninger, fx om økonomi fra andre dele af forvaltningen§ 6, stk. 1, nr. 1 – samtykke§ 6, stk. 1, nr. 6 – nødvendig af hensyn til at udføre opgave§ 6, stk. 1, nr. 7 – berettiget interesse, der er vigtigere end hensynet til den registreredeTil at indhente følsomme oplysninger fra andre dele af forvaltningen§ 7, stk. 2, nr. 1 – samtykke§ 7, stk. 2, nr. 4 – nødvendig for at fastsætte retskravTil at indhente andre personfølsomme oplysninger§ 8, stk. 1 - nødvendigt for varetagelsen af opgave(Sker der ikke nogen form for databehandling, skal forvaltningsloven anvendes – oplysninger kan indhentes i overensstemmelse med § 32, hvis det er sagligt begrundet)  

Oplysninger om Jens  

§ 11 a i retssikkerhedsloven og § 29 i forvaltningsloven anvendes ikke, da Jens ikke er »ansøger«. Der skal derfor typisk indhentes oplysninger fra andre myndigheder, andre dele af kommunen eller private, fx en A-kasse efter disse bestemmelser:Til at indhente økonomiske oplysninger fra banken, eller skatteforvaltningen – § 6, stk. 1, nr. 1, 6 og 7.Til at indhente følsomme oplysninger, forhold fra andre dele af forvaltningen, andre myndigheder eller private - § 7, stk. 2, nr. 2 og 4.Til at indhente andre personfølsomme oplysninger, fx at Britta har været ude for en ulykke, der betyder, at hun har brug for hjælp i det daglige (og at det måske er derfor, Jens er der så meget).§ 8, stk. 1 - nødvendigt for varetagelsen af opgave.(Sker der ikke nogen form for databehandling, skal forvaltningsloven anvendes – oplysninger kan indhentes i overensstemmelse med §§ 27, 28 og 32.)  

Ovennævnte skemaer giver kun en oversigt over hvilke bestemmelser i persondataloven, som en sag kan oplyses efter. (Se i øvrigt punkt 488 om forvaltningsloven og oplysning af sociale sager. Det skal bemærkes, at de øvrige regler om borgerens rettigheder, der er fastsat i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven naturligvis også skal følges.)

Privates behandling og videregivelse af data

522. Behandling – herunder videregivelse – af personoplysninger, som foretages af en privat institution eller forening m.v., skal vurderes efter § 7 eller § 8. (Se punkt 517 og 518.)

En privat institution kan behandle oplysninger om rent private forhold, der er omfattet af § 7 efter samme kriterier som gælder offentlige myndigheder (se punkt 518)

Er der tale om § 8-oplysninger – andre følsomme oplysninger, er det reguleret i § 8, stk. 4 og 5, i hvilket omfang en privat institution m.v. må behandle sådanne oplysninger. Hvis der foretages anden behandling end videregivelse, finder § 8, stk. 4, anvendelse. Hvis oplysningerne videregives, finder § 8, stk. 5, anvendelse.

Efter § 8, stk. 4, må private behandle oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold, hvis

  • den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til det, eller
  • det er nødvendig for at varetage en berettiget interesse, og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede.

Efter § 8, stk. 5, kan videregivelse af denne type oplysninger normalt kun ske, når

  • den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til det, eller
  • det er nødvendig for at varetage en berettiget interesse af hensyn til offentlige eller private interesser, herunder hensynet til den pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse.

Behandling i de tilfælde, der er reguleret i § 8, stk. 4-5, kan også ske, hvis betingelserne i § 7 er opfyldt. (Der henvises til punkt 517)

Hvis en privat institution således ønsker at videregive oplysninger om helbredsforhold til en socialforvaltning, fx ved at sende en e-post til socialforvaltningen, vil berettigelsen af denne videregivelse skulle vurderes ud fra persondatalovens § 7. Hvis der er tale om videregivelse af oplysninger om væsentlige sociale problemer, vil berettigelsen af denne videregivelse derimod skulle vurderes ud fra persondatalovens § 8, stk. 5.

Pligt til at informere den registrerede

523. Persondatalovens kapitel 8 indeholder regler om oplysningspligt over for registrerede personer i forbindelse med behandling af personoplysninger. Reglerne om oplysningspligten er nærmere beskrevet i Datatilsynets vejledning om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i persondataloven. De vigtigste bestemmelser er §§ 28 og 29, som fastsætter, hvornår en registreret skal have oplysning om en registrering.

Spørgsmålet om oplysningspligt over for den registrerede, afhænger ikke af, om personen er part i en sag. (Se også punkt 526 om underretningspligt over for bipersoner)

Oplysninger indsamlet hos borgeren selv

524. § 28 vedrører den dataansvarliges underretningspligt, når oplysningen er indhentet hos den registrerede selv, dvs. hos borgeren. Underretningspligten indtræder, når oplysningen indsamles. Underretningspligten indebærer, at den dataansvarlige af egen drift har pligt til at give den registrerede meddelelse ved indsamling af oplysningerne.

Efter § 28 skal borgeren have meddelelse om følgende:

1) Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

2) Formålene med den behandling, som oplysningerne skal bruges til.

3) Alle yderligere oplysninger, der er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, fx:

a) kategorien af modtagere,

b) om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare de stillede spørgsmål samt mulige følger af ikke at svare,

c) om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede. (Se punkt 529-530.)

Meddelelse kan undlades i følgende tilfælde:

1) Borgeren kender allerede til de oplysninger, der er nævnt i nummer 1-3, jf. § 28. stk. 2.

2) Den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til personen selv eller andre, jf. § 30, stk. 1. Der skal foretages en konkret afvejning.

3) Der er andre hensyn, der er vægtigere end hensynet til den registreredes interesse i at kende oplysningerne, fx hensyn til statens sikkerhed eller forsvaret. Se § 30, stk. 2. Der skal foretages en konkret afvejning.

Oplysninger indsamlet hos andre end borgeren selv

525. Hvis oplysningen er indsamlet hos andre end borgeren selv gælder § 29. I dette tilfælde skal den registrerede senest ved registreringen give borgeren en række oplysninger om formålet med registreringen. Hvis oplysningerne er bestemt til at skulle videregives til tredjemand, skal borgeren have oplysningerne, senest når videregivelsen finder sted.

Borgeren skal have følgende oplysninger:

1) Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

2) Formålene med den behandling, som oplysningerne skal bruges til.

3) Alle yderligere oplysninger, der er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, fx:

a) hvilken type oplysninger, det drejer sig om,

b) kategorien af modtagere,

c) om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.

Meddelelse kan undlades i følgende tilfælde:

1) Borgeren kender allerede til de oplysninger, der er nævnt i nummer 1-3, jf. § 29. stk. 2.

2) Registreringen eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov, jf. § 29, stk. 2. Retssikkerhedslovens § 11 a falder ikke ind under denne undtagelse, idet retssikkerhedslovens § 11 a ikke indeholder en egentlig indsamlings-/registreringspligt for den dataansvarlige (kommunen eller regionen), og derfor ikke lever op til kravet om udtrykkelighed.

3) Underretningen er umulig eller uforholdsmæssig vanskelig, jf. § 29, stk. 3. Bestemmelsen fastsætter et proportionalitetsprincip, idet der i hvert enkelt tilfælde skal ske en konkret afvejning af på den ene side betydningen af en underretning for den registrerede, og på den anden side den arbejdsindsats hos den dataansvarlige, der vil være forbundet med underretningen. Dette skal ses i sammenhæng med, hvor indgribende behandlingen af de indsamlede oplysninger er for den enkelte borger. Jo større betydning databehandlingen må antages at have for den registrerede, jo mere taler for, at den dataansvarlige skal opfylde sin underretningspligt. Omvendt i de tilfælde, hvor den registreredes interesse i at modtage underretning om indsamlingen af oplysninger må anses for at være begrænset.

4) Borgerens interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til personen selv eller andre, jf. § 30, stk. 1. Der skal foretages en konkret afvejning.

5) Der er andre hensyn, der er vægtigere end hensynet til den registreredes interesse i at kende oplysningerne, fx hensyn til statens sikkerhed eller til kontrol-, tilsyns- eller registreringsopgaver, jf. § 30, stk. 2, nr. 1-6. Den dataansvarlige skal i begge disse situationer foretage en konkret afvejning af de modstående hensyn, dvs. hensynene til private henholdsvis offentlige interesser og hensynet til den registrerede selv. De interesser, der kan beskyttes, er ifølge lovbemærkningerne både den dataansvarliges og tredjemands interesser, herunder bl.a. private forretningshemmeligheder, den professionelle tavshedspligt, som læger og advokater skal iagttage, retten til at forberede sit eget forsvar i retssager, samt beskyttelse af menneskerettighederne. Tavshedspligten i forvaltningsloven, som alle offentligt ansatte er omfattet af, kan indgå ved vurderingen af, om der foreligger afgørende hensyn, der kan begrunde en fravigelse af underretningspligten, men eksistensen af en tavshedspligt kan ikke i sig selv medføre en fravigelse. Afvejningen af de modstående hensyn må altid foretages konkret for hver enkelt oplysning for sig med den virkning, at der, hvis de nævnte hensyn kun gør sig gældende for en del af de registrerede oplysninger, skal give den registrerede meddelelse om de øvrige oplysninger. Udtrykket »afgørende hensyn« betyder, at der kun kan gøres undtagelse fra underretningspligten, hvor der er nærliggende fare for, at privates eller offentliges interesser vil lide skade af væsentlig betydning.

Underretningspligt over for bipersoner og over for mindreårige

526. Underretningspligten omfatter ikke kun hovedpersonen i en sag, men også eventuelle bipersoner, dvs. personer, som ikke er den direkte part i sagen, men som nævnes i sagens akter. Bipersoners ret til at modtage oplysninger skal fortolkes i sammenhæng med reglen i § 29, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan man undlade at underrette, hvis det er uforholdsmæssigt vanskeligt. Der foretages en konkret afvejning i hver enkelt sag af bipersonens interesse i at modtage oplysningen i forhold til de administrative omkostninger ved at underrette bipersonen. Datatilsynet vil være tilbageholdende med at lade administrative omkostninger veje tungt i vurderingen.

Børn over 15 år skal som hovedregel også underrettes om en databehandling, jf. §§ 28 og 29 i persondataloven. Det gælder også, selv om forældremyndighedsindehaveren allerede er bekendt med databehandlingen.

Hvis et barn over 15 år ikke skal underrettes, skal betingelserne i en af undtagelsesbestemmelserne være opfyldt.

Når en person over 15 år får en meddelelse om en registrering, skal forældremyndighedsindehaveren som hovedregel også gives besked samtidigt. Der kan dog gøres undtagelse i de tilfælde, hvor sagen er af en sådan karakter for den mindreårige, at det kan begrunde at undlade at underrette forældremyndighedsindehaveren. Hvis et barn er under 15 år opfyldes underretningspligten ved at give meddelelse til forældremyndighedsindehaveren og ikke i forhold til det enkelte barn.

Meddelelse til en mindreårige kan sendes i samme brev som til myndighedsindehaveren. Efter en konkret vurdering kan der sendes særskilt meddelelse til børn og unge over 15 år.

Formkrav

527. Loven indeholder ingen regler om formkrav til, hvordan den dataansvarlige opfylder underretningspligten, dvs. loven indeholder ikke krav om skriftlighed. Det er dog vigtigt for den dataansvarlige at kunne dokumentere, at underretningspligten er opfyldt, hvis der er uenighed om, hvorvidt den dataansvarlige har opfyldt sin underretningspligt. Den dataansvarlige bør derfor give meddelelsen skriftligt og på en tydelig måde, fx i en folder, der generelt beskriver forholdet til persondataloven. Denne fremgangsmåde kan især være velegnet for klageinstanser. Der henvises i denne forbindelse til offentlighedslovens regel om notatpligt, når myndigheden får nye oplysninger til sagen.

Virkningen af manglende overholdelse af underretningspligten

528. Virkningen af, at reglerne om underretningspligt ikke er overholdt, vil på det sociale område navnlig opstå i forbindelse med offentlige myndigheders behandling af personoplysninger i forbindelse med, at der træffes afgørelse i sager. Det antages, at forvaltningsmyndigheders manglende overholdelse af reglerne ikke i sig selv kan medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, da reglernes formål ikke er at tjene som retsgaranti for en afgørelses rigtighed. Hvis den konkrete sag i øvrigt er mangelfuldt behandlet, og persondatalovens regler om underretningspligt tilsidesættes, vil den manglende overholdelse af underretningspligten formentlig efter en konkret og samlet vurdering kunne medvirke til, at afgørelsen anses for ugyldig.

Andre rettigheder

Ret til indsigt i behandlede oplysninger

529. Persondataloven giver ligesom forvaltningsloven og offentlighedsloven borgeren ret til at se, hvilke oplysninger, som myndigheden behandler om vedkommende, jf. § 31. Hvis der behandles oplysninger om borgeren skal vedkommende på en let forståelig måde give borgeren besked om,

1) hvilke oplysninger, der behandles,

2) formålet med behandlingen,

3) kategorierne af modtageren af oplysningerne, og

4) tilgængelig information om, hvor oplysninger stammer fra.

Den dataansvarlige skal besvare borgerens henvendelse hurtigst muligt. Hvis borgeren ikke får svar inden 4 uger, skal borgeren have besked om grunden til at det ikke er sket og om hvornår det så kan forventes at ske. Meddelelsen skal som udgangspunkt ske skriftlige, jf. § 34, men kan ske mundtligt, hvis hensynet til den registrerede taler for det.

Der kan ikke stilles krav om, at borgeren præcist skal kunne angive de behandlinger, som vedkommende ønsker at få indsigt i. Den dataansvarlige kan nægte at give indsigt i oplysningerne, hvis de indgår i administrativ sagsbehandling, på samme måde som myndigheden kan begrænse retten til aktindsigt efter offentlighedslovens §§ 2, 7-11 og 14.

Ret til at få slettet eller berigtiget oplysninger

530. Efter § 37, stk. 1, skal den dataansvarlige berigtige, slette eller blokere oplysninger, der viser sig at være forkerte eller vildledende, hvis borgeren beder om det. Henvendelsen fra borgeren kan ske både skriftligt og mundtligt.

Berigtigelse betyder, at den dataansvarlige skal sørge for, at notere eller registrere, at oplysningen er forkert. Blokering betyder, at myndigheden ikke skal slette oplysningerne, men at den ikke må bruge oplysningen længere. Det er den dataansvarlige, der afgør, om oplysningerne skal slettes, blokeres eller berigtiges ud fra de konkrete omstændigheder.

Den dataansvarlige efter § 37, stk. 2, skal meddele tredjemand, som eventuelt har fået oplysningerne, at der er sket berigtigelse, sletning eller blokering af oplysninger, hvis den registrerede beder om det. Det gælder dog ikke, hvis underretning er umulig eller uforholdsmæssig vanskelig.

Indsigelse mod databehandling

531. Borgeren kan til enhver tid over for kommunen gøre indsigelse mod, at oplysninger behandles, jf. § 35. Den dataansvarlige skal respektere dette. (Se punkt 74 om den processuelle skadevirkning.)

532. Spørgsmål vedr. persondataloven kan rettes til Datatilsynet, Borgergade 28, 5. sal, 1300 København K. Der kan findes flere oplysninger om persondataloven på www.datatilsynet.dk. Datatilsynet er desuden klageinstans i forhold til persondataloven.

Til toppen

Kapitel 50 – Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Indledning

533. For at styrke borgernes retssikkerhed i forbindelse med myndighedernes tvangsindgreb, har Folketinget vedtaget lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Denne lov betegnes i dette kapitel som retssikkerhedsloven (JM). (For at undgå forveksling betegnes lov om retssikkerhed og administration på det sociale område derfor i dette kapitel som retssikkerhedsloven (SM).)

Retssikkerhedsloven (JM) indeholder særlige retssikkerhedsregler, der især gælder, når en myndighed inden for den offentlige forvaltning har adgang til private boliger og virksomheder eller adgang til at undersøge breve og papirer, uden at der foreligger en retskendelse. Loven gælder, når en myndighed foretager tvangsindgreb udenfor strafferetsplejen i forbindelse med fx kontrol eller tilsyn. Loven regulerer, hvad forvaltningsmyndighederne skal gøre i disse situationer.

Retssikkerhedsloven (JM) indeholder også regler, som begrænser borgernes oplysningspligt, i de tilfælde, hvor myndighederne har konkret mistanke om en strafbar lovovertrædelse fx bedrageri. Formålet med begrænsningerne i borgerens oplysningspligt er at sikre, at borgerne får den beskyttelse, som borgerne er berettiget til, når politiet efterforsker en straffesag.

Retssikkerhedsloven (JM) trådte i kraft den 1. januar 2005.

Retssikkerhedsloven (JM) i hovedtræk

534. Retssikkerhedsloven (JM) i hovedtræk:

En myndighed skal som hovedregel orientere borgeren, inden den foretager et tvangsindgreb fx et tilsynsbesøg.

Hvis myndigheden har rimeligt begrundet mistanke om, at en borger har begået en lovovertrædelse, der kan føre til bøde eller anden straf, kan myndigheden som hovedregel ikke gennemføre indgrebet med henblik på at straffe vedkommende. Indgrebet kan så kun gennemføres med politiets medvirken efter de særlige regler i strafferetsplejen, for på den måde at sikre borgerens retssikkerhed.

Borgernes oplysningspligt er begrænset, hvis myndigheden har konkret mistanke om, at borgeren har begået en strafbar lovovertrædelse, fx bedrageri.

Det nærmere indhold af retssikkerhedsloven (JM) er beskrevet i Justitsministeriets vejledning om lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Opbygningen af retssikkerhedsloven (JM)

535. Kapitel 2 i retssikkerhedsloven (JM) indeholder generelle regler om den fremgangsmåde, som forvaltningsmyndighederne skal følge, når de foretager tvangsindgreb. Disse regler er beskrevet i punkterne 521-551.

Kapitel 3 i retssikkerhedsloven (JM) indeholder regler om, i hvilket omfang tvangsindgreb overhovedet kan gennemføres, hvis myndigheden har mistanke om, at en borger har begået en lovovertrædelse, der kan føre til bøde eller anden straf. Disse regler er nærmere beskrevet i punkterne 539-559.

Endelig indeholder lovens kapitel 4 regler om begrænsning i borgernes oplysningspligt over for kommunen eller andre offentlige myndigheder ved mistanke om, at borgeren har begået en strafbar lovovertrædelse. Disse regler er beskrevet i punkterne 560-567.

Anvendelse af retssikkerhedsloven (JM) på det sociale og det beskæftigelsesmæssige område

536. På det sociale område vil retssikkerhedsloven (JM) navnlig være relevant i forhold til:

  • Oplysningspligt efter § 11, stk. 2, i retssikkerhedsloven (SM) og efter andre love på det sociale område.
  • Kontrolbesøg i virksomheder efter § 12 a i retssikkerhedsloven (SM).
  • Gennemførelse af afgørelser om anbringelse af børn udenfor hjemmet.
  • Kontrol af breve m.v. overfor børn og unge på institutioner beregnet for døgnophold.
  • Offentlige myndigheders tilsyn med private institutioner og opholdssteder m.v.

I det følgende gives en kort beskrivelse af lovens indhold i hovedtræk specielt med henblik på det sociale område.

Retssikkerhedsloven (JM) gælder for den offentlige forvaltning

537. Retssikkerhedsloven (JM) gælder for myndigheder i alle dele af den offentlige forvaltning, herunder kommuner og regioner, som administrerer den sociale lovgivning. Derimod gælder loven som udgangspunkt ikke for institutioner, der er organiseret på privatretligt grundlag, så som selvejende institutioner, enkeltmandsvirksomheder, selskaber eller foreninger. Det gælder, uanset om den virksomhed, de udøver, ganske kan sidestilles med den, som sædvanligvis udøves af forvaltningsmyndigheder. Denne afgrænsning svarer til, hvad der er fastsat i forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Når den kommunale eller regionale forvaltning eller andre myndigheder efter den sociale lovgivning har adgang til private boliger og virksomheder eller foretager andre tvangsindgreb, skal den følge reglerne i Retssikkerhedsloven (JM).

538. Privatorganiserede institutioner - herunder døgninstitutioner, botilbud og opholdssteder - vil kun blive betragtet som myndigheder, der er en del af den offentlige forvaltning, hvis de udøver offentlig virksomhed af omfattende karakter og som følge heraf er undergivet en intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol, se punkt 353. Kun i disse tilfælde gælder retssikkerhedsloven (JM) for indgreb, der foretages af sådanne organisationer. Privatorganiserede institutioner, der udfører sociale opgaver, se punkterne 348-354, betragtes ikke som myndigheder, der er en del af den offentlige forvaltning, blot fordi de efter § 43, stk. 2, i retssikkerhedsloven (SM) er omfattet af forvaltningslovens regler i forhold til den opgave, de udfører.

Tvangsindgreb når der ikke foreligger mistanke om strafbart forhold

539. Kapitel 2 i retssikkerhedsloven (JM) indeholder i §§ 2-8 generelle regler om den fremgangsmåde, som forvaltningsmyndighederne skal følge ved tvangsindgreb. Anvendelsesområdet for reglerne er beskrevet i punkterne 540-543. Fremgangsmåden ved tvangsindgreb er beskrevet i punkterne 544-551.

Hvornår skal myndigheden følge fremgangsmåden i kapitel 2

540. Den særlige fremgangsmåde i kapitel 2 i retssikkerhedsloven (JM) gælder alene for to typer af indgreb:

  • Husundersøgelse.
  • Undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre papirer.

Når en myndighed efter den sociale lovgivning kan foretage et tvangsindgreb af denne art, skal myndigheden altså bruge fremgangsmåden i kapitel 2 i retssikkerhedsloven (JM).

Fremgangsmåden skal bruges, uanset om borgeren eller virksomheden giver samtykke til, at en myndighed gennemfører tvangsindgrebet.

For andre typer af tvangsindgreb gælder de generelle regler i kapitel 2 ikke.

Husundersøgelse

541. Ved husundersøgelse forstås undersøgelse af privat beboelse, kontorer og andre lokaler, der ikke er offentligt tilgængelige fx butikkers baglokaler, lagerlokaler, garager m.v., jf. nærmere punkt 12 i Justitsministeriets vejledning om loven.

Fremgangsmåden i retssikkerhedsloven (JM) vil altså skulle benyttes, når kommunerne foretager kontrol i virksomheders lokaler m.v. efter § 12 a i retssikkerhedsloven (SM) og/eller undersøgelse af breve og andre papirer på en virksomheds kontorer. (Om kontrolbesøg se nærmere punkterne 142-151)

Også ved tilsyn, hvor kommunen har adgang til private hjem eller private boformer, vil fremgangsmåden skulle benyttes, fx ved tilsyn med et privat opholdssted for børn og unge.

Reglerne gælder også ved en husundersøgelse i forbindelse med fuldbyrdelse i sager om anbringelse af børn udenfor hjemmet efter § 48, stk. 2, i serviceloven.

Udenfor begrebet husundersøgelse falder undersøgelse af andre steder og genstande. Fremgangsmåden efter kapitel 2 i retssikkerhedsloven (JM) gælder derfor ikke for udendørs undersøgelser på fx gårdspladser og byggepladser eller for lokaler med offentlig adgang fx butikslokaler og restauranter eller ved undersøgelse af fx en bils bagagerum eller førerkabine.

Fremgangsmåden i kapitel 2 gælder heller ikke, hvis en kommune undersøger arbejdssteder uden for en virksomheds lokaler efter § 12 a i retssikkerhedsloven (SM). Hvis det imidlertid for at foretage denne kontrol også er nødvendigt at foretage husundersøgelse – fx at passere igennem en del af virksomhedens lokaler – skal fremgangsmåden i kapitel 2 benyttes for denne del af indgrebet.

Undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre papirer

542. Ved undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre papirer forstås enhver undersøgelse og rådighedsberøvelse af private breve og notater, forretningsdokumenter, regnskabsbilag, protokoller, logbøger og andre dokumenter, uanset om dokumenterne findes på papir eller i elektronisk form, se punkt 13 og punkt 82 i Justitsministeriets vejledning.

Åbning og tilbageholdelse af breve eller pakker, der er under forsendelse, eller aflytning af telefon er derimod ikke omfattet af udtrykket »undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre papirer«.

Kapitel 2 i retssikkerhedsloven (JM) gælder derfor ikke ved åbning af breve, der er under forsendelse.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det forudsættes, at fremgangsmåden i lovens kapitel 2 ikke skal bruges i tilfælde, hvor en institution indenfor den offentlige forvaltning har adgang til lokaler m.v., der bebos af personer, der opholder sig på institutionen, eller i tilfælde, hvor en sådan institution efter lovgivningen på området har adgang til i visse situationer at åbne post, der modtages af institutionens beboere.

Fremgangsmåden i kapitel 2 i retssikkerhedsloven (JM) skal derfor ikke benyttes, når en myndighed fører kontrol med børn og unges brevveksling efter servicelovens § 123, stk. 2, i døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge. Heller ikke ved telefonaflytning efter servicelovens § 123 skal fremgangsmåden benyttes. Der er imidlertid fastsat nærmere regler om denne kontrol i Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse overfor børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Proportionalitetsprincippet

543. Det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip (se punkt 444) gælder også ved tvangsindgreb. Det er nu lovfæstet i § 2 i retssikkerhedsloven (JM). Det betyder, at en forvaltningsmyndighed kun kan beslutte at gennemføre et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb, der er omfattet af tvangsindgrebsreglerne, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.

Krav om partsaktindsigt, begrundelse og klagevejledning m.v.

544. Det er udtrykkeligt fastsat i § 3 i retssikkerhedsloven (JM), at en række af forvaltningslovens regler om partsrettigheder gælder ved de tvangsindgreb, der er beskrevet i punkt 540-542.

Det drejer sig bl.a. om forvaltningslovens regler om partsaktindsigt (se punkterne 491-494), begrundelse (se punkterne 499-503) og klagevejledning (se punkt 504).

Underretning af borgeren inden indgrebet

545. Når en myndighed skal gennemføre et tvangsindgreb, gælder efter § 5 den hovedregel, at myndigheden skal give skriftlig underretning til borgeren eller virksomheden mindst 14 dage inden indgrebet gennemføres. Myndigheden kan undlade at give underretning i de situationer, som er nævnt i punkt 546.

Den, som indgrebet sker overfor, skal have oplysning om tid og sted, om formål med indgrebet, om det faktiske og retlige grundlag for indgrebet samt om retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningslovens § 8. Underretningen skal beskrive formålet med indgrebet og skal herudover også redegøre for det faktiske og retlige grundlag for indgrebet.

En kommune, som vil gennemføre et tilsynsbesøg i fx en privat institution eller et privat opholdssted for børn og unge, skal varsle besøget. Det samme gælder som udgangspunkt tilsyn efter servicelovens § 151 med plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, og i andre tilsvarende boligenheder i kommunen. Det følger dog af servicelovens § 151, at mindst ét årligt tilsynsbesøg skal være uanmeldt.

Også kontrolbesøg i virksomheder efter § 12 a i Socialministeriets retssikkerhedslov skal varsles. Myndigheden kan dog i visse tilfælde undlade at varsle kontrolbesøget, se nedenfor i punkt 546.

Hvis en kommune foretager husundersøgelse i forældremyndighedsindehaverens bolig efter servicelovens § 48 med henblik på anbringelse af et barn udenfor hjemmet, skal indgrebet varsles forinden, medmindre der er tale om en situation, som er omhandlet i punkt 546.

Tilfælde, hvor myndigheden kan undlade at underrette om et indgreb

546. Myndighederne kan undlade at give borgeren en forudgående underretning i de bestemte situationer, der er nævnt i lovens § 5, stk. 4. En myndighed kan bl.a. lade være med at underrette på forhånd, hvis formålet med et kontrolbesøg m.v. ville forspildes, hvis der blev givet forudgående underretning. Denne bestemmelse tager først og fremmest sigte på de tilfælde, hvor en myndighed foretager tvangsindgreb som led i sin kontrol- eller tilsynsvirksomhed, se punkt 47 i Justitsministeriets vejledning. Der vil bl.a. kunne forekomme nogle tilfælde af kontrolbesøg efter § 12 a i retssikkerhedsloven (SM), hvor formålet med kontrollen (kontrol af oplysninger om løn– og arbejdsforhold, som ligger til grund for udbetaling af sociale ydelser) vil blive forspildt, hvis myndigheden underretter forinden. Der kan også forekomme situationer, hvor det kan være nødvendigt at undlade forudgående varsling, hvis en kommune foretager husundersøgelse hos en forældremyndighedsindehaver med henblik på tvangsundersøgelse, tvangsanbringelse eller tvangsbehandling af et barn.

Hvis myndigheden ikke på forhånd har varslet et tvangsindgreb, skal myndigheden give oplysningerne om formål og grundlag m.v., senest samtidig med, at indgrebet gennemføres. Den, som indgrebet foretages overfor, skal samtidig have en begrundelse for, at varsling ikke er sket forinden.

Borgerens ret til at gøre indsigelse

547. Myndighedens underretning af borgeren om et tvangsindgreb skal indeholde en frist for, at borgeren kan gøre indsigelse mod gennemførelsen af tvangsindgrebet. Det fremgår af § 5, stk. 3, i retssikkerhedsloven (JM). Hvis borgeren gør indsigelse mod tvangsindgrebet, skal myndigheden behandle indsigelsen og træffe en begrundet afgørelse, hvis myndigheden beslutter at gennemføre tvangsindgrebet på trods af indsigelsen.

Legitimation

548. Myndigheden har pligt til at vise legitimation i forbindelse med gennemførelse af tvangsindgreb. Det fremgår af § 6 i retssikkerhedsloven (JM), som også giver mulighed for at undlade at vise legitimation, hvis afgørende hensyn taler for det.

Skånsomhed og hensyntagen til borgeren

549. Myndigheden har pligt til at udvise størst mulig skånsomhed under et tvangsindgrebs gennemførelse. Indgrebet skal forårsage så lidt ødelæggelse som muligt og må ikke forårsage unødig opsigt på grund af tidspunktet for gennemførelsen. Det fremgår af § 7 i retssikkerhedsloven (JM).

Notatpligt

550. Myndigheden har ifølge § 4 pligt til at gøre notat om oplysninger, som har betydning for myndighedens beslutning om at foretage et tvangsindgreb. Notatpligten gælder ikke, hvis oplysningerne allerede fremgår af sagen.

Pligt til at skrive rapport

551. Myndigheden har efter § 8 pligt til at skrive en rapport om udførelsen af et tvangsindgreb,

  • hvis den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat regler i lovgivningen, eller
  • hvis borgeren beder om det inden for 14 dage efter, at tvangsindgrebet er gennemført.

Kommunen vil således skulle skrive rapport ved kontrolbesøg efter § 12 a i Socialministeriets retssikkerhedslov, hvis det viser sig, at en borger har overtrådt regler i lovgivningen.

Rapporten skal udleveres til borgeren snarest muligt efter gennemførelsen af tvangsindgrebet. Hvis myndigheden ikke kan give borgeren den rapport, som borgeren har anmodet om indenfor de 14 dage, skal myndigheden underrette borgeren om grunden hertil, og hvornår borgerens anmodning kan forventes besvaret.

Eksempel 1

En kommune vil gennemføre et kontrolbesøg efter § 12 a i en mindre privatejet produktionsvirksomhed. Formålet med at få adgang til virksomheden er at kontrollere, om evt. sociale eller beskæftigelsesmæssige ydelser, der udbetales til ansatte i virksomheden, er beregnet på grundlag af korrekte indkomstoplysninger.

Kommunen har ikke konkrete oplysninger, der har ført til en rimeligt begrundet mistanke om lovovertrædelser, der kan medføre straf for hverken virksomhedens ejer eller de ansatte. Virksomhedens ejer er imidlertid pålagt at føre logbog, fordi registreringen af virksomhedens ansatte tidligere har været mangelfulde.

Undersøgelsen af virksomhedens lokaler kan derfor ske efter kapitel 2 i retssikkerhedsloven (JM). Kommunen vurderer, at en anden og mindre indgribende foranstaltning ikke kan erstatte undersøgelsen.

Som udgangspunkt skal kommunen på forhånd underrette virksomhedens ejer om tid og sted for kontrolbesøget samt om formålet med og grundlaget for besøget. Ejeren skal orienteres om, at muligheden for at lade sig bistå af andre og have mulighed for at gøre indsigelse mod beslutningen om undersøgelsen. Kommunen vurderer imidlertid, at formålet med undersøgelsen vil være forspildt, hvis virksomhedsejeren på forhånd er orienteret om besøget.

Kommunen skriver derfor i stedet en underretning om formålet med og grundlaget for undersøgelsen af virksomhedens lokaler samt om baggrunden for, at underretningen ikke er sendt på forhånd. Denne underretning gives til virksomhedsejeren på det tidspunkt, hvor undersøgelsen af virksomheden foretages.

Under besøget konstaterer kommunen, at logbogen er ført. To ansatte modtager boligstøtte og henholdsvis førtidspension og kontanthjælp. De fortæller selv, at de endnu ikke har nået at oplyse kommunen om indtægter fra ansættelsen i virksomheden. Disse oplysninger får kommunen til at tro, at der kan være grundlag for at rejse krav om tilbagebetaling af ydelser til de to ansatte. Der opstår imidlertid ikke på dette tidspunkt rimelig grund til mistanke om, at de to ansatte har begået noget strafbart, som bedrageri eller groft uagtsom vildledning af kommunen. Formålet med den videre undersøgelse af virksomheden vil fortsat ikke være at forfølge et spørgsmål om straf. (Heller ikke selv om kommunen evt. senere som supplement til tilbagebetalingskravet måtte finde anledning til at anmelde forholdet til politiet som bedrageri eller strafbart forhold efter § 12 b i retssikkerhedsloven (SM), se punkterne 553 og 558). Undersøgelsen kan derfor fuldføres. (For så vidt angår borgernes ret til ikke at inkriminere sig selv ved at opfylde en oplysningspligt se punkterne 560 og 567.)

Kommunen konstaterer på baggrund af husundersøgelsen, at de to ansatte, har tilsidesat deres oplysningspligt og modtaget ydelser i strid med pensionsloven og boligstøtteloven, og kommunen har derfor pligt efter retssikkerhedsloven (JM) til at skrive en rapport om besøget.

(Se også eksempel 2 efter punkt 559)

Mistanke om strafbart forhold

552. Når myndighederne har en rimelig grund til mistanke om, at borgeren har begået et strafbart forhold, må myndigheden som udgangspunkt ikke gennemføre et tvangsindgreb over for borgeren. Reglerne herom er fastsat i kapitel 3 i retssikkerhedsloven (JM).

Reglerne har til formål at sikre borgere og virksomheder imod, at strafferetsplejens regler om tvangsindgreb omgås.

Spørgsmålet om, hvornår der er rimelig grund til mistanke, er beskrevet i punkt 553 og punkt 558. I punkt 554 er beskrevet, hvilke typer af indgreb, der er omfattet af reglerne. Punkt 555-559 beskriver, hvornår en myndighed må foretage tvangsindgreb, hvis der foreligger eller opstår mistanke. Endelig beskriver punkterne 558 og 559 situationer, der falder udenfor kapitel 3.

Rimelig grund til mistanke om strafbart forhold

553. De særlige regler ved mistanke gælder, når en person eller virksomhed med rimelig grund mistænkes for at have begået en lovovertrædelse, der kan medføre bøde eller anden straf.

En lovovertrædelse, der kan medføre straf, kan være en overtrædelse af straffebestemmelser i den sociale lovgivning, se punkterne 171-182, fx § 12 b i retssikkerhedsloven (SM), hvor afgivelse af urigtige oplysninger til kommunen kan straffes med bøde, hvis der er tale om grov uagtsomhed. Der kan også være tale om en overtrædelse af straffeloven – fx for bedrageri – eller om andre strafbare lovovertrædelser.

Reglerne skal benyttes, når mistanken foreligger inden tvangsindgrebet eller opstår under indgrebet.

At myndigheden skal have "rimelig grund" til mistanke før begrænsningerne i kapitel 3 gælder, betyder, at mistanken skal være baseret på tilstrækkelige, konkrete, objektive oplysninger i den pågældende sag. Om det er tilfældet vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

(Der henvises nærmere til punkterne 91-96, i Justitsministeriets vejledning med hensyn til, hvornår der er rimelig grund til mistanke)

Tvangsindgreb, som myndigheden ikke må gennemføre

554. Ved en rimeligt begrundet mistanke om, at borgeren har begået et strafbart forhold, må myndigheder efter de særlige regler i kapitel 3 uanset reglerne i kapitel 1 og 2, ikke foretage følgende tvangsindgreb:

  • Husundersøgelse.
  • Undersøgelse af andre lokaliteter.
  • Undersøgelse og beslaglæggelse af breve og papirer.
  • Undersøgelse og beslaglæggelse af andre genstande end breve og papirer.
  • Brud på meddelelseshemmeligheden.
  • Eftersyn eller anden undersøgelse af personer.

Husundersøgelse omfatter som beskrevet i punkt 541 undersøgelse af privat beboelse, kontorer og andre lokaler der ikke er offentligt tilgængelige.

Undersøgelse af andre lokaliteter dækker undersøgelser af områder, der ikke kan betegnes som husundersøgelse. Det vil bl.a. gælde udendørsområder som gårdspladser, marker og byggepladser og lokaler med offentlig adgang som butikslokaler.

Undersøgelse og beslaglæggelse af breve og papirer omfatter som anført i punkt 542 private breve og notater, forretningsdokumenter, logbøger og andre dokumenter, uanset om dokumenterne findes på papir eller i elektronisk form.

Undersøgelse af andre genstande omfatter genstande, der ikke kan betragtes som breve eller andre papirer. Reglerne vil herunder omfatte undersøgelse af transportmidler, fx af skibslaster og bilers bagagerum.

Brud på meddelelseshemmeligheden omfatter åbning og tilbageholdelse af breve eller pakker, der er under forsendelse, eller aflytning af telefon.

Endelig dækker eftersyn eller anden undersøgelse af personer legemsindgreb herunder visitation af det tøj, som den undersøgte har på.

(De forskellige typer af tvangsindgreb er beskrevet i punkterne 12-13 og 77-83 i Justitsministeriets vejledning)

Hvis en myndighed har rimelig grund til mistanke om en strafbar lovovertrædelse, er der altså begrænsninger i myndighedens muligheder for at benytte de nævnte typer af indgreb.

Har en kommune rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, skal kommunen derfor overholde reglerne i kapitel 3 ved kontrol efter § 12 a i retssikkerhedsloven (SM), uanset om kontrollen foregår som husundersøgelse eller undersøgelse af andre steder fx en bils bagagerum.

Ved mistanke om strafbart forhold vil reglerne i kapitel 3 også gælde ved en myndigheds kontrol med beboeres brevveksling og telefonsamtaler m.v. efter servicelovens § 123, stk. 2, i døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge.

Tvangsindgreb med henblik på straf

555. Hvis en enkeltperson eller en juridisk person med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, kan en myndighed som udgangspunkt ikke foretage de tvangsindgreb, der er nævnt i punkt 554, hvis formålet med indgrebet er at skaffe oplysninger til brug for fastsættelse af straf. Et tvangsindgreb kan i så fald kun gennemføres af politiet efter reglerne i retsplejeloven om politiets adgang til at foretage indgreb inden for strafferetsplejen.

Tvangsindgreb over for andre end den mistænkte

556. Reglerne gælder, uanset om myndigheden ønsker at foretage indgrebet overfor den mistænkte selv, eller om myndigheden vil gennemføre et tvangsindgreb overfor en anden for at skaffe oplysninger af betydning for en straffesag imod den mistænkte.

Reglerne gælder også ved offentlige myndigheders tilsyn og kontrol med andre offentlige myndigheder, hvis der er mistanke til en person.

Den mistænkte samtykker til tvangsindgrebet

557. Hvis den mistænkte frivilligt giver skriftligt samtykke, kan myndigheden dog gennemføre indgrebet trods mistanken om det strafbare forhold. Den mistænkte skal give samtykke specifikt til, at myndigheden foretager det pågældende indgreb trods mistanken, og den mistænkte skal være tilstrækkeligt informeret om, hvad samtykket dækker. Se nærmere punkterne 100-109 i Justitsministeriets vejledning.

Hvis den mistænkte har givet samtykke, gælder procedurereglerne i kapitel 2, se punkterne 540-551, ved husundersøgelse eller undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre papirer.

Mistanken er ikke begrundet

558. Hvis en myndighed ikke på forhånd har rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, kan myndigheden foretage et tvangsindgreb med hjemmel i den sociale lovgivning. Indgrebet skal følge fremgangsmåden i kapitel 2 i retssikkerhedsloven (JM), hvis der er tale om husundersøgelse eller undersøgelse af breve eller papirer. (Se punkt 540-542) Hvis der fx under en husundersøgelse eller brevundersøgelse opstår en sådan mistanke, kan myndigheden imidlertid ikke videreføre kontrollen med henblik på straf, medmindre den mistænkte giver samtykke. I stedet må sagen behandles efter reglerne i strafferetsplejen. Undersøgelsen kan derimod fortsættes med henblik på andre spørgsmål end straf. (Se punkt 559)

Det samme gælder, hvis en myndighed på forhånd har en mistanke, der imidlertid ikke er nærmere konkretiseret. Myndigheden kan påbegynde tvangsindgrebet. Hvis den mere diffuse mistanke imidlertid bestyrkes i løbet af indgrebet, fordi der viser sig konkrete oplysninger, der giver rimelig grund til mistanke, kan indgrebet kun videreføres med henblik på andre spørgsmål end straf eller hvis den mistænkte giver samtykke.

En myndighed kan på den måde skaffe sig tilstrækkelige oplysninger til, at myndigheden kan vurdere, om der er tale om en sag, der bør overgives til politiet med henblik på straf. (Se punkt 95 i Justitsministeriets vejledning)

Tvangsindgreb med andre formål end straf

559. Kapitel 3 i retssikkerhedsloven (JM) er ikke til hinder for, at en myndighed – selv om der foreligger rimelig grund til mistanke om en strafbar lovovertrædelse – kan foretage kontrolbesøg eller andre tvangsindgreb, hvis formålet er at skaffe oplysninger af andre grunde end fastsættelse af straf.

Reglerne betyder fx, at hvis en institution for børn og unge med rimelig grund mistænker en beboer for at have begået et strafbart forhold, kan institutionen ikke som myndighed gennemføre kontrol efter servicelovens § 108 for at skaffe yderligere oplysninger med henblik på straf. Har institutionen fx konkrete holdepunkter for at mistænke en beboer for at have begået indbrud sammen med andre, kan institutionen ikke åbne og læse breve, der sendes til beboeren, for på den måde at skaffe beviser for mistanken med henblik på straf af beboeren eller andre mistænkte. Spørgsmålet om strafforfølgelse må overlades til politiet. Hvis formålet med at kontrollere brevene derimod har et andet - socialpædagogisk eller sundhedsmæssigt – formål, kan kontrollen gennemføres.

Reglerne betyder tilsvarende, at en kommune ikke kan gennemføre kontrol i en virksomhed efter § 12 a i retssikkerhedsloven (SM) med henblik på straf af en mistænkt. En kommune kan altså ikke foretage kontrol i en virksomhed, hvis der er rimelig grund til at mistænke virksomhedens ansatte for at have begået et strafbart forhold, og hvis kontrollen gennemføres med henblik på straf af den eller de mistænkte. Hvis formålet med indgrebet derimod er et andet end straf – fx sikring mod fejludbetaling af offentlige ydelser og evt. krav om tilbagebetaling – kan indgrebet gennemføres.

I tilfælde hvor der er rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, kan en myndighed have brug for oplysninger om det forhold, som mistanken omfatter, til andre formål end straf, samtidig med at myndigheden er opmærksom på, at der efterfølgende eventuelt også kan blive tale om at forfølge spørgsmålet om straf ved at anmelde forholdet til politiet.

I den type sager vil myndigheden kunne foretage tvangsindgrebet – fx et kontrolbesøg - hvis indgrebet ville være et naturligt og sagligt begrundet led i sagens behandling, også hvis der ikke kunne blive tale om efterfølgende eventuelt at forfølge spørgsmålet om straf. At myndigheden muligvis samtidig er opmærksom på, at oplysningerne også vil kunne være relevante ved en eventuel senere straffesag, er i den forbindelse uden betydning.

Hvis det derimod allerede på det tidspunkt, hvor tvangsindgrebet gennemføres er klart, at formålet er at skaffe oplysninger til brug for behandling af både andre spørgsmål og spørgsmålet om fastsættelse af straf, kan myndigheden kun gennemføre tvangsindgrebet, hvis den mistænkte giver samtykke.

Eksempel 2

En kommune vil foretage et tilsynsbesøg på et privat opholdsted for børn og unge, fordi flere pårørende har oplyst, at beboere er blevet udsat for overgreb fra andre beboere.

Kommunen har en rimelig grund til mistanke om, at nogle beboere kan have begået strafbare lovovertrædelser. Formålet med tilsynsbesøget er imidlertid ikke at indhente oplysninger til brug for en eventuel straf men at påse, at opholdsstedet fortsat lever op til kommunens godkendelse i forhold til målgruppen.

Kommunen kan derfor gennemføre tilsynsbesøget. Kommunen vurderer, at der ikke er grundlag for at fravige den forudgående underretning, men at tilsynsbesøget af hensyn til beboerne bør foretages indenfor kortere tid end 14 dage.

Kommunen sender derfor en underretning til det private opholdssted om tidspunktet for tilsynsbesøget. Underretningen skal også indeholde oplysning om formålet med og grundlaget for tilsynsbesøget, om opholdsstedets mulighed for at lade sig bistå af andre og for at gøre indsigelse samt om baggrunden for, at underretning ikke er sendt mindst 14 dage forud for besøget.

(Se også eksempel 1 efter punkt 551)

Anvendelse af oplysningspligter i tilfælde af mistanke om, at en borger eller virksomhed har begået et strafbart forhold

560. Borgere og virksomheder har som hovedregel ikke pligt til at give oplysninger til myndigheden, hvis myndigheden har konkret mistanke om, at borgeren har begået et strafbart forhold. Kapitel 4 i retssikkerhedsloven (JM) begrænser oplysningspligter efter andre love, når der er konkret mistanke om, at en borger eller virksomhed har begået et strafbart forhold. Dette kaldes også borgerens ret til ikke at inkriminere sig selv. Formålet med at begrænse oplysningspligten er at sikre, at personer, som er anklaget for en forbrydelse, ikke kan blive tvunget til at medvirke til at opklare den påståede forbrydelse. Baggrunden herfor er det princip om retten til ikke at inkriminere sig selv, der følger af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Oplysningspligt

561. Borgerens ret til ikke at inkriminere sig selv ved at give oplysninger om et strafbart forhold gælder i alle tilfælde, hvor der efter lovgivningen m.v. er pligt til at meddele oplysninger til en offentlig myndighed. Begrænsningen gælder, uanset om oplysningspligten er strafsanktioneret eller kan gennemtvinges ved tvangsbøder eller lignende.

Retssikkerhedsloven (JM) begrænser hermed borgeres pligt efter § 11, stk. 2, i retssikkerhedsloven (SM) til at give oplysninger, der kan have betydning for hjælpen. Også de tilsvarende oplysningspligter i pensionslovene og boligstøtteloven begrænses med konkret mistanke om strafbare lovovertrædelser.

Konkret mistanke om et strafbart forhold

562. Kapitel 4 i retssikkerhedsloven (JM) gælder ved konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en strafbar lovovertrædelse.

En strafbar lovovertrædelse kan være en overtrædelse af straffeloven. Der kan også være tale om en overtrædelse af straffebestemmelser i andre love, fx § 12 b i retssikkerhedsloven (SM), hvor afgivelse af urigtige oplysninger til kommunen eller undladelse af at give oplysninger kan straffes, hvis der er tale om grov uagtsomhed.

Med hensyn til kravet om, at der skal foreligge konkret mistanke, er det som udgangspunkt afgørende, om myndighedens mistanke er så stærk, at der ville være grundlag for at rejse en sigtelse inden for strafferetsplejen eller at tillægge vedkommende en sigtets rettigheder. (Se nærmere punkterne 115-116 i Justitsministeriets vejledning)

En konkret mistanke forudsætter omstændigheder, spor m.v., som på objektivt grundlag og med rimelighed kan tale for vedkommendes mulige skyld. Hvis en kommune fx fra naboer, konkurrenter eller ansatte i en virksomhed modtager en anmeldelse om forhold, som kan være strafbare, beror det på en vurdering i det enkelte tilfælde, om der herefter foreligger en konkret mistanke. I denne vurdering må det bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen fremtræder, hvor konkret de pågældende forhold er angivet, og om der i de oplysninger, som kommunen i øvrigt er i besiddelse af, er holdepunkter for, at der kan foreligge et strafbart forhold. En anmeldelse vil således ikke i sig selv indebære, at der er konkret mistanke om et strafbart forhold.

563. Det er den myndighed, der skal anvende oplysningspligten, som må vurdere, om der er grundlag for en konkret mistanke.

Juridiske personer

564. Begrænsningen i oplysningspligten ved mistanke om strafbart forhold gælder også for juridiske personer. På det sociale område kan det fx være private botilbud, som skal give oplysninger til det offentlige.

Oplysninger uden betydning for straf

565. Uanset om der er konkret mistanke, kan en myndighed anvende en oplysningspligt, hvis det kan udelukkes, at de oplysninger, myndigheden beder om, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

Om det kan udelukkes, at oplysningerne kan have betydning for en sag om straf, vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, se punkt 118 i Justitsministeriets vejledning.

Kan det efter en konkret vurdering ikke udelukkes, at oplysningerne kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, kan oplysningspligten ikke anvendes.

I en række tilfælde vil en myndighed ud fra de foreliggende oplysninger have gjort op med, at der ikke er anledning til at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf, selv om der foreligger en formodning eller antagelse om, at en borger har begået en lovovertrædelse, der kan straffes. Det kan fx være tilfældet, hvis overtrædelsen er af mindre grov karakter. I sådanne tilfælde vil myndigheden kunne anvende oplysningspligten.

Retssikkerhedsloven (JM) er altså ikke til hinder for, at en kommune indhenter oplysninger alene til brug for spørgsmålet om tilbagebetaling af for meget udbetalt ydelse, selv om der foreligger en konkret mistanke om et strafbart forhold, hvis kommunen på forhånd har besluttet, at den ikke vil gå videre med spørgsmålet om straf. I så fald kan det udelukkes, at oplysningerne kan få betydning for en straffesag.

Myndighedens vejledningspligt

566. Hvis der foreligger konkret mistanke , skal myndigheden vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Hvis en kommune fx har en konkret mistanke om, at en person, der modtager social pension som enlig, har overtrådt straffeloven eller § 12 b i retssikkerhedsloven (SM) for at opnå en højere pension ved i længere tid at fortie, at den pågældende rent faktisk har en samlever, skal kommunen vejlede om, at vedkommende ikke har pligt til at give oplysninger, der kan have betydning for en straffesag.

Eksempel 3

En kommune konstaterer, at en pensionists slutlignede indkomst for året før, har været væsentlig højere end den indkomst, der er lagt til grund for beregning af boligydelse og pension. På den baggrund rejses krav om tilbagebetaling af udbetalt boligydelse for det forudgående år. Samtidig finder kommunen anledning til at bede den pågældende om at oplyse om sine aktuelle indtægtsforhold.

Pensionisten har pligt til at oplyse om ændringer i indtægtsforhold m.v., der kan have betydning for hjælpen, efter § 11, stk. 2, i retssikkerhedsloven (SM) (og boligstøttelovens § 46 og pensionslovens § 41 ).

Den, der undlader at give oplysninger eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, kan straffes med bøde efter § 12 b i retssikkerhedsloven (SM), hvis der er tale om grov uagtsomhed. Er der tale om en bevidst undladelse eller bevidst urigtig oplysning, kan der blive tale om straf for overtrædelse af straffeloven.

Kommunen anser det for sandsynligt, at pensionisten fortsat har den højere indkomst og fortsat modtager for høj boligydelse og for høj pension. Kommunen antager imidlertid, at der næppe er tale om en bevidst eller groft uagtsom undladelse, der kan straffes, og kommunen har derfor på forhånd gjort op med, at den ikke vil forfølge spørgsmålet om evt. straf.

På den baggrund vil kommunen kunne forlange, at pensionisten opfylder sin oplysningspligt efter § 11, stk. 2, i Socialministeriets retssikkerhedslov og de øvrige bestemmelser.

Eksempel 4

En kommune konstaterer, at en pensionists slutlignede indkomst for 2. år i træk, er væsentlig højere end den indkomst, der er lagt til grund for beregning af boligydelse og pension. På den baggrund rejses krav om tilbagebetaling af udbetalt boligydelse og pension for det forudgående år.

Samtidig antager kommunen, at pensionisten fortsat har højere indkomst, end oplyst overfor kommunen. Kommunen vil derfor bede pensionisten om at overholde sin oplysningspligt ved at give oplysninger om sine aktuelle indtægtsforhold.

Kommunen har en formodning om, at der kan være tale om en bevidst eller i hvert fald groft uagtsom undladelse, der kan straffes. Kommunen vurderer imidlertid ikke, at der foreligger tilstrækkeligt grundlag til, at politiet ville rejse sigtelse. Kommunen vurderer derfor ikke, at den har en konkret mistanke, der udelukker anvendelse af oplysningspligten.

Hvis der senere fremkommer oplysninger, der bestyrker, at undladelsen har været bevidst eller groft uagtsom, vil det imidlertid blive relevant igen at overveje, om kommunen fortsat kan udelukke, at opfyldelse af oplysningspligten kan få betydning for en straffesag. Kan det ikke længere udelukkes, kan kommunen ikke længere bede pensionisten om at opfylde oplysningspligten. Kommunen skal så vejlede om, at pensionisten ikke har pligt til at give oplysningerne.

Eksempel 5

En kommune konstaterer i efteråret 2005, at en pensionists slutlignede indkomst for 2004 for 3. år i træk, er væsentlig højere end den indkomst, der er lagt til grund for beregning af boligydelse og pension. På den baggrund rejses krav om tilbagebetaling af udbetalt boligydelse og pension for 2004.

Samtidig antager kommunen, at pensionistens indkomst i 2005 fortsat er højere end oplyst overfor kommunen, da pensionisten har haft samme lønnede beskæftigelse og samme indkomstniveau i alle årene. Kommunen vil derfor bede pensionisten om at overholde sin oplysningspligt ved at give oplysninger om sine aktuelle indtægts- og ansættelsesforhold.

Kommunen har en konkret mistanke om, at der i hvert fald i 2004 og i 2005 er tale om en bevidst eller i hvert fald groft uagtsom undladelse, der kan straffes, idet kommunen på grund af tidligere års indkomststigninger har indskærpet indkomst- og oplysningsreglerne overfor pensionisten i 2004. Kommunen vurderer, der er grundlag for at rejse sigtelse. Kommunen er indstillet på at forfølge straffespørgsmålet.

Det kan hermed ikke udelukkes, at de oplysninger, kommunen ønsker at indhente kan have betydning for bedømmelsen af straffespørgsmålet. Uanset om pensionisten nu afgiver korrekte eller urigtige oplysninger, vil svaret kunne have betydning for bedømmelsen af en sag om straf efter straffeloven eller § 12 b i retssikkerhedsloven (SM). Pensionisten risikerer altså at inkriminere sig selv ved at opfylde oplysningspligten.

Kommunen skal derfor vejlede om, at pensionisten ikke har pligt til at give oplysningerne.

Oplysninger, som borgeren ikke har pligt til at give

567. I punkt 113 i Justitsministeriets vejledning er anført, at en forvaltningsmyndighed heller ikke uden videre kan anmode en mistænkt om oplysninger, der vedrører et strafbart forhold i situationer, hvor der ikke er pligt til at give oplysninger til myndigheden. Det antages, at en myndighed også i disse tilfælde bør vejlede en mistænkt person om, at vedkommende ikke har pligt til at afgive oplysninger af betydning for de forhold, som mistanken omfatter.

Til toppen

Kapitel 51 – Andre forvaltningsretlige spørgsmål m.v.

God forvaltningsskik

568. Ud over reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder en række forvaltningsretlige regler, der ikke er skrevet ned i lovtekst, men som fremgår af domspraksis, forvaltningsretlig litteratur, Ombudsmandens udtalelser om god forvaltningsskik, administrativ praksis samt vejledende udtalelser fra forskellige ministerier og styrelser m.fl. I det følgende afsnit beskrives en række forvaltningsretlige spørgsmål, som ikke kan løses med henvisning til den forvaltningsretlige lovgivning eller de grundlæggende forvaltningsretlige principper.

Smidig sagsbehandling

569. Det drejer sig om kravet til hurtig og smidig sagsbehandling, navnlig når sagsbehandlingen gælder sager, hvor en enkelt person er part. Sagsbehandlingen bør ikke tynges af unødvendig formalisme i forhold til borgeren, fx krav om skriftlighed, hvor en telefonsamtale egentlig er tilstrækkelig. Sagsbehandlingen skal også tilrettelægges så økonomisk som muligt af hensyn til myndighedens ressourceanvendelse og økonomien hos den enkelte borger.

Skriftlighed og andre formkrav

570. Konkrete afgørelser skal meddeles over for afgørelsens parter eller eventuelle partsrepræsentanter. (Se punkt 456) Der er ikke en generel regel i forvaltningsloven om, at afgørelser skal være skriftlige, men dette kan være fastsat i de enkelte love, fx i retssikkerhedslovens § 7 om kommunens vurdering i sager om løbende forsørgelse. Et andet eksempel findes i forvaltningslovens § 23, hvorefter den, der har fået meddelt en afgørelse mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen. I Ankestyrelsens pjece, At skrive en afgørelse, og af SM F-8-01 fremgår det, at skriftlighed er væsentlig ved indgribende afgørelser. Hvis afgørelsen derimod giver borgeren fuldt ud medhold, har borgeren dog ikke krav på en skriftlig begrundelse. Borgeren vil imidlertid efter god forvaltningsskik normalt have krav på at få en afgørelse skriftligt. Først når borgeren eller en eventuel partsrepræsentant har fået meddelelse om afgørelsen, har borgeren ret og pligt til at følge afgørelsen.

Tids- og svarfrister samt kvitteringsbreve

571. Bortset fra ved anmodning om aktindsigt og forvaltningslovens § 23, stk. 2, om besvarelse af en begæring om skriftlig begrundelse, findes der ingen generel lovregel for, hvornår en myndighed skal besvare en henvendelse fra en borger. Det følger imidlertid af god forvaltningsskik, at myndigheden svarer på henvendelser hurtigt, fx i form af bekræftelse af, at en ansøgning er modtaget. Det er også god forvaltningsskik, at myndigheden underretter borgeren, hvis svaret trækker ud. Rykkere fra borgeren om svar bør i øvrigt besvares med det samme med oplysning om, hvad der sker i sagen og så vidt mulig med oplysning om, hvornår svaret forventes at foreligge. For det sociale område gælder reglen i retssikkerhedslovens § 3, hvorefter kommunen bl.a. skal fastsætte en generel frist for, hvornår der skal være truffet en afgørelse. Fristen kan afhænge af de enkelte sagstyper. (Se punkt 18-25.)

572. Reglerne om tidsfrister i § 3 i retssikkerhedsloven gælder ikke for beskæftigelsesankenævnene, de sociale nævn og Ankestyrelsen. Klageorganerne skal derfor følge retningslinierne om god forvaltningsskik og behandle de enkelte klagesager så hurtigt som muligt.

Journalisering og erindringssystemer

573. Ombudsmanden har peget på, at myndigheden bør oprette tilstrækkeligt effektive erindringssystemer for, at sagerne ikke ligger i længere tid eller bliver glemt. Det følger af god forvaltningsskik, at rykkerskrivelser fra borgeren, som er rimeligt begrundede, i almindelighed bør besvares straks.

Refusionsbekendtgørelsen indeholder regler om dokumentations- og registreringssystemet i kommunerne, om personbogføring og journalføring. (Der henvises til punkt 385-397 om de nævnte bestemmelser.)

Genoptagelse og klage over formalitetsmangler

Genoptagelse

574. Hvis en administrativ praksis ændres, af ankeinstansen eller domstolene, opstår spørgsmålet, om myndigheden af egen drift har pligt til at genoptage tidligere afgjorte sager, der er afgjort efter den gamle praksis.

Der er genoptagelsespligt, hvis der er omgørelsespligt. Det vil sige, at der er pligt til at genoptage sagerne, hvis tidligere afgørelser er klart i strid med den ændrede praksis, som er fastslået af klageinstanserne eller domstolene. Myndigheden har dog kun pligt til at genoptage sagerne af egen drift, hvis det ikke medfører større administrative vanskeligheder. Hvis der er større administrative vanskeligheder ved at genoptage sagerne af egen drift, har myndigheden kun pligt til at informere offentligt om muligheden for at søge om genoptagelse. Myndighedens pligt til at informere offentligt kan udledes af princippet om vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7.

575. Klageorganerne har også pligt til at følge en ny administrativ praksis, selv om den oprindelige ansøgning eller klagen er indgivet før praksisændringen blev offentliggjort. Dette skyldes, at klageorganerne altid skal træffe indholdsmæssigt rigtige afgørelser, selv om borgeren indgav klagen på baggrund af den praksis, som var gældende før praksisændringen.

Til toppen

Kapitel 52 – Digitalisering af sagsbehandlingen og udvekslingen af oplysninger

Digitalisering

576. Digitalisering af sagsbehandlingen er gradvist ved at blive indført i den offentlige sektor. Regeringen, kommuner og de daværende amter har fx iværksat Projekt Digital Forvaltning, der skal realisere en digital model for den offentlige sektor.

Regeringen og de kommunale parter i Projekt Digital Forvaltning har udarbejdet en strategi for, hvordan borgerne via internettet får adgang til egne oplysninger i forvaltningen. Strategien peger på, at fremtidige offentlige it-systemer skal udformes, så digital adgang til egne data prioriteres højt. Strategien lægger derimod ikke op til, at eksisterende IT-systemer skal omlægges, da de nødvendige tilpasninger ofte vil være vanskelige at gennemføre for systemer, der er udviklet til administrativ brug.

Strategien skal bidrage til, at borgerne i fremtidens digitale forvaltning får nemmere adgang til at se over internettet, hvilke oplysninger, der er registreret om dem i den offentlige forvaltning. På sigt skal indførelsen af nye it-løsninger tilstræbe at give borgerne adgang til at følge egne sager og få information om blandt andet sagsgange, beslutninger og sagsbehandlingstider. Læs mere på www.e.gov.dk.

Digitalisering på det sociale område

577. Reglerne på Socialministeriets område om skriftlighed, underskrift, anvendelse af blanketter eller lignende formkrav hindrer ikke digital kommunikation. Det er dog ikke kun de kommunikationsveje, som er reguleret i socialministeriet lovgivning, der kan digitaliseres. Det gælder alle kommunikationsvejene i forhold til behandlingen af sociale sager, jf. nedenfor.

Kommunikationsveje

578. Sagsbehandlingen på det sociale område består i, at kommunen indhenter en række oplysninger om borgeren med henblik på, at myndigheden kan træffe en afgørelse. Sagsbehandlingen følger en række regler i forvaltningsloven og retssikkerhedsloven, som skal følges.

579. Følgende gennemgang af kommunikationsvejene tager udgangspunkt i et typisk sagsforløb i en social sag.

En typisk sag begynder ved, at borgeren henvender sig til kommunen for at ansøge om en ydelse.

Forud for dette har kommunen eventuelt vejledt borgeren om de ydelser, som borgeren kan få efter den sociale lovgivning. Eller kommunen har eventuelt henvist borgeren til at søge hjælp hos andre myndigheder, jf. § 5 i retssikkerhedsloven. Der henvises til punkt 42, 46 og 78 for en nærmere gennemgang af retssikkerhedslovens § 5.

Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved sagsbehandlingen, jf. § 4 i retssikkerhedsloven. (Der henvises til punkt 28-31 for en nærmere gennemgang af § 4) Det betyder blandt andet, at kommunen kan anmode ansøgeren om at medvirke til at få oplysninger frem, der er nødvendige for sagsbehandlingen, jf. § 11, stk. l, nr. 1, i retssikkerhedsloven.

Hvis borgeren søger om hjælp, skal borgeren som udgangspunkt give samtykke til, at kommunen kan indhente oplysninger fra andre myndigheder eller en række private, jf. § 11 a–c i retssikkerhedsloven. Der skal som udgangspunkt også gives samtykke til, at kommunen kan indhente oplysninger fra andre dele af kommunen, jf. § 29 i forvaltningsloven. Der henvises til kapitel 18 for en nærmere gennemgang af § 11 a-c i retssikkerhedsloven og § 29 i forvaltningsloven.

Visse oplysninger kan kommunen indhente uden samtykke fra borgeren. Det drejer sig om oplysninger:

  • Om borgerens eller borgerens ægtefælles økonomiske forhold fra andre dele af kommunen eller fra arbejdsløshedskasser (retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 2).
  • I sager om fratagelse eller tvangstildeling af pension (retssikkerhedslovens § 11 c).
  • I børnesager efter servicelovens kapitel 11(retssikkerhedslovens § 11 c).
  • Om, at en borger er indskrevet eller udskrevet fra et sygehus (retssikkerhedslovens § 12 c).

Kommunen skal oplyse borgeren om, hvad der sker, hvis borgeren ikke giver samtykke, jf. retssikkerhedslovens § 12, stk. 1, nr. 2. Der henvises til kapitel 16 for en nærmere gennemgang af § 12, stk. 1, nr. 2, i retssikkerhedsloven og § 29 i forvaltningsloven.

Når kommunen har indhentet relevante oplysninger til sagen, skal borgeren partshøres om indholdet af nye væsentlig oplysninger, hvis oplysninger er til ugunst for borgerens sag, jf. § 19 i forvaltningsloven.

Herefter træffer kommunen en afgørelse. Afgørelsen kan være mundtlig eller skriftlig, men borgeren har krav på en skriftlig afgørelse, hvis afgørelsen ikke falder ud til borgerens fordel. Borgeren kan klage over afgørelsen inden 4 uger, efter at han eller hun har modtaget afgørelsen. Klagen sendes til kommunen, som genvurderer sagen inden 4 uger, og derefter sendes sagen videre til klageinstansen, hvis afgørelsen ikke er blevet ændret, jf. kapitel 2 i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Efter at kommunen har truffet afgørelsen, skal kommunen opfylde sin oplysningspligt ved skriftligt at oplyse borgeren om, hvilke forhold, som har betydning for hjælpen og som borgeren derfor skal melde tilbage om til kommunen, hvis der sker ændringer i forholdene. Borgeren skal desuden have at vide, at vedkommende kan straffes, hvis dette ikke sker og at pengene evt. skal betales tilbage, hvis de er modtaget på et uberettiget grundlag. Det fremgår af § 12, nr. 1 og 3-4, i retssikkerhedsloven. Der henvises til kapitel 16 for en nærmere gennemgang af § 12.

Borgeren skal ved ændringer i sine personlige forhold opfylde sin oplysningspligt ved at henvende sig til kommunen og oplysninger om ændringer, der kan have betydning for hjælpen, jf. retssikkerhedslovens § 11, stk. 2.

Kommunikationen med borgeren

580. Det er ikke alle borgere, der har adgang til en computer. Når en offentlig myndighed kommunikerer med en borger, kan myndigheden derfor ikke forlange, at borgeren skal modtage digitale henvendelser fra myndigheden. Der skal foreligge et (eventuelt stiltiende) samtykke fra borgeren om, at han eller hun ønsker at kommunikere digitalt med myndigheden. Et sådant stiltiende samtykke kan efter omstændighederne foreligge, hvis borgeren har sendt en e-post til myndigheden. Derimod må det antages, at det næppe kan fortolkes som accept af en digital korrespondance med myndigheden, hvis borgeren fx anvender en digital blanket på en myndigheds hjemmeside. Dette gælder naturligvis ikke, hvis borgeren fx ved en markering på blanketten udtrykkeligt ønsker at kommunikere digitalt.

Myndigheden kan således ikke kræve, at borgeren skal modtage kommunikation fra myndigheden digitalt uden et samtykke fra borgeren. Myndigheden kan heller ikke henvise til at man kan få adgang til internettet på fx biblioteker.

581. Korrespondance mellem borgeren og myndigheden skal ske via en sikker forbindelse, hvis der indgår personfølsomme oplysninger i kommunikationen. Alle myndigheder har forpligtet sig til at have en officiel sikker e-postkasse, der gør det muligt for borgerne at sende sikker og fortrolig e-post til myndighederne. Der henvises til punkt 583 for en nærmere beskrivelse af eDag1 og eDag2.

582. En borger, der på et tidspunkt har indvilget i at kommunikere digitalt med myndigheden, kan til enhver tid kræve at få tilsendt breve og dokumenter fra kommunen i almindelig papirform.

Kommunikation mellem myndigheder

583. Når en kommune skal oplyse en sag på det sociale område fra andre myndigheder, private m.v., skal dette ske i overensstemmelse med reglerne i § 11 a-c i retssikkerhedsloven og persondataloven. Dette kan altid ske digitalt.

Fra den 1. september 2003 – eDag1 – fik offentlige myndigheder ret til at sende og modtage dokumenter i elektronisk form til og fra andre offentlige myndigheder. Fra den 1. februar 2005 – eDag2 – har alle myndigheder som udgangspunkt haft ret til at sende breve og dokumenter med følsomme og fortrolige oplysninger fuldt elektronisk til andre myndigheder og undlade at sende papirversionen. Tilsvarende har myndighederne også ret til at kræve, at andre myndigheder sender fuldt elektronisk til dem. Alle dokumenter, der udveksles mellem offentlige myndigheder, er omfattet af eDag2. Det gælder dog ikke, hvis lovgivningen stiller særlige krav, fx hvor underskrifter på papir specifikt nævnes som forudsætning for gyldighed eller hvor dokumenterne ikke foreligger i digital form hos afsenderen, fx kopier af breve fra borgere eller andre myndigheder.

Det er op til den myndighed, der mener, at dokumentet ikke kan udveksles digitalt, at sandsynliggøre at dokumentet er omfattet af en af undtagelserne.

Efter eDag2 bør det kun være i undtagelsestilfælde, at myndigheder kommunikerer med hinanden via almindelig papirpost.

Oplysninger om eDag1 og eDag2 findes på adressen www.e.gov.dk. Reglerne om sikkerhed fremgår af Justitsministeriets bekendtgørelse om sikkerheds-foranstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, der kan findes på Datatilsynets hjemmeside, www.datatilsynet.dk. På hjemmesiden findes der også andet materiale om datasikkerhed.

Fordele og ulemper og særlige begrænsninger ved digitalisering

584. Digitalisering og it-understøttelse af sagsbehandlingen kan på mange måder være en fordel for både borgeren og for myndighederne. Det er både nemmere og mere effektivt, hvis borgeren fx kan ansøge kommunen om hjælp pr. e-post. Det kan forkorte sagsbehandlingstiden, hvis kommunen indhenter oplysninger til sagen ved at kommunikere elektronisk med andre myndigheder. På længere sigt kan myndighederne med fordel anvende it-redskaber, der kan hjælpe sagsbehandlerne med at understøtte sagsbehandlingen, således at sagsbehandleren husker at gennemføre alle proces-skridt, fx partshøring. Borgeren vil i mange tilfælde se det som en bedre service, at der er mulighed for at skrive til myndigheden pr. e-post. Og borgere som har fysiske problemer, fx mange ældre borgere og mennesker med handicap, vil have bedre muligheder for at kommunikere med myndigheden, fordi de undgår turen til posthuset med brevet.

Lovgivningens krav gør det dog ikke altid muligt fuldt ud at digitalisere sagsbehandlingen. I det følgende beskrives en række områder, som myndigheden bør overveje i forbindelse med digitalisering.

Særligt om borgerens medvirken i sagsbehandlingen

585. Efter retssikkerhedslovens § 4 har borgeren krav på at kunne medvirke i sin sag. Myndigheden skal være opmærksom på, at medvirken ikke altid kan lade sig gøre via digital kommunikation, også selv om borgeren selv ønsker det. Myndigheden skal også fortsat have ret til at indkalde borgeren til et møde med henblik på at tale med borgeren. For borgere, som benytter sig af it i forvejen i deres kommunikation, bør kravet om medvirken til dels kunne opfyldes elektronisk, hvis borgeren er indforstået med det. Det vil gøre sagsbehandlingen både lettere og hurtigere for begge parter.

Særligt om rådgivning og vejledning

586. Efter retssikkerhedslovens § 5 og forvaltningslovens § 7, har alle myndigheder en pligt til at vejlede borgere, der henvender sig til myndigheden. Borgernes behov for vejledning må antages at blive mindre, hvis borgeren fx kan indhente oplysninger og få rådgivning og vejledning på internettet. Et mindre rådgivningsbehov hos selve myndigheden kan frigøre administrative ressourcer hos myndigheden. Informationer på internettet kan dog aldrig i sig selv erstatte vejledningsforpligtelsen efter loven. Myndigheden kan derfor ikke blot nøjes med at henvise til internettet, hvis borgeren ønsker rådgivning og vejledning.

Der er ikke noget til hinder for, at myndigheden rådgiver borgeren via e-post. Som nævnt overfor i punkt 585, kræver det dog, at borgeren er indforstået med det.

Rådgivning og vejledning er en ydelse, som man kan klage over, hvis den ikke bliver givet godt nok. Som med andre ydelser, er myndigheden forpligtet til at give vejledningen ud fra borgerens behov og forudsætninger, jf. retssikkerhedslovens § 4, der forpligter kommunen til at sørge for, at borgeren kan medvirke ved behandlingen af sin sag.

Myndigheden bør derfor tage stilling til, i hvilket omfang det vil være hensigtsmæssigt i meget vidt omfang at overlade det til borgeren selv at finde information, selv om det bliver gjort lettere via brugervenlige hjemmesider. Ved denne vurdering kan myndigheden ud over at tage hensyn til kravet om borgerens medvirken med fordel lade økonomiske hensyn indgå i vurderingen. Det gælder både i forhold til vurderingen af, om der skal være en oplysningsside på internettet og i forhold til selve den elektroniske korrespondance med borgeren. Myndigheden skal fx være opmærksom på, at det i nogle sager blive administrativt tungt og ressourcekrævende at skulle rådgive og vejlede via e-post.

Særligt om myndighedens og borgerens oplysningspligt

587. Kommunen skal oplyse borgeren om borgerens oplysningspligt, jf. retssikkerhedslovens § 12. Borgeren oplysningspligt betyder, at borgeren skal melde tilbage til kommunen om specifikke forhold, der kan have betydning for hjælpen, jf. § 11, stk. 2.

Både kommunens og borgerens oplysningspligt kan gennemføres digitalt, hvis borgeren ønsker det.

Myndigheden skal dog fx overveje, om det altid er hensigtsmæssigt, at oplyse borgeren om sin oplysningspligt digitalt, selv om borgeren selv ønsker det. For nogle borgere kan det virke mere forpligtende at have et dokument liggende om underretningspligten i papirform. Myndigheden skal i den forbindelse være opmærksom på, at en tilsidesættelse af underretningspligten kan medføre straf for socialbedrageri - også i de tilfælde, hvor underretningspligten kun er tilsidesat ved grov uagtsomhed. Myndigheden skal også tage i betragtning, at socialforvaltninger ofte har med ressourcesvage borgere at gøre, der kan have brug for en mundtlig gennemgang af underretningspligten, så man sikrer sig, at de har forstået det.

Det er i sidste ende op til de sociale klageinstanser og eventuelt domstolene at vurdere om henholdsvis borgeren og kommunen har opfyldt sin underretningspligt, hvis den er gennemført digitalt.

Persondataloven skal overholdes

588. Ved digitalisering af kommunikation med borgeren skal myndigheden være opmærksom på, at den person, der behandles personoplysninger om har en række rettigheder efter persondataloven og at myndigheden som databehandler har en række pligter. Fx har borgeren ret til

  • indsigt i de behandlede oplysninger om vedkommende selv efter §§ 31-34 i persondataloven,
  • ret til at tilbagekalde et samtykke til videregivelse af oplysninger (§ 38),
  • ret til at gøre indsigelse mod databehandlingen (§ 35),
  • ret til at klage over databehandlingen til Datatilsynet (§ 40).

For en udtømmende opremsning henvises til kapitlerne 9 og 10 i persondataloven.

Myndigheden skal desuden som databehandler følge persondatalovens krav om datasikkerhed og eventuelt anmelde behandlinger. Der henvises til kapitlerne 11 og 12 i persondataloven og denne vejledning.

Sikkerhedsniveau

589. I kommunikationen med borgeren og eller andre myndigheder er det ofte afgørende, at det er tilstrækkeligt dokumenteret, hvem der er afsender af en elektronisk meddelelse (autenticitet), at oplysningerne i meddelelsen ikke kan være ændret mellem afsendelsen og modtagelsen (integritet), og at der er sikkerhed for, at ingen uvedkommende kan læse meddelelsen (fortrolighed).

I forhold til digitale ansøgninger fra borgeren, vil disse betingelser være opfyldt, når ansøgningen afgives med en tilstrækkeligt sikker elektronisk signatur, og teksten krypteres.

Det er op til den pågældende myndighed at foretage en vurdering af, hvilken sikkerhedsløsning der er bedst egnet til at tilgodese de relevante sikkerhedshensyn. Det kan være sikkerhedsløsninger som pinkode, OCES-signatur, kvalificeret signatur m.m. De fleste formkrav eller sikkerhedshensyn vil i mange tilfælde kunne opfyldes ved anvendelse af den fælles offentlige digitale signatur baseret på et OCES-certifikat. Anvendelse af OCES giver mulighed for at sikre, at de offentlige midler udbetales til den rigtige borger på grundlag af den rigtige ansøgning, og at borgeren hæfter for tilbagebetaling af eventuelt for meget udbetalt hjælp. Kryptering sikrer, at oplysningerne i ansøgningen ikke kan læses af andre end afsender og modtager.

Datatilsynet har sagt god for sikkerheden i den digitale signatur efter OCES-standarden med tilhørende krypteringsfaciliteter. Tilsynets vurdering er, at myndigheder og borgere trygt kan anvende denne signatur til at kommunikere digitalt. Nærmere information findes på www.digitalsignatur.dk.

590. Ved tilrettelæggelsen af digital kommunikation er det i øvrigt vigtigt at være opmærksom på, at ingen får adgang til flere personfølsomme oplysninger end nødvendigt. Det er fx ikke umiddelbart tilladt for en person, der administrerer cpr-sager, at have adgang til sager i socialforvaltningen. Se kapitel 18 om udveksling af oplysninger.

Reglerne om sikkerhed fremgår af Justitsministeriets bekendtgørelse om sikkerheds-foranstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, der kan findes på Datatilsynets hjemmeside, www.datatilsynet.dk. På hjemmesiden findes der også andet materiale om datasikkerhed.

Administrationsmodel for digitale boligstøtteansøgninger

591. Socialministeriet og KL har udsendt en pjece med en administrationsmodel for digitale boligstøtteansøgninger. Pjecen findes på Socialministeriets hjemmeside under lovstof og på KL’s hjemmeside: www.kl.dk/boligstøtte.

Pjecen om digitale boligstøtteansøgninger beskriver de generelle krav til sikkerhed og til overholdelse af reglerne i persondataloven som forudsætning for elektronisk kommunikation med borgerne. Se nærmere om persondataloven i afsnit XII.

Til toppen

Bilag 1 – Direkte kommunikationsveje

Kommunikationsvej  

Type af oplysninger  

Paragraf, der giver hjemmel til kommunikationen  

Borger til kommune  

Oplysninger, der har betydning for hjælpen  

§ 11, stk. 2  

Borger til kommune  

Samtykke til at kommunen indhenter oplysninger  

§ 11 a  

Fra kommunen til:

– offentlige myndigheder

– uddannelses institutioner

– sygehuse

– læger

– psykologer

– autoriserede sundhedspersoner

– arbejdsløshedskasser

– pengeinstitutter

– arbejdsgivere

– private, der udfører opgaver for det offentlige  

Anmodning om af få nødvendige oplysninger  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

§ 11 a 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til kommunen fra:

– offentlige myndigheder

– uddannelses institutioner

– sygehuse

– læger

– psykologer

– autoriserede sundhedspersoner

– arbejdsløshedskasser

– pengeinstitutter

– arbejdsgivere

– private, der udfører opgaver for det offentlige  

Nødvendige oplysninger 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

§ 11 a 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kommune til kommunen  

Oplysninger om økonomiske forhold til brug for behandling af sag, eller til brug for kontrol  

§ 11 a, stk. 2  

Arbejdsløshedskasse til kommune  

Oplysninger om økonomiske forhold til brug for behandling af sag eller til brug for kontrol  

§ 11 a, stk. 2  

Myndighed til borger  

 

 

 

 

 

 

 

Oplysninger om adgang til at indhente oplysninger:

– konsekvensen, hvis borger ikke samtykker

– konsekvensen, hvis borgeren ikke oplyser om relevante forhold

– oplysning om mulighed for straf eller tilbagebetaling  

§ 12 

 

 

 

 

 

 

 

Kommune til virksomhed  

Oplysninger om løn- og arbejdsforhold  

§ 12 b  

Sygehus til kommune  

Oplysninger om indlæggelse eller udskrivning  

§ 12 c  

Kommune til apoteker  

Navn, personnummer, tillægsprocent vedr. personer, der modtager tillæg til medicinudgifter  

§ 14  

Indirekte kommunikationsveje

Kommunikationsvejene – mellemkommunal refusion

 

Kommunikationsvej  

Type af oplysninger  

Bestemmelse, der giver hjemmel til kommunikationen  

Ny opholdskommune til tidligere opholdskommune, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i diverse boformer m.v. som er opregnet i loven

+ førtidspension i 6 år fra tilkendelsen

+ midlertidig hjemmehjælp i anden kommune  

Oplysninger om, hvorvidt, der gives hjælp efter servicelov, aktivlov, boligstøttelov, pensionslov og ny pensionslov

+ oplysninger om, hvordan den tidligere kommune har medvirket

+ om opholdet er omfattet af en af de boformer som er nævnt i bestemmelsen i § 9 a  

§ 9 a  

Sagsbehandling i øvrigt

 

Kommunikationsvej  

Type af oplysninger  

Bestemmelse  

Kommune til borger og borger til kommune  

Faktiske oplysninger  

§ 19 i fvl -partshøring  

Rådgivning og vejledning  

Alt muligt   

Rtl § 5 Rådgivning og vejledning 

Kommune til borger  

 

Afgørelse  

Borger til kommune

Kommune til klageinstans

Klageinstans til kommune

Kommune til klageinstans

Klageinstans til borger  

 

Klage, genvurdering,

Klagesagsbehandling  

Indhentning af oplysninger om andre end borgeren  

 

Diverse  

 

 

Til toppen

Bilag 2 – Sammenskrivning af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Bilag 4 – Oversigt over hjemmesider med oplysninger af interesse for socialforvaltningerne m.v.

Retsinformation www.retsinfo.dk

Socialministeriet www.social.dk

Ankestyrelsen www.ast.dk

Den Sociale Sikringsstyrelse www.dss.dk

Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service www.servicestyrelsen.dk

Beskæftigelsesministeriet www.bm.dk

Familieministeriet www.minff.dk

Integrationsministeriet www.inm.dk

Arbejdsdirektoratet www.adir.dk

Arbejdsmarkedsstyrelsen www.ams.dk

Arbejdsskadestyrelsen www.ask.dk

Folketingets Ombudsmand www.ombudsmanden.dk

Justitsministeriet www.jm.dk

Datatilsynet www.datatilsynet.dk

Nordisk Ministerråd www.norden.org

Offentligt-privat samspil www.udbudsportalen.dk

Tilbudsportalen www.tilbudsportalen.dk

Til toppen

Bilag 5 – Stikordsregister

Stikord Punkt-henvisninger

A

Administrationsudgifter 312, 398, 399

Adressesager 132, 135

Afgørelse på det foreliggende grundlag – se processuel skadevirkning

Aftaler om refusion 305, 310

Aktindsigt 32, 41, 197, 198, 211, 355, 447, 480, 491-494, 505-508, 513, 529, 544, 571

Anbragte børn – opholdskommune 276-277

Anbragte børn – refusion 300

Anke – se klage

Ankestyrelsen 10, 20, 27, 32, 36, 46, 47, 54, 59, 65, 85, 87, 88, 102, 103, 186, 188, 189, 194-198, 200, 204, 206-208, 210-218, 225-228, 233, 236, 240, 241-254, 256-260, 262, 265, 273, 275, 282, 294, 298, 301, 312, 314, 319-321, 435-438, 441, 448, 450, 456, 461, 475, 499, 500, 503, 505, 507, 508, 519, 520, 570, 572

Ansøgningssager,Forvaltningslovens § 29 74, 103, 358, 47, 478, 481, 488, 489477, 488, 490, 521

Apotek 166, 169

Arbejdsløshedskasser 88, 92, 105, 125, 488, 513, 579

Arbejdsskader – klageregler 243

Arkiv 386, 396

B

Bedrageri 63, 73, 78, 88, 130, 170-172, 179, 180, 533, 534, 551, 553, 562, 566, 588

Begrundelse 31, 66, 81, 85, 194, 200, 201, 202, 211, 225, 273, 282, 293, 312, 447, 450, 488-503, 513, 538, 544, 545, 546, 570, 571

Behandling 63

Beskæftigelsesankenævn 8, 9, 102, 103, 186, 187, 190, 215, 231, 232, 242, 248, 249, 250-252, 254, 256, 257, 319, 320, 572

Beskæftigelsesindsats, lov om en aktiv 199, 226, 231, 232, 248, 248, 297, 312, 315, 316, 336, 341, 344, 351, 354, 372, 383, 417

Beskæftigelsesministeriet 2, 3, 4, 43, 249, 260, 261, 262, 320, 380, 381, 383, 426, 427, 428, 430, 431, 573

Betalingskommune 291, 300, 302

Bipersoner – persondatalov 511, 521, 526

Bisidder 32, 35, 36, 37, 83, 454, 456

Bistandsloven 85, 211, 503

Boformer – refusion 299, 303, 304, 400, 402, 403

Borgerservicecentre 480

Borgmesteren 32, 194, 316, 317

Brevhemmelighed 542

Bøde 154, 170, 177, 179, 181, 378, 534, 535, 553, 561, 566

Børn – opholdskommune 272-287

Børn – tilsyn 375

Børn – underretningspligt 485-486

Børn – underretning efter persondataloven 526

Børn- og unge-udvalg 240, 243, 244

Børnefamilieydelsesloven – klageregler 8

Børnesager – sagsoplysning 63, 93, 137, 579

Børnesager – straf 182

C

CPR-loven – se adressesager

D

Daginstitutioner 410

Datatilsynet 160, 161, 196, 447, 511, 513, 515, 517, 523, 532, 588, 589, 590

De sociale nævn 27, 32, 102,186, 187, 190, 192, 215, 233, 234, 235, 241-243, 245, 247, 249-252, 254, 256-258, 314, 319, 320, 461, 475, 520, 572

Delpension 6, 232, 383

Den Sociale Sikringsstyrelse 10, 11, 88, 102, 103, 243, 257, 265, 266, 268, 403, 447, 520,

Digitalisering 576, 577, 585, 588, 589

Domstolene 171, 177, 179, 219, 221, 441, 468, 574, 588

E

Efterprøvelse 219-222, 224-226, 428

Efterværn – refusion 296

Egenacces 505, 513

Enhedsforvaltning i kommunerne 89, 135, 476, 481,

Erhvervsmæssige foranstaltninger 62

Erstatning 10, 11, 48, 243, 378, 511

F

Faktisk forvaltningsvirksomhed – frister 26, 191, 338, 341, 453, 455, 519

Flygtninge – se også integrationsloven -

Flygtninge 85, 237, 269, 278, 383, 409, 413, 414, 423

Flytning 47, 53, 87, 107, 194, 229, 266, 268, 277, 287, 289, 298, 302, 303, 304, 310, 414, 421, 423,

Flytteret 305, 308

FOB – skærpet rådgivningspligt 46

FOB 89.168 47

FOB 97.256 66, 74

FOB 97.219 66

FOB 97.223 456

FOB 97.273 66

FOB 98.260 66

FOB 99.140 65

FOB 03.449 46

FOB 04.425 209, 444

Folkeregistret 295, 298

Folkeskoleloven 334

Folketingets Ombudsmand 16, 46, 245, 376, 382, 490, 491

Forebyggende hjemmebesøg 6, 156, 164, 262, 312

Formelle mangler 32, 54

Formkrav – tidlig indsats jf. § 7 51

Formuedannelse 347, 348-351

Forordning nr. 1408/71 11, 243, 257, 265

Forsorgshjem 287, 291, 298, 302, 312

Forsøg – bedrageri 179

Forsørgelse – hjælp til 273, 570

Fortrolige oplysninger – forvaltningslovens § 28 3, 67, 74, 88, 89, 101, 111, 357, 457, 461, 462, 465, 466, 469, 470, 472, 473, 481, 487-489, 583, 591

Forvaltningslovens § 07 33, 45, 83, 85, 211, 335, 450, 453, 574, 587

Forvaltningslovens § 08 36, 83, 453, 454, 538, 544, 445

Forvaltningslovens § 09 491, 494, 505

Forvaltningslovens § 19 124, 134, 495

Forvaltningslovens § 22 58, 499

Forvaltningslovens § 25 504

Forvaltningslovens § 27 89, 357, 358, 457, 458, 460-464, 476, 481, 513, 490, 513

Forvaltningslovens § 28 89, 287, 317, 323, 335, 358, 469, 470, 471, 473-477, 483, 488, 490, 513, 520

Forvaltningslovens § 29 68, 89, 357, 358, 470, 476, 477, 478, 479, 488, 490, 521, 579

Forvaltningslovens § 31 354, 481, 482

Forvaltningslovens § 32 67, 89, 91, 135, 358, 482, 487, 492, 489, 490

Forvaltningsmyndighed 317, 323, 358, 475-479, 488

Forvaltningsskik, god 16, 377, 453, 509, 568-573

Forældelse – oplysninger i sags- og advissystemet 161

Forældelse – refusionskrav 312-313

Forældrebestyrelser 334

Frister for sagsbehandlingen 18, 20, 27, 60, 203, 208, 314, 571, 572

Frivillige organisationer 43, 336, 356, 357

Fængsel 179, 464,

Følsomme data 160, 520, 521, 591, 592

Førtidspension – refusion 308, 3012

G

Genvurdering 20, 201-205

Genoptagelse 188, 200, 499, 574

God forvaltningsskik 317, 377, 453, 509, 568-573

Grundprincipper i den sociale lovgivning 14

Gældssanering 43

H

Handlekommune 194, 263-265, 270-208, 285-294

Handleplan 288, 290, 293

Helbredsoplysninger 69, 100, 130, 165, 166

Hjemvisning 218

Husundersøgelse 541,554

I

Indberetning – personalet indberetter om snyd 130, 131

Inddrivelse 183, 184-186, 419

Indkomstregister 109

Indlæggelse på sygehus 63, 157-168

Indsigelse - databehandling 74, 103, 104,531, 588

Indsigelse - tvangsindgreb 547

Information om frister 24

Inhabilitet 236, 237, 448-450

Institutioner – refusion 298, 299

Integrationsloven – behandling af klagesager 8

Integrationsloven – opholdskommune 269, 278

Interne arbejdsdokumenter – aktindsigt og partshøring 41, 492

J

Journalen 388-395, 573

Juridiske personer 564

K

Kaution, se refusion

Klage – afslag på aktindsigt 197

Klage – formalitetsmangler 574

Klageberettiget 200

Klagefrist 46, 204, 205, 208-215, 456, 503

Klageinstanserne 217-226

Klageregler – retssikkerhedsbekendtgørelsen 7-9

Klageråd 191, 205, 238, 323, 461, 475,

Klagevejledning 20, 200, 210, 211, 288, 447, 504, 544

Kommunalt samarbejde 315, 316

Kontaktforløb 55, 62

Kontrolbesøg i virksomheder 142-156, 541

Kryptering 590

Kvalitetsstandarder 40, 41, 337, 367

L

Legitimation 147, 548

Lighedsprincippet 440, 443

Logbog 150-154

Læge, se sundhedsperson eller helbredsoplysninger

Lægekonsulent 448, 496

Lægelige oplysninger – se helbredsoplysninger

Lønindeholdelse 185-188

M

Magtanvendelse – behandling af klager 200

Magtfordrejning 221, 442

Medicin 164, 165, 170, 225, 397, 400

Medvirken – borgerens underretningspligt 67-73

Medvirken – borgerens ret til indflydelse 28-31, 67-68, 585

Medvirken – til flytning 298, 299

Mellemkommunal refusion – se refusion

Meroffentlighed 493

Midlertidigt ophold uden for den faste opholdskommune 279-284

Mistanke 127, 130, 142, 148, 156, 180, 520, 533-535, 551-567

Modregning 427, 441

Myndighedsudøvelse 298, 335, 338, 339, 340, 341

N

Nordisk konvention 12, 243, 267, 268

Notatpligt 91, 98, 116, 355, 447, 492, 508, 509, 527, 550

O

Observationer 128, 136, 364

Offentlighedslovens § 4 505

Offentlighedslovens § 6 91, 116, 131, 133, 492, 488, 508

Officialprincippet 63-66, 173, 176, 445

Ond tro 73, 87, 120

Opfølgning på erhvervsmæssige foranstaltninger 62

Opholdskommune – uenighed om forpligtelsen 294

Opholdskommune 263-265

Oplysningspligt – borgerens om senere ændringer 73

Oplysningspligt – dokumentation for myndighedens overholdelse 86-87

Oplysningspligt – myndighedens 79-88

Oplysningspligt – oplysningspligtige efter § 11 a 89-92

Oplysningspligt – ændringer i borgerens forhold 73

Opsættende virkning 228-230

Oversættelse af sagsakter 33, 34

Overvågning 132, 448

P

Parters aktindsigt 491-494, 544

Partsbegrebet 494

Partshøring 32, 39, 103, 115, 124, 221, 447, 491, 495, 497, 498

Partsrepræsentant 456

Personbogføring 397, 428, 573

Persondataloven 74, 196, 447, 476, 511-516, 521-532, 588, 594

Persondatalovens §§ 28 og 29 169, 512-517

Persondatalovens § 3 511

Persondatalovens § 5 515

Persondatalovens § 6 519

Persondatalovens § 7 160, 516, 517, 520-522

Persondatalovens § 8 160, 520-522

Personsagsudvalg 236, 317

Politi – anmeldelse af socialbedrageri 180

Politi – bistand ved kontrolbesøg i virksomheder 155

Praksiskoordinering 250-256, 441

Praksisudvalg – Det rådgivende 320

Private – formuedannelse 347-351

Private – overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven 351-357

Private – udfordringsret 345

Private sygehuse 163

Private udførere 341-358

Private - tvangsindgreb 538

Processuel skadevirkning 74-79, 104, 122, 446

Proportionalitetsprincippet 132, 444, 515, 525, 543

Prøvelse – se efterprøvelse

R

Rapport om tvangsindgreb 551

Reformer 13

Refusion – aftale 310, 311, 313

Refusion – efterværn 301

Refusion – kravets ophør 312

Refusion 136, 296-314

Refusionskrav – opgørelse af... 312

Registersamkøring 105

Regnskabsaflæggelse 383-432

Retlig prøvelse – se efterprøvelse

Retlige mangler 220

Retshjælp 43

Retsligt forhør 95, 138

Retssikkerhedsloven – formål 15, 16

Retssikkerhedsloven – seneste ændringer 13

Retssikkerhedslovens § 1 15, 16

Retssikkerhedslovens § 3 18-27, 451

Retssikkerhedslovens § 4 28-31, 56, 67, 454

Retssikkerhedslovens § 5 42, 46, 78

Retssikkerhedslovens § 6 49-53

Retssikkerhedslovens § 7 55-60

Retssikkerhedslovens § 7a 61, 62

Retssikkerhedslovens § 8 60

Retssikkerhedslovens § 9 263-295

Retssikkerhedslovens § 9a 263-295

Retssikkerhedslovens § 9b 271, 279-285

Retssikkerhedslovens § 9c 296-314

Retssikkerhedslovens § 9d 315-316

Retssikkerhedslovens § 10 65, 66

Retssikkerhedslovens § 11 a 89-112

Retssikkerhedslovens § 11 c 113-141

Retssikkerhedslovens § 11 67-73

Retssikkerhedslovens § 11b 74-78

Retssikkerhedslovens § 12 a 142-154

Retssikkerhedslovens § 12 b 171-179

Retssikkerhedslovens § 12 c 157-168

Retssikkerhedslovens § 12 79-88

Retssikkerhedslovens § 14 170

Retssikkerhedslovens § 15 og § 16 360-373

Retssikkerhedslovens § 17 315-318

Retssikkerhedslovens § 18 320

Retssikkerhedslovens § 30 322

Retssikkerhedslovens § 34 - § 35 323

Retssikkerhedslovens § 37 334

Retssikkerhedslovens § 38 og § 39 360-373

Retssikkerhedslovens § 42 335-346

Retssikkerhedslovens § 43 347-358

Retssikkerhedslovens § 45 234-240

Retssikkerhedslovens § 61 294, 305, 307, 314

Retssikkerhedslovens § 69 219-221

Retssikkerhedslovens § 72 228-229

Retssikkerhedslovens § 76 - § 79 250-256

Retssikkerhedslovens § 80 - § 81 320-321

Revision – kommunernes regnskaber 383-432

Revision – tilsyn med opgavernes løsning 372

Rigsrevisionen 432

Rådgivning – forkert 47, 48

Rådgivning – skærpet pligt på det sociale område 46

Rådgivning 43-48, 79-85, 451-453, 586

S

Sagshanvisnings- og Advissystemet 157-168

Sagsbehandleren 32, 35, 41, 44, 48, 78, 85, 161, 164, 394, 481, 488, 489, 584

Sagsbehandlingstid 18-27, 194, 310, 584

Samlever 87, 96, 106, 110-118, 140, 389, 476, 488, 505, 521, 566

Samtykke – aftaler om opholdskommune 288

Samtykke – børnesager 137-141

Samtykke – kravet i § 11 a 97, 98, 488

Samtykke – lov om patienters retsstilling 100, 101

Samtykke – oplysninger i klagesager 103-104

Samtykke – oplysninger om indlæggelse og udskrivning 157-168

Samtykke – sagsoplysning uden borgerens samtykke 113-141

Samtykke – økonomiske oplysninger 105-108

Samværgemål – se værgemål

Sanktioner – kommunen overskrider frist 27

Selvejende institutioner 93, 336, 340, 351, 358, 367, 369, 462, 475

Selvinkriminering 560

Serviceinformation 40, 337, 362, 371

Servicestrategi 346, 367

Sikkerhed – ved elektronisk udveksling af data, se datasikkerhed

Skat 142, 151, 177, 179, 394, 397, 448,

Skoler 8, 93, 334, 394, 461, 473, 475, 476, 479, 485, 488, 489

Skriftlighed 22, 58, 82, 527, 569, 570, 577

Skønsmæssige afgørelser 219, 222, 224, 225, 393

SM A-40-01 32

SM A-56-02 66

SM B-02-02 46

SM B-02-94 85

SM B-02-98 87

SM C-08-03 46

SM C-13-04 47

SM C-15-03 273

SM C-40-05 54

SM D-07-01 508

SM D-15-94 507

SM D-16-05 54

SM D-19-99 87

SM D-21-05 225

SM F-01-00 448

SM F-01-05 491

SM F-02-00 448

SM F-07-01 32, 54, 498

SM I-01-04 225

SM O-12-99 448

SM O-47-99 186

SM O-56-96 374

SM O-57-94 507

SM O-67-98 507

SM O-76-97 211, 503

SM O-81-94 274

SM P-07-02 47

SM P-20-05 66

SM R-01-04 298

SM R-01-06 61

SM R-02-00 274

SM R-02-03 305

SM R-04-04 194

SM R-05-05 276

SM R-06-02 282

SM R-07-00 272, 274, 275

SM R-07-05 301

SM R-09-05 301

SM R-10-01 87

SM R-12-01 27, 32

SM R-4-00 281

SM S-01-05 65

Social lovgivning 6

Sociale myndigheder 4, 11, 15

Sociale rådighedsvagter 312

Socialbedrageri – se bedrageri

Sommerhus – midlertidigt ophold i... 280-284

Sort arbejde 142-156

Stadfæstelse 218

Statsforvaltning 377

Statsrefusion 384-385, 398, 403-411, 420, 421, 423-431, 573

Stikprøvekontrol – besøg i virksomheder 156

Straf – serviceloven og dagpengeloven 182-186

Straf 171-181

Strafbarhedsbetingelser 178

Strafbart forhold - tvangsindgreb 552-567

Straffelovens § 16 178

Straffelovens § 264 d 356

Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service 435-438

Sundhedslov 93, 101, 130, 164-166, 321, 495, 513

Sundhedsperson 92, 93, 95, 101, 130, 164, 166, 488

Sygehuse – udveksling af oplysninger med kommuner 56, 63, 64, 92, 100, 157-168

Sygehusloven – behandling af klagesager 8

Sygesikringsloven – klageregler 8

T

Tavshedspligt – private 355, 357, 462

Tavshedspligt – 457-469

Tilbagebetalingspligt – ydelser med statsrefusion 419

Tilbagebetalingssager 117-122

Tilbudsportalen 347

Tilsyn – det kommunale tilsyn 377-379

Tilsyn – kommuners tilsyn med løsningen af opgaverne 360-376

Tilsyn – med børn 374, 375

Tilsyn – ressortministerens 380-382

Tilsynsmyndighederne – klage over manglende frister 27

Tilsynsmyndighederne 377-379

Tolkebistand 33, 85, 333, 398

Tvangsindgreb 533-560

U

Uanmeldte besøg 132

Udbudsportalen 343

Uddannelsesinstitutioner 92, 93, 95, 488

Udfordringsret 344

Udlandet, bopæl i 11, 80, 85, 243, 265, 266, 403, 422

Udlændinge – finansiering af individuel boligstøtte 413, 414

Udlændinge – finansiering 401-403

Udlændinge – lov om social service 407-409

Udskrivning fra sygehus 157-169

Uenighed om forpligtelsen som opholdskommune 294

Ugyldighed – formelle mangler 54, 441, 498, 503, 528

Underretning - tvangsindgreb 545-546

Underretningspligt – persondataloven 523-528

Underretningspligt på børneområdet 485

Undersøgelse – se helbredsoplysninger

Undersøgelsesprincippet – se officialprincippet

Utilregnelighed 178

V

Valgmuligheder 342

Varsel - tvangsindgreb 545

Vejledning af borgeren – se rådgivning

Vejledning til kommuner 257-262

Videregivelse af følsomme data 520-523

Vidnepligt 468

Virksomheder – kontrol af ansatte 142-156

Visitation tidligt i forløbet 49

Værdispringsreglen 474

Værgemål 37-39, 99, 455

Æ

Ægtefælle 96, 106, 110-112, 140, 143, 156, 389, 411, 416, 418

Ældreråd 322, 370, 461

Ø

Øjenklinik 488

Økonomi – tilsyn 371

Økonomiske oplysninger 105-108, 125

Til toppen