Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Børneydelser & familieforhold

Bekendtgørelse om arveafgift

Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 930 af 4/10 2005.

I medfør af § 20, § 26, stk. 5, § 33, stk. 7 og § 42 i lov om afgift af arv og gave, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 15. oktober 1991 med senere ændringer, og § 44, stk. 2, i boafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 23. august 2001, som ændret ved § 9 i lov nr. 428 af 6. juni 2005, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Opgørelser i privat skiftede boer og anmeldelser

§ 1. Opgørelser nævnt i arveafgiftslovens § 26, stk. 1, 1., 4. og 5. pkt., skal indeholde oplysning om,

1) hvilket bo opgørelsen vedrører,

2) boets aktiver og passiver med fornødne specifikationer,

3) hvorledes arvebeholdningen fordeles,

4) erhververnes slægtskabsforhold til arveladeren,

5) hvorvidt der ved dødsfaldet er indtrådt afgiftspligt for erhvervelser, der ikke er inddraget under skiftet, og om

6) de i lovens § 47 nævnte gaver.

Stk. 2. Hvis afdøde hensad i uskiftet bo, skal det også oplyses, hvor og hvornår ægtefællen er afgået ved døden.

§ 2. I dødsboer efter personer, der er hjemmehørende her i landet, indgives opgørelsen til skifteretten i den retskreds, hvor arveladeren ved sin død havde bopæl. I tilfælde, hvor boet er henvist til behandling her i landet, jf. § 87 i lov om skifte af dødsbo og fællesbo, indgives opgørelsen til den pågældende skifteret.

Stk. 2. Ved afgiftspligtige erhvervelser efter borteblevne personer indgives opgørelse til skifteretten på det sted, hvor dødsformodningsdom i første instans er afsagt, eller til den skifteret, efter hvis bestemmelse den borteblevnes formue er taget under skiftebehandling.

§ 3. Anmeldelse efter arveafgiftslovens § 26, stk. 2, skal indeholde oplysning om,

1) grundlaget for erhvervelsen,

2) de afgiftspligtige midler,

3) de fradragsberettigede udgifter m.v.,

4) fordelingen af midlerne og

5) erhververnes slægtskabsforhold til den, som erhvervelsen hidrører fra.

§ 4. Foreligger en arveafgiftspligtig erhvervelse i forbindelse med et skifte her i landet, uden at erhvervelsen er inddraget under skiftet, indgives anmeldelsen til den skifteret, hvorunder boet hører.

Stk. 2. Ved succession i familiestiftelser indgives anmeldelsen til skifteretten på det sted, hvor stiftelsen eller dens bestyrelse har hjemsted.

Stk. 3. Ved succession i eller ved ophør af brugs-, rente- eller indtægtsnydelser indgives anmeldelsen til den skifteret, hvorunder arveladerens bo har hørt.

Stk. 4. Skal der betales arveafgift efter reglen i arveafgiftslovens § 8, stk. 1 a), indgives anmeldelsen til skifteretten på det sted, hvor ejendommen eller en ejendom er beliggende.

Stk. 5. Er der i henhold til arveafgiftslovens § 14 A givet udsættelse med afgiftspligtens indtræden, indgives anmeldelse om udsættelsens ophør til skifteretten på det sted, hvor den efterlevende ægtefælle har bopæl.

§ 5. Opgørelsen eller anmeldelsen indsendes efter arveafgiftslovens § 31, stk. 2, af skifteretten til told- og skatteforvaltningen.

Til toppen

Kapitel 2 – Arveafgiftens indbetaling

§ 6. I boer, der behandles af skifteretterne, føres afgiften til indtægt i vedkommende skifterets afgiftsregnskab.

§ 7. I privat skiftede boer og i de tilfælde, hvor afgiftspligtige erhvervelser ikke er inddraget under noget skifte her i landet, indbetales arveafgiften til den skifteret, der har foretaget afgiftsberegningen.

§ 8. Skifteretterne kan som et led i opkrævningen give udsættelse med betaling af arveafgift i privatskiftede boer og ved anmeldelse efter arveafgiftslovens § 26, stk. 2, i indtil et år fra afgiftens forfaldsdag. Udsættelse herudover kan bevilges af told- og skatteforvaltningen.

Til toppen

Kapitel 3 – Fritagelse for betaling af arveafgift

§ 9. Skifteretter kan fritage for betaling af arveafgiften efter arveafgiftslovens § 3, stk. 4, ved arv til foreninger og institutioner m.v. eller en lokal afdeling heraf, der i henhold til den seneste inden afgiftsberegningen af told- og skatteforvaltningen udsendte oversigt er godkendt til at modtage gaver, der kan fradrages i den skattepligtige indkomst efter reglerne i ligningslovens § 8 A. Bemyndigelsen gælder kun, hvis arven skal anvendes inden for foreningens eget almennyttige eller almenvelgørende formål. Bemyndigelsen gælder ligeledes kun, hvis den lokale afdeling i henhold til sine vedtægter har samme formål som hovedinstitutionen, arven skal anvendes inden for dette formål, og hovedinstitutionen erklærer at ville føre tilsyn hermed.

Stk. 2. Skifteretter kan frafalde arveafgiften af arv, der tillægges

1) statslige eller kommunale museer og biblioteker,

2) universiteters og højere læreranstalters museer og biblioteker, der ikke allerede er omfattet af 1), eller

3) Ny Carlsberg Glyptoteket og museer, der er godkendt til at modtage statstilskud i henhold til lov om museer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 584 af 31. august 1989.

Stk. 3. Hvis arven til en af de i stk. 2 nævnte institutioner består af genstande, forudsætter afgiftens bortfald en erklæring fra institutionen om, at genstandene indgår i institutionens samlinger.

Stk. 4. Bemyndigelsen efter stk. 1-3 gælder ikke, hvis der er tillagt medlemmer af en bestemt slægt eller andre fortrinsret til nydelse af arven, hvad enten de fortrinsberettigede skal opfylde de almindelige betingelser for nydelse af legatet eller ej. Bemyndigelsen gælder heller ikke, hvis der oprettes særlig fundats for legatet. Bemyndigelsen gælder, selv om arven helt eller delvis er behæftet med rentenydelse.

§ 10. Skifteretterne kan omberegne den arveafgift, der skal betales af privatskiftede boer, offentligt skiftede skifteretsboer og ved anmeldelser efter arveafgiftslovens § 26, stk. 2.

Stk. 2. Skifteretterne kan ligeledes tilbagebetale for meget betalt afgift. Tilbagebetaling til eksekutorboer foretages dog af told- og skatteforvaltningen.

§ 11. Skifterettens afgørelser efter arveafgiftsloven er undergivet revision. Hvis skifteretten ikke umiddelbart kan tiltræde den reviderende myndigheds opfattelse, forelægger den reviderende myndighed spørgsmålet for told- og skatteforvaltningen.

Til toppen

Kapitel 4 – Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2005.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 699 af 16. oktober 1991.

Til toppen