Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vesterbrogade 10, 2. · 1620 København VTlf. 70 23 01 02 · Fax 70 23 01 03 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Vejledning om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser

Socialministeriets vejledning nr. 136 af 11/12 2002.

Indledning

Forord

Folketinget vedtog ved lov nr. 285 af 25. april 2001 lov om ændring af lov om social pension og andre love (Førtidspensionsreformen), at der skulle udvikles en metode for ensartet sagsbehandling ved tildeling af handicapkompenserende ydelser efter serviceloven. Metoden skal anvendes med virkning fra den 1. januar 2003.

Alle de handicapkompenserende ydelser er med førtidspensionsreformen samlet i serviceloven. Det betyder, at borgere, der får førtidspension efter de nye regler, skal have handicapkompenserende ydelser efter de samme regler, som personer der ikke er på førtidspension.

Formålet med at samle reglerne om service og tilskud til konkrete behov som følge af en funktionsnedsættelse i serviceloven er at skabe ensartede vilkår for alle med en nedsat funktionsevne.

Der er på denne baggrund udarbejdet en metode for god sagsbehandling og en bekendtgørelse med henblik på at styrke retssikkerheden og sikre ensartede kriterier for den individuelle og konkrete vurdering af den enkelte ansøger, særligt for sager om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84.

Metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne giver kommunen eller amtskommunen retningslinier for, hvordan den enkelte kommune eller amtskommune skal gennemføre sagsbehandlingen i dialog med borgeren, og hvordan der kan udarbejdes en oversigt over rådgivningsfunktioner, mulige ydelser, opgaveplaceringer samt kriterier for tildeling.

Lovgrundlag

Vejledningen om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser følger bekendtgørelsens opbygning. De paragraffer, der er beskrevet i de enkelte afsnit, er citeret. Bekendtgørelsen er gengivet i bilag 1.

Vejledningen omhandler bekendtgørelsens anvendelse i sager om handicapkompensation, særligt for sager om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84.

Retsgrundlaget for denne vejledning er § 8 i lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter socialministeren kan fastsætte regler for sagsbehandling, og bekendtgørelse om metode for god sagsbehandling ved vurdering af funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser. Desuden er lov om retssikkerhed og administration på det sociale område en del af retsgrundlaget. Der henvises til vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af 7. juni 2000.

I vejledningen er der henvisninger til

  • bekendtgørelse om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser – kaldet funktionsevnebekendtgørelsen
  • lov om social service – kaldet serviceloven
  • lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – kaldet retssikkerhedsloven
  • forvaltningsloven
  • lov om offentlighed i forvaltningen – kaldet offentlighedsloven
  • lov om behandling af personoplysninger – kaldet persondataloven

For en uddybende vejledning om sagsbehandling vedrørende metode for god sagsbehandling ved nedsat funktionsevne og grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser henvises til Socialministeriets publikation: »Håndbog i metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser«, 2002.

Bekendtgørelsens formål

Der er flere formål med at indføre en sagsbehandlingsmetode for vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser (funktionsevnemetode) og hermed fastsætte regler for, hvordan kommunerne eller amtskommunerne skal fremme et objektivt og ensartet grundlag for sagsbehandling af servicelovens handicapkompenserende ydelser.

Det helt overordnede formål er at sikre en rigtig indsats, og dermed sikre at borgeren oplever, at han/hun får det, pågældende har brug for – hverken for meget eller for lidt.

Samtidig er et overordnet formål, at det sikres, at der foretages en helhedsvurdering ved afgørelser om handicapkompenserende ydelser.

Funktionsevnemetoden skal sikre, at der er ensartethed og gennemskuelighed i sagsbehandlingen, og at der er det fornødne dokumentationsgrundlag for vurderingen af borgerens funktionsevne og dermed den afgørelse, som kommunen eller amtskommunen træffer..

Derudover sikrer metoden, at borgeren får mulighed for at spille en aktiv rolle i behandlingen af sin sag gennem dialog med kommunen eller amtskommunen. Borgeren skal blandt andet have mulighed for at bidrage til sagens oplysning.

Det er samtidigt vigtigt og nødvendigt, at kommunen eller amtskommunen sikrer sig, at der sker den fornødne koordination af den samlede hjælp – både inden for kommunens eller amtskommunens egne forvaltninger/afdelinger og i relation til andre myndigheder.

Ved vurderingen af om der skal ydes hjælp efter bestemmelsen om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84 eller efter andre bestemmelser om handicapkompensation i serviceloven, fx bestemmelserne om praktisk og personlig bistand, hjælpemidler m.v., er det vigtigt, at kommunen holder sig formålet med at yde bistand/støtte for øje. Ikke mindst fordi, at der i nogle tilfælde vil være tale om flydende grænser mellem forskellige hjælpemuligheder, herunder også mellem naturalhjælp og kontantydelser.

Ydes støtten som naturalhjælp har kommunen en direkte forpligtelse til at sikre kvaliteten af og indholdet af de ydelser, der gives. Ydes støtten derimod som et kontant tilskud, vil det i højere grad være overladt til den pågældende selv at sikre sig den rigtige bistand. Derfor er det af afgørende betydning, at hjælpen tilrettelægges i samarbejde med modtageren og dennes nærtstående og pårørende eller værge.

Samarbejde med borgeren

Processen med at afdække funktionsnedsættelsens art og omfang skal ske i tæt samarbejde med borgeren. Hermed supplerer bekendtgørelsens regler om borgerinddragelse retssikkerhedslovens regler om borgerinddragelse og helhedsorienteret hjælp.

Tilsvarende supplerer retssikkerhedsloven de almindelige forvaltningsretlige regler herunder forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Efter retssikkerhedslovens § 4, skal borgeren have mulighed for at blive inddraget i sagsbehandlingen, og kommunen eller amtskommunen skal tilrettelægge sagsbehandlingen på en måde, så borgeren kan benytte muligheden for at medvirke.

Grundig sagsbehandling

Herudover er det et led i retssikkerheden, at ansøgninger behandles så hurtigt og grundigt som muligt, jf. retssikkerhedslovens § 3.

Personer, der har behov for handicapkompensation, kan have problemer, som kræver mere indgående social- og sundhedsmæssig bistand. Det kan derfor være nødvendigt at give andre former for hjælp. Dette skal sammenholdes dels med servicelovens § 113, hvorefter kommunen eller amtskommunen løbende skal være opmærksom herpå, dels med retssikkerhedslovens § 5, hvorefter kommunen eller amtskommunen skal behandle ansøgninger om spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes i den sociale lovgivning herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen eller amtskommunen skal samtidig være opmærksom på muligheder hos andre myndigheder og i anden lovgivning.

Servicelovens § 111 om handleplaner

Servicelovens § 111 indeholder regler om udarbejdelse af handleplaner for indsatsen blandt andet for personer med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Målet med denne indsats er at sikre en koordineret indsats og at tydeliggøre forpligtelsen for alle involverede personer, instanser og forvaltningsgrene.

Bekendtgørelsens anvendelsesområde

Anvendelse af metoden i sager om ydelser efter servicelovens § 84

Reglerne om metode for god sagsbehandling og grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser skal anvendes, når kommunen skal undersøge funktionsevnen hos en person i forbindelse med en sag om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84.

Bekendtgørelsens bestemmelser skal således anvendes som grundlag for, at kommunen kan træffe afgørelse om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84.

Bestemmelsen hænger sammen med bekendtgørelsens § 10, hvorefter bekendtgørelsen skal anvendes ved sager om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84, der påbegyndes den 1. januar 2003 eller senere.

I sager hvor kommunen umiddelbart vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, kan kommunen dog beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen.

Hvis kommunen vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, og dette samtidig bestyrkes af borgerens egen vurdering samt de oplysninger, der i øvrigt umiddelbart foreligger, kan kommunen vælge at anvende bekendtgørelsen. Dog skal bekendtgørelsen altid anvendes i de tilfælde, hvor borgeren har et udtrykkeligt ønske om det, også selvom det drejer sig om en sag, hvor kommunen vurderer, at funktionsnedsættelsen er ubetydelig.

Kommunen skal være opmærksom på, at der i uproblematiske sager, hvor borgeren efter eget udsagn ikke har problemer udover en mindre nedsættelse af funktionsevnen, fx en manglende finger, skal bruges færrest mulige ressourcer i sagsbehandlingen for at undgå klientgørelse. Derimod er det vigtigt at sætte tidligt og målrettet ind i sager, hvor der vurderes at være behov for en særlig indsats.

Når funktionsevnemetoden anvendes, bør den afpasses i forhold til den konkrete situation.

Anvendelse af metoden i andre sager om handicapkompensation

Kommunen eller amtskommunen kan vælge at anvende funktionsevnemetoden ved behandling af andre sager om handicapkompenserende ydelser efter serviceloven.

Tilsvarende gælder for allerede verserende sager om handicapkompenserende ydelser efter serviceloven, men hvor der er sket væsentlige ændringer.

Forholdet til andre regler om borgerens retssikkerhed

Kommunen eller amtskommunen skal være opmærksom på, at funktionsevnebekendtgørelsen ikke står alene. Bekendtgørelsen skal bidrage til at systematisere sagsbehandlingen, således at der opbygges et dokumentationsgrundlag, som er baseret på fælles præmisser.

Kommunen eller amtskommunen kan således ikke anvende funktionsevnemetoden uden at tage de øvrige sagsbehandlingsregler i blandt andet retssikkerhedsloven og forvaltningsloven i betragtning herunder reglerne om helhedsvurdering og opfølgning, partshøring, notatpligt, tavshedspligt og begrundelse. Derudover skal kommunen eller amtskommunen være opmærksom på persondatalovens regler ved registrering af borgerens oplysninger.

Nærmere oplysninger om de enkelte love kan findes i de tilhørende vejledninger:

  • Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område af 7. juni 2000
  • Justitsministeriets vejledning om persondataloven af 10. juli 2000
  • Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven af 4. december 1986
  • Justitsministeriets vejledning om offentlighedsloven af 3. november 1986
  • Funktionsevnekriteriet og handicapkompensation efter serviceloven

Funktionsevnekriteriet

Årsagen til den nedsatte funktionsevne vil ofte være en lægeligt diagnosticeret lidelse, der angiver en betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, som fx syn, hørelse, lammelse, hjerneskade. Men det er vurderingen af graden af funktionsnedsættelsen, der er afgørende for berettigelsen til de særlige handicapkompenserende ydelser efter serviceloven, og ikke den lægelige diagnose.

I FN´s standardregler om lige muligheder for handicappede vedtaget i december 1993 på FN’s generalforsamling anvendes begrebet handicap om tab eller begrænsninger af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap betegner her således relationen mellem et menneske med nedsat funktionsevne og dets omgivelser. Handicapbegrebet bliver på den måde et dynamisk begreb, der angiver, at grænserne for, at et menneske med en funktionsnedsættelse kan leve et normalt liv integreret i samfundet, ændres i takt med samfundets udvikling.

Handicapbegrebet i serviceloven lægger vægt på de barriere i det omgivende samfund, et menneske med en nedsat funktionsevne støder imod. Det beskriver således relationen mellem en persons nedsatte kropslige eller kognitive funktion og mulighederne i det omgivende samfund.

Handicapkompensation

Vurderingen af funktionsevnen hos det enkelte menneske bliver efter de gældende regler sat i relation til de tre overordnede principper for handicapindsatsen:

  • Solidaritetsprincippet, (skattefinansiering af ydelser).
  • Sektoransvarlighedsprincippet (hver sektor er ansvarlig for »indretning«, støtte og ydelser på sit område), og
  • Kompensationsprincippet, (kompensering for følgerne af nedsat funktionsevne).

Kompensationsprincippet tager udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske til menneske og fra funktionsnedsættelse til funktionsnedsættelse. Tildelingskriterierne for de enkelte ydelser er fastsat efter dette princip, og for nogle ydelser er også udmålingskriterierne fastsat her udfra.

Kompensation sker enten ved naturalhjælp eller ved kompensation for væsentlige merudgifter. Der lægges herved på den ene side vægt på, at den handicappede skal afholde udgifter på linie med, hvad alle andre har. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Handicapkompensation kan ses i to forskellige sammenhænge. På den ene side sker kompensationen ved at gøre samfundets tilbud tilgængelige for personer med nedsat funktionsevne. På den anden side ved at stille forskellige særlige ydelser til rådighed for personer med nedsat funktionsevne.

Det er en helhedsvurdering af den samlede livssituation for den enkelte og dennes familie, der ligger til grund for udmålingen af både ydelser og samlet støtte.

Nedenfor følger en række bestemmelser i serviceloven, hvorefter kommunen eller amtskommunen kan give tilbud og/eller ydelser til personer med behov for midlertidig eller varig støtte:

  • Personlig og praktisk hjælp og pleje efter servicelovens § 71 og aflastning efter § 72. Hjælpen kan tildeles alle, der ikke selv kan udføre opgaverne, som følge af varigt eller midlertidig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller særlige sociale problemer. Denne bestemmelse omfatter blandt andet hjælp til den personlige hygiejne, fx bad og pleje, (der ikke er behandling), påklædning, og nødvendig rengøring.
  • Tilbud om hjælp, omsorg eller støtte til optræning og udvikling af færdigheder efter servicelovens § 73.
  • Kontant tilskud til personlig hjælp og praktisk hjælp efter servicelovens § 76.
  • Hjælpeordningen efter servicelovens § 77, om kontant tilskud til at ansætte hjælpere til pleje, overvågning, ledsagelse.
  • Ledsageordningen efter § 78, for personer, der ikke kan færdes alene og som ikke har hjælpeordning.
  • Støtte- og kontaktpersonordningerne for henholdsvis døvblinde og sindslidende efter servicelovens §§ 79 og 80.
  • Dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, som er en følge af nedsat funktionsevne efter servicelovens § 84.
  • Aktivitets- og beskæftigelsestilbud efter servicelovens §§ 87 og 88, der blandt andet har til formål at give de berettigede et indhold i den daglige tilværelse og medvirke til at undgå isolation.
  • Hjælpemidler efter servicelovens § 97 og forbrugsgoder efter servicelovens § 98.
  • Biler efter serviceloven § 99.
  • Hjælp til boligindretning og boligskifte efter servicelovens § 102.
  • Støtte til individuel befordring efter servicelovens § 103.
  • Botilbud efter servicelovens §§ 91, 92 og 93.

Metode for god sagsbehandling ved vurdering af funktionsevnen

God sagsbehandling forudsætter en metodisk arbejdsform, der sikrer, at kommunen eller amtskommunen sammen med borgeren kommer omkring alle vigtige og relevante aspekter, og at borgerens sammensatte behov afdækkes og synliggøres.

Samarbejde mellem borgeren og kommunen eller amtskommunen

Det er vigtigt, at rådgivningen og tildelingen af handicapkompenserende ydelser efter serviceloven tager udgangspunkt i et samarbejde med den enkelte borger. Det er borgeren, som kan formulere sin nedsættelse af funktionsevnen og som gennem rådgivning kan finde ud af, hvad der findes af kompenserende ydelser, hvilke der er relevante, og hvad der kan ydes støtte til. Det er efterfølgende også borgeren, der skal kunne leve et liv med nedsat funktionsevne som andre borgere på samme alder og i samme livssituation. Det er samtidig også borgeren som løbende kan formulere ønsker om tildeling af andre handicapkompenserende ydelser, der kan være afgørende for borgerens livsførelse i dagligdagen.

Samarbejdet mellem borgeren og kommunen eller amtskommunen indebærer både et udredende og et rådgivende element. Sagsbehandlingen skal sikre,

  • at omfanget af funktionsnedsættelsen vurderes og beskrives af kommunen eller amtskommunen,
  • at borgeren har en klar fornemmelse af, hvad den nedsatte funktionsevne består i (personligt, helbredsmæssigt og i forhold til de barrierer i det omgivende samfund, som borgeren kan støde imod), og sikre
  • at det fremgår, hvilke mulige kompenserende ydelser, der er relevante og hvilke af disse kompenserende ydelser, kommunen eller amtskommunen yder støtte til.

Samtaleskema – dialog mellem borgeren og kommunen eller amtskommunen

Vurderingen af borgerens funktionsevne skal tage udgangspunkt i en dialog mellem borgeren og kommunen eller amtskommunen på baggrund af et på forhånd tilsendt samtaleskema til borgeren.

Hvis et samtaleskema sendes til en kommunikationssvag borger, som det er vanskeligt for en sagsbehandler at komme i dialog med, skal kommunen eller amtskommunen gøre sig overvejelser om, hvordan borgeren får mulighed for at forberede sig til samtalen. Dette kan fx ske ved at benytte sig af fagfolk med bedre mulighed for at forstå borgerens måde at ytre sig på, pårørende eller en eventuel værge.

Samtaleskemaet er et værktøj, der giver mulighed for at forberede både sagsbehandler og borger. Samtaleskemaet danner endvidere grundlag for den fælles afdækning af borgerens funktionsevne.

Det er frivilligt for borgeren, om denne ønsker at udfylde og/eller indsende sit samtaleskema.

Hvis borgeren har udfyldt og indsendt sit skema, hvilket som ovenfor anført er frivilligt, kan borgerens udgave indgå i sagen, hvis borgeren ønsker det.

Samtaleskemaet skal fungere som et redskab til afdækning af borgerens funktionsevne, og skal medvirke til, at der skabes et dækkende og bredt billede af borgerens behov og situation.

Samtaleskemaet kan samtidig ses som en tjekliste, som kan være med til at sikre, dels at sagsbehandler og borger kommer omkring alle vigtige aspekter i borgerens liv og tilværelse som helhed, dels at sagsbehandler og borger ikke fortaber sig i nogle emner frem for andre.

Sammenfatning af borgerens og kommunen eller amtskommunens fælles drøftelser

Som afslutning på drøftelserne skal borgeren og kommunen eller amtskommunen i fællesskab udfylde en sammenfatning.

Sammenfatningen skal fungere som en fælles opsummering og konklusion.

Når sammenfatningen er udarbejdet, indarbejdes den i et aftaleskema.

Aftaleskema

Aftaleskemaet skal ses som et redskab, hvori de næste skridt i sagen noteres.

Aftaleskemaet udfyldes af kommunen eller amtskommunen sammen med borgeren, idet det skal anvendes til at notere parternes aftaler og eventuelle opgaver i den videre opfølgning i sagen.

Hensigten med samtaleskemaet og aftaleskemaet er blandt andet at sikre borgeren indflydelse på sagsbehandlingen, at borgeren får indsigt i sagsbehandlingens forløb (gennemskuelighed) samt at sagsbehandlingen udmunder i den rigtige indsats (kompensation).

Borgerens medinddragelse

Det er vigtigt, at borgeren medinddrages i sin egen sag, og at borgerens eget bidrag til oplysning af sagen fremgår i vurderingen af borgerens funktionsevne.

Kravene om medinddragelse og helhedsorientering i sagsbehandlingen og hjælpen skal ses sammen med formålsbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 1. Formålet er sikre borgerens rettigheder og indflydelse, når myndighederne behandler sager,

  • at sikre en tidlig helhedsorienteret hjælp,
  • at forebygge at personer får brug for hjælp til forsørgelse, og
  • at fastlægge myndighedsstrukturen og de grundlæggende principper for sagsbehandlingen, herunder også klageadgangen.

Det betyder, at kommunen eller amtskommunen i sin afgørelse er bundet af hensynet til borgerens medinddragelse i sagsbehandlingen.

Borgerens ønske om anden sagsbehandler

Kommunen eller amtskommunen bør være opmærksom på, om der mellem borgeren og dennes sagsbehandler er skabt en tillidsfuld dialog. Er dette ikke tilfældet, bør kommunen eller amtskommunen efter borgerens ønske, og hvis ønsket er velbegrundet, sørge for at være imødekommende overfor en anmodning om at få en anden sagsbehandler.

Bisidder

En borger, der ønsker det, ret til, at en anden person medvirker som støtte for den pågældende, når kommunen eller amtskommunen behandler pågældendes ansøgning om en handicapkompenserende ydelse. Det er borgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. kommunen eller amtskommunen skal gøre borgeren opmærksom på denne mulighed.

Uenighed mellem borgeren og kommunen eller amtskommunen

Uenighed mellem kommunen eller amtskommunen og borgeren kan forekomme både i forhold til sagsforløbet og i forhold til den endelige beskrivelse og vurdering af borgerens funktionsevne.

Fastlæggelsen af borgerens funktionsevne og den endelige afgørelse af hvilke af en eller flere handicapkompenserende ydelser, der skal bevilliges, beror på kommunens eller amtskommunens faglige vurdering, som borgeren i sidste ende kan erklære sig enig eller uenig i. Hvis der er uenighed mellem kommunens eller amtskommunens vurdering og borgerens egen opfattelse, skal kommunen eller amtskommunen præcisere, hvori uenigheden består.

Hvis kommunen eller amtskommunen vælger ikke at imødekomme borgerens indvendinger, skal det fremgå af sagen sammen med kommunens eller amtskommunens faglige forklaring på, hvorfor beskrivelsen og vurderingen af borgerens funktionsevne fastholdes.

Den endelige beslutning om konsekvenserne af eventuel uenighed påhviler kommunen eller amtskommunen, der har pligt til at træffe myndighedsafgørelser i overensstemmelse med gældende lov og regler.

En afgørelse om bevilling af handicapkompensation efter serviceloven er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, hvorimod en udfyldelse af henholdsvis samtaleskema og aftaleskema ikke er at betragte som en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Se nærmere herom under »Klage over afgørelsen«.

Vurdering af funktionsevnen

Beskrivelse og vurdering af borgerens funktionsevne

Det fremgår af § 3, stk. 8, at kommunen eller amtskommunen skal vurdere borgerens nedsatte funktionsevne på grundlag af en samlet beskrivelse og vurdering af borgerens funktionsevne.

Beskrivelsen og vurderingen skal ske på baggrund af blandt andet borgerens helbredsmæssige, sociale- og arbejdsmæssige forhold samt de barrierer i det omgivende samfund, som borgeren med funktionsnedsættelse støder imod. Funktionsevnen kan således ikke vurderes uafhængigt af det omgivende samfund.

Når funktionsevnen er udgangspunktet for tildeling af handicapkompenserende ydelser, indebærer det en vurdering af personens muligheder for at deltage i samfundslivet. Det skal derfor vurderes, hvilke ydelser der vil kunne kompensere for borgerens aktivitets- og deltagelsesbegrænsninger.

Begrænsningerne kan være af personlig, helbredsmæssig og/eller omgivelsesmæssig karakter.

Fx vil en kørestolsbruger ofte kunne færdes i bymiljøet ved egen hjælp, hvis miljøet er fysisk tilgængeligt. Men hvis dette ikke er tilfældet, kan en personlig hjælper eller ledsager kompensere for denne ydre, omgivelsesmæssige begrænsning, sådan at personen alligevel kan færdes de fleste steder.

Det kan også være begrænsninger i almindelige hverdagsfunktioner og –aktiviteter, fx kan mange af de gøremål, som borgeren skal præstere i løbet af en dag, være meget tidskrævende og dermed bevirke, at han/hun ikke har tid til meget mere den dag.

For borgere med nedsat funktionsevne kan forskellige funktioner ikke blot tage længere tid, men samtidig være så udmattende, at den pågældende skal bruge resten af dagen på at restituere.

Fx vil deltagelse i møder og aktiviteter i forbindelse med fx børnenes skolegang og fritidsliv, varetagelse af et fleksjob, at gå til behandlinger og oveni dette bruge kræfter på at blive befordret til og fra alle disse aktiviteter, have konsekvenser for den pågældendes ressourcer til andre gøremål, herunder gøremål af mere praktisk karakter.

Funktionsevnen er betinget af den enkeltes måde at håndtere sin situation på samt af den sociale og kulturelle sammenhæng den enkelte er placeret i.

Det er med andre ord ikke muligt alene ud fra en medicinsk diagnose eller en oversigt over objektive muligheder for at udføre aktiviteter o.lign. at vurdere en persons funktionsevne.

Det vil altid være en helhedsvurdering af den samlede livssituation for den enkelte og dennes familie, der ligger til grund for både ydelser og samlet støtte.

På baggrund af den samlede udredning rådgiver kommunen eller amtskommunen borgeren om de ydelser, som kommunen eller amtskommunen kan bevilge, og der træffes aftale om det videre forløb, om foranstaltninger og eventuel behov for yderligere oplysninger, henvisning til andre instanser eller afdelinger, inddragelse af ekspertise m.v.

Vurdering af funktionsevne og borgerens deltagelse på arbejdsmarkedet

Nedsættelse af funktionsevnen vurderes, som ovenfor beskrevet, i forhold til de begrænsninger den enkelte borger oplever i sin daglige tilværelse. I modsætning hertil vurderes arbejdsevne alene i forhold til de muligheder borgeren har på arbejdsmarkedet – altså i forhold til den del af den daglige tilværelse der vedrører deltagelsen på arbejdsmarkedet.

De helbredsmæssige forhold, der har betydning for vurdering af funktionsevne, har ikke nødvendigvis betydning for vurderingen af arbejdsevne. Hensigten med handicapkompenserende ydelser er netop at give borgeren mulighed for på trods af den nedsatte funktionsevne at kunne deltage på lige fod med andre såvel i daglige aktiviteter som i arbejdslivet.

Ved at yde handicapkompenserende ydelser vil det være muligt at reducere nogle af de barrierer, der ellers ville være for borgeren med hensyn til deltagelse på arbejdsmarkedet.

Der er således ingen entydig sammenhæng mellem vurderingen af funktionsevne og arbejdsevne. At funktionsevnen er nedsat kan betyde, at der tildeles en handicapkompenserende ydelse, som betyder, at borgeren ikke længere har de samme barrierer for deltagelse på arbejdsmarkedet og dermed en »forbedret« arbejdsevne.

I forhold til de handicapkompenserende ydelser, der kan komme på tale i forhold til borgerens deltagelse på arbejdsmarkedet, bør vurderingen af funktionsevnen foretages i sammenhæng med de øvrige initiativer kommunen tager i forhold til borgeren.

Er borgeren fx visiteret til fleksjob vil vurderingen af funktionsevnen på det konkrete tidspunkt falde ud på en bestemt måde, mens vurderingen af behovet for handicapkompenserende ydelser kan se helt anderledes ud i det øjeblik borgeren rent faktisk får et konkret fleksjob. Kommunen eller amtskommunen bør i sådanne tilfælde lave en samtidig vurdering af funktionsevnen, således at borgerens genindtræden på arbejdsmarkedet ikke vanskeliggøres af, at der ikke er ydet den nødvendige hjælp.

Tilsvarende vil en overgang fra fleksjob til førtidspension kunne have tilsvarende konsekvenser i forhold til vurderingen af handicapkompensation.

Udarbejdelse af ydelsesoversigt

I forbindelse med sagsbehandlingen kan der udarbejdes en ydelsesoversigt.

En ydelsesoversigt er en oversigt over den enkelte kommunes eller amtskommunes handicapkompenserende ydelser i henhold til serviceloven. Ydelsesoversigten retter sig mod både borgerne og medarbejderne i kommunerne eller amtskommunerne.

Ydelsesoversigten kan være et redskab, der anskueliggør muligheder og begrænsninger for borgerne. Samtidig kan ydelsesoversigten være et redskab for kommunernes eller amtskommunernes medarbejdere med henblik på at tydeliggøre opgavers og/eller funktioners placering i kommunen eller amtskommunen.

Oversigten skal ses som en information om kommunens niveau for handicapkompensation, og dermed tydeliggøre overfor borgeren, hvad han/hun kan forvente.

Ydelsesoversigten kan også ses som et redskab til at sikre sammenhæng mellem de overordnede politiske mål og kommunen eller amtskommunens bevillingspraksis, hvorved den kan være med til at sikre retssikkerheden.

Det er kommunen eller amtskommunen, der vurderer, om der skal udarbejdes en ydelsesoversigt.

Herudover kan kommunen eller amtskommunen udarbejde en beskrivelse af kommunens organisering på voksen-handicapområdet. Formålet med denne beskrivelse er, at gøre det synligt for borgeren, hvor han/hun kan henvende sig om andre ydelser, end den kommunen eller amtskommunen efter den lokale tilrettelæggelse af forvaltningen beskæftiger sig med.

For en vejledning om udarbejdelse af en ydelsesoversigt henvises til Socialministeriets publikation: »Håndbog i metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser«, 2002.

Indhentelse af oplysninger

Bestemmelsen følger af officialprincippet. Det betyder, at kommunen eller amtskommunen skal oplyse sagen fx ved indhentning af oplysninger, inden der træffes afgørelse i sagen.

Kommunen eller amtskommunen skal kun indhente oplysninger om borgeren, som er relevante for sagen. Det er således kun de oplysninger, der er relevante i forhold til vurdering af borgerens funktionsevne, der skal indhentes.

Dette vil fortrinsvis dreje sig om oplysninger om borgerens helbredsmæssige forhold, sociale- og arbejdsmæssige forhold samt oplysninger om eventuelle barriere i det omgivende samfund, som borgeren kan støde i mod.

I processen kan det i en række tilfælde være nødvendigt at indhente relevant ekspertviden, der kan supplere eller udrede de objektive dele af funktionsnedsættelsen. Det kan være vejledende oplysninger om relevante ydelser til de forskellige former for nedsat funktionsevne. Ligesom det kan være relevant at dokumentere oplysninger, der forstærker og underbygger en tidligere foretaget vurdering.

Behovet for ekspertviden vil variere fra kommune eller amtskommune til kommune eller amtskommune. Nogle har en særlig forvaltning/afdeling, hvor alt vedrørende mennesker med nedsat funktionsevne behandles mens andre har opbygget forvaltningen på en anden måde. Der vil også være forskel på de enkelte sagsbehandleres faglige ekspertise, idet disse kan have forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Sagsbehandlerne har derfor forskellige forudsætninger for at vurdere funktionsnedsættelser på krops- og aktivitetsniveau, og dermed også for niveauet som samfundsdeltagelse. Det giver et behov for at sikre, at den fornødne ekspertise inddrages på det relevante tidspunkt.

Der kan være behov for fx en medicinsk udtalelse om konsekvenserne af eller prognoserne for en sygdom, en fysioterapeutisk vurdering af gangevne, en ergoterapeutisk vurdering af personens evne til at gennemføre enkeltaktiviteter eller en psykologisk vurdering af personens evne til at indgå i arbejds- og/eller sociale sammenhænge. Endvidere kan det være ekspertise, som de frivillige organisationer og videnscentre på handicapområdet rummer om fx hvor der findes viden og erfaring om liv og tilværelse med den pågældende type funktionsnedsættelse.

Kommunen eller amtskommunen skal oplyse borgeren om, hvilke oplysninger der indhentes med henblik på behandlingen af sagen, og skal samtidig indhente samtykke til dette hos borgeren, jf. retssikkerhedslovens § 12.

Hvis kommunen eller amtskommunen allerede tidligt i forløbet eller efter at have indhentet tilstrækkelige oplysninger kan vurdere borgerens funktionsevne, skal kommunen eller amtskommunen træffe en afgørelse om eventuel tildeling af en handicapkompenserende ydelse eller henvise borgeren til rette afdeling/forvaltning i kommunen eller amtskommunen.

Borgerens oplysningspligt

Der er i retssikkerhedslovens § 10, stk. 3, en direkte pligt for kommunen eller amtskommunen til at oplyse borgeren

  • om borgerens pligt til at medvirke
  • om muligheden, for at kommunen eller amtskommunen indhenter oplysninger efter retssikkerhedslovens § 12
  • om konsekvenserne, hvis borgeren ikke vil medvirke eller give samtykke til at indhente oplysninger efter retssikkerhedslovens § 12, stk. 3.

Henvisning til retssikkerhedsloven § 12 indebærer, at kommunen eller amtskommunen kan indhente oplysninger fra andre myndigheder og fra private, og at kommunen eller amtskommunen har mulighed for i elektronisk form at samkøre registre med henblik på kontrol.

Konsekvenser ved ikke at medvirke

Hvis en borger ikke ønsker at medvirke i en konkret sag, fx ikke vil tillade, at der indhentes oplysninger, er det klart udgangspunktet, at borgerens ønsker skal respekteres.

Det følger af principper i forvaltningsloven og retssikkerhedslovens § 12, stk. 3, at myndighederne som alt overvejende hovedregel skal respektere, at borgeren ikke ønsker, at der indhentes oplysninger.

Borgerens ønsker skal således respekteres, men kommunen eller amtskommunen må klart gøre borgeren opmærksom på, hvilke konsekvenser det kan få, nemlig at sagen må afgøres på det grundlag, som foreligger, dvs. ud fra de oplysninger, som nu ligger i sagen.

Kommunerne eller amtskommunerne kan ikke, alene fordi borgeren ikke vil medvirke, give afslag på hjælp, men kommunen eller amtskommunen skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilken betydning den eller de manglende oplysninger har i forhold til den ydelse, som der skal tages stilling til.

Kommunen eller amtskommunen bør ved samtalens start orientere borgeren om samtalens karakter, dvs. at en bred viden om ansøgerens forhold kan give det bedste grundlag for hjælpen. De enkelte oplysninger behøver ikke at have betydning for den konkrete hjælp, som borgeren eventuelt skal have, men kan have betydning for helhedsvurderingen af ansøgerens situation.

For en nærmere uddybning om borgerens manglende medvirken i en konkret sag henvises til vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af 7. juni 2000.

Genvurdering

Ændringer i borgerens forhold

Ved udmåling og tildeling af kompensation følges kommunens eller amtskommunens normale procedurer.

Hvis der indtræder væsentlige ændringer i borgerens forhold, skal en ny beskrivelse og vurdering af borgerens funktionsevne udarbejdes. Dette kan eventuelt gøres ved at revurdere de områder, der er sket ændringer på.

Væsentlige ændringer kan fx være ændringer i de helbredsmæssige forhold i form af en progredierende lidelse, eller hvor helbredsforholdene er meget svingende. Det kan også være ændringer i de sociale forhold fx i tilfælde hvor borgeren bliver skilt, bliver alene, flytter til en anden bolig eller bliver forældre/forældre til flere børn. Ændringer kan også være i det omgivende samfund fx ved omlægning af de offentlige befordringsmidler i forhold til boligens placering.

Tilsidesættelse af borgerens oplysningspligt

En borger, der modtager hjælp, har efter retssikkerhedslovens § 11, en pligt til at oplyse kommunen eller amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning for hjælpen.

Hvis borgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har undladt at oplyse om, at den pågældendes forudsætninger for at modtage handicapkompensation er ændrede eller bortfaldet, og pågældende derfor uberettiget har modtaget kompensation, skal den/de modtagne ydelser betales og/eller -leveres tilbage.

Det er kommunen eller amtskommunen, der træffer afgørelse om tilbagebetaling/tilbagelevering, når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget handicapkompensation efter reglerne i serviceloven, jf. servicelovens § 119.

Der henvises samtidig til vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af 7. juni 2000.

Handleplaner efter servicelovens § 111

Udarbejdelse af handleplaner, er et led i finansieringsreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2002. Udover selve finansieringsomlægningen fra delt finansiering til grundtaksfinansiering indeholder finansieringsreformen en række ændringer i serviceloven blandt andet en ændring af de eksisterende regler om udarbejdelse af handleplaner i servicelovens § 111. Ændringerne har til hensigt at styrke kvalitetsudviklingen og brugerinddragelsen.

Kommunen eller amtskommunen skal altid skønne, om det er hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan, når der ydes hjælp efter afsnit III til voksne i serviceloven.

Kommunen eller amtskommunen skal dog altid tilbyde at udarbejde en handleplan, når hjælpen ydes til

  • personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
  • personer med alvorlige sociale problemer, der ikke eller med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller
  • personer, som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.

Det skal af sagen fremgå, at kommunen eller amtskommunen har vurderet spørgsmålet om udarbejdelse af en konkret handleplan, herunder om borgeren har udtrykt ønske om, at der bliver udarbejdet en handleplan.

En handleplan skal angive:

  • Formålet med indsatsen.
  • Hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet.
  • Den forventede varighed af indsatsen.
  • Andre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v.

Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Ved vurderingen af behovet for en handleplan skal der tages hensyn til borgerens samlede funktionsevne og behov, samt karakteren, omfanget, sværhedsgraden og tidshorisonten for den indsats, der er brug for.

Funktionsevnemetoden kan udover sager vedrørende ydelser efter § 84 i serviceloven anvendes, hvor kommunen eller amtskommunen vurderer, at det er hensigtsmæssigt, at udarbejde en handleplan. Funktionsevnemetoden kan her fungere som en relevant skabelon for tiltag, som kommunen eller amtskommunen i forvejen skal tage.

Ikrafttræden m.v.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003 samtidig med førtidspensionsreformen.

Bekendtgørelsen skal, jf. § 2, bruges ved sager om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84, der påbegyndes den 1. januar 2003 eller senere, og i sager, hvor der sker væsentlige ændringer denne dato eller senere.

Funktionsevnebekendtgørelsen kan anvendes i alle andre sager om kompensation efter servicelovens regler. Desuden kan funktionsevnebekendtgørelsen tilsvarende anvendes i allerede verserende sager om kompensation efter serviceloven.

Klage over afgørelsen

Som udgangspunkt kan borgeren klage over en kommunal eller amtskommunal afgørelse om ydelser efter den sociale lovgivning til enkeltpersoner til Det Sociale Nævn i det pågældende amt. Afgørelserne herfra vil kunne ankes til Den Sociale Ankestyrelse, hvis de har principiel eller generel betydning, og herunder fx i forbindelse med nye regler og praksisfastlæggelse på området. Det er Den Sociale Ankestyrelse, der vurderer om sagen er af principiel eller generel betydning. For personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 71, er der fastsat særlige klageregler.

Uenighed mellem borgeren og kommunen eller amtskommunen om henholdsvis sagsforløbet og/eller i forhold til den endelige beskrivelse og vurdering af borgerens funktionsevne er ikke en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, men derimod et sagsbehandlingskridt af procesledende karakter, hvorover der ikke kan ankes.

Der kan således ikke klages over udfyldelsen af henholdsvis samtaleskema og aftaleskema, idet disse er led behandlingen af sagen.

Til toppen