Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år

Indenrigs- og Sundhedsministeriets lov nr. 213 af 31/3 2004, jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 26/3 2021 med følgende ændringslov indarbejdet:

lov nr. 738 af 13/6 2023 (Implementering af dele af delegeret direktiv vedrørende opvarmede tobaksvarer m.v.) § 3 [LF 123 2022-23, 2. samling].

 

Der er kun henvist til ændringslove med ikrafttræden fra og med 1/1 2021.

§ 1. Tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter må ikke sælges til personer under 18 år.

Stk. 2. Ved tobaksvarer forstås:

1) Varer, der er bestemt til at ryges, indsnuses, suttes, tygges eller på anden måde indtages, hvis de helt eller delvis er fremstillet af tobak.

2) Varer, der er beregnet til at blive benyttet sammen med varer omfattet af nr. 1.

Stk. 3. Ved tobakssurrogat forstås i denne lov et produkt med indhold af nikotin, der ikke er en tobaksvare, jf. § 2, nr. 2, i lov om tobaksvarer m.v., eller en elektronisk cigaret, jf. § 2, nr. 1, i lov om elektroniske cigaretter m.v., og som ikke er godkendt ved en markedsføringstilladelse efter lov om lægemidler eller EU-retlige regler om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse af humanmedicinske lægemidler, og udstyr, der er beregnet til at blive benyttet sammen med produktet.

Stk. 4. Ved urtebaseret rygeprodukt forstås i denne lov et produkt baseret på planter, urter eller frugter, som ikke indeholder tobak, og som kan forbruges via en forbrændingsproces.

Lovændringer

1/4 2021 ved lov nr. 2071 af 21/12 2020 (Udmøntning af national handleplan mod børn og unges rygning) § 4 [LF 61 2020-21].

§ 2. Alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 1,2 eller derover må ikke sælges til personer under 16 år fra butikker, hvor der foregår detailsalg.

Stk. 2. Alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 16,5 og derover må ikke sælges til personer under 18 år fra butikker, hvor der foregår detailsalg.

§ 2 a. Den, der erhvervsmæssigt sælger tobaksvarer, tobakssurrogater eller urtebaserede rygeprodukter på fysiske salgssteder, skal kræve fremvisning af gyldig billedlegitimation, hvis sælgeren er i tvivl om, at kunden er fyldt 18 år.

Stk. 2. Den, der erhvervsmæssigt markedsfører tobaksvarer, tobakssurrogater eller urtebaserede rygeprodukter online, skal kræve, at kunden, inden salget gennemføres, utvetydigt tilkendegiver at være fyldt 18 år.

Stk. 3. Den, der erhvervsmæssigt sælger alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 1,2 eller derover på fysiske salgssteder, skal kræve fremvisning af gyldig billedlegitimation, hvis sælgeren er i tvivl om, at kunden er fyldt 16 år.

Stk. 4. Den, der erhvervsmæssigt markedsfører alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 1,2 eller derover online, skal kræve, at kunden, inden salget gennemføres, utvetydigt tilkendegiver at være fyldt 16 år.

Stk. 5. Den, der erhvervsmæssigt sælger alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 16,5 eller derover på fysiske salgssteder, skal kræve fremvisning af gyldig billedlegitimation, hvis sælgeren er i tvivl om, at kunden er fyldt 18 år.

Stk. 6. Den, der erhvervsmæssigt markedsfører alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 16,5 eller derover online, skal kræve, at kunden, inden salget gennemføres, utvetydigt tilkendegiver at være fyldt 18 år.

Stk. 7. Butikker, hvor der foregår detailsalg af alkoholholdige drikkevarer, skal ved synlig skiltning, der er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, informere om aldersgrænsekravene for salg af alkoholholdige drikkevarer, jf. stk. 3-6.

Stk. 8. Skilte med information om, at salg af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter kun kan finde sted ved overholdelse af aldersgrænsekravene for salg af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter, jf. stk. 1 og 2, udarbejdes af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 9. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udformning, opsætning m.v. af skilte, jf. stk. 7.

Lovændringer

1/7 2023 ved lov nr. 738 af 13/6 2023 (Implementering af dele af delegeret direktiv vedrørende opvarmede tobaksvarer m.v.) § 3 [LF 123 2022-23, 2. samling].

1/4 2021 ved lov nr. 2071 af 21/12 2020 (Udmøntning af national handleplan mod børn og unges rygning) § 4 [LF 61 2020-21].

§ 2 b. Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, at kravene i §§ 1-2 a og regler udstedt i medfør af § 2 a, stk. 9, overholdes.

Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsens repræsentanter har til enhver tid uden forevisning af legitimation adgang til forhandleres butikslokaler med henblik på at kontrollere overholdelsen af §§ 1-2 a og regler udstedt i medfør af § 2 a, stk. 9.

Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsens repræsentanter kan mod behørig legitimation og uden retskendelse kræve at få meddelt alle oplysninger fra detailforhandlere og købere af alkohol, tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter, der er nødvendige for kontrollen efter stk. 1.

Lovændringer

1/7 2023 ved lov nr. 738 af 13/6 2023 (Implementering af dele af delegeret direktiv vedrørende opvarmede tobaksvarer m.v.) § 3 [LF 123 2022-23, 2. samling].

1/4 2021 ved lov nr. 2071 af 21/12 2020 (Udmøntning af national handleplan mod børn og unges rygning) § 4 [LF 61 2020-21].

§ 3. Tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter må ikke indføres fra andre EU-lande af personer under 18 år.

Stk. 2. Alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på mellem 1,2 og 16,4 må ikke indføres fra andre EU-lande af personer under 16 år.

Stk. 3. Alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 16,5 og derover må ikke indføres fra andre EU-lande af personer under 18 år.

Lovændringer

1/4 2021 ved lov nr. 2071 af 21/12 2020 (Udmøntning af national handleplan mod børn og unges rygning) § 4 [LF 61 2020-21].

§ 4. (Ophævet).

§ 5. For overtrædelse af § 1, § 2 eller § 2 a og regler udstedt i medfør af § 2 a, stk. 9, straffes butiksindehaveren, restauratøren, hotelværten, kantineindehaveren, den, der erhvervsmæssigt markedsfører online, m.v. med bøde. Det skal ved straffens udmåling betragtes som en særligt skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen af § 1, § 2 eller § 2 a og regler udstedt i medfør af § 2 a, stk. 9, er af grov eller gentagen karakter. Bestemmelsen i straffelovens § 23 finder ikke anvendelse.

Stk. 2. Ved særlig grov eller gentagen overtrædelse af §§ 1 og 2 a fratages retten til at markedsføre tobak, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter i en periode.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Lovændringer

1/7 2023 ved lov nr. 738 af 13/6 2023 (Implementering af dele af delegeret direktiv vedrørende opvarmede tobaksvarer m.v.) § 3 [LF 123 2022-23, 2. samling].

1/4 2021 ved lov nr. 2071 af 21/12 2020 (Udmøntning af national handleplan mod børn og unges rygning) § 4 [LF 61 2020-21].

§ 6. Loven træder i kraft den 1. juli 2004.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 97 af 9. februar 1994 om foranstaltninger mod alkoholmisbrug.

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Til toppen