Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sundhed

Bekendtgørelse om rederiers bidrag til den særlige sygesikringsordning for søfarende

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1332 af 5/12 2006.

I henhold til § 258 i sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, fastsættes:

§ 1. Rederierne indbetaler bidrag til dækning af statens udgifter til den særlige sygesikringsordning for søfarende, jf. sundhedslovens §§ 9 og 161. Rederiets bidrag beregnes som et gennemsnitsbeløb pr. søfarende forhyret på dansk skib i udenrigsfart på grundlag af statens samlede faktiske udgifter til ydelser til den særlige sygesikringsordning i det foregående kalenderår og de faktiske hyredage. For 2006 udgør rederiets a contobidrag pr. søfarende forhyret på dansk skib i udenrigsfart 740,95 kr., svarende til 2,03 kr. pr. hyredag.

§ 2. Ved udenrigsfart forstås:

1) Fart, der overvejende finder sted mellem havne uden for et område, der i Nordsøen begrænses af meridianen 3° øst og breddeparallellen 61° nord og i Østersøen af breddeparallellen 58° nord.

2) Fart, der overvejende finder sted mellem havne, der er beliggende inden for det nævnte område, og havne, der er beliggende uden for det nævnte område.

3) Bjærgningsvirksomhed, der i det væsentlige udøves uden for det nævnte område.

Stk. 2. Indre vandveje, såsom indsøer, floder og kanaler henregnes til det under stk. 1, nr. 1, nævnte område, når indsejlingen er sket fra et sted på kystlinien, der er beliggende inden for området.

§ 3. Rederiets bidrag opgøres for hvert skib. Rederiet indbetaler bidrag for første halvår med et acontobeløb i maj og for andet halvår i november måned. Samtidig med acontoindbetalingen for andet halvår foretager rederierne en endelig opgørelse over de pligtige bidrag for det foregående kalenderår og indbetaler et eventuelt restbeløb eller fratrækker et eventuelt tilgodehavende.

Stk. 2. Rederiets bidrag indbetales til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det påhviler rederiet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at indberette oplysninger om bidragets beregning. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan pålægge det enkelte rederi at tilvejebringe yderligere oplysninger.

Stk. 3. Indbetaling og indberetning i henhold til stk. 1 og 2 sker til et af Indenrigs- og Sundhedsministeriet anvist sted her i landet.

Stk. 4. Der er udpantningsret for de beløb, der påhviler rederiet.

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1244 af 12. december 2003 om rederiers bidrag til sygesikring for søfarende.

Til toppen