Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Skrivelse med orientering om lov om sociale klausuler på offentlige tilskudsområder

Socialministeriets skrivelse nr. 11874 af 17/4 2001.

Folketinget har den 17. april 2001 vedtaget:

L 149 – Forslag til lov om sociale klausuler på offentlige tilskudsområder.

Lovforslaget – som vedtaget ved 3. behandlingen vedlægges som bilag. (Ikke optrykt).

Loven træder i kraft den 15. maj 2001

Lovforslaget med bemærkninger kan ses på:

1. Socialministeriets hjemmeside – www.sm.dk. Se under lovgivning, eller

2. Folketingets hjemmeside – www.Folketinget.dk. Se under dokumenter – Socialministeriet – vedtagne forslag.

Loven indeholder følgende:

Hjemmel til at offentlige myndigheder – når de yder tilskud til foreninger, fonde, selskaber m.v. – kan stille vilkår, der fremmer formålet i lov om aktiv socialpolitik og lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik medmindre reglerne vedrørende den enkelte tilskudsordning er til hinder herfor, jf. lovens § 2, stk. 2.

Loven indebærer følgende:

Loven giver en generel mulighed for, at det offentlige kan stille krav om social ansvarlighed som en betingelse for at yde økonomisk tilskud.

Der er ikke tale om, at myndigheden skal stille en social klausul ved tildeling af et offentligt tilskud, men alene at den kan gøre det.

Sociale klausuler kan udformes forskelligt, afhængigt af hvilke mål man sigter på at nå. I det følgende skitseres den mulige anvendelse af sociale klausuler.

En social klausul kan gå ud på, at det kræves, at tilskudsmodtageren har en formuleret personalepolitik, der beskriver, hvordan virksomheden skal handle for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt.

Et andet eksempel på en social klausul er, at der stilles krav til tilskudsmodtageren om at tilstræbe at efterleve et krav om at ansætte en bestemt andel af personer på særlige vilkår.

Et tredje eksempel på en social klausul er, at der stilles krav om, at tilskudsmodtageren har eller vil indføre en (skriftlig) formuleret politik med henblik på at ligestille personer med forskellig etnisk oprindelse.

Det er op til tilskudsyderen at vurdere, om og i givet fald hvilke sociale klausuler, der skal stilles.

Der skal være overensstemmelse mellem tilskuddets størrelse, foreningens virke og en eventuel social klausul. Ved den konkrete tildeling af tilskud skal tilskudsgiveren derfor først vurdere, om det overhovedet er hensigtsmæssigt at stille en social klausul og i givet fald hvilken social klausul, der bedst vil kunne bruges i forhold til tilskudsmodtageren. Det vil fx ikke være hensigtsmæssigt at stille en social klausul gående ud på, at tilskudsmodtageren skal ansætte en person i fleksjob ved næste jobansættelse, hvis organisationen p.g.a. sin størrelse, herunder antallet af ansatte, ikke uden uforholdsmæssigt besvær kan administrere en sådan ordning.

Det er alene økonomiske tilskud, der kan danne grundlag for anvendelse af sociale klausuler. Anden form for støtte, fx garantier, kautioner, naturalieydelser mv. vil således ikke være omfattet af loven. En myndigheds betaling for tjenesteydelser, vareindkøb, bygge- og anlæg mv. er heller ikke omfattet.

Anvendelsen af sociale klausuler må ikke ændre tilskuddets formål.

Adgangen til at stille sociale klausuler omfatter som udgangspunkt alle statslige og (amts)kommunale tilskudsordninger.

På visse områder vil det ikke være hensigtsmæssigt at stille sociale klausuler på grund af tilskuddets omfang eller art. Det kan dreje sig om følgende tilskudsordninger:

Tilskudsbevillinger på under 1 mill. kr. årligt.

Midlertidige tilskud, hvor der er disponeret over de bevilgede midler

Tilskud til tilskudsmodtagere med færre end 5 fuldtidsansatte på ordinære vilkår

EU-finansierede tilskudsbevillinger (helt eller delvist EU-finansierede bevillinger)

Tilskud til personerstatninger efter særlig lovgivning

indkøb af fx edb-hardware.

I Erhvervsministeriets vejledning »Sociale klausuler i praksis« (sept. 2000) findes der konkrete eksempler på, hvordan en social klausul kan formuleres. Der kan endvidere henvises til: www.kl.dk/socialaftaler

Til toppen