Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Lov om ændring af adoptionsloven, lov om social service og forskellige andre love (Kontinuitet og enkle forløb for børn, der adopteres uden samtykke)

Børne- og Socialministeriets lov nr. 497 af 1/5 2019.

Børne- og Socialministeriet

§ 1

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af 3. august 2018, som ændret ved § 4 i lov nr. 1711 af 27. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, affattes således:

»Adoption meddeles ved bevilling, der udfærdiges af Familieretshuset. Bevilling til adoption efter § 9 udfærdiges dog af Ankestyrelsen.«

2. I § 6, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Samtykket skal i sager efter § 9, der behandles af Ankestyrelsen, afgives under personligt fremmøde for Ankestyrelsen.«

3. I § 8, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»Samtykket kan i sager efter § 9, der behandles af Ankestyrelsen, efter Ankestyrelsens bestemmelse afgives skriftligt under personligt fremmøde for Ankestyrelsen.«

4. § 10 affattes således:

»§ 10. Når Ankestyrelsen modtager meddelelse fra kommunalbestyrelsen om, at børn og unge-udvalget efter § 68 e i lov om social service har indstillet, at et barn adopteres uden samtykke fra forældrene, træffer Ankestyrelsen afgørelse om adoption af barnet efter § 9, stk. 2-4, hvis betingelserne er opfyldt.

Stk. 2. Tilbagekaldes et samtykke, der er meddelt i overensstemmelse med § 8, giver Familieretshuset meddelelse til Ankestyrelsen, der efter § 9, stk. 1, træffer afgørelse om adoption af barnet, hvis betingelserne herfor er opfyldt.«

5. § 11 affattes således:

»§ 11. Træffer Ankestyrelsen afgørelse efter § 9, selv om samtykke til adoption fra forældrene efter § 7, stk. 1, ikke foreligger, underrettes barnet, forældrene, indehaveren af forældremyndigheden, hvis denne er en anden end forældrene, værgen og den, der søger om adoption, herom.

Stk. 2. En afgørelse som nævnt i stk. 1 skal være skriftlig og udleveres af Ankestyrelsen til de pågældende personligt eller forkyndes for dem. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til at få afgørelsen prøvet af retten og om fristen herfor, jf. stk. 3.

Stk. 3. En afgørelse som nævnt i stk. 1 kan forlanges indbragt for retten, inden 14 dage efter at afgørelsen er modtaget eller forkyndt. Ankestyrelsen kan, når særlige grunde taler derfor, fastsætte en længere frist eller inden fristens udløb forlænge denne.

Stk. 4. Modtager Ankestyrelsen anmodning om, at afgørelsen prøves af retten, indbringer Ankestyrelsen sagen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 b, medmindre bevilling er udfærdiget efter udløbet af fristen i stk. 3.

Stk. 5. Opretholder retten Ankestyrelsens afgørelse om, at bevilling efter § 9 skal meddeles, eller beslutter retten, at bevilling kan meddeles, kan Ankestyrelsen ikke meddele bevilling, før ankefristen er udløbet og anke ikke er iværksat inden ankefristens udløb. Det samme gælder i forhold til kæremål, hvis retten afviser prøvelse, jf. retsplejelovens § 475 b, stk. 4.«

6. I § 15 indsættes som 3. pkt.:

»Tilsvarende gælder for Ankestyrelsen i sager om adoption uden samtykke efter § 9.«

7. § 15 a, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Familieretshuset skal, samtidig med at der gives meddelelse til Ankestyrelsen efter § 10, stk. 2, beskikke en advokat for barnet. Familieretshuset skal samtidig tilbyde forældrene og indehaveren af forældremyndigheden, hvis denne er en anden end forældrene, at få beskikket en advokat.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal under en sag om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, beskikke en advokat for barnet, inden sagen forelægges for børn og unge-udvalget. Kommunalbestyrelsen skal samtidig tilbyde forældrene, indehaveren af forældremyndigheden, hvis denne er en anden end forældrene, og barnets eventuelle plejeforældre at få beskikket en advokat.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

8. § 25, nr. 4, affattes således:

»4) om Ankestyrelsens behandling af sager om adoption uden samtykke, jf. § 9, og«.

9. I § 25 d indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også for godkendte adoptanter, der modtager et barn i midlertidig placering efter § 32 a.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

10. § 29 b, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

11. § 29 b, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

12. Efter § 29 d indsættes i kapitel 4:

»§ 29 e. Familieretshuset og Ankestyrelsen kan til brug for behandlingen af sager om godkendelse af en ansøger som adoptant og sager om adoption indhente oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister om en ansøger, der ønsker at adoptere.

Stk. 2. Børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere regler om Ankestyrelsens og Familieretshusets indhentning af oplysninger efter stk. 1.«

13. Overskriften til kapitel 5 a affattes således:

»Kapitel 5 a

Døgnpleje, midlertidig placering, surrogatmoderskab og straf«.

14. Efter § 32 indsættes før overskriften før § 33:

»Midlertidig placering

§ 32 a. Når Ankestyrelsen har truffet afgørelse efter § 10 om, at et barn skal adopteres efter § 9, stk. 1-3, placeres barnet hos den ansøger med godkendelse som adoptant, der er udvalgt af Adoptionsnævnet til at adoptere barnet. Den midlertidige placering ophører, når Ankestyrelsen meddeler bevilling til adoption efter § 1, 2. pkt., eller retten afsiger dom om, at Ankestyrelsens afgørelse om adoption ophæves, og ankefristen herfor er udløbet.

Stk. 2. Under den midlertidige placering har ansøgeren forældremyndigheden over barnet efter § 7 a, stk. 5, i forældreansvarsloven og forsørgelsespligten over for barnet.

Stk. 3. Børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere regler om midlertidig placering efter stk. 1.«

§ 2

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1114 af 30. august 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1530 af 18. december 2018, § 13 i lov nr. 1711 af 27. december 2018, § 1 i lov nr. 1720 af 27. december 2018 og § 3 i lov nr. 278 af 26. marts 2019, foretages følgende ændringer:

1. § 66 b affattes således:

»§ 66 b. Netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret egnede i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.

Stk. 2. Den kommunalbestyrelse, der godkender netværksplejefamilien som konkret egnet, jf. stk. 1, skal i forbindelse med godkendelsen tilbyde plejefamilien et grundkursus i at være plejefamilie.

Stk. 3. Afgørelser om godkendelse som netværksplejefamilie for et bestemt barn eller en bestemt ung kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Den kommunalbestyrelse, der har godkendt netværksplejefamilien, skal ud over godtgørelse for kost og logi, jf. § 55, stk. 4, dække netværksplejefamiliens øvrige og ekstraordinære omkostninger ved at have barnet eller den unge boende. Op til 20.000 kr. pr. barn eller ung årligt kan dækkes som øvrige omkostninger uden forevisning af dokumentation. Netværksplejefamilier kan efter en konkret vurdering desuden få hel eller delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Stk. 5. Afgørelser om dækning af øvrige og ekstraordinære omkostninger og om dækning af tabt arbejdsfortjeneste kan påklages efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 6. En familie, der har haft et barn midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven, kan godkendes som netværksplejefamilie for barnet, hvis retten ophæver Ankestyrelsens afgørelse om adoption efter § 9 i adoptionsloven.

Stk. 7. Børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelse, jf. stk. 1, om grundkursus til netværksplejefamilier, om dækning af netværksplejefamiliers omkostninger ved at have et barn eller en ung boende og om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier, jf. stk. 4.«

2. § 68 c, stk. 1, ophæves.

Stk. 2 bliver herefter stk. 1.

3. I § 68 f, stk. 1, ændres »meddeler samtykke til« til: »træffer afgørelse om«.

4. § 68 g ophæves.

5. I § 68 h ændres »§§ 68 e-68 g« til: »§§ 68 e og 68 f«.

§ 3

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1064 af 21. august 2018, som ændret senest ved § 14 i lov nr. 1711 af 27. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. § 55, stk. 2, nr. 4, affattes således:

»4) Sager om adoption uden samtykke efter § 9 i adoptionsloven.«

2. I § 55 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. I sager om adoption uden samtykke efter § 9 i adoptionsloven deltager endvidere en adoptionskyndig medarbejder fra Ankestyrelsen i mødet.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

3. I § 56, stk. 2, ændres »§ 55, stk. 3,« til: »§ 55, stk. 4,«.

§ 4

I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1256 af 7. november 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 og lov nr. 202 af 5. marts 2019, foretages følgende ændringer:

1. I § 7 a indsættes som stk. 4 og 5:

»Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også for ansøgere med godkendelse som adoptant, der adopterer et barn fra et andet land, i perioden fra barnets ankomst her til landet, og til Familieretshuset har meddelt bevilling til adoption efter § 1 i adoptionsloven.

Stk. 5. Stk. 1 og 2 gælder også for ansøgere med godkendelse som adoptant, der har fået et barn placeret efter § 32 a i adoptionsloven, så længe barnet er midlertidigt placeret.«

2. § 20 a, stk. 1, affattes således:

»Er barnet adopteret, kan der efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt med disse, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.«

3. I § 20 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Stk. 1 gælder også ved midlertidig placering efter § 32 a i adoptionsloven.«

Til toppen

Justitsministeriet

§ 5

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018, som ændret senest ved lov nr. 370 af 9. april 2019, foretages følgende ændringer:

1. § 475 b, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Sagen skal indbringes for retten, senest 3 uger efter at Ankestyrelsen har modtaget en anmodning om, at afgørelsen prøves af retten. Ankestyrelsen sender sagens akter til retten med oplysning om den afgørelse, der forlanges prøvet, samt en kort redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, og for de beviser, der kan have betydning for sagens afgørelse.«

2. § 475 c, stk. 1 og 2, affattes således:

»Som parter anses Ankestyrelsen, forældrene, barnet, barnets plejefamilie, hvis Ankestyrelsens afgørelse er truffet efter § 9, stk. 4, i adoptionsloven, og indehaveren af forældremyndigheden, hvis denne er en anden end forældrene og forældremyndigheden ikke følger af § 32 a, stk. 2, i adoptionsloven. Forældrene optræder på egen hånd, selv om de er umyndige.

Stk. 2. Retten beskikker en advokat for sagens parter undtagen Ankestyrelsen, medmindre de pågældende selv har antaget en advokat.«

Til toppen

Beskæftigelsesministeriet

§ 6

I barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 67 af 25. januar 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 701 af 8. juni 2018 og § 3 i lov nr. 339 af 2. april 2019, foretages følgende ændringer:

1. To steder i § 1 indsættes efter »adoption«: », herunder midlertidig placering,«.

2. I § 8, stk. 3, ændres »Familiestyrelsen« til: »Ankestyrelsen«.

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2019.

Stk. 2. Sager om adoption uden samtykke efter § 9 i adoptionsloven, der er under behandling af Familieretshuset ved lovens ikrafttræden, færdigbehandles af Ankestyrelsen. Dog kan Familieretshuset beslutte at færdigbehandle en verserende sag, hvis det efter en konkret vurdering er til barnets bedste, herunder hvis sagen er så tæt på at kunne afsluttes, at en overdragelse til Ankestyrelsen vil medføre en urimelig forsinkelse af sagen. For sager efter 2. pkt. finder de hidtil gældende regler anvendelse med de ændringer, der følger af § 1, nr. 14, § 2, nr. 1, og §§ 4 og 6.

Stk. 3. Loven gælder ikke for sager om adoption uden samtykke efter § 9 i adoptionsloven, der ved lovens ikrafttræden er indbragt for retten efter § 11 i adoptionsloven. For sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 4. Regler fastsat i medfør af § 25 d, stk. 3, og § 29 b, stk. 3, i adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af 3. august 2018, som ændret ved § 4 i lov nr. 1711 af 27. december 2018, og § 66 b, stk. 6, og § 68 h i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1114 af 30. august 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1530 af 18. december 2018, § 13 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 og § 1 i lov nr. 1720 af 27. december 2018, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler.

§ 8

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1 og 4 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Til toppen